Der var ingen breve. Der har aldrig været nogen breve. Alt er ved at være på plads. Alt i hendes hukommelse, særlig det at hun ikke modtog noget brev. Hun står på helleristningsfeltet et sted i Sverige. Skoven lukker omkring hende, hun bøjer sig og lader hænderne glide over stenen.

Derpå gentager hun hviskende, så råbende:

"Ingen breve! Ingen!!"

Skoven hører. Lyden af hendes stemme forsvinder mellem stammerne. Og dog skrev hun hjem og bad ham skrive tilbage om børnene. Et urimeligt forlangende måske nok, og der kom da heller aldrig noget svar.

Hun mærker den store kriger, mærker skibets riflede sider og årerne løftet til hilsen. Og dér et hjul med kors i. Hun ser ikke på det, føler sig frem, mens hun husker stadig mere. Og særlig at hun aldrig modtog noget brev. Aldrig.

Filmarbejdet er udsat ind til videre. De venter på Mogens Leddiche. Han har buret sig inde på kroværelset og vil kun se Ben, der prøver at hjælpe ham efter bedste evne.

Alle ved, at Leddiche fra tid til anden har problemer med sine nerver. Han er så blød og sårbar. Kun Ben ved, hvad det skyldes lige nu.

Enkelte har undret sig over, at Nethe er væk; men hun er jo trods alt en ubetydelighed i det samlede arbejde. Det gik vel ikke mellem hende og Ben. Han kan jo også være mærkelig.

Men Ben ved bedre. Denne dag hen under aften møder han op på kroen med Leddiches livret: flæskeruller i fad og kartoffelmos. Så velsmagende mad har krokøkkenet lige godt aldrig formået at servere. Bag efter taler de længe sammen.

Da Ben senere forlader kroen, står ejeren i døren og diskuterer med en beruset kvinde. Idet hun går væk, nedkalder hun alskens forbandelser over stedet og over de unge mennesker, der som altid er forsamlede her. Ben tøver og går tilbage til kroværten.

"Hvem hun er? En stakkels misbrugt kvinde her fra byen; men jeg kan altså ikke ha’ hende, når hun er fuld!"

De ser efter hende. Et stykke vej nede vender hun sig og råber igen.

"Hvordan ’misbrugt’?

Ben er altid nysgerrig og legendarisk for sit kendskab til de mennesker, han arbejder for; men lige nu har han fået noget at indhente.

"Åhr, jeg ved snart ikke - "

- værten ser sig om og inviterer ham ind i krostuen, hvor han byder på en øl. De er alene her, alle gæsterne sidder inde ved baren i billardlokalet.

"Jeg har ondt af hende - "

- begynder han, idet han skænker i sit glas -

" - hun er såmænd go’ nok, født her og kom godt i vej med sin uddannelse. For snart længe siden blev hun sekretær hos lægen her i byen. Og derefter begyndte det at gå støt nedad for hende."

Han løfter glasset, skåler med Ben og fortsætter lavmælt, da han har drukket:

"Han er modbydelig, lægen. Jeg hader ham. Gid Fanden snart vil ta’ ham!"

Han ser direkte på Ben, der næsten bliver skræmt af hans blik.

"Han forførte hende, hun var purung og uerfaren, lige noget for sådan et svin! Det siges, at han gjorde hende gravid og bagefter klarede det lille problem i embeds medfør. Føj!"

Han laver en grimasse og ser ud af vinduet. Ben tager en tår af sin øl og spørger:

"Ved du noget om ham og præstefamilien?"

"Næh - ikke andet end at han så mange år efter slår mønt af tragedien. Han praler osse med, at han støttede pastor Zukunft efter konens forsvinden. Tja, hvem ved, hvad han i grunden gjorde?"

De snakker videre om andre ting, ind til de har drukket ud. Så siger Ben tak og forlader kroen.

Idet han går ud på vejen, kører den sidste rutebil forbi mod Nyborg.

Hun går langsomt hen imod den røde træbygning. Bag hende langs et markskel kører en traktor og pløjer, mens en flok måger følger den. Hun tøver lidt foran døren, ser på seddelen, som hun holder i hånden, og banker på.

Der går en evighed, synes hun, ser sig om, prøver at banke igen, nu lidt hårdere uden at noget sker. I det fjerne arbejder traktoren sig frem over marken. Så begynder hun at gå, da der pludselig bliver liv inde i huset og døren åbnet. En kvinde - vel omtrent på hendes egen alder - hilser venligt og spørger, hvad hun ønsker. Nethe går et skridt tilbage, knuger seddelen i hånden og får kun sagt navnet Henning Nielsen, endda med svensk tonefald. Den anden byder hende indenfor, idet hun siger, at hendes mand er hjemme, og at det vel drejer sig om en rundvisning.

"Rundvisning - ?"

Nethe standser i gangen, og kvinden spørger, om hun ikke ønsker at se helleristningerne?

Hun bekræfter, men så tøvende, at den anden må spørge en gang til.

De når hen for enden af den lange gang. Kvinden kalder på sin mand og beder Nethe tage plads. Så går hun igen med et smil til sin gæst og en bemærkning om, at han straks vil indfinde sig.

Det er et lille kontor med skrivebord og reoler, hvor det flyder med mapper, fotografier, blade og udstyr.

Straks efter træder han ind, og Nethe rejser sig.

"Goddag!"

- siger han med høj, klar røst. Hun står lamslået. Det er ham, og han taler. Han gentager hilsenen og smiler venligt, idet hun besvarer den og siger:

"Nethe Zukunft."

"Henning Nielsen. Velkommen! Det er rart for en gangs skyld at stå over for en landsmand. Ja, jeg har ikke noget imod svenskere, jeg er selv gift med en, som De ku’ høre. Er De alene? Altså jeg mener her?"

Hun nikker og stirrer på ham. Ikke en trækning i ansigtet, intet ved hans blik røber nogen genkendelse.

"De vil gerne se helleristningerne - ?"

"Ja tak."

Han tager en læderjakke på, som hænger over skrivebordsstolen, roder på en af hylderne og haler et fotografi frem, som han viser hende.

"Det har jeg taget for ikke så længe siden i morgenlyset, når solen står lavt kan den lige akkurat trænge frem til feltet inde i skoven, og det giver fine muligheder for at se figurerne. Ellers plejer jeg at tage billeder om natten i kunstlys."

"Jeg har set nogle af dem."

- siger hun, idet de forlader bygningen.

"Nå, De har været på Kajbjerg?"

"Ja."

"Og fik lyst til at se dem i virkeligheden, hellerne? Det forstår jeg godt. Ja, jeg har været ansat her på stedet i nogle år som guide. Faktisk har jeg udgivet en bog med mine fotografier for længe siden."

De går tavse ved siden af hinanden i nogen tid. Traktoren er standset ude på marken.

"Hvor bor De?"

"I Odense."

"Jeg kender Fyn helt godt - eller i det mindste kirkerne, hvor jeg fotograferede for Kunstmuseet engang."

"Ja."

Hun snubler over en sten; men han når at gribe fat i hendes arm -

" - kom over i dette spor! Her er mere jævnt."

Han fører hende ind i skoven og hen til den store helle, hvor han stiller sig midt på og begynder at fortælle.

Solen står i skrå baner ned mellem stammerne. Idet den rammer ham, fremtræder han på baggrund af skovmørket med sådan tydelighed, at hun ikke et øjeblik tvivler på, at han er den, hun har elsket.

Hun hører ikke, hvad han siger, står lidt og betragter ham, hvorefter hun træder et par skridt frem. Først sent bliver han opmærksom, standser med sit foredrag og ser undrende på hende -

" - ja? Er der noget galt?"

Idet deres blikke mødes, kan hun se, at der ingen genkendelse er at spore. Hun slår opgivende ud med hænderne -

" - kan du slet ikke kende mig? Jeg er Nethe …"

"Ja, du - eller De præsenterede Dem oppe i huset. Men - nej, hvor har vi mødt hinanden før?"

"Her!"

- hun ser bedrøvet på ham.

"Nåhr, sådan! Jeg har vist Dem hellerne før. Jamen det sker ikke sjældent, at folk vender tilbage. Faktisk var her en i sidste uge for tredje gang. Og der er en mand fra Oslo, som kommer her hver sommer."

Det ser ikke ud, som om han lyver eller spiller en rolle. Ingen ville formodentlig kunne gennemføre det og samtidig se på modparten med et så troskyldigt blik.

Han er gået ned fra feltet og vinker hende hen -

" - kom! Der er noget, som jeg kun fortæller til folk, der har været her mere end én gang. Kom!"

Han tager hende i hånden, blinker fortroligt og går ind imellem stammerne. På en lille høj har de udsigt til klippen.

"Som ganske ung var jeg her for første gang, og da oplevede jeg noget højst mystisk. En slags ritual fra oldtiden; men det er ikke mere end fyrre år siden. Jeg stod lige her."

Han træder om bag ved hende og lægger et øjeblik hænderne på hendes skuldre -

" - ka’ De se hellerne?"

Hun nikker.

"Det var en sommerdag, hvor det havde været brændende varmt. Jeg havde siddet her i lang tid, da jeg opdagede nogle bønder fra egnen komme gående. Det var folk på min nuværende alder og så et ganske ungt par. De gamle havde grene i hænderne, som de piskede de unge med. Ikke hårdt, de berørte dem kun lige. Men da de kom frem til hellen derhenne, klædte de unge sig af og gennemførte et samleje for øjnene af de andre. Jeg sad helt stille og troede ikke, hvad jeg så. Ingen opdagede mig, og da flokken efter nogen tid forsvandt igen, rejste jeg mig og gik ind til byen."

Han stiger ned fra højen, vender sig og ser på hende -

" - underligt ikke?"

Hun bekræfter og følges med ham tilbage til huset. De taler ikke mere sammen; men hun går med ind, da han vil give hende en folder om egnen.

"Vent her!"

- siger han inde på kontoret igen -

" - jeg ska’ lige hente den overfor."

Nethe ser sig omkring. Genskæret fra vindueskarmen får det til at virke, som om det var morgen. Det hele er så klart - rodet på gulv og hylder - i det ensartede lys.

Hun går hen til en reol fyldt med fotografier. Nogle er bundtede og omviklede med snor, andre ligger løst og krøller. Gennem vinduet kan hun se, at han taler med konen ude i gården, og idet hun ind imellem holder øje med ham, begynder hun at blade gennem bunkerne. De fleste er helleristningsmotiver; men ved siden af er de mere blandede - naturoptagelser, landskaber, kirkeinteriører og enkelte portrætter. Og dér - kalkmalerier. Et par af dem er fra kirken derhjemme. Træskomalerens mærkelige figurer. Djævelen og kvinden, der holder en kande under ham. En hånd med kniv samt Kristus på vej med korset.

Da han kommer tilbage, bliver hun stående med dem.

"Spændende ikke - ?"

- indleder han venligt og rækker folderen i vejret.

"De må undskylde, at jeg sådan bare roder i Deres ting. Jeg blev nysgerrig."

"De er velkommen!"

Han stiller sig helt hen ved siden af hende og udpeger nogle detaljer ved korsegangen. Hun drejer hovedet lidt. Selv hans lugt kan hun genkende. Så ser hun på ham -

" - ka’ De huske, da de fotograferede disse?"

Hun holder dem op mod ham.

"Åhr, det er jo længe siden, må jeg nok indrømme, og jeg var i mange kirker; men De kender den måske? Ja, navnet ka’ jeg heller ikke huske …"

"Bynkel."

"Nåhr ja - Bynkel!"

Pludselig holder hun hænderne op for ansigtet. Fotografierne lander på gulvet med et smæld. Hun vil skrige; men presser læberne sammen. Så hvisker hun:

"Hjælp mig, Henning, hører du!"

Hun står længe uden at røre sig, men mærker efter nogen tid, at han lægger armene om hende og knuger hende ind til sig. Hun ryster på hovedet og gentager flere gange sin bøn om hjælp.

Idet hun gør sig lidt fri af ham, ser hun ud i lokalet og siger:

"Du må svare mig på en ting. Bare én ting. Hører du, du må bekræfte det for mig: fik jeg noget brev hjemmefra i den tid? Gjorde jeg?!"

Hun vil se på ham; men han vender i det samme ryggen til og går hen til skrivebordet, hvor han tager en brevblok og en blyant. Skikkelsen virker mørk mod vinduet.

Så står han tavs foran hende igen. Forandret og større. Hun ser forskrækket på ham, han rækker blokken frem. Der står:

"Intet brev. Forsvind så!"

Nethe sanser ikke, hvordan hun kommer ud. Midt i indkørslen står hun. Lærkerne fylder luften med sang, og meget langt borte høres traktoren.

Så begynder hun at gå, men vender sig et par gange og ser på huset. Trævæggenes farve brydes i den stærke middagssol og taget ser ud, som om det er ved at smelte.
.

En tæt finregn falder over Bynkel, da doktor Simonsen forlader boligen for at gå sin formiddagstur over i skoven. Fugten skærper farverne, og i hovedgaden spejler gavlene sig i den våde asfalt.

Samtidig følger to personer hans gang, og da han drejer væk fra gaden og ind på skovstien, træder de frem fra hushjørnet, hvor de har holdt sig skjult, og går over mod lægeboligen, ned ad gyden langs med huset til den lille have bagest. Det er Ben og kvinden, som han for nylig så blive bortvist fra kroen, og om hvem kroværten siden fortalte.

"Er du nu sikker på, de er der?"

Ben ser på hende, og hun svarer:

"Ganske vist er det mange år siden; men, som jeg sagde til dig, doktoren smider intet ud. Intet! Ikke engang dem."

Ben klapper hende på skulderen, idet hun fortsætter:

"Og du har ansvaret! Er vi enige om det?"

Han nikker -

" - stol på mig!"

- og peger hen mod hushjørnet, hvorfra han vil holde vagt.

Så skræver hun over gærdet, tager en nøgle frem og låser sig ind.

Samtidig filmer de igen oppe ved præstegården. Optagelserne med Mogens Leddiche har jo været udsat; men eftersom Ben på et tidspunkt kan melde om en vis bedring hos ham, beslutter man at fortsætte.

Regnvejrsdagen benytter man til de scener, hvor den mellemste af børnene flygter fra huset og redder livet. Utallige gange må hun løbe med skrækken malet i ansigtet og hen forbi kameraet.

Men da Ben senere møder op med forfriskninger, kan holdet dårlig kende ham igen - ingen kvikke replikker eller elegante bevægelser, og han virker tilmed fraværende.

Samme dag står Nethe og venter på toget, der skal bringe hende hjem. Fra halvtaget ser hun ud på det drivvåde banegårdsområde. Længst ude bliver et godstog rangeret, en højtaler runger et eller andet uforståeligt. samtidig med at et S-tog kører ind til en perron i nærheden.

I vinduet ud for, hvor Nethe står, sidder en kvinde og kigger ud. Pludselig mødes deres blikke, kvinden retter sig i sædet, og da toget kører et øjeblik efter, løfter Nethe uvilkårlig hånden til hilsen, som den anden forsigtigt besvarer.

Der var et par møder, før det i kirken. Eller møder - Nethe havde hilst på ham nogle gange, men nok til at føle det, hun gjorde. Og en morgen opdagede hun ham så fra køkkenvinduet på den anden side Silkeåen, hvor han gik hvileløst omkring på engen. Hun måtte over til ham.

Toget glider stille ud fra banegården, hun har sat sig ved vinduet og ser ud over det store net af skinner på kryds og tværs. Regnen gør dem blanke, mens svellerne imellem forsvinder. Længst ude ved havneområdet soder røgen fra en høj skorsten..

Hun følte aldrig medlidenhed med ham på grund af hans handicap - stumheden, hvad enten han havde valgt den selv, eller den virkelig var en følge af ulykken, han havde været ude for. Og om han nu mirakuløst har fået mæle igen eller bare altid har bedraget hende med tavshed, er ligegyldigt. Hun har fået endnu et svar på det, hun vil vide.

Ude langs et yderligliggende spor går en mand mellem skinnerne med store skridt. Han går og ser ned, så standser han og peger skråt bagud, men for hvem er ikke til at se, der er tilsyneladende ingen i nærheden.

