Allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning
hos vor allernaadigste Herre og Konge.

Stormægtigste Monarch, næst Gud vor Lyst og Glæde.
Forlad mig at Ieg i dit Kongeskiød maa græde
Og øse der een Strøm af Vand og Siele-Vee
Som vælder udaf Nøds usoolet lis og Snee,
Som har brudt ind udi de arme Lemmers Senge
Udi vort Hospital og vil dem snarlig trænge
Fra deres Leye ud; om Naadestraaler ey
Optøer det Iisebierg saa gaaer de deres Vey.
Hvad Vey? Gud trøste det! Hvad Vey vil de vel tage
Til nogen Verdens Hielp? som mange Aar og Dage
Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti
Mens langs ad Korsens Dynd sig daglig ælter i.
Her ligger een som sig i Sengen aldrig vender
Om hand ei løftes af en andens hielpsom Hænder;
Om Huuset gik i Brand, saa maa hand brænde med
Saa har den lange Værk ham bundet til sit Stæd.
Her hviler een, der er kun ligesom en Skygge,
En Beenrad som ej self sin Opholdsmad kand tygge;
Dog holdes Livet op, mens Døden tygger paa
Hans Hierte og kand dog saa seen en Ende faa.
Her seer mand Een og fleer, der bær paa Ryg og Lænder 
De Læs af mange Aar, hvis Øye, Food og Tænder
Er dem til ingen Hielp og har alt levet ud
Hvær Ven, 0 Konge! Dig foruden og saa Gud.
Her skratter Een og i sin Pine stedse skriger
Og efter Himlens Hielp med mange Sucke higer,
Og fylder med sin Graad de Furer som er giort
Udi hans skrumpen Hud, der er som jorden sort.
Her Hiyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder
Som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder
Af det hand nærmest har, med Blæstet af sin Mund
Og klapper for et Slik ved Tungen af een Hund.
Her seer mand jammerlig de saasom andre Bæster
Paa alle fire gaaer og ned mod jorden fæster
Det Ansigt som vor Gud mod Himlen haver vendt
Saa hart er Seenerne i Korsens Kiæde spendt.
Her falder een, som af sin Hals som Hanen galer,
Een anden som et Sviin udgrynter sine Qvaler,
En hvidsler, hujer, slaaer, som Kalven brøler een.
Og skummer, banker sig til jord, til Træ og Steen.
I Vandet falder een, og kand sig intet vare,
Een anden velter sig, i Luens grumme Fare;
Hist kipper Hiertet; Een vil give Aanden op,
Fordi hand langsom har spyt Lungen af sin Krop.
Her Vaandis een, som er de klare Speile lige
Af blanken Vatersot; hist høres andre skrige
For Hovetværk og Vee, for Sidesting og Saar,
For Vildelse for Kræft, for Brud i Liv og Laar.
Dog er det deres Trøst i deres mange Smerter
At Gud har selv luckt op de milde Kongehierter;
De har med Huus og Ly, med Senger Øll og Mad
Dem rigelig forseet, og gjort i Kaarset glad.
Ja! det som deres Siæl end meere Lyst kand giøre,
De Gudsords-Prædicken faaer dagligen at høre,
Guds Tienere med Fliid til hvert et Leye gaar
Med Olie og Viin for deris Siæle-Saar.
Ach! skal det komme end, det skal dog aldrig komme,
Jeg veed det aldrig skeer, Kong Christian den Fromme
Og Femte aldrig seer, dend Dag skal Opgang faae
At Christi Ledemoed skal Huusevilde gaae.
Den ubarmhjertige Soldat hand haver suet
Endog af deris Blod, indtil hand haver kuet
Saa mangen fra sin Sted og Stavn for Skyld og Ska
Saa Christi Arme de maa miste deres plat.
Her ligger een paa Dør for øden Gaard og Arme
Det Gud i Himmelen og Kongen sig forbarme.
Landsknægtens True Trop som flux vil have sit
Om Christus aldrig fik for sine end saa lit,
Hand søger noget der, hvor intet er at finde,
ja Koe hos Kreløs Mand, og maae hand Byrden binde –
Paa deres Gods, som end et Støcke Brød forrnaar,
Far vel da Hospital, gaaer ud, I Arme, gaaer.
Nej! gaar dog ei saa just, jeg vil for Kongen ligge
Og intet skamme mig for Eders Skyld at tigge;
Hans Naade er saa stor, saa mild hans Hierterood,
Hand haver lovet Hielp, hand er saa Eyegod.
Forlad mig at jeg maa ned i Støven bøye
0 Konge for din Stoel, og Himlens store Øye.
Hielp, Hielp de Arme, og betænk, hvad Hielp de faa
At det er Plaster af din Haand til Jesu Saar.
Christi og Kongens allerunderdanigste
Og de fattiges skyldige Tiener.   
        
THOMAS KINGO

Tilbage
   

Lejligheds-
digtning
Supplik,
Bønskrift
til Christian D. 5

Solkongens
stråler smelter
isen

Retorisk
spørgsmål
(Stilles uden at svar forventes)

Beskrivelse
af hospitalets
"patienter"



Alder

Kongen indsat
af Gud


Pest

Prøvelsen
Job og
Lazarus

Galskab

Tuberkulose

Sår
Benbrud

Lejesoldaternes
udsugning af
hospitalet.
Kingo skal passe
på, at han ikke
fornærmer
Christian d.5

Vertikal/
lodret
kommuni-
kation

1.
Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

2.
Kroner og Scepter i Demant-Spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

3.
Alle Ting har sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle har sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

4.
Velde og Viisdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tiden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!

5.
Deyligste Roser hår stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-Kind Hiertet kand foorn
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-Vand
Flyder vort Land,
Himlen har Ene Lyksaligheds Stand.

6.
Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe! 

7.
Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydes i rigeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

8.
Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUD og min HErre hand
Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tidernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!    
      

Bodskristen-
dom

Denne salme beskriver Kingos utryghed
ved verdens uforudsigelige foranderlighed.
Hans gode ven
Griffenfeldt
var lige blevet
styrtet fra
magtens tinder.

Se forskellen
på de to 
hyldestdigte
til Griffenfeldt.

Ordforklaring
Vaade -vand : farefuldt hav
Bom : væverbom
Hvege: bevæge
Foorne : visne
Skift: fordelt
  

Af Næve-Tud og Knud Herud

I en landlig bolig venter Beboerne Besøg 
af Kingo, som formenes under et voldsomt 
Snefog at kæmpe sig igennem. Som Slutning 
udtrykker en Kvinde sin Længsel i følgende Vers:

Gæt hvis Ønske
0! var mit Skød en Kakkel-Vraa,
Naar frøssen Kingo kommer,
Lyksalig jeg mig sagde da
For alle Rosens Blommer.
0! var min Kind en Kakkelovn
For Kingos kolde Næse,
Den stegtes da, til den blev brun,
Ja gern' af Ilden hvæsed.
0! var min Barm en Kakkel-Tud,
Mig Kingo nytte skulde,
Sin Lomme-Mad og Hvede-Strud
Der maatte tø tilfulde.
0! var min Hals et lidet Søm,
Ret hart hos Ovnen slagen,
Hans Hosebaand og Bukserem
Det skulde gerne drage.
0! at det kunde skikke sig,
Jeg blev et Fyre-Bækken!
Det skulde ej fortryde mig,
Jeg langs ad Lagnet trækked
Og Varme satte i hver Traa,
Hver Fjer, hvert Straa til Bunde,
At naar ham Søvnen gik oppaa,
Han om mig drømme kunde
Og sige ved sig sagtelig:
"Du dejlig Sommer-Lille,
Naar jeg engang faar favnet dig,
Sig Vinter vel skal stille."     

Tilbage
  

Den religiøst disponerede Kingo har også en veludviklet sans for humor og for jordelivets sanselige glæder.

Ordforklaring
hart hos: tæt ved.
Traa : Tråd.
Lille: Lilje,
Frøssen: frossen
Blommcr: Blomster.
Hvede Strud: Hvedekage

Hid vaar det endelig at G u d og K o n g e n peegte,
første Naader som paa Dine Øyen leegte,
   At Dydens Sool som i dit Bryst forborgen laa,
   Saa høyt, som hid i med Kraft oc Ære skulde gaa!
Vi, fra din Føde-Tiid, har med Forundring øyed
Det store Haab om Dig! nu har Du det fornøyed!
   Vi er fornøyed! Thi vi seer hvor Himlen Dig,
   Med Naade dugger om, og signer rigelig!
Du est vor Tidis Roos, vort Under og Exempel,
Som vandrer nu af et til andet Æris Tempel,
   Hen under K o n g e n s Haand og H E r r e n s Skærm og Skiold,
   Optræder smilendis paa Verdens Snuble-Bold,
Thi du est Himmel-fast! og veed at Gud ey slipper
Sin Dyd-opvandte Søn, og Kongens Gunst ey glipper,
   Hvor hans Loss-Øyed Haand skinbarlig finde kand,
   At Ærlighed og Troo er kroned med Forstand.
Vel an! saa tag kun an af Kongen og hans Rige
Det Naun af Kandseller! Gak til din Høyd at stige!
   Tænk fremad Kongens Tarv, tænk paa hans Rigis gavn,
   Tænk vort Akademi at sett' i Stand og Staun!
Her er dend Moder, her, hvis Bryst du selv har patted,
Hun, som Demant, udi Din Ring indfatted!
   Du, som vaarst hendis Søn, est bleven hendis Mand,
   At alle hendis Børn Dig Fader kalde kand.
Nu skal din høye Dyd og Lærdom rundt om-soole
Med Gunst og Fromheds Glands dend Nordens høye Skoole!
   Her er dend Skue-plads, hvor Dig Guds Kirkis Folk
   Vil see som Deris Muur, Formyndere og Tolk.
Dermed er da Din Sool til Middags-maalet runden,
og i sin fulde Glands foruden Skyer funden!
   Kom Josua, og beed at Dend maa stille staa,
   Og Dødsens Skygger langt fra Horisonten gaa!
Saa skal du priselig til mange Aar optræde,
Som Kongens anden Haand som R i g e t s Lyst og Glæde,,
   Som Dinis Fyrste, som dend Haltis Hielpe-Food.,
   Som Lærdis Fader og som Mangis Trange-Bood!
Bliv  HErrens hulde Mand, bliv Guds og Kongens Ære!
Saa Du om tusind Aar, det efternaun kand bære,
   At hvo som Verden da vil give nogen Roos,
   Maa bluis naar Dit Navn kun settis jefnsids hoos.

Af  
Hans Grevelige Excellentzis allerydmygste
og høyst-forpligtede Tienere
Th. Kingo.  

Tilbage

Kingos gode
ven
Griffenfeldt
var lige blevet
styrtet fra
magtens tinder.

Det første digt
besynger
Griffenfeldts
strålende
fremtids-
udsigter

Det sidste digt
blev skrevet
umiddelbart
før "Grifs"
fald. 
Sathan
lister nu rundt om
"Griffenfeldts" livslys

Kingo har holdt på "den
forkerte hest".

Lejligheds-
digtning/
HYLDEST-
DIGTNING

Lykkelige Hiemkomst af Leding.
Velkommen hiem igien, vor Ynske, Liv og Glæde!
Tak, Deilig Ære-Sool, at Du igien vil træde
Op paa Din Horisont, at Dine Straaler maa
Til Mangis Øye med ald Kraft og Ynde gaa!
Hvor lykkelig og vel Din Reyse er gelinget,
Har meer end en gang i vort Lyhør-Øre klinget,
Du est i Spoor paa Gud med hvert dit Foode-Trin,
Hvorfor Du ledis ved hans Øye-Soole-Skin.
Hvor hår Din fredsom Siæl blant Bulder, Blood og Larme,
Tiit styrked, ved Guds Raad, De Jerne-klædde Arme,
Din Haand som Kongen sig saa gierne helder paa,
Er Himmel-støtted og kand alle Maal opnaa!
Det Sværd som føris i de Hefhe-hidsig Hænder,
Det i Dit dybe Sind Du veyer først og vender,
Og høybetænksom seer hvor viit det blot kand gaa,
Og hvor det Fredsens Balg omsider dog kand faa.
Hvad blodig Krigs-Mand skal til Land og Vandet giøre
Det skal Du først udi Din Hierne overhøre,
Du viser det at Raad er bedre tiit end Magt,
Og Gud har alleting for Viissdoms Fødder lagt.
Bliv ved, Ræt-raadig Helt, Dit store Naun at bære
Med hver Dags Blomster-Roos og høy-forskylded Ære;
Bliv ved at tiene saa Din Konge og Din Gud,
At og ey Sathan selv Dit Lyvs kand puste ud.
Bliv veed i mange Aar, i Sundhed, Ære, Lykke,
Dit Levnets Sirkel med Guds Frygt og Dyd at smykke;
Bliv ved at giøre saa Dit Naun i Norden klart,
At Ævighed og Du kand endis lige snart. 

Tilbage