|
|
1968
til 80 - nyrealisme i det utopiske årti
|
|
|
|
|
Oprør
& oliekrise
|
|
70er staten i modvind
Mellemlagsstaten kan i 60erne etablere sig stort set uden
indsigelser fra andre end et par forkølede kulturradikale. Fra 68
ændrer billedet sig. I 70erne udvider og cementerer socialstaten sin position,
bl.a. i form af opførelser af betonsattelitbyer.
Men 70ernes stat vokser i
strid modvind fra politiske og kulturelle modbevægelser.
Det ny
mellemlagssamfund formes af modbevægelsernes hamre.
Disse hamre føres først og fremmest af middelklassens egne børn!
Første-generations-middelklassen og dens børn
1968 er året
hvor massive oprørs og protestbevægelser dukker op overalt på hele kloden.
Der er store forskelle på oprørenes karakter, forudsætninger og
baggrunde. Der er langt fra rødgardisternes blodige kulturrevolution
til foråret i Prag der tromles ned af russiske tanks og de
pariserkommunelignende revolter i universitetsmiljøet i Paris. Og endnu længere er der til Christiania i H. C.
Andegårdsland.
Et fællestræk for disse modbevægelser er dog at de
alle spontant opstår og iværksættes af unge mennesker født efter
2.verdenskrig. Denne ungdom har stort set oplevet materiel fremgang
gennem hele opvækstperioden. Et
yderligere fællestræk for ungdomsmodbevægelserne er at de
opstår i kulminationspunktet i en velfærdsfremgang der netop som
forudsætning har den stat som de vender sig imod.
Periodens hoveddrivkraft skabes således i den dialektiske
modsætning mellem en centraliserende og kontrollerende stat og de
kreative overskuds- og kaoskræfter den selv samme centralisering
paradoksalt nok frisætter.
Oprør fra venstre - studenteroprøret i 68
I 68 kulminerer den internationale økonomiske vækstrate.
I Europa udgår den nye mellemlagsungdoms
utilfredse overskudsenergi først og fremmest fra universitetsmiljøerne
- der gøres op med forstenede undervisningsformer og professorvælder
styrtes ned fra soklerne. Det er middelklassens sønner og døtre
der nu fylder universiteterne op. Uden akademisk familietradition
forlanger de de gammelborgerlige elitære dannelsesidealer udskiftet med
samfundsrelevant forskning. Denne forskning bliver stærkt
venstreorienteret og tager sit teoretiske udgangspunkt i studier af
marxismen. På Nordisk Institut i Århus skiftes i begyndelsen af 70erne
læsningen af litteratur ud med K. Marxs Kapitalen og bogladerne
fyldes op med billige litteraturteoretiske bøger fra DDR (det tidligere
Østtyskland) Litteraturen politiseres. Socialrealisme og til nød
naturalisme bliver de salonfähige genrer.
Oprør fra højre
Socialstatens socialdemokratiske vækstideologi møder også
modstand fra en ny højrefløj.
I 1972 danner Mogens Glistrup Fremskridtspartiet der med et slag bliver
landets næststørste parti!
Statens ekspansion bliver financeret gennem et stigende skattetryk.
Danmarks måske første medie-hype bliver Glistrups offentliggørelse af en personlig skatteprocent på nul.
Fremskridtspartiet bæres af en anti-statslig proteststemning med
udgangspunkt i den jævne mands månedlige oplevelse af at den stigende
skatteprocent på lønsedlen udhuler hans realløn. Fremkridtspartiet
vender sig naturligt også mod statens bureaukrati og stadigt mere
uigennemskuelige lovjungle.
Oliekrise i 73
I 1973 skruer OPEC, de olieproducerende landes organ, prisen op for råolie
hvilket udløser en verdensomspændende økonomisk
stagnation. 70er
krisen er imidlertid ikke fattigdomsskabende på samme måde som krisen
i 30erne. Den fører blot til vækststagnation og bilfri Søndage. Selv
om afmatningen fører til virksomhedslukninger, har 70er socialsamfundet
spundet et net under de 300.000 nye arbejdsløse. Social nød som man
kan se det i tidligere tiders økonomiske kriser, undgås.
Oprørsbevægelserne skabes altså i en økonomisk velfærdssituation
der imidlertid psykologisk opleves som krise.
USA, ungdom og medie-hype
I USA bliver hovedomdrejningspunktet især ungdommens utilfredshed med
USAs kritikløse forbrug af unge mænd til kanonføde i Vietnam og i forlængelse heraf et
opgør med de
ideologiske forudsætninger som denne krig hviler på.
Det bliver dog det nye medie, fjernsynet der stopper USAs engagement i
Vietnam. Fjernsynsmediets enorme magt som skaber af hype er endnu
ikke gået op for den amerikanske statsmagt. Vietnamkrigen stopper da Amerikas forældre får serveret deres døde sønner
direkte i dagligstuen af et
ukontrolleret og frit TV-medie.
I Danmark bliver rejseguruen Simon Spies en af de erhvervsledere der
bedst forstår at udnytte de økonomiske fordele ved hype. Han forstod
at dårlig omtale i pressen er bedre end ingen.
Rockkulturen
En fælles platform for hele den vestlige verdens ungdom bliver den nye elektrisk forstærkede
beatrock. Beatles og Rolling Stones er de første grupper, men i
kølvandet følger adskillige andre bands i både USA og Europa. Selv i
Danmark bliver der skabt ny og original musik og lyrik, bl.a. af Savage
Rose, Steppeulvene og Gasolin (Kim Larsen).
De alternative livseksperimenter
Den kollektive boform med tilhørende fuld pakke bestående af
alternative samlivsformer afprøves med henvisning til kernefamiliens
fallit. Hippier valfarter til Afghanistan og Indien og de overlevende
bringer etnisk inspiration med hjem til kollektiverne i Hellerup.
