" - så frue, nu får De en medlogerende!"

Henne ved det store vindue sidder Nethe og ser ud i parken.

"Er De slet ikke glad?"

Nethe nikker, rejser sig hurtigt og giver sin medpatient hånden. Sygeplejersken lader hende sætte sig på sengen og stiller en taske på det lille bord ved siden af.

"Sådan! De skal bare spørge, hvis der er noget, De vil."

Hun smiler til dem og forlader værelset.

Der går vel det meste af en time, uden at de taler med hinanden. Den nyankomne bliver siddende på sengen, og Nethe ser ud på de høje træer. Solen bager ned. Det er sidst på sommeren, og der har været tørke i et par måneder. Græsplænen har gule, visne pletter. De tykke træstammer og grene, enten de er belyste eller står i silhuet, virker så magtfulde. Undertiden ved daggry kan det forekomme, at de selv lyser.

Kvinden på sengen tager et hæfte op af tasken og begynder at skrive i det med hurtige bevægelser. Nethe ser et øjeblik på hende, men vender snart tilbage til udsynet over haven. Der går en ung mand sammen med en kvinde, der må være en del ældre end ham. Hun taler tilsyneladende hele tiden og bruger store fakter. Har en lille hund i snor, som prøver at trække dem væk fra stien og ind på plænen.

Nethe bliver opmærksom på den andens skrattende blyant. Det ser ud, som om hun ind imellem skriften sætter små tegn hen over siden.

"Skriver De dagbog?"

- spørger hun og smiler usikkert til hende; men hun svarer ikke og skriver eller tegner videre.

Parret udenfor er nået hen til de høje træer, og når de passerer to stammer tegner deres skikkelser sig knivskarpt mod den oplyste plæne på den anden side.

Kvinden rumsterer med tasken og lukker den med et smæld. Så rejser hun sig og går hen til vinduet -

" - jeg hedder Lilian …"

Nethe ser på hende. Hun er pæn, og hendes øjne levende.

"Hvad hedder De?"

Hun ser bestemt på Nethe, der løfter hænderne beklagende.

"De ved det ikke - ?"

"Nej - "

- svarer hun og ser ud.

"Så har De vel været ude for noget chokerende?"

Nethe ser op igen og nikker -

" - det siger de i hvert fald."

"Jeg skal ikke gøre mig klog, men sådan er det vist gerne. En trafikulykke måske?"

"Næh …"

"De må da være efterlyst. Har politiet ikke fundet ud af noget?"

Nethe undlader først at svare, så siger hun noget efter:

"Jeg blev fundet i en kirke - "

"Oh, stor vækkelse!"

Hun gør en dramatisk gestus, men fortryder -

" - undskyld!"

Nethe smiler -

" - det gør ikke noget. Jeg husker jo alligevel ingenting."

"Ka’ De så heller ikke kende Deres familie?"

"Jeg har ingen."

"Ja, det ka’ jo ikke passe!"

"Nej, det ka’ det vel ikke …"

Nethe trækker på skuldrene.

"Men De får altså ikke besøg?"

"Nej."

"Ingen breve?"

"Næh …"

- svarer hun og ser ud igen. Den anden ryster på hovedet, så sætter hun sig hen på sengen, tager hæftet frem og begynder at skrive.

Først næste dag snakker de rigtigt sammen igen. Det er efter aftensmåltidet, hvor de har sat sig på Nethes seng som to gamle på en parkbænk. Undertiden er der lange pauser mellem, hvad de siger. Aftensolen falder ind på væggen til venstre for sengen og skaber et anseligt mønster af de mange sprosser, som vinduerne består af. Når de ikke siger noget, er der meget stille omkring. Kun afbrudt af, når nogen går ude på gangene.

Lilian siger til Nethe, at hun jo skylder at fortælle hende, hvad hun fejler, men at det er umuligt at sige lige nu. Derimod får hun sagt, at hun er skuespiller.

Nethe ser på hende og spørger, om hun er kendt. Lilian griner, det er måske ikke ligefrem berømmelse, der forfølger hende; men det er hun nu ikke ked af.

De sidder igen længe uden at sige noget. Henne på væggen er sollyset falmet til en rødgullig farve, og der står skygger ind udefra af buskene, der gror op omkring de høje vinduer.

Nethe rejser sig og går hen og ser ud. Himlen er dybblå, og træerne gløder. Uden at vende sig om, spørger hun, hvordan det er sådan at være udstillet aften efter aften på scenen. Den anden svarer, at lige netop det ikke er vanskeligt, for man er simpelt hen en anden, og så har man jo, når alt kommer til alt, selv valgt det.

"I øvrigt tog jeg bogstavelig talt tyren ved hornene tidligt i min uddannelse - "

- fortsætter hun -

" - da jeg gik på teaterskolen, meldte jeg mig til croquis. Det ka’ man da kalde udstilling!"

"Hvad?"

- spørger Nethe uden at se på hende.

"Croquis? Det hedder det, når man står nøgenmodel - De ved for tegnere og malere."

"Nåhr …"

Nethe nikker , mens den anden fortsætter:

"Det er i regelen dødkedeligt - og vanskeligt at stå så længe i samme stilling; men hva’ det gi’r da lidt til dagen og vejen."

"Gør De det stadig?"

"Nej, du godeste!"

Hun slår en høj latter op. Nethe ser på hende og indvender, at det vel ikke var umuligt.

"Åhr nej, måske ikke, der er såmænd brug for kroppe i alle afskygninger og aldre!"

"Hvor gammel er De?"

- spørger Nethe.

"Jeg er lige fyldt 37. Hør, sku’ vi ikke være dus?"

Nethe nikker og smiler. Ude på gangen er der nogen, der råber.

"Jeg var 20-21 år, da jeg stod model for sidste gang. Det var for øvrigt en mærkelig oplevelse. Både go’ og mærkelig. Jeg husker den som noget varmt og - ja, hva’ ska’ sige: kærligt."

I det samme bliver hun fjern i blikket, går hen og henter sin taske, tøver lidt med den i hånden, men lader den så stå og kommer tilbage. Nethe følger hende med øjnene og spørger:

"Hvordan var det så?"

"Hvilket?"

"Den sidste gang?"

"Nå, den!"

Hun står og smiler lidt, mens hun ser ud. Pludselig bryder hun ud i latter og lader sig falde bagover ned på sengen.

"Åh, det var så morsomt! Du drømmer ikke om det!"

Nethe sætter sig også og begynder at grine. Lilian tager hende under armen -

" - jo, ser du tidligere havde jeg altid været model for tegnere. Du ved: kurser og aftenskoler og også på Kunstakademiet, da jeg var i København. Men så skete det, mens jeg var under uddannelse i Odense, at jeg gennem en skuespiller ved teatret fik en forespørgsel fra en fotoklub på Sydfyn, om jeg ville stå croquis for dem. På det tidspunkt var jeg egentlig holdt op, da jeg løbende fik nogle småroller på teatret og i grunden tjente pænt. Men skuespilleren talte så varmt for sagen, at jeg sagde ja. Og en aften - det var i det tidlige forår - drog jeg så af sted. Jeg husker det tydeligt. Byens præst - hva’ gi’r du: præsten, der var formand for klubben, hentede mig ved stoppestedet, og det foregik i forsamlingshuset, hvor en flok amatører ventede på den skønne. De var alle midaldrende mænd. Du sku’ ha’ set dem, da jeg kom ind og lagde morgenkåben. De turde ikke se i den retning, hvor jeg stod. Men så - jeg husker ikke, hvor lang tid der gik - prøvede den første at tage et billede, og så kom de andre med lidt efter lidt, og snart summede det af aktivitet omkring mig. Det lyder sikkert fjollet; men som timerne gik, og disse herrer med deres apparater blev stadig mere frie, ivrige og opfindsomme, blev jeg så varm om hjertet, sådan virkelig kærlig og glad og på en underlig måde også lettet."

Hun tier. Rummet er fyldt af genskæret fra den nedgående sol, og de kan gennem et af vinduerne på klem høre nogen tale højt i nærheden.

"Forstår du, det var som usynlige kærtegn fra dem til mig og vel også omvendt. Jeg havde frygtet at skulle stå for en flok savlende fyre; men det blev så utrolig rart. Dér var vi sammen en tilfældig aften, i en tilfældig, lille by og for deres vedkommende sikkert en uskyldig lille hemmelighed."

De ser på hinanden. Pludselig griner Nethe -

" - hvordan fik de lavet billederne. Jeg mener: uden at konerne så noget?"

"Godt spørgsmål! Jeg ved det ikke. Måske havde de slet ikke film i apparatet. Eller det havde de jo nok. I hvert fald var der en af dem, der sendte mig et billede. Ikke lige frem stor kunst; men det er et godt minde."

Hun er ved at rejse sig, da hun kommer i tanker om noget -

" - men kender du ikke det, at man har en oplevelse, som er god - rigtig god, og bagefter kan man ikke pege præcist på, hvad det var, der gjorde, at den blev det. God. Nå, men …"

Hun rejser sig beslutsomt, får fat i sin taske og hæftet, sætter sig med ryggen til stuen og begynder at skrive.

Nethe står atter ved vinduet. Solen er gået ned, og det er blevet svært at skelne enkeltheder rundt om.

Så tager hun sin toilettaske ud af skabet, går hen til baderummet og begynder at vaske sig. Hun er blevet så varm i hovedet og spekulerer på, om det kan være feber. Men hun føler sig ikke dårlig tilpas, tværtimod.

Hun lader vaskekluden suge det kolde vand og kører den drivvåd rundt i ansigtet, hen om nakken og halsen. Det drypper på gulvet og løber ned over ryggen på hende. Hun står lidt og betragter sig i spejlet, hører gennem vinduet på klem et skib tude langt borte, nogen går væk fra bygningen og en larmende knallert kører forbi ude på vejen.

Da hun har tørret sig i håndklædet og børstet tænder, står hun igen og spejler sig. Kinderne blusser. Hun stikker hovedet helt hen til spejlet og begynder pludselig at græde.

Ude på gangen møder hun en sygeplejerske, der følger hende hen.

Lilian sidder fortsat med ryggen til og skriver hele tiden. Sygeplejersken siger noget til hende, men får ikke noget svar.

Først langt ude på natten standser hun og lægger hæftet tilbage i tasken. Inden hun går i seng, stiller hun sig hen til Nethe og ser på hende. Lyset fra lampen ved hendes egen seng lægger skarpe skygger i den sovendes ansigt.

Et eller andet sted i bygningen er der en, der skriger.
.

Nethe går ind i opholdsstuen, hvor Lilian sidder sammen med en jævnaldrende kvinde.

"Her skal du se!"

- siger Lilian og rækker et fotografi frem mod Nethe -

" - det er det her!"

Hun tager det. Billedfladen er grå og motivet uden kontraster. Den nøgne krop fylder ikke meget, hvorfor en masse unødvendige ting er kommet med: en høj stol og noget af et lampestativ. I baggrunden står en mand.

"Du er ellers flot!"

- siger Nethe og rækker billedet tilbage.

"Tak ska’ du ha’!"

- svarer hun og præsenterer gæsten og Nethe for hinanden.

"Kirsten var så rar at komme med nogle af mine ting - og så lå fotografiet mellem mine breve."

Hun betragter det selv et øjeblik og lægger det ned i en stor kuvert -

" - det var så dengang! Tag dig et stykke frugt!"

Hun skubber en pose over til Nethe, der nikker og tager en banan, som hun forgæves prøver at knække i toppen.

"Brug den her!"

Lilians gæst rækker en kniv over, Nethe tager den og snitter i bananen. Pludselig rykker bladet gennem skrællen og skærer hende i fingeren. Lilian rejser sig -

" - la’ mig se! Er det slemt?"

Hun tager om Nethes hånd -

" - vi må lige finde et plaster. Men dog hvor det bløder - hold den her under!"

Hun tager en serviet, idet de rejser sig for at gå ud. De når lige ud på gangen, da Nethe skvatter om. Fuldkomment lydløst som om hun med ét var blevet træt og lagde sig dér, hvor hun nu stod.

En sygeplejerske kommer hen, bøjer sig over hende og kalder ned ad gangen på en kollega.

De skal til at løfte hende op, da hun i det samme vågner. En læge kommer forbi -

" - godt De ikke er i vores branche, lille frue!"

Han griner ad hende, der imidlertid er kommet på benene. Hun smiler og ryster på hovedet, mens Lilian følger hende tilbage til deres stue. Men det øjeblik hun har lagt sig, springer hun op. Lilian ser tilbage på hende -

" - hva’ er der? Er du stadig sløj? Så bliv dog liggende!"

Men Nethe åbner sit skab, tager toilettasken, skynder sig forbi den anden og ud i baderummet.

Det kolde vand gør godt. Hun lader sæben skumme i vaskekluden og smører rundt i ansigtet. Hvad det så skal gøre godt for, hun var i styrtebad for mindre end en time siden. Nu dækker det helt. Kluden falder ned i vasken med et plask. Hun spejler sig. Øjnene ser kulsorte ud i det hvide sæbeskum og munden meget rød.

En flok småfugle pipper udenfor. Hun går hen til vinduet, der som altid står åbent. Nogen kommer gående hen til bygningen. Et barn hopper rundt nær ved, det kalder på sin mor, der svarer længere borte fra.

Nethe fjerner sig, skyller ansigtet og går tilbage til stuen, hvor Lilian sidder på sin seng med ryggen til og skriver.

"Har du ikke gæster mere?"

- spørger Nethe, men får ikke svar.

Det meste af dagen går, uden at der sker noget særlig. Nethe sidder ved vinduet og ser ud, mens den anden skriver som besat.

Den aften går Nethe alene til måltidet. Lilian er krøbet i seng og ned under dynen, og på forespørgsel om at gå med vinker hun blot afværgende.

Da hun kommer tilbage, er Lilian væk. En sygeplejerske fortæller, at hun fik det meget dårligt lige pludselig, og at hun er i behandling.

Nethe overvejer at gå tidligt i seng. Hun går lidt rastløst omkring i stuen, gnider sig hele tiden op og ned ad armene, som om hun fryser. Så går hun over til Lilians skab og åbner det. Oven på nogle håndklæder ligger brevene. Hun tager den store kuvert, står et øjeblik og lytter, hvorefter hun finder fotografiet frem og sætter sig hen til vinduet med det.

Aftenlyset er svagt. Det har været overskyet hele dagen uden tegn på foreløbig opklaring. Endnu har det ikke regnet.

Hun sidder med fotografiet, men undlader at kigge på det. Den tørre plæne udenfor forekommer lysere end himlen.

Så rejser hun sig beslutsomt, går ud på gangen og ned for enden.

"Et forstørrelsesglas?"

Sygeplejersken kommer hen mod hende -

" - nej, men ka’ De bruge en lup?"

Nethe nikker, mens den anden roder i en skrivebordsskuffe.

"Værs’go’ - hvordan har fingeren det?"

"Godt - "

- svarer Nethe og går tilbage. Lyset fra vinduet er for svagt nu, hun tænder sengelampen og giver sig til at undersøge fotografiet gennem luppen.

En hel time sidder hun med det. Af og til ser hun op, rejser sig et par gange og går hen og ser ud, selv om det efterhånden er blevet mørkt.

Til sidst lægger hun det i kuverten igen og ind i skabet.

"Nå, fik De set, hvad De skulle?"

- spørger sygeplejersken, da hun afleverer luppen lidt efter.

"Ja - "

- svarer hun og begynder at gå tilbage. Pludselig vender hun om, går hen i døren til sygeplejerskernes rum igen og siger:

"Godnat!"

"Ja, godnat - godnat!"

- svarer de og vinker til hende.

Da hun kommer tilbage til stuen, hører hun, at den første regn slår mod ruden. Den tager hurtigt til i styrke, og snart strømmer det ned over glasset. Lyset fra parkens lygter flyder sammen i dråberne.

Næste morgen står personalet uden for stuen og diskuterer ivrigt. En sygeplejerske kommer hen -

" - jeg fik fat i Rasmussen. Hun siger, at damen kom hen for at sige godnat i aftes ved ni-tiden. Og hun virkede rolig."

"Hva’ med frk. Vang?"

"Hun var i behandling."

En portør nærmer sig -

" - ikke nogen i kælderen eller på loftet. Jeg var også en tur rundt i parken."

"Vi efterlyser hende - "

- beslutter en af dem og går. Resten står og snakker -

" - arme menneske, hun ved jo ikke, hvem hun selv er."

Så går de hver til sit.

Nogen tid efter da Lilian ordner noget i sit skab, lægger hun mærke til, at der stikker en seddel op af den store kuvert med fotografiet. Hun tager den og læser:

"Kære Lilian.

Rigtig god bedring og tak.

Nethe."
.

Det er året efter midt i januar. I byens gader ligger et tykt lag nyfalden sne, som trafikken arbejder sig gennem i sneglefart.

Nede ved gadedøren står en mand og venter. Han stamper og slår slag med armene. Kunne jo bare tage noget overtøj på, men nu kommer hun vel snart Han går lidt ud på fortovet og ser ned ad gaden. Billygterne lyser snefaldet ud i lange kegler. Han snøfter og børster sig. I det samme drejer en om hjørnet. En lille skikkelse i stor frakke og med tørklæde om hovedet. Hun bærer en taske og et stort indkøbsnet. Værten går frem -

" - fru Källström?"

"Ja, goddag! Jeg er ked af, De måtte vente på mig."

"Ingen årsag, frue! Jeg tror, alle må regne med forsinkelser i aften. Kom med, så kigger vi på det!"

De går op ad trappen i en gammel tre-etagers ejendom. Hans stemme runger i opgangen -

" - er De svensk? Jeg mener: Källström?"

"Min far var …"

- svarer hun uden at se op.

De når op på loftet. Værten åbner og tænder lys -

" - lejligheden er lige sat i stand. I sin tid slog vi tre værelser sammen. Der er jo kun skrå tagvinduer, men prøv engang at stikke hovedet ud, når det bliver lyst. Så har De udsigt over byen!"

Hun går ud og ser på toilettet. Der er en håndbruser ved siden af vasken og en rist i gulvet; men rummet er meget lille. Da hun kommer tilbage, tager hun tørklædet af. Det er Nethe. Hun er kortklippet, håret ligger tæt til hendes hoved og fremhæver den fine, runde nakke. Hun nikker til værten -

" - jeg siger: ja tak!"

"Godt! Jamen, så skal jeg få udfærdiget nogle papirer til Dem. Vil De få nemt til arbejde?"

"Ja - bestemt!"

Værten ser nysgerrigt på hende, og hun fortsætter:

"Jeg er ved biblioteket - lige heroppe."

"Åhr, javel! Så er det Dem, man ska’ spørge om godnatlæsning?"

"Nej, jeg er kun assistent."

"Av, det er vist noget med bøder …"

Nethe smiler til ham.

"Ja, jeg har lige måttet betale for min søn. Den drønert ka’ ikke få afleveret til tiden! Nå, men det går så bare fra lommepengene. Hør, hva’ med ottomanen dér, fru Källström? Skal jeg fjerne den?"

"Nej, den ka’ jeg godt bruge."

"Fint! Hvor har de ellers boet?"

"I Nedergade."

"Ja, så er det da lidt højere det her!"

Han blinker til hende; men hun hører ikke og står og ser sig om.

"Bli’r De her i nat? Jeg ka’ komme med et par tæpper. Jeg mener: det vejr - og her er allerede varme på."

Hun tænker lidt og siger så tak.

Da han er gået, lader hun hånden glide over væggene med det blomstrede tapet. Så sætter hun sig på ottomanen. Fjernt høres bilerne. Ejendommen ligger, hvor to indfaldsveje til byen mødes; men lige nu dæmper sneen alt derude.

Loftslampen lægger et søvnigt skær i det næsten tomme lokale. Hun tager indkøbsnettet hen, haler en avis og et blad op og stiller sig hen under lampen for at læse. Avisen er foldet sammen om et ganske bestemt sted. Hun læser, ser op, læser igen og bliver afbrudt af værten, der kommer med tæpperne.

"Jamen, så håber jeg, De finder Dem til rette, fru Källström!"

"Tak -

- svarer hun og fortsætter:

"Jeg får bragt mine ting herhen i morgen, så får De tæpperne igen."

"Det har ingen hast, frue, godnat!"

"Godnat."

Næste dag lukker værten efter aftale med Nethe flyttefolkene ind i hendes nye lejlighed. Der er kun få møbler, og de behøver ikke at gå op og ned mere end et par gange. Imens står værten og venter. Åbner et vindue og mærker, hvor luften frisker op i lokalerne.

På gulvet ved ottomanen ligger avisen, Nethe bragte med. Han tager den op. Den er stadig foldet omkring en bestemt artikel -

"Hvor ska’ vi stille den her - ?"

- flyttemanden står med en lampe og en kurv. Værten smider avisen og peger hen mod et hjørne. Den anden kommer op -

" - det var det hele!"

Så følger værten dem hen ad loftsgangen til trappen og går tilbage for at låse.

Det er et sparsomt møblement, der er en stol, et sofabord og en kommode. Han lukker skufferne op efter tur. De er for det meste tomme. I en af dem ligger lidt tøj, noget sengelinned og et par håndklæder. Han lytter ud mod gangen, tager så avisen igen og læser: "For knap en snes år siden ramtes en familie fra Østfyn af en frygtelig tragedie. Den bliver nu filmatiseret med tre af Danmarks kendteste skuespillere i hovedrollerne."

En dør åbnes ude på trappegangen, og værten lægger avisen fra sig, lukker vinduet, låser og forlader værelset.

Sneen ligger dyb og næsten uberørt på den store plæne. Også buskene er dækkede, men således at grenene her og dér træder desto mørkere frem på baggrund af det hvide. Det er overskyet, og jorden synes at skinne med større kraft end himlen.

To børn med skoletasker kommer gående. De forlader stien og hopper råbende gennem driverne, der når dem til knæene.

En ung kvinde bøjer sig ned over et barn, der næsten ikke kan røre sig i vintertøjet. Hun ordner noget ved den lilles halstørklæde og går langsomt videre -

" - kom nu, Erik, mor har travlt!"

Drengen stavrer efter hende, og hun tager ham i hånden. Oppe ved parkens nordlige indgang løfter hun ham op, åbner lågen og går ud.

Samtidig længere nede ad stien, træder en kvinde frem fra skjul bag noget buskads, stamper sneen af sine støvler og går hurtigt ned mod parkens sydlige område, hvor åen løber igennem.. Før hun går over broen, standser hun og vender sig. Det er Nethe med tørklædet bundet tæt til hovedet og trukket godt ned over panden. Hun forsøger at få et glimt af kvinden med barnet; men de er for længst forsvundet i byens trafik.

"Fru Källström! Jeg så, at den er kommet til Dem."

Bibliotikaren passerer skranken, bag hvilken Nethe står og ordner bøger på en vogn. Hun ser på den talende, der fortsætter:

"Bogen om de svenske helleristninger, husker De ikke - ?"

"Åhr jo!"

Nethe smiler, skubber vognen fra sig og går med. Det er en stor og tung billedbog.

"De er måske arkæologisk interesseret?"

"Nåhr …"

Nethe trækker på skuldrene. Bibliotikaren anbringer et kort i kartotekskassen og siger:

"Den ser virkelig smuk ud. Jeg bladede den igennem. Blot en skam at den ikke er til hjemlån; men sådan er det for det meste med dyre bøger."

"Jeg har lige straks fri - "

- siger Nethe og stiller den op på reolen bag ved bibliotikaren.

Kort efter er hun ved lægge bøger i alfabetisk orden, da hun bliver opmærksom på en stemme henne ved skranken -

" - Laursen - Christa Laursen - "

"Og adresse?"

"Pantheonsgade 17, første - nej, Erik, la’ det være! Kom her!"

Nethe bliver stående med ryggen til. Hun kan se spejlbilledet af den talende i vinduet; men ansigtet er ikke rigtig tydeligt. På et øjeblik er ekspeditionen slut, og kvinden går med sit barn. Den lille kalder ude på trappegangen, hvor det runger højt.

Nethe ordner bøgerne færdigt, siger farvel til personalet og går ned i bibliotekets læsesal. Der er kun én foruden bibliotikaren. Nethe står med den store bog og kan ikke beslutte sig til, hvor hun skal sidde. Først prøver hun det fjerneste hjørne, men synes så, at det virker lidt påfaldende, hvorefter hun slår sig ned ved midtebordet.

Bogens forside er et stort fotografi af en helleristning taget i så skarpt sidelys, at det får figurerne til at træde frem fra klippen. Det er en stor skikkelse med oprakte hænder. Han holder en økse i den ene hånd og rækker ud efter et skib med den anden. Under hans fødder står bogens titel og over hovedet navnene på dens skabere. Tekst: Åke Fagius. Fotografi: Henning Nielsen. Udgivelsesår: 1958.

På en af de første sider er et forord, så en lang artikel, efterfulgt af noter til billederne, der udgør resten af bogen.

Fotografierne udfylder hver især hele siden. De rummer store kontraster, der sammen med lyslægningen fremhæver motiverne. Alle er optaget om natten.

Da hun har bladet lidt på må og få, slår hun op i oversigten og finder frem til Tanum og området, hvor hendes far boede. Umiddelbart ligner billederne alle de andre, et sted genkender hun et af de berømteste motiver - tre lurblæsende mænd og et meget flot skib med roere.

Hun blader forbi uden at bemærke det i første omgang. Så er det, som om indtrykket alligevel har fæstnet sig, og hun blader tilbage. Det er det. Hendes hemmelige helleristning.. Figurens skæve placering i forhold til skibet. Dens mærkeligt krummede arme. Det er det. Lidt svært at genkende i det særlige lys og mere truende, end hun husker. Ovenfor klippefladen er skoven kommet med, projektøren rammer træerne og forstærker det dybe mørke imellem. Når hun sad dér om sommeren, var det lige til venstre for figuren. Stedet tog sig unægtelig anderledes ud i dagslys. Men det er hendes billede.

Hun lukker bogen og rejser sig. Et kort falder ud fra et sted bag i, hun stopper det ind, men opdager, idet siderne åbner sig, at der er nogle andre billeder her til sidst. Et af tekstforfatteren og et af fotografen. Hun sætter sig igen og åbner forsigtigt. Dér står han, fotografen Henning Nielsen, i fuld figur midt på et helleristningsfelt. Han ser væk, står rank med armene over kors, iført vindjakke, regnbukser og støvler. I forgrunden ses lidt af en bil med bagsmækken lukket op. Det er på et åbent område, begrænset i det fjerne af skov.

Nethe kigger længe på det, så stikker hun næsen helt ned mod siden og kniber øjnene sammen. Strækker bogen ud på arms afstand, opgiver, åbner sin taske og finder briller frem; men rejser sig efter nogen tids betragtning og går hen til bibliotikaren.

"En lup - ?"

Bibliotikaren ser op -

" - nej, men ka’ De bruge et forstørrelsesglas?"

Nethe smiler, nikker og går tilbage. Et øjeblik ser hun på den afbildede fotograf, men giver sig så til at studere den del af bilen, som ses i nederste hjørne. Der ligger noget udstyr i bagagerummet - et sæt stativben stikker ud, en fototaske med mange lommer, en thermokande og på bagsmækken er stillet en projektør med en masse ledning viklet om foden.

Hun ser på billedets nederste kant, lige dér hvor den skærer gennem bilen. Så rejser hun sig hurtigt og er nær ved at vælte stolen.

"Jeg er straks tilbage - "

- siger hun til bibliotikaren, idet hun afleverer forstørrelsesglasset.

Da hun kommer igen, har hun taget en strikketrøje på og et tørklæde om halsen. Sætter sig, men går så hen til bibliotikaren -

" - ja, undskyld, men må jeg godt låne det igen?"

"Naturligvis! Alt det, De vil!"

Hun smiler til Nethe, der næsten river glasset ud af hendes hånd og skynder sig tilbage. Bibliotikaren ser efter hende. Idet hun sætter sig, tager hun tørklædet af og lægger det på bordet oven for bogen.

"Ska’ vi lade den være her til Dem lidt endnu?"

"Nej tak, jeg er færdig."

- svarer Nethe og begynder at gå. Bibliotikaren rejser sig -

" - må jeg spørge Dem om en ting, frue?"

"Hmm …"

Nethe standser og ser på hende.

"Finder De mønstre i de her motiver? Jeg mener: i helleristningerne?"

"Mønstre?!"

"Ja, jeg ku’ ikke undgå at se, at De ind imellem sammenlignede billederne med Deres tørklæde, så jeg tænkte, at måske …"

Hun holder bogen frem mod hende.

"Næh - nej!"

Nethe rødmer og ryster på hovedet.

"Nå, så må De undskylde. Det vedkommer jo heller ikke mig."

Bibliotikaren vender sig med et skævt smil og lægger bogen på hylden. Nethe står et øjeblik som om, hun vil sige noget, men tager så tørklædet på og går.

Aftensolen farver byens tage, mens hun står og ser ud af vinduet i sin lejlighed. Det har været en dag med klar himmel, hvor lyset ved sit genskær i sneen trængte ind i bygningerne fra helt andre vinkler end sædvanlig og satte folk i en særlig stemning. En vis munterhed - næsten forventningsglæde, som når forårssolen endelig får magt.

Hun står på en kasse og stikker overkroppen halvt ud af tagvinduets åbning. Det smukke syn beroliger hende i nogen grad; men så træder hun pludselig ned fra taburetten og sætter sig på kanten af ottomanen.

Lyset rammer væggen ovre ved døren, hvor hendes frakke hænger på bøjle med tørklædet lagt over den ene skulder. Hun går hen og mærker på det, tørklædet, læner sig ind til væggen og tager lidt af frakken beskyttende om sig. En dør åbnes ude på trappen, og nogen går ned.

Så vender hun sig, går hen til vinduet igen og ser ud.

Og ved det syn ud over byens tage, hvor alt nu synes at gløde i de sidste solstråler, træffer hun en afgørende beslutning.
.

Det er svært at få øje på gadeskiltet. Hun går lidt frem og tilbage og ser så, at det sidder på huset overfor. Fra sin taske tager hun et avisudklip op og kontrollerer, at det er den rigtige gade, og et øjeblik efter står hun ved opgangen til det kontor, hvor hun har ærinde. Nethe er på én-dags-rejse til København.

"Åhr, ja - det var Dem, der ringede! Vær’sgo’ at tage plads!"

Manden rejser sig halvt fra stolen og rækker hånden frem mod hende.

"Ja, ser De, denne produktion bli’r for størstedelens vedkommende optaget on location, som det hedder i branchen. Altså for en stor del i Vorherres fri luft - og på hans nåde. Udendørs er man jo unægtelig afhængig af vejret. Og derfor er planlægningen noget mere usikker, end når der arbejdes i studie."

Han smiler til hende -

"Men - men - uden mad og drikke osv. - ikke sandt? Vi har lejet en kantinevogn i hele sommerhalvåret og telt med borde og bænke. Og det er, som vores producent plejer at sige, det vigtigste sted - ja, hjertekammeret, kalder han det i al filmproduktion. Selv om det jo unægtelig er maven. Nå, men hva’ …"

Den talende rejser sig og finder nogle papirer frem -

" - har De stået i køkken før, frue? Ja, jeg mener selvfølgelig i stor husholdning - kantiner og sådan - ?"

Nethe ryster på hovedet.

"Men De ka’ vel lave mad?"

"Ja."

- svarer hun spagt.

"Er De gift og har børn?"

"Jeg er alene."

"Glimrende! Nå ja, det var nu ikke sådan ment; men filmarbejde kræver al ens tid, ikke mindst deres, der ta’r sig af det praktiske. Og De er sund og rask?"

Han ser på hende. Hun nikker, mens han fortsætter:

"Og har mod på at betjene halvtreds mere eller mindre krævende, ofte dødtrætte filmfolk?"

"Ja."

"Godt! Men med hensyn til den store husholdning, så er det en kok og tidligere kantinebestyrer, der står for forplejningen. Ja, det er ham, der ejer madvognen. Han er en flink fyr, så mon ikke De ka’ finde ud af det sammen med ham?"

"Joh, mon ikke …"

Nethe smiler.

"Jamen, mere var der sådan set ikke, fru Källström, lønnen fremgik jo af annoncen, så den går jeg ud fra, at De finder rimelig. De hører fra os!"

Han har rejst sig og kommer hen og giver hende hånden -

" - farvel så længe!"

Hun besvarer hans hilsen, når hen til døren og vender sig -

" - var det muligt at få noget at vide om filmen?"

"Filmen? Naturligvis! De sagde, at De havde læst vores pressemeddelelse, ud over annoncen selvfølgelig."

"Ja."

"Meget mere er der sådan set ikke - bort set fra tekniske detaljer; men det er næppe dem, De er interesseret i?"

"Næh …"

"Og selve drejebogen er selvfølgelig ikke tilgængelig for alle. Men ellers er historien baseret på en virkelig hændelse."

"Om en kvinde, der forsvinder - ?"

"Forsvinder og forsvinder - historien går jo på, at hun forlader mand og børn med sin elsker. Stor ballade i præstegården!"

Nethe nikker og er lige ved at gå, da han tilføjer:

"Nu kunne det næppe bære en spillefilm, hvis det ikke var for al den mystik og uhygge, der er forbundet med affæren …"

"Uhygge - ?"

"Ja, se det er en hemmelighed ind til videre, fru Källström! Kun inderkredsen ved, hvad det drejer sig om - hvad de jo ligesom er nødt til. Det bli’r en stærk film - det kan jeg love Dem!"

"Men hvor ved man alt det fra?"

"Nu ved man i det hele taget ikke så meget, men manuskriptforfatteren har gjort et grundigt forarbejde. Og han støtter sig hovedsagelig til en lokal kilde."

"Lokal - ?"

"Ja, en fra området, Østfyn, hvor dramaet begyndte. Og vi filmer på stedet - landsbyen Bynkel syd for Nyborg. Kender De den?"

"Næh …"

Nethe ser væk.

"Det er også kun en flække; men nu skulle der være en chance for, at De får den at se!"

"Tak - "

- siger hun næppe hørligt, åbner døren og går.

Hen på dagen er færgen på vej ind til Nyborg. Nethe betaler for kaffe og brød, rejser sig og går ud på promenadedækket. En del af fjorden er dækket af isflager, der flyder om som store kolonier. Af og til runger det i skroget, når færgen sejler igennem dem.

En måge svæver lige ud for, hvor hun har taget opstilling ved rælingen. Dens sorte, blanke øje synes på én gang at fastholde og se forbi hende - eller ligefrem igennem. Den er så mærkeligt tydelig, dér inden for rækkevidde, svævende mellem himmel og hav, så stoflig i fjerdragten og skarp i alle hovedets detaljer.

Hun overvejer at gå tilbage i restauranten for at hente det, hun levnede. Tjeneren har næppe ryddet af endnu; men i det samme dykker mågen ned mod vandet.

Fra højtalerne meldes om, at færgen snart er i havn. Hun ser over mod skovene ved Holckenhavn. Vejret er ikke særlig klart, og der ligger en tågebanke imellem det øverste af trækronerne, mens stammerne er tydelige.

Hun venter, indtil tårnspiret står lige akkurat mellem to fritstående træer, så går hun ud på toilettet, hvor hun finder en kam frem og reder sig.

Idet samme slår færgens motor bak, hun spejler sig et kort øjeblik og går så nedenunder til landgangsbroen.
.

Det er en kort dag på biblioteket, og allerede over middag går Nethe ud i byen og hen på torvet, hvor hun stiller sig ved et busstoppested og venter. Flere gange åbner hun sin taske og tager en seddel op, hvor der er tegnet en lille kortskitse. Trafikken er livlig, og adskillige busser kommer forbi. Det er gråvejr, og bilernes farver synes ekstra klare i det jævne lys. Ved siden af står to kvinder, den ene refererer forurettet en diskussion, hun har ført med en for nylig. En tåbe at dømme efter den talendes udsagn.

På et tidspunkt ser Nethe den unge mor og hendes søn, som hun har været opmærksom på i den seneste tid. De kommer gående ovre på det modsatte fortov og går ind i en stor forretning, der er lige overfor. Hun prøver at følge dem med øjnene, men de forsvinder hurtigt i den ret store mængde kunder, som går ud og ind hele tiden.

I det samme drejer hendes bus omkring hjørnet, og hun stiger på. Fra et vindue ud mod gaden er der god oversigt over trafikken, bussen venter i nogen tid, og hun betragter biler og fodgængere, samtidig med at hun holder øje med butikken overfor.

Pludselig ser hun, at den lille dreng løber ud og hen ad fortovet ud og ind mellem fodgængerne. Moderen er ikke at se noget sted. Bussen starter og begynder at dreje ud på vejen.

"Stop! Jeg må af!"

Nethe står ved siden af chaufføren -

" - jeg skal af! Hører De?!"

"Ja - ja, ta’ det roligt - !"

Han løfter begge hænder opgivende og Nethe springer af.

Med største behændighed forcerer hun gaden i skrå retning - ser alt, hører alt, bag om en bil, foran en anden og ind imellem to tæt parkerede. Hun strækker hals, længere nede løber drengen om hjørnet.

Da hun når derned, er han ved at gå ud på gaden.

"Erik!!"

Det giver et ryk i den lille, der standser og vender sig mod den kaldende. En cyklist bremser, og en af fodgængerne har snarrådighed nok til at løbe ud og få ham ind på fortovet. Nethe kommer hen.

"Av, det var nær gået galt, hva’?"

Den anden ser bebrejdende på Nethe, der nikker og siger tak.

Drengen protesterer ikke, da hun tager ham i hånden og begynder at gå. Idet de drejer om hjørnet, kommer moderen løbende -

" - Erik!! Åh nej, hvor ka’ du gøre sådan noget?!"

Hun bukker sig ned til ham, og han begynder at tude. Lidt efter retter hun sig og ser på Nethe -

" - tak, ska’ De ha’! Det var sør’me godt, De standsede ham!"

Hendes øjne er blanke. Nethe prøver at sige noget; men ordene vil ikke ud. Den anden går tæt på hende og lægger hånden på hendes arm -

" - jeg må passe bedre på ham for fremtiden; men De ved: bare man ser et andet sted hen, så smutter han."

Hun smiler og betragter Nethe, der ikke fortrækker en mine. Med ét bliver den unge mor alvorlig. Hendes hånd slipper Nethes arm, og hun stirrer forbløffet. Nethe undgår hendes blik og begynder at gå.

"Farvel - !"

- hører hun hende råbe bag ved -

" - og tak!"

Nethe vinker kort uden at se tilbage. Når halvt ud på den trafikerede gade, inden hun bliver rigtig klar over, hvor hun er. En bil kører tudende bag om hende, en anden bremser, mens en cyklist må vige i en stor bue udenom, før end hun når i sikkerhed på det modsatte fortov.

Længere fremme drejer hun ind ad en tilfældig port, fortsætter over gården og standser ved et cykelskur. Selv om hun egentlig ikke har skyndt sig, er hun blevet stakåndet. Hun prøver at falde til ro, tager flere dybe indåndinger og gnider sig på armene.

Til den ene side er der udsigt over et område med kolonihaver, der ligger øde med blege græsplæner og grå jord. En cyklist kommer kørende ad den lange vej, der deler anlægget i to. Han ligner en lille trold på den høje cykel og må vride sig for at kunne træde pedalerne. Så springer han af og trækker hen til udgangen.

Nethe følger ham med øjnene, ind til han når ud af anlægget og forsvinder i bytrafikken.

Hen under aften banker værten på hos Nethe. Det varer meget længe, før der bliver åbnet, han er allerede på vej ned igen -

" - om forladelse, fru Källström, men vi har fået et af Deres breve ind til os. Posten laver ret mange fejl efterhånden, synes jeg nok - "

Han går tilbage og rækker det frem til hende med et smil, men er nær ved at tabe det -

" - er der noget galt, frue? De er da vel ikke syg?"

Han får ikke noget svar. Døren lukkes lige så stille igen. Han går hen til trappen, standser halvvejs og vender sig. Så ryster han på hovedet og går ned til sig selv.

Bussen vender i en lille runddel og standser. Det er endestationen. Nethe og en til stiger af, hun åbner sin taske og tager seddelen med kortskitsen frem. Ser sig om, er henne for at spørge chaufføren om noget, og han peger i retning af den store vej, som ligger tæt ved.

Kort efter går hun gennem et kvarter med villaer, der ligger som små slotte. Vejene er øde. Hun standser og kigger på seddelen endnu engang, åbner for en stor havelåge og går frem til døren. På skiltet står: Greindel.

En husassistent lukker op.

"Undskyld, men træffer jeg hr. Claes Greindel?"

"Hvem må jeg sige, det er?"

"Ja, jeg mener altså skuespilleren Claes Greindel - "

"Ja - ja, det er her! Men hvem er De?"

Husassistenten smiler stift til Nethe, der svarer:

"Nethe Zukunft."

Den anden forsvinder i mørket, hvorfra der slipper en stærk tobakslugt ud. Det svage dagslys falder på et paraplystativ, der står lige ved døren. Et stort udvalg af spadserestokke er stillet her og en enkelt paraply. På knagen ovenover hænger en bredskygget hat, som Nethe genkender. Claes’ hat. Stoffet er blevet gulligt og skjoldet.

Så kommer husassistenten tilbage -

" - ja, vær’s’god!"

Nethe synes, de går uendeligt længe. Gangen og lokalerne henligger i mørke, og luften virker indelukket. Så bliver der åbnet ind til stuen.

Først kan hun ikke se nogen i det forholdsvis lille rum. Her er kun få møbler, men fyldte reoler og stabler af bøger på gulvet.

Han står lige til højre for døren, henne ved vinduet mod syd. Det giver et gib i Nethe, da hun opdager ham. Han står med ryggen til, og hun bemærker straks, hvor lille han er blevet.

"Skulle det virkelig …?"

Stemmen er forandret. Den lyder skrøbelig. Han gentager spørgsmålet stadig uden at se. Var det ikke for hatten ude på knagen, ville hun tro, at det var et forkert sted. For tredje gang lyder det:

"Skulle det virkelig …?"

Nethe forbereder sig på den store genforening. Hun trækker genert på skuldrene og smiler mod den rygvendte. Skal lige til at svare bekræftende på hans spørgsmål, da han pludselig vender sig og går et par skridt sidelæns ind i stuen, som om han var bange for at komme hende nær. Hans øjne er stift fæstnede på hende. Ansigtet er magert og har fået dybe furer. Han står stille og stirrer.

"Det er!"

- siger han og nikker hen for sig, som var det alt andet end en person, han genkendte. Nethe smiler -

" - ja, det er mig, Claes!"

"Bliv dér!!"

Han strækker hænderne frem og ryster hysterisk på hovedet -

" - jeg er syg!"

"Ja - ?"

Nethe strækker hånden frem.

"Og tåler ikke store rystelser!"

"Nej …"

- siger hun lavt og ser bekymret på ham.

"Forsvind!!"

Det giver et ryk i hende. Han nærmest hvæser det.

"Jeg sagde: forsvind!!"

Hun træder et skridt tilbage -

" - men …"

"Hørte du ikke?! Ud med dig! Modbydelige svin!!"

Nethe trækker sig baglæns hen mod døren, er ved at snuble over en tæppekant, men får så vendt om og styrter gennem den lange gang til døren.

Dagens jævne, grå lys er en befrielse. Hun står midt ude på villavejen og ser til alle sider. En kvinde kommer gående med hund i snor. Langt borte tuder en bil. Bag ved bliver døren, som hun ikke fik lukket i farten, smækket i.

I carporten ved siden af huset skimtes bagsmækken af en bil. Den er klodset op og hælder mod væggen. Hun genkender den. Claes’ bil.
.