Danskere, der har haft mystiker oplevelser.

"... har derfor en Mystiker ikke saa stor Betydning for den larmende Samtid 
som efter Tidens Forløb i Historiens Stilhed for den lyttende Aandsbeslægtede."
Søren Kierkegaard (Pap.III A70)

Kære Gunnar
Jeg har skrevet et lille digt om min oplevelse, 
jeg ved ikke
om du kan bruge det til noget,
men jeg gi'r det til dig
alligevel.

Det var som min hud blev gennemsigtig
min hud forsvandt
og alt omkring mig kunne trænge igennem
ind til mit inderste, mit inderste som er overalt
hele universet bevæger sig i mig
jeg bevæger mig i hele universet

E-mail fra Mads Andersen 24.2.98

Ved Søen
" - Og medens de Bølger fare afsted,
Mig synes, at ogsaa jeg skulde med, Og stirrende
ned i billedfuld Sø,
I underlig Længsel vil jeg bortdøe.

Mig vinker dybt i den stille Azur
En anden Himmel, en anden Natur,
Ætherisk og idealisk er Alt,
Ligt Tingenes allerførste Gestalt.

Mit første Jeg fra det rene Blaa,
Mit renere Selv tilhvisker mig saa:
"Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?
Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!"

Da blier jeg saa underlig bange og Øm,
Min Aand sig løsner til mere end Drøm,
Mig synes, At Guder og mennesker Gaae,
Omfavnede, dybt i det rene Blaa."

A.W.Schack Von Staffeldt 1803

Det fælles

Helt alene, kun mig selv
Jeg er glad aligevel

Lad det bare gøre ondt!
Renlig smerte, det er sundt!

Ligge stille som en sten,
blive hård og blive een-

ikke opløst, altfor øm,
nedbrudt af en lykkedrøm,

men forsigtig, næsten død,
til jeg får det næste stød,

til den næste smerte slår
sine kløer i mit hår.

Stig kun ned i ensomhed
kom og giv mig jeres fred.

Stig kun ned i ensomhed,
måske kommer du - hvem ved -

gennem ensomhedens port
ud til noget frit og stort,

og det fælles store fund!
lå på ensomhedens bund.

Otto Gelsted (1920?)

"Sådan kommer jeg igang med at løbe, bedre end nogensinde tidligere, i højere grad end før løber tilstanden af med mig, jeg mærker dårligt nok det fysiske besvær, da kroppen først har taget over, men løber mig dybere og dybere ind i løbet. Mens jeg kommer længere og længere ud af ringvejen føler jeg mig overhovedet ikke træt, den løber i og gennem mig, ude ved det kryds, hvor jeg plejer at vende om, har jeg sletikke tid eller lyst til at gøre det, drejer i stedet ned ad en anden vej, i vag forventning om længere fremme at kunne finde en vej tilbage igen, og så går det fremad og videre ad den nye vej, jeg slet ikke kender. Et stykke fremme, hvor langt ved jeg ikke, begynder jeg at få problemer med vejrtrækningen og mærker begyndelsen til et sidesting, sagtner farten og falder et øjeblik ud af min tilstand. Opdager så, jeg er faret vild og ikke aner, hvor jeg er havnet, stedet helt øde, ingen andre fodgængere i sigte, kun farer en billygte med jævne mellemrum forbi mig, fabrikkerne og boligblokkene er langt inde på markerne, et øjeblik truer panikken, så sætter jeg igen farten op, finder det rigtige tempo, sidestinget er væk, da jeg får min anden luft, tilstanden fra før vendt ubesværet tilbage, er påny fuldstændig ubekymret og opslugt.

Kommer lidt længere fremme til et kryds, drejer ned ad en ny vej, der ligner den ringvej, jeg begyndte på: Det er der, det sker. Jeg har lige løftet hovedet for at orientere mig og rives pludselig ud af min indre opslugthed. Mens benene fortsætter af sig selv under mig, er det som om en masse diger brister i mig (og omkring mig, der er ingen forskel) på én gang. Er ikke mere et løbende system med bestemte grænser, jo, det er jeg selvfølgelig stadigvæk, ved godt, hvad der er indenfor min hud, og hvad der er udenfor, men alligevel er disse grænser ligegyldige. Oplever en indre oversvømmelse, eller at jeg oversvømmer alt omkring mig, det kan ikke skelnes på den måde. Der er lysplettet mørke omkring mig, der er lysplettet mørke i mig, jeg er fuldstændig ét med det hele, samtidig med alt forbliver forskelligt, vejen der forsvinder under mig, bilernes lyskegler forbi mig i begge retninger, omridsene af den spredte bebyggelse, boligblokke og industrikvarterer ude til siderne, den brede ringvejs egen kæde af småbitte lysprikker i midterrabatten, højt over mig, en overvældende forskellighed, som jeg er en del af, lyssilende, bevægeligt mørke, nej, jeg vil aldrig kunne forklare dig eller nogen anden, hvordan det er, det er et sammenbrud for sproget, i hvert fald som jeg råder over det, en åbenbaring uden jeg har fået nogetsomhelst. Det er ikke hvordan og hvorledes, det er at jeg, at lysene, at vejen, at jeg eller det bare kommer løbende hen ad vejen som en del af alt, at dette "bare", som egentlig skulle gøre mindre, samtidig rummer det hele, det slår sludder for mig, der er ikke mere at sige, udover mærkelige ord som athed: Det er ingenting, jeg får ingenting at vide, samtidig er det ingenting, jeg får at vide, ingenting andet end den blotte væren til, den blottede væren til."
Hans Jørgen Nielsen Fodboldenglen 1984

Nedsjunken i hellig Beundring jeg sad,
Saa Draanben hentrille paa Ygdrasills Blad,
Neddryppe, oplive de døende Vekster.
...."
N.F.S. Grundtvig uddr.af: Duggen 1806?

Siælens Høisang

"I dig lever og frydes min Aand, usynlige Gud-
dom
Du, som opfylder uendelig alt!
I dig taber mit Øie sit Blik; dig søger min
Siæls Lys

Aldrig opdagede Aandernes Sol!
Dig udgrunder ei Evighed selv; ei naaer til din
høide

Tankens af Støvet opflyvende Gnist,
See! der svang sig i flammende Flugt, bag Him-
lenes Himle,

Over den øverste Stjerne, som veeg -
End omhyllet af, Høie! dit Slør, af Rummet
og Tiden,

Ned i mit Hierte tilbage den sank.
O! hvor følger, Usporlige, dig, hvor finder min
Siæl dig,

Dig, som min Tanke fortvivler at naae?
Dig for store mit største begreb! for lyse min
Aands Blik!

Ak! og for reene min helligste Sang!
O! dit Væsen er evigen skiult, du Soles og
Aanders

Salige Væld, i hvis evige Strøm
Tidens Fylde, Materiens Alt, henruller, en
Boble -

Ak! og mit Jeg, og dets Stræben, deri!
Og dog føler sig gjennem en Skal af Verdner
om Verdner

Hiertet, som svulmer andægtig, i dig!
Mig jeg finder, o Gud! i din Haand, naar højt
paa dit Skrækbiergs

Tordenomrullede luende Tind,
Midt i Ætherens flammende Storm, Jeg i dø-
vende Skyeskrald

Hemmelig ønsker det knusende Slag,
Som udløser af Støvet den Aand, som aner sin
Frihed,
Gud! og de lettere Vinger til Dig!
Dig jeg føler i mig, naar i Kamp mod egen
Naturvold

Seieren over mit blødende Selv
Høit opløfter min mattede Siæl i salig Triumph-
fryd

Medens mit jordiske synker i Grund,
Og af Bølgerne sluges det Vrag, som giemte
min Vellyst.-

Ofte jeg Kiempe den salige Kamp!
Naar da Fienden, den jordiske Lyst, er svækket
til Modstand,

Lægger sig Stormen, og Bølgernes Brud,
Og jeg finder dig, Aandernes Aand! og føler
dig evig

I min Samvittigheds salige Fred.
Jens Baggesen Nyeste Blandede Digte 1808

"En mand er en Vinterdag i Tusmørket ad Gothersgade naaet Kongens Nytorv, hvor han sætter Kurs midt ud over Torvet. Den, der vil lægge mærke til sig selv, vil ofte kunne iagttage, hvorledes tilsyneladende smaa Forandringer i Omgivelser kunne medføre betydelige Stemningsskifter, saaledes F.Eks. her Overgangen fra den skidne Gade med generende Færdsel, med Snesjap, Raaben og Vognrummel til den store rolige Plads, hvor Larmen høres paa afstand, hvor Huse og Lygter ligesom vige tilbage. Det er, som man fik Ro til at udvide og samle sig, til at se paa Vejret og Himlen. Vor mand følte sig friere til Mode; uvilkaarlig gik han langsommere. Dagskær fra Vest lysnede hen ad torvet. En stor Stjerne glimtede over Theatret; usædvanlig rene Pytter mellem brosten, der begyndte at tørres, mindede om Frost. Stundom spejledes i en vis Retning langs de vaade Sporvejsskinner et underligt blaaligt og roligt Skær, der slet ikke lignede Lygternes røde hvirrende Lys. Han saa i Vejret. Der sad en Halvmaane i tiltagende i Færd med at bemægtige sig Herredømmet over belysningen. Ét Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendommelig Styrke, at det vakte hams Opmærksomhed, "Det er dog underligt", tænkte han, "saadan var det ogsaa i Morges, da jeg stod ved Stensætningen i botanisk Have og saa´paa Solstraalernes Spillen i Vanddraaberne paa Brombærbusken. Hvilken sær Rigdom er der ikke i Dag! Det er, som man saa´ mere end ellers. Til andre Tider lever man i Maaneder uden saa meget som en Følelse. Hvordan kan det være?" Han huskede sig om. Hvor havde han været? Hvad havde han taget sig for? Ja, om Gaarsdagen havde han gaaet en lang Fodtur langs Strandvejen til Helsingør. Det kunde rigtignok gjærne være, at det var Grunden; thi nu mindedes han, at han paa Slutningen af denne Tur havde bemærket ganske lignende stærke Følelsesblink f.eks. oppe ved Humlebæksbugten, hvor Fiskerne satte Næt ud efter Solnedgang. Man hørte deres Tale og Aarernes forskjellige Lyd saa klart hen over den stille Vandflade, hvori røde Aftenskyer spejlede sig. Det Indtryk var saa forunderligt. Ligesaa var det, da han gik igjennem Snekkersten By, hvor Fiskerne stode i Smaagrupper uden for Husene, snakkende og rygende Tobak i Aftenstunden. Det forekom ham saa ejendommelig hyggeligt, mindede ham saa sært om hans Barndom. Men hvorledes skulde saadan en Tur kunne have den Virkning? Var det altid Tilfældet, maatte alle Folk, der rejste eller gik meget, være lykkelige Mennesker. Han vidste ikke ret , hvad han skulde tænke. Imidlertid vedvarede de forholdsvis hyppige Blink af fyldig Følelse og Tankeklarhed næsten en hel Maaned, en December af sjælden rigt Indhold, hvori mange af hans bedste Erindringer fik hjemme. Hvor var det ønskeligt at kjende Betingelserne for og Grunden til slig Opvækkelsesperiode! Han spurgte, læste og talte med alle forstandige Mennesker, med hvem han kom i Berøring, om Sagen."
Ludvig Feilberg (1849-1912) Af:"Om størst Udbytte af Sjælsevner. Bidrag til praktisk Psykologi"(1881)7f. (2.udg.afSV)

"Jeg stod op en morgen og befandt mig ualmindelig vel; dette Velbefindende tiltog mod al Analogi op ad Formiddagen, præcise Klokken 1 var jeg paa det Højeste og ahnede det svimlende Maximum, der ikke findes anført på nogen Velværens gradestok, ikke engang paa et poetisk Thermometer. Legemet havde tabt sin jordiske Tyngde, det var som havde jeg intet Legeme, netop fordi enhver Funktion nød hele sin Tilfredsstillelse, enhver Nerve frydede sig paa egne og det Heles Vegne, medens ethvert Pulsslag som Organismens Uro var svævende, ikke som Fuglens Flugt, der gennemskærer Luften og forlader Jorden, men som Vindens Bølgen over Sæden, som Havets længselssalige Vuggen, som Skyens drømmende Hengliden. Mit Væsen var Gjennemsigtighed som Havets dybe Grunden, som Nattens selvtilfredse Taushed, som Middagens monologiske Stilhed. Enhver Stemning hvilede i min Sjæl med melodisk Resonants. Enhver Tanke tilbød sig, og enhver Tanke tilbød sig med Salighedens Festlighed, det taabeligste Indfald ikke mindre end den rigeste Idee. Ethvert Indtryk var ahnet før det kom, og vaagnede derfor i mig selv. Hele Tilværelsen var som forelsket i mig, og Alt bævede i skjæbnesvangert Rapport til min Væren. Alt var omineust i mig, og Alt gaadefuldt forklaret i min mikrokosmiske Salighed, der forklarede Alt i sig, selv det Ubehageligste, den kjedsommeligste Bemærkning, Synet af det Modbydeligste, det fataleste Sammenstød. Som sagt præcise Klokken 1 var jeg paa det Højeste, hvor jeg ahnede det Allerhøjeste, da begynder pludselig noget at gnave i mit ene Øje, om det var et Øjenhaar, et Fnug, et Støvgran, jeg veed det ikke, men dette veed jeg, at jeg i samme Øjeblik styrtede ned næsten i Fortvivlelsens Afgrund."

Søren Kierkegaard (Constantin Constantius) Gjentagelsen (1843)(d)

"Der gives en ubeskrivelig Glæde, der ligesaa uforklarlig gjennemgløder os, som Apostelens Udbrud træder umotiveret frem: "Glæder Eder, og atter siger jeg: glæder Eder." - Ikke en Glæde over dette eller Hiint, men Sjælens fyldige Udraab "med Tung og Mund og af Hjertens Grund" : "jeg glæder mig ved min Glæde, af, i, med, hos, paa, ved og min Glæde" -et himmelsk Omqvæd, der ligesom pludselig afskjærer vor øvrige Sang; en Glæde, der ligesom et Vindpust kjøler og forfrisker, et Stød af den Passat, der blæser fra Mamrelund til de evige Boliger."
Søren Kierkegaard d.19.Mai,formidd.kl 10.30 S.K.s Papirer 2.bd

"Naar da alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Højeste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed."

Søren Kierkegaard (SV II,160) Assessor Wilhelm

""De sjælelige glimt" er gode bekendte af mig. Særlig tydelig husker jeg dem ikke fra min barndom, men tror dog, at de i høj grad er medvirkende til at gøre alle barndomserindringer så gribende senere hen i livet. I en senere, mere reflekterende alder kom de dog stadig til mig, ofte med få dages mellemrum og ganske uafhængige af mit ydre velbefindende - måske endda hyppigst i mørke tider. Stemningens ordløshed gør det så vanskeligt at beskrive den, ofte syntes den dog at indkapsle et minde, ofte om noget fjernt, altid om noget i daglig forstand ligegyldigt. Det løftende, henrevne i stemningen var umiskendeligt, man løftedes netop ud af hverdagen og havde en sælsom fryd ved at være til. Der stod en sær varme i ens blod; skulle man sige noget, ville det have været "Åh-!". En fjern gade kunne vise sig for en:"Jeg kan gå derned, hvis jeg vil, tænk blot!" At beskrive dette overjordiske velbefindende for dem, der ikke kender det, er vist ret umuligt. Mine venner kendte det ikke. Det var en stor oplevelse, da jeg første gang i Ludvig Feilbergs skrifter fandt det beskrevet. Om henrykkelser havde jeg hørt en del, men endnu intet om denne. Men sjældner blev disse kærkomne gæster. Ganske tydeligt mindes jeg sidste gang. Det var en mild vinterdag i 1919; jeg kom ind på mit værelse og fandt det forunderlig lyst: "Nu kommer det", fik jeg tid til at tænke, og løftelsen kom og varede måske et minut. Mine forhold var ret pinlige dengang, så fænomenet har intet at gøre med jordisk velvære... Overvejende reflektive tilstande beherskede siden da mit åndsliv uden at åbenbare mig noget af den glæde, som filosoffer må formodes at føle. Det formelle arbejde kan skaffe en tilfredsstillelse, rejser adspredelse, vinen rus, kunst betagelse, sejre, styrkefølelse, men intet af alt dette lønner, dybest set, besværet ved at leve. Det gjorde derimod hine jublende øjeblikke rigeligt.... Om den religiøse kvalitet af disse sjælelige glimt vover jeg ikke at udtale mig."

Anker Larsen - For aaben dør

"Det var en klar og stille dag i juni, en af de sjældne ønskesommerdage, ud på eftermiddagen. Solen stod stor og rød i vest. Hvad jeg havde taget mig til, siden skolen sluttede kl.3 husker jeg ikke, rimeligvis intet. Jeg har altid følt det som en slags helligbrøde at lade sig opsluge af arbejde en sådan dag, så jeg har vel blot drevet om og nydt livet. Nu kom jeg gående over legepladsen i en mærkelig indre forfatning, tom for tanker, ønsker, bekymringer og alt; hjernen sov omtrent. I denne halvt ubevidste tilstand gik jeg op i haven efter en bog, der var glemt på en bænk. Men idet jeg tog efter bogen, faldt mit øje på en lille blomst, en nemophila, der stod mellem et par sten. Jeg havde om formiddagen set, at den var ved at springe ud. Den halvtudsprungne blomst stod da med bøjet stilk og hovedet mod øst. Nu var den helt udsprunget og vendte sit ansigt lige mod solen. Den var et underværk at se på, så stor og blå og frisk og yndig. Idet jeg så på den og solen, begyndte noget usædvanligt at ske. Der var en indre forbindelse mellem sol og blomst, de havde et samliv, som jeg forundret var vidne til. Forskel og afstand svandt bort. Solen var ikke årsag og blomsten virkning, de var ét i harmoni. Og det forekom mig, at denne harmoni bredte sig som ringe i vandet. Men så skiftede billedet igen. Ikke at jeg mærkede, der skete noget, men jeg befandt mig nu i en verden, hvor tid, rum og stof ikke eksisterede. Her var alt lys, skønhed, stilhed, fred, tryghed, glæde eller en sammensmeltning af alt dette, ja af alle værdier i fuldkomment mål til en altfyldende, levende helhed, helt forskellig fra de elementer, jeg bag efter fandt, den måtte være sammensat af. At være der gav en lykkefølelse af uanet intensitet. Legemet eksisterede ikke, men jeget var sig klarere bevidst end nogen sinde, skønt det helt var optaget i og ét med den verden, det liv, der ikke findes ord for. Oplevelsen har ikke gentaget sig.

Beretning fra en lærerinde ved en landsbyskole i Thy (d)

"Jeg mærkede pludselig, at der op af stengulvet i sideskibet kom ligesom en blålig røg, som om der var ild under gulvet. Men ved at se nøjere til opdagede jeg, at det ikke var røg men en art tåge af violet farve, der ikke lignede røg eller damp....Til min undren fandt jeg, at den strakte sig længere end kirkens mure og tag, og at den ikke var begrænset af dem. Jeg kunne se gennem dem og se landskabet udenfor...Jeg så på en gang og uden at vende blikket fra det ene til det andet, bygningerne jeg selv sad i og hele landskabet...Og jeg så alle dele af mit væsen og ikke blot med øjnene. Trods denne udvidede opfattelsesevne var der endnu ikke nogen forringelse af kontakten med mine omgivelser, ingen opgivelse af følesansen. Da jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var ved at besvime, greb jeg fat i ryggen på stolen foran mig og puffede lidt til den, der sad ved siden af mig, og da jeg derved blev beroliget med hensyn til min fysiske tilstand, hengav jeg mig til en nysgerrig afventen af, hvad der videre ville ske. Jeg følte en ubeskrivelig lykke og fred. med ét forvandledes den blå tåge, som omgav mig, til en gylden stråleglans, til et ufatteligt lys. Tågen syntes blot at have været et slør eller en ydre kant uden om dette gyldne lys, der vældede ud fra en umådelig centralkugle... En endnu større og rigere oplevelse var det, da alt hvad der hedder tid og rum og former forsvandt fra min bevidsthed og kun de ubeskrivelige evige ting forblev. På lignende måde som når spidsen af en flamme på et lys springer op mod en ting, som holdes op for den, således sprang min bevidstheds flamme så højt den formåede og gik over i det formløses og uskabtes område, som ord intet kan sige om..."

Anonym (d)

"Den følgende oplevelse havde jeg den 26. november 1927, da jeg var 27 år gammel. Det forekommer mig umuligt at gøre rede for den i ord. Jeg var rekonvalescent efter en lang og smertefuld sygdom og var ved at gå til ro, da jeg med et følte mig overvældet af svaghed. Eftersom jeg havde holdt diæt i lang tid, var dette meget forklarligt, men det føltes som om jeg ikke kunne leve så meget som en dag længer, og i virkeligheden var det mig også det samme. Jeg var villig til at lægge min hånd i Gudfaders, og jeg vidste, at han ville tage vare på mig, hvordan det så gik. Jeg havde ingen smerter, og det lykedes mig omend langsomt at komme i seng. I løbet af natten vågnede jeg ved at høre mit navn blive nævnt tre gange. Skønt jeg ikke kendte stemmen, antog jeg først, at det måtte være en af min familie, men jeg kunne ikke se nogen og hørte ingen skridt. Det ængstede mig, og jeg prøvede at kalde, men kunne ikke frembringe en lyd og kunne heller ikke røre mig. Det gjorde mig endnu mere bange. Så var det, som om en bølge - det er et underligt ord, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det - begyndte ved mine fødder og hastigt bevægede sig opad med mærkelige trækningsfornemmelser i de forskellige dele af kroppen, og da den nåede lungerne kæmpede jeg for at få vejret, men uden held. Mit åndedræt og min bevidsthed ligesom forlod legemet gennem hovedet, og jeg tænkte at jeg var ved at dø. Hele tiden, medens dette stod på, var jeg klar over, at jeg var bevidst, men efter at have forladt legemet havde jeg ikke nogen bevidsthed om nogen personlighed eller af at være knyttet til nogen art af krop. Først syntes "jeg" i betydningen min bevidsthed at passere gennem et mørke og var klar over, at der var andre med mig, uden at jeg så eller hørte noget. Efter at have forladt legemet opfattede jeg intet, der havde noget at gøre med de fem sanser. Det er derfor det er så svært at forklare i menneskelige udtryk. Tid og rum eksisterede ikke. Efter at have passeret "mørket" indgik jeg, alene, i et strålende hvidt lys, "åndens lys". Man ser ikke dette lys, men ved blot at man er nedsænket i det. Alt hvad jeg opfattede, medens jeg var i lyset, var ved viden og ikke gennem ord. Der foregik ingen tænkning hos mig. På en eller anden måde vidste jeg bare. Jeg fornemmede kærlighed, fred, glæde, salighed, henrykkelse i en sådan grad, at det er umuligt at udtrykke det med ord. jeg forstod, at alt liv var ét og at liv var evigt. Eftersom der var ingen tidsfornemmelse ved jeg ikke, hvorlænge jeg forblev i lyset. Derpå fulgte en periode gennem "mørket" og følelsen af, at andre var med mig gennem det, og så visheden om at jeg skulle tilbage til mit legeme, der forekom mig som et fængsel. Med et blev jeg efter ligesom en rystelse klar over, at min bevidsthed atter var vendt tilbage til mit legeme, og at jeg var ved at prøve på at trække vejret. Dette var den eneste ubehagelige ting under hele oplevelsen. Det lykkedes, og snart kunne jeg også bevæge mine lemmer påny... Jeg har aldrig haft denne oplevelse senere."
Anonym (d)



(c) Mysteriesamfund Thorstein Wereide
(d) Mystik og Mystikere Aage Marcus

Indvielsen
"Jeg sad paa Pynten ved Sundets bred,
Himlene smilte,
Og saa med længsel i Dybet ned,
Bölgerne hvilte,
Da hælded´ Solen til Havets Bryst
og rundtom rödnede Luft og Kyst

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenröde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig Gav,
nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hjerte slog varmt og Kiærligt i Alt,
I alt mig vinked´ min egen gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer vel Anelse, Drøm og Sang
Hiertet sin længsel,
Dog brænder mig kysset, jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!"

A.W.Schack Von Staffeldt Digte 1804