De fire Fortællemåder - teksteksempler

Ravnkel Frøjgodes Saga

Torgeir udvalgte 40 mand af sine folk til at følge sig; Sám havde også 40 mand. Dette følge var veludstyret både med våben og heste. De rider alle den samme vej, til de ved daggry kommer til Jøkelsdal, hvor de drager ad broen over åen. Det var om morgenen på den dag, da dommen om inddragning af Ravnkels gods skulle forkyndes.

Torgeir spørger, hvordan de bedst kunne overraske dem. Såm sagde, at det vidste han besked med. Han drejer straks fra vejen og op på fjeldfremspringet og rider så ad åsen mellem Ravnkelsdal og Jøkelsdal, til de kommer hen under det fjeld, ved hvis fod Adelból ligger. Op i fjeldsletten strækker der sig en græsbevokset dal, men ned mod dalen var der en stejl fjeldbrink, og ved foden af den ligger gården. Dér stod Sám af hesten og sagde: ,,Lad os nu slippe vore heste løs og lade 20 mand blive her for at passe på dem, mens vi andre 6o skynder os til gården; jeg tænker ikke, der er mange, der allerede er oppe.

De gjorde, som han havde sagt. Stedet, hvor de lod hestene græsse, kaldtes siden hestekløften. De skyndte sig til gården. Det var over den tid, da folk plejer at stå op, men på gården havde de endnu ikke rejst sig. De brød døren op med en træstamme og trængte ind. Ravnkel lå i sin seng. De greb ham og alle hans våbenføre huskarle og trak demud. Kvinder og børn blev drevet ind i et hus. På tunet stod et udhus; derfra og hen til stuehusvæggen var der anbragt en stang til at tørre tøj på. Ravnkel og hans mænd blev ført derhen. Han kom med mange tilbud for sig selv og sine mænd; men da det ikke hjalp, bad han om, at hans mænds liv måtte blive skånet, ,,fordi de ikke har forbrudt sig imod jer; det er ikke nogen vanære for mig, at I dræber mig; jeg skal heller ikke bede for mit eget liv, men jeg beder om, at I vil lade mig slippe for mishandling; det har I ingen ære af."

Torkel sagde: ,,Efter hvad vi har hørt, har du ikke været videre medgørlig over for dine uvenner, så det er rimeligt, at du i dag selv får at føle, hvordan det er."

Så tager de Ravnkel og hans mænd og bandt deres hænder på ryggen. Derpå brød de udhuset op og tog reb ned fra krogene; siden tager de deres knive og gennemborer deres haser, trækker rebene igennem hullerne, kaster dem op over stangen og binder på den måde 8 mand sammen.

Da sagde Torgeir: "Nu er det gået dig, som du har fortjent, Ravnkel, og 35 du ville vel næppe have troet det muligt, at du skulle komme til at lide sådan skam, som det nu er sket."

Valdemar Sejr (1825) - B.S. Ingemann

Fra et lille, afrundet cellevindue i den sydlige fløj af klosterbygningen i Sorø skinnede en stjernelys efterårsnat i året 1204 en stille, enlig lampe gennem de halvafbladede linde ud på søen. Indenfor i den høje, hvælvede bispestue, som den kaldtes, sad i en sort læderstol ved et i muren fastnaglet egebord en ærværdig, hvidskægget olding med en stor pergamentsbog for sig. Bordet var overlæsset med skrevne årbøger og krøniker, en mængde afskrifter af ældgamle danske sange og folkesagn, runeindskrifter og tegninger af gravminder fra hedenskabets dage. Der lå ligeledes afskrifter af gamle græske og romerske forfattere samt af prædikener og messebøger, som til dels skjultes af en stor, opslået bibel. Midt imellem bøgerne stod en kobberlampe med en hjemmegjort skærm af et flere gange overskrevet og afskrabet pergamentsblad. Derved faldt det stærkeste lys på bogen og undertiden på oldingens hoved, når han bøjede sig, medens et glimt af lampelyset, blandet med et svagt skin af den opstående måne, sparsomt oplyste det dunkle studerekammer. På væggene hang der gamle, forrustede sværd og hellebarder, stålhuer, bidsler og harnisker, samt kiler og offerknive af flint, udgravne af kæmpehøje; på hylden i krogen over løjbænken lå der brudstykker af askeurner og tykke pandeskaller mellem usædvanlig store knogler og dødningeben; og ved kaminen stod, under sanduret på hjørnehylden, et stort, blankt ridderharnisk med et spyd og en stridsøkse, som efter skikkelsen ikke syntes ældre end fra det 11te århundrede.
 

Hosekræmmeren (1829) – St.St. Blicher

 
"Den største Sorg I Verden her.
Er dog at miste den, Man har kjer."

Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er et muldvarpeskud, som Tiden eller en og urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Huus, intet snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besiddder Alt hvad han ser, som – ikke boer – men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsede i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi andet var det dog ikke – det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! Der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! – Ak! Den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens.-

Åbenlys forfatterrefleksion – kommentar

Hyrdinden og Skorsteensfejeren – H. C. Andersen

Har Du nogensinde seet et rigtigt gammelt Træskab, ganske sort af Alderdom og skaaret ud med Snirkler og Løvværk? Just saadant et stod der i en Dagligstue, det var arvet efter Oldemoder, og udskaaret med Roser og Tulipaner fra øverst til nederst; der var de underligste Snirkler, og mellem dem stak smaa Hjorte Hovedet frem med mange Takker; men midt paa Skabet stod snittet en heel Mand, han var rigtig nok griinagtig at see paa, og grine gjorde han, man kunde ikke kalde det at lee, han havde Gedebukkebeen, smaa Horn i Panden og et langt Skjæg. Børnene i Stuen kaldte ham altid GedebukkebeensOverogundergeneralkrigscommandeersergeanten, for det var et svært Navn at sige, og der ere ikke Mange der faae den Titel; men at lade ham skære ud, det var ogsaa Noget. Dog nu var han der jo! altid saae han hen til Bordet under Speilet, for der stod en yndig, lille Hyrdinde af Porcellain; Skoene vare forgyldte, Kjolen nydeligt heftet op med en rød Rose, og saa havde hun Guldhat og Hyrdestav; hun var deilig! Tæt ved hende stod en lille Skorsteensfeier, saa sort som et Kul, men iøvrigt ogsaa af Porcellain; han var ligesaa reen og peen som nogen Anden; at han var Skorsteensfeier, det var jo bare Noget, han forestillede; Porcellainsmageren kunde ligesaa godt have gjort en Prinds af ham, for det var Eet.

Der stod han med sin Stige saa nydeligt, og med et Ansigt, saa hvidt og rødt som en Pige, og det var egenlig en Feil, for lidt sort kunde han gjerne have været. Han stod ganske nær ved Hyrdinden;
………

»Det kan jeg ikke holde ud!« sagde hun. »Jeg maa op af Skuffen!« men da de kom paa Gulvet og saae op til Bordet, saa var den gamle Chineser vaagnet og rokkede med hele Kroppen, han var jo en Klump for neden.

»Nu kommer den gamle Chineser ! « raabte den lille Hyrdinde, og saa faldt hun lige ned paa sine Porcellains Knæ, saa bedrøvet var hun.

»Jeg faaer en Tanke!« sagde Skorsteensfeieren, »skulle vi krybe ned i den store Potpourrikrukke, der staaer i Krogen; der kunne vi ligge paa Roser og Lavendler og kaste ham Salt i Øinene, naar han kommer. «

»Det kan ikke forslaae!« sagde hun, »desuden veed jeg, at den gamle Chineser og Potpourrikrukken have været forlovede, og der bliver altid lidt Godhed tilbage, naar man saaledes har staaet i Forhold; nei, der er ikke Andet for, end at gaae ud i den vide Verden!«

»Har Du virkelig Mod til at gaae med mig ud i den vide Verden?« spurgte Skorsteensfeieren. »Har Du betænkt, hvor stor den er, og at vi aldrig mere kunne komme her tilbage?«

»Det har jeg!« sagde hun.

Og Skorsteensfejeren saae ganske stivt paa hende, og saa sagde han:

»Min Vei gaaer gjennem Skorstenen! har Du virkelig Mod til at krybe med mig gjennem Kakkelovnen, baade gjennem Tromlen og Røret? saa komme vi ud i Skorstenen, og der forstaaer jeg at bruge mig! vi stige saa høit, at de ikke kunne naae os, og øverst oppe er der et Hul ud til den vide Verden! «
 

Enten-Eller (1843) - Søren Kierkegaard

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gierning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en sandan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelshro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

Knokkelmanden – Henrik Pontoppidan

Ude i Øst bag en lang, sammensunket Voldgrøft, der dannede Grænsen mellem Overdrevet og de egentlige Bymarker, laa et pynteligt lille Boelssted med grønne Vinduesrammer, Vinløv om Gavlen og Bikuber langs Havehegnet.
Ensomt og trist laa det paa de stenede Jorder, der skraanede imod Fjordindløbet.
Men i den lille Have foran Huset stod om Sommeren et pragtfuldt Flor af fine og sjældne Blomster.
Navnlig i Avgust, naar Rankerne og Slyngplanterne havde skudt sig højt op paa Straataget, og naar Frugterne paa de Bugnefulde Dværgtræer begyndte at modnes mellem løvet, saae det lille Hus helt eventyragtigt ud der midt i de øde Stenmarker – en tusendfarvet Blomsterkurv, der blandede sin Vellugt med Havets bittersalte Aande.
Det var rent ud forbavsende, Hvad der var bleven frombragt og opelsket paa denne lille Plet. I de lyse Sommeraftner, naar solen var ved at gaa ned, drev gerne en og anden af Byens Folk op over Østen-Stien med sin Pibe eller Strikkestrømpe fra Grusbakkerne at fryde sig ved synet af den fremtryllede Rigdom.

Klassisk stedsbeskrivelse
   

Fru Marie Grubbe - I.P.Jacobsen

Den luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker; den var bleven baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblade, og duften af lindens gule bloster havde gjort den fugtig og givet den fylde. Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne hvalv, kærtegnet af sagte dirrende blade og af hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag.

De menneskelæber, som åndede denne duft, var svulmende og friske, den barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og foden var spæd, midjen smal, væksten slank, og der var en vis mager styrke i den hele skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblå fløjlshue var gleden af og hang om halsen i sine knyttede hagebånd ned på ryggen som en lille munkehætte. Ellers var der intet klosterligt ved dragten; en bred og ligeskåren lærredskrave slog ned over en lavendelblå hvergarns kjole med korte og vide, opskårne ærmer; ud af dem brusede et par store poseærmer af fint, hollandsk lin. En højrød sløjfe sad på brystet og høj røde sløjfer på skoene.
Hun gik med hænderne på ryggen og med foroverbøjet hoved. Med legende, sirlige skridt gik hun langsomt op ad gangen; men ikke lige frem; hun gik i bugter; snart var hun ved at støde imod et træ på den ene side, snart var hun ved at komme ud mellem træerne på den anden side.

Person – stedsbeskrivelse
 

Niels Lyhne - I.P Jacobsen

Og saadan vokser Niels da op, og alle Barndomsindflydelser former på det bløde Ler, Alting former, Alting har Betydning, det, der er og det, der drømmes, det, der vides og det der anes, - det lægger hvert sin let, men sikkert dragne Gang af Linier, som saa skal formes ud og dybes efter, som saa skal rundes bort og slettes ud.

Ved Vejen (1886) – Herman Bang

 Frøken Jensen sad og græd i sin krog Det begyndte at blive mørkt, og til sidst rejste hun sig og gik ud i køkkenet.
Hun tændte en lille petroleumskoger og satte vand over til theen. Hun lagde en dug over hjørnet af køkkenbordet og satte brød og smør frem foran den enlige tallerken..
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange stunder hen igen og tænkte på ny på præstens ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig på en pude foran sin tomme madtallerken.
Frøken Jensen tog tallerkenen og fyldte den med franskbrød, blødt op i det varme vand.
Moppen fik tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære foderet uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt lys. Hun drak sin te med rugbrødssmørrebrød til - hun skar stykket med kniven i sirlige små firkanter.
Når hun havde drukket te, gik frøken Jensen i seng. Hun har moppen i armen og lagde den ved fodenden på dynen. Så hentede hun skoleprotokollen og lagde den på bordet ved sengen.
Hun låsede døren og så' efter med lyset rundt i alle kroge og ind under sengen.
Så klædte hun sig af og redte sine fletninger ud og hængte dem op på spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede på dynen.
Frøken Jensen sov ikke godt, siden pastor Linde havde sagt - de ord.
  

Ulykken – Tom Kristensen

Erlandsen puffede sig frem mellem tilskuerne. De havde alle stive, gule ansigter på mørke kroppe, så grelt faldt skæret ned over dem, og så hypnotiserede var de af synet.
Inde i flammecentret stod en stor, sort skikkelse, en soldat i kæmpeformat, og svingede en hakke over sit hoved. Nu og da slog denne levende skygge ud i et kobberrødt ansigt. Pludselig hvirvlede han rundt, kom i bevægelse igen, men dannede nu et flimrende lysspil af hvidt og rødt. Han havde smidt trøjen og hakkede løs i skjorteærmer. Og hans skikkelse blev større og større. Han blev den regelmæssige dunken, hammerslagene, som gav hele arbejdet rytme, ulykkens vanvittige rytme, en mand, der slog en dør ind.

Sidste skib – H.C.Branner

Vi trak vejret befriet, da vi kørte ud paa den lange kaj og saa at baaden laa der endnu, for paa rejsebureau et i Paris havde de ikke vidst det med sikkerhed. I løbet af tre døgn var det blevet saadan, at ingen længere vidste noget med sikkerhed. Men der laa baaden solidt fortøjet og uden tegn til opbrud, og da vi først var vel om bord dampede heden og spændingen af os og efterlod en flov fornemmelse af tomhed. Vi stod paa det øverste dæk og saa ind over Antwerpen, bag ved os lød sin dige skridt og sindige danske stemmer. Saa var vi Danmark igen. Vi havde gjort et lille hop fra det europæiske fastland ud paa en svømmende dansk ø, og borte i uvirkeligheden var hele det store opbrud: Soldaterstøvlernes endeløse march, den dybe torden gennem natlige gader, aviser og panik, kampen for livet paa perronerne foran de overfyldte tog. I tre døgn var vi blevet pisket med skorpioner, vi havde følt angst og fortvivlelse og hemmelig længsel mod undergangen. Nu stod vi der.

»lad os gaa ned og pakke ud,« sagde Astrid. »Det maa snart være spisetid.»

Vi pakkede ud og klædte os om, vi indrettede os et dansk hjem paa tre kvadratmeter. Kahytsjomfruen kom for at krydse os af paa sin liste, og jeg spurgte hende om vi snart skulde sejle. Hun vidste det ikke. Hun vidste heller ikke om der kom mange passagerer endnu. Til sidst spurgte Astrid om hun troede der blev krig. - Jeg ved det ikke,« sagde hun, »men mon dog?» Hun sagde det med fynsk udtale. Inde i nabokahytten skændtes et ældre ægtepar dæmpet men inderligt om en eller anden trivialitet. Astrid og jeg saa paa hinanden og kom til at le. Saa havde vi gjort op med os selv at vi ikke troede paa krigen mere.

