romantikdigte

ROMANTIKKENc-TEKSTER
1800 - 1870

Frit efter Caspar David Friedrich GMfoto - Himalaya 89	Indvielsen Digte 1804 1. Jeg sad paa Pynten ved sundets bred, Himlene Smilte, Og saae med længsel i Dybet ned, Bölgerne hvilte, Da hælded Solen til Havets Bryst, og rundtom rödnede Luft og Kyst 2. Og brat fra Skyerne Strengeleeg Anelsen vakte I aftenröde Musen nedsteg, Harpen mig rakte, Og rask et brændende Kys mig gav, Nedsynkende i det luende Hav. 3. Da rundt en anden Natur der blev, Vindene talte; Fra skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte, et Hierte slog varmt og venligt i Alt, I alt mig vinked min egen Gestalt. 4. Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et fængsel; Vel lindrer vel Anelse, Dröm og Sang Hiertet sin længsel, Dog brænder mig Kysset, Jeg kiender ei Fred förend jeg drager Himlene ned! Schack Von Staffeldt
INDHOLD Indvielsen - Staffeldt Det Guddommelige - Goethe Simon Peder - Oehlenschläger Guldhornene Oehlenschläger Fædrelandssang - Oehlenschläger Min Skat - Christian Winther Hans og Grethe - Christian Winther Paa Sneen- Emil Aarestrup Angst- Emil Aarestrup Drømmeverdnen - Emil Aarestrup De levendes Land- Grundtvig Af Enten - Eller - Kierkegaard Klokken - H.C.Andersen

Det Guddommelige
1. Ædel skal mennesket være hjælpsom og god, thi det alene adskiller ham fra alle andre væsner, som vi kender Priset være de ukendte højere væsner, som vi aner! dem skal mennesket ligne, hans eksempel lære os at tro på dem! 2. Thi naturen føler ikke, Solen lyser over god og ond, og for stimanden som for den ædle skinner måne og stjerner. Vind og strøm, lynild og hagl iler forbi og griber på deres stormende gang snart en, snart en anden. 3. Også lykken famler blindt blandt mængden og kranser snart drengens uskyldige lokkehoved, snart forbryderens skaldepande.	4. Efter evige, jernfaste vældige love må vi alle fuldende vort livs kredsende løb. Mennesket alene mægter det umulige: 5. Han skelner, vælger og drømmer, øjeblikket kan han give varighed. Han alene tør lønne de gode, straffe de onde, hele og frelse og knytte til gavn det splittede, spredte. 6. Og vi ærer de udødelige, som om de var mennesker og virked i det store, hvad de bedste af os gerne virked i det små. 7. Det ædle menneske være hjælpsom og god! utrættet skabe han det gavnlige og rette og være et billed på hine væsner, vi aner. 1785
*Goethe (Tysk poet 1749-1830)*
Tilbage
Simon Peder Poetiske skrifter 1805 Jesu Christi Gientagne Liv i den aarlige Natur
1. Milde Morgenvinde, Linde Kiøle heden Sommerduft, Kruse Havets Vande, blande Sig med lundens Blomster-Duft. 2. Lillien op sig lukker, bukker Under Sommerfuglens vægt. Rundt, i muntre Klynger, synger Hele Skovens Fugleslægt. 3. Morgenpurpurkuglen, Fuglen, Langsom hiin og hiin med Iil, Lover over Havets Vover Gud med Sang og Rosensmil. 4. Medens Lærken synger, gynger Baaden i det stille Vand. Ved sin Angel rolig trolig Sidder ungen Fiskermand. 5. Men, som han fornøiet Øiet Kaster hen paa Sol og Jord, Synes ham hans Øre, høre Som et sammenblandet Chor; 6. Hvori Blomstervrimlen, Himlen, Bølgen, Fuglen højt paa Qvist, Og den Duft, som viger, siger Hvad han aldrig før har vidst. 7. Alt eet Sprog maler, taler Selv det hemmelige sprog. Øiet rundt sig vender, brænder I Naturens store bog.	8. Og mens Blikket stirrer, dirrer Bogens Træk i sælsom Dands; Og hvorhen han skuer, luer Nu en venlig Blomsterglands. 9. Først en flok af blide, hvide Lillier stande fjern og nær; Tvende smaae Kierminder, finder Øiet i det hvide Skiær. 10. Og ved dem to søde, røde Roser, klædt i Jomfrue-pragt. Gyldne smaae Aurikler Vikler Sig i den foreente Pagt. 11. Og af Tulipaner baner Sig en broget Sværm sin Gang. Medens Skyggen lindrer, tindrer Solen, lyder Fuglesang. 12. Og, for Peders Øie, føie Lillier sig til Lillie blid; Og mens Blomsten viger, stiger Frem en Yngling, lilliehvid. 13. Og de blaae Kierminder svinder I hans Øine Himmelblaae; Kindens Rosenbuer luer Der, hvor nys han Roser Saae. 14. Og de smaae Aurikler vikler Sig i gyldne Lokker grant. Tulipaner bølge, dølge Skuldren i et let Gevant.
15. Og de høie Straaler bøie Om hans Tinding sig med Lyst. O den Sang , som lyder, bryder Ud nu i hans hulde Røst: 16. Seer dit forhen blinde Øie eengang nu sin Skaber dog? Har det endelig lært at tyde dette stumme Sprog? Finder det i Blomsterflokkens Glands, i Fuglens muntre Sang, Kildens Røst, og Skovens livelige Svale, Solens Gang, Udi Tidens gamle, store sang, i harpens høye Lyd, Skialdens Sang, den Vises Grublen, Heltens Daad og Qvindens Dyd, Ikke blot en Glands, som slukkes, ey et Liv, som dræbes brat, Men en evig Dag, som bryder selv igiennem Gravens Nat? Men en Hær af lyse Straaler, funklende fra Pol til Pol, Som i sikker Retning samles i en herlig fælles Sol? Skuer du din Skabers Finger, som i alting peger frem, O hver Aand, som opad stræber, viser til sit rette Hiem? Saae du, da den tykke Taage fra dit kiekke Øie faldt, At for sig er Alting intet, men i Alt er Alting Alt? O da læg din ringe Mede, kast den hurtig fra dig her! Fisk du ikke meer skal fange, du skal fange mennesker! Adam Oehlenschläger (1779 - 1850)
Tilbage
Guldhornene (Digte 1803)
1. De higer og söger i gamle Böger, i oplukte Höje med spejdende Öje, paa Sværd og Skjolde i muldne Volde, paa Runesten blandt smuldrende Bene. (Böger - Höje - Öje : "Dunkle vokaler" - som i et gravkammer) 2. Oldtids Bedrifter anede trylle; men i Mulm de sig hylle, de gamle Skrifter. Blikket stirrer, sig tanken forvirrer, I Taage de famle. 3. "I gamle gamle hensvundne Dage! da det straalte i Norden, da Himlen var på Jorden, "giv et glimt tilbage!" 4. Skyen suser, Natten bruser, Gravhöien sukker, Rosen sig lukker. De övre Regioner toner! De sig möde, de sig möde, de forklarede Höje, kampfarvede, röde, med Stierneglans i Öie. 5. "I som raver i blinde, skal finde et ældgammelt Minde, der skal komme og svinde! Dets gyldne Sider skal Præget bære af de ældste Tider. Af det kan i lære, Med andagtsfuld Ære I vor Gave belönne. Det skiønneste skiønne, en Møe skal Helligdommen finde!" Saa synge de og svinde Lufttonerne döe! 6. Hrymfaxe den sorte puster og dukker og i havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, og Skinfaxe traver i straalende Lue paa Himens Bue. 7. Og Fuglene synge. Dugperler bade Blomsterblade, som Vindene Gynge. Og med svævende Fied en Möe hendandser til Marken afsted. Violer hende krandser, Hendes Rosenkind brænder, hun har Lilliehænder, Let som en Hind med muntert Sind, hun svæver og smiler og paa Elskov hun grubler - hun snubler! og stirrer og skuer gyldne Luer, og rödmer og bæver og zittrende hæver med undrende Aand, af sorten Muld, med sneehvide Haand, det röde Guld. 8. En sagte Torden dundrer! hele Norden undrer! Og hen de stimle i store Vrimle, og grave og söge Skatten at forøge, Men intet Guld! deres Haab har bedraget. De see kun det Muld, hvoraf det er taget.	9. Et sekel svinder!! Over Klippetinder det atter bruser. Stormens Sluser bryde med Vælde. Over Norges fielde til Danmarks sale, de forklarede Gamle sig atter samle. 10. "For de sieldne Faae som vor Gave forstaae, som ei Jordlænker binde, men hvis Siele sig hæve til det Eviges Tinde, som ane det Höje i Naturens Öie, som tilbedende bæve for Guddommens Straaler, i Sole, i Violer, i det Mindste, i det Störste, som brændende törste efter Livets Liv, som - o store Aand for de svundne Tider! see dit Guddomsblik paa Helligdommens Sider, for dem lyder atter vort Bliv! Naturens Sön ukendt i Lön, men som sine Fædre kraftig og stor, dyrkende sin Jord, ham vil vi hædre, han skal atter finde!" saa synge de atter og svinde. 11. Hrymfaxe den sorte puster og dukker og i havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, og Skinfaxe traver i straalende Lue paa Himens Bue. 12. Ved lune Skov Öxene trække den tunge Plov, over sorten Dække. da standser Ploven, og en Gysen farer igiennem Skoven. Fugleskarer tier. hellig taushed alt indvier. 13. Da klinger i Muld det game Guld. Tvende Glimt fra Oldtidsdage funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, gaadefyldt paa röde Sider. 14. Mystisk Helligdom omsvæver deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem thi Skiebnen skalter! Snart maaske de erforsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter fylde dem, som Blod i Lunden. men I see kun deres Lue, ikke det ærværdigt Höie! Sætte dem som pragt tilskue for et mat nysgierrigt Öie. 15. Himlen sortner, Storme brage! Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage. Evig bortsvandt helligdommen. Adam Oehlenschläger (1779 - 1850) *Oplæsning af Poul Reumert*
Guldhornene var højst sandsynligt rituelle drikkehorn fra ca. 250 e. Kr. De var udsmykket med fabelvæsner, mennesker, dyr og slanger. De blev fundet med 100 års mellem rum i Sønderjylland nær Møgeltønder. Det første horn (3,1 kg/ 71 cm) blev fundet af Kirsten Svendsdatter i 1639. Det andet horn (3,7 Kg/ ufuldstændigt) blev fundet af Erich Lassen i 1734 kun 15 meter fra det første horns findested. Dette horn bærer en runeindskrift som ikke var tydet på Oehlenschlägers tid. I strofe 14 gør digteren derfor disse tegn til et helligt budskab fra Guderne. Den senere tydede inskription fortæller dog blot: *Jeg, Lægæst, Holtijaz (Skovboer?) gjorde hornet.* Hvad Oehlenschläger (heldigvis) heller ikke vidste i 1802, var at hornenes forsvinden skyldtes en simpel tyvs gerning. I strofe 15 ser han hornenes forsvinden som Gudernes værk. Link til Jyllandsposten om guldhornenes "genkomst" som øreringe.