Det ville have interesseret Thomas Moore: Troels Kløvedal og
Ebbe Kløvedal tager navne efter hobitterne i Tolkiens fantastiske
fortællinger. 30 år efter hitter hobitter over hele kloden! Men da har
Troels Kløvedal allerede skabt sit eget livs fortælling på de syv
verdenshave. Kvinderne eksperimenterer også: Kvinde-Ø-lejre,
kvindefestivaler, hvor mænd er forment adgang og spontane eller
iscenesatte happenings.
Periodens diffuse men energiske længsel efter utopia skaber også
store begivenheder som dannelsen af fristaden Christiania og Thy-lejren.
& vor tids cyberpunkmanagementkultur
Amdi Petersen og Tvindskolerne udspringer af det samme energifænomen.
Tvindskolernes formidable levedygtighed er på en måde en metafor for
det historisk absurde faktum at de fleste af idealerne fra
68-oprørstiden i afsvækket homeopatisk form bliver til en ny og
effektiv norm i
90ernes samfund.
Det er som kvindekæmpen Ulla Dahlerup siger: før i tiden måtte man
ikke være utro.
Nu skal man være utro, men man må ikke vise jalousi.
Den moderne informationsteknologi og de moderne virksomhedsformer er
utænkelige uden hippietidens oprør mod forbenede autokratiske og på
lang sigt uøkonomiske arbejdsformer.
Faktisk blev hjemme-PC´en - the personal computer
opfundet af et par langhårede hippier der blev smidt ud af IBMs fine kontorer da de ville præsentere deres opfindelse. IBM har i
dag som et af de sidste amerikanske firmaer indført dress down i
deres virksomheder. I flere avant garde virksomheder i USA er der
faktisk indført slipseforbud!
Modbevægelsernes rolle
Socialdemokraternes ønskebarn, den pragmatiske socialstat er belejret af utopisk tænkning fra både et polariseret højre og
venstre.
Glistrups partiprogram er med sin ekstreme individualisme lige lige så
urealistisk
som venstrefløjenes flirten med Bader Meinhoff og Sovjet, men har alligevel en
stor betydning som modbevægelse.
Netop som modbevægelser får de ekstreme venstre- og højrefløje
stor betydning for samfundets videre udvikling op gemmen 70erne.
Oprør fra midten
I 1977 introducerer Villy Sørensen, Niels I Meyer og K. Helveg Petersen
et Oprør fra midten. Denne bog kommer i lang tid fremover til at
stå i centrum for debat og opstandelse. Bogen handler bl.a. om
forholdet mellem utopi og virkelighed og menneskets, efter Willy
Sørensens opfattelse, medfødte aggressivitet. Samfundet bør i følge bogen
indrettes i opposition til menneskets natur i form af et
middelvejssøgende, humant og solidarisk fællesskab. Oprør fra
midten er et utopisk værk der bl.a. foreslår ligeløn, men
det er også et kulturradikalt
debatoplæg med en
praktisk gennemslagskraft i den politisk-kulturelle debat. På en måde
kan den læses som et værk fra oplysningstiden, en naturretslig appel
om humanisme til en stat, der omringet af mere eller mindre aggressive
utopiske bevægelser, forskanser sig i fremmedgørende betonbyggerier og
ser ud til at være parat til at asfaltere hele Danmark.
I forlængelse heraf kan man anskue 70ernes forfattere som det ny
mellemlags oplysningsfilosoffer.
Som hos Panduro kan "det normale og fornuftige" let
blive til den værste galskab.
|
|
Nyrealismen
- den ny mellemlagslitteratur
|
|
I 70erne fortsætter
litteraturen sin grundlæggende kritiske holdning over for samfundsudviklingen. Digterne i elfenbenstårnet på
det yderste skær har endnu ikke hørt eller set den forvrængede 12o decibel
lydmur fra guitarrockens mester Jimi Hendrix.
Dog erkender 70er forfatterne at der er et stort behov for at slå
vinduer og døre op i forfattertårnet. 60er modernismen kritiseres for
at være virkelighedsfjern, ufolkelig og elitær.
Allerede i 1966 gør Anders
Bodelsen opmærksom på at kunsten bør beskæftige sig med
virkelighedsbilleder fra nutidige danske miljøer.
En ny generation af mellemlagsforfattere kommer til at
præge 70ernes litteratur i retning af en mere læsevenlig realisme. Anders Bodelsen selv,
Leif Panduro, Tage-Skou-Hansen, Henrik Stangerup, Christian Kampmann,
(Dan Turrel) o.m.a. skriver i et let tilgængeligt og publikumsvenligt sprog.
Væk med den dunkle modernisme
60ernes svært tilgængelige modernisme og/eller mytisk eksistentielle fortællerum forlades til
fordel for realistiske samtidsskildringer af mellemlagsdanskerens
virkelighed.
Litteraturen renses for absurde seebergske huller og rifbjergsk
terminologi. I centrum står nu den realistiske og let genkendelige
miljø- og personbeskrivelse. Nyrealisterne lader samtidskulisserne
blive synlige og bruger ofte en dokumentarisk journalistisk form for at
fastholde aktualiteten.
Tilbagevenden til 30ernes socialrealisme
På en måde tages tråden fra 30ernes
socialrealisme op igen. 30ernes interesse for arbejderklassen
skiftes imidlertid ud med en socialrealistisk interesse for mellemlaget,
den ny middelklasse.
I 30erne skildrede forfattere fra de øverste samfundslag den sociale
uretfærdighed i de laveste klasser. I 70erne skildrer mellemklassen sig
selv. Forfatterne er børn af den middelkasse de selv skildrer.
Når den ny mellemlagsdanskers erfaringer skildres, tager de
nyrealistiske forfattere således udgangspunkt i deres egen konkrete hverdag.
Forfatterne er kritiske, men solidariske over for det persongalleri de
skildrer. Avantgardistisk arrogance finder man ikke hos nyrealisterne.
Nyrealismen skildrer livet på midten. Oprør er der ikke meget af, men
der er plads til at læseren kan finde en form for intelligent
selverkendelse og forståelse af sin egen situation i identifikationen med
værkernes personer.
