|
Jeg elsker
dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig på aldrig før anede
Omskiftelser, rig på Kaos, på Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt,
rig på halsløse Fremskridt, rig på Rædsel, på en svulmende, morderisk
Ouverture, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mitrailløserne,
forkynder Verdensrevolutionen.
Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu
ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første Gang
i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade
den... erobre en anden Klode og gøre den til sin....
Jeg elsker alt det, som sker, og som skal ske.
Jeg elsker de elektrotekniske Alkymister, Opfinderne, der
løber Ideernes dødelige Marathon, de, der har den afgørende Kærlighed
til Produktionen, Frugtbarheden, Kilderne, Blodet, Solen og Sundheden. Jeg
elsker Organisatorerne, Administratorerne for deres nøgterne Blik for
Nødvendighederne. Jeg elsker Statistikerne, Beregnerne for deres eksklusive
Sans for Logik. Jeg elsker Matematikerne, Polyteknikerne. Jeg synes, at Tal
er Poesi, og at Grafikernes møjsommeligt udarbejdede Streger er som et
Digt! Jeg elsker Tidens kolossale Rummelighed, dens Ekspansion; thi den
betyder Sfærernes Erobring.
Jeg elsker en
Sporvognsskinne for dens blanke, blå Jern. En Jernbaneskinne, et klaprende,
præcist virkende, engelsk Sporskifte. Jeg elsker Masser af Signalmaster,
Broer, Viadukter, Banegårdshaller, Tunneller. Den elektriske
Centralaflaasning er mindst ligeså betydeligt et Digt som "Romeo og
Julie" Der er skrevet Afhandlinger nok om ,,Købmanden i Venedig",
dette overordentlig slette Skuespil ... Jeg elsker en Sporvognsmast, en
Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik mere end et af Chr. Winthers Digte.
(Han var jo i det hele taget en rædsom Digter). Er en stejl Fabriksskorsten
af Jernbeton ikke nydelig i Linjerne? Enkel, fast og præcis. Er Asfalten
ikke en morsommere Ting end Grønsværet? Er Sporvognene, Bilerne, Cyklerne,
Kioskerne, Butikkerne, Reklamerne, Aviserne ikke en fly, frodig Side i
Menneskeånden? Er Telegraferne, Telefonerne, Buelamperne, Elevatorerne,
Kranerne, Togene, Aéroplanerne ikke en Blomstring, som pludselig finder
Sted i Verdenshistorien efter Årtusinders monotont Mørke? 0, du unge Jord,
du er som et Barn, der begynder at kunne gå, begynder at kunne tale. Tænk
på din Udvikling. Tænk dig selv som en kold og moden, blændende Orator...
Jeg elsker Skibene, Damperne. Oceanflyveren med de fire skorstene, den
pompøse Bov og den indre skinnende Luksus. Radiotelegrafisterne,
Navigatørerne. Jeg elsker Skibenes Ruter og deres skønne navne:
"Imperator", "Britannic" , "Cunard Line."
Ø.K. Det Forenede. Hamburg America Linie. Ostindiske Lloyd.
Jeg elsker Togene.
Lokomotivet er bedre Skulptur end et af Michel Angelos Mesterværker ...
Jeg elsker Waggonerne, som hviler bøjelige i deres Trucker og synger sagte
Sange med deres Stålhjul. Der er noget hjemligt ved Kupéens Komfort . -.
Jeg elsker disse vandrende Stuer, og de er mit Hjem ... Jeg skuer i
Fortabelse det majestætiske Eksprestog, der plyndrer Afstandene for deres
Kilometer, en løbsk Enhjørning.
Jeg elsker
Aéroplanerne, som pløjer Æteren, underlægger sig Skyerne og stiger i
uanede Højder. Jeg elsker den ubændige Kraft og eksplosive Larm af en
Gnommotor, Model 918; thi det er den Lyd, som skal tone i Fremtiden,
Propellernes Sang, Hastighedens øredøvende Salme og dens fjerne Syngen.
Jeg elsker Propellens slanke Bygning, dens fint formede Lemmer, (le svungne
Lægge -. Jeg elsker Aéroplanets Vinger, dets blinkende Olie-beholder,
Hale, Højderor, Kabler, Barduner, Karborator, Gier og Tænderør. Disse
hvide og gyldne Sommerfugle, Myg og sejlende Guldsmede skal befolke den blå
Luft med en uhørt Trafik, en gigantisk Vision. 0, du nære Tid, da
Oceanflyveren starter fra Amageraerodromen. Amerikabåden lægger til ved
Rådhuspladsen. 0, du Tid, da Sporvognene i elegante Spiraler kurver sig
omkring Raadhustårnet. Linje 42. I Følelsen af at miste Grund under
Fødderne, i Følelsen af at blive løftet og båret, i Følelsen af at
bevæge sig i Kurver, Rytmer, Stigninger og Cirkel-sving vil Menneskets Syn
udvikle sig!
Derfor er du,
Århundrede, Seklernes Sekel, Indgangen til det revolutionerede
Verdensbillede. Da Jorden ikke mere er Jorden, men physiognomisk set Mars...
Derfor er du, Århundrede, en gribende kombineret Tid af Skønhed og Skræk,
af Angst og Fryd, af Rædsel og Selvfølgelighed. Menneskene er ligesom
blevet bange for sig selv ved Følelsen af at tage Magten fra Elementerne
... Deres Ringhed har kulmineret i Krigens morderiske Morads, og hvor
Ringheden kulminerer, begynder en Storhed. Afmægtige ved Synet af deres
uoverskuelige Forvildelser rejste de sig, retledede af deres Afmagt, oplever
deres Genfødelse, vor Tids Renæssance.
Derfor er du, Århundrede, en Stortid, en Særtid, en Rædselstid, en
Jubeltid. Så voldsomt har Menneskeheden aldrig før følt. Så heftig har
Verdensstemningerne aldrig svinget.
Derfor er du, Århundrede, en Tid for Ungdom, åndelig Kamp, for vilde, nye
Drømme, for intelllektuel Hasard, for forceret Liv, Sport, Hastighed,
Travlhed, jagende Uro, Konkurrence. Ve den, der ikke vælger. Han
dør to Gange. Første Gang distanceret af den nye Tids intellektuelle
Stafetløbere
Jeg elsker dig, du
lykkelige Ulykkestid...
Jeg elsker dig, du selvfølgelige Rædselstid ...
Jeg elsker dig, du fornuftige Vanvidstid ...
Jeg elsker dig, du kaotiske System tid ...
Jeg elsker dig, Mørkets Tid, Opstandelsestid. Epokernes store
Selvmodsigelsestid...
1918
Emil Bönnelycke
(1893 -1953)
|
|
|
1. En Djunke løb mod en Damper,
Og Ankerkættingen haged
Sig fast i dens Snore og Tove,
skønt tre Mands Besætningen staged,
og Lee, som stod støttet til Åren,
fik Overbalance og gled
ad regnvåde Planker i Floden,
med Hovedet ned.
2. Det sidste Glimt, som man skimted,
var dyndet Omrids af Foden,
der svømmed med Svangen og Hælen
som Åkandebladet på Floden;
men lergule Bølger langs Siden
af Damperen sletted den ud,
dens Svang og dens Hæl og dens matte,
kinesiske Hud.
3. Og Kiu, som stødte med Stagen,
fik Masten ned på sin Nakke.
og Knæene knækkede sammen,
som ville han knæle og takke;
han abede Fromheden efter,
når Hovedet smækkes mod Gulv,
og Bønnernes Ord drypper tomme
fra Mundhulens Hul.
4. En Sampan vrikkedes roligt,
og Åren knirked Rebet;
thi Roeren stirred på Djunken,
af Ankerets Jærnkætting grebet.
Han så, at den ene gik under;
Han så, at den anden lå død;
han så, at den tredje fra Djunken
var Svømmer og flød.
5. Men den, som skal drukne, må drukne,
det fordrer de rindende Strømme.
Man lukker ej Brønden for Barnet.
Man lærer ej Barnet at svømme.
Og Roeren stirred forarget på Svømmerens Arme og Ben.
på Skuldren, som Lervandet slikked,
som var det en Sten.
6. Og Roeren svinged forarget sin Åre,
der stænked en Bue af Regnbuedråber i Luften,
en tusinddelt, farvedelt Lue,
og knalded den ned på hans Hoved;
et Slag - så han sank i et Stød.
Usømmeligt er det at svømme så fejgt fra sin Død.
Fra Påfuglefjeren, 1922.
Djunke: kinesisk fartøj til kystsejlads
Sampan: mindre fragt- eller passagerskib
Jærnkætting: kæde til at holde ankeret med
|
|
Fribytter - Tom Kristensen
|
|
|
Er en Fribytter ikke en Sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vaagnende stirrer mod Livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af Latinersejlet
og ser paa de vilde Lande,
som i Havet staar omvendt spejlet?
Er en Fribytter ikke en samler,
der spejler Alverden lyst:
- Den kalkhvide Havneby kravler
fra Havet mod blaa Bjærges Kyst!
- Af Templernes knaldrøde Porte
bedaares de sorte Svaner!
- Den solhvide Sky forfølges
af de hidsige, mørke Traner!
Er en Fribytter ikke en Drømmer
med Sind som et Vands Metal
og Syner som Frugtræers Blade
i drejende, funklende Fald?
Og blir ej den spejlblanke Flade
at Drømmenes Aande dugget,
naar Frugttræers hvide Blade
paa et sølvstille Vand bliver vugget?
Er en Fribytter ikke en Skaber,
der kæntrer med sjæleblank Ro
for atter at støbe sig Syner
med lysere, farverig Tro,
for atter med voldsomme Hænder
af skabende Evne krummet
at slynge sin indre Verden
med dens Flammehjul ud i Rummet?
1920
|
|
Tom Kristensen (1893
-1974)
|
|
|