Det hele dukker op i små forløb, og nok formår hun nu at forene dem til et nogenlunde sammenhængende hele; men det er ikke magtpåliggende. Den kærlighed var og blev kaotisk og kortvarig. Den var rejser i små etaper, hektisk søgning efter motiver, et blik, en drejning i kroppen, konturen mod en lysning, skygger eller en lille, men mærkbar forandring i hendes stemme, når hun pludselig hørte sig selv kværne løs over for den lyttende stumme. Men hun lærte ham aldrig helt at kende, skønt hun skænkede ham det største og ømmeste i sig. Hun ved nu omtrent hvor og hvornår tingene skete med de katastrofer, der fulgte. Hun ved, hvem hun elskede, hvem hun svigtede, hun ved, at hun aldrig modtog breve fra Gabriel med bøn om at vende hjem.

Og dér optræder de så i korte og længere glimt af hendes genskabte hukommelse: Jørgen, Christa, Ellen, Gabriel og Henning. Dem hun har elsket.

Landet er fladt til alle sider, regnen er holdt op, og det tegner til opklaring fra vest. En lille åbning i skydækket lyser klart og blåt.

Det både skete og skete ikke. Det de gjorde ved hinanden. Så skræmmende stærke følelser i hendes fine, spinkle krop. Så umuligt. Voldsomme udfald og de blideste strøg af hænder, både sikre, erfarne greb og famlende, søgende. Snart tvang han hende og snart bønfaldt han. Med kameraet som påskud kostede han hende nøgen omkring i stuen; men selv afklædt måtte hun hjælpe ham på vej til sig. Han forblev da lige så uvirkelig for hende, som det, der siden skete hjemme. Og dog står det nu lysende skarpt i al sin meningsløshed, at hun ikke kan nægte sig selv en rolle i tragedien. Men hvad der end udløste ulykken: hun vidste ikke af Gabriels frygtelige hensigter.

Da færgen når halvvejs over bæltet, trænger solen kraftigere igennem og glitrer i vandet. Helt klart er det dog ikke, der ligger en let dis ; men det synes ikke at genere mågerne, der svæver vagtsomme ved rælingen.

Nethe går frem og tilbage på dækket i nogen tid. Så standser hun pludselig, knuger tørklædet, hun lige har taget af og går ind i salonen.

I løbet af nogle dage spredes den meddelelse i Bynkel, at filmselskabet har brug for så mange statister som muligt til optagelser i kirken. Der skal være stuvende fuldt, idet man vil realisere de scener, hvor pastor Zukunft trodser alle advarsler og sætter sit embede på spil ved at holde en af sine særprægede prædikener over for hele den nysgerrige menighed og provsten.

Mogens Leddiche har meddelt, at han er klar igen, og en tidlig morgen midt i ugen er teknikerne ved at gøre klar, mens folk fra byen samles udenfor.

Men i præstegårdens køkken er fruen så småt ved at forberede sig på at modtage filmholdet efter optagelserne. De er nu helt færdige med at filme i stuerne, der er ryddet op, hjemmet ligner igen sig selv, og hun og manden har fundet det passende at byde på frokost.

Der er blevet så tomt i huset, og skønt det undertiden var noget forfærdelig rod, kan hun ikke lade være med at føle nogen vemod over, at det er forbi, ligesom hun næsten ikke kan holde den tanke ud, at filmarbejdet i byen snart afsluttes helt.

Hun står henne ved vinduet og tørrer kaffekopperne en ekstra gang. Ind imellem ser hun ud og smiler vemodigt, mens hun arrangerer servicen på en bakke.

Med ét standser hun, lægger viskestykket og kigger ned mod Silkeåen. Ovre på engen går en mand omkring, hun kniber øjnene sammen for at se bedre, men går så ind på mandens kontor. Han er selv med som statist ovre i kirken. Hun åbner det store skab bag skrivebordet, tager hans kikkert og går tilbage til køkkenvinduet.

Det er Jan Pelstrup, der går derovre, skuespilleren, der spiller fotografens rolle. Han er åbenbart ikke med i kirkescenerne. Eller i hvert fald ikke dem, der optages lige nu.

Præstefruen smiler lidt, i den tid filmarbejdet har varet, har hun ind til flere gange vekslet ord med ham. Han sætter stor pris på hendes hjemmebagte kager og vil heller ikke blive skuffet, hvis han møder op denne dag.

Han går et par gange frem og tilbage langs åen, mens han ryger en cigaret. Selvfølgelig har han solbrillerne på, er klædt i blåt jakkesæt og tager sig i det hele taget godt ud.

Så skodder han cigaretten og beslutter sig tilsyneladende for at gå over i skoven. Hun følger ham i kikkerten, ind til han forsvinder mellem træerne.

En af de få, der ikke deltager som statist, er doktor Simonsen, enten fordi han ikke har lyst eller også fordi han - med den punktlighed som i det hele taget præger hans liv - ikke vil forsømme at gå sin formiddagstur.

Sommeren er kommet, skovens træer er netop sprunget ud, og solen har magt til at varme jorden så meget, at tågerne opløses allerede tidligt og luften bliver klar.

Da han når frem til det sted, hvor stien fører fra granplantagen ind i løvskoven, drejer han som sædvanlig fra, går ind mellem træerne og standser i en lille lysning. Her dvæler han gerne et par minutter, næsten som holdt han en kort andagt på sin vej. Denne morgen er der imidlertid noget, der fanger hans opmærksomhed. Inde mellem stammerne ligger et tørklæde, han går derind, bøjer sig og samler det op.

"Man mindes nok, doktor Simonsen!"

Stemmen kommer bagfra, han stivner, er ved at tabe tørklædet, men knuger det så fast og vender sig. Nethe står midt i den lille lysning. Hun er rolig, og skønt hendes spinkle krop ikke ligefrem virker magtfuld, er der i fremtoningen en sådan styrke, at doktoren et kort øjeblik studser over synet.

"De betroede mig for nylig, at en læge kan genkende de sår, han i tidens løb har helet. Men han glemmer formodentlig heller ikke dem, han har tilføjet - ?"

Han ser forbløffet på hende.

"Da jeg var blevet voldtaget her, hvor vi står, vidste jeg allerede kort efter, hvem gerningsmanden var."

Hun træder et par skridt nærmere -

" - det lyder mest af alt som en dårlig vittighed; men har man én gang stiftet bekendtskab med Deres personlige lugt, Simonsen, så er man ikke i tvivl! Jeg var imidlertid lige så forvirret som chokeret dengang. Så derfor undlod jeg at gøre noget."

Doktoren kommer sig hurtigt af overraskelsen og ser bestemt på hende -

" - nej, man forstår Deres forvirring - De holdt Dem jo ikke tilbage!"

Han smiler skævt og vifter med tørklædet. Nethe lader, som om hun ikke hører og fortsætter:

"Og Deres forsøg på i det skjulte at fjerne følgerne af overgrebet var lige så latterligt som tragisk. De tror vist, De når langt med Deres beroligende medicin!"

Han slår ud med hånden og siger:

"Skal vi tale om tragedier, så tænker jeg alt andet blegner i forhold til Deres indsats, fru Zukunft!"

Nethes stemme dirrer:

"Men sig mig det så: gav De også Gabriel medicin?!"

"Som De ved, hjalp jeg ham både som læge og ven. Jeg kender mit ansvar."

"Større hykler - jeg ku’ brække mig!"

"Nu De si’r det, ja, det ku’ man godt ha’ lyst til!"

Han går helt hen og ser op og ned ad hende. Hun lukker øjnene. I nogen tid står de ubevægelige over for hinanden. Pludselig skriger hun, langer ud efter ham og rammer hans øre med bagsiden af hånden. Et øjeblik ser det ud, som om han er ved at miste balancen; men så trænger han ind på hende og vælter hende om kuld så let som ingenting. Hun gør ingen modstand, og det synes en overgang næsten at undre ham, at hun blot bliver liggende på jorden.

Tørklædet står han endnu med. Alt er stille omkring dem, så bøjer han sig ned. Hun ligger ligesom afventende. Først tøver han, så lægger han det om hendes hals, binder og holder godt fast i begge ender, binder det med ét op igen og rejser sig, knæler, binder og får i det samme øje på en mand, der er standset ude på stien og står og ser ind på dem. Det er Pelstrup, der strækker hånden ud -

" - hør, hva’ foregår her?"

Stemmen ryster. Doktoren rejser sig, kigger roligt på den spørgende, hvorefter han slår opgivende ud med armene, lader tørklædet falde til jorden og går. Idet han passerer Pelstrup, gentager denne sit spørgsmål, men uden at få svar. Så løber han hen til Nethe.

"Fru Källström!! Hvordan i alverden …?"

Han knæler ved siden af hende. Hun sætter sig op og nikker til ham.

"Det var da vist et held, jeg lige kom forbi? Vi må se at få tilkaldt politiet. Er der sket Dem noget?"

Nethe ryster på hovedet, idet han fortsætter:

"Der bor vist en læge hernede i byen. Kom, så ska’ jeg følge Dem!"

Han rækker hende hånden, hun rejser sig og ser på ham -

" - jeg er ikke kommet noget til. Det var godt, De kom forbi!"

"Jo, men politiet da …?"

"Næh - nej!"

"Blev De ikke lige overfaldet?"

"Joh - det gjorde jeg måske nok …"

"Jamen - så …!"

Han begynder at gå.

"Nej, la’ vær’, Pelstrup! Jeg be’r Dem!"

Han ser forbavset på hende, idet hun kommer hen og gentager lavmælt, hvad hun lige har sagt.

Så tager han solbrillerne på igen, og de begynder at gå ad stien gennem løvskoven ned mod Silkeåen.

"Er vi klar?"

De ser på fotografen, der bekræfter.

"Lyd?"

"OK!"

"Syv hundrede og atten første gang!"

Klaptræet smælder gennem kirken, der sjældent har været så stuvende fuld.

"Værs’go!"

  Mogens Leddiche går op på prædikestolen. De statister, der husker pastor Zukunft, undrer sig over, hvor slående skuespilleren ligner ham. Han står og tøver lidt, roder distræt med papirerne, akkurat som Zukunft, hvorpå han ser ud over menigheden med et så beslutsomt udtryk i ansigtet, at ingen af dem er i tvivl om, at de betragter den tidligere præsts rette stedfortræder.

"Kære kolleger og statister! Kære indbyggere i Bynkel!"

Han holder en lang kunstpause. Instruktøren og assistenten ser måbende på hinanden, men griber ikke ind, og fotografen har tilsyneladende ikke opdaget noget usædvanligt, så kameraet kører videre, mens Leddiche fortsætter:

"Jeg har i dag genoptaget arbejdet med Zukunfts rolle kun for endegyldigt at afslutte det. Siden vi indspillede de sidste scener med ham, har jeg gjort mig en del overvejelser, ligesom jeg mere eller mindre tilfældigt har fået nogle oplysninger, som afgørende ændrer mit syn på det drama, vi er ved at filmatisere. Nogle vil måske hævde, at mit kontraktbrud bygger på falske præmisser, da det hele skete for så længe siden og på en måde så uvirkelig, at filmen er fiktion; men den opfattelse deler jeg ikke mere. Og jeg skal kun dybt beklage det her over for selskabet, mine kære kolleger og vel også de tilstedeværende statister, der med entusiasme har hjulpet til i vores arbejde.

Men denne tale er først og fremmest rettet til jer Bynkel-folk!"

Han ser rundt på forsamlingen, der lytter undrende og opmærksomt.

"I kender alle til tragedien, der skete her i byen for en lille snes år siden. Mange af jer boede her dengang, og en yngre generation har formodentlig også hørt et og andet i tidens løb. Så forfærdelige ting sker jo desværre, og vidner kan kun se magtesløse til. At denne ulykke overhovedet er gjort til genstand for filmatisering, skyldes, at en af de implicerede parter spiller en temmelig spektakulær rolle i dramaet. Tilsyneladende i hvert fald. Som de fleste ved, forelskede pastor Zukunfts hustru sig i en fotograf, der opholdt sig i byen og også besøgte præstehjemmet adskillige gange. Lige så mange ved, at hun valgte at forlade mand og børn og rejse med den elskede til Sverige. Nogle få er bekendte med, at manden skrev til sin kone, der havde oplyst ham sin adresse, og gentagne gange bad hende om at vende hjem, at det ikke skete, og at hans bønner blev til trusler, der endte i tragedien. Hvad ingen imidlertid ved, er, at Zukunfts breve aldrig blev afsendt."

Leddiche løfter en håndfuld kuverter i vejret -

" - hvad heller ingen ka’ vide, er, at disse frygtelige dokumenter nok har befundet sig her i byen lige siden, men ikke i præstegården."

En mumlen breder sig i forsamlingen. Fotografen skæver hen til instruktøren, der imidlertid sidder helt opslugt. Leddiches stemme er blevet skarpere -

" - min gode ven, vores uundværlige kantinebestyrer, Ben, og jeg har, under mit ufrivillige ophold i arbejdet, været beskæftiget som snushaner, idet vi næsten samtidig og højst tilfældigt kom under vejr med visse ting, som unægtelig kaster nyt lys over sagen.

Det er jo pointen i vores film, at et menneske er i stand til at elske så lidenskabeligt og selvforglemmende, at det tilsidesætter alle hensyn. Over det emne har manuskriptforfatteren skabt sin del af arbejdet, men han har til stadighed fået hjælp af en, der påberåber sig at være kronvidne i sagen, hvad han bestemt - og desværre - også er.

Hvis stormende forelskelse kan bringe ulykke ind i en familie, så kan misundelse og et uforklarligt had udløse en tragedie. Jeg taler her ikke om den person, jeg selv har spillet.

Kære indbyggere i Bynkel! Disse uafsendte breve har siden ulykken befundet sig hos en, der kaldte sig ven af familien Zukunft. Han tilskyndede den ulykkelige præst til at skrive til hustruen, han lovede at ekspedere brevene; men - som I kan regne ud nu - blev de aldrig afsendt.

Hvilken bizar følelse, der fik ham til at arkivere dem, skal jeg ikke kunne redegøre for, men I kan jo selv spørge rette vedkommende.

Ser man bort fra selve ulykken, er der intet kriminelt begået i denne sag, måske bort set fra at Ben og jeg og en til forleden dag, da lejlighed bød sig, begik indbrud og stjal disse dokumenter. Intet kriminelt. Det er langt værre. Jeg vil overlade til jer selv at finde en betegnelse for det."

Han holder brevene i vejret igen.

"Vil I vide adressen? Vil I vide, hvor disse breve har befundet sig, siden de ulykkelige dage, hvor pastor Zukunft skrev og betroede dem til den, han regnede for familiens ven? Stedet kendes mindst lige så godt som præstegården. Det er såmænd lægeboligen her nede i hovedgaden!"

De begynder at snakke højt. Fotografen har slukket for kameraet og ser spørgende på sine kolleger. Leddiche beder om ro, idet han tager præstekjolen af -

" - jeg skal ikke opholde jer længere. Min rolle er spillet til ende. Man kan jo mene, hvad man vil om hovedpersonen, dengang hun valgte at rejse væk fra familien og følge sin kærlighed; men jeg forlader ikke denne post, med mindre jeg har erklæret, at pastor Zukunfts kone, Nethe, er og bliver uden skyld i sine børns død. Tak!"

Han samler kjolen sammen, lægger den ud over siden på prædikestolen med den hvide krave ovenpå og går ned.

Hun standser, tager kikkerten igen og ser ned på engen fra køkkenvinduet. Jan Pelstrup vender tilbage fra skoven ifølge med en anden.

Præstefruen bliver temmelig forbavset, det er jo Nethe, og de går og taler ivrigt sammen. Det ses tydeligt på hans store armbevægelser. Hun følger dem, og da de når frem til overgangen tager han hende i hånden og går med prøvende skridt ud på broen.

"Hmm …"

- siger præstefruen skuffet, lægger kikkerten og genoptager sine forberedelser.

"Jeg venter på rutebilen her. Tak for hjælpen!"

Nethe siger farvel til skuespilleren, der endnu engang spørger, om hun kan klare sig. Det bedyrer hun og tilføjer, at hun ikke ønsker at vende tilbage til arbejdet i kantinen, så meget desto mere som optagelserne er ved at være slut; men hun beder ham hilse Ben mange gange og beklage, at hun har handlet, som det nu er sket.

Han slentrer op ad gaden mod kirken. Der er forunderligt stille, som om det var søndag. En dreng løber over gaden længere fremme, solen rammer ham som et lyn, hvorefter han forsvinder ind i skygge.

Pelstrups blå habit stråler selv på afstand, hans tilstedeværelse i den lille provinsby forekommer helt uvirkelig. Nethe ser efter ham i nogen tid, så vender hun sig mod stopskiltet og ser på køreplanen. Det vil vare længe, inden rutebilen kommer. Hun ser på sit ur og hører i det samme en bil tude oppe ved kirken. Den er standset ud for, hvor Pelstrup befinder sig. Han går hen, bøjer sig ned og snakker med chaufføren.

Nethe står endnu og overvejer, hvad hun skal. Lægger ikke mærke til, at bilen er kørt videre, passerer hende, vender og kommer tilbage.

"Nethe!"

Hun ser overrasket på chaufføren, der stiger ud, og som hun straks genkender. Det er Lilian -

" - Nethe! Hvad ska’ jeg dog …?"

Hun ryster fortvivlet på hovedet, idet hun kommer hen -

" - havde jeg dog bare vidst …!"

Nethe er målløs -

" - vidst hvad - ?"

"Åhr nej, du aner det jo ikke! Jeg har lige været med som statist henne i kirken. Sæt dig ind, så skal jeg forklare … "

Idet bilen passerer kirken, er folk ved at gå hjem. Nethe ser tilbage. I et glimt gennem bagruden fanger hun Mogens Leddiche, der passerer gaden ivrigt snakkende med Ben og nogle af filmfolkene; men da har hun allerede sikret sig, at de kører videre ud af byen.
.

Det er en blæsende dag hen på efteråret. Nede ved Silkeåen er tømreren og hans lærling i gang med at rive broen ned. De står på flåder fortøjet ved hver bred og arbejder. Den er så medtaget, at det kun tager dem et par timer, og ved middagstid ligger det rådne tømmer på hver sin bred.

"Sku’ De ha’ været over, frue?"

Tømreren rejser sig fra sin frokost og går hen mod en yngre kvinde, der står sammen med en lille dreng og ser på resterne. Hun smiler til den spørgende og ryster på hovedet.

"Ellers ka’ vi da sagtens færge jer over på en af flåderne - "

"Nej tak!"

"Virkelig? Ku’ det ellers ikke være sjovt?"

Han bøjer sig ned mod drengen, der trykker sig ind til sin mor.

"Ja, så er jeg bange for, at det varer længe, før I kommer over!"

Han retter sig og sætter hænderne i siden. Kvinden nikker til ham, tager drengen i hånden og fortsætter hen ad stien.

Han sætter sig igen, tager en slurk af sin øl og siger til lærlingen, idet han ser efter de to:

"Så du drengen? Han var sgu køn!"

Lærlingen giver ham ret og gumler videre.

Ovre på den anden side jager blæsten gennem sivene. De små bølger i vandet spiller den ene farve ud mod den anden, og trods årstiden er der varmt her som på en sommerdag.

"Erik, du ska’ blive her ved mor! Tag mig nu i hånden!"

Lidt før kirken holder fortovet op, og de går videre i vejkanten. Efter at have spadseret langs åen, gik de gennem byen og står nu ud for præstegården og venter på rutebilen.

Hun stirrer på bygningen. Drengen hopper utålmodigt rundt om sin mor, hiver i hendes arm, men har svært ved at få kontakt.

"Stå roligt, Erik! Rutebilen er her lige om lidt!"

En pige kommer cyklende og drejer ind i indkørslen. Hun stiller cyklen ved trappen og løber om bag huset, kommer tilbage lidt efter med et tov og giver sig til at sjippe.

Erik bliver stille og betragter pigen. Så hører de rutebilen.

"Kom!"

Hun løfter drengen op og køber billet. Chaufføren slukker for motoren og tænder sin pibe -

" - vi holder lige et par minutter!"

- siger han og blinker til Erik. Pigen er holdt op med at sjippe, og vinden rusker i hendes hår, mens hun står og kigger ud på gaden. Pludselig kaster hun tovet og forsvinder om bag hushjørnet, rutebilen starter næsten samtidig og begynder at køre.

"Stop! Vi ska’ af!"

Kvinden har rejst sig, drengen ser forskrækket på sin mor, mens chaufføren holder ind -

" - har De glemt noget, frue?"

Hun svarer ikke, men tager Erik i hånden og stiger af. Rutebilen venter lidt, så lukker døren, og den kører.

Hun har fået øje på en ovre på kirkegården, står lidt og venter, ind til motorstøjen er væk, så går hun derover med drengen.

"Hva’ ska’ vi, mor?"

Lågen hviner i hængslerne, de går op langs kirken og standser ud for en af stierne.

Nede fra områdets sydlige del kommer Nethe gående, idet hun opdager mor og barn standser hun et øjeblik, men fortsætter så hen til dem.

Kvinden står og leder efter ordene, drengen glor på Nethe.

"Jeg vil bare sige, at jeg alligevel godt vil med …"

Nethe ser overrasket på hende -

" - ja?"

"Du kaldte på mig herfra. Jeg stod ovre ved huset, men løb om i haven i stedet."

Nethe vil sige noget, men standser.

"Jeg er Christa …"

Nethe smiler til hende -

" - jeg ved det."

"Ka’ du kende mig?"

"Nej."

Christa ser ned på drengen -

" - for nogen tid siden reddede du Erik i trafikken. Det var inde i Odense."

"Ja."

"Det var dér, jeg genkendte dig.

"Ja."

"Det ku’ du måske se?"

"Ja, jeg blev også sikker."

"Men du gik - "

"Jeg var fej."

De står tavse i nogen tid.

"Mor, hvem er det?"

Erik læner sig ind til Christa.

"Det er en, mor kender."

Nethe bøjer sig ned og smiler til ham -

" - jeg hedder Nethe."

Erik borer ansigtet ind i moderens frakke. Så retter hun sig -

" - har du lyst til en kop kaffe? Kroen er vist åben."

Christa smiler, og de forlader kirkegården. Blæsten rusker kraftigt i dem, da de går ud på vejen.

"To kaffe og en Messina!"

Servitricen skriver det op -

" - noget til? Vi har hjemmebagt kringle i dag."

Nethe ser på Christa, der nikker.

"Ja tak. Tre stykker."

De sidder tavse og kigger sig lidt omkring. Udenfor kører en motorcykel forbi.

"Er du alene med Erik?"

Christa nikker.

"Det var din stemme, jeg genkendte - "

- fortsætter Nethe -

- jeg var medhjælper på biblioteket. Jeg stod med ryggen til i nærheden af skranken en dag, jeg var næsten sikker på, at det var dig. Men da jeg så vendte mig, kom jeg i tvivl."

"Jeg lyder altså endnu som et barn?"

"Tja, både ja og nej."

Christa ser pludselig fortvivlet på hende -

" - hva’ var det, der skete?"

"Hva’ mener du - ?"

"Dengang …"

Nethes blik flakker, hun krøller servietten sammen, ser ud i stuen, men mærker straks Christas hånd på sin -

" - nej, mor, du behøver ikke - undskyld!"

Hun hvisker det. Nethe ser på hende -

" - engang, Christa, ikke?"

"Jo."

Servitricen kommer med det bestilte. Idet døren svinger op, hører de en mand synge ude fra køkkenet. Nethe lytter og undrer sig. Mens kaffen bliver skænket, siger hun:

"Frøken, vil De ikke bede kokken om at kigge herind?"

Servitricen ser forbløffet på Nethe -

"Joh - han har godt nok travlt, men hvem må jeg sige det er?"

"Hils fra fru Källström."

"Javel!"

Hun gør store øjne og går ud. Sangen lyder højt nu. De begynder at spise og drikke. Christa skærer kringlen i mindre stykker for Erik, der allerede er godt fedtet. Så standser sangen, et øjeblik efter går døren til køkkenet op, Ben står bred og mægtig i åbningen -

" - det var som …!"

Han træder ud på gulvet, Nethe rejser sig og går hen og omfavner ham -

" - det formår din kantine altså også - "

- siger hun og ser på ham -

" - forsyne andres spisesteder - ?"

"Andres?!"

"Vil du fortælle mig, at du har købt kroen?"

Ben lukker øjnene -

" - købt og købt - jeg er undervejs! Da det hele var ovre, sagde Mogens til mig, at det kunne være som afslutningen på en film. Ikke sandt? Blå himmel, Dannebrog til tops ude foran og sød musik!"

Nethe smiler og vender sig mod bordet -

" - det er min datter, Christa, og Erik, hendes søn."

Ben bukker -

" - mine herskaber! Velkommen til Bynkel kro!"

Han tager en seddel på et andet bord -

" - og nu til aftensmåltidet: let saltet oksetunge, kold aspargesanretning garneret med halve, hårdkogte æg i mayonnaise, dertil hjemmebagte kuvertbrød, og er hovedretten kold, så er desserten til gengæld brændende: arme riddere i stikkelsbær, serveret glohede fra pandens brunede smør. Og til den unge herre: røde pølser med sennep og ketchup. Alt sammen på husets regning!"

Han betragter dem, stolt som en pave.

"Nej tak, Ben, det skal du ikke …"

"Naturligvis ikke! Men jeg gør det!"

Han går hen mod døren, standser pludselig, vender sig og råber:

"Ja tak! Øh, Nethe! Når du si’r ’nej tak’, ku’ du så ikke se Ben dybt i øjnene, hva’? Klar igen! Og værs’go!"

Han gentager sin invitation, får et kærligt blik fra Nethe og forsvinder ud i køkkenet med et -

" - tak, det var godt! Tid til kaffepause!"

Hen under aften bliver det stille. De går en lang tur inden måltidet, helt ud syd for byen, hvor de kan passere Silkeåen og komme ind i skoven fra øst. Erik er blevet tilbage på kroen, han tog mod Bens tilbud om at være med i køkkenet.

Efter den blæsende dag har træerne tabt de fleste blade, og der er nu så åbent overalt, at solen fra lav højde kan trænge ind mellem stammerne. De rammes på den ene side og forekommer glødende, mens skyggerne er dybsorte.

Mellem nåle- og løvskoven passerer de højderyggen og følger stien mod engen og åen. Lige i skovbrynet standser de og ser ned over byen. Alt er lys og skygge. Engens siv udgør et helt uvirkeligt syn, idet de tynde vækster på én gang fremhæves og forsvinder i den lave sol, ligesom husene dernede ved de skarpe brud mellem oplyste gavle og mørke facader både er byen, de kender, og et fremmed sted. Kirken står blændende, men også den får et mærkeligt præg af det voldsomme skyggespil. Åen ligger som et blåt bånd, der både adskiller og holder sammen på området.

Nogle børn leger et sted, og fra tid til anden høres kragerne, der sidder flokkevis rundt om i træerne.

Christa går omkring og roder med fødderne i de nedfaldne blade. Hun er kommet lidt på afstand af Nethe, der betragter hende nysgerrigt. De finder det ikke nødvendigt at snakke sammen.

Så standser Christa, den lave sol rammer hende, lyset brydes i kroppens kontur, og håret synes glødende.

Nethe kan ikke få øjnene fra hende. Også hun har med ét uvirkelighedens skær over sig. Nethe ryster på hovedet.

"Hva’ er der, mor?"

Nethe går hen til hende -

" - åhr, ingenting!"

Så tager hun datteren under armen og begiver sig tilbage gennem skoven.
.