Tilbage
Fædrelands Sang (1819) (forkortet version)
1. Der er et yndigt land, Det staar med brede Bøge Nær salten Østerstrand; Det bugter sig i Bakke, Dal, Det hedder gamle Danmark, Og det er Freias Sal. 2. Der sad i fordums Tid De harniskklædte Kæmper, Udhvilede fra Strid; Saa drog de frem til Fjenders Meen, Nu hvile deres Bene Bag Højens Bautasteen. 3. Det Land endnu er skiønt, Thi blaa sig Søen belter, Og Løvet staar saa grønt; Og ædle Quinder, skiønne Møer, Og Mænd og raske Svende beboe de Danskes Øer.	4. Et venligt Syd i Nord Er, grønne Danarige, Din axbeklædte Jord. Og Snekken går sin stolte Vej, Hvor Plough og Kiølen furer, Der svigter Haabet ei. 5. Vort Dannebrog er smukt, det vifter hen ad Havet med Flagets røde Bugt. Og stedse har sin farve hvid Dit hellige Kors i Blodet, O Dannebrog, i strid. 6. Hil Drot og Fædreland! Hil hver en Danneborger, som virker hvad han kan, Vort gamle Danmark skal bestaae, saalænge Bøgen spejler Sin Top i Bølgen blaa. Adam Oehlenschläger (1779 - 1850) og her Johannes Evalds KONG CHRISTIAN
Tilbage
Min Skat
1. Hun er sød, Hun er blød, Hun er smal om sit Liv; Hun er bøielig Og føielig Og rank som et Siv. Hendes Kind Eer saa lind, Og som Rosens saa varm; Hun er nysselig Og kysselig Paa Mund, Haand og Arm. 2. Ak, hvor net, Og hvor let Som et svævende Fnug, Kan hun neie sig og dreie sig På Foden saa smuk. Hvor hun stod paa sin fod, Hvor hun gik og hun sprang, Og frydelig Som Fløiternes Klang. 3. Og saa kjæk Som en Bæk Mellem blomsternes Flok, Glimter Øiets Blink Fornøiet, flink Bag nødbrune Lok. Hendes Røst Er min Trøst Mit i Sorgernes Nat; Al den Herlighed Og kjærlighed Er MIN søde skat! Christian Winther. (1796-1876)
Tilbage
Hans og Grethe
1. "Naar Kukkeren den sover, og Nattergalen slaar, Naar natlige Skygger gjennem Haugegangen gaaer, Kom da bag Præstens Lade ved den hældende Piil, Der skal du, Hjertensve! see din Elskedes Smiil. 2. Saa gaae vi ned ad Gyden mellem vilde Roser smaa, Og sætte os i Baaden, hvor de klare Bølger gaae, Saa seile vi til øen, hvor vort Lysthuus er sat, Der favnes vi og kysses den hele Sommernat!" 3. Saa talte hun en Morgen, og ind af Døren sprang; Jeg gik til Ploug og Harve; men Dagen var saa lang! Jeg saa kun hendes Bulle med Sølverlænken paa, Det røde Stoffesskjørt og de Fødder pæne, smaa. 4. Det hvide Særkeærme høit om den trinde Arm, Og Silkeklædet hang løst om min Piges Barm; Det gav jeg hende selv til Markedsgave nys, Og derfor gav hun mig det første søde Kys. 5. Da Solen nu var nede, og Kræet bragt i Ro, Og hele Byen slumred', da stod vi begge to, Bag Præstens store Lade ved den hældende Piil, Der skued' jeg saa henrykt min Elskedes Smiil. 6. Saa gik vi ned ad Gyden mellem vilde Roser smaa, Og satte os i Baaden, hvor de klare Bølger gaa; Vi landede på Øen, hvor vort Lysthus er sat, Der vilde vi jo kysses den hele Sommernat. 7. Jeg slyngede min Arm om hendes smækre Liv, Jeg ønskede: Gud give, du var min Ægteviv! Og mens vi langsomt vandrede henad den grønne Grund, Jeg kyssed' hendes Øie, hendes Kind hendes Mund. 8. Vi talede saa sagte de søde Elskovsord, Og stode ofte stille på den dugfulde Jord; Men da vi kom til Huset på Møllebækkens Rand, Da traadte frem af Busken vor gamle Herremand. 9. "Jeg hørte fra mit Vindue, at her var Stevnet sat, Her vilde I jo kysses den hele Sommernat? Hvi vover I alene at gaa i Natten ud? Naaer eders Engel sover, da vaager Elskovs Gud. 10. For unge hjerter, stiller han Nettet Trædsk og Snild, Og dem, han ikke fanger, dem skyder han med Piil; Og Piilen, ak! den brænder, den er dyppet i en Gift Og siden efter haanligt kun beleer han sin Bedrift. 11. Rynk ei dit Øiebryn, min vakkre Ungersvend! Græd ei, du kjønne Pige, alt for din Hjertes Ven! Jeg være vil den Engel, som vækker jer til Liv: Vær du min troe Forvalter- og du hans Ægteviv!". *Christian Winther (1796-1876)* ORDFORKLARING: Bulle: Kvinderne gik med strikket bulle (udtales bølle), til daglig brug var den mørkeblå, til stads rød eller grøn. Den havde snipper bagpå og "pindeærmer" dvs. ærmer, der var strikket i mønstre og figurer, de nåede lige nedenfor albuen. Ved ærmerne og i halsen var bullen kantet med 2 slags bånd, rød underkantning og derover et bredt bånd, der kunne være af forskellig farve. Særk: underkjole Elskovs Gud: Den "lavere" elskovs gud, Eros - i modsætning til digterguden Apollon og den højere, platoniske kærligheds Gud. Elskovsguden hentyder også til Amor/Cupido:
Tilbage
Paa Sneen
l Hen over Torv og Gade, Hvor Sneen laa, den hvide, Belyst af Nattens Maane, Jeg saae dig hastig skride. 2 I eventyrlig Skjønhed, Krystalklar, straalte Staden, 0g som et magisk Luftsyn Blændede Slotsfacaden. 3 Om dine Hænder vandt sig Muffen, den lykkelige, Og om dit Knæ jeg hørte Den glatte Silke skrige. 4 Dit Aandepust, usynligt Ellers som Rosenduftcn, Nu strømte gjennem Sløret En Sølvsky ud i Luften. 5 Sig syngende lod Sneen Af dine Fødder trykke, Og paa det bløde Teppe Henflagrede din Skygge.	6 Jeg saa den hastigt svæve Over den glimmerhvide, Ætherisk-rene Flade En anden ved dens Side. 7 Det var min egen Skygge! Den skyndte sig utrolig leg havde aldrig seet den Saa langstrakt og urolig. 8 Den nærmed sig forvirret Den lod - det er det Sande Sit eget sorte Væsen Med dit sig kjælent blande. 9 De svulmede - Canova Ei bedre Grupper skabte - Imellem blev de borte, Naar Maanens Lys sig tabte. lo Og kom igjen tilsyne I Stillinger - o Lykke, Mit Kjød og Blod maa savne, Men opnaaes af min Skygge! *Emil Aarestrup 1837*
Tilbage
Angst
Hold fastere omkring mig Med dine runde arme; Hold fast, imens dit Hjerte endnu har blod og varme	Om lidt, saa er vi skilt ad, Som bærrene på hækken; Om lidt er vi forsvundne Som Boblerne i bækken. Emil Aarestrup 1837

Drømmeverden
Drømme! Hvad vil Mængdens Tale sige, At de korte, lette Drømme Ikke er det Virkelige? Dette, Vil enhver iblandt os vide, At det Stygge og det Slette Er i Livet det Solide.
	Vige, Derfor skal det plumpt Reelle! Jeg mod Drømmens Himmelstige Vil mit unge Hoved hælde. Drømme! Lad fra eders Skygge-Rige Englene imod mig strømme - Vær for mig det Virkelige! Emil Aarestrup 1837
Tilbage
De levendes Land
1 Jeg kjender et Land, Hvor Haaret ej graaner, og Tid har ej Tand, Hvor Solen ej brænder, og Bølgen ej slaar, Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar, Hvor Aften og Morgen gaa altid i Dans Med Middagens Glans. 2 0, dejlige Land. Hvor Glasset ej rinder med Taarer som Sand, Hvor intet man savner, som Ønske er værd, Hvor det ikkun fattes, som smertede her! Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst Din smilende Kyst. 3 Forjættede Land! Du hilses i Morgenens spejlklare Strand. Naar Barnet mon skue din Skygge fuld skjøn Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn. Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv Sit Smil og sit Liv. 4 0, flygtige Drøm Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm, Om Templet for Glæden i Taarcrncs Dal, Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal! Med dig fra de fleste henfarer paa Stand De levendes Land. 5 0, skuffende Drøm! Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm! Forgjæves dig Skjalden, med Mund og med Pen, Af glimrende Skygger vil skabe igjen; Naar Skyggen er ligest, da hulke de smaa, Som stirre derpaa. 6 Fortryllende Drøm Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm! Du gjækker de arme, der søge omsonst. Hvad Hjær-tet begjærer, i Billed og Kunst, Saa varigst de kalde, hvad sikkert forgaar Som Timer og Aar. 7 0, Kjærligheds Aand! Lad barnlig mig kysse din straalende Haand, Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld Og rører vort Øje med Fingre som Guld, Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand Det dejlige Land! 8 0, himmelske Navn, Som aabner for vores din hellige Favn, Saa Aanden usmittet kan røre ved Støv Og levendegjøre det visnede Løv! 0, lad mig nedknæle saa dybt i mit Ler, At Gud mig kun ser! 9 0, Vidunder-Tro, Som slår over Dybet den hvælvede Bro, Der Isgangen trodser i buldrende, Strand, Fra Dødningehjem til de levendes land! Sid lavere hos mig, du højbårne Gjæsl! Det huger dig bedst. 10 Lettvingede Haab! Gudbroder, genfødt i den hellige Dåb! For Rejserne mange til Landet bag Hav, For Tidender gode, for Trøsten, du gav, Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg ser, Naar Haab er ej mer! 11 0, Kjærlighed selv! Du rolige Kilde for Kræfternes Elv! Han kalder dig Fader, som ]Øser vort Baand, Al Livskraft i Sjælen er Gnist af din Aand; Dit Rige er dér, hvor man Død byder Trods; Det komme til os! 12 Vor Fader saa huld! Du gjærne vil trone i Templet af Muld, Som Aanden opbygger i Midlerens Navn, Med rygende Alter i Menneske-Favn, Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn, Til dig og din Søn. l 3 O, Kristelighed! Du skjænkcr vort Hjærte, hvad Verden ej véd; Hvad svagt vi kun skimte, mens Øjet er biaat, Det lever dog i os, det føle vi godt; Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord, Hvor Kjærlighed bor. Grundtvig i 1824 Med Inspiration fra Thomas Kingos Mestersalme "Far Verden-, far vel!", hvis Versemaal han benytter, digtede Grundtvig i 1824 en henrivende beaandet Skildring af Gudsriget, i hvilket Mennesket kan finde den Herlighed, som det drømmer i Barndommen, og som Kunst Og Poesi forgæves søger at genskabe i Antikens Lignelse.
Tilbage
SØREN KIERKEGAARD Af Enten -Eller Af Diapsalmata Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, nien hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lydede som en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt piintes ,ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen, det vil sige, gid nye Lidelser maae martre Din Sjæl, og gid Læberne maae vedblive at være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne (anmelderne) tråde til, de det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene. Jeg gider slet ikke. jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke. Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste al have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig… 1843 Flere Kierkegaardcitater
Tilbage

Klokken.
H. C. Andersen - Eventyr (1850)

Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og Skyerne skinnede som Guld oppe mellem Skorstenene, hørte tidt snart den Ene snart den Anden en underlig Lyd, ligesom Klangen af en Kirkeklokke, men det var kun et Øieblik den hørtes, for der var saadan en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer Aftenklokken!" sagde man, "nu gaaer Solen ned!"
   De, som gik udenfor Byen, hvor Husene laae længer fra hinanden med Haver og smaa Marker, saae Aftenhimmelen endnu prægtigere og hørte langt stærkere Klangen af Klokken, det var som kom Lyden fra en Kirke dybt inde i den stille, duftende Skov; og Folk saae derhen, og bleve ganske høitidelige. -
   Nu gik mange Tider, den Ene sagde til den Anden: "Mon der er en Kirke derude i Skoven? Den Klokke har dog en underlig, deilig Klang, skulle vi ikke tage derud og see lidt nærmere paa den". Og de rige Folk de kjørte og de fattige de gik, men Veien blev dem saa underlig lang, og da de kom til en heel Deel Piletræer, der voxte ved Udkanten af Skoven, saa satte de sig der og saae op i de lange Grene og troede, at de vare rigtigt i det Grønne; Conditoren inde fra Byen kom derud og slog sit Telt op, og saa kom der nok en Conditor og han hang en Klokke op ligeover sit Telt, og det en Klokke, som var tjæret for at kunne taale Regnen, og Knebelen manglede. Naar saa Folk toge hjem igjen, sagde de at det havde været saa romantisk, og det betyder Noget ganske udenfor Theevand. Tre Personer forsikkrede, at de vare trængte ind i Skoven lige til hvor den endte, og de havde altid hørt den underlige Klokkeklang, men det var der for dem ligesom den kom inde fra Byen; den ene skrev en heel Vise derom og sagde, at Klokken klang som en Moders Stemme til et kjært klogt Barn, ingen Melodi var deiligere end Klokkens Klang.
   Landets Keiser blev ogsaa opmærksom derpaa og lovede, at den som ret kunde opdage hvorfra Lyden kom, skulde faae Titel af "Verdens Klokker" og det selv om det ikke var en Klokke.
   Nu gik da mange til Skoven for det gode Levebrøds Skyld, men der var kun Een, som kom hjem med en Slags Forklaring, Ingen havde været dybt nok inde, og han da ikke heller, men han sagde dog at Klokke-Lyden kom fra en meget stor Ugle i et huult Træ, det var saadan en Viisdoms-Ugle (Minervas Ugle), som idelig slog sit Hoved mod Træet, men om Lyden kom fra dens Hoved eller fra den hule Stamme, det kunde han ikke endnu med Bestemthed sige, og saa blev han ansat som Verdens Klokker og skrev hvert Aar en lille Afhandling om Uglen; men ligemeget vidste man.
   Nu var det just en Confirmations-Dag, Præsten havde talt saa smukt og inderligt; Confirmanderne havde været saa bevægede, det var en vigtig Dag for dem, de bleve fra Børn med eet til voxne Mennesker, Barnesjælen skulde nu ligesom flyve over i en forstandigere Person. Det var det deiligste Solskin, Confirmanderne gik ud af Byen, og fra Skoven klang forunderlig stærkt den store ubekjendte Klokke. De fik lige strax saadan en Lyst til at komme der, og det Alle paa tre nær, den ene af dem skulde hjem og prøve sin Balkjole, for det var just den Kjole og det Bal, der var Skyld i, at hun var blevet confirmeret denne Gang, for ellers var hun ikke kommet med; den anden var en fattig Dreng, som havde laant sin Confirmations Kjole og Støvlerne hos Vertens Søn og dem maatte han levere af paa bestemt Klokkeslæt; den tredie sagde, at han aldrig gik noget fremmed Sted, uden hans Forældre vare med, og at han altid havde været et artigt Barn og det vilde han blive, selv som Confirmand, og det skal man ikke gjøre Nar af! - men det gjorde de.
   Tre af dem gik altsaa ikke med; de Andre travede afsted; Solen skinnede og Fuglene sang og Confirmanderne sang med og holdt hverandre i Hænderne, for de havde jo ikke faaet Embeder endnu og vare alle Confirmander for vor Herre.
   Men snart blev to af de mindste trætte og saa vendte de to om til Byen igjen; to Smaapiger satte sig og bandt Krandse, de kom heller ikke med, og da de Andre naaede Piletræerne, hvor Conditoren boede, saa sagde de: "see saa, nu ere vi herude; Klokken er jo egentlig ikke til, den er bare saadant noget man bilder sig ind!"
   Da lød i det samme dybt i Skoven Klokken sa sødt og høitideligt, at fire, fem bestemte sig til dog at gaae noget længere ind i Skoven. Den var saa tæt, saa løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem, Skovmærker og Anemoner voxte næsten altfor høit, blomstrende Convolvoli og Brombær-Ranker hang i lange Guirlander fra Træ til Træ, hvor Nattergalen sang og Solstraalerne legede; o det var saa velsignet, men det var ingen Vei at gaae for Pigerne, de vilde faaet Klæderne revet itu. Der laae store Klippeblokke begroede med Mos af alle Farver, det friske Kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom "kluk, kluk!"
   "Det skulde dog ikke være Klokken"! sagde een af Confirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. "Det maa man rigtigt studere"! og saa blev han og lod de Andre gaae.
   De kom til et Huus af Bark og Grene, et stort Træ med vilde Æbler hældede sig hen over det, som vilde det ryste hele sin Velsignelse ud over Taget, der blomstrede med Roser; de lange Grene laae lige hen om Gavlen, og paa den hang en lille Klokke. Skulde det være den, man havde hørt. Ja, derom vare de Alle enige, paa Een nær, han sagde, at den Klokke var for lille og fiin til at kunne høres saa langt borte, som de havde hørt den, og at det var ganske andre Toner, som saaledes rørte et Menneske-Hjerte; han som talte var en Kongesøn, og saa sagde de Andre "saadan Een vilde nu altid være klogere."
   Saa lod de ham gaae alene, og altsom han gik blev hans Bryst mere og mere opfyldt af Skov-Eensomheden; men endnu hørte han den lille Klokke, som de Andre vare saa fornøiede med, og imellem, naar Vinden bar fra Conditoren, kunde han ogsaa høre, hvorledes der blev sjunget til Theevand; men de dybe Klokkeslag lød dog stærkere, det var snart ligesom et Orgel spillede dertil, Lyden kom fra Venstre, fra den Side, paa hvilken Hjertet sidder.
   Nu raslede det i Busken og der stod en lille Dreng foran Kongesønnen, en Dreng i Træskoe og med en Trøie saa kort, at man ret kunde see hvor lange Haandled han havde. De kjendte begge hinanden, Drengen var just den af Confirmanderne, som ikke kunde komme med, fordi han skulde hjem og levere Trøie og Støvler af til Vertens Søn; det havde han gjort og var nu i Træskoe og de fattige Klæder gaaet afsted alene, thi Klokken klang saa stærkt, saa dybt, han maatte derud.
   "Saa kunne vi jo gaae sammen"! sagde Kongesønnen. Men den fattige Confirmand med Træskoene var ganske undseelig, han trak paa de korte Trøie-Ærmer og sagde: han var bange for, at han ikke kunde gaae saa rask med, desuden meente han, at klokken maatte søges til Høire, thi den Plads havde jo alt Stort og Herligt.
   "Ja, saa mødes vi slet ikke"! sagde Kongesønnen og nikkede til den fattige Dreng, der gik ind i den mørkeste, meest tætte Deel af Skoven, hvor Tornene reve hans fattige Klæder itu og Ansigt, Hænder og Fødder til Blods. Kongesønnen fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen skinnede dog paa hans Vei, og det er ham vi nu følge med, for en rask Knøs var han.
   "Klokken vil og maa jeg finde"! sagde han, "om jeg saa skal gaae til Verdens Ende"!
   De ækle Abekatte sad oppe i Træerne og grinte med alle deres Tænder. "Skal vi dænge ham"! sagde de; "skal vi dænge ham; han er en Kongesøn"!
   Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven, hvor der voxte de forunderligste Blomster, der stod hvide Stjerne-Lilier med blodrøde Støvtraade, himmelblaae Tulipaner, som gnistrede i Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne ganske og aldeles saae ud som store skinnende Sæbebobler, tænk bare hvor de Træer maatte straale i Solskinnet. Rundt om de deiligste grønne Enge, hvor Hjort og Hind legede i Græsset, voxte prægtige Ege og Bøge, og var eet af Træerne revnet i Barken, saa voxte her Græs og lange Ranker i Revnen; der var ogsaa store Skovstrækninger med stille Indsøer, hvori hvide Svaner svømmede og sloge med Vingerne. Kongesønnen stod tidt stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra een af disse dybe Søer Klokken klang op til ham, men saa mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde i Skoven at Klokken klang.
   Nu gik Solen ned, Luften skinnede rød, som Ild, der blev saa stille, saa stille i Skoven, og han sank paa sin Knæe, sang sin Aftenpsalme og sagde: "Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu gaaer Solen ned, nu kommer Natten, den mørke Nat; dog eengang kan jeg maaskee endnu see den runde, røde Sol, før den ganske synker bag Jorden; jeg vil stige op paa Klipperne der, de reise sig i Høide med de største Træer"!
   Og han greb i Ranker og Rødder, klattrede op af de vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede af ham; - men op kom han før Solen endnu ganske var nede, seet fra denne Høide; o, hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav, der væltede sine lange Bølger mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløiels Klæde og Himlen selv den store Kuppel: deroppe slukkedes de røde Farver, idet Solen forsvandt, men Millioner Stjerner tændtes, Millioner Diamant-Lamper skinnede da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen, mod Havet og Skoven, - og i det samme, fra den høire Sidegang, kom med de korte Ærmer og med Træskoe den fattige Confirmand; han var kommen der ligesaa tidlig, kommen der ad sin Vei, og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja!