Stil og syntaks

Valdemar Sejr (1825) - B.S. Ingemann

Fra et lille, afrundet cellevindue i den sydlige fløj af klosterbygningen i Sorø skinnede en stjernelys efterårsnat i året 1204 en stille, enlig lampe gennem de halvafbladede linde ud på søen. Indenfor i den høje, hvælvede bispestue, som den kaldtes, sad i en sort læderstol ved et i muren fastnaglet egebord en ærværdig, hvidskægget olding med en stor pergamentsbog for sig. Bordet var overlæsset med skrevne årbøger og krøniker, en mængde afskrifter af ældgamle danske sange og folkesagn, runeindskrifter og tegninger af gravminder fra hedenskabets dage. Der lå ligeledes afskrifter af gamle græske og romerske forfattere samt af prædikener og messebøger, som til dels skjultes af en stor, opslået bibel. Midt imellem bøgerne stod en kobberlampe med en hjemmegjort skærm af et flere gange overskrevet og afskrabet pergamentsblad. Derved faldt det stærkeste lys på bogen og undertiden på oldingens hoved, når han bøjede sig, medens et glimt af lampelyset, blandet med et svagt skin af den opstående måne, sparsomt oplyste det dunkle studerekammer. På væggene hang der gamle, forrustede sværd og hellebarder, stålhuer, bidsler og harnisker, samt kiler og offerknive af flint, udgravne af kæmpehøje; på hylden i krogen over løjbænken lå der brudstykker af askeurner og tykke pandeskaller mellem usædvanlig store knogler og dødningeben; og ved kaminen stod, under sanduret på hjørnehylden, et stort, blankt ridderharnisk med et spyd og en stridsøkse, som efter skikkelsen ikke syntes ældre end fra det 11te århundrede.

 Stil

Hosekræmmeren (1829) – St.St. Blicher

 
"Den største Sorg I Verden her.
Er dog at miste den, Man har kjer."

Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er et muldvarpeskud, som Tiden eller en og urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Huus, intet snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besiddder Alt hvad han ser, som – ikke boer – men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsede i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi andet var det dog ikke – det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! Der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit!
   
Stil

Enten-Eller (1843) - Søren Kierkegaard

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gierning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en sandan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelshro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
 
 Stil

Ved Vejen (1886) – Herman Bang

 
Frøken Jensen sad og græd i sin krog Det begyndte at blive mørkt, og til sidst rejste hun sig og gik ud i køkkenet.
Hun tændte en lille petroleumskoger og satte vand over til theen. Hun lagde en dug over hjørnet af køkkenbordet og satte brød og smør frem foran den enlige tallerken..
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange stunder hen igen og tænkte på ny på præstens ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig på en pude foran sin tomme madtallerken.
Frøken Jensen tog tallerkenen og fyldte den med franskbrød, blødt op i det varme vand.
Moppen fik tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære foderet uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt lys. Hun drak sin te med rugbrødssmørrebrød til - hun skar stykket med kniven i sirlige små firkanter.
Når hun havde drukket te, gik frøken Jensen i seng. Hun har moppen i armen og lagde den ved fodenden på dynen. Så hentede hun skoleprotokollen og lagde den på bordet ved sengen.
Hun låsede døren og så' efter med lyset rundt i alle kroge og ind under sengen.
Så klædte hun sig af og redte sine fletninger ud og hængte dem op på spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede på dynen.
Frøken Jensen sov ikke godt, siden pastor Linde havde sagt - de ord.
  
 Stil

Det Drømmende Barn (1942) – Karen Blixen

 
Den lille Dreng, der hed Jens, blev sig da allerførst Verden og Tilværeken bevidst i et af det gamle Københavns Fattigkvarterer, i en Baggaard, der var mørk som en Brønd, et stort Vildnis af Snavs, Stank og Forfald. Langsomt kom han ogsaa til Erkendelse af sig selv og af sin ejendommelige Stilling i Livet. Der var andre Børn i Baggaarden, - en Vrimmel af smaa københavnske Borgere, som var lige saa blege og snavsede som han selv, men de hørte alle, hver for sig, sammen med et eller flere menneskelige Væsener i Huset. Der var Drenge og Pigebørn i forskellige Størrelser, rappe i Munden og med flinthaarde Næver, der stod paa deres Side, naar det kom til Klammeri i Gaarden, de havde ogsaa ved de mere historiske Begivenheder der Forbundsfæller blandt de voksne, hver af dem udgjorde tydeligvis en Bestanddel af en større Enhed. Jens begyndte efterhaanden at gruble over Verdens særegne Forhold til ham personlig, og over Aarsagen til det. Noget i det svarede til en Anelse i hans eget Hjerte, som sagde ham, at han ikke virkelig hørte til her, men andet Steds. Om Natten havde han vældige kaotiske, regnbuefarvede Drømme, og selv om Dagen dvælede hans Sind i dem, saa at Erindringen fik ham til at le, som med Klangen af en lille Bjælde, og Madam Mabler gav ham et hvast, bekymret øjekast og tænkte ved sig selv, at Barnet nok ikke var rigtig i Hovedet.
 
 Stil

Vangede billeder 1975 - Dan Turell

 
Og den forrige skomager i Vangede, ham der var der før ham dér, han var osse en sær fyr og sagde meget lidt, men han var meget glad for sin kone - Min Mor havde sét dem sammen, og han var meget glad for hende, sagde hun. Og han skød sig et par dage efter at hun »havde været ham utro« med én eller anden, eller vist forresten »en hel del« - det sagde konerne på Vangede Bygade i hvert fald. Han gik og græd et par dage - man kunne sé det på ham, han havde altid våde øjne: han sad hele dagen i sin butik og græd og var stadig våd i øjnene, når han kom frem til disken. Han skød sig ud på eftermiddagen et par dage efter at han havde hørt om sin kones utroskab - han skød sig bag disken med et gammelt jagtgevær der larmede ud over Bygaden. Og blodet sprøjtede ud over disken og ud over hans madpakke som lå dér og ikke var betalt, da han skød sig af sorg over konens utroskab. 
Og slagteren havde udsolgt da bogtrykkeren kom forbi et par timer senere og hørte nyheden og skulle ha noget at spise. Så slagteren hentede madpakken igen og solgte den til bogtrykkeren for den halve pris, for »hva Satan betød dét par blodpletter« ...
 
 Stil

Eks (1995) - Christina Hesselholdt

 
»Min eksmand beholdt nøglen til lejligheden her, lang tid efter at han var flyttet. Og han fjernede sine ting i ganske små portioner. Lian vidste, at mandag eftermiddag mellem tre og fem er jeg altid ude, til gymnastik. Og det tidsrum benyttede han til at hente nogle få ting. ikke hver gang, ikke regelmæssigt som en maskine. Men ofte, når jeg trådte ind af døren, sent mandag eftermiddag, hang der en svag lugt af ham - han udsender en lugt af ruskind og en bestemt, god sæbe - til gengæld manglede der noget, to eller tre ting. Jeg gik omkring og ledte efter ting, der ikke var der, en manglernes tampen brænder. Jeg ønskede bare, at han havde været der til at råbe: 'Det brænder', eller: 'Nej, nu brænder det slet ikke'. Det skete, at han fjernede en ting, der ikke var hans; næste mandag tog jeg så en ting, der afgjort tilhørte ham, med mig fra lejligheden, når jeg gik. De ting opbevarede jeg i en venindes kælderrum.

Derfor opstod den situation, at vi på et tidspunkt begyndte at mødes og udveksle ejendele, en eller to ad gangen, ting af nogenlunde samme størrelse eller værdi eller endda farve.

Udvekslingen nærmer sig sin afslutning, men der er da nok et eller to møder tilbage.
 
 Stil

Bonsai (2000) – Kirsten Thorup

 
Hun blev hentet ind i stuen og vist frem for gæsterne. Hun skulle sige noget til dem og forberedte ordene og sætningerne grundigt inden hun åbnede munden. Alligevel gik det galt. Hun fik ikke sætningerne gjort færdige. Hun standsede midt i ordene, rædselsslagen ved tanken om at de skulle ramme nogen af gæsterne, så de fik øje på hende og spærrede hende inde i deres blikke. Et øjeblik efter var hun i sikkerhed i hjørnet. Ingen lagde mærke til hende. Ingen talte til hende. Hun var usynlig. Sådan ville hun helst have det. Hun ville være en stum træting. Allerhøjst et husdyr som en gang imellem fik et klap på hovedet af en hånd eller stukket et bolche i munden. Hun kunne mærke det lune velvære brede sig i kroppen, når hun stod der i sit hjørne og lyttede til sladderen, vittighederne, anekdoterne, diskussionerne og drillerierne. Ordene svævede rundt i stuen på hvide vinger. De samledes i flokke og spredtes igen. De steg og dalede. Når stemmerne blev for høje, holdt hun sig for ørerne. Hun ville ikke have stemmerne ind i hovedet, for så kunne de ikke komme ud igen og blev ved med at kværne løs derinde med deres høje og dybe toner.
 
 Stil

Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (2003) 
Jan Sonnergaard

Da jeg så havde ventet i mere end den sædvanlige halve time, og et kvarter mere, som i gamle dage og yderligere og usædvanligt en halv time mere, og jeg havde købt en gin&tonic til mig selv og en coladrink til hende, og vi sad over for hinanden ved et lille grønt bord ovre i hjørnet...
- Hvorfor vil du egentlig se mig nu? spurgte hun.
Som altid når tingene bliver så påtrængende at man må flygte. Så flygtede jeg. Jeg så ned over det hele som om jeg befandt mig højt oppe under spotsene, og jeg så mig selv sidde dernede, og min krop virkede som om den tilhørte en anden, og det hele var teater, og det eneste virkelige var de nye solbriller på bordet foran hende. Hun var klædt i kraftige, festuge farver ligesom en klovn, men hendes øjne var hårde og kolde. Som om hun ikke ville røbe noget. Der var små rynker rundt omkring dem, og hun så lige med ét umådelig sminket ud. Hendes ansigt reagerede overhovedet ikke. Det var en neutral flade uden menneskelige træk - og et kort øjeblik så hun meget gammel ud.
 
 Stil

Forvægt

Valdemar Sejr
Overudfyldning - prosahistorie


Hosekræmmeren
Forvægt

Enten - eller
Forvægt

Ved Vejen
Hovedsætninger - 


Det drømmende barn
Hvad er læserens kommentar?

Vangede billeder
Tilnærmet talesprog - led på led på led: sideordnede ledsætninger -  hvad er det vigtigste ord?

Eks.
Tilnærmet talesprog

Bonsai
Tilnærmet talesprog - særordnede sætninger.

Farvel
"Knæk"-talesprog. Sætnings(sammen)brud - Sætninger der aldrig bliver fuldendt...

OPG: Ret sætningen - gør den færdig:
Da jeg så havde ventet i mere end den sædvanlige halve time, og et kvarter mere, som i gamle dage og yderligere og usædvanligt en halv time mere, og jeg havde købt en gin&tonic til mig selv og en coladrink til hende, og vi sad over for hinanden ved et lille grønt bord ovre i hjørnet...

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor