Link om  Egils saga

Om Skallagrims børn

Skallagrim og hans kone Bera Yngvardatter fik mange børn, men alle de første døde. Da fødtes der dem en søn, som blev vandøst og kaldt Thorolf. Da han voksede op, blev han tidligt stor af vækst og smuk at se til; alle sagde, at han var Thorolf Kveldulfsson, efter hvem han var opkaldt, op ad dage. Thorolf var langt forud for sine jævnaldrende i kræfter, og da han blev voksen, overgik han de fleste mænd i alle idrætter. Han var ven og blev meget yndet af folk; også med forældrene stod han sig godt. Der var to døtre; den ene hed Sæun, den anden Thorun; også de tegnede godt i opvæksten. Da kom der endnu en søn; han blev vandøst og fik navnet Egil. Og da han voksede op, kunne det straks ses på ham, at han ville blive meget som sin fader han var sorthåret. Allerede da han var tre år gammel, var han større og stærkere end drengebørn ellers, når de er seks eller syv. Han ytrede tidligt gaver for at belægge sine ord. Men han var temmelig slem at forliges med, når han legede med andre drenge.

Det forår rejste Yngvar til Borg for at indbyde Skallagrim på besøg hos sig sammen med Bera og sønnen Thorolf, samt hvem Skallagrim ellers ville tage med sig. Skallagrim lovede at komme, hvorpå Yngvar drog hjem og lavede til gilde og lod brygge øl. Da dagen kom, begav Skallagrim sig af sted sammen med Bera og Thorolf samt nogle andre husfæller, ialt femten. Egil sagde til sin fader, at han ville med; han mente, han var lige så indbudt som Thorolf. "Du kan ikke komme med," sagde Skallagrim, "for du kan ikke klare dig mellem mange mennesker, når de har drukket; selv kan du i ædru tilstand være vanskelig nok." Derpå steg Skallagrim på sin hest, og de red deres vej. Men Egil ville ikke finde sig i sin lod; han løb ud af gården og fandt et af faderens øg, sprang på ryggen af det og red efter de andre. Han havde vanskeligheder ved at finde over kærene, da han ikke kendte vejen; men nu og da så han, hvor de andre red, når ikke høje eller træer var imellem. Så meget er sikkert, at sent om aftenen, da man sad ved drikken på Alftanæs, ankom Egil. Da Yngvar så ham komme ind i stuen, tog han på det venligste imod ham og spurgte ham, hvorfor han kom så sent. Egil sagde grunden. Da satte Yngvar Egil ved sin side lige overfor Skallagrim og Thorolf. Man morede sig ved øllet med at digte vers. Og da digtede Egil følgende:

4.Gerne iler, Yngvar,
gæsterne til din arne;
kendt er du, glade giver,
for at fjerne guldet fra dig.
Så du (rundhåndet Yngvar
rækker bestandig ringen)
treårig dreng digte
(bedstefar!) bedre drapa?

Yngvar bekendtgjorde digtet og takkede Egil vel derfor; dagen efter overrakte han Egil i skjaldeløn tre sneglehuse og et andeæg. Dagen efter igen fremførte Egil ved gildet en strofe, han havde gjort om sin digterløn:

5. Tre af havdybets huse
har den herlige giver,
Yngvar, (som altid gavmild)
Egil, skjalden, foræret.
Den store styrer af skibe
stablede gave på gave:
Lykkelig ejer af ande-
ægget priser sig Egil.

1  tilbage

Egil indlagde sig tak for sit skjaldskab hos mange. Flere efterretninger har man ikke om dette gilde. Så rejste Egil atter hjem med sin fader.
 

Bjørn Brynjolfsson

Her må nu omtales en mand, hvis forhold og familie kom til at gribe ind i Skallagrimssønnernes skæbne.

På Aurland i Sogn (Denne handling foregår i Norge) boede en mand ved navn Brunjolf, søn af Bjørn herse; han havde to sønner, og Thord. De var unge mænd, da dette hændte. Bjørn (Brunjolfs søn - samme navn som bedstefaderen) var søfarer, snart var han i viking, snart på købmandsrejser; han var en rask og modig mand. En sommer hændte det, at Bjørn var tilstede ved et gilde i Fjordene
(I Norge), hvor mange folk var kommen sammen; der så han en smuk pige, som han blev indtaget i. Han spurgte sig for om hendes familie og fik fortalt, at hun var en søster til hersen Thorer Roaldssøn og hed Thora med tilnavnet Hladhønd. Bjørn friede, men fik afslag af broderen, og med det skiltes de. Samme høst sejlede Bjørn med et væbnet følge til Fjordene og kom til Thorers gård på et tidspunkt, da han ikke var hjemme; her bortførte han Thora Hladhønd og tog hende med sig hjem til Auriand. De var der om vinteren, og Bjørn ville holde bryllup med Thora; men hans fader Brynjolf syntes ikke om, at Bjørn havde påført Thorer skam, for mellem Thorer og Brynjolf bestod der et gammelt venskab. Han forbød derfor Bjørn at holde bryllup med Thora uden broderens tilladelse; imidlertid kunne hun blive der, og Brynjolf ville behandle hende som sin datter; Bjørn fik betragte hende som en søster. Og det blev i Brynjolfs hus sådan, som han ville have det, hvordan det så smagte Bjørn. Brynjolf lod bud gå til Thorer herse og tilbød afbigt og erstatning for det overgreb, Bjørn havde tilladt sig. Thorer bad Brynjolf sende Thora hjem; på andet vilkår kunne der ikke tales om forlig. Men Bjørn ville under ingen omstændigheder lade hende rejse, endskønt Brynjolf forlangte det; og på den måde hengik vinteren. Da det

2  tilbage

blev forår, talte Brynjolf og sønnen en dag sammen om sagerne, og Brynjolf spurgte Bjørn, hvad han tænkte på. Bjørn fandt det nærliggende at foretage en rejse og bad faderen forsyne ham med et langskib med samt mandskab, for at han kunne gå i viking. Det viste Brynjolf sig ikke tilbøjelig til, for, som han sagde, hvis han gav ham et hærskib og en stor besætning at råde for, kunne han vente sig flere vidtløftigheder af ham, end han allerede havde haft; et købmandsskib derimod ville han give ham og dertil varer, så kunne han rejse sydpå til Dublin, hvor alle nu søgte hen, og til det formål ville han give ham en god besætning med. Bjørn føjede faderen og tog mod tilbudet. Skibet blev udrustet og alt sat i stand; men Bjørn havde stadig noget at tøve efter. Endelig, da han var rejsefærdig og vinden god, gik han i en båd med tolv mand og roede ind til Aurland, gik hen til gården og ned i dyngjen, hvor hans moder sad sammen med alle kvinderne. Mellem dem var Thora. Bjørn sagde, at hun skulle rejse med ham, og de førte hende bort. Men moderen sagde til de andre kvinder, at de skulle ikke vove at sige det inde i stuehuset til Brynjolf; han ville tage på veje, hvis han fik det at vide, og det ville give anledning til stor opstandelse mellem fader og søn. Thoras klæder og kostbarheder var lagt frem, lige til at tage, og Bjørn tog det med sig altsammen. Om natten roede de ud til skibet; derpa hejsede de sejl og stævnede ud gennem Sognefjord og ud i havet. Vinden blev ikke ved at være gunstig; de fik hård sø og tumledes længe omkring på havet, fast besluttet på at holde sig så fjernt fra Norge som mulig. Omsider nåede de ind på Østsiden af Hjaltland (Shetlandsøerne) i en storm og fik skade på skibet, da de landede ved Mosø. Her lossede de skibet og førte alle deres varer op på borgen, som var der. Derpå satte de skibet op og udbedrede det havari, det havde lidt.

Kort før vinteren kom der et skib til Hjaltland fra Orknøerne søndenfor og kunne fortælle, at et langskib om høsten var løbet ind til Orknøerne med sendemænd fra kong Harald 

3  tilbage

til Sigurd jarl. De havde befaling fra kongen om at lade Bjørn Brynjolfsson dræbe, hvis man lagde hånd på ham, og samme befaling var udgået til Sydøerne, lige til Dublin. Disse tidender spurgte Bjørn, med samt at han var gjort fredløs i Norge. Straks han var kommen til Hjaltland, havde han holdt bryllup med Thora. Om vinteren blev de siddende på Mosøborgen. Men tidligt på våren, så snart søen lagde sig, satte Bjørn sit skib på søen og gjorde sig rede for fuld kraft, og da alt var i orden og børen god, sejlede de ud på havet. De fik en hård vind og var kun kort tid undervejs, før de nåede op sønden under Island. Her blev de drevet vesterud og ud i havet igen; men da vinden vendte sig, nåede de ind til landet. Der var ingen om bord, der havde været på Island før. De sejlede ind ad en mærkelig stor fjord og blev i begyndelsen ført langs den vestre strand. Da de kun så brænding, krydsede de østefter, til de så en mindre fjord for sig; der sejlede de ind, til de var fri af brænding og skær. Et næs gik ud med en ø udenfor og et dybt sund imellem; her lagde de til med skibet. Der gik en vig ind på vestsiden af næsset, og her kom en stor klippe eller naturlig borg til syne. Bjørn gik i en båd med nogle mænd; i forvejen havde han sagt til alle sine ledsagere, at de skulle vare sig for at sige noget om deres forhold, som kunne blive dem til fortræd. De roede op til gården og traf der nogle mænd, hvem de spurgte, hvad stedet hed, hvor de var kommen i land. De fik at vide, at det var Borgefjord og gården Borg, hvor Skallagrim boede. Bjørn vidste straks besked og fremstillede sig for Skallagrim. De taltes ved, og Skallagrim spurgte, hvad det var for mænd, han havde for sig. Bjørn navngav sig og sin fader, og Skallagrim, som var en god bekendt af Brynjolf, tilbød ham straks gæstevenskab, hvilket Bjørn med tak tog imod. Skallagrim spurgte, hvilke flere mænd af anseelse der fremdeles var på skibet, og Bjørn sagde, at der var Thora Roaldsdatter, en søster til Thorer herse. Herover blev Skallagrim meget glad og sagde, at enhver gæstfrihed, hun

4  tilbage

trængte til, og som han havde evne til, skulle vederfares hans fosterbroder Thorers søster. Han indbød Bjørn og hans hustru til sig sammen med hele hans skibsmandskab. For det takkede Bjørn. Ladningen blev da flyttet fra skibet og op på tunet på Borg; der satte de deres boder op; men skibet blev ført op i en å i nærheden. Stedet, hvor Bjørn havde sine boder, bærer endnu navn efter ham. Bjørn og alle hans skibsfæller blev optaget som gæster af Skallagrim. Skallagrim havde aldrig færre folk omkring sig end tresindstyve våbenføre karle.

Om høsten, da der var kommen et skib fra Norge til Island, bragte det rygtet med sig om, at Bjørn var løbet bort med Thora imod hendes frænders tilladelse, og at kongen af den grund havde gjort ham landflygtig fra Norge. Da Skallagrim hørte det, kaldte han Bjørn til sig og spurgte, hvordan det hang sammen med hans giftermål, og om det var sluttet med hendes frænders minde. "Jeg havde ikke ventet mig det af Brynjolfs søn," sagde han, "at han ville skjule sandheden for mig." Bjørn svarede: "jeg har kun sagt dig, hvad der er sandt, Grim; at jeg ikke har sagt dig mere, end du spurgte om, må du have mig undskyldt. Men nu skal jeg vedgå, at du har hørt rigtigt; giftermålet med Thora fandt ikke sted med hendes broder Thorers samtykke."
Da sagde Skallagrim og var meget vred: "Hvor kunne du have den dristighed at indfinde dig her hos mig? Eller vidste du ikke, hvilket venskab der bestod mellem mig og Thorer?" Bjørn siger: "Jeg vidste, at I var fostbrødre og de kæreste venner. Til dig kom jeg, fordi jeg nu landede her, og fordi jeg vidste, jeg ikke kunne undgå dig. Men nu er det i din hånd, hvad lod der skal times mig. Jeg venter mig støtte af dig, siden jeg nu har til huse hos dig." Thorolf, Skallagrims søn, trådte til og lagde mange gode ord ind for Bjørn, bad faderen ikke regne ham dette til forseelse, da han dog havde taget imod ham. Mange andre føjede deres forbøn til. Det blev da til, at Skallagrim lod sig formilde. Thorolf, sagde

5  tilbage

han, fik råde. "Og tag du dig så af Bjørn, når du vil have det sådan, og giv ham den behandling, du vil."
Om sommeren fødte Thora et barn; det var en pige; hun blev vandøst og fik navnet Asgerd. Bera satte en kvinde til at passe barnet. Bjørn og alle hans skibsfolk var om vinteren hos Skallagrim, og Thorolf sluttede sig nøje til Bjørn og var altid i hans selskab. Og da våren kom, gik Thorolf en dag til sin fader og spurgte ham, hvordan han agtede at stille sig til sin vintergæst Bjørn. Grim spurgte Thorolf, hvad han selv mente om sagen. "Det mener jeg at vide," siger Thorolf, "at Bjørn vil helst rejse tilbage til Norge, hvis han kunne få lov at leve i fred der. Nu har jeg fået den tanke, fader, at du kunne sende mænd til Norge og byde forlig for Bjørn; Thorer vil lægge megen vægt på dine ord." Og så langt kom Thorolf med sine overtalelser, at Skallagrim lod sig bøje og udrustede folk til udenlandsrejse om sommeren. Disse mænd rejste med besked og jærtegn til Thorer Roaldsson og indledte forlig til fordel for Bjørn. Så snart Brynjolf, Bjørns fader, fik dette at vide, lagde han al sin indflydelse til for at skaffe Bjørn forlig. Thorer indgik da på det, da han indså, at han alligevel, som det var, ikke kunne nå Bjørn. Brynjolf ordnede forliget for sønnen. Skallagrims sendemænd blev vinteren over hos Thorer, og Bjørn hos Skallagrim. Næste sommer rejste sendemændene tilbage og kom om høsten til Island med den tidende, at Bjørn havde fået fred igen i Norge. Denne tredje vinter blev Bjørn hos Skallagrim; men om våren rustede han sig til bortrejse med samt de mænd, der var kommen med ham. Men da Bjørn var rejsefærdig, erklærede Bera, at hun ville beholde Asgerd hos sig til opfostring; det tog Bjørn og hans kone imod, og således blev barnet tilbage og fødtes op hos Skallagrims. Bjørn gav ham og Bera gode gaver. Thorolf derimod, Skallagrims søn, rejste med Bjørn og blev vel udstyret af sin fader dertil. De havde en god rejse, kom af rum sø ind til Norge lige ud for Sognefjord, og Bjørn sejlede hjem til sin fader. Frænderne

6  tilbage

mødtes nu fra begge sider, og forliget blev bekræftet: Thorer herse udredte sin søsters medgift, og han og Bjørn kom i den bedste forståelse med hinanden. Bjørn blev derpå hjemme på Aurland hos faderen. Thorolf Skallagrimsson opholdt sig hos dem med megen gammen og i yndest hos dem begge.
 

Thorolf og Erik Blodøkse.

Da Bjørn og Thorolf havde været en vinter i Norge, og det blev forår igen, bemandede de skib og sejlede i viking i Østerleden, vendte tilbage om høsten og havde gjort godt bytte. Da de kom hjem, hørte de, at kong Harald var på Rogaland og ville blive der om vinteren. Kong Harald begyndte at ældes nu, og mange af hans sønner var vokset op. Den af dem, der hed Erik med tilnavnet Blodøkse, var endnu ung; kong Harald satte ham højest af sine sønner. Han blev opfostret hos hersen Thorer Roaldsson, som stod i den største yndest hos kongen. Og da Bjørn og Thorolf efter deres hjemkomst besøgte Thorer, kom de der i berøring med kongesønnen.

De kom sejlende i et fartøj, en karve, som de havde taget om sommeren i viking; den blev roet af tolv mand på hvert bord og havde en besætning på tredive mand; karven var malet overalt over vandgangen og et meget smukt skib. Hos Thorer blev de vel modtaget og dvælede der nogen tid. Skibet flød tjeldet udenfor i stranden, og en dag, da Bjørn og Thorolf kom ned til det, så de Erik kongesøn stå og betragte det; snart gik han ud på det og snart i land igen og stod og betragtede det. Da sagde Bjørn til Thorolf: "Kongesønnen er meget forset på skibet; byd du ham det som foræring; jeg ved, det vil gøre et godt indtryk på kongen, hvis vi har Erik til at tale for os. Kongen, har jeg hørt sige, skal være dig fjendtlig stemt på grund af din fader." Thorolf fandt rådet godt; de gik ned til skibet, og Thorolf siger: "Du ser nøje på skibet, kongesøn; hvordan synes du om det?" "Godt," siger han, "jeg har aldrig set smukkere skib," siger

7  tilbage

han. "Da vil jeg give dig det," siger Thorolf, "hvis du vil tage imod det." "Jeg vil tage imod det," siger Erik, "og kanske du synes, det er en ringe gengæld, hvis jeg lover dig mit venskab for det; men det kunne dog måske betyde noget, hvis jeg lever." Thorolf siger, at den udsigt forekom ham langt mere værd end skibet. Dermed skiltes de; men sidenhen var kongesønnen altid glad for Thorolf. Bjørn og Thorolf snakkede nu med Thorer herse og forskede efter, hvordan det havde sig med kongen, om han virkelig var fjendlig stemt mod Thorolf. Thorer kunne ikke dølge, at han jo havde hørt det. "Da ville jeg bede dig om", siger Bjørn," at tage til kongen og tale Thorolfs sag hos ham, for hans sag skal også være min sag. Sådan gjorde han ved mig da jeg var på Island." Det blev til, at Thorer lovede at rejse til kongen; han bad dem gøre et forsøg på at få Erik kongesøn til at følge med; og da Bjørn og Thorolf bragte dette videre til Erik kongesøn, lovede han dem sin forbøn hos kongen. Derpå rejste Bjørn og Thorolf hjem til Sogn. Men Thorer og Erik gik om bord i den nyerhvervede karve og sejlede sydpå til Hordaland, hvor de traf kongen, som tog venligt imod dem. De blev der nu nogen tid og afventede en lej lighed, hvor kongen var i godt lune, og kom da frem med deres ærinde, at der var kommen en mand til landet, som hed Thorolf, en søn af Skallagrim, "og nu ville vi bede dig, konge, at du vil mindes det gode, hans frænder har gjort imod dig, og ikke lade ham undgælde for, hvad hans fader forbrød, idet han hævnede sin broder." Thorer belagde sine ord med lempe; men kongen svarede temmelig kort og sagde, at Kveldulf og hans sønner havde tilføjet ham og hans megen skade, og at denne Thorolf mest sandsynlig var sine frænder lig. "De er ustyrlige folk," sagde han, "uden mådehold og uden ringeste hensyn til, hvem det er, de har med at gøre." Nu tog Erik ordet og sagde, at Thorolf havde gjort ham en venskabsbevisning ved at forære ham den dyreste kostbarhed, det skib, kongen kunne se, de var kommen i. "Og jeg

8  tilbage

har lovet ham mit fulde venskab. Hvis jeg ikke gør noget igen, er der ikke mange, der vil være venner med mig. Det må du ikke lade ske, fader, overfor den mand, der har været den første til at forære mig en dyrebarhed." Det blev da til, at kongen lovede dem, hvad de bad om, at Thorolf skulle have fred, hvad ham angik. "Men jeg vil ikke have, han kommer mig for øje. Du får elske ham og hans frænder, så meget du vil; men enten vil de vise sig føjeligere mod dig, end de har været mod mig, eller også kommer du til at angre din forbøn, hvis du beholder ham ret længe hos dig." Derefter rejste Erik Blodøkse og Thorer hjem til Fjordene, hvorfra de sendte bud til Thorolf om, hvordan udfaldet var bleven hos kongen. Thorolf og Bjørn opholdt sig om vinteren hos Brynjolf på Aurland. I flere påfølgende år lå de nu i viking om sommeren, men tilbragte vintrene enten hos Brynjolf eller hos Thorer.

Erik Blodøkse fik imidlertid del i landsstyrelsen. Han havde forleningen over Hordaland og Fjordene. Han omgav sig nu med hirdmænd, og et forår udbød han leding for at drage til Bjarmeland og rustede sig stærkt til dette tog. Thorolf Skallagrimsson fulgte med Erik og var i stavnen på hans skib og bar hans mærke. Thorolf var større og stærkere end de fleste folk og lignede deri sin fader. Denne Bjarmelandsfærd blev meget omtalt; Erik leverede bjarmelænderne et stort slag ved floden Dvina og sejrede, som det siges i de drapaer, man har om ham. På dette tog var det, han fik Gunhild, Øssur Totes datter, og havde hende hjem med sig. Gunhild var den smukkeste af alle kvinder, den klogeste og dertil kyndig i overnaturlige ting. Thorolf stod sig ganske særligt vel med Gunhild. Han opholdt sig fra nu af hos Erik om vinteren, men om somrene var han i viking.

9  tilbage
 

Thorolf besøger sin fader

En sommer gjorde Thorolf Skallagrimsson sig i stand til en købmandsrejse. Det var hans hensigt at rejse til Island og se til sin fader. Han havde været borte længe nu, havde samlet sig rigdomme og store kostbarheder. Da han var rede, tog han afsked med kong Erik, og inden de skiltes, overgav kongen Thorolf en økse, som han skulle give fra ham til Skallagrim. Det var en stor, guldindlagt økse, som fortil løb ud i et horn, skaftet beslået med sølv, et uvurderligt pragtstykke. Thorolf havde en lykkelig rejse, løb ind i Borgefjord og begav sig straks til sin fader. Der blev stor gensynsglæde. Skallagrim gjorde genbesøg hos Thorolf på hans skib, hvorpå han lod skibet sætte op, og Thorolf drog hjem selvtolvte til Borg. Så snart han var kommen hjem, bragte han Skallagrim kong Eriks hilsen og overgav ham øksen; Skallagrim tog øksen, holdt den op og så på den en tid, men udtalte sig ikke om den; derpå hængte han den op over sin plads. En dag om høsten lod Skallagrim en hel del kvæg drive hjem, som skulle slagtes. Udenfor huset lod han to okser stille sammen med halsene overkors, derpå tog han en passende stor kampesten, som han skød ind under halsene. Han gik nu til med kongegaven, den uforlignelige økse, og huggede begge okserne på en gang over halsen, så at hovederne skiltes fra kroppen på dem begge; men øksen for ned i stenen, så at eggen sprang af, og den revnede helt op gennem hærdningen. Skallagrim så på eggen, men udtalte sig ikke; han gik ind i ildhuset, steg op på en af vægstokkene og skød øksen ind på bjælken over døren. Der blev den liggende hele vinteren.

Om våren lod Thorolf sig forlyde med, at han agtede at rejse udenlands om sommeren. Skallagrim frarådede ham det og sagde, at man gjorde bedst i at køre hjem, mens vognen var hel. "Du har gjort berømmelige rejser nok, og, som man siger, flere rejser er farligere end få. Tag du hellere ved en sådan part af ejendommen her, som du synes er nok til

10 tilbage

at gøre dig til en stormand." Thorolf indvendte, at han havde endnu denne ene rejse at gøre i et bestemt, vigtigt ærinde. "Men når jeg kommer tilbage næste gang, da har jeg i sinde at slå mig ned for bestandig. Din fosterdatter Asgerd skal imidlertid rejse med mig til sin fader i Norge; det bad han mig om, da jeg rejste derfra." Skallagrim bad ham råde sig selv og tilføjede: "Men det siger min hu mig. at hvis vi skilles nu, så vil vi aldrig se hinanden mere. "Thorolf gjorde nu sit skib færdig og førte det ud til Digranæs, hvor han ventede på bør. Asgerd rejste med ham, ligeså Egil, hvorom siden nærmere.

Men inden Thorolf forlod Borg, gik Skallagrim ind og tog øksen ned fra dørbjælken, kongegaven, og kom ud med den. Skaftet var nu helt sort af røg og øksen rusten. Skallagrim synede eggen på øksen. Derpå gav han den tilbage til Thorolf og føjede følgende vers til:

6 .Ødt og revnet er eggen
på øksen, den kongegave!
Blodøksens gave er blød,
den bider ikke oftere.
Lad falskneriet fare
Sodet tilbage til fyrsten!
Bedre var det, om øksen
aldrig havde set Island.
 

Om Egils ungdom.

På Island var det hændt, medens Thorolf havde været borte, at Skallagrims datter Thorun var bleven gift med en mand ved navn Geir, hvis fader Ketil Blund nylig var kommen ud til Island, hvor Skallagrim havde givet ham land. De blev efterhånden et helt folk på denne del af landet; efter de store kærstrækninger, med et gammelt ord myr, fik de navn af myremændene. Boldspil og andre lege var meget i brug den gang. Skallagrim

11 tilbage

 yndede styrkeprøver og anden idræt. Der var god tid på stærke mænd i den kreds den gang; men ingen kunne måle sig med Skallagrim, uagtet han begyndte at blive til års nu. Skallagrims søn Egil, som nu var en stor dreng, var ivrig efter at brydes; han var meget kappelysten og opfarende, og alle lagde deres sønner på sinde, at de skulle give efter for Egil. En god ven af Egil var Thord, søn af Grane på Granestad; han var en meget håbefuld ung mand. En gang blev der afholdt boldspil på græsmarkerne ved Hvidå, et efterår, med almindelig tilslutning fra folk i hele herredet. Også Skallagrims hjemmemænd tog af sted til de store lege, mellem dem først og fremmest Thord Granesøn. Egil bad Thord om lov til at følge med til legene; det gav Thord ham lov til og tog ham med op bag på hesten. Da de kom til legestævnet, havde mændene fordelt, hvem der skulle spille mod hvem. Der var også kommen mange drenge, som havde deres lege for sig. De blev også fordelt, og Egil kom til at prøve sig med en dreng, der hed Grim, en søn af Hegg på Heggstad; Grim var både ældre og stærkere end Egil. Under spillet klarede Grim sig bedst; da blev Egil vred, løftede boldtræet og slog til Grim; men Grim greb ham og kørte ham i jorden, bankede ham igennem og truede ham med at lemlæste ham, hvis han ikke styrede sig. Da Egil var kommen på benene igen, gik han ud af legen, og de andre drenge gjorde nar af ham. Egil løb hen til Thord Granesøn og sagde ham, hvad der var overgået ham. Thord sagde: ,,Jeg skal gå med dig, det skal vi hævne." Han gav ham i hånden en skægøkse, som folk i almindelighed gik med den gang, og de gik hen til drengelegepladsen. Grim havde just grebet bolden og kastede den, og de andre drenge løb efter den; da sprang Egil til og huggede Grim i hovedet med øksen, så at den stod ned i hjernen. Egil og Thord gik straks deres vej hen til deres egne folk. Man greb til våben på begge sider; Oleif Hjalte stillede sig på mændenes side fra Borg, så at de blev de mandsstærkeste, og der blev ikke mere af striden den

12  tilbage

gang. Men heraf opkom der et mellemværende mellem Oleif og Hegg, fader til den dræbte Grim; de sloges på Laksfit ved Grimså, og der faldt syv mand; Hegg blev dødelig såret og hans broder Kvig dræbt. Da Egil kom hjem, ofrede Skallagrim ikke mange ord på sagen; men Bera sagde at Egil var et vikingefrø; det ville være nærliggende, at man gav ham et hærskib, så snart han havde alderen til det. Egil gjorde i den anledning et vers:

7. Det mælte min moder,
at mig skulle købes
fartøj og fagre årer
til fart med vikinger.
At stå op i stavnen,
at styre den kære knarre,
at nedhugge en og anden,
og siden holde i havn!

I tolvårsalderen var Egil så stor af vækst, at få voksne var større, og så stærk, at han var de fleste overlegen i legemsøvelser. Den vinter, da han blev tolv år, var han ofte med til legene. Thord Granesøn var da i tyveårsalderen og en meget stærk mand. Det hændte flere gange den vinter, at Egil og Thord fik Skallagrim til modstander. Og ved en lejlighed, da der var boldspil på Sandvig ved Borg, var Egil og Thord imod Skallagrim, og da blev han træt og tabte overfor dem. Men om aftenen efter solnedgang tog det en værre vending for Egil og Thord; da blev Skallagrim så stærk, at han løftede Thord op og slog ham i jorden så hårdt, at alt i ham knustes; han døde på stedet. Derpå greb Skallagrim fat i Egil. I nærheden var en af Skallagrims trælkvinder, Thorgerd Bråk, som havde været barnepige for Egil, et dristigt kvindfolk, stærk som en karl og kyndig i overnaturlige ting; hun råbte til Skallagrim: ,,Går du nu bersærkergang imod din egen søn!" Skallagrim slap Egil og greb efter hende. Hun tog flugten, og Skallagrim bagefter. Han forfulgte hende 

13  tilbage

helt ud på Digranæs, der sprang hun fra klippen i søen; men Skallagrim kastede en stor sten efter hende, som traf hende mellem skuldrene, og hverken hun eller stenen kom op mere. Stedet hedder endnu Bråksund. Om aftenen, da de kom hjem til Borg, var Egil meget vred. Efter at Skallagrim havde sat sig til bords med alle husfolkene, var Egil endnu ikke kommen til sit sæde. Han gik ind i ildhuset og hen til en mand, som ledede arbejdet og var husforvalter hos Skallagrim, en mand, han satte særlig pris på; ham huggede Egil banehug og gik derpå ind på sin plads. Skallagrim ytrede sig ikke derom, og der blev ikke mere af den sag; men fader og søn taltes ikke ved siden, hverken godt eller ondt, og på den måde gik den vinter.

Sommeren efter var det, Thorolf kom ud til Island, som før fortalt. Om foråret lagde han sit skib sejlklart i Bråksund. Den dag, han var rede til at rejse, gik Egil til sin fader og bad ham give sig rejseudstyr; han agtede sig på udenlandsrejse saranaen med Thorolf. Grim viste ham desangående til Thorolf. Men Thorolf sagde, at han havde ingen lyst til at tage ham med. "Hvis din fader ikke kan styre dig her i sit eget hus, trøster jeg mig ikke til at have dig med udenlands, for der kan det ikke nytte for dig at vise dig med det samme sind som her." ,Så kunne det være," sagde Egil, ,,at ingen af os kommer afsted." Om natten blev det et uvejr med fralandsvind, og da det var bleven mørkt, og det var flodtid, gik Egil ud på skibet, udenenom tjeldene, og huggede fortøjningerne over, hvorpå han skyndte sig i land og skød landgangen bort; skibet drev med det samme ud på fjorden. Såsnart Thorolf mærkede, at skibet drev, sprang de i båden; men vejret var meget for hårdt til, at de kunne udrette noget, og skibet drev over til Andakil og strandede der; men Egil gik hjem til Borg. Da man fik at vide, hvilken streg Egil havde begået, lastede de fleste ham for det; men han sagde, at han snart skulle vise sig i stand til at tilføje Thorolf mere skade og tab, hvis han ikke tog ham med

14  tilbage

på rejsen. Folk mæglede dem imidlertid imellem, så enden blev, at Thorolf tog Egil med, og de rejste da om sommeren.
Såsnart Thorolf var kommen ud på dybt vand tog han øksen, som Skallagrim havde givet ham tilbage, og kastede den over bord, og den flød ikke ikke op siden. Thorolf kom vel over havet og fik landkending udfor Hordaland; han stævnede straks nordpå til Sogn. Her var det hændt om vinteren, at Brynjolf var død af en sygdom, og hans sønner havde skiftet arven. Sønnen Thord fik Aurland, hvor faderen havde boet; han var bleven kongen håndgangen og havde overtaget lensmandsværdigheden. En efterkommer af denne Thord var siden Ingerid, som blev gift med kong Olaf. Bjørn Brvnjolfsson derimod, Thorolfs gode ven, havde overtaget en anden god og anselig gård; han fik ikke i tjeneste hos kongen og blev af den grund kaldt Bjørn høld. Han var en rig og stort anlagt mand. Thorolf fulgte straks hans datter Asgerd hjem til ham, og det blev et glædeligt gensyn. Asgerd var vokset op og bleven meget smuk og klog, dygtig på alle kvindelige områder. Derpå rejste Thorolf på besøg hos kong Erik. Og da de mødtes, bragte Thorolf en hilsen med til kongen fra Skallagrim med samt en udtalelse om, at han med taknemmelighed havde modtaget kongens gave; fremdeles lod han et godt langskibssejl bære frem og sagde, at det var en gave fra Skallagrim til kongen. Kong Erik tog vel imod denne gave og indbød Thorolf til at blive hos sig om vinteren. Thorolf takkede kongen for tilbudet; han havde imidlertid nødvendige ting at snakke med Thorer herse om og tog derfor hen til ham. Han tog ophold hos Thorer, og her blev da Egil indført.

Thorer herse havde en søn ved navn Arinbjørn. Han var noget ældre end Egil. Arinbjørn var allerede da fremragende, en stor idrætsmand; Egil sluttede sig nær til Arinbjørn og søgte allerhelst hans selskab; de skulle siden blive ubrødelige venner. Men mellem Thorolf og Egil var der ikke meget samkvem.

15  tilbage
 

Drabet på Bård.

Om høsten dette år blev Thorolf Skallagrimsson gift med Asgerd, datter af Bjørn Brynjolfsson og Thora Hladhønd. Underhandlinger med slægten gik forud; brylluppet blev bestemt, og da tiden kom, drog Thorolf med samt Thorer herse og hans søn Arinbjørn og alle egnens storbønder afsted til bryllupsstevnet i Sogn. Egil skulle have været med, men blev syg og efterlodes hjemme på Thorers gård.
Han kom sig imidlertid hurtigt, stod op og begyndte at finde det uudholdeligt hjemme, nu alle de andre var borte. Thorer havde en huskarl, der hed Ølver; han var leder af driften på hans gård og skulle inddrive udestående tilgodehavender og forvalte pengene. Ølver var ikke ung mere, men en rask mand. Han skulle på en tur for på Thorers vegne at inddrive nogen landskyld, der var bleven stående om foråret; dertil brugte han et rofartøj med tolv af Thorers huskarle. Egil fik nu lyst til at tage med og sagde det til Ølver, og han tog ham for en god stridsmand mere, siden der var plads på skibet, og Egil kom da med på turen. Han var væbnet med sværd og et spyd af den slags, man kaldte en kesja, samt skjold. På vejen fik de hårdt vejr med modvind og havde et kraftigt roarbejde. De kom om aftenen til Atleø og lagde til land der. Nær ved på øen var der en gård, som tilhørte kong Erik; den bestyredes af en mand ved navn Bård, kaldet Atleø-Bård, en dygtig og betroet mand, men ikke af nogen betydelig slægt; kong Erik og dronning Gunhild satte megen pris på ham. Ølver og hans fæller trak båden på land op over flodmærke og gik op til gården, hvor de traf Bård, hvem de bad om nattely. Bård så, at de var meget våde, og fulgte dem hen til et ildhus noget fra de andre huse; her lod han en stor ild gøre op for dem, så at de fik deres klæder tørret. Han beværtede dem bagefter med smør og brød og lod store bøtter tykmælk sætte frem til dem, beklagede meget, at der ikke fandtes øl i huset, som han ellers gerne ville have givet dem. Ølver og hans svende

16  tilbage

var meget tørstige og søbede af tykmælken; bagefter fik de kærnemælk, som de også drak, og Bård beklagede igen, at han ikke havde bedre drik at give dem. Halm derimod havde han nok af, og det indbød han dem så til at lægge sig i.

Samme aften kom kong Erik og Gunhild til Åtleø, og Bård havde gjort i stand til gilde for dem. Der skulle være diseblot (offerfest for Diserne, gudinder); der var stort gilde og fuldt op af øl inde i stuen. Da Bård forsvandt for at se til sine gæster i ildhuset, spurgte kongen, hvor han var henne, hørte om de fremmede og lod dem hente ind i stuen, da det var Thorers huskarle. Kongen tog vel imod Ølver og bad ham sidde lige overfor sig, hans ledsagere nedenfor; Egil kom til at sidde næst efter Ølver. Nu blev der båret øl for dem, og der blev drukket den ene skål efter den anden; ved hver skål skulle hornet tømmes. Ud på aftenen begyndte Ølvers følgesvende at blive temmelig overkørte; nogle spyede inde i stuen, andre kom uden for døren først. Bård bragte dem øl uafladeligt, og Egil tog hornet, som Bård ville række Ølver. Bård sagde, at han var en tørstig mand, og kom straks med et fuldt horn til ham igen. Egil tog hornet og kvad:

Godt du forstod at gemme
du gæve, øllet til Diserne;
intet øl fandtes i huset,
da Ølver og Egil forsmægtede.
Karlfolks kostbare tørst
forspildte du med kærnemælk!
Længe skal, Bård, man lede
efter lumpnere løgnhals!

Bård bad ham drikke og holde op med sine skoser. Egil drak alle horn ud, som kom til ham, og for Ølver med. Da gik Bård hen til dronningen og sagde, at der var en mand, der gjorde dem skam; hvormeget han så drak, blev han ved at sige, at han var tørstig. Dronningen og Bård blandede da

17  tilbage

forgift i øllet; Bård signede (vel-signe) hornet og gav det til ternen (tjenestepige), som bar det for Egil og bad ham drikke. Egil drog sin kniv og stak sig i indsiden af hånden, ristede runer
på hornet og smurte blod på det.

(Runer består af tegn der er sat sammen af lige streger. Dette gjorde at man
nemt kunne hugge dem ind i hårde materialer som fx sten, jern og træ. Der var ikke mange mennesker der dengang der kunne skrive eller læse. Så derfor blev det at kunne riste runer i starten omfattet som en magisk handling.)

Dertil kvad han:

Runer jeg rister på hornet,
og runerne gør jeg røde,
tegn, som jeg trøster mig til
er selv tyrehorn for stærke.
Brygget, som brave piger
bragte mig, kom lad os prøve det!
Signet har Bård hornet,
se nu her, hvem der segner!

I det samme sprang hornet i stykker, og drikken løb ned i halmen. Nu fik Ølver ondt, og Egil stod op og ledte ham til døren, sit sværd havde han med. Da de var kommen til døren, kom Bård efter dem og bad Ølver drikke afskedsbæger med ham. Egil tog hornet og drak, kvad følgende:

Giv mig øllet! For Ølver
orker ikke mere.
Floden, som springer af hornet,
falder fluks mig i halsen.

Ringe begreb har Bård
om, hvem man skal byde bægret;
ind med øllet, hvor ordet
yngler: på tungen af Egil!

Egil smed hornet fra sig og trak sværdet; det var mørkt i forstuen; han rendte sværdet tværs igennem midten af Bård, så at klingen stod ud af ryggen; Bård faldt død om, og blod det sprøjtede ud af såret. I det samme faldt Ølver, og ud af ham sprøjtede øllet. Egil sprang ud af huset; det var mørkt og uden måne udenfor; han løb, alt hvad han kunne, fra gården Inde i forstuen så de, at to mand var faldne, Ølver

18  tilbage

og Bård. Kongen kom nu til og fik bragt lys, og man så da, at Ølver lå der sanseløs, og at Bård var dræbt; hele gulvet flød med hans blod. Kongen spurgte, hvor den store mand var, der havde drukket mest om aftenen, og man sagde ham, at han var gået ud af døren. Kongen bød, at man skulle lede efter ham og bringe ham til ham. På gården fandt man ham ikke; men inde i ildhuset lå Ølvers mænd, og de kunne fortælle, at Egil var kommen løbende ind efter sine våben og var løbet igen; kongen befalede da sine mænd så hurtigt som muligt at besætte alle de skibe, der lå ved Øen; om morgenen skulle de så eftersøge hele øen og dræbe manden.

Egil søgte i mørket til stranden efter et fartøj; men hvorsomhelst han kom hen, fandt han folk; hele natten gik, uden at han fik skib nogetsteds. Da det blev lyst, befandt han sig på et næs af Atleø; han så da, at der lå en mindre ø udenfor, med et sund imellem, uhyggelig langt. Men der var ikke andet for; han brød spydbladet af stagen og kastede den i søen, pakkede bladet samt hjelm og sværd ind i sin kappe og bandt bylten på nakken; derpå sprang han i sundet o svømmede så længe, til han nåede øen; den hedder Saudø og er en lille, risbevokset ø. Der gik nogle kreaturer, kvæg og får, som hørte til på Atleø . Da han kom op på øen, vred han vandet af sine klæder; det var højlys' dag nu og solen stået op. Kong Erik lod Atleø ransage, da det blev dag; det tog lang tid, for øen er Stor, man fandt ikke Egil. Om aftenen roede tolv mand over til Saudø for at lede efter Egil der. Han så båden komme og ni mand gå op på øen for at lede, tre mand i hvert hold; tre blev tilbage ved båden. Egil lagde sig ned i risene, da båden kom; han ventede, til folkene i land havde fjernet sig så meget fra fartøj et, at der var en bakke imellem; så stod han op og gik ned til båden. De tre, der skulle passe på den, anede ingenting, før Egil var over dem; han huggede straks en af dem banehug; den anden flygtede og løb op ad en

19  tilbage

skrænt; her huggede Egil efter ham og skilte ham ved det ene ben; den tredje løb ud på båden og stagede fra land, men havde ikke løst fortøjningen; Egil halede båden til sig, og de skiftede ikke mange hug, før Egil dræbte ham og kastede ham i søen. Så tog han årerne og roede bort med det tolvårers fartøj, roede hele natten og hele næste dag og nåede omsider hjem til Thorer herse.

Men mændene, som skulle lede på Saudø, de måtte blive der i mange døgn, slagtede af kreaturet til føde og gjorde ild op; de tændte store bål for at blive set ovre fra Atleø, og endelig bemærkede man dem da og hentede dem hjem. Kong Erik rejste imidlertid fra Øen på gæsten andetsteds. Ølver og hans ledsagere havde han ladet slippe uden at gøre ansvar gældende mod dem; de kom hjem før Egil; og da var Thorer herse og Thorolf Skallagrimsson lige netop kommen hjem fra brylluppet. Ølver fortalte dem, hvad der var sket, drabet på Bård med videre; hvad der var bleven af Egil, vidste han ikke, og både Thorolf og Arinbjørn var temmelig uglade; udsigterne var ringe til, at han ville vende tilbage. Men om morgenen kom Egil hjem. Adspurgt om, hvordan han var undsluppen, kvad Egil:

Sådan skiltes jeg
fra Norges beskærmer,
den dådkraftige drot (konge),
med samt hans dronning Gunhild,
at tre af Eriks agtede
følgesvende afgik
(dåden skal ikke dølges)
pludselig ved døden.

Arinbjørn bifaldt denne bedrift og sagde til sin fader, at det var passende for ham at forlige Egil med Kongenn. Thorer sagde, at det ville være de fleste folks mening, at Bård selv havde været ude om sin død. Men det lå til Egils familie at tage for lidt hensyn til kongens vrede, og det blev tungt at

20  tilbage

bære for de fleste. Alligevel ville han denne gang se at forlige ham med kongen. Thorer rejste til kongen; men Arnbjørn blev hjemme og erklærede, at i denne sag ville han stå og falde sammen med Egil. Da Thorer var kommen til kongen, tilbød han bod på Egils vegne, stillede selv sikkerhed og overlod kongen dommen. Kong Erik var meget opbragt, og det var ikke let at komme til rette med ham; han sagde, at nu sandedes det, hvad hans fader havde sagt, at overfor den familie kunne man aldrig føle sig tryg. Han bad Thorer Sørge for, selv om han indgik på forlig, at Egil ikke blev ret længe i hans rige. Men for Thorers skyld endte han dog med at tage bøder for de dræbte mænd. Kongen satte mandeboden, som han syntes, og Thorer betalte, hvorpå han vendte hjem.
 

Egil i Viking.

Vinteren over opholdt Thorolf og Egil Sig uden mislyd hos Thorer; men om foråret udrustede de et langskib, bemandede det og sejlede om sommeren til Østerleden, hvor de hærgede og erhvervede bytte og havde mange træfninger.

I Kurland sluttede de en halv måneds våbenstilstand med indbyggerne og lå og handlede. Og da eden var udløbet, lagde de til forskellige steder og hærgede. Et sted ovenfor en flodmunding var en stor skov; her roede de op til og gik i land, tolv mand sammen på hvert hold, gik gennem skoven, og det varede ikke længe, inden det bebyggede land begyndte. Her overfaldt de landsbyerne og dræbte en del, men resten flygtede; de mødte ingen modstand. Da det led mod aften, lod Thorolf holdene blæse sammen og gå tilbage. Men da de samledes på stranden, var Egil ikke kommen; natten faldt på, og man mente ikke, det kunne nytte at lede efter ham.

Egil var gået gennem skoven med tolv mand og var kommen ud på en stor bebygget slette; kort fra den lå en gård; den satte de ind på, men fandt ingen folk i husene; de tog 

21  tilbage

da alt, hvad der kunne føres med af værdi. Der var mange huse; de blev der længe, og da de kom ud af gården, havde der mellem dem og skoven samlet sig en bevæbnet styrke, som nu søgte imod dem. Der løb et højt stavgærde mellem gården og skoven; Egil bød de andre gå langs gærdet, sådan at man ikke kunne anfalde dem fra alle sider; selv gik han i spidsen, men de andre fulgte efter så nær sammen, at ingen kunne trænge ind imellem og sprede dem. Kurerne angreb dem heftigt, mest med kaste- og skudvåben, men gik ikke i nærkamp. Da Egil og hans fæller var kommen et stykke frem langs gærdet, stødte de på et andet, som mødte gærdet i en vinkel; de kunne ikke komme frem, og kurerne angreb dem i fælden; nogle af dem stak med spyd og sværd igennem gærderne udenfra, andre kastede klæder på deres våben. De blev sårede allesammen, dernæst taget til fange og bundne ført tilbage til gården. Bonden, som ejede den, viste sig at være en rig og mægtig mand; han havde en fuldvoksen søn. Man rådslog nu om, hvad man skulle gøre ved fangerne, og bonden rådede til at slå dem ned med det samme, den ene for fødderne af den anden. Men sønnen gjorde opmærksom på, at det nu var meget for mørkt til, at de kunne have nogen forlystelse af at pine dem først; han bad om at opsætte det til om morgenen. De blev da lukket inde i et hus, forsvarligt bundne. Egil blev bundet til en stolpe på både hænder og fødder. Kurerne gik derpå ind i stuen, spiste og drak og blev meget lystige. Egil rokkede og trak så længe i stolpen, at den løsnede sig i gulvet, lod sig falde med den og smøgede sig fri af den; derpå løste han sine hænder med tænderne, bagefter fødderne, og gjorde nu også sine kammerater fri. De så sig om i huset efter et sted at slippe ud. Væggene var gjort af svære tømmerstokke; men i den ene ende af huset var der en skillevæg af brædder; den rendte de ind og kom nu over i et andet hus, også med tømmervægge; og her hørte de menneskestemmer under deres fødder. De ledte og fandt en lem i gulvet, som de

22  tilbage

åbnede, og under den var der en dyb grube; herfra var det, menneskestemmerne kom. Egil spurgte, hvem de var, og en af dem sagde, han hed Åge, han var dansk, og hans to sønner sad med ham i hullet. Egil hejsede dem op med de reb, de havde været bundne med, og Åge fortalte, de var bleven gjort til krigsfanger forrige sommer. Om vinteren havde han haft det godt nok; bonden havde sat ham til at varetage forskelligt for sig; men sønnerne var bleven gjort til trælle og led derunder; om foråret havde de så gjort forsøg på at løbe bort, men var bleven grebne og havde siden siddet i dette hul. Egil udspurgte dem om indretningen af huset, og om de vidste, hvordan man kunne slippe ud. Åge sagde da, at der var en anden skillevæg, og hvis de brød igennem den, ville de komme ud i en kornlade, hvorfra der var fri udgang. Ad den vej slap de ud i det fri. Det var bælgmørk nat. Her holdt at de skulle skynde sig  til skoven; men Egil spurgte Åge om han, der kendte husene her, vidste af noget sted, hvor løsøre var at få. Åge sagde, at her var løsøre nok oppe i et loftshus, som bonden plejede at sove i, og der fandtes der også våben i overflødighed. Egil førte an derhen. Da de var kommen op ad trappen, så de, at loftet var åbent; der brændte lys derinde, og nogle tjenestefolk var i færd med at rede sengene. Egil bad da nogle blive ude og passe på, at ingen slap ud, sprang selv ind på højenloftet og snappede sig våben, som der var nok af derinde. Alle tjenerne inde på loftet slog han ihjel, og nu forsynede de sig med våben allesammen. Åge gik til en lem, der var i gulvbrædderne, og lukkede den op, sagde, de skulle gå ned i forrådsrummet nedenunder. De tog lys med sig derned, og der var alle bondens skatte, kostbarheder og sølv. Mændene gjorde sig byrder deraf og bar ud. Men Egil tog et stort skrin med sig under armen; og de skyndte sig nu til skoven. Men da de var kommen så langt, standsede Egil og sagde: "Vi har båret os helt forkert ad og ikke, som det sømmer sig for krigere; vi har stjålet bondens gods,

23  tilbage

uden at han ved af det. Aldrig skal det blive siddende på os. Lad os vende tilbage til gården og vise dem, hvad vi har gjort." Det modsatte alle de andre sig, de ville tilbage til skibet. Egil satte skrinet ned på jorden; derpå vendte han i fuldt løb tilbage til gården; og da han kom der, så han opvartningssvende gå fra ildhuset med fade, som de bar ind i huset. I ildhuset var der et stort bål med kedler over; der var lagt træstammer til, som brændte i den ende, der var i ilden; Egil greb en af stammerne og gik til stuehuset med den, stødte den brændende ende op under tagskægget; ilden havde straks fat i tækningen. De, der sad inde i huset og drak, sansede ingenting, før luerne stod ind gennem taget. Nu løb mændene til døren; men der var vanskeligheder med at komme ud, både på grund af det brændende træ, og fordi Egil stod udenfor døren; han fældede mændene både i og udenfor døren. På et øjeblik brændte hele huset og skred sammen, og alle de, der var derinde, omkom. Derpå gik Egil tilbage til skoven og fandt sine folk der, og de begav sig allesammen ned til skibet. Men Egil erklærede, at skrinet ville han beholde som sin part forud af byttet; det var fuldt til randen af sølvpenge. Thorolf og de andre blev meget lettede, da Egil kom; morgenen brød nu frem, og de lagde straks fra land. Åge og hans sønner sluttede sig til Egils følge. Hen på sommeren sejlede de til Danmark, lå på lur efter købmandsskibene der og ranede, hvor de kunne komme til det.

Harald Gormssøn havde dengang overtaget riget i Danmark, efter at hans fader Gorm var død. Landet var meget udsat for overfald; der lå mange vikinger ude i farvandene omkring Danmark. Åge vidste besked om landet både på søen og inde i landet, og Egil udspurgte ham udførligt om de steders beliggenhed, hvor stort bytte var at vente. Da de var kommen til Øresund, fortalte Åge, at der oppe i landet var en stor købstad, som hed Lund; der var bytte at gøre, dog med udsigt til, at bymændene ville værge for sig.

24  tilbage

Mandskabet på skibet blev spurgt, hvor vidt det ville gå med til et overfald eller ej, og nogle rådede til, andre fra. Afgørelsen blev lagt i ledernes hånd, og Thorolf stemte da for at gå op til byen. Men da man spurgte Egil, svarede han som så:

Lad os, krigere, lyne
lidt med sværd i luften!
Tid er til blodig sysselsættelse
om sommeren, når hugormen soler sig.
Lystig op til Lund
i løb, karle!
Skal vi lade den grimme spydvise
gale, før sol går i bjerge?

Man rustede sig da til angrebet og drog op til købstaden. Da bymændene så, at der var ufred, rykkede de ud imod dem. Der var et trævirke udenom byen; det satte bymændene andre til at forsvare. Der stod da et slag. Egil gik først ind i borgen. Bymændene flygtede. Der blev et stort mandefald. De plyndrede derpå købstaden og brændte den af, da de gik. Derpå vendte de tilbage til deres skibe.

Thorolf holdt nu nordpå op langs Halland med sin hær og lagde til land i en havn der, dog uden at gøre overfald på nogen. Der var ikke langt op i landet til en jarl ved navn Arnfinn, og da han hørte, der var kommen vikinger til kysten, sendte han bud ned til dem for at spørge, om de kom med fred eller med fejde. Thorolf svarede sendemændene, at de ikke havde i sinde at hærge. De var ikke tilbøjelige til at hærge og fare med hærskjold, sagde han, da landet ikke havde noget. Da sendemændene havde forkyndt jarlen det, og han var på det rene med, at han ikke behøvede at rejse nogen hær i den anledning, red han selv alene ned for at tale med vikingerne. Det endte med, at han bød Thorolf med så mange af hans følge, som han ville, til gilde hos sig. Han sendte endog heste til deres bekvemmelighed, og de red til

25  tilbage

gæstebudet, Thorolf og Egil, med samt tredive mand. De blev vel modtaget og fulgt ind i stuen, hvor der blev given dem godtøl at drikke. Om aftenen, da spisebordene skulle tages bort, lod jarlen kaste lod om sæderne. Der skulle drikkes sammen to og to, så mange par, som der var af mand og kvinde, resten for sig. Jarlen havde en meget smuk, nys udvoksen datter, og da lodderne blev kastet i skød, blev det til, at Egil og jarledatteren skulle sidde sammen om aftenen. Mens hun var ude på gulvet og gøre sig lystig, satte Egil sig på hendes plads, og da hun kom for at sætte sig, tiltalte hun ham på følgende måde:

Hvad skal du, svend, i mit sæde?
Sjælden har du givet
ulven det varme ådsel;
lad mig i sædet alene.
Hørte du ravnen om høsten
råbe hæst over blodpølen?
Der hvor de skærende sværd
suste, blev du savnet!


Egil tog hende og satte hende ned hos sig. Han kvad:

Med blodigt sværd har jeg stormet
stæder, hvor jernet skraldede.
Mig hoppede ravnen i hælene.
Hårdt gik vikingen på,
rasende; ilden rendte
rask over menneskeboliger;
blodige kroppe bunkede
jeg sammen i borgporten!

De drak da sammen om aftenen og var meget lystige. Gildet forløb på det bedste, ligeså dagen efter. Derefter vendte vikingerne tilbage til deres skibe i god forståelse med jarlen og efter at have udvekslet gaver. Thorolf sejlede nu med

26 tilbage

sine folk til Brennøerne udenfor Gøtaelven, på den tid et søgt baghold for vikinger, idet mange købmandsskibe havde deres vej mellem øerne. Åge og hans sønner rejste hjem; han var en velstående mand og havde store ejendomme i Jylland; de skiltes med megen kærlighed og lovede hinanden for altid venskab.

Gunhilds rænker.

Da det begyndte at blive efterår, sejlede Thorolf og Egil op langs Norge til Fjordene og frem til Thorer herse. Han tog vel imod dem, men hans søn Arinbjørn endnu bedre.  Han ville, at Egil skulle blive der om vinteren, og det tog Egil gerne imod; men Thorer havde betænkeligheder. "Jeg ved ikke," sagde han, "hvordan kong Erik vil tage det, siden han forbød Egil at opholde sig her i landet efter drabet på Bård." Arinbjørn mente, at faderen nok kunne gøre sin indflydelse gældende hos kongen, sådan at Egil fik lov at blive. Med Thorolf var han besvogret, og hvad Egil angik, så havde han i sinde at være på samme sted som han om vinteren. Thorer kunne ikke være i tvivl om, hvordan Arinbjørn ville have det; han rejste da om høsten til kong Erik og bad ham ikke tage ham det ilde op, om han havde Egil hos sig om vinteren. Kongen var nådig og sagde, at Thorer kunne forlange af ham, hvad han ville; et andet udfald havde det fået, hvis det var en anden mand, der havde bedt for Egil. Men da Gunhild hørte, hvad de enedes om, tog hun til orde:

"Jeg ser, Erik, at det nu går dig som sædvanlig, du lader dig besnakke af folk og har ingen hukommelse for, hvad skade man gør dig. Du vil skåne disse Skallagrimssønner så længe, til de endnu en gang bliver nogle af dine nærmeste frænders død. Når du ikke lader til at tage dig Bårds drab nær, så gør ieg det." "Der er da ingen, der hidser mig til grusomhed som du," siger kongen. "Der har dog været en gang, da det var hedt nok mellem dig og Thorolf. Jeg har ikke i sinde at tage mit ord tilbage, hvad de brødre angår." "Thorolf var

27  tilbage

velset her," Siger Gunhild, "indtil Egil ødelagde det for ham; nu regner jeg dem begge under et." Thorer herse rejster hjem og lod gå videre til brødrene, hvad kongen og dronningen havde sagt. De slog sig altså ned hos Thorer om vinteren tilligemed tolv mand. Mellem dem var to brødre, Thorvald , med tilnavnet Ofse, den voldsomme, og Thorfinn den strenge, nære slægtninge af Bjørn høld og opfødt sammen med ham; de var store, stærke, kappelystne og fremadstræbende mænd. De havde fulgt Bjørn, da han var i viking; men da han blev hjemme i ro, drog de med Thorolf på hans vikingetog og var i stavnen på hans skib. Da Egil fik skib at føre, blev Thorfinn hans stavnbo. Disse brødre fulgte altid Thorolf og Egil og regnedes af dem for deres bedste skibsfæller. Om vinteren var de i deres følge og sad nærmest brødrene. Thorolf sad lige overfor højsædet og drak skålerne med Thorer herse; Egil sad lige overfor Arinbjørn og drak ham til. Ved mindebægre måtte man gå frem på gulvet. Dronning Gunihild havde to brødre, Sønner af Assur Tote, de hed Ejvind Skreja og Alf, kaldet Askmand, store, stærke mænd, unge, men fuldmodne. De var meget betroede hos kong Erik og Gunhild, men ikke i nogen yndest hos almuen. Om foråret skulle der afholdes stort blot på Gaular, landsdelens fornemste hov, hvortil almuen og alle stormændene kom fra Fjordene, fra Fjaler og fra Sogn. Kong Erik rejste også dertil. Da sagde Gunhild til sine brødre: ,,Mellem så mange mennesker kan man let komme til at dræbe en eller anden; jeg så helst, det blev en af Skallagrimssønnerne, men allerhelst dem begge to." Brødrene lovede det. Thorer herse gjorde sig i stand til rejsen; han sagde til Arinbjørn: ,,Nu tager jeg til blotet; men jeg vil ikke have, at Egil rejser derhen. Når Gunhilds rænker mødes med Egils volsdomhed og kongens magt, er det ikke let at passe på. Egil bliver ikke hjemme, med mindre du også bliver; Thorolf derimod skal rejse med mig med samt hans stalbrødre. Så kan Thorolf blote til held for sin broder med

28  tilbage

det samme." Arinbjørn og Egil blev altså hjemme. Ved blotet var der en mængde mennesker, og store drikkegilder blev afholdt; Thorolf fulgtes med Thorer, hvor han gik og stod; de skiltes hverken dag eller nat. Ejvind Skreja sagde derfor til Gunhild, at han ikke kunne få ram på Thorolf. Hun had ham da dræbe en eller anden af hans mænd hellere end slet ingen. Endelig en aften, da kongen var gået i Seng, ligeså Thorer og Thorolf, men de to brødre Thorvald Ofse og Thorfinn Strange endnu sad oppe, kom Ejvind Skreja og hans broder Alf og satte Sig hos dem, og de blev meget lystige. Først tømte de horn allesammen på hinandens vegne; så drak de to og to med hinanden. Ejvind og Thorvald, og Alf og Thorfinn sammen. Da det blev sent, begyndte de at snyde ved bægrene; det blev til trætte og skryderi; Ejvind sprang op og drog et kort sværd, en ,,saks", han havde skjult på sig, og stak Thorvald ihjel på stedet. Der blev opløb på begge sider, kongens mænd og Thorers huskarle; men mændene var allesammen våbenløse, da det var hovhelg; folk gik imellem og skilte de mest ophidsede ad, og dermed hændte der ikke mere den aften. Ejvind havde begået drab på fredlyst sted og var bleven varg i veum; han måtte rejse øjeblikkeligt. Kongen tilbød bøder for manden; men Thorolf og Thorfinn erklærede, at de aldrig havde taget imod mandebod og heller ikke nu ville gøre det. Med det skiltes de, og Thorer herse rejste hjem med sine ledsagere. Kong Erik og Gunhild sendte Ejvind sydpå til Danmark til kong Harald Gormssøn, da han nu var fredløs under norsk lov; Ejvind var på et meget stort langskib, og kongen satte ham til at værne landet imod vikinger; Ejvind var en god kriger.

Da det blev vår igen efter denne vinter, drog Thorolf og Egil i viking; de agtede sig påny til Østerleden. Men da de var kommen til Vigen, sejlede de sydpå under Jylland og hærgede der, siden til Frisland, hvor de blev en lang tid om sommeren. På tilbagevejen, da de kom til landemærket, hvor Danmark og Frisland støder op til hinanden, og var

29  tilbage

lagt til land, fik de sent om aftenen besøg af to mænd, som kom til Egils skib. De havde besked fra Åge den Rige, som han blev kaldt, hvis liv de havde reddet i Kurland; han lod  dem sige, at lå ude foran Jyllands side, det er Vestkysten, og agtede at overfalde dem, når de kom sejlende sydfra; han havde draget en stor styrke sammen, som de ingen udsigter havde overfor, hvis de traf dem alle sammen; selv havde Ejvind Skreja to lette skibe og lå i øjeblikket ikke langt fra grænsen. Da Egil havde fået den besked, lod han tjeldene tage ned og gav ordre til at sejle så stille som muligt; i dagningen kom de til Ejvinds skibe der, hvor de lå for anker; de lagde straks mærke til dem og dængede dem til med sten og våben. Mange af Ejvinds mænd faldt; selv sprang han over bord, svømmede i land og undkom tilligemed resten af mandskabet. Men Egil og hans folk bemægtigede sig begge skibene med samt udrustning og våben og sejlede hen på dagen tilbage til flåden, hvor de traf Thorolf. Han spurgte, hvor de havde været, og hvor de havde fået de to skibe, de kom med. Egil gav forklaring og kvad:

Det regnede lidt med sten
fra Stavn udfor Jyllands side;
Danmarks værn imod vikinger
værgede sig uforsonlig,
indtil sundet og sandkysten
lokkede besætningen til sig;
der viste Ejvind Skreja
sig som den skrappeste svømmer. 

Da sagde Thorolf: "Efter hvad jeg kan se, har du nu fået lavet det sådan, at vi er udelukket fra at vende tilbage til Norge til efteråret." Det tog Egil sig let; han fandt, der var steder nok at rejse hen.

30  tilbage
 

Thorolfs fald.

Fra Jylland begav brødrene Sig sydpå til Saksen og Flandern. Da hørte de sige, at Englands konge havde brug for hjælpetropper, og at der var udsigt til stor fortjeneste; de besluttede da at begive sig derover med den styrke, de rådede over. Kong Adelsten var den gang konge i England; hos ham opfostredes Harald Hårfagers søn Hakon, som senere blev konge i Norge.

Adelsten var lige bleven konge i England, og flere høvdinge og landsdele havde benyttet denne lej lighed til at gøre opstand, både i Bretland, Skotland og Irland. Den unge konge havde ikke nogen stor hær og Søgte bistand, hvor han kunne få den. Thorolf og Egil kom til kong Adelsten om høsten og blev vel modtaget; han havde god brug for deres styrke, og de blev optaget i landeværnet. England var kristnet og havde været det længe, da dette skete. Kong Adelsten var en god kristen og bad Thorolf og Egil lade sig primsigne: det var den gang almindeligt, at købmænd og andre folk, som stod i sold sammen med kristne, lod Sig primsigne; på den måde kunne kristne og hedninger omgås og dog hver for sig ro på det, de havde lyst til. Thorolf og Egil føjede da kongen i hans bøn og blev begge korset. De havde tre hundrede mand, med hvilke de gik i sold hos kongen.

Krigen samlede sig til en afgørelse imod den skotske konge Olaf den Røde, med hvem mange af oprørerne gjorde fællesskab. Han var halvt af skotsk og halvt af dansk æt og nedstammede fra Ragnar Lodbrog. Kong Olaf samlede en stor hær og drog ind i England, hvor han til at begynde med lagde hele Northumberland under sig. Han stod nu i det nordlige England med sin hær, og kong Adelsten rustede sig til at møde ham der. En del af hans hær var sammensat af vikinger, som fra forskellig side havde indfundet sig hos ham; over dem alle gav han Thorolf og Egil ledelsen. Det afgørende slag kom til at stå på Vinhede, hvor man var bleven enige om at mødes. Ved en krigslist, for-

31 tilbage

handlinger og tilbud på skrømt, trak kong Adelsten tiden ud, til han fik hele sin hær draget sammen fra det sydlige England. Slaget kom til at falde i to træfninger.

Thorolfs væbning skildres således: han havde et omfangsrigt og Svært skjold, en meget stærk hjelm på hovedet og ved bæltet et sværd, der hed Lang, et stort, godt våben; i hånden havde han en kesja; bladet på den var to alen langt, firkantet i odden og bredt oventil, forbindelsen med skaftet både lang og tyk; skaftet var ikke længere, end at man med hånden kunne nå op til bladet, og det var umådelig svært bladet var gjort fast med jernspiger og skaftet beviklet med jern over det hele. Med et sådant spyd lod brynjer Sig gennemhugge. Egil var væbnet på samme måde som Thorolf; men hans sværd hed Nadr, det betyder hugormen; han havde fået det i Kurland; det var et uforligneligt våben. Ingen af dem havde brynje på. Alle deres folk havde norske skjolde og helt igennem norsk hærrustning; i deres fylking stod alle de norske mænd, der fandtes i hæren. Deres mærke blev båret af Thorfinn Strange. Under den første træfning, hvor Thorolf og Egil splittede en afdeling af oprørerne, som lededes af jarlerne Adils og Ring, trængte Thorolf selv frem. idet han kastede skjoldet om på ryggen og huggede og stak til begge sider med spydet. Han dræbte alt, hvad der kom i vejen for ham. og ryddede Sig således frem til Ring jarls mærke, fældede manden, der bar mærket, og huggede mærkestangen ned. Derpå jog han spydet igennem brystet på jarlen, gennem brynje og krop, så at det kom ud mellem skuldrene, løftede spydet op over sit hoved med jarlen på og stødte skaftet ned i jorden; jarlen døde på spydet for øjnene af såvel hans egne mænd som fjenderne. Derpå drog Thorolf sværdet og huggede ind til begge sider. Hans mænd fulgte ham, og der blev da et stort mandefald, og enden blev, at jarlernes hær vendte sig til flugt. Efter denne træfning faldt mørket på. Siden ankom kong Olaf med hovedstyrken og kong Adelsten med hele sin hær, og de gjorde Sig rede til kamp.

32  tilbage

I dette slag, som fandt sted dagen efter, faldt Thorolf. Kong Adelsten ordnede sin hær således, at Egil fik ledelsen af de raskeste tropper, som blev stillet i spidsen for hans egen fylking; denne afdeling kom til at stride imod den del af skotternes hær, som kong Olaf selv førte, på den åbne hede mellem skoven og floden. Men Thorolf kom til at føre sine egne folk og fik til opgave af kong Adelsten at gå frem langs skoven og møde de løst angribende skotter der, som ikke holdt sig samlede i fylking. Med denne ordning var Egil ikke tilfreds; han ville ugerne skilles fra broderen og gjorde sig bange anelser i den anledning;  men Thorolf fandt ikke, man kunne gøre indvendinger mod, hvad kongen bestemte. Slaget tog nu sin begyndelse og blev blodigt og hårdnakket; Thorolf og hans mænd gik frem langs skoven; de dækkede sig på venstre side med skjoldene, på højre side havde de, som de troede, dækning af skoven. Da brød pludselig og aldeles uventet Adils jarl med en skare ud af resten af den hær, Thorolf og Egil dagen i forvejen havde forsprængt, og de overvældede Thorolf med en mængde spyd på én gang; han faldt da der ved skoven. Thorfinn Strange gik tilbage med mærket, da han så, hvad der var sket, til hvor fylkingen stod tættere; men Adils fulgte efter, og der blev nu en hård strid. Skotterne råbte sejrsråb, da de havde fældet høvdingen.

Da Egil hørte det og så, at Thorolfs mærke gik tilbage, var han klar over, at Thorolf ikke kunne være i spidsen længere; han løb straks frem imellem fylkingerne og fik vished for, hvad der var sket, da han traf sine mænd. Han æggede nu hæren stærkt til fremgang og gik forrest i rækkerne, I havde sværdet Nadr i hænderne og gik frem huggende til begge sider, fældede mange mænd. Thorfinn bar mærket lige efter ham, og resten af hæren fulgte mærket; den hidsigste kamp udfoldede sig. Egil gik frem, til han nåede Adils jarl; de skiftede kun få hug, før Adils jarl faldt og mange mænd med ham; nu flyede de, der fulgte ham; Egil og hans folk

33 tilbage

forfulgte dem og dræbte alle, de kunne nå; det nyttede ikke at bede om nåde. Flugten af jarlens mænd drog skotterne med sig; derved åbnedes der Egil adgang til kongens flanke; han faldt hæren i de åbne skjolde og anrettede et stort mandefald; hovedhæren kom snart i uorden og begyndte at opløses. Vikingerne råbte nu sejrsråb, og da kong Adelsten så Olaf den Rødes fylking sprængt, lod han sit mærke bære frem; mandefaldet blev almindeligt; der faldt Olaf den Røde og størstedelen af hans hær, for alle dem, man kunne nå på flugten, blev dræbt. Kong Adelsten vandt da en fuldstændig sejr.

Efter slaget red kongen tilbage til borgen søndenfor Vinhede og lod sine mænd forfølge de flygtende. Egil deltog i forfølgelsen og dræbte alt, hvad han indhentede. Derpå vendte han tilbage til valpladsen med sine mænd og opsøgte sin broder Thorolfs lig. Han toede det og forrettede lighjælp efter tidens skik; derpå gravede de en grav og satte Thorolf deri med alle hans våben og klæder. Egil gav ham en guld-ring på hver arm, inden han skiltes fra ham. Derpå byggede de sten op om graven og dyngede jord ovenpå. Over ham kvad Egil:

Frem brød jarlens bane
i krigsgudens bragende våbenstorm. 
Den tapreste af de tapre, 
Thorolf, selv han måtte segne. 
Nu grønnes i England græstørven 
over min broders grav.
Sjælden var bitter sorg 
sværere at bære.

Egil og kong Adelsten

Om sin deltagelse i slaget digtede Egil følgende:

Vester for Vinhede 
lagde jeg lig i dynger i lyngen.
Adils yndede næppe stunden, 
da Nadr nappede ham. 
Ring og Olaf den Røde fik nok 
af at rives med anglerne. 
Skam fik der skotterne.
Sulte skal ravnen ikke.

 34  tilbage

Egil kom med sit følge til kong Adelsten og gik straks frem for kongen, mens han sad ved drikkebordet. Der var stort glam og lystighed i hallen. Så snart kongen så, at Egil var kommen, gav han befaling til, at høj sædet lige overfor ham ~ skulle rømmes af dem, der sad der, og at Egil skulle sidde der. Egil satte sig og skød skjoldet ned foran sine fødder. Han havde hjelm på hovedet og lagde sit sværd over knæene, og snart drog han det halvt ud af skeden, Snart stødte han det i skeden igen. Han sad ret op og ned og så meget bister ud. Egil var stor i ansigtet, bredpandet og med svære bryn, næsen ikke lang, men en svær næse, skægbunden bred  og lang, og en umådelig bred hage, kæberne også brede; han var tykhalset og bred over skuldrene, påfaldende i forhold til andre mænd, barsk og grum af ydre, når han var vred; af vækst var han højere end noget andet menneske, håret ulvegråt og tykt, og han blev tidlig skaldet. Og som han nu sad der, som før beskrevet, drog han det ene bryn ned mod kinden og det andet op til hårrødderne; Egil havde sorte øjne og sorte bryn. Han ville ikke drikke, skønt man skænkede for ham, og snart trak han brynene op, snart skulede han med dem igen. Kong Adelsten sad i højsædet; han lagde også sværdet på sine knæ, og sådan sad de en stund; da drog kongen sværdet ud af balgen, tog en guldring af sin arm, en stor, god ring, og hængte den på spidsen af klingen, stod op og gik over gulvet og rakte Egil ringen tværs over ilden. Egil stod op og drog sværdet, gik over gulvet og stak sværdet i ringen, drog den til Sig, hvorpå han gik tilbage til sin plads. Kongen gik tilbage til højsædet. Men da

35  tilbage

Egil havde sat sig ned og skudt ringen på armen, kom hans bryn i ro. Han lagde sværd og hjelm fra sig og tog imod drikkehornet, man rakte ham, og drak det ud. Hvorpå han kvad:

Nu bærer blodige sværd
blomster af guld!
Ædelstenen blandt fyrster
ærer sine udvalgte!
Ikke uglad er krigeren
for en Så ypperlig armring;
tilfulde hefordrer den kampglade
fyrste sit ry for gavmildhed.

Derefter drak Egil sin part og taltes ved med andre mænd. Nu lod kongen to kister bære ind; der var to mand om hver, og de var begge fulde af sølvpenge. ,,Disse kister skal du have," siger kongen, "og hvis du kommer til Island, skal du bringe din fader pengene som en gengældelse for hans søn. Men nogle af pengene skal du dele med dine og Thorolfs frænder, hvem du Synes, der tilkommer det. Erstatning for din broder skal du selv få her hos mig enten i jordejendom eller løsøre, som du helst vil; og hvis du vil blive for bestandig hos mig, vil jeg give dig den rang og værdighed, du selv vil nævne overfor mig." Egil tog imod pengene og takkede kongen for gaven og for hans venskabsbevisning. Nu kom der glæde over Egil, han kvad:

Smertens tunge byrde
brændte mig under brynet. 
Nu har den gode giver
atter glattet min pande.
Meget formår den mægtige 
at formilde ved gaver.
Lysere synes mig livet
set igennem en guldring!

36  tilbage

Efter slaget blev de mænd læget, hvis sår stod til liv. Egil opholdt sig hos kong Adelsten vinteren efter, at Thorolf var falden, og nød den største hæder hos kongen. Hos sig havde han resten af den styrke, der havde fulgt ham og hans broder, og som havde overlevet slaget. Egil digtede en drapa om kong Adelsten. En af stroferne lyder således:

Tre fyrster fældede
falken, landets beskytter.
Atter ejes England
af en ætling af Ella.
Det var ikke den eneste
ære, Adelsten indlagde sig.
Længe skal man lede
om Englands konges lige.

Og dette er drapaens omkvæd:

Nu råder den tapre Adelsten
fra tippen til toppen af England!

I skjaldeløn gav kong Adelsten Egil to guldringe, som hver vejede en mark; med gaven fulgte en kostbar kappe, som kongen selv havde båret.

Om foråret forebragte Egil for kongen, at han agtede sig på rejse om sommeren til Norge for at se efter, hvordan det havde sig med Asgerd, hans broder Thorolfs enke. ,,Han efterlader sig store ejendomme," siger han, ,,og jeg ved ikke, om de har nogen børn i live. For i det fald Thorolf er død barnløs, tilfalder arven mig." Kongen ville helst beholde ham hos sig i England, men ville ikke modsætte Sig rejsen, da Egil havde skyldigt ærinde. Han håbede at se Egil igen, det samme håbede Egil; nogle af sine mænd efterlod han hos kongen. Derpå rejste Egil; han havde et stort langskib og mere end hundrede mand. Så snart han var kommen til Norge, begav han sig lige til Fjordene. Her fik han at vide,

37  tilbage

at Thorer herse var død, og at Arinbjørn havde taget arv efter ham og var bleven lensmand. Egil blev vel modtaget af Arinbjørn, som bad ham bo hos sig; Egil satte da sit skib op og sørgede for besætningen. Han blev nu selvtolvte hos Arinbjørn om vinteren.
 

Egils giftermål.

Her må nu fortælles om et andet forhold, som kom til at vanskeliggøre spørgsmålet om arven efter Thorolf. Bjørn hølds kone Thora Hladhønd blev syg og døde, og nogen tid efter giftede Bjørn sig med en anden, Oløf, datter af Erling den Rige fra Osterø. De havde en datter ved navn Gunhild. Hun blev gift med Bjergønund, som var en søn af Thorgeir Tjørnefod fra gården Ask på Øen Fenring på Hordeland, en rig mand, stor blotmand og troldkyndig. Foruden Bjergønund havde han sønnerne Atle den Korte, en undersætsig, men meget stærk mand, og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme. Bjergønund var en meget stor og stærk mand, vindesyg og trættekær. Nu var han altså bleven gift med Asgerds halvsøster; hun boede hos ham på Ask. Asgerd derimod, Thorolfs enke, boede hos sin slægtning Arinbjørn. Med Tborolf havde hun et barn, en pige, som kom til at hedde Thordis, og som var hos moderen.

Egil bragte nu Asgerd tidende om Thorolfs død og tilbød hende sin beskyttelse. Asgerd sørgede meget over efterretningen og svarede vel på Egils tilbud, men benyttede Sig ikke deraf. Hen på høsten begyndte Egil at blive tungsindig, sad ofte og begravede hovedet i sine skind. Omsider spurgte Arinbjørn ham, hvad han græmmede sig over; for nok havde han lidt et stort tab ved at miste sin broder; men det sømmede sig for et karlfolk at bære det med fatning. Mand skal efter mand leve. Om Egil ikke havde noget at kvæde? Egil kvad da et vers, som han for nylig havde digtet:

38   tilbage

Somme finder ikke
nåde for unge Øjne.
Stundom kommer styrken
overfor svaghed til kort;
i visse fald får krigeren
fjæle sit næb i pelsen.
Den, hvem intet afskrækker,
satte aserne gærde.

Arinbjørn spurgte, hvem den kvinde var, i hvem han åbenbart havde kærestesorg; han skjult hendes navn i verset? Egil kvad:

Det nytter ikke skjalden
at skjule noget så skinnende
som dette navn, hvis bærer
bringer mig til min båre.
Selv om jeg fik begravet
min sorgs genstand i gåder,
ville kenderen gætte
grunden til min græmmelse.

,,Og nu," fortsætter Egil, ,,får det stå ved magt, som man siger, at mellem venner skal intet skjules. Siden du spørger mig om, hvilken kvinde det er, jeg har skjult i mit digt, så er det Asgerd, din frænke. Og nu spørger jeg dig, om du vil give mig din bistand til, at jeg kan blive gift med hende." Arinbjørn Siger straks, at han finder tanken god, og lover for sin part at befordre giftermålet. Nu gik Egil til Asgerd og forebragte hende sin begæring; men hun skød afgørelsen ind under sin fader og sin frænde Arinbjørn. Derefter taler Arinbjørn med Asgerd, og til ham har hun samme svar. Nu rejser Egil og Arinbjørn til Bjørn Høld, og Egil frier til Asgerd. Bjørn har ikke noget derimod, men skyder sagen ind under Arinbjørn. Arinbjørn er meget for forbindelsen. Det

39   tilbage

blev da til, at Egil fæstede Asgerd, og brylluppet blev berammet til at stå hos Arinbjørn. Egils giftermål blev fejret med et glimrende gilde. Og nu genvandt Egil sin munterhed.
 

Arvestriden med Bjergønund.

Næste forår udrustede Egil købmandsskib til en rejse til Island. Arinbj ørn frarådede ham at tage fast ophold i Norge, så længe Gunhild havde så stor en magt. ,,Du har en fjende i hende," siger Arinbjørn, ,,og dit møde med Ejvind Skreja ved Jyllandskysten har ikke forbedret din Sag." Egil havde en heldig rejse til Island og kom om høsten til Borgefjord. Han havde da været udenlands i tolv vintre. Skallagrim begyndte at blive gammel nu; han blev meget glad for sønnens hjemkomst. Egil tog til Borg og sammen med ham Thorfinn Strange og et stort følge; de blev hos Skallagrim om vinteren. Egil bragte bundløse rigdomme med sig hjem til Island. Men der er ikke overleveret noget om, at Egil delte de sølvpenge, han havde fået i hænde af kong Adelsten, hverken med Skallagrim eller nogen anden. Samme vinter blev Thorfinn Strange gift med Skallagrims datter Sæun, og om foråret gav Skallagrim dem hjem på Langåfos og land ind fra Lejrløk mellem Langå og Alftå og til fjelds. Thorfinn og Sæun fik en datter, Thordis, som siden blev gift med Amgeir på Holmen, søn af Berse den Gudløse; deres søn var Bjørn Hitdølakappe. Egil boede nu nogle år hos Skallagrim og overtog driften af ejendommene sammen med ham; han blev fuldstændig skaldet i disse år. Herredet blev mere og mere bebygget. Hromund, en broder til Grim den Håløske, slog sig ned i Tveråhlid sammen med hele sit skibsmandskab; han var fader til Gunløg, som fik datteren Thurid, der blev moder til Illuge den Svarte.

Egil havde levet adskillige år på Borg, da der en sommer kom skibe til Island fra Norge, og han fik underretning om, at Bjørn Høld var død, og at Bjergønulid, hans svigersøn, havde tilegnet sig alt, hvad Bjørn havde efterladt sig. Alt 

40  tilbage

løsøre havde han flyttet hjem til sig selv; jorderne havde han bortforpagtet og tilegnet sig al landskylden. Egil forhørte sig i enkeltheder om, hvorvidt Bjergønund havde foretaget sig dette på egen hånd, eller om han stod i ledtog med dem, der var stærkere, og han fik da at vide, at Bjergønund var bleven meget til vens med kong Erik, men især med Gunhild. Næste forår sejlede Egil til Norge og havde sin kone Asgerd med. Så snart han kom til Norge, begav han Sig til Annbjørn og fik ophold hos ham, gik straks til rådslagning med ham om de arverettigheder, Egil mente at have efter Bjørn høld. Arinbjørn gav ham ikke gode udsigter; Bjergønund var en hård, trættekær mand, ubillig og grisk, og havde medhold hos kongen og dronningen. Gunhild var, som Egil vidste, hans uforsonlige fjende og ville næppe tilskynde Bjergønund til at gøre ret og skel i denne sag. Men Egil kunne ikke tro andet, end at kongen jo ville lade lov og ret stå ved magt; med Arinbjørns bistand ville han føre sagen igennem mod Bjergønund. De aftalte da, at Egil rejste til Ask sammen med tyve mand og opsøgte Ønund, overfor hvem han nedlagde krav på skiftning af arven efter Bjørn, idet Bjørns døtre var ligeberettigede efter loven. "Men rigtignok synes jeg," sagde Egil, ,,at Asgerd er af en langt bedre slægt end Gunhild, din kone." Ønund for straks ud: ,,Det er ingen ringe dristighed af dig, Egil, som er lyst landflygtig i kongens lande, at komme her og anmasse dig overfor hans mænd. Du skulle dog betænke, at jeg har væltet folk før af din slags og for mindre sagers skyld end denne, hvor du kræver arv for din kone; thi det er almindelig bekendt, at hun er trælbåren på mødrene side." Ønund gav endnu mere ondt af sig; men da Egil var klar over, at der ikke var forlig at få med Ønund, stævnede han ham til tings for at anke sin sag ind under Gulatingsloven. ,,Til Gulating skal jeg komme," siger Ønund, ,,og det skal ikke være med min gode vilje, hvis du kommer hel derfra." Det håbede Egil at tage sådan, som det kunne falde sig; og dermed vendte han tilbage til Arinbjørn

41 tilbage

og fortalte ham, hvad Ønund havde svaret. Arinbjørn blev meget forbitret over, at hans faster Thora blev kaldt for en trælkvinde. Han rejste straks til kongen og førte sagen frem for ham; men kongen viste sig ikke venligsindet; han siger, at Arinbjørn alt for længe havde støttet Egils sager; for Arinbjørns skyld havde han hidtil set gennem fingre med, at Egil opholdt sig i landet; men det gik dog for vidt, hvis han hjalp ham til at forfølge kongens venner. Arinbjørn bad om at måtte henholde sig til lovens afgørelse i denne sag; det optog kongen temmelig unådigt, og Gunhild, mærkede han, var endnu værre sindet. Arinbjørn kom hjem og meldte, at udsigterne ikke var de bedste.

Efter at vinteren var gået, kom tiden, da folk rejste til Gulating. Arinbjørn indfandt sig på tinget med en meget stor styrke, og Egil var med under hans beskyttelse. Kong Erik var tilstede og havde også en stor styrke. I kongens følge var Bjergønund og hans brødre; også de var omgivet af mange mænd. Nu gik begge parterne frem til dér, hvor retten var sat, for at fremføre deres retskrav. Ønund var meget stortalende. Retten var sat på en jævn mark, og der var stukket hasselstænger ned i grønsværet i en ring, som var forbundet med snore, de fredhellige bånd. Indenfor i ringen sad dommerne, tolv fra Fjordefylke, tolv fra Sognefylke og andre tolv fra Hordafylke; disse tre tylvter skulle dømme i alle forefaldende sager. Arinbjørn bestemte, hvem der skulle være dommere fra Fjordefylke, men Thord fra Aurland, hvem der blev det fra Sogn; alle disse tilhørte et og samme parti. Arinbjørn havde et langskib liggende fuldt parat foruden flere mindre fartøjer, skuder og rofartøjer, bemandede med bønder. Kongen havde seks eller syv langskibe, i forhold til sin hær. Desuden var en mængde bønder tilstede på tinget.

Egil begyndte Sit kæremål med at opfordre dommerne til at dømme ham og Ønund imellem efter loven. Han udlagde, hvilken retslig adkomst han havde til det gods, Bjørn

42 tilbage

Brynjolfsson havde efterladt Sig, idet hans ægtefælle Asgerd, Bjørns datter, var arveberettiget. Hun var såvel odelbåren i alle slægtsgrene, født af frie bønder, som lensbåren, idet der var lensmænd i hendes slægt; endelig var hun højbåren, af gammel fremragende æt; han opfordrede derfor dommerne til at tilkende hende halvdelen af arven efter Bjørn, land og løsøre. Da han havde endt sin tale, tog Bjergønund til orde. ,"Min hustru Gunhild," sagde han, ,,er datter af Bjørn og Oløf, hans lovformelige ægtefælle. Gunhild er Bjørns retmæssige arving, og derfor har jeg tilegnet mig alt, hvad Bjørn efterlod, idet jeg vidste, at Bjørns anden datter ikke havde adkomst til arv. Hendes moder blev nemlig hærtagen og siden gjort til frille imod hendes frænders minde og slæbt fra det ene land til det andet. Men du, Egil, har i sinde at fare frem her, som du er vant til andre steder, hvor du er kommen, med overmod og uret. Det skal ikke nytte dig her; for kong Erik og dronning Gunhild har lovet mig min ret så langt, som deres magt rækker. Jeg er i stand til at føre vidner for kongen og dommerne om, at Thora Hladhønd, Asgerds moder, blev bortført fra sit hjem hos hendes broder Thorer herse og anden gang fra Brynjolf på Aurland. Derpå flød hun om i udlandet med vikinger, som var lyst fredløse af kongen, og i landflygtigheden fik hun denne datter Asgerd med denne Bjørn. Det er dog et stærkt stykke, at Egil nu agter kong Eriks ord ikke mere, end om de aldrig var bleven sagt, at du, Egil, indfinder dig her i landet, efter at kongen har gjort dig fredløs, og at du vover at kalde den trælkvinde, du har giftet dig med, for arveberettiget. Jeg kræver af dommerne, at de tildømmer mig hele arven efter Bjørn, og at de erklærer Asgerd for kongens trælkvinde, eftersom hun blev født, mens hendes fader og moder var lyst i fredløshed af kongen." Nu tog Arinbjørn ordet: ,"Vi vil fremføre vidner på, kong Erik, og bekræfte det med ed, at det i forliget mellem min fader Thorer og Bjørn høld udtrykkelig blev fastslået, at Bjørn

43  tilbage

og Thoras datter Asgerd skulle nyde fuld arveberettigelse efter sin fader Bjørn; fremdeles vil vi føre vidner på, hvad der er dig tilstrækkelig bekendt, konge, at du selv hævede landflygtighedsdommen igen, hvorved grundlaget for hele uenigheden mellem parterne bortfaldt." Kongen svarede ikke straks på Arinbjørns indlæg. Da kvad Egil:

Trælkvinde kalder tyven
Thoras højbårne datter!
Det må man sige: en griskhed
grov og uden grænser!
Hvis ikke Asgerd arver,
Ønund, da arver ingen!
Dette vil vi bekræfte,
krigerkonge, med eder!

Arinbjørn lod da sit vidnesbyrd fremføre af tolv udvalgte mænd, som alle havde været Ørevidner til forliget mellem Thorer og Bjørn, og bad kongen og dommerne om at tage dem i ed. Dommerne erklærede sig villige dertil, med mindre kongen forbød det. Kongen sagde, at han hverken ville give tilladelse dertil eller forbyde det. Da greb Gunhild ordet: ,,Det er dog for galt, konge, at du vil finde dig i lovtrækken af denne store Egil. Om han så tragtede efter din kongeværdighed, ville du vel ikke engang stoppe munden på ham. Men selv om du ikke vil fremme sagen til Ønunds fordel, har jeg ikke i sinde at tåle, at Egil træder mine venners ret i den grad under fødder, at han ved kneb tilraner sig Ønunds ejendom." Hun så sig om efter sin broder Alf Askmand: ,,H vor er du, Askmand? Gå du med dine folk hen til dommerne og sørg for, at dommerne ikke afsiger en sa uretfærdig dom." Alf Askmand og hans svende styrtede sig da over retsindhegningen, skar de fredhellige bånd i stykker, brød stængerne ned og sprængte dommerne fra hinanden. Der blev nu stor larm på tinget, men alle folk var våbenløse. Egil råbte: ,,Kan Bjergønund høre mine ord?"

44  tilbage

,,Jeg hører," svarede han. ,,Så æsker jeg dig til holmgang med det samme her på tinget. Lad så den, der sejrer, få godset, vi trættes om, land og løsøre; men dig erklærer jeg for hver mands nidding, hvis du undslår dig." Kong Erik svarer for Ønund: ,,Har du så stor lyst til at slås, Egil, så kan vi vel føje dig i din begæring." ,,Slås med dig og en hær har jeg ikke tænkt," svarer Egil, ,,men lige parti, mand for mand, skal jeg ikke vige tilbage for, hvis man under mig det. Og i den henseende er jeg rede uden persons anseelse." Dette var en udfordning til selve kongen, og Arinbjørn sagde straks:
,,Lad os nu tage bort, Egil; hvad her mere sker, er ikke det, vi er kommen for." Han vendte sig med hele sit følge og forlod tinget. Men Egil gjorde front mod tinget først og udråbte:
,,Det kalder jeg Årinbjørn og Thord til vidne på og alle de mænd, der kan høre mine ord, lensmænd og lovmænd og menigmænd, at jeg nedlægger forbud på alle de jorder, der var i Bjørns eje, så at ingen der skal bo eller bygge eller gøre sig fordel. Dig, Bjergønund,
forbyder jeg dem, så vel som alle andre mænd, inden- og udenlandske, høje og lave. Og enhver mand, der handler herimod, stempler jeg som lovbryder imod landets ret, krænker af freden og krænker af alle guder." Derpå gik Egil sin vej med Arnbjørn.
De ilede nu til skibene, som ikke kunne ses fra tinget, da der lå en forhøjning imellem. Da de var kommen til skibene, sagde Arinbjørn til sine mænd: ,,Ingen kan være i tvivl om udfaldet på dette ting, at retskendelsen blev os forment. Kongen står os sådan imod, at vi kan vente overlast af ham; enhver af os skal derfor søge sit skib og rejse hjem." Men til Egil sagde han: ,,Gå du nu i dit skib med dine folk og se at komme af sted så hurtigt som muligt; kongen vil sikkert sætte efter dig og stræbe dig efter livet. Indfind dig så siden hos mig uden hensyn til, hvordan det går med dig og kongen." Egil fulgte hans råd, gik til en skude sammen med tredive mand, og de sejlede øjeblikkeligt.

45   tilbage

Det var et meget hurtigt fartøj. En mængde andre skibe, som Arinbjørn ejede, løb samtidig ud af havnen, skuder og rofartøjer; men Arinbjørns langskib kom sidst afsted, da det var tungest at ro. Egils fartøj skød hurtigt fremad foran alle andre skibe. Kong Erik optog imidlertid forfølgelsen. Han havde hørt Egils sidste ord på tinget og var bleven meget opbragt; men alle folk var våbenløse på tinget, og han skred derfor ikke straks til angreb. Nu bød han alle sine mænd følge sig til skibene; der holdt han husting og sagde, at det var hans hensigt straks at sætte efter Arinbjørn og Egil og om muligt dræbe Egil uden at skåne nogen, der satte sig til modværge. Derpå gik de i skibene og roede så hurtigt, de kunne, efter Arinbjørn nordefter i sundene den vej, de havde taget. Da de kom til Sognefjord, så de Arinbjørns flåde; kongen indhentede dem i Saudungssund; han lagde straks til Arinbjørns langskib, og kongen spurgte, om Egil var der på skibet. Arinhjørn svarede, at Egil ikke var på hans skib, som kongen selv kunne se; han var ikke af den slags, der skjulte sig under tiljerne; Egil, oplyste han, var med tredive mand gået i en skude for sig og var roet ud imod Stensund. Kongen havde selv set, at flere skibe var roet ud imod Stensund; han gav ordre til at ro efter og indhente Egil.

Om bord på kongens skib var en af hans hirdmænd ved navn Ketil Hød; han viste vejen, når kongen selv stod ved roret. Ketil var stor og iøjnefaldende af vækst; han var en nær slægtning af kongen og lignede ham meget af udseende. Inden Egil tog til tinget, havde han gjort sit langfartsskib sejlklart og flyttet alt gods ombord. Han roede nuderhen, hvor det lå; de gik ombord og lod rofartøjet flyde mellem skibet og land med alle årerne i hamlerne. Men om morgenen, da det begyndte at lysne, blev vagtmændene var, at flere store skibe kom roende imod dem. Egil så straks, at det var kongen; seks langskibe kom stævnende imod dem. Han bed alle springe i roskuden; selv tog han de to kister

46   tilbage

med sig, som Kong Adelsten havde givet ham; dem førte han altid med sig. Fuldt bevæbnet roede de frem mellem landet og det af langskibene, der sejlede nærmest land, og det var kong Eriks skib. Og fordi alt gik så hurtigt, og det ikke var helt lyst endnu, løb skibene forbi hinanden, og idet løftingerne var ud for hinanden, kastede Egil et spyd og traf den mand, der styrede, midt på livet. Det var Ketil Hød. Kong Erik råbte til sine mænd, at de skulle ro efter Egil. Idet skibet løb forbi købmandsskibet, sprang nogle af kongens mænd op på det, og de af Egils mænd, der havde overhørt hans bud og ikke var fulgt ham ombord i skuden, blev alle dræbt, dem man fik fat i; men resten flygtede i land; der faldt ti af Egils mandskab. Nogle roede nu efter Egil, og nogle plyndrede købmandsskibet, og efter at de havde taget alt, hvad der var i det, brændte de det. Men de, der forfulgte Egil, roede skarpt til, to mand ved hver åre; de savnede ikke folk indenbords. Men Egil var underbemandet; de var kun atten på skuden, og kongen vandt ind på ham. Men mellem nogle af Øerne var der et grundt sund, og det var tilmed lavvande; her løb Egil ind med sin lette skude. De store langskibe kunne ikke flyde der, og således skiltes de. Kongen vendte om og sejlede sydpå; men Egil rejste op imod nord for at træffe Arinbjørn. I anledning af Ketil Høds drab kvad han:

Ti mand af vor skare
skiltes vi ved samt skibet;
blod på øksen øgede
Erik da efter evne!
For en ringe erstatning regner jeg,
at jeg rammede spydstrålen
tværs igennem kråsen
og kallunet på Ketil.

Arinbjørn gav Egil tilsagn om, at han ikke skulle komme til at savne hverken midler eller et skib stort nok til, at

47   tilbage

han kunne rejste til Island med det. Han skaffede ham et havgående skib og ny udrustning. Med Egil fulgte Asgerd, som havde opholdt sig hos Arinbjørns, mens de var på tinge. Han udrustede sig nu til havrejse med omkring tredive mand. Fra Arinbjørn skiltes han i venskab. Og ved afskeden knyttede han følgende vers til kong Erik:

Alle magter og aser –
jag Erik ud af landet!
Hævn over ham, som ranede
min ret; guderne ramme ham!
Folkets frihedsberøver –
gør ham landflygtig,
Odin, Frejr og Njord! Lad hadet
hænge ved helligdomsskænderen!
 

Egils hævn

Men Egil rejste ikke straks; han blev liggende ude ved de yderste havskær, med vejen åben, men ventende, holdt sig underrettet om, hvad der foregik i land.
Kong Erik havde imidlertid meget travlt denne samme sommer. Harald Hårfager havde delt riget mellem sine sønner, således at Erik skulle være overkonge. I kong Haralds halvfjerdsindstyvende regeringsår fik Gunhild en søn, som kongen vandøste og gav sit navn med den bestemmelse, at han, hvis han levede så længe, skulle være konge en gang efter sin fader Erik. Tre år efter døde kong Harald på Rogaland og blev højsat ved Haugesund. Men efter hans død blev der ufred mellem brødrene; i Vigen tog man Olaf til konge, men trønderne Sigurd. Året efter kong Haralds død fældede Erik Blodøkse begge disse sine brødre i Tønsberg. Dette skete i den samme sommer, kong Erik var på Gulating og skiftede mellem Egil og Bjergønund som før fortalt.
Mens kongen var i leding, blev Bjergønund hjemme på sin gård; han fandt det ikke rådeligt at forlade den, sålænge                                 

Gå T 2.del