NATURALISMEN

1870 - 90
Det moderne gennembrud

T
E
K
S
T
E
R

Naturalisme

I følge den naturalistiske livsanskuelse eksisterer der intet ud over naturens love.

Menneskets ånd er et produkt af arv og miljø
Alle åndelige og sociale fænomener er afhængige og afledte af naturlovene.
Selv menneskets moralske og religiøse liv anses som en blot og bar forlængelse af samspillet mellem det biologiske liv og miljømæssige faktorer.
 

Historiske forhold

Naturvidenskaben sætter dagsordenen - også i den kulturelle offentlighed
1800-tallets naturvidenskabelige landvindingers betydning for filosofi, litteratur og malerkunst kan ikke overvurderes.
I denne periode udbredte de naturvidenskabelige erkendelser og opdagelser sig nærmest eksplosivt.

I slutningen af 1800-tallet oplevede datidens borger hvorledes den konkrete dagligdag blev ændret på grund af naturvidenskabens formidable evne til at omsætte teoretisk, videnskabelig indsigt til tog, biler, storbyer, fotoapparater, fabrikker, lægemidler, osv.
 

Fabrikant Hammels bil - 1887

Industrialiseringen tager for alvor fat - lønarbejderklassen fødes
Især i England, men også i Frankrig og Tyskland skyder ny industri frem i et hidtil uset omfang. Sammen med industrien får Europa en ny underklasse, proletariatet, der arbejder 12-16 timer om dagen for minimumslønninger.
Industrikapitalismen skaber en ny fæstebonde: arbejderen.      
Sammen med industrien vokser et nyt bymiljø frem.
 

London omkring 1860

Et vigtigt talerør for den ny arbejderklasse bliver den økonomiske filosof Karl Marx.
1800-tallets kapitalisme skabte en lille uhyre rig overklasse og millioner af fattige mennesker der måtte leve under et absolut eksistensminimum. Hvis ikke udvandringen til Amerika havde taget det værste tryk af denne proletarkedel, havde Europa højst sandsynlig oplevet meget voldsommere revolutioner end dem det nu var vidne til.  Under indtryk af Pariserkommunen i 1871 udsender den danske hovedkraft bag arbejderbevægelsen, Louis Pio, ugeavisen Socialisten.
 

G. Brandes & radikalismen - At sætte problemer under debat

I 1870 var det danske kulturliv på en måde lullet i søvn på en forstenet pude af åndeligt arvegods fra romantikken. Romantikkens oprindeligt dynamiske og revolutionære idégrundlag var efter 70 års gentagelse nedslidt og udvandet til hult klingende fraser ingen alligevel troede på når det kom til stykket.
Romantikkens idealer var blevet reduceret til de herskende klassers foretrukne sminkemiddel når det gjaldt om at opretholde en pæn facade udadtil. Virkeligheden, især den videnskabelige og industrielle, havde for længst overhalet det officielle Danmarks forestillinger om ideernes verden inden om.
 
Det forløsende kejsersnit for den nye naturalistiske periode i Danmark blev faktisk fortaget alene ved en persons radikale indgriben. Aldrig før eller siden er en periode i dansk litteratur i den grad blevet født i kraft af kun en enkelt persons handlinger. 

Det moderne gennembrud - Templet stormes af en enkelt mand
Det moderne gennembrud i dansk litteratur introduceredes af Georg Brandes ved en forelæsningsrække ved Københavns Universitet i 1871. Denne forelæsningsrække hed Forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur.

Her er et lille udsnit af indledningen:

Alle véd, hvilken uhyre revolutionær Bevægelse der i Slutningen af det 18de Aarhundrede brød ud over Verden, og hvilke Følger den andensteds medførte i Politik og Literatur. Denne Bevægelse er for mange Omraaders Vedkommende slet ikke naaet til os. Dens aandige Udgangspunkt var Forskningens ubetingede Frihed. Men den frie Tanke, der andensteds optraadte i saa dristige Former og gav sig saa mægtige Udslag, kommer til os kun i den ynkeligt afblegede Form..... G. Brandes

Fri forskning og frie tanker
Som det fremgår af citatet, troede Brandes på den frie forsknings ret og den frie tankes udfoldelse.
Han samlede disse bestræbelser under paraplyen: problemer under debat.   

Brandes tro på den frie tanke var paradoksalt nok inspireret af den tyske idealistisk romantiske filosof Hegel. Brandes citerer rosende Hegel:

Hegel har sagt de smukke Ord: "Saa længe Solen stod paa Himlens Hvælving og saa længe Planeterne drejede sig om Solen, var det ikke blevet set, at Mennesket havde stillet sig paa den rene Tanke, man kunde sige stillet sig paa Hovedet, og havde søgt at omforme og opbygge hele Virkeligheden efter sit Hoved. Alle tidligere Revolutioner havde havt stedlige Formaal, først denne vilde omskabe Menneskeheden."
 
Brandes forelæsninger skaber stor opstandelse
Georg Brandes forelæsninger eksploderede som bomber - ikke blot i den danske kulturelle offentlighed - men også i resten af Skandinavien. Bragene skabte en enorm opsigt og forårsagede en storm af voldsomme reaktioner - mest imod, men også for.

Georg Brandes var en lidenskabelig og provokerende forelæser. Med sig fra studierejser i det store Europa havde han en helt ny måde at tænke på, som skulle vise sig at fungere som gift for næsten alle de forestillinger den officielle skandinaviske kultur havde arvet fra den romantiske periode.  Det nye bestod i muligheden for at overføre den naturalistiske tænkemåde til kunstens verden.
 
Positivismen
En af de vigtigste byggesten i den naturalistiske tankegang var den nye videnskabelige retning, positivismen, der kun anerkender det som eksakt kan måles og vejes.

Den danske offentligheds forestillinger under en kritisk lup
Brandes gjorde først og fremmest op med Danmarks efterhånden udvandede nationalromantiske epigondigtning.

Der vil vel uden Vanskelighed kunne opnaas Enighed om, at den danske Litteratur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den digteriske Frembringen er saa godt som fuldstændigt stanset,...

Brandes påpeger herefter at intet alment Spørgsmaal angaaende Menneskeliv eller Samfund formaar at vække nogen Deltagelse eller fremkalde anden Drøftelse end Dagspressens og Døgnliteraturens.

Det nye er her at Brandes ikke udelukkende holder sig inden for den litterære sfæres rammer traditionelle rammer.