Den ny mellemlags intimsfære
I 60erne og 70erne adskilles hjem og arbejde radikalt. Intimsfæren og
socialsfæren polariseres og forbindes samtidig med lange
transportveje. Den nyrealistiske litteratur spejler
sin læsers behov for kritisk at forstå sin nye virkelighed som
første-generations-mellemlagsdansker i pendulfart mellem satellit-betonlejligheden
og arbejdet i bykernen.
I Den hårde frugt (1977) af Tage Skou Hansen kommenteres det
nye velfærdsliv:
Slut på den gamle anskuelige verden med den rimelige afstand og
individuelle bebyggelse. Nu var det beton og glas. Industrialiseringen
satte sig igennem og dermed var vel også demokratiets dage talte.
Mennesker i højhuse og parcelhuse, mennesker som ikke boede hvor de
arbejdede kunne manipuleres efter forgodtbefindende. (Cit Fra
Runer til grafiti)
Men for at denne tilværelse inddampet i bogform ikke skal kede læseren
lige så meget som hans eget liv, lader Anders Bodelsen læseren fra
"Middelkøping" genfinde sig selv som hovedperson i en spændingsroman. I Tænk
på et tal (1968) er hovedpersonen oven i købet
blevet til en forbryder. Kunne det være mig? er forfatterens
spørgsmål til sin læser.
Den let genkendelige og samfundskritiske skildring af stress og jag
gennem anonyme betonkulisser gør forbrydelsen forståelig men ikke
automatisk undskyldelig. Læseren må selv træffe valget og kan
samtidig undervejs reflektere over sit eget liv.
I den for nyrealismen atypiske fremtidsroman, Manden der ville være
skyldig (1973), tager Henrik Stangerup stafetten i skildringen af et
utopia hvor alle indbyggerne skal være lykkelige. Dog ser
bogens hovedpersoner, ægteparret Torben og Edith, at livet kun får
mening i kraft af dets iboende modsætninger - eller sagt med titlen på
en anden af Stangerups romaner: Kunsten at være ulykkelig
(1974) er essentiel for at livet kan få dybde. Manden der ville være skyldig
undgår velfærdsstatens velmenende opskrift på lykke - en
"lykke" der gennem formynderiske tiltag truer med at fratage
det enkelte individ dets værdighed og selvstændighed.
De nyrealistiske forfattere bliver faktisk til sensitive
samtidsbarometre. De viser regn og solskin i et nyt nivelleret
middelklasselandskab der udvisker de skarpe skel mellem tidligere tiders
arbejderklasse og overklasse.
|
|
Bekendelseslitteraturen
|
|
Det nye intimsfærerum opdages,
udforskes og beskrives først af kvindeforfattere.
Bekendelseslitteraturen er en speciel dokumentarisk form som i et
enkelt og letforståeligt sprog blotlægger intimsfærens private
erfaringer på en hidtil uset måde. Grænsen mellem det
intime/private og det offentlige overskrides, især fordi de
kvindelige forfattere utilsløret udstiller deres eget privatliv i
litterær form.
Denne afsløringskunst kan svagt minde om det naturalistiske drama
hvor så at sige den ene væg i intimsfæren bliver revet ned og
dermed skaber en teaterscene hvor biedermeierlivets betændte
dobbeltmoral udstilles. Men Ibsen udstillede ikke sit eget
privatliv.
Periodens kvindefrigørelse sætter fokus på de overleverede
forestillinger om at kvindens rolle bestemmes ud fra hendes plads i
hjemmet som madlaver og børneopdrager.
Den nu udearbejdende
middelklassekvinde med selvstændig økonomisk magt sætter en ny
dagsorden og bekendelseslitteraturen bliver et af kampmidlerne. Intime
problemer sættes til debat. De ses af de kvindelige
bekendelseslitterater som problemer skabt af samfundsudviklingen
hvilket retfærdiggør den offentlige bekendelse.
Vita Andersen, Maria Marcus, Suzanne Brøgger, Lola Baidel og Bente
Clod er førende kvindelige bekendelsesforfattere, men også nyrealisten
Christian Kampmann springer ud i en bekendelse af sin bisekseksualitet.
Suzanne Brøgger og alfa-kvinderne
Suzanne Brøgger kalder sig selv i Creme Fraiche (1978) for en
terrorist med kønnet som våben. Denne formulering burde
selviscenesætteren og selvudstilleren, multikunstneren Madonna have
købt af Suzanne. Der er et klart søsterslægtsskab til 2000-tidens alfa-kvinder:
succesfulde, fotomodellignende karrierekvinder der hensynsløst bruger
deres køn i kampen for en ensom plads på magtens tinder. Samme
a-kvinder burde læse Fri os fra Kærligheden (1973) og Kærlighedens
veje og vildveje (1975). De skildrer ud fra Suzannes Brøggers egne oplevelser
kvindefrigørelsens sødmefulde muligheder i de nye rekreative livsrum.
Men frigørelsen kræver en frygtelig pris som altid skal betales.
I
Suzanne Brøggers bøger betales den dog altid med humor - sort
fortvivlelse får aldrig lov til at stå uimodsagt.
Den bitre
pille glider altid ned med et lille sprogligt smil.
Vita Andersens knækprosa
Strindberg skriver:
Mænd og kvinder er de fødte fjender. De vil aldrig komme til at
forstå hinanden.
På samme måde som Suzanne Brøgger foregriber opkomsten af den
kvindelige alfamodel, er der heller ikke langt fra Vita Andersens
skrøbelige selvportræt til 2000-tidens
anorektiske kvinder. I knækprosasamlingen Hold kæft og vær smuk
(1977) når den forfejlede kommunikation mellem kønnene strindbergske
højder. Når de stereotype kønsroller i den nye dating-situation
overtager kommunikationen i stedet for det frygtsomt menneskelige der
engang imellem i glimt blotter sig bag kønsfacaderne, bliver den indre
dialog i den kvindelige hovedperson fastlåst i hvad tror du jeg
tror.