Stemningsbeskrivelse og reflektion
 

Nøjsomhedens kyst - Hans Kirk

Farmor ligger i et lillebitte, lavloftet kammer i aftægtshuset ligeoverfor gården, hvor hun har boet som kone og født hele sin store børneflok. Hun er syg og ligger næsten altid i sengen, hendes ansigt er magert og voksgult, men hun har milde øjne, og hendes hænder kærtegner varsomt, når vi kommer den lange rejse på besøg i Harboør. Hun er stokdøv, og man skal råbe ind i et langt hørerør, og hun nikker og smiler fuld af godhed, men forstår vist ikke et ord. De voksne skriver til hende på en tavle, som ligger på det lille bord ved siden af sengen, og hun svarer muntert, og på en eller anden måde ved hun besked om alt, hvad der foregår i sognet. Hun fortæller om mennesker, hun har sit eget stille lune, men hun er meget hellig, og over sengen hænger et indrammet skilt med guldbogstaver: - Jesus er min hyrde.

Sådan skilte er der også i de andre stuer, de maner en til aldrig at glemme Vorherre og Kristus, og der er olietryk i guldrammer

Person - stedsbeskrivelse
 

Isaksen – H.C. Branner

De fire år hvor jeg var ansat i ,"Bolbjergs Papirvarer en gros" tog stærkt på mig. Jeg gik randt i en konstant febertilstand med hektisk røde kinder, med varme, våde håndflader og løs mave. Jeg kan bedst betegne tilstanden som ,,kontorpsykose", den er ledsaget af angst- og uhyggefornemmelser og skyldes som oftest daglige chikanerier og klikevæsen med hviskende sammensværgelser i garderobe og på trappegange. Man strømmer over med virkelige og indbildte krænkelser, alt imens man selv er på vej med sit ved til intrigernes bål, og ved den ringeste ydre anledning slår fejhed og ondskab ud i panikhandlinger, som man så bagefter besmykker for sit eget vedkommende med et par forpjuskede fjer.

Sin frodigste jordbund finder psykosen i den middelstore forretning. I den lille butik kan man vel tvinges til en slags kammeratskab, og i den helt store virksomhed går man ind i geleddet til en åben og ærlig kamp mellem modstridende interesser. Men den middelstore forretning er som et solsystem, holdt i ligevægt af en urokkelig social tyngdelov som spotter et århundredes demokratiske udvikling. Man ved vel at der ude i rummet kredser billioner af kloder og at ens eget firma kun er et lille bitte led i et uhyre stort system; man køler sin brændende bitterhed i den tanke, men den opnår aldrig virkelig gyldighed. Til det sidste klæber man ved sin lille plads og sin daglige omdrejning, og man kender ingen angst så hjertesnørende som angsten for at miste ,,det faste" og stødes ud i det tomme rum, hvor vældige kræfter svirrer rundt i uberegnelige baner, og der hverken findes nat eller dag.

Inderst i systemet sidder chefen, tungt hvilende i sig selv foran det fritstående skrivebord. Fra ham udgår det eksistensminimum, der betinger liv og lys; man indstiller sig efter ham, bedømmer sin vægt i forhold til hans og bringer sig i balance, …

Beskrivelse – refleksion
 

Midt i en Jazztid – Knud Sønderby

De har sikkert aldrig været på det sted. Der kan ellers være ganske morsomt somme tider. Men De er måske ingen ynder af den slags restauranter, hvor unge piger kommer alene og drikker porter og citronvand, hvor soldater kommer flokkevis og tager om ølglassene med umådelig store, røde labber, hvor der kommer fabrikspiger og butikspiger, kommis'er, studenter, mekanikere og bybude - rækkefølgen er ikke kronologisk - og hvor orkesteret spiller ud over et stuvende fuldt dansegulv. Det ynder De ikke. De ynder heller ikke at være et af de mange sammenstuvede par på gulvet, blot optaget af at have en butikspige i armen, se hende i øjnene eller mærke hendes hår mod Deres kind og vakle og puffes af sted med en fart af fem meter i minuttet, blot som et led i den kompakte, vuggende masse, mens King Jazz svinger taktstokken i projektørernes farvespillende halvmørke, - uden andre tanker end dem saxofonen besørger for Dem, - som saxofoner besørger en tankegang: langsomt, blødt og drømmende, som en dykker strider sig hen over havbunden, med dagslyset spillende ned, langt borte fra gennem grønne vandmasser.

Der er stor sandhed i saxofonen. Den kommer den menneskelige stemme nærmest af instrumenter, og den har gråden i sig. Den beherskede, verdenskloge gråd - så behersket og verdensklog, at gråden og Magen sommetider lige så godt vælger at smile og le.

Den markerede mand med de udspilede kinder, der patter på saxofonens sorte mundstykke, han har levende fingre og betrængte øjne stift rettet mod noderne, saxofonen er et vanskeligt instrument. Han er kun noder og udløsning i øjeblikket, - han er der slet ikke. Der er kun saxofonens elskede hulken ud over den vuggende, vaklende, glidende strøm, tæt par ved par, - tankeløse for så vidt.

Der er stor sandhed i saxofonen.

Det Drømmende Barn (1942) – Karen Blixen

Den lille Dreng, der hed Jens, blev sig da allerførst Verden og Tilværeken bevidst i et af det gamle Københavns Fattigkvarterer, i en Baggaard, der var mørk som en Brønd, et stort Vildnis af Snavs, Stank og Forfald. Langsomt kom han ogsaa til Erkendelse af sig selv og af sin ejendommelige Stilling i Livet. Der var andre Børn i Baggaarden, - en Vrimmel af smaa københavnske Borgere, som var lige saa blege og snavsede som han selv, men de hørte alle, hver for sig, sammen med et eller flere menneskelige Væsener i Huset. Der var Drenge og Pigebørn i forskellige Størrelser, rappe i Munden og med flinthaarde Næver, der stod paa deres Side, naar det kom til Klammeri i Gaarden, de havde ogsaa ved de mere historiske Begivenheder der Forbundsfæller blandt de voksne, hver af dem udgjorde tydeligvis en Bestanddel af en større Enhed. Jens begyndte efterhaanden at gruble over Verdens særegne Forhold til ham personlig, og over Aarsagen til det. Noget i det svarede til en Anelse i hans eget Hjerte, som sagde ham, at han ikke virkelig hørte til her, men andet Steds. Om Natten havde han vældige kaotiske, regnbuefarvede Drømme, og selv om Dagen dvælede hans Sind i dem, saa at Erindringen fik ham til at le, som med Klangen af en lille Bjælde, og Madam Mabler gav ham et hvast, bekymret øjekast og tænkte ved sig selv, at Barnet nok ikke var rigtig i Hovedet.
  

Barva a Soldani - Karen Blixen

Da jeg kom helt op til ulykkesstedet havde Kitaus arbejdsfæller fået ham trukket ud under træet og lagt på grønsværen, de trængte sig tæt omkring ham, skiltes da jeg kom, men holdt sig dog nær til os, for at se hvad indtryk ulykken gjorde på mig og høre hvad jeg sagde om den.

Kitau lå i en pøl af blod, mosset under ham var gennemblødt deraf, hans ene ben var slået over lige oven for knæet og lå ud fra kroppen i en forrykt, grum vinkel.

Jeg lod skovhuggerne holde min hest og sendte en runner op til huset for at give Farah besked på at bringe os vognen ud, så jeg kunne køre Kitau til hospitalet i Nairobi. Men min lille Ford kassevogn var tilårs, den lod sig kun modvilligt sætte i gang og gik nødig på mere end tre cylindre. Jeg følte med tungt hjerte, at det ville vare en tid inden den lod sig se.

Mens vi ventede sad jeg hos Kitau. De andre skovhuggere havde trukket sig tilbage i nogen afstand og stod der ganske ubevægelige, mørke mod den mørke skov. Kitau havde svære smerter og græd hele tiden.

Jeg havde altid morfin ved hånden i huset, til de tilskadekomne fra farmen som blev bragt mig derop. Men herude havde jeg ikke hverken morfin eller sprøjte. Da det gik op for Kitau at jeg var hos ham, klagede han sig hjerteskærende og tiggede mig om hjælp: ,,Saidea mimi" - hjælp mig - ,,msabu," og igen: ,,Saidea mimi! giv mig den dawa som hjælper folk" alt imens han famlede over min arm og mit knæ og krampagtigt holdt fast i mit tøj. Når jeg red omkring på farmen havde jeg gerne små stykker sukker i lommerne og delte det ud til de totos som vogtede familiernes får og geder på sletten og som råbte efter mig når de så mig. Jeg tog nogle stykker op til Kitau, han ville ikke løfte sine forrevne hænder men lod mig lægge dem på hans tunge, ét for ét. Det var som om de lindrede hans smerter noget, så længe han havde sukkeret i munden sagtnedes hans klagen til klynken. Men min beholdning af sukker tog slut, og da begyndte han igen at hulke højt i stor vånde, lange kramper løb gennem kroppen på ham.

Beretning
 

Rotten - Poul ørum

Med nøglen i hånden kommer jeg ned ad trappen. Det må være en lørdag eftermiddag, for Martha, købmandens halvgamle tjenestepige med de blege, ligesom nedslidte ansigtstræk og røde skurekonehænder, står ude i gården og skrubber trappestenen. Når hun bruger gulvskrubben, flagrer hendes grålige, senede arme som den knækkede vinge på et fanget insekt. Fra morgen til aften slider Martha i det med en blind, furiøs energi som husets folk ikke kan finde lovord nok for. Den tanke falder dem aldrig ind, at hun bliver sporet frem, i kantede, rykvise bevægelser, af et ubevidst had: et forgræmmet tyendes had til tingenes tyranniske krav på alle hendes livs dage.

Martha ser ikke op, da jeg springer over den våde trappesten. Hun tillader ikke forstyrrelser fra omverdenen at sinke hendes selvødelæggelse. Jeg går gennem solskinnet tværs over gården, åbner døren til skuret og træder blændet ind i den gamle, gysende svale gang med de fire retiradedøre. Yderdøren bag mig blæser i, og hurtigt for ikke at opfatte mørket, støder jeg den op med albuen. Jeg ser mig om i gården. Der er heldigvis ingen andre drenge nede. Endnu mere end mørket frygter jeg et hånligt tilråb. Jeg sætter en pind i klemme forneden ved døren, så den bliver stående åben.

Da jeg med min nøgle lukker vores lokumsdør op, sidder rotten ved siden af tønden. Den stirrer på mig med sine sorte lysende perleøjne.

Idet jeg møder dens blik, falder der skæl fra mine øjne, som skrevet står. Et lys synes at flamme op bag dem som en stormtændstik, og jeg ser den totale rotte med al dens væsen: Den hæslige snude, ørets sorte tragt, den skaldede nakke og skabede ryg, halens nøgne orm der kryber ved forpoterne - alting står prentet med samme ulidelige klarhed for mit syn.

Skoene - Sven Holm

En kvinde fra Frederiksberg, Kochsvej, er stået tidligt op for at nå ind til byen før stormagasinerne bliver fulde.

Hun vejer tohundrede pund, hun er treogtres år, hun har boet alene i otte år effer mandens død. Hun er barnløs.

Kvinden ejer fire bøger om afmagring, hun bruger crystallosetter i kaffen, hver sommer opnår hun at tabe tre pund. Hun ved at hun gør bedst i at tabe sig. Det er ikke kun hendes hjerte, det er hendes hjertes forestilling om det foragtelige i at være fed.

Når hun står i bussen ned gennem Frederiksberg allé kan hun føle kroppen bevæge sig ujævnt som om maven og brysterne ikke var hende selv, men noget hun havde med, ligesom håndtasker. Hun har sig selv med alle vegne hvor hun kommer og alligevel gemmer hun på det gamle billede af en ung pige i lang kjole med smal talje og små bryster. Hun ser sin fedme som et stadium hun skal igennem, en periode i hendes liv som vil blive efterfulgt af den samme slankhed som i hendes ungdom. Derfor læser hun i bøgerne om afmagring og går ture om sommeren i klitterne ved Liseleje, svedende, tyndt påklædt, ikke for nær ved badegæsterne, hvis foragt hun kender til.

Men kvinden bor alene på Kochsvej og hun er ikke glad for at være alene i den lille lejlighed. Så tager hun ind til byen og går omkring i stormagasinerne, hun køber ingenting men ser på udstillingsbordene og de andre kvinder. Hun sørger for at komme tidligt ind så stederne tilhører hende mere end dem, der kommer senere. Selv om det er varmt har hun en frakke om sig, en måde at beskytte sit overflødige kød.

Ud på eftermiddagen går hun op på Illums restaurant, hvor hun holder af lyset og lugten af kaffe og parfume. Hun falder for en lille bolle med flormelis, selv om hun ved at det er en af de farligste.

Men hun understreger over for sig selv at hun kun har spist et stykke knækbrød om morgenen og et enkelt stykke smørrebrød til frokost. Og hun kender intet bedre øjeblik end det øjeblik hvor hun sidder i Illums restaurant med hatten på håret og frakken lidt åben og spiser det fint pustede flødeskum med en lille ske.
  

Tur i mørket – Leif Panduro

- Her er hastighedsbegrænsning! sagde Mark.

- Javist, sagde manden uden at sænke farten, - det er der jo efterhånden kommet en del steder. Men ikke for mange, vel?

- Det tror jeg ikke, sagde Mark, - det er vel nødvendigt!

- Ja! Det er absolut nødvendigt! Der er alt for mange der kører alt for hasarderet, ikke?

- Åh, jeg ved...

- Sig nu hvad De mener! sagde manden, - sig nu bare alt hvad De mener!

De passerede endnu en lyskurv. Rød. Forbi politistationen hvor den grønne lampe lyste. Der var øde på gaderne. Kun en enkelt mand vaklede afsted langs en husmur.

- De er et pænt menneske, sagde manden, - det en eg sikker på! Kone og børn?

Mark sagde modstræbende:

- Ja, jeg er gift!

Og lidt efter tilføjede han:

- vi har to børn!

- Se se, sagde manden, - og De er meget lykkelig?

- Ja!

- De holder meget af Deres kone?

- Ja, jeg gør! sagde Mark irriteret.

De kørte ud af byen igen, og manden satte farten op. 140. Motoren brølede dumpt.

Mark tog sig sammen:

- Jeg tror ikke ... jeg bryder mig ikke om...

- Ja ja? sagde manden venligt opfordrende.

- Jeg bryder mig ikke om at køre så hurtigt!

- Det er en skam! sagde manden, - det er synd for Dem!

Han fortsatte med samme fart. Mark tog sig meget sammen.

- vil De være venlig at sætte mig af!

- Nej! sagde manden.

- Hør nu her, sagde Mark og lænede sig forover, hen mod ryglænet.

- De må hellere blive siddende, sagde manden og slog et par lette sving med rattet. Bilen for hylende fra side til side.

- Ja, De må hellere blive siddende, sagde manden passiarende - det er frygteligt farligt at køre så stærkt! De læste nok om den ulykke ved Roskilde? Gjorde De ikke? Bilen kørte lige ind i et træ med over 100 kilometer!
 

Rød september – Anders Bodelsen

Tolvte etage. Den lange gang. Lydløs, blind. For enden døren.
Søren stak magnetkortet i låsen, der var ingen bag ham i gangen. Han stod med begge hænder presset mod døren, som var lige til at puffe op, og tøvede.

Om man engang imellem havde havde røntgensyn!
Han skubbede døren op med begge hænder og der var ingen overraskelser til ham. Sengen var redt, stuepigen havde gjort et forsøg på at ordne hans ting i badeværelset. Han åbnede for det varme vand og begyndte at klæde sig af. Det lille hysteriske anfald var ved at klinge af.
Mens han lå i badet vendte han tilbage til den følelse han havde haft, da han forlod Carl Brissons plads. At han havde været lige ved at tænke noget meget vigtigt, da synet af en tilfældig mand (som han fik til at ligne sin bror og derpå flygtede for!) – da synet denne mand fik ham til at glemme det vigtige igen. Det meget vigtige. En dør han ikke havde lukket bag sig, og som derfor stod og knagede. Men hvad var det for en tanke der havde været på vej gennem hans hoved, da han løb ind i sin indbildte bror?
Det var noget han havde forsømt at undersøge på Caltex tankens første sal. Skønt han mente at han havde overskuet det og kunne fastslå, at nok havde de ikke ryddet rigtig grundigt efter sig,men efterladt noget spor havde heller ikke.
  

Iagttagelser – Vita Andersen

Hun satte sig ved sit toiletbord. Afsyret træ, lækkert og gammelt. Der var noget over gamle ting. Hun sminkede sig. Når hun ikke var sminket, kunne man se lige igennem hende. Hendes ansigt var så nøgent. Det var også sjovt at bare ved en lidt anden farve på øjnene eller en lidt anden måde at lægge skyggerne på, kunne hun forandre sig. Blive en helt anden. Hun blev næsten altid den pige, der passede til den sminke, hun havde valgt. Der var kun enkelte dage, hvor ansigtet ikke ville. Specielt hvis hun havde haft en dårlig nat. Hvor pillen eller pillerne af en eller anden grund ikke havde virket.

Det var næsten som at være kunstner at sminke sig. I dag valgte hun at være den smarte rejsebureaupige. Kold, effektiv, selvsikker og smart. Hun kunne nu bedst lide at se ud som en blanding af en luksushippie og en fotomodel. Men det var bedst til aftenbrug. Det var lange velourkjoler, velourbukser, silkeskjorter og kohl på øjnene. Pigen til i dag var godt slidte cowboybukser. Hvor havde hun dog vasket på de bukser. En buks der sidder havde der oprindelig stået inde i dem. Hun plejede at koge dem to gange og tørre dem i tørretumbler efter hver vask. De var efterhånden også smukt slidte. Særlig lige på balderne. Det gav hendes røv et smukt og sexet udseende, at stoffet var lysere der.
  

Vangede billeder 1975 - Dan Turell

På anvist arbejde – Dan Turell

I dag har man, rundt omkring i det ganske danske land, nogle konstitutionelle kontorer der påtager sig noget der hedder Arbejdsformidling. Den slags havde man ikke da jeg var ung. Da var der bare Arbejdsanvisninger.

Om det da ikke er det samme? Jo, bortset fra navnet. Sig navnet: Formidling lyder finere og fornemmere end anvisning, ikke? Det er bare stadig anvisning. Og sådan er der så meget. Engang, i sin tid - 'dengang før verden gik af lave', som det hedder i annoncerne for Rød Tuborg - hed det en 'krigsminister', og ikke - som i dag - en 'forsvarsminister'. Engang talte fiskerne jævnt og ligetil om deres affald som 'skidtfisk' - i dag hedder det 'industri-fisk'. Og sidste nyt fra Enfemismernes Eventyrland: Jacob Ludvigsen fortalte mig forleden, efter et besøg på en såkaldt 'mental institution', at det man tidligere kendte som ,elektrochok' nu hedder 'elektro-stimulation,. Charmerende navn, ikke?

Men da jeg var ung og elektrochok endnu var elektrochok var Arbejdsformidlingen i al enfoldighed en Arbejdsanvisning, og jeg blev regelmæssig gæst hos den. leg var lige flyttet hjemmefra og boede på et værelse i Ordrup, og jeg var 18 år og måtte have nogle penge. Ikke mange, det havde jeg ikke brug for - bare en smule til foder og de daglige 30-40 cigaretter. Så med passende mellemrum, når jeg ikke længere kunne låne af mine venner - de års karakteristiske blanding af Atomkampagne-medlemmer, jazz-musikere, deltidsstuderende postbude, vognvaskere og taxa-chauffører og enkelte udvalgte gamle skolekammerater -måtte jeg gå den tunge gang ned på Arbejdsanvisningen i Ordrup og spørge efter et job.
Åbenlys forfatterreflektion
  

Brev til Månen – Ib Michael

Vitrinen er blevet tømt for nips og hylderne gaber tomt bag glasset.

- Ja, undskyld her ser sådan ud, men flyttemændene kommer i morgen. Det er så sidste gang vi er samlet her i jeres gamle hjem.

Sønnen hilser af og sætter glasset fra sig. Triller en sølvservietring mellem fingrene.

- Hvad med den nye lejlighed, er du glad for den?

- Tak, jeg klager ikke. Opgangen er rigtig nydelig, og fra køkkenet har jeg udsigt til domkirken og fjorden. Tag noget mere laks.

- Nej tak, mor.

- Jeg har rørt sennep til dig - den du holdt så meget af.

- Tak. Jeg tror jeg gemmer den til osten.

- Der er lun ribbensteg og mørbradbøf...

- Det smager vidunderligt mor.
- Jamen, så skål da!

Replik
  

Eks (1995) - Christina Hesselholdt

»Min eksmand beholdt nøglen til lejligheden her, lang tid efter at han var flyttet. Og han fjernede sine ting i ganske små portioner. Lian vidste, at mandag eftermiddag mellem tre og fem er jeg altid ude, til gymnastik. Og det tidsrum benyttede han til at hente nogle få ting. ikke hver gang, ikke regelmæssigt som en maskine. Men ofte, når jeg trådte ind af døren, sent mandag eftermiddag, hang der en svag lugt af ham - han udsender en lugt af ruskind og en bestemt, god sæbe - til gengæld manglede der noget, to eller tre ting. Jeg gik omkring og ledte efter ting, der ikke var der, en manglernes tampen brænder. Jeg ønskede bare, at han havde været der til at råbe: 'Det brænder', eller: 'Nej, nu brænder det slet ikke'. Det skete, at han fjernede en ting, der ikke var hans; næste mandag tog jeg så en ting, der afgjort tilhørte ham, med mig fra lejligheden, når jeg gik. De ting opbevarede jeg i en venindes kælderrum.

Derfor opstod den situation, at vi på et tidspunkt begyndte at mødes og udveksle ejendele, en eller to ad gangen, ting af nogenlunde samme størrelse eller værdi eller endda farve.

Udvekslingen nærmer sig sin afslutning, men der er da nok et eller to møder tilbage.
  

Som Englene flyver – Naja Marie Aidt

Huset skulle vist nok rives ned til foråret. Rummene var store og fugtigt kølige, malingen skallede af væggene; løsrevne ord og sætninger stak ud af murværket, sprøjtet på med farve. En næsten konstant tone af akustik rungede i de højloftede, tomme værelser.

Det var et ubeboet hus. Men nogen boede her. Creepy boede her, og flere andre. De boede her på spredte madrasser, med deres guitarer og krybdyr, med deres fulde og tomme flasker rullende rundt på gulvet, med deres små, hvide bunker speed og kokain og forskelligt andet i plasticposer og lukkede rør, gemt i lommer og aflåste boxe. Spejle og barberblade. Smykker der tungt hang ned fra tynde håndled og unge, urolige halse.

Vi farvede vores hår, sort eller hvidt eller rødt, og klædte os stramt i gummi og læder. Pigernes strømper var sønderrevne og gik til midt på låret, og sådan skulle det være. Vi ville have det sådan; dybere og mørkere og mere endeløst for hver dag der gik. For hver blæsende nat. Lade vores hjerner eksplodere og se det lys der altid fulgte med. Når syner og dæmoner tager over og kroppen følger de hemmelige stier som er så fulde af smertelig lyst.

Creepy var den eneste stabile i huset; vi andre kom og gik. Hans værelse lå øverst oppe i bygningen, man måtte kravle op ad en smal stige, og det eneste lys han havde var et ultraviolet lysstofrør, der hang over et stort bur. En slags varmelampe. I buret boede Plexus, en fire meter lang anakonda kvælerslange, fuldvoksen med fine, sorte tegninger.

Beskrivelse
  

Bonsai (2000) – Kirsten Thorup

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (2003)  - Jan Sonnergaard

Da jeg så havde ventet i mere end den sædvanlige halve time, og et kvarter mere, som i gamle dage og yderligere og usædvanligt en halv time mere, og jeg havde købt en gin&tonic til mig selv og en coladrink til hende, og vi sad over for hinanden ved et lille grønt bord ovre i hjørnet...
- Hvorfor vil du egentlig se mig nu? spurgte hun.
Som altid når tingene bliver så påtrængende at man må flygte. Så flygtede jeg. Jeg så ned over det hele som om jeg befandt mig højt oppe under spotsene, og jeg så mig selv sidde dernede, og min krop virkede som om den tilhørte en anden, og det hele var teater, og det eneste virkelige var de nye solbriller på bordet foran hende. Hun var klædt i kraftige, festuge farver ligesom en klovn, men hendes øjne var hårde og kolde. Som om hun ikke ville røbe noget. Der var små rynker rundt omkring dem, og hun så lige med ét umådelig sminket ud. Hendes ansigt reagerede overhovedet ikke. Det var en neutral flade uden menneskelige træk - og et kort øjeblik så hun meget gammel ud.