Problemer under debat  - problemlitteratur
Brandes gik langt ud over litteraturens traditionelle grænser og opfordrede til en kritisk undersøgelse af begreber som det nationale, staten, kirken, familien, ægteskabet, den offentlige moral osv.
For den nye litterære videnskabsmand burde intet emne eller område på forhånd være helligt eller urørligt.
 
Men det så ud til, at alt hvad der kom under Brandes og hans senere litterære disciples kritiske mikroskop, så betændt ud, og alt hvad der blev set i deres kikkert, smuldrede.
Den danske offentligheds forestillingsliv kunne simpelthen ikke tåle mødet med videnskabsmandens lup.
 
Brandes som tankekanal mellem Europa og Danmark
Brandes fortjeneste var ikke så meget hans litterære indsats. Her overstråledes han af periodens talrige andre stjerner. Hans rolle var at være totemfigur og filosofisk talerør for en hel generation af nye forfattere, der tog hans tanker til sig og forvandlede dem til kunst.  Strengt taget var var de nye ideer heller ikke skabt af Brandes. Hans egentlige fortjeneste var at være en kanal for de mægtige nye ideologiske strømninger i Europa.
 
Kulturradikalisme - kulturkamp
At den åndelige revolte udgik fra universitetsmiljøet er værd at bemærke. Troen på fornuften som et potent våben og som et middel til at skabe "radikale" forandringer i samfundet er et kendetegn på et fænomen man kan kalde kulturradikalisme.
 
Den kulturradikale er en intellektuel - han tilhører samfundets elite.  Eftersom tanker kan skabe strukturer i et menneskes bevidsthed i løbet af sekunder, kendetegnes den kulturradikale ofte af en rastløs utålmodighed. Han har tænkt tanken og ønsker at den skal bære frugt her og nu! Den kulturradikales vigtigste redskab og våben er dialogen. Han har en klippefast idealistisk tro på at at han ved hjælp af dialogen og fornuften kan ændre verden. Hans verbale slagmark er som ordet kulturradikal antyder, den kulturelle offentlighed. Den kulturradikale kritiserer ikke i første omgang de økonomiske forhold. Hans sigte er rettet mod kulturelle (mis)forhold.
 
Kulturradikalismen har rødder tilbage i oplysningstiden der også troede på fornuftens lys.

Religiøs kritik af den frie tanke
Som nævnt kom der meget voldsomme reaktioner mod Brandesradikalismens
kamp for den frie tanke og deraf følgende omvurdering af kristendommen, også benævnt som det moderne fritænkeri.

Her er et uddrag af P. M. Lunds Det moderne Fritænkeri (1893):

Kristendommen lærer, at der er en Gud til, der har skabt, styrer og leder alt, - at Han har skabt mennesket i sit billede, - at der er et Liv efter dette, at vi mennesker er svage og skrøbelige og ikke kan frelse os selv, at Jesus er kommet for at frelse os. Alt dette betragter Kristendommen som forudsætninger, man kan og skal gå ud fra, og hvorfra der lader sig drage sikre og pålidelige slutninger.

I modsætning hertil forlanger fritænkerne, at det skal bevises altsammen.
Det er, sige de, usandheden og løgnen, Kristendommen har bragt ind i verden: at den har givet menneskene en mængde upålidelige forudsætninger at gå og bygge på.
Fritænkeriet gør fordring på at bringe frihed og fremskridt. Det bringer hverken frihed eller fremskridt..... Og hvad fremskridt angår så begynder fritænkeriet i mørket og forbliver i mørket.
Det var en mere end en frase, hvad engang et anset parlamentsmedlem i England ytrede, da der var tale om bomuldsavlens tilbagegang i Indien. "Lad os", sagde han , "lad os gøre hinduerne til kristne, så skulle nok høste bomuld,"

Kristendom er frihed og fremskridt, Fritænkeri er trældom og tilbagegang.
  

Generelt om Kunstens og kunstnerens rolle i naturalismen

De digtere, filosoffer, malere og musikere som hidtil havde oplevet sig selv som forkyndere af et åndeligt princips overherredømme, så i denne periode hvorledes naturvidenskaben uden hjælp fra guddommelige magter og forestillinger revolutionerede verden.  
 
Deres rolle som kustoder i et museum for forstenede romantiske og biedermeierborgerlige idealer blev mere og mere tydelig. De romantiske idealer blev misbrugt af de herskende klasser til at dække over en virkelighed der var anderledes grum. Den poetiske realisme var som teknik blevet degraderet til at sminke en barsk social virkelighed.   

Brandes nye radikale tanker blev derfor grebet af den kunstneriske elite med kyshånd. 
 
Kunstnerens forvandling fra "præst" til "videnskabsmand"
For de kunstnere som længtes efter luftforandring, blev videnskabsmanden den nye rollemodel. Videnskabens metoder og fremgangsmåder blev den nye målestok for litteraturfrembringelse.

Strategien i denne krig mod forældede idealer og tanker blev at sætte problemer under debat. 

Arv og miljø bestemmer menneskets adfærd - determinisme i stedet for fri vilje
Denne diagnose findes først og fremmest i menneskets darwinistisk dyriske arv. Denne arv ses dog i et komplekst årsagssamspil med miljøet. Hvis man konsekvent anvender denne litterære metode, vil den ikke levne meget plads til tilfældigheder eller til menneskets fri vilje.
Menneskets adfærd bliver så at sige mekanisk forudbestemt, determineret af arv og miljø. 
 
I logisk forlængelse heraf blev romanen naturalisternes foretrukne genre.
 
1. Den kølige videnskabelige forfatter
Det positivistiske videnskabssyn overførtes som arbejdsmetode for forfatterens virke. Litteraturen begyndte at "måle og veje" verden. Litteraturens opgave blev at skabe afdækningskunst: den fandt forklaringer i årsagssammenhænge og søgte med videnskabelig akkuratesse efter disse årsagssammenhænge i menneskets biologiske arv og indvirkningerne fra dets miljø.
Forfatteridealet blev den objektivt, kølige iagttagende, "videnskabelige" iagttager, der uden moraliserende stillingtagen i form af alvidende forfatterkommentarer kunne stille den rette diagnose.

Samfundslægen stiller diagnosen
Den norske forfatter Henrik Ibsen (1828-1906) opfattede sig selv som: Den samvittighedsfulde samfundslæge som har påvist løgnens og ansvarsløshedens gift i  den kilde, hvoraf godtfolk (almindelige mennesker) tror at øse helsedrik. (1882)

Det ovenstående citat af Ibsen viser også hvorledes den skandinaviske naturalisme bliver inspireret af de større udenlandske strømninger. Hos den franske teoretiske totemfigur og romanforfatter Emile Zola er det netop lægens diagnose der som metafor bliver brugt til at beskrive forfatterens opgave. 

Da den første realistiske realistiske roman om en kvinde, Madame Bovary (1857), udkom, var det som læge forfatteren Gustave Flaubert blev karikeret.
Efter først at være blevet grundigt undersøgt med forstørrelsesglasset, er Madame Bovarys blødende hjerte blevet dyppet i blækhuset.

Også Strindberg bruger lægen som sit talerør i den humoristisk ironiske novelle Racens forbedring. Strindbergs bidende ironi har han selv indirekte kommenteret således:

2. Den sandhedssøgende, oprørske forfatter
Det moderne gennembruds kunst blev også et nyt og farligt kulturpolitisk våben.  
Dette fornuftens våben blev først og fremmest rettet mod den foregående periodes antikverede åndelige og moralske forestillinger.
 
Kunstneren blev således ikke blot en kølig objektiv videnskabsmand.
Han blev også en provokatør, oprører og samfundsomstyrter. Som i Drachmanns programdigt Ude og hjemme bryder den oprørske kunstner ud gennem vinduet - ud af intimsfærens nationalborgerlige drivhusmiljø. Den ny tids kunstner orienterer sig mod revolutionernes og omvæltningernes Europa som litterær legeplads. 
Drachmann bruger imidlertid i den sidste strofe ordet derude frem for herude, hvilket afslører hans revolutionsromantiske skrivebordsretorik.

At udfordre de etablerede holdninger krævede dog for det meste et stort personligt mod.  Henrik Ibsen skrev under indtryk af de stærke negative reaktioner hans kunst affødte: Tag ikke livsløgnen fra hverdagsmennesket.

Ikke desto mindre fortsatte Ibsen i sin litteratur ufortrødent at revse borgerskabet med sin nådesløse sandhedssøgende kunst.

Da teaterstykket Gengangere blev uropført blev publikum så rasende, at intet teater efterfølgende turde opføre stykket. Publikum råbte rasende: Nihilist! Nihilist!
Ibsen skrev efterfølgende til Brandes: Hvad det gælder er menneskeåndens revoltering!

3. Den detektiviske forfatter - afslørings og optrevlingskunst
Den naturalistiske forfatter optræder også som en slags detektiv. Han skaber afsløringskunst. Som Fru Alving i Ibsens Gengangere "optrevles" facadens pænt broderede overflade for i sandhedens tjeneste at afsløre råddenskaben under overfladen.
 
4. Den ensomme forfatter - outsideren
Det siger sig selv at forfatteren ikke just får medaljer af det borgerskab hvis dobbeltmoral han afslører. Forfatteren oplever derfor i den naturalistiske periode ofte sig selv som fremmed over for det samfund han skriver om. Han er ikke en del af det liv han skildrer, men står på sidelinien

a) enten stolt, arrogant med ideologiske saltvandsindsprøjtninger fra Nietzsches overmennesketeorier. H. Drachmann, G. Brandes

b) eller passivt, lidende og medfølende med de stille eksistensers mangel på evne til at leve et meningsfuldt liv i nuet.    H. Bang
  

Emner

1) Problemlitteratur - samtiden
At sætte problemer under debat - G. Brandes

Samfundets indretning, ægteskabet, religionen,
Gøre op med forældede romantiske biedermeier-forestillinger
Mennesket har ingen guddommelig sjæl. Mennesket er et dyr.
Virkeligheden er her og nu! - Den er ofte styg.

2) Psykologiske portrætter - Freud før Freud
Den naturalistiske roman "opdager" den underbevidsthed som Freud senere kortlagde og beskrev teoretisk. I I.P.Jacobsens fremragende roman Marie Grubbe finder vi i indledningen unikke beskrivelser af barnet Marie Grubbe legende i grænseovergangene mellem det bevidste og det fantaserende ubevidste.
Her i sine dagdrømmende fantasiers vold afslører Marie Grubbe over for læseren at hun allerede som barn er determineret af voldelige seksuelle fantasier.   
 

Genrer

Romanen & den videnskabelige forfatter
Det uendeligt små og det uendeligt store i poesien  -  G. Brandes

Forfatterens rolle som litterær videnskabsmand, der indsamler sit materiale om menneskets psykologi og samfundsforhold får  genremæssige konsekvenser.
Romanen er nemlig via sit omfang velegnet til videnskabeligt at afdække hvorledes arv og miljø former menneskets adfærd.
Hvor lyrikken egner sig godt til at beskrive sjælelige tilstande og antyde deres transcendentale kontekst bliver den realistiske roman naturalisternes fortrukne genre.
 
I sit værk forsøger forfatteren at træde tilbage for at give læseren en fornemmelse (en illusion) af at hans "dokument om menneskene" er et objektivt virkelighedsbillede.

Novellen & antydningskunsten
Især de impressionistiske forfattere anvender ud over romanen også novellens kortere form, idet denne form egner sig fint til impressionismens antydningskunst.

Dramaet og den betændte intimsfære - intimsfæren som teaterscene
Dramaet/skuespillet er en genre der egner sig glimrende til at afdække tidens officielle moral som dobbelt moral. En stor det af det af borgerskabet praktiserede hykleri foregik efter naturalisternes mening inden for hjemmets fire vægge - i intimsfæren. Hvis man piller den ene væg ned, har man en perfekt teaterscene. Publikum har nu fri adgang til at se sig selv fremstillet, "optrevlet" og afsløret.   
 

Naturalisme & Impressionisme

1. NATURALISTISK FORTÆLLETEKNIK

Skabelsen af den naturalistiske skrivemåde - indsamling af detaljer
I begyndelsen af den naturalistiske periode er forfatterne stadig afhængige af de romantiske forgængeres sprog, stil og teknik.
I I.P. Jacobsens værk Marie Grubbe finder vi i indledningen af romanen en naturbeskrivelse der minder om poetisk realisme fra romantikken. Men den uhyre detaljerede beskrivelse vi finder af naturen i dette indledningsafsnit peger derimod bort fra romantikken. Det er naturalisten og botanikeren I.P. Jacobsen der på videnskabelig vis indsamler og beskriver detaljer for netop gennem detaljerne at vise et videnskabeligt funderet helhedsbillede.

Der er ingen tvivl om at I.P. Jacobsens overordnede hensigt med romanen Marie Grubbe er naturalistisk.

Dog er der flere elementer i I.P. Jacobsens forfatterskab der peger bort fra naturalismen.

2. IMPRESSIONISTISK FORTÆLLETEKNIK

Impressionisme
Den naturalistiske roman ønsker at skabe en helhed ud af at inddrage som meget som muligt, så mange detaljer som muligt.
 
Impressionismen fastholder naturalismens interesse for detaljen, men lader kun punktvis læseren opleve detaljen. Resten skæres bort.
Indtrykkene gengives mere skitseagtigt - uforarbejdede af intellektet - og antydningsvist.
Som læser bliver man således inviteret til at lade indtrykkene at komme til sig, forholdende sig passivt iagttagende ...dog således at fantasien inviteres til at udfylde detaljerne.

Læserens fantasi stimuleres
Den impressionistiske fortællekunst overlader derfor - netop gennem det den ikke siger - et langt større ansvar til læseren selv til gennem sin forestillingsevne at "færdiggøre" det samlede billede.

Denne underdrevne fortælleteknik minder også om sagaernes fortælleteknik.

Det impressionistiske sprog
Den impressionistiske forfatter Herman Bang var selv meget bevidst om sin egen litterære teknik:
Lad forfatterne sammenhobe sætninger, lad dem ødsle med ord og lad dem udelade verber; lad dem i susende hast kæde punktummer sammen og derpå atter hvile i rytmisk, sagte musik. Vi opgiver lovene, tillader lovløshed og forkaster mange regler. - H. Bang

Herman Bang var også klar over denne litterære tekniks taknemmelighedsgæld til malerkunsten:

                               At stilen skal kunne male - H. Bang

Sproget bliver på en måde "opløst" - Ingen lange akademiske sætninger. I stedet ser vi korte sideordnede sætninger uden konjunktioner og relativord.

Dialogen, oftest i form af dækket direkte tale, erstatter det fortællende. Formen nærmer sig derfor ofte dramaet.
 
Øjebliksfremstillingen og fotografiet
Impressionismen er en Indtrykskunst.  Den består af øjebliksfremstillinger.
Denne orientering mod en fremstilling af øjeblikket er uden tvivl inspireret af fotografiet, som netop blev mere alment tilgængeligt i samme periode. 
Dette gælder dog kun for den litterære impressionisme, eftersom malerkunstens impressionisme netop lagde afstand til og "malede sig væk" fra fotografiet.
 
Følsom skildring af de stille eksistenser
Der er i impressionismen en tendens til at lade beretning/handling glide i baggrund til fordel for en personlig/subjektiv og følsom beskrivelse af sjælelige tilstande.
Disse beskrivelser følger især de stille, passivt lidende mennesker, der er afmægtige over for deres skæbne.

Ved vejen (1886) af Herman Bang er en novelle på romanstørrelse i novellesamlingen Stille Eksistenser. Hovedpersonen, Katinka Bai, er netop sådan en stille eksistens.
Ofte vil man i Bangs skildringer af de stille eksistenser fornemme en vis vemodig ironi.     En sjælden gang imellem kammer ironien dog over i ren humor.

Antydningens kunst
Den "antyder" frem for at sige tingene lige ud i form af forfatterkommentarer. Den gammeldags alvidende fortæller er allerede begravet med den naturalistiske kunst. Fortælleren er næsten usynlig. Forfatteren skjuler sig tit bag en fiktiv person og dialoger. Det episke forløb opløser sig i situationer, scener.
Forfatteren anvender kun sjældent en indre synsvinkel, men lader læseren fornemme sig frem til det indre liv gennem ydre handling:

       Kun den i Handlen omsatte tanke kan følges af en iagttager. - H. Bang

En ydre synsvinkel med en indirekte personbeskrivelse antydet gennem f. eks blikke og ydre bevægelser er impressionisternes foretrukne.
 
Når Herman Bang alligevel ind imellem spartansk anvender den indre synsvinkel, er den udelukkende reserveret den eller de personer han sympatiserer med.
 
At antyde gennem modsætninger - at se dybere gennem revner i facaden.
Som før nævnt er en af det moderne gennembruds vigtigste opgaver at afsløre de officielle "pæne" holdningers hulhed ved at lede læseren om bag facaden. Herman Bang er mester i at udlevere sine hovedpersoners falske facader eller selvopfattelser ved elegant at samstille to udsagn der modsiger hinanden.
 
Katinka Bais mand beklager sig over hvor travlt han har. I næste sætning får vi at vide at han har blundet hen over regnskaberne.  Dernæst får vi at vide at han endnu ligner den Løjtnant som han var som ung. Herman Bang sætter her sit offer op på den høje hest - dog kun for at skubbe ham ned fra soklen igen med kommentaren at det altså mest er hans hjulbenethed der får ham til at ligne en Løjtnant! 
 
Læg i ovenstående analysepassage mærke til hvor mange sætninger der bruges for at kommentere teksten... Vi kunne endda fortsætte...Og dog har Herman Bang kun skrevet tre korte sætninger!
Hermans Bangs øjeblikskunst elsker at stille disse koncentrerede modsatte udsagn op. For den opmærksomme læser kan der nu i fantasien skabes et værk på størrelse med Balzacs romaner. 
 
Lidt længere nede i teksten møder vi enkefru Abel. Hun omtaler sin søster som Etatsrådinden. Læseren må altså tro at Fru Abel har en fornem, socialt højt placeret søster i København. I næste sætning fortæller Herman Bang at den fornemme dame bor på fjerde sal og maler storke der står på ét ben. En halv sides beskrivelse af middelklassens sociale stræben opad og tilhørende snobberi er  erstattet af tre elegante sætninger der som bevismateriale i en retssag afdækker
en verden fuld af selvbedrag og dunkle motiver.  Værd er det også at bemærke at disse opstillinger af modsigende udsagn ofte foregår ved at Bang lader det ene udsagn være en replik og det næste udsagn være en beretning eller beskrivelse.  
 
Som et fremstillet skuespil
Den impressionistiske roman kan som form lede tankerne hen på dramaet bl.a. på grund af de mange replikker. Med få omskrivninger kunne man f. eks tage indledningen i Herman Bangs roman Ved Vejen og lave det om til et skuespil. 
 
Scener klippes sammen som i moderne film
I den impressionistiske litteratur er scenerne er ofte panoramisk fremstillede. Der er  næsten ingen overledning fra scene til scene.  De kan således i deres opbygning minde om moderne filmteknik der også ofte klipper fra scene til scene uden overgange.
 

Realisme

Naturalismen og impressionismen havde deres rødder i realismen. Realismen ønskede at skildre virkeligheden så nøjagtig og naturtro som muligt, bl.a. ved mange små hverdagsdetaljer. At gøre digtningen levende og konkret, ikke abstrakt. Dette betød ikke at værket ikke kunne være fiktion. Handlingen skulle blot være sandsynlig, realistisk. Dog opstod der også de historiske romaner, der helt ned i de enkelte detaljer var forankret i faktiske begivenheder. 
Den realistiske roman opstod i Europa allerede helt tilbage i 1830erne. Balzac, Dickens, Dostojevskij og mange andre skabte store romanfortællinger med dybe og vidtfavnende analyser af samfundsforhold og mennesker.  
  

Den tidlige naturalisme (ca. 1870-80)

Optimistisk, tro på fremskridtet
 

Den sene naturalisme (ca. 1880-90)

Pessimistisk - deterministisk
Når menneskenes skæbne er determineret af arv og miljø, kan de kun forholde sig passivt lidende til virkeligheden. (H. Bang) Eks: Huus og Katinka i Ved Vejen
 

VIDENSKAB & FILOSOFISKE TILVÆRELSESTOLKNINGER

Positivisme

 
Kun hvad der kan måles og vejes eksisterer - empirisme
Positivismen var en metodelære udviklet af franskmanden Auguste Comte (1798-1857) allerede i 1830erne. Også englænderen David Hume (1711-1776) bør nævnes.
 

Auguste Comte

I positivismen bygger man udelukkende på det, der kan iagttages og måles videnskabeligt: De positive kendsgerninger.

Positivismen er en materialistisk teori
Positivismen er derfor i høj grad en materialistisk teori, idet den går ud fra at alt, selv åndelige fænomener, kan føres tilbage til fysiske og kemiske fænomener. Den menneskelige tanke og det menneskelige følelsesliv kan afledes af materielle forhold:

Last og dyd er blot produkter ligesom sukker og svovl - Hippolyte Taine (1828-1893)
 
Det siger sig selv at guddommelige forestillinger ikke var i høj kurs hos positivisterne eftersom man ikke var i stand til at veje Gud.
 
Positivismen er en deterministisk teori
Positivismen i sin yderste konsekvens fører til en deterministisk opfattelse af verden.
I et mekanisk univers hvor alt er en konsekvens af fysisk-kemiske årsagskæder, er der ikke plads til tilfældigheder. Alt må derfor være forudbestemt. 
 
De ufejlbarlige måleinstrumenter skabte grundlaget for positivismen
De store tekniske landvindinger i 1800-tallet havde medført nye generationer af langt mere teknisk avancerede måleapparater. Begejstringen over de nye måleapparater "forledte" forskerne til at tro, at man kunne minimere forskernes egen subjektive farvning og indflydelse på de videnskabelige resultater ved at skyde de avancerede måleinstrumenter ind mellem videnskabsmanden og hans undersøgelsesobjekt.
Den eksakte, objektive erkendelse var nu inden for forskernes rækkevidde!
 

Det objektive fotografi
Som et billede på et efter datidens opfattelse præcist måleinstrument kan man tage fotoapparatet, der netop revolutionerede verden i denne periode. Helt tilbage i 1860 begyndte man at inddrage fotografiet som bevismateriale i retssager. På samme måde som positivismen troede man kunne nå frem til en fuldkommen objektiv videnskab, kaldte man kameraets linse for et objektiv. Et fotografi ansås på dette tidspunkt i modsætning til et maleri for at være et udtryk for et 100% objektivt og sandfærdigt udsagn.

I vore dage ved selv et barn at intet kan være mere manipulerende og subjektivt end et fotografi.

Nicéphore Niépce Verdens første kamera - 1816

Positivismens tro på (foto)apparaters ufejlbarlighed fik skæbnesvangre konsekvenser. Senere totalitære regimer som Hitlers og Stalins kunne udnytte den efterhånden folkeejede tro på fotografiets objektivitet til at skabe let fordøjelige manipulationer. 
 

Alt er relativt - Ein stein i det positivistiske apparatur 
Positivismens tro på en objektiv, ufejlbarlig instrumental videnskab fik et afgørende dødsstød med kvantefysikkens og relativitetsteoriens erkendelse af at måleapparaterne og forsøgsopstillingen er med til at påvirke selve forsøgsresultatet.
 
Den hellige specialist - specialistvældet
Den paradoksalt nok næsten religiøse tro på videnskabsmandens ufejlbarlighed resulterede i et specialistvælde, der havde meget stor magt i de politiske beslutningsprocesser helt op til 1980erne. De ufejlbarlige eksperter forsikrede bl.a. en kritisk dansk befolkning om atomkraftens absolutte sikkerhed. Specialisterne havde lavet udregninger der viste at der aldrig kunne ske uheld på atomkraftværker! 
 

Three Mile Island - 1979

De antiautoritære studenteroprør i slutningen af 60erne og de mange videnskabeligt umulige uheld på atomkraftværker rundt omkring i verden satte imidlertid en stopper for eksperternes "guddommelige" status.  
 

Ateisme & kritik af kristendommen

Et af naturalismens vigtigste slag rettes mod kristendommen og religiøse forestillinger i det hele taget. 
 
Feurbach  fyrer op under kristendommen
Allerede fra omkring 1830 er der sat en radikal kritik af biblen i gang af filosofferne Strauss og Feuerbach:

Jesus er ikke Guds søn, men en historisk forklarbar morallærer.
 

Feurbach

Feuerbach ville enhver metafysisk forestilling om Gud til livs. Mennesket skaber i sin afmægtighed en almægtig og al-kærlig Gud. Mennesket fordobler så at sige sig selv.
Religionskritikkens opgave er at lede energien, som rettes mod en imaginær himmel, tilbage til jorden.

Karl Marx bygger videre på Feuerbachs kritik af kristendommen, men ser i modsætning til Feuerbach ikke engang noget positivt i Jesus som morallærer.

Feuerbach link
 
Danske forfatteres kritik af religion
Forfatteren Henrik Pontoppidans ateisme og kritik af kristendommen er et gennemgående træk i forfatterskabet. I det følgende eksempel er kritikken kun antydet gennem et billedsprog hvor kirketårnet sammenlignes med en rød nisssehue.

