|
"Renæssance"
betyder genfødsel.
Denne kulturstrømning begyndte i de rige norditalienske byer i
1300-tallet og bredte sig nordpå i 1400/1500-tallet.
Her blomstrede den spirende pengeøkonomi og skabte grobund for et helt
nyt kultur-og tankeliv.
Den feudale naturalie-økonomi havde fået modspil.
Den pengeøkonomiske fremgang skabte i borgerskabet en ny og stærk
selvfølelse. I forlængelse heraf mente man at den tidligere
periode havde været en mørk middelalder - dvs. en
overgangsalder. Man genopdagede og lod sig inspirere af den lyse antikke
verdens kultur. I billedkunst, litteratur, arkitektur skabtes et nyt
humanistisk menneskeideal: det frie og ubundne menneske.
Denne "genfødsel" skabte også på lang sigt mulighederne for
et opgør med de katolsk-kristne syndsbegreber og den Katolske kirkes
korrupte sammenblanding af sjælefrelse og penge:
Så
snart pengene i kassen klinger
straks sjælen ud af skærsilden springer
(Katolsk
reklameslogan)
Tre
klasser/institutioner kæmper i senmiddelalderen om magten:
1) Kirken,
2) Kongen og
3) Fødselsadelen.
Borgerskabet/handelsstanden (og håndværkerstanden) har endnu næsten ingen betydning. Og
middelalderens brede befolkning - fæstebønder og landproletarer lever
for størstedelen i stor fattigdom.
"Den sorte død" (pesten) har i 1300-tallet affolket store dele
af Europa. Denne katastrofe skaber et socialt kaos som den katolske kirke
ikke er sen til at udnytte i kampen om magten.
Pavevældet systematiserer i kølvandet på pestbølgen en urgammel
religiøs forestilling der forklarer ulykker og modgang som Guds straf for
menneskets syndige handlinger: Gud er vred på os syndige menneske
og hævner sig på os både i dette og i det hinsidige liv. Især
bliver trusler om et hinsidigt liv i helvede til en god forretning idet
kirken sælger syndsforladelsesbeviser, de såkaldte afladsbreve.
Med Martin Luther
får vi i Nordeuropa reformationen. Denne religiøse bevægelse tager
sit udgangspunkt i den tyske by Wittenberg. Her slår munken Martin Luther
95 provokerende teser op på kirkedøren
Reformationen retter især et hårdt slag mod den katolske kirkes
økonomiske fundament. Dette medfører en styrkelse af kongemagten
idet kirkens jordejendom, også i Danmark, lægges ind under kongen der derved bliver kirkens overhoved.
I 1536 tager Christian den 3. kirkens gods i besiddelse. Biskopperne var
nu ikke længere Pavens forlængede arme, men blev ansat direkte af Kongen.
Reformationen medfører således en styrkelse af de enkelte landes
konge-nationale bevidsthed, idet Pavemagtens europæiske internationalisme
stækkes.
Forestillingen om menneskets syndighed opgives imidlertid ikke af
reformatorerne, men frigøres fra den katolske kirkes formynderi. I stedet
stiller Luther Guds nåde i centrum.
Det enkelte menneske kan opnå Guds nåde direkte ved hjælp af sin tro.
Tro i sig selv og tro løsrevet fra samfundslivet som det blev praktiseret
i den katolske klosterkultur, skal erstattes af et trosliv der er PRAKTISK
FORANKRET I HVERDAGSLIVET.
(Læs først og fremmest Visitatsbogen
ud fra denne vinkel.)
Dermed bliver det enkelte menneske i langt større grad gjort ansvarlig
for dets handlinger. Og i stedet for at opkræve "dummebøder" bliver det nu kirkens
opgave at uddanne og opdrage det enkelte menneske til at tage aktivt og
praktisk del i livet.
Den protestantiske reformation indoptager således elementer fra
renæssancens humanistiske og individualistiske menneskesyn.
Kongemagten
bruger prædikestolen som talerør
I Luthers udgave bliver kirken således også en formidabel
adfærdskontrollerende og opdragende nationalstatsinstitution. Det er
kongemagten selvfølgelig ikke sen til at udnytte. Vil Kongen have folket
i tale, findes der på dette tidspunkt ikke en bedre platform end kirkens
institutioner.
Sammenblandingen af kongens verdslige magt med Kirkens religiøse bliver et nyt
opdragelsesvåben: Kongens fysiske magt- og voldsmonopol forenes i en
enestående cocktail med Gudsfrygt og syndsbevidsthed (= dårlig samvittighed).
Tinget kan i denne sammenhæng slet ikke hamle op med prædikestolen som
efter reformationen omorganiseres til et talerør for statsmagten.
Så når kirkeklokken lyder efter 1536, er det nu både efter guddommelig
og kongelig forordning.
Sækulariseringen = verdsliggørelsen af kirkens magt skaber således
nye muligheder for den "civilisering" af
mennesket som peger frem mod vor tid.
Tibage
Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor
|
