"Moderne" vesterlansk mystik

Jeg plukker gylden frugt af sjældne møder med vise mænd.
Emersons dagbog

Jeg er dit gry, fra mørke til forløsning;
jeg er det dyb, hvor dine sorger svinder;
vær stille! Stille! Vid, at jeg er Gud;
lær mig at kende og find fred!
Udslet den skrift, som tidens finger
har prentet på dit indres regnebræt,
og på den rene flade skriv påny:
"Jeg er al-visdom, retsind, hvile."
Jeg er alene, du ene bor i mig:
Jeg er den strøm af liv, som flyder gennem dig;
i mig er al sustans; jeg fylder rummet,
jeg er ren væren, ved mig blev alle ting.
Ja, jeg er ånd; i dine dybder bor jeg;
jeg er mig selv bevidst, og alt er vel;
hold fast derved - du er din egen himmel.

James Rhoades - Out of the Silence.

Sandheden kræver intet bevis - den er selvindlysende.
Saint - Exupery

Hvert sted, som Himlens øjhe vogter på'
er for den vise lykkens havn og tilflugt.

W. Shakespeare King Richard II

Hvis du ønsker at høre det navnløse, og vil dykke
ned i tempelhulen, som er dit selv,
og ved midteralteret dvæle, måske
du da kan lære, at det navnløse har røst,
og du vil blive der, hvis du er viis.

Tennyson

Oh, du usynlige verden, vi skuer dig.
Oh, du usynlige verden, vi berører dig.

Francis Thomson

Ej bag rummets høje, sorte himmelhvælv
finder svaret vi på livet selv.
Kun i dybet af viort eget hjertes gemmer
Evighedens vingesus vi klart fornemmer."

Francis Thomson - In no strange Land

 Han lys og liv til alle bringer,
med lærdom og kraft i sine vinger.

Charles Wesley

Fjern og dog nær, urgammel, ensom,
I templets indre helligdom han sidder
med sammenlagte hænder, helligt åsyn,
alvidende, ufattelig, ukendt.

G.P.Williamson

Vi kan ikke tænde, når vi vil,
den ild, som bor i hjertet;
ånden blæser og er stille,
i mysteriet har sjælen bolig.

Matthew Arnold

Jeg stod ved det forsænkede vindue i celle nr.40 og kradsede med en stump jernfjeder, som jeg havde fjernet fra madrassen, matematiske formler på muren. Matematik - og ganske særlig analystisk geometri - havde i min ungdom været min yndlingshobby, men var senere forsømt i mange år. Jeg forsøgte at komme i tanker om , hvordan man uddrager hyperblens formel, men gik i stå. Så prøvede jeg elipsen og parablen, og til min glæde gik det. Så gik jeg videre med at mindes Euklids bevis for, at antallet af primtal er uendeligt. Primtal er tal, som ikke er delelige, som f.eks. 3,17,o.s.v. Man kunne forestille sig, at når man kommer højere op i talrækken, vil primtal blive sjældnere på grund af de stadigt voksende produkter af mindre tal, og at man endelig ville komme til et meget højt tal, der ville være det højeste primtal, den sidste numeriske jomfru. Euklids bevis klargør enkelt og elegant, at dette ikke er tilfældet, og at uanset hvilke astronomiske højder, vi stiger op til på skalaen, vil vi altid kunne finde tal, som ikke er produkter af nogle lavere, men som er undfanget ad tankemæssig vej. Siden jeg i skolen havde lært Euklids bevis, havde det altid fyldt mig med en dyb tilfredsstillelse, som snarere var æstetisk end forstandsbetonet. Da jeg nu atter mindedes metoden og kradsede tegnene på væggen, følte jeg samme betagelse. Og nu forstod jeg for første gang grunden til denne betagelse: tegnene på væggen opviste et af de sjældne tilfælde, hvor en betydningsfuld og indholdsrig hypotese om det ubegrænsede bevises med præcise og begrænsede midler. Det ubegrænsede er en mystisk masse, der er hyllet i tåge, og dog var det muligt at få nogen kendskab til det uden at fortabe sig i abstraktioner. Betydningen heraf skyllede hen over mig som en bølge. Bølgen stammede fra en hørlig, verbal formulering,, men den fordampede straks og efterlod kun et ordløst udtræk, en duft af evigheden, en dirren af pilen i det blå. Jeg må have stået således i trance i flere minutter, med en uudtrykt bevidsthed om, at "dette er fuldendt - fuldendt", indtil jeg bemærkede, at en let, sjælelig utilpashed gnavede bag min tanke - en dagligdags omstændighed, der skæmmede øjeblikkets fuldendthed. Så kom jeg i tanke om denne irrelevante ærgelses beskaffenhed. Jeg var jo i fængsel og skulle vel skydes. Men dette blev øjeblikkelig modsvaret af en følelse, som omsat i ord måtte sige: "Hvad så? Er det det hele? Har du ikke noget alvorligere at ærge dig over?" - et så spontant, frisk og muntert svar, som var den forstyrrende ærgelse blot tabet af en kraveknap. Straks efter flød jeg på ryggen på en flod af fred, under broer af stilhed. Jeg kom intetsteds fra og flød intetsteds hen. Derefter var der ingen flod og intet jeg. Jeget havde ophørt med at eksistere. Det er yderst ubehageligt at nedskrive en sådan sætning, når man har læst The Meaning of Meaning og snuset til logisk positivisme samt tilsigter verbal præcision og hader tågetale. Og dog er "mystiske" oplevelser - som vi med et tvivlsomt udtryk kalder dem - hverken tågede, vage eller uhåndgribelige - de bliver det først, når vi fornedrer dem ved ordforklaringer. For imidlertid at forklare det, som ifølge dets natur er uforklarligt, må man på en eller anden måde omsætte det i ord, og man bevæger sig således ind i en ond cirkel. Når jeg siger, "jeget havde ophørt at eksistere", hentyder jeg til en konkret oplevelse, der verbalt er lige så uforklarlig som den følelse, der fremkaldes af en klaverkoncert, men lige så virkelig - ja, langt mere virkelig end nogen anden, man tidligere har oplevet - at sløret for første gang er faldet, og at man står i berøring med "den virkelige virkelighed", med tingenes skjulte orden, verdens røntgenstrålemønster, som normalt er skjult under irrelevansens lag. Det, der skiller denne form for oplevelse fra den følelsesmæssige ekstase, fremkaldt af musik, landskaber og kærlighed, er, at den første medfører en afgjort intellektuel, eller rettere intuitiv tilfredsstillelse. Den siger én noget, omend ikke i verbale vendinger. De verbale omskrivelser, som kommer den nærmest, er: enheden og sammenhængen i alt, hvad der er til, en afhængighed som mellem to vægtskåle eller korresponderende skibe. "Jeget" ophører med at eksistere, fordi det ved en art opløsning har oprettet korrespondance med og er blevet opløst i det universelle hav. Det er denne opløsningens og den ubegrænsede ekspansions proces, der fornemmes som "havfornemmelsen", som udviskning af alle spændinger, den absolutte renselse, freden, der overgår al forstand. Tilbagevejen til virkelighedens lavere orden, opdagede jeg, skete gradvis som en opvågnen af en bedøvelse. Der var parablens ligning kradset på væggen, jernsengen og jernbordet og en strimmel blå andalusisk himmel. Men der var ingen ubehagelige tømmermænd som efter andre former for beruselse, tværtimod: tilbage blev en vedvarende og styrkende, klar og frygtforjagende eftervirkning, der varede flere timer og dage. Det føltes, som var en massiv dosis vitaminer sprøjtet ind i årerne - eller for at benytte et andet billedsprog: jeg fortsatte mine ture rundt i cellen som en gammel bil, hvis akkumulator påny var blevet opladet. Om oplevelsen havde varet et par minutter eller en time, gik aldrig op for mig. I begyndelsen indtraf den 2-3 gange om ugen, derefter blev mellemrummene længere. Den kunne aldrig fremtvinges Efter min løsladelse meldte den sig med endnu større mellemrum, måske kun én eller to gange om året. Men på det tidspunkt var forberedelserne til en personlighedsændring truffet. Derfor vil jeg herefter omtale denne oplevelse som "timerne ved vinduet".

Arthur Koestler

Forfatter - taget til fange af Francos folk under den spanske borgerkrig -
venter på sin henrettelse. 

The poem is called 
"High Flight"; 
it was written by John Gillespie Magee Jr., 
who was killed in the Battle of Britain at age 19.

Oh, I have slipped the surly bonds of Earth
And danced the skies on laughter-silvered wings;
Sunward I've climbed, and joined the tumbling mirth
Of sun-split clouds -- and done a hundred things
You have not dreamed of -- wheeled and soared and swung
High in the sunlit silence. Hov'ring there,
I've chased the shouting wind along, and flung
My eager craft through footless halls of air.
Up, up the long delirious, burning blue
I've topped the windswept heights with easy grace
Where never lark, or even eagle flew
And, while with silent, lifting mind I've trod
The high untrespassed sanctity of space,
Put out my hand, and touched the face of God.