Holger Drachmann er anderledes fuld af skadefryd. Han lader i sit digt Ude og hjemme Præsten bliver kastet ind mod et tjæret plankeværk.


Nihilisme
Nihil betyder: jeg nægter
Nihilisme er en betegnelse for det ikke at tro på noget som helst.
 

Marx

Senere følger Marx /Engels: Religion er opium for folket.
 

Karl Marx

Det kommunistiske manifest 1848

Karl Marx (1818-83) opfatter samfundet som klassedelt. Den herskende klasse er
kapitalisterne/industriejerne/borgerskabet som udbytter/udnytter arbejderklassen.
Arbejderklassen bør starte en revolution (blodsudgydelse er tilladt - målet helliger midlet) hvor de overtager kontrollen med produktionsmidlerne og dermed baner vejen for det kommunistiske klasseløse samfund hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.
 

Satirisk skildring af det kapitalistiske klassesamfund

Marx link
 

Darwin

Arternes oprindelse - 1856
Forfatteren og botanikeren I.P. Jacobsen oversatte i 1871 Darwins banebrydende værk Origin of Species (1856).

Mennesket er et dyr
I følge Darwin adskiller mennesket sig ikke væsentligt fra dyrene. Vi står blot på et højere trin i udviklingen, men er ligesom dyrene behersket af vores instinkter.
Hvad der især chokerede datidens mennesker var påstanden om at mennesket nedstammede fra aberne.

Datidens (og eftertidens) talrige satiriske illustrationer af Darwin, vidner om hvilket røre hans teorier skabte.

Charles Darwin

De guddommelige skabelsesteorier forkastes
Denne udvikling er ikke, som romantikerne antog, skabt via en guddommelig indgriben.
 

Survival of the fittest
Udviklingen af "højere" former for liv skyldes derimod en evolution sat i gang af det simple faktum. at det hele tiden er de stærkeste og mest tilpasningsdygtige eksemplarer af en race der overlever. Den stærkeste overlever er den der får lov til at parre sig. Dermed  føres de stærkeste gener videre til næste generation.

Darwin link
 

THAT TROUBLES OUR MONKEY AGAIN Female descendant of Marine Ascidian: "Really Mr. Darwin, say what you like about man: BUT I WISH YOU WOULD LEAVE MY EMOTIONS ALONE!"

Fun - November 16, 1872

Darwin versus kreationismen - kampen er ikke slut
 

I flere skoler og højere læreranstalter i vore dages USA, især i midtvesten, også kaldet bibelbæltet, er Darwins teorier stadig ikke stuerene. Biblens skabelsesberetning er for den fundamentalistisk troende kristne i USA stadig den eneste sandhed. Den kristent orienterede højrebølge i Amerika er i stærk fremgang. Præsident Bush ses af disse mennesker som en frelser i opgøret med Islam.
TV-prædikanter, Mel Gibsons film om Jesu korsfæstelse og dommedagsprædikanter som forfattere til bøger på bestsellerlister rider med på bølgen.
Her er et par interessante link til en verden der endnu ikke har haft et moderne gennembrud.

1) Politiken - Højrereligiøse udfordrer Darwins aber
2) CNN.com
3) CNN.com
4) http://geology.about.com/library/weekly/aa062297.htm  - for evolutionstanken
5) http://www.bibleprobe.com/creationism.htm   -  imod

Find evt. flere interessante links. Skriv i Google : creationism versus Darwin
 

Darwindyret i mennesket - menneskedyret i litteraturen

Den seksuelle arv styrer mennesket
Der er i den naturalistiske periodes litteratur talrige henvisninger til dyret i mennesket. 

De kunstneriske fortolkninger af den nye opdagelse af mennesket som dybest set et dyr er dog stærkt varierende.
 
Hippolyte Taine giver følgende beskrivelse af mennesket i sit værk om den franske revolution:
 
Og derfor er det først og fremmest sådan, at selv om man ikke vil tro på at mennesket er beslægtet abens, så er det dog sikkert at det i sin bygning er et dyr, som er nært beslægtet med denne,..
 
Taine ser menneskedyret som noget negativt.
 
Pontoppidan derimod, ser i Novellen Ilum Galgebakke det dyriske som noget positivt. Han ser nemlig i datidens fæstebønder et endnu vågent dyrisk frihedsinstinkt. Dette instinkt er dødt i de moderne Grundtvigbønder, der derfor taler i stedet for at handle.
 
Herman Bang har igen en anden opfattelse i sin roman Haabløse Slægter (1880), hvor han resigneret melankolsk beskriver sin egen adelsslægt som indavlet og degenereret.
 
Den ironiske Strindberg kalder i Racens Forbedring den lille uægte baronsøn, der er avlet med en pige fra underklassen for et stort stærkt bæst. bæst: et dyr
Han beskriver menneskedyret med besk ironisk humor. 
Hvor Strindbergs satiriske humor som regel var "ond", tager Christian Hostrup lettere på det i sit lille digt om hans far der var en abekat.
 
Marie Grubbes dyriske arv
En af I.P. Jacobsens overordnede hensigter med romanen, Marie Grubbe, er at vise hvorledes hendes dyriske driftsliv udøver en stor magt over hendes liv. Han ønsker med detaljer som bevismateriale i sin naturretsag at vise hvorledes Marie Grubbe er styret af sit arvelige drifter. Dette driftsliv fører hende i samspil med hendes opvækstmiljø ned på samfundets absolutte bund. Hendes første mand er en kongesøn - Ulrik Gyldenløve. Hendes sidste mand er staldkarl og tugthusfange.
 

Nietzsche

Slave- og herremoral
Nietzsche tror på overmenneskets ret til at herske over undermennesket. Overmennesket er kendetegnet ved sin vilje til magt.
 

Nietzsche yderst t.h.

Opgør med kristendommens ydmyghedsidealer
Den stærke ener, overmennesket, bliver imidlertid bundet af kristendommen, der er undermenneskets opfindelse og middel til at holde overmennesket i skak. I kristendommen forkyndes nemlig at ydmyghed og fattigdom er efterstræbelsesværdige moralske kvaliteter. Hvis man bliver udsat for aggression og fysisk vold: slået på den ene kind, bør man I følge kristendommen vende den anden kind til. Overmennesket derimod bør i følge Nietzsche gøre sig fri fra disse kristne moralbegreber og have styrke og mod til at herske - om nødvendigt ved hjælp af vold.

Gud er død
Som profeten Zarathustra i Also sprach Zarathustra kendetegnes overmennesket ved modet til at erkende at Gud er død.

Danske forfatterflirter med overmennesket
Flere af periodens forfattere og for den sags skyld forfattere fra de efterfølgende perioder er på forskellig vis blevet dybt påvirket af Nietzsche.

Nietzsche link

Nietzsche - aforismer

 

Hegel

Den tyske idealistiske filosof Friedrich Hegel (1770-1831) har med sin dialektik inspireret mange andre filosoffer, herunder især Karl Marx og Søren Kierkegaard.

Hegels dialektik
Hegels dialektik går i korte træk ud på at Verdensånden, et guddommeligt princip, først og fremmest manifesterer sig i menneskets frie tanke. En ny tanke der manifesterer sig og bliver til virkelighed i verden, kalder Hegel for en tese.

Denne tese vil skabe en reaktion, en modsætning, en antitese:

Sammenstødet mellem tesen og antitesen skaber imidlertid en syntese.

Syntesen vil skabe sin egen modsætning, en ny antitese.

Endnu en gang vil denne modsætning skabe en ny syntese:

Og således bevæger udviklingen sig dynamisk i modsætninger fra tankeplanet og ud i den virkelige verden.

Hegels dialektik er en idealistisk teori
Hegels filosofi er en idealistisk filosofi fordi den antager at det styrende princip for al udvikling kommer ud af noget åndeligt, nemlig en menneskelig tanke: en ide(alisme).

Karl Marx vendte Hegels dialektik "på hovedet" og gjorde den derved til en materialistisk filosofi.

Brandes og Hegel
I det følgende lille citat kan man se hvorledes Brandes har taget Hegels dialektik til sig og beskriver udviklingen i modsætninger, aktion - reaktion: 

Man kan ikke nægte, at vi Danske iagttog Sømmelighed, vi stillede os ikke paa Hovedet. Men da nu denne mægtige Aktion, fremkaldt af den menneskelige Tankes Sejersbevidsthed, den rene Tankes Fanatisme, som enhver stor Strøm, der gaar over sine Bredder, havde fremkaldt Modforholdsregler og Reaktion, da kom vi med i Reaktionen. - (Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur)
 
Brandes opfatter den danske litteratur som en reaktion mod den frie tanke, der har varet alt for længe. Reaktionen er stivnet.
 
Senere i foredraget kommer Brandes med sin radikale antitese til reaktionen. De gamle tanker skal pløjes op fra grunden:
 
Det er ikke saa meget ydre Love, der behøver at forandres, om end ogsaa de, som det er den hele Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og oppløje, før en ny Literatur kan skyde op.
 

Utilarisme

Utilarismen
Der er kun denne jordiske verden og det gælder om at gøre den så god for mennesket som muligt.

Størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker. - Stuart Mill

Når Stuart Mill talte om mest mulig lykke for det størst mulige antal mennesker, så var kvindekønnet inkluderet i disse betragtninger.

Følgende passage er fra Stuart Mills Kvindernes underkuelse (1869) (Oversat af Georg Brandes):

Hvad et ægteskab ville være mellem to mennesker med udviklede evner, med samme anskuelser, samme forsæt, hinandens lige med den bedste art lighed, den som overensstemmelse i evner og tilbøjelighed giver, ulige kun ved disses udviklingsgrad, idet den ene overgik den anden i hint, den anden den første i dette, et ægteskab mellem to, som kunne nyde den glæde at se op til hinanden og vekselvis at lede og ledes på udviklingens vej - det skal jeg ikke forsøge at beskrive. De, som kan fatte det, behøver ikke min beskrivelse; dem, der ikke kan det, ville synes en drøm af en entusiast. Men med den fasteste overbevisning hævder jeg, at dette og ene dette er ægteskabets ideal, og at enhver mening, vane, institution, der begunstiger et andet begreb derom, eller som leder de ideer og de bestræbelser, der knytter sig dertil, i en anden retning, de er, med hvad påskud de end pynter sig, levninger af det oprindelige barbari. Menneskehedens sædelige genfødelse vil ikke i virkeligheden begynde, før det samfundsforhold, der ligge til grund for alle de andre, er stillet under den lige retfærdigheds herredømme, og før menneskene lærer med varmest kærlighed at omfatte den, som i rettigheder og dannelse er deres lige.
  

Determinisme

Generelt bruges begrebet determinisme som en modsætning til enten tilfældet eller menneskets fri vilje. Hvis alt på forhånd er forudbestemt, determineret, kan mennesket ikke holdes ansvarlig for dets handlinger.

Religiøs determinisme
En deterministisk holdning kan være af religiøs natur, hvor med biblens ord ingen spurv falder til jorden uden at det er Guds vilje.

Positivistisk determinisme
Hvis alt kan måles og vejes, hvis alt i bund og grund kan føres tilbage til årsags-virkningssammenhænge, er der der ingen plads til tilfældet eller den menneskelige vilje.
 
Dyrisk determinisme - Den seksuelle arv styrer menneskets skæbne
Menneskets skæbne er bestemt af dets arvelige anlæg og det miljø, det er vokset op i.
I litteraturen afspejles dette i udførlige redegørelser for hovedpersoners forældre, for slægtens egenskaber og for barndomsmiljøet.
  

Kønsroller - sædelighedsfejden

 
Videnskaben opdager den kvindelige ægcelle
I følge datidens syn på kvinder havde de ingen seksuelle følelser. Det var forbeholdt mænd. Man havde også den tro at kvindens underliv blot var en rugekasse for mandens sæd. Det var således alene mandens sæd der var byggestenen i det menneskelige liv. Først så sent som i 1872 kunne videnskabelige undersøgelser imidlertid slå fast at graviditeten var et produkt af sammensmeltningen af den kvindelige ægcelle og den mandlige sædcelle. Det syntes som naturen selv tildelte kvinder og mænd lige roller. Og det virkede som om videnskaben var i en sammensværgelse med det moderne gennembruds mænd og kvinder.
 
