|
Abstraktionsniveau
Apokalytisk
Arkaisk
Elfenbenstårn
At sige om nogen, at han lever i et elfenbenstårn, er
blevet en af de mest fornærmende bemærkninger, man kan gøres uden at det
fører til en injuriesag. Den kombinerer kendemærket på egocentrisk
selv-isolation (på grund af tårnet) med snobberi (på grund af
elfenbenet) og drømmende uvirksomhed (på grund af begge). (...)
Hvad ved vi da om dette billedes oprindelse og historie? Det ser ud til,
at historien begynder ret sent, i 1837, da den franske digter
Charles-Augustin Sainte-Beuve i Pensées d'Aout sætter victor
Hugo, den 'dristige frihedskæmper', som løfter sin politiske
overbevisnings banner i kamp, i modsætning til den 'reserverede' Alfred
de Vigny, som, om end han deler Hugos overbevisninger, 'trækker sig
tilbage før middag som til sit elfenbenstårn' (... et Vigny, plus
secret comme en sa tour d'ivoire avant midi retrait).
Her fremstår elfenbenstårnet for første gang som symbolet på, at en mand
trækker sig tilbage fra et aktivt liv og sit 'sociale ansvar' til en
intelektuel afsondrethed og får en mild irettesættelse (som en anden
digter, i dette tilfælde en englænder, skulle udtrykke det omtrent
halvtreds år senere) for at 'lukke sig inde i selvisk lyksalighed'. Jeg
siger 'mild irettesættelse', fordi misbilligelsen oprindeligt var
blandet med respekt. Trykket blev ofte lagt på lyksalighed og slet ikke
på selviskhed.
Den ensomme tænker, der iagttages udefra, har altid været genstand for
latter (lige fra Aristofanes til New York-værtinden, som engang spurgte
mig: 'Er det sandt, at I professorer på instituttet har tænkebokse?');
men han var ikke genstand for ubetinget fordømmelse. Det, der føles så
uhyrligt, er den kendsgerning, at hans tårn består af et så kostbart, så
aristokratisk og samtidigt så skrøbeligt et materiale som elfenben.
Netop denne forestiling - forestillingen om at tårnet, den ensomme
intellektuelles tårn, er bygget af det, Henry James kalder 'den sjældne
substans' - er imidlertid baseret på en besynderlig fejlopfattelse.
(...)
Fra et rent verbalt synspunkt er udtrykket tour d'ivoire,
'elfenbenstårn', et direkte citat fra den eneste kilde, det optræder i
før Sainte-Beuve, nemlig Højsangen, kap. 7, vers 4. Her siger
brudgommen til bruden: 'Din hals er som et elfenbenstårn' (collum
tuum sicut turris eburnea). I betydningen er der imidlertid
himmelvid forskel på den måde, billedet anvendes i Højsangen, og
den måde Sainte-Beuve anvender det. For det første har Sainte-Beuve
flyttet kvaliteten elfenben fra sammenligningens genstand til dens
medium. (...)
For det andet og hvad der er vigtigere, har det, som tårnet fremkaldte i
Højsangen, intet som helst at gøre med afsondring eller
isolation. Denne bibetydning tilhører en helt anden litterær tradition,
der har fundet sit ædleste udtryk i Miltons dialog mellem Allegro,
den muntre, udadvendte mand, og Penseroso, den tænksomme mand,
som dyrker den ensomme meditation:
Eller lad min lampe ved midnatstimen
Blive set i et højt ensomt tårn
hvor jeg ofte våger længere end Bjørnen.
Vi ved tilfældigvis, at Sainte-Beuve nærede dyb beundring for Miltons
dialog, og det var måske i erindring om Milton, at han genfortolkede et
dristigt, erotisk billede på fysisk skønhed til et symbol på åndelig
isolation. (...)
Tårnbeboerne kan da lige så godt stille sig tilfreds med at blive, hvor
de er, og med at bruge de evner til at iagttage, tænke og bruge deres
fantasi, som forsynet har valgt at skænke dem; gøre deres arbejds- og
kommunikationsteknik perfekt; og hvis lejligheden byder sig til at
'signalere hen langs rækken fra top til top'. Ved at gøre det vil de
automatisk bidrage til at skabe vor verden ('Ingen kan forhindre, at
matematik en gang imellem bliver anvendt', sagde en af mine gode vener),
og de vil måske gøre det mere effektivt end ved at klatre ned fra tårnet
og tilbede projekter. (...)
Ved at tale både om 'iagttagelse' og 'tanke' og 'fantasi' har jeg
antydet en anden egenskab ved tårnet. Det er, som Milton selv ikke
undlod at betone, ikke blot 'ensomt', men også 'højt'. Højde udvider
selvfølgelig iagttagerens horisont og sætter ham således i stand til at
se tingene i et perspektiv, der er temmelig forskelligt fra det
perspektiv, de ses i, når de hvirvler rundt om ham i jordhøjde. (...)
Manden på jorden har magt til at handle, men han magter ikke altid at
se, og han kan heller ikke undfly det net, som skæbnen og hans egne
forudgående handlinger har spundet ham ind i. Manden i tårnet har magt
til at se, men magter ikke at handle; det eneste han kan gøre, er at
advare. Og her støder vi på noget, der alligevel udgør en slags 'social
ansvarlighed' - en ansvarlighed der tilfalder tårnbeboeren ikke på trods
af, men på grund af at han bor i et tårn, og en ansvarlighed som
tårnbeboeren på Charles flodens bredder aldrig har nægtet at påtage sig.
Afsondrethedens tårn, 'den selviske lyksaligheds' tårn,
meditationstårnet - dette tårn er også et vagttårn. Når som helst
beboeren opdager en fare for liv eller frihed, har han lejlighed, ja
endda pligt til ikke blot at signalere 'langs rækken fra top til top',
men også til at råbe til dem på jorden med en spinkel chance for at
blive hørt.
Sokrates, Erasmus fra Rotterdam, Sebastian Castellio, Galilei, Voltaire,
Zola, de syv professorer fra Göpttingen, Albert Einstein - der alle var
tårnbeboere om nogen - opløftede deres røst, når de følte, der var fare
for friheden. Og skønt disse stemmer ofte blev ignoreret eller endog
bragt til tavshed i deres tid, ringer de fortsat i eftertidens øren.
Lad mig til slut endnu engang vende tilbage til Højsangen for at
finde ud af, hvad det såkaldte elfenbenstårn i Højsangen i
virkeligheden var for noget. Det er ikke blot i syvende, men også i
fjerde kapitel, at den elskedes hals sammenlignes med et tårn. Men i
denne anden passage er der ingen attributoverførsel; her refereres der
ikke til et elfenbenstårn; det beskrives som en bygning, der endog er
mere frygtindgydende end blot et vagttårn: 'Din hals er som Davids tårn,
der er bygget som våbenkammer, hvorpå der hænger tusinde skjolde, alle
mægtige mænds skjolde.' Det er op til de mægtige mænd at få fat i
skjoldene og bruge dem i kamp. Vagten kan kun alarmere. Men for i det
mindste at kunne gøre så meget må han blive i tårnet.«
Eksistentialisme
Eklektisk
Elitære
Epokalt
Faktion
Blanding af fiktion og fakta
Fetish
Finlitteratur
Fluktuationer
Fragmentariske
Frihed, lighed og broderskab
Global
Village
Haiku
Hybrid
Hype
Kollektive
Knækprosa
l´art pour lárt
Kunst for kunstens egen skyld
Magisk realisme
Muse
Mystik
Narcissisme
Nihilisme
Ode
Opium for
folket
Karl Marx:
religion er opium for folket
Platonisk kærlighed
Poesiens blå blomst
I den tyske romantiske digtning anses Novalis billede af "Poesiens
blå blomst", der på jorden afspejler det evige og det himmelske for et
højdepunkt.
Polyfone
Pseudo
Puer Eternus
Subtil
Sufi
Synæstesi
The
global Village
Zen
|