De samfundsskabte kønsroller i Vita Andersens univers forhindrer et
ægte og spontant møde mellem kønnene. Men ofte er de lukkede mænd og
usikre krakelerende kvinder også ofre for en ulykkelig barndoms
psykologiske arv.
og den ny narcissisme
Den amerikanske filosof Christopher Lasch beskriver i Narcissismens kultur (1979) hvorledes
en ny form for narcisisme i det moderne industrisamfund erstatter den antikke. Den oprindelige
Narcissus har i følge Lasch nok i sit eget spejlbillede. Men den moderne narcissus har ikke nok i
selvforelskelsen. Han/hun må skabe et spejl ved hjælp af omgivelsernes
reaktion:
Fiercely competitive in his demand for approval and acclaim...
Den skrøbelige identitet er i Vita Andersens knækprosa hele tiden på jagt efter en
forankring via ydre accept.
Læserens bevidsthed fyldes med detaljer om kreditkort fra Magasin, lejlighedsindretning
og den perfekte krop. Krop, møbler og lejlighed glider sammen til én
facade der som i Pink Floyds The Wall (1982) bliver til en mur
der gør mødet med et andet menneske umulig.
Uden for intimsfærerummet er det ikke meget anderledes. De kvindelige Tryghedsnarkomaner
(1977) forsøger her at fastholde mandens opmærksomhed
i et forsøg på at finde sig selv:
Igen gik hun sig selv i møde i alle ruderne. En mand, hun mødte
vendte sig ikke om efter hende. Og hun blev bange for, at hun ikke var
så smuk som hun havde været.
Den frygtelige sandhed om kvinder
I Den frygtelige sandhed (1979) af Maria Marcus bliver kvinders
søgen mod masokistisk underkastelse i sex og i forholdet til autoriteter
undersøgt med forfatterens egen personlige case story som udgangspunkt.
Er den frygtelige sandhed at kvinder har en medfødt trang til
underkastelse? Maria Marcus siger nej. Målet for debatbogen er
kvindernes frigørelse fra den familepatriakalske undertrykkelse. Denne
frigørelse sker bl.a. gennem at bryde tabuerne, åbent at bekende og vedkende sig de masokistiske følelser, for derefter at kunne frigøre
sig fra dem i (kvinde)fælleskab.
Mændenes bekendelse
Også mændene begynder efterhånden at betjene sig af den litterære
skriftestol. Christian Kampmann er et kendt eksempel på hvorledes hidtil skjulte
homoseksuelle miljøer bliver litterært dokumenterede. I 1976 træder
Kampmann som en af de første kunstnere offentligt frem og erklærer at
han er biseksuel. Et af hans store projekter er i Sagaen om familien
Gregersen er at vise hvorledes de traditionelle familienormer går i
opløsning. Som hos Suzanne Brøgger er tragisk undertrykkelse eller
dyrt betalt frihed hans foretrukne temaer.
Kampmann var også en af de første der kritiserede modernismen og
eksistentialismens abstrakthed: Det primære er menneskene og deres
indre
I et senere interview i 85 siger han:
Ens forhold til andre mennesker er det vigtigste. Kærlighed mellem
mennesker er det eneste, der er vigtigt.
Bekendelse som katharsis (renselse)
I Henrik Stangerups Fjenden i forkøbet (1978)
forsøger forfatteren at blotlægge sine egen smertefulde opvækst i
skyggen af hans berømte forældre. Bogen er som kunstværk mislykket.
Men interessant er det at Stangerup kan bruge selve
bekendelsesgenren til terapeutisk at skrive sig ud af sit eget livs
krise.
Det faktum at bekendelseslitteraturen fik en stor læserkreds vidner også
om at bekendelsesgenren havde en rensende, forløsende effekt på læseren.
Som før nævnt var 70ernes
forfattere børn af
det mellemlag de skildrede. Forfatterne og deres talstærke
mellemlagslæsere kom således tættere på hinanden end nogen sinde før i
deres fælles intime frigørelsesprojekt.
Den medieiscenesatte forfatter
Denne forfatter-læser samhørighed var med til at skabe en ny type
forfatter: den selviscenesatte- den hypede forfatter. Den gennem
den utilslørede bekendelses litterært skabte intimitet mellem læser og
forfatter skabte fra læsernes side et behov for at vide hvem forfatteren
var som privatperson. I det omfang det private blev
omdrejningspunktet for det litterære stofskifte mellem læser og
forfatter blev forfatterens privatliv interessant - ja faktisk en
uundværlig del af selve det litterære værk. Dette kombineret med i
tiden voldsomme medievækst skabte grundlaget for den ny
selviscenesættende forfatter. Med den selvbiografiske
Creme Fraiche
(1978) skabte Zuzanne Brøgger ud over en ny roman også en ny
forfatter type. Zuzanne Brøgger blev en star i medierne på en måde der
hidtil havde været forbeholdt skuespillere og politikere.
Bekendelse, stat og intimsfære
Velfærdsstaten overvåger og kontrollerer i 60erne og
70erne socialsfæren det private erhvervsliv i en grad der ikke er set
før. Denne kontrol er delvis nødvendig for overhovedet at kunne få et
moderne komplekst industrisamfund til at fungere. Der holdes nu f. eks
øje med hvor meget den enkelte virksomhed forurener.
Sideløbende med bekendelseslitteraturens interesse for intimsfæren
står socialstatens bestræbelser på at overvåge den enkelte borgers
liv bl.a. gennem CPR-registre.
I hvilket omfang intimsfæren også er et
offentligt statsanliggende diskuteres også. Hvornår bør staten
gribe
ind i f.eks. tilfælde af vanrøgt af børn eller hustruvold.
|
|
Kvindelitteraturen
|
|
Selv om
kvinderne i 70erne kommer ud på arbejdsmarkedet, er det ikke
nødvendigvis ensbetydende med at de forlader kødgryderne. 70er
kvinden er dobbeltarbejdende: efter arbejde kommer manden hjem og
lægger sig på sofaen foran det nye farve-TV, mens konen efter
8-timers hårdt og lavtlønnet job går ud i køkkenet for at
tilberede maden.
I week-enden vasker og stryger hun familiens tøj.
Når Jørgen Ryg siger: Kvinde hører te i køkke, er kun morsomt
fordi det nu også er et "farligt" udsagn der viser, at kvinden
faktisk er på vej ud af køkke. (Ryg risikerer et opgør med de
nye amazonkrigere.)
Den kønspolitiske
oprustning finder et af sine vigtige talerør i bekendelseslitteraturen.
Men kvindernes udsatte position finder også andre litterære udtryk.
Ikke-fiktive værker som Jytte Rex rapportbog Kvinder på fabrik (1971)
eller Maja Ecklelöfs Rapport fra en gulvspand (1970) viser
kvindelitteraturens brede genremæssige vifte.
Feminismebølgerne samles i loge-lignende basisgrupper, ofte på
tværs af klasseskel: Litteraturen skrives af kvinder for kvinder. I
et ofte realistisk sprog behandles virkeligheden ud fra en rendyrket kvindesynsvinkel.
Kønsrolleproblemer, ligestilling, hjem, arbejde og seksualitet er de
vigtigste emnekredse. De vigtigste kvindeforfattere ud over dem
der er nævnt i afsnittet om bekendelselitteratur og socialmodernisme
er Charlotte Strandgaard, Inge Eriksen og Bente Clod.
|
|
Socialmodernismen
|
|
Socialmodernismen
tager arven fra 50erne op, men lader nu den sprogligt eksperimenterende
modernisme tage udgangspunkt i samtidsmiljøer.
Høje Blokland
I Blokland
(1975) af Michael Buchwald leveres en kritik af den groteske
funktionalistiske samlebåndbebyggelse. Michael Buchwald påpeger
også hvordan den masseproducerede funktionalisme afføder sit eget
upersonlige og umenneskelige forvaltningssprog:
Kvinden med barnevognen dernede på gangstien gik netop nu fra
landsskabsnøglens J 20 til K 19, formentlig på vej fra stationen i
B2 til familiemarkedet i P 8. (Cit. taget fra Fra runer til grafiti)
Den fantastiske Kødby
Sven Holm står med Kødbyen (Min elskede, 1968) på tærsklen
til det nye 70erårti.
I Kødbyen får vi en fantastisk fortælling hvor
slagtesvinet i bliver til en metafor for det moderne industrialiserede
menneske. Men hvor de tidligere fantastiske fortællinger foregår i
et hovedsageligt abstrakt landskab, får vi her flere nyrealistiske og
dokumentariske detaljer med på vejen af Kødbyen i Københavns
centrum.
Sven Holm oplyser os om svinenes adfærd i den samme upersonlige og
funktionelle sprogtone som i det ovenstående citat fra Blokland.
Vi får at vide at hvis et svin har en udvækst eller en anden
anormalitet, vil de andre svin automatisk gå efter at udradere netop
det unormale. Hvornår bliver norm til intolerance over for det
anderledes synes novellen at spørge - flere år før
indvandrerproblematikken overhovedet melder sig. Når udvæksten er
gnavet væk glemmer svinene i en form for distraktion deres handling.
Sven Holm kommenterer det antitetisk: Svinet er et kristent dyr
eller svinet har let ved at glemme. Hvornår bliver tolerance til
ligegyldighed i kødbyen København?
I en senere novelle sammenligner Sven Holm os med rotter.
Kritikken er næsten for sort var det ikke for novellernes grotesk
humoristiske Ingwald Lieberkindstil.
Jeg er min fortælling
Den visionære forfatter Svend Åge Madsen er også fascineret af
den fantastiske fortællings muligheder. For ham skabes menneskets
identitet netop som en (fantastisk) fortælling. Mennesket forstår
sig selv gennem de roller det selv og omgivelserne tildeler.
I Tugt
og utugt fra mellemtiden (1976) skriver Madsen:
Uden "social position", "familiær placering",
"reglementeret kostumering" ville man være identitetsløse.
Svend Åge Madsens syn på identitetsdannelsen som en form for
rollespil foregriber 80ernes postmoderne jeg-opfattelse.
Kirsten Thorup, Dorrit Willumsen og Jens Smærup Sørensen hører
også til blandt socialmodernisterne.
|
|
Systemdigtning
|
|
I lyset af attituderelativismen
bliver litteraturen synlig som en sproglig konstruktion.
For de nye systemdigtere træder selve sproget i forgrunden og tydeliggør sig selv som medium,
som bærer af en ganske bestemt virkelighedsforståelse. Skriveprocessen
bliver hermed også tydeliggjort.
Sprogfilosoffen Ludwig Wittgensteins teorier spiller en stor rolle for
systemdigterne:
Mit sprogs grænser er min verdens grænser
Al bevidst erkendelse ligger i sproget: der er derfor ingen virkelighed
ud over teksten - ud over det øjeblik hvor en læser skaber sin egen
forståelse i mødet med teksten.
I systemdigtningen er det sprogets, skriftens egen virkelighed der
styrer forfatteren og ikke omvendt. Sproget bliver til forfatterens
automatskrift.
Forfatterfænomenet og humoristen Per Højholdt er faktisk allerede i
1967 ude med et postmoderne systemværk, nemlig Intethedens grimasser.
Højholdt udtaler selv følgende om værket:
Intethedens grimasser er foruden at være en essaysamling om show,
sprog og skrift også en fiktion og kan læses som sådan: den er
resterne af en skrift, en skrigen sig frem, ikke (i)mod noget men (i)gennem
mod noget. Hvis undertitlen "roman" ikke ville have skabt
unødig forvirring ville jeg have brugt den. Bogen har en slags
handling: begreber og postulater udvikler sig gennem dens forløb,
forkastes og vurderes om, men uden at skriveren griber reviderende
tilbage gennem teksterne: sporet er ikke fjernet.
Også i Højholdts roman 6512 afsløres sideløbende med handlingen
alle de sproglige tricks hvormed en forfatter skaber en illusion af
virkelighed i hovedet på læseren. Teksten bliver som et billede af
Esher: den krummer sig reflekterende ind i
sig selv og blotlægger derved sin karakter af konstruktion.
Et af vor tids mest populære, men dårligst definerede begreber, nemlig
konstruktivisme, kommer også poetisk til syne her i Højholdts
univers. Social-konstruktivismen postulerer at menneskets verden -
parallelt til Højholdts metapoesi - er en social konstruktion.
Virkeligheden er en social konstuktion!
Flere andre forfattere som f. eks Inger Christensen og Henrik Nordbrandts
lader også skriften træde frem, men er knap så radikale når det
gælder om at udtrykke systemdigtningens filosofiske konsekvenser.
|
|
Storbybilleder
- Dan Turell
|
|
En forfattere der nok med størst kunstnerisk kraft
forlader den ensomme digterposition på det yderste skær uden at sælge
ud af sin integritet er showprovoen Dan Turrell. Som Højholdt
eksperimenterer Dan Turell med showformen. Men Turell gør på linie med
Zuzanne Brøgger sig selv til
budskabet. Og som ægte karmacowboy en han i stand til at ride hype-dyret til, elegant at spille på massemediets tastaturer og få
musik ud af det. Med sin kronragede isse under den bredskyggede hat lod
han medierne spise alt hvad der blev serveret fra hans sortlakerede
negle. Onkel Danny er hype-kunstner og storbyforfatter mellem himmel
og stenbro. I 1974 udkommer mesterværket Karma Cowboy og året
efter den originale og kærlige hyldest til Vangede i Vangede
billeder.
|
|
Politisk
litteratur og universitetsmiljøet
|
|
I 70er årtiet vender den
realistiske litteratur tilbage, men samtidig med nye synsvinkler i
studiet af realismen. I de sene tressere argumenterer
litteraturteoretikeren Roland Barthes for en ny måde at anskue
realismen på: Realistisk litteratur forholder sig ikke, som Aristoteles
begreb mimesis antyder, som en mimen, en genspejling af
virkeligheden. Realismen frembringes derimod ved hjælp af litterære
teknikker der er i stand til at skabe en realismeeffekt - en realistisk
illusion.
Den realistiske litteraturs mulighed for og evne til at
holdningspåvirke sine læsere gennem en "realistisk illusion"
bliver især et interessefelt for den venstredrejede litteraturforskning
på universiteterne.
Litteraturen politiseres
Litteraturen og
venstrefløjens litteraturteori
Det er historiens ironiske spil: Mens arbejderklassen op gennem 70erne
forsvinder i marxistisk forstand, sker der samtidig en voldsom radikal
venstredrejning af landets universitetsstuderende
mellemlagsungdom.
Som før nævnt bliver de nyrealistiske forfattere til sensitive
samtidsbarometre.
Heroverfor sidder de universitetsintellektuelle i 70erne med forstanden
dybt begravet i marxistiske utopier fra før dampmaskinernes tidsalder.
Det er ikke første gang i verdenshistorien at intellektuelle og
filosoffer har flirtet med totalitære ideologier.
Det litterære filter
Netop på dette punkt har "forfatterracen" (næsten altid)
været mere fremsynet. Litteraturen har på en måde et filter indbygget
i sig der gør det vanskeligt litterært at bekende sig til
masseideologier eller bevægelser. Dette filters historiske opkomst kan
spores helt tilbage til oplysningstiden. Romanen Hærværk (1930)
af Tom Kristensen er et godt eksempel på dette litteraturfilters
virkemåde. Romanen skildrer selvbiografisk hvorledes TK i skikkelse af
Ole Jastrau bevidst vælger at gå til grunde i druk. Men hvor Tom
Kristensen i sit eget liv kommer ud af alkoholmisbruget ved at melde sig
ind i en afholdsforening tager Ole Jastrau derimod til Tyskland og
forsvinder således ud af romanen uden at gøre reklame for en
bevægelse (hvor uskyldig en afholdsbevægelse end måtte være) eller
vise nogen "halleluja-løsninger".
Dette filter der kun tillader individuelle livsholdninger at slippe
igennem, er en torn i øjet på den enøjede venstrefløjs
litteraturteoretikere. Den bedste litteratur kasseres således som
reaktionær borgerlig litteratur ud fra dens manglende vilje til at
støtte den marxistiske klassekamp.
I stedet hyldes den ud fra overordnede politiske hensyn fabrikerede
litteratur der engagerer sig og tager stilling til fordel for
arbejderklassen. Det meste af denne litteratur er som al kunst der
udgår fra hovedet, kunstnerisk set tvivlsomt. At der stadig ofres
uforholdsmæssig meget spalteplads i litteraturhåndbøgerne på den
politiske litteratur i 70erne skyldes det faktum at håndbogsforfatterne
stadig hænger fast i klicheerne fra deres røde studietid. Den røde
mursten Litteraturhåndbogen giver flere steder gode eksempler
på litterære klicheanalyser fra 70ernes universitetsmiljø.
Undertegnede har selv været turen igennem og kender kun alt for
godt hunden på hårene.
Dermed ikke være sagt at al arbejderlitteratur er dårligt. Men måske
er den bedste skrevet af rockgruppen Røde Mor der med sin
absurde og farverige frontfigur Troels Trier er noget
af det mest arbejderklassefremmede i dansk kultur. Troels Trier havde med garanti
fået tæsk, hvis han havde optrådt for arbejderne på en almindelig
dansk arbejdsplads.
|
|
Ungdomsoprøret
& rockmusikken
|
|
Halvtressernes
vrede unge kvæles i første omgang i velstand og amerikansk
underholdningsrock spillet af pæne vandkæmmede
frisurer. Men i midten af tresserne begynder håret at gro vildt på Beatles og Rolling Stones. Omkring 68 kulminerer den
samfundsøkonomiske vækstrate. Selv om velstanden er på sit højeste i
68, har den fremavlet en middelklasseungdom der er vant til at julegaverne bliver
dobbelt så dyre næste år. Da det ikke sker i 68, transformeres det
kolossale ungdomsoverskud til ren oprørsenergi. Men i modsætning til
de halvtresser-vrede unges tid, er der nu en levedygtig platform hvorfra nye
eksperimenterende livsværdier kan bruges som ammunition først og
fremmest mod forældregenerationens værdier.
Bl.a. Anders Bodelsen fortager et lille kig ned i generationskløften mellem den sympatisk selvundertrykkende midaldrende mellemlagsdansker og
den nyrevolutionære hippie, der faktisk som Bodelsens kriminelle typer
realiserer sig selv uden ansvarsfølelse.
Hippier & flower power
Først letter i ungdomsoprøret som en ikarosfugl fra den nye rock-og
beatscene. Hippiebevægelsens internationale himmelflugt med bl. a.
LSD-profeten Timothy Leary udforsker en både religiøs og sanselig
bevidsthedsudvidelse gennem stoffer, fri sex og adfærd uden regler.
Woodstock, Thy og Roskilde
Woodstockfestivalen i USA samler i 69 spontant over 500.000 unge
til verdens første og stadig største rockmarathon. Festivalen bliver en
helligdag i hippiekulturens almanak. I Woodstock overskrides racemodsætninger og
klassekløfter.
Bøsser, lesbiske, sorte militante, rednecks, vietnamveteraner, og nationens
almindelige unge samles i et diffust oprør mod
forældregenerationen, Vietnamkrigen, forbruger- og stresssamfundet og
forældede samfundsværdier i det hele taget. I den fri sanselige dans
til den rytmiske musik - ofte hjulpet på vej af stoffer - skabes et
fællesskab der samtidig hylder retten til total individualisme.
Alternative (sam)livsformer - sexuel "frigørelse" - udlevelse
af utopier af enhver art sker på Woostock uden at der forekommer så
meget som én voldelig episode under hele den tre dage lange festival.
Den nærmest religiøse eufori over at Hippie-utopien make love - not war er lykkedes på Woodstock kommer dog
til
en brat ikaros-slutning i den efterfølgende festival i Atlanta hvor to personer
under Rolling Stones optræden bliver myrdet af en person i en stofrus.
I Danmark fortsættes woodstockfænomenet i Roskildefestivalen og
hippiernes søgen efter alternative livsformer skaber Christiania og
Thy-lejren.
Dansk rocklyrik - den mest kendte, læste - urgammel forbindelse i
kvadet mellem lyrik og musik. Alle unge i Danmark kan Kvinde min af
Kim Larsen udenad. Hvilken anden dansk forfatter kan bryste sig af
det?
|
|
Generationskløfterne
fra 70 og til nu
|
|
Generationskløften dengang og nu - fra værdibrud til tillidsbrud
En generationskløft opstår mellem teenagere og deres forældre.
Kløften skabes i spændingsfeltet mellem forældregenerationens
usamtidige autoritetsnormer og ungdommens romantiske sturm und
drang-intuitive fornemmelse af det kommende superdynamiske
industrisamfunds behov for det oprørske og kreative menneske:
Fremtidens succesfulde firmaer vil
blive skabt af rebeller, dem der gør oprør - dem der
bryder reglerne.....Faktisk vil disse firmaer være fulde af de
studenter der ikke var bange for engang imellem at blive kaldt ind til
samtale hos Rektor.
Gary Hamel & C.K. Prahlad - Seing the future
first (1997)
Eminem-generationen
I dag er der en ny, men knap så tydelig kløft mellem
forældre og unge. Hvor tresserkløften bliver skabt på grund af et
værdiskift har vi i dag en situation hvor unge og
forældre deler de samme (mangel på) værdier idet ungdomsoprørets
livsanskuelser vinder
i en afsvækket, men samfundstilpasset form:
Jeg fyrede en fed sammen
med (pap)far mens vi hørte Pink Floyd - cit: HF-elev
2000-tidens
forældregeneration har imidlertid haft den personlige udvikling
øverst på dagsordenen. Børneopdragelse er følgelig i højere grad
blevet overladt til TV og computerspil fulgt op af
kompensatorisk materiel overflod - alt inden for de manglende rammer i
en fragmenteret Intimsfære.
Dette har medført - ikke et værdibrud - men et tillidsbrud mellem
unge og forældre.
Ingen nutidig kunstner formår bedre at tematisere denne konflikt en
rap-geniet Eminem.
Tillidskløften forstærkes i og med at unge ofte
er håbløst bedre til at orientere sig i den moderne computer og
internet- erstatningsverden.
Opgøret med den klassiske faderfigur
I den traditionelle posttresser kernefamilie er det først og
fremmest faderfigurens autoritet der styrtes ned i
generationskløften. Opgøret med og det følgende tab af den
uatoritære faderfigur bliver en af oprørets følger og
et centralt tema for litteratur, kunst og massekultur i det hele
taget. Vi kan se dette oprør tydeligt allerede i De
Uanstændige af Panduro hvor hovedpersonen Thomas far skildres som en
autoritært klippevægsansigt - en humoristisk parodi skrevet
med inspiration fra Freuds Super-ego.
Kvindefrigørelsen sætter ind med et dødsstød
fra sidelinien .
Omkostningerne ved det antiautoritære "faderdrab" er store
- især for drenge. Med Jungs psykologi som inspiration bliver det
tydeligeligt at faderimagoet - en urgammel arketype - bliver
rystet.
I Pink Floyds mesterværk, kultfilm The Wall (1989) går den unge hovedperson Pink
til grunde som følge af et fadertab og den tilhørende
moderomklamring, der ikke tillader ham at blive et voksent menneske.
Filmen er en af de få kulturelle frembringelser der er direkte
inspireret af C. G. Jung
En af de mest positive konsekvenser af faderrolleskiftet er at der nu
i højere grad bliver plads til faderen som et menneske frem for en
autoritær maske.
Masters of the Universe
I følge Jung vil ændringen af faderrollen aktivere faderimagoet: Sønnen vil
selv opfinde en fantasifar som forbillede for at kompensere udviklingen hen imod
et voksent menneske. Et fadertab behøver ikke som i The Wall at være et
regulært fysisk tab: En far der kujoneret af sin frigjorte
rødstrømpekone hver dag sidder foran fjernsynet bevæbnet med bajere
og klaphat, er også død i sønnens øjne.
Fader-klaphattegenerationen udløser derfor en strøm af
massekulturelle faderimagoer: Masters of the Universe, Superman,
Batman, Arnold Schwarzeneger og utallige andre Superhelte er alle
udsprunget af et dybt behov for fantasifaderforestillinger.
Amerikanske krigsfilm opfylder også gennem militærkodeksets enkle Yes-Sir!
retorik et behov for simple hierakiske kommandoveje.
Neutralisering af mand - kvinde polariteten
Den unge mandlige 2. generationsindvandrer udskiller sig markant fra
en tilsvarende dansk dreng. 2. generations fyren gennemspiller, med
inspiration både fra sin egen far og fra kliken, en arketypisk
maskulin stolt adfærd.
Den unge danske mand er omgivet af kvinder og kvindelig
selvforståelse fra vuggestuen til gymnasiet. Han er mere åben i
sin søgen efter mandlig identitet. Det er ikke længere så let som
på Humfrey Bogarts tid. Med David Bovie og Boy George bliver
Kønsidentiteterne flydende.
Et biprodukt af samspillet mellem flydende kønsroller og
faderidentifikation sender en del mænd på regressionstur tilbage til børnehavens almagtdage.
Jerry Lee Louis, Jim Carrey, Woody Allan o.m.a. viser hvorledes den
hjemløse mand i stigende grad fordobler sig bag ironiske
masker
DampTVstjerner
Vore dages mandlige TV-stjerne eller bagsidejournalist er et hyperaktivt børnehavebarn der
gået amok ved indtagelsen af for mange farvede pølser ved
børnefødselsdagen. Humor bør faktisk være på bekostning af andre
- ha, ha du er en nar! Samtidig tager Jeppesen trykket af dampbarnsadfærden ved
hjælp af postmoderne selvironiske fordoblinger. Gud var det
mig der sagde det?
|
|
Medie
& og hype - et kig frem
til 2000-tiden
|
|
Medie-hype og privatlivet som et offentligt anliggende
Hype skabes med udgangspunkt i det fænomen som medieforskeren Mc
Luhan spåede allerede i sentressene:
Mediet er budskabet.
Udstillingen af de kvindelige forfatteres privatliv i bekendelseslitteraturen
er som skabt for
de nye medier.
Netop det slagger der ikke har kunstnerisk
interesse, er hype-dyrets hovednæring.
Bag skriftestolens forhæng lurer det offentlige øre.
Offentliggørelsen af de mest intime detaljer
sælger som varmt brød.
Den nye narcissisme som blev beskrevet i
afsnittet om bekendelseslitteratur, går op mod 2000-tiden i
symbiotisk selvsving med medierne. Hvis vi tager den kvindelige
hovedperson fra Vita Andersen-citatet i
bekendelsesafsnittet og fører hende en tur op til 2000, så er det nu
ikke længere nok for hende at en tilfældig mand vender sig om efter
hende på gaden, for slet ikke at tale om en tilfældig
butiksrudespejling. Først med et seertal på over 500.000 kan den
strandede Robinson komme ud over sin følelse af forladthed.
Kick-kulturen kig-starter med Big brothers øje der watcher dig.
Medieadrenalin er vor tids nye hårde valuta. At være kendt er i dag
ensbetydende med også at være rig. Hvis bedstefar kommer i den bedste
sendetid vil han en måned efter kunne score kassen på en ny version af
Kære lille mormor - også selv om bedstefar overhovedet ikke kan
synge. Alle vil i butikkerne spørge efter ham de så i TV. Talentfulde
og dygtige kunstnere kan så kun håbe på et lille medieglimt med
tiggerskålen fremme, og kun hvis de afslører sig selv i en eller anden
kunstnerisk set komplet uinteressant skandale. En meget dygtig
popstjerne, hvis navn ikke skal nævnes her, oplevede en personlig
tragedie. Hendes manager bragte den uden hendes vidende straks til
Se-og-hore bladene i håbet om hype.
Bekendelseskulturen oplever således i 2000-tiden en ny renæssance: Fra Big
Brother-Sverres og Clintons blowjobs til højrøstede intime mobilsamtaler på offentlige steder
eksponeres privatlivet. I 2000-tiden er de sidste rester af privatlivsslagger
blevet til et offentligt anliggende: Annette Engels bog om sin fraskilte
mand, Hans Engel og sidste skud i form af Suzanne Bjerrehus
trofæbog, Livet i mine mænd, der detaljeret redegør for antal nedlagte
byttedyr og selve jagtmetoderne.
Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor |
|
|
|
|
|
Noter:
1)
Denne betragtning gælder kun for de vestlige landes stater.
2)
OPECs handling viser i øvrigt i hvor høj grad I-landenes økonomiske
velstand forudsætter billig og uafbrudt tilgang til olie.
3)
CNNs indsats med Journalisten Peter Arnett i golfkrigen i 80erne er
den sidste gang fjernsynet får lov til at hype uden
statslig kontrol. I dag har især USA erkendt at pressen magt er så
stor at den skal kontrolleres. Det bør være omvendt: uden pressen
til at kontrollere demokratiet er vejene til diktatur utallige. Som
Vaclav Havel siger: Vejen fra demokrati til diktatur går fra den en
lille tilsyneladende uskyldige løgn der baner vejen for den
næste.
|