Kvindesyn & stilling omkring 1870 
Kvinder havde næsten ingen juridiske rettigheder - ej heller ved en skilsmisse. Først så sent som i 1915 får kvinderne stemmeret og først i 1920erne får kvinderne rettigheder der sikrer dem myndighed over deres børn i tilfælde af skilsmisse !
Arven fra Biedermeierkulturen var for den borgerlige kvindes vedkommende at hun i sin ungdom udelukkende skulle danne sig til at blive en repræsentabel hustru i sin mands hjem. Et godt ægteskab, helst inden hun var fyldt 25 år, var livsmålet for hendes stræben. Hvis hun ikke blev gift/afsat inden hun var fyldt 30, var hendes karrieremuligheder meget små. Peberjomfruer kunne til meget lave lønninger blive til husbestyrerinder, guvernanter og lærerinder. Husmoderskolerne er en aflægger af denne tendens.
Ugifte kvinder risikerede at blive delvist udstødt af samfundet.
Forfatteren Herman Bang er en af de impressionistiske forfattere der med sympati har skildret kvinder der enten levede i ulykkelige, kærlighedsløse fornuftsægteskaber eller peberjomfruer der som i romanen Ved Vejen (1880) kaster al deres kærlighed på en overfodret skødehund.
I novellen Den sidste balkjole (1887) følger vi med sympati to søstres mislykkede forsøg på at blive afsat på ægteskabsmarkedet.

Disse kvinder er hvad Herman Bang kalder: de stille eksistenser.
 
Mændenes stilling
Som tidligere nævnt var det tidens opfattelse at kun mænd havde seksuelle følelser.
Tidens, af naturalisterne stærk kritiserede dobbeltmoral, tillod derfor ofte mænd at have seksuelt samkvem med andre kvinder før ægteskabet. Også efter at ægteskabet var indgået, var det ikke usædvanligt at der bag tidens størknede romantiske idealfacade, var en skjult mandeverden af sidespring. Ofte var tjenestepigen et let offer for husets Herre.
 
SÆDELIGHEDSFEJDEN
Sædelighedsfejden blev også kaldet den store nordiske krig om seksualmoralen.
Denne krigs front var imidlertid ikke først og fremmest vendt mod samfundet. Det var nærmere en form for borgerkrig, hvor det moderne gennembruds mænd og kvinder dystede mod hinanden.
 
Både kvinder og mænd bør have seksuel frihed før ægteskabet:  Brandeskredsen
Med naturalisternes korstog mod tidens dobbeltmoral under fanen: Problemer til debat, mente de fleste mandlige naturalister, herunder Georg Brandes at kvinder burde have de samme seksuelle rettigheder som mænd. Med udgangspunkt i Darwin og naturvidenskaben syntes det direkte unaturligt at udskyde den seksuelle debut til ægteskabet. Kvinder og mænd burde derfor have lige muligheder for at have et frit sexliv både før og efter ægteskabet.
 
Mænd bør være seksuelt kyske på samme måde som kvinder: Dansk kvindesamfund
Brandeskredsens syn på seksualitet faldt ikke i god jord blandt tidens kulturelt ledende kvinder.
 
Dansk Kvindesamfund med Johanne Elisabeth Grundtvig i spidsen mente at mænd skulle være dydige på samme måde som kvinder og dermed afholde sig fra sex uden for og før ægteskabet.

Johanne Elisabeth Grundtvig

Her er et lille uddrag fra Elisabeth Grundtvigs Erotik og Kvinder (1887):

Det er sædelighedsspørgsmålet, eller snarere ét sædelighedsspørgsmål, der har sat sindene i bevægelse,...
At det skal være lige ret (for mænd og kvinder) kan man til nød blive enige om, men hvorledes? Skal kvinderne blive som mænd eller mændene som kvinder?
Enten - eller: her må vælges.... Vil vi opdrage de næste generationer af kvinder til at mene at kyskhed, sædelig renhed, ikke blot er gammeldags og latterlig, men også sundhedsfarlig og fordummende? Eller vil vi lære dem og bringe dem til at forstå, at den (kyskheden: seksuel afholdenhed) er deres styrke og deres lykke?
 
Flere kvindeforfattere, bl.a. den norske Amalie Skram (1846-1905), førte angrebet over i mændenes lejr og for bebrejdede dem for deres eftergivenhed over for de seksuelle lyster.

Amalie Skram

Handskemoralen
Kvindernes synspunkt gik under betegnelsen handskemoralen efter den norske digter Bjørnstjerne Bjørnsons (1883- 1910) skuespil En handske (1883). Her kaster stykkets kvindelige hovedperson en handske i  hovedet på sin forlovede, da hun opdager, at han har været hende utro. Bjørnsons teaterstykke blev startskuddet for sædelighedsfejden.
 

Politiske forhold i Danmark

J.B.S. Estrup – Diktatur 1875 -1894
I tiden fra 1870 op til århundredskiftet spiller socialdemokratiet kun en lille rolle. Det er kampen mellem partierne Venstre og Højre, der er i centrum.
Bøndernes parti er Venstre. Godsejernes byborgerskabets og embedsstandens parti er Højre.

Tokammerstyret - Folketing og Landsting
Efter grundloven i 1849 indførtes et tokammerstyre. Der var således både et folketing og et landsting. I landstinget fandt den endelige godkendelse af et lovforslag sted. Til landstinget kunne man kun vælges som stor skatteyder eller som stor jordbesidder.
Landstinget var således mere reaktionært.
Venstre, bøndernes parti stiller kravet om fri parlamentarisme. Det betyder at landstinget, de riges platform, skal rette sig efter folketingets og dermed flertallets afgørelser
Og flertallet, ja det er Venstres efter deres sejr i folketinget i 1872.
Dette krav bliver totalt afvist af godsejeren Estrup, der som leder af regeringen fra 1875 til 1894 afviser Venstres krav om demokrati.
Ved hjælp af en snedig udnyttelse af en nødparagraf i Grundloven indfører Estrup en form for diktatur. Han udsteder de såkaldte provisoriske love. Provisoriske love er foreløbige love. De provisoriske/foreløbige love skal ikke vedtages af folketinget.

Estrups gendarmer
Estrup har også en lydig hærenhed, et gendarmkorps.
Dette militærpolitis opgave er at holde de ophidsede venstrefolk på pinden.
Ytringsfriheden bliver også stækket. (censur)
Først i 1901 bliver de parlamentarisk demokratiske principper indført i praksis.

Grundtvigs folkeoplyste venstrebønder er rasende – de laver en form for modstandsbevægelse – de såkaldte riffelforeninger.

Pontoppidan og Grundtvigianismen
Pontoppidans mening om bøndernes kamp mod Estrup kommer klart til udtryk i  "Skyer"
Han mener at Grundtvigianismen har forvandlet bønderne til overvelnærede og magelige folk der taler frem for at handle. Heroverfor hylder han feudaltidens fæstebønder i hvem han med sine naturalistiske briller ser et endnu vågent dyrisk frihedsinstinkt.

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor