|
HCA
på
Det
kon
gelige
Bib
lio
tek
|
Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen
gik ned og Skyerne skinnede som Guld oppe mellem Skorstenene, hørte tidt
snart den Ene snart den Anden en underlig Lyd, ligesom Klangen af en
Kirkeklokke, men det var kun et Øieblik den hørtes, for der var saadan
en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer
Aftenklokken!" sagde man, "nu gaaer Solen ned!"
De, som gik udenfor Byen, hvor Husene laae længer fra
hinanden med Haver og smaa Marker, saae Aftenhimmelen endnu præ½gtigere og
hørte langt stærkere Klangen af Klokken, det var som kom Lyden fra en
Kirke dybt inde i den stille, duftende Skov; og Folk saae derhen, og bleve
ganske høitidelige. -
Nu gik mange Tider, den Ene sagde til den Anden:
"Mon der er en Kirke derude i Skoven? Den Klokke har dog en underlig,
deilig Klang, skulle vi ikke tage derud og see lidt nærmere paa
den". Og de rige Folk de kjørte og de fattige de gik, men Veien blev
dem saa underlig lang, og da de kom til en heel Deel Piletræer, der voxte
ved Udkanten af Skoven, saa satte de sig der og saae op i de lange Grene
og troede, at de vare rigtigt i det Grønne; Conditoren inde fra Byen kom
derud og slog sit Telt op, og saa kom der nok en Conditor og han hang en
Klokke op ligeover sit Telt, og det en Klokke, som var tjæret for at
kunne taale Regnen, og Knebelen manglede. Naar saa Folk toge hjem igjen,
sagde de at det havde været saa romantisk, og det betyder Noget ganske
udenfor Theevand. Tre Personer forsikkrede, at de vare trængte ind i
Skoven lige til hvor den endte, og de havde altid hørt den underlige
Klokkeklang, men det var der for dem ligesom den kom inde fra Byen; den
ene skrev en heel Vise derom og sagde, at Klokken klang som en Moders
Stemme til et kjært klogt Barn, ingen Melodi var deiligere end Klokkens
Klang.
Landets Keiser blev ogsaa opmærksom derpaa og lovede,
at den som ret kunde opdage hvorfra Lyden kom, skulde faae Titel af
"Verdens Klokker" og det selv om det ikke var en Klokke.
Nu gik da mange til Skoven for det gode Levebrøds
Skyld, men der var kun Een, som kom hjem med en Slags Forklaring, Ingen
havde været dybt nok inde, og han da ikke heller, men han sagde dog at
Klokke-Lyden kom fra en meget stor Ugle i et huult Træ, det var saadan en
Viisdoms-Ugle, som idelig slog sit Hoved mod Træet, men om Lyden kom fra
dens Hoved eller fra den hule Stamme, det kunde han ikke endnu med
Bestemthed sige, og saa blev han ansat som Verdens Klokker og skrev hvert
Aar en lille Afhandling om Uglen; men ligemeget vidste man.
Nu var det just en Confirmations-Dag, Præsten havde
talt saa smukt og inderligt; Confirmanderne havde været saa bevægede,
det var en vigtig Dag for dem, de bleve fra Børn med eet til voxne
Mennesker, Barnesjælen skulde nu ligesom flyve over i en forstandigere
Person. Det var det deiligste Solskin, Confirmanderne gik ud af Byen, og
fra Skoven klang forunderlig stærkt den store ubekjendte Klokke. De fik
lige strax saadan en Lyst til at komme der, og det Alle paa tre nær, den
ene af dem skulde hjem og prøve sin Balkjole, for det var just den Kjole
og det Bal, der var Skyld i, at hun var blevet confirmeret denne Gang, for
ellers var hun ikke kommet med; den anden var en fattig Dreng, som havde
laant sin Confirmations Kjole og Støvlerne hos Vertens Søn og dem maatte
han levere af paa bestemt Klokkeslæt; den tredie sagde, at han aldrig gik
noget fremmed Sted, uden hans Forældre vare med, og at han altid havde været
et artigt Barn og det vilde han blive, selv som Confirmand, og det skal
man ikke gjøre Nar af! - men det gjorde de.
Tre af dem gik altsaa ikke med; de Andre travede afsted;
Solen skinnede og Fuglene sang og Confirmanderne sang med og holdt
hverandre i Hænderne, for de havde jo ikke faaet Embeder endnu og vare
alle Confirmander for vor Herre.
Men snart blev to af de mindste trætte og saa vendte de
to om til Byen igjen; to Smaapiger satte sig og bandt Krandse, de kom
heller ikke med, og da de Andre naaede Piletræerne, hvor Conditoren
boede, saa sagde de: "see saa, nu ere vi herude; Klokken er jo
egentlig ikke til, den er bare saadant noget man bilder sig ind!"
Da lød i det samme dybt i Skoven Klokken sa sødt og høitideligt,
at fire, fem bestemte sig til dog at gaae noget længere ind i Skoven. Den
var saa tæt, saa løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem,
Skovmærker og Anemoner voxte næsten altfor høit, blomstrende Convolvoli
og Brombær-Ranker hang i lange Guirlander fra Træ til Træ, hvor
Nattergalen sang og Solstraalerne legede; o det var saa velsignet, men det
var ingen Vei at gaae for Pigerne, de vilde faaet Klæderne revet itu. Der
laae store Klippeblokke begroede med Mos af alle Farver, det friske
Kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom "kluk,
kluk!"
"Det skulde dog ikke være Klokken"! sagde een
af Confirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. "Det maa man
rigtigt studere"! og saa blev han og lod de Andre gaae.
De kom til et Huus af Bark og Grene, et stort Træ med
vilde Æbler hældede sig hen over det, som vilde det ryste hele sin
Velsignelse ud over Taget, der blomstrede med Roser; de lange Grene laae
lige hen om Gavlen, og paa den hang en lille Klokke. Skulde det være den,
man havde hørt. Ja, derom vare de Alle enige, paa Een nær, han sagde, at
den Klokke var for lille og fiin til at kunne høres saa langt borte, som
de havde hørt den, og at det var ganske andre Toner, som saaledes rørte
et Menneske-Hjerte; han som talte var en Kongesøn, og saa sagde de Andre
"saadan Een vilde nu altid være klogere."
Saa lod de ham gaae alene, og altsom han gik blev hans
Bryst mere og mere opfyldt af Skov-Eensomheden; men endnu hørte han den
lille Klokke, som de Andre vare saa fornøiede med, og imellem, naar
Vinden bar fra Conditoren, kunde han ogsaa høre, hvorledes der blev
sjunget til Theevand; men de dybe Klokkeslag lød dog stærkere, det var
snart ligesom et Orgel spillede dertil, Lyden kom fra Venstre, fra den
Side, paa hvilken Hjertet sidder.
Nu raslede det i Busken og der stod en lille Dreng foran
Kongesønnen, en Dreng i Træskoe og med en Trøie saa kort, at man ret
kunde see hvor lange Haandled han havde. De kjendte begge hinanden,
Drengen var just den af Confirmanderne, som ikke kunde komme med, fordi
han skulde hjem og levere Trøie og Støvler af til Vertens Søn; det
havde han gjort og var nu i Træskoe og de fattige Klæder gaaet afsted
alene, thi Klokken klang saa stærkt, saa dybt, han maatte derud.
"Saa kunne vi jo gaae sammen"! sagde Kongesønnen.
Men den fattige Confirmand med Træskoene var ganske undseelig, han trak
paa de korte Trøie-Ærmer og sagde: han var bange for, at han ikke kunde
gaae saa rask med, desuden meente han, at klokken maatte søges til Høire,
thi den Plads havde jo alt Stort og Herligt.
"Ja, saa mødes vi slet ikke"! sagde Kongesønnen
og nikkede til den fattige Dreng, der gik ind i den mørkeste, meest tætte
Deel af Skoven, hvor Tornene reve hans fattige Klæder itu og Ansigt, Hænder
og Fødder til Blods. Kongesønnen fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen
skinnede dog paa hans Vei, og det er ham vi nu følge med, for en rask Knøs
var han.
"Klokken vil og maa jeg finde"! sagde han,
"om jeg saa skal gaae til Verdens Ende"!
De ækle Abekatte sad oppe i Træerne og grinte med alle
deres Tænder. "Skal vi dænge ham"! sagde de; "skal vi dænge
ham; han er en Kongesøn"!
Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven,
hvor der voxte de forunderligste Blomster, der stod hvide Stjerne-Lilier
med blodrøde Støvtraade, himmelblaae Tulipaner, som gnistrede i Vinden,
og Æbletræer, hvor Æblerne ganske og aldeles saae ud som store
skinnende Sæbebobler, tænk bare hvor de Træer maatte straale i
Solskinnet. Rundt om de deiligste grønne Enge, hvor Hjort og Hind legede
i Græsset, voxte prægtige Ege og Bøge, og var eet af Træerne revnet i
Barken, saa voxte her Græs og lange Ranker i Revnen; der var ogsaa store
Skovstrækninger med stille Indsøer, hvori hvide Svaner svømmede og
sloge med Vingerne. Kongesønnen stod tidt stille og lyttede, ofte troede
han, at det var fra een af disse dybe Søer Klokken klang op til ham, men
saa mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde i
Skoven at Klokken klang.
Nu gik Solen ned, Luften skinnede rød, som Ild, der
blev saa stille, saa stille i Skoven, og han sank paa sin Knæe, sang sin
Aftenpsalme og sagde: "Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu gaaer
Solen ned, nu kommer Natten, den mørke Nat; dog eengang kan jeg maaskee
endnu see den runde, røde Sol, før den ganske synker bag Jorden; jeg vil
stige op paa Klipperne der, de reise sig i Høide med de største Træer"!
Og han greb i Ranker og Rødder, klattrede op af de
vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede
af ham; - men op kom han før Solen endnu ganske var nede, seet fra denne
Høide; o, hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav, der væltede sine
lange Bølger mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som et
stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede
sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang
med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende
Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløiels Klæde og
Himlen selv den store Kuppel: deroppe slukkedes de røde Farver, idet
Solen forsvandt, men Millioner Stjerner tændtes, Millioner Diamant-Lamper
skinnede da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen, mod Havet og
Skoven, - og i det samme, fra den høire Sidegang, kom med de korte Ærmer
og med Træskoe den fattige Confirmand; han var kommen der ligesaa tidlig,
kommen der ad sin Vei, og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne
i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige
Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja!
|
