|
Camouflagelyrik
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd.
Og det er besværligt
at flagre sig fri!
Liva Veel synger disse uskyldige ord forfattet af Poul Henningsen
i begyndelsen af 40´erne. Revyteatret er fyldt af mennesker - også
den tyske besættelsesmagt er til stede. Men med en attitude der
overgår selv en tegneserielignende klichéagtig fremstilling af deutche
werhmact, går det hen over tyskernes hoveder hvad alle de danske
tilskuere ved og fryder sig over: at revyvisen er en næsten alt for
åbenlys protest mod besættelsen af Danmark.
Underholdningskulturen som protest
På danserestauranter, varieteer og revyer spilles der underholdende
amerikansk bigbandjazz som aldrig før:
To be or not to be
thats the question
but not for me
Because I´m in love
Leo Mathisens swingmusik er ren underholdning, men er samtidig et
klart signal til tyskerne der hadede den amerikanske "neger"-jazz
og havde lyst den i band sammen med Picasso og andre store genier under begrebet: Entartede Kunst.
Mørklægning og udgangsforbud
Ungdommen,
de såkaldte swingpjatter i amerikansk storternet tøj og Johny Weismüller-frisurer, udfolder i den frie dans et kropssprog der
i sig selv er en hån mod den tyske strækmarchs ordnung muss sein-ideal. Selv den
overfladiske Leo Mathisen-sang: Take it easy boy, boy / go to
your home / take a cigar, kan - henvendt til tyske hærkolonner -
tolkes som en opfordring til at desertere.
Den ellers så udskældte drømmeindustri har pludselig fået
progressive kvaliteter!
|
|
Enten - eller
Selv
med Leo Mathisens cigar i mundvigen er alle klar over at problemerne er
store og enkle: enten er man for eller imod nazismen. Livsfølelsen er
under den stadige trussel om en øjeblikkelig død stærk og intens.
Valgsituationen tydeliggøres for den enkelte: enten engagerer man sig
i kampen for det man tror på, eller også lader man være.
Beredskabsdigtning - Kaj Munk
Aviser og medier er under skarp censur. Litteraturen går under
jorden, især med digterpræsten Kaj Munk der udsendte en strøm af
illegal modstandslitteratur. Munk var i 30´erne, som så mange
forfattere før ham, smittet af den nietzscheanske virus, den
stærke ener. Han hyldede på dette tidspunkt Mussolinis og Hitlers
magtvilje, men blev dog efterfølgende klar over sin fejltagelse. I
1944 bliver Kaj Munk likvideret af tyskerne.
Ung modstandsdigtning - Morten Nielsen
Modstandskæmperen Morten Nielsen dør i 1944 af et vådeskud kun
22 år gammel.
I 43 udgiver han sin eneste digtsamling Krigere uden vaaben. Morten
Nielsen udtrykker de unge frihedsdskæmperes næsten alt for tidligt
modnede livserfaring. Når døden altid er til stede som en mulighed,
bliver hvert sekund intenst levende, men også en smertefuld
påmindelse til et ungt menneske om at et helt livs muligheder kan
forsvinde i det selv samme øjeblik.
Det unge modstandsmenneske bliver af befolkningen dyrket med en
næsten helgenagtig status.
Leif Panduros uanstændige skildring af modstandskampen
Mange tidligere frihedskæmpere blev rasende på Leif Panduro da han i
1960 udgav romanen De Uanstændige. Her bliver glorien pillet
af de unge modstandsfolk. De bliver i romanens sidste kapitler
skildret som en flok unge ballademagere der har søgt krigen for
spændingens skyld og for at få afløb for deres freudiansk skildrede
frustrationer.
Måske har selv modstandsfolkene ind imellem selv følt sig utilpasse
på piedestalen.
I hvert fald skriver frihedskæmperen Halfdan Rasmussen efter krigen
det tilsyneladende humoristisk sorgløse antikrigsdigt Noget om
Helte. Digtet hylder de nære værdier som f.eks. indtagelsen af
en øl i kolonihavehuset med dets trygge værn mod verdens larm.
Livet er en morgengave
Sjælen er et pilgrimskor
Der står krokus i min have
der står øller på mit bord
Under himlen hænger lærken
som et svagt bevinget frø
.....
|
|
Ingen dårlige undskyldninger! - Du kan ikke løbe fra
dit ansvar...
I
følge den franske eksistensfilosof Jean Paul Sartre kan et menneske ikke undskylde sit livs fallit med at
det har fået en dårlig opdragelse eller at det har levet under
dårlige sociale vilkår. Sartre har den opfattelse at mennesket har
en frihed til at vælge, og at et menneske følgelig må bedømmes
på sine valg - eller manglende valg - her i livet.
Et menneske der aldrig der aldrig har taget
stilling til nazismen, men passivt har ladet sig lede med strømmen,
er lige så skyldigt i dens følger som den der med fuldt overlæg har
valgt at blive nazist. Begge må de stå til ansvar for konsekvenserne
af deres valg eller manglende valg.
Sat paradoksalt op: En kryster er en
kryster, fordi han har valgt at være en kryster - og selv hvis han ikke
bevidst har valgt det, er han ansvarlig alligevel.
Den absurde tilværelse
Eksistentialisterne opfatter tilværelsen i sit udgangspunkt som
fuldstændig uden mening eller formål. Erkendelsen af dette
eksistentielle grundvilkår medfører angst. Dette udgangspunkt er fælles for
både den kristne kierkegaardske eksistentialisme og den ateistiske
eksistentialisme (Sartre, Camus).
Det bevidste valg
Angsten kan dog hjælpe individet til at træde i karakter. I
følge Sartre kan det enkelte individ ophæve meningsløsheden og
angsten i sin egen tilværelse gennem det bevidste valg. Gennem valget
påtager man sig ansvaret for sine handlinger og undslipper således
den ufrie, ubevidste vanetænknings indflydelse.
Den eksistentielle ensomhed
Den ateistisk eksistentielle filosofi er grundliggende en
individualistisk filosofi. Sartre definerer på et tidspunkt helvede: helvede,
siger han, det er den anden. Et menneske der trådt i karakter
og har påtaget sig sit ansvar for livet, er alene, ensomt - dets
moralske grundlag er ikke samfundsdefineret, men udelukkende et personligt ansvar.
Eksistentialisme kontra naturalismens determinisme
Eksistentialismen er også en klar reaktion mod 30´ernes
naturalistiske opfattelse af mennesket som et produkt af arv og
miljø, en opfattelse der i sin yderste konsekvens må føre til at
begreber som frihed og valg, ansvar og skyld mister deres betydning.
At være menneske er for eksistentialisterne at være ansvarlig.
|
|
Heretica er kættersk (oprørsk) vendt mod ideologiske holdninger -
især 30ernes socialrealistiske, marxistiske, kulturradikale,
funktionalistiske og freudianske fornuftsstyrede meninger på samme måde
var: Tårnet (1) mod naturalismens
videnskabelige/positivistiske overbevisninger. For disse digtere er Europa
kastet ud i en dyb kulturkrise, der tager sin begyndelse renæssancens
intellektualisering af mennesket og som kulminerer med verdenskrigens og
teknologiens ødelæggelser. Overvurderingen af intellektets muligheder
forjager, som kulturhistorikeren Wilhelm Grønbech (1873-1948) havde
påvist, menneskets evne til at opleve alle tings naturlige sammenhæng.
Dette er også temaet i Poul La Cours "Fragmenter af en Dagbog".
For hereticanerne, som har meget tilfælles med de symbolistiske
digtere, åbner kunsten nye veje. Dels bestræber den sig på at
etablere et nyt troværdigt sprog, og dels bliver den en ny form for
erkendelse af tilværelsen. Denne kunstneriske erkendelse kan bringe det
enkelte menneske ud af den ensomhed, der er et grundvilkår for den
hereticanske digter. (jvf. eksistentialismen) Poesien bliver et medium for
en eksistentiel genfødsel i nuet = Du er ikke, hvad din fortid har gjort
dig til, men du er, hvad du har valgt.
Denne adventsholdning resulterer i,
at man forlader romanen som genre fordi den , som M.A. Hansen udtrykker
det, ikke kan gå dybt nok i sin analyse af den subjektive situation, og
endelig fordi den som regel for naturalistisk i sin beskrivelse af
virkeligheden, med hensyn til psykologiske årsagsforhold. Disse digtere
havde brug for virkeligheden, ikke som virkelighed, men som springbræt
til højere verdener. Man benyttede sig især af et bibelsk inspireret
sprog i lyrikken eller af myter og eventyr. Tilværelsen sandhed og
sammenhæng er transcendent. De fleste digtere forløstes først fra deres
ensomhed (digteren på det yderste skær - digteren i elfenbenstårnet)
ved mødet med et DU: Enten gennem troen, som f.eks. Ole Wivel i
"Fiskens Tegn" eller gennem et andet menneske - en kvinde - som
i Sarvigs "Frostsalme for to eller tre." Hereticaneren afviste
alle diskussioner om kunstnerens politiske funktion. Han lever for l`art
pour l`art holdningen: poesien er en frelsende magt
i sig selv. Den skal ikke forstås men leves.
Dette får bl.a. Erik Knudsen til at forlade tidsskriftet for sammen med
andre at etablere tidsskriftet DIALOG.
Lyrikkens erkendende magt
Tidsskriftet Heretica reagerer mod 30´ernes
realistiske prosa og samfundskritiske hensigt. Man kræver ny respekt
for kunsten, poesien, først og fremmest den lyriske form der
betragtes som et udtryk for en dybere erkendelse af virkeligheden.
Krigens, især holocaust ufattelige ondskab lader sig ikke
beskrive eller forstå i en videnskabelig saglig naturalistisk roman. Det paradoksalt
grusomme kun udsiges i en lyrisk form. Digtekunsten åbner som
hos symbolisterne nye veje. Dels bestræber den sig på at
etablere et nyt troværdigt sprog, og dels bliver den til en ny form for
erkendelse af tilværelsen.
Kunst er ikke politik - tilbage til
l´art pour l´art
Heretica afviser alle diskussioner om kunstnerens politiske
funktion. Digtet lever i l`art pour l`art holdningen: poesien er en
frelsende magt i sig selv. Den skal ikke bruges til noget uden for sig
selv, men leves i sig selv.
Heretica og Tårnet
Heretica er kættersk (oprørsk) vendt mod ideologiske
holdninger - især 30´ernes socialrealistiske, marxistiske,
kulturradikale, funktionalistiske og freudianske fornuftsstyrede
meninger.
Herticanerne er i familie med de symbolistiske
digtere, længere ude også med de romantiske.
Deres program er parallelt til Tårnets
modstand mod naturalismens
videnskabelige/positivistiske overbevisninger.
Væk med den naturalistiske roman
Denne holdning resulterer i at man forlader romanen som genre fordi
den som M.A.
Hansen udtrykker det, ikke kan gå dybt nok i sin analyse af den
subjektive situation, og endelig fordi den med hensyn til psykologiske
årsagsforhold som regel er for naturalistisk
i sin beskrivelse af virkeligheden.
Det farlige intellekt
Heretica protesterer mod alle politiske ideologier og deres
"falske profeter".
For disse digtere er
Europa kastet ud i en dyb kulturkrise, der tager sin begyndelse renæssancens
og senere i oplysningstidens intellektualisering af mennesket og som kulminerer med verdenskrigens
og teknologiens ødelæggelser.
Den moderne kulturs ensidige overvurdering af intellektet forjager som kulturhistorikeren Wilhelm Grønbech
(1873-1948) havde påvist, menneskets evne til spontant at opleve alle tings
naturlige sammenhæng. Mennesket bliver derfor et offer for de
fortrængte irrationelle kræfter i tilværelsen, værst udfoldet i
Nazismen. Målet er, med ord fra Poul La Cours Fragmenter af en Dagbog,
at genskabe ligevægten mellem Apollon og Dionysos, mellem forstanden
og den dybe følelse.
AT DIGTE SIG UD OVER ENSOMHEDEN
Som tidligere nævnt indebærer den ateistiske eksistentialisme en
erkendelse af menneskets ensomhed. Ensomhed er også et grundvilkår for
den hereticanske digter.
Men den fundamentale ensomhedsfølelse forsøges af digterne overskredet i lyrikken.
Ole Wivel skriver (i digtet) Til den vandrende:
Her går du fremmede i aftenblæsten
altid ensom blandt andre - aldrig alene for dig selv
Eksistentiel fremmedgørelse
Med ensomhedsfølelsen kommer også den eksistentielle fremmedgørelse
mellem mennesker. Digtes Du er den fremmede. Digtet er blandt
andet et forsøg på at få Du´et i tale:
Hvilken vej har du valgt?
Drømte du om at hvile som en sten i sandet
eller blænde op for natten som et lyn
Wivel ønsker som flere af digterne
fra perioden, at forløses fra ensomhed ved mødet med et du. Men
du´et skal først træde i karakter gennem valget. Et sandt
møde mellem jeg og du forudsætter at der har fundet en
"eksistentiel indvielse" sted hos begge. Digter-jeg´et er
nu klar med en sidste belæring til du´et:
Men alle veje, som ikke udgår fra dit
hjerte,
ender blindt.
Som vi her ser i slutlinierne Til den Vandrende, har mødet
med det andet menneske kærligheden som kardinalpunkt.
Denne kærlighed kan være universel i sin natur eller være til en kvinde - som i Sarvigs: Frostsalme for to eller tre.
Poesien bliver et
medium for en eksistentiel genfødsel i nuet: Du er ikke, hvad din
fortid har gjort dig til, men du er, hvad du har valgt.
Den kunstneriske erkendelse og kreativitet
kan altså bringe
det enkelte menneske ud af isolationen.
Den religiøst lyriske ensomhedsoverskridelse
Ensomheden bliver ikke kun ophævet lyrisk-eksistentielt. Det
næste skridt bliver med Kierkegaard som inspirationskilde at
overskride isolationsfølelsen gennem den religiøse
dimension. Ole Wivels Fiskens Tegn handler om
trosforløsning.
Digtningen gør brug af virkeligheden, ikke som et mål i sig selv, men
som et springbræt til højere verdener. Man benyttede sig især af et
bibelsk inspireret sprog i lyrikken eller af myter og eventyr. Tilværelsens
sandhed og sammenhæng er transcendent.
Advendtsfølelsen
Ofte vil digtene være farvet af en håbefuld afventende holdning - en
"advendtsfølelse" hvor man i overført betydning glæder
sig til Kritisti (gen)fødsel. Digtet forbereder følelsesmæssigt den
forløsning som skal komme.
Hereticas Redaktører:
1948-49 Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen
1950-51 Martin A. Hansen og Ole Wivel
1952-53 Frank Jæger og Tage Skou Hansen
De
vigtigste bidragydere til Heretica:
Stefan George, Rilke, T.S.
Eliot, D.H.Lawrence.
Thorkild Bjørnvig 1918
Karen Blixen 1885-1962
Ole Wivel 1921
Martin A. Hansen 1909-1955
Poul La Cour 1902-56
Bjørn Poulsen 1918
Erik Knuden 1922
Frank Jæger 1926-1977
Ole Sarvig 1921-1981
Halfdan Rasmussen 1915
Erik Knudsen og den politiske dialog
Hereticas manglende interesse i et politisk engagement får bl.a. Erik Knudsen til at forlade tidsskriftet for sammen
med andre at etablere tidsskriftet Dialog
|
|
Karen
Blixens aristokratiske eksistentialisme
Det siger sig selv at de eksistentielle forfattere ikke har uniform
på, men at de som
symbolisterne skriver i en stærk personlig stil. Det gælder
ikke mindst Karen Blixen der med
Syv fantastiske Fortællinger (1935) og Vintereventyr
(1942) skriver verdenslitteratur.
I Blixens eksistentielle univers forbindes individet med helheden -
ikke gennem kristendom, men gennem urreligiøst farvede myter. Karen
Blixen bor i mange år i Kenya, Afrika. Her, i livet sammen med de
afrikanske urfolk, har hun hentet mytisk næring til sit stærkt
personlige, men også universelle univers. Ud fra en
fællesmenneskelig forståelse genkender hun sit eget
"aristokratblod" i de stolte Massaikrigeres stolthed, mod og
æresbegreber.
For Blixen bliver det eksistentialistiske valg forankret i menneskets
evne til at vælge sin skæbne. At vælge og følge sin egen natur på
godt og ondt kræver mod. Men den som vælger sin egen natur, får som
belønning at føle sig som en del af et guddommeligt
skæbnemønster.
Martin A. Hansen og Løgneren
I 1950 skriver M.A. Hansen Løgneren. Løgnerens
hovedperson Johannes Vig (=Johanne-svig) gennemgår den
eksistentielt religiøse dannelsesudviking fra at være et
løgnagtigt, selvbedragerisk og fremmedgjort menneske frem til den
egentlige valgsitituation. I den eksistentielle roman bliver selve
valgsituationen bredt ud, både sidemæssigt og som dramatisk
højdepunkt. Johannes Vig når til sidst frem erkendelsen af valgets
nødvendighed:
Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du at det hele
er en valplads hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke.
Med Johannes Vig ses overgivelsen til en personlig Gud som den
eneste løsning.
Kierkegaards religiøse version af eksistentialismen dominerer
således 40´ernes Danmark. Sartres ateistiske eksistentialisme
som for øvrigt selv udsprang af Kierkegaards, bliver blot
forfatternes omvej hjem til vore egne litterære rødder.
Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor
|
