1.
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd,
det er såmænd Jens vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.

2.
Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører ham'ren klinge
på ny, på ny, på ny,
det er såmænd Jens vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.

3.
Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand,
det er såmænd Jens vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.

4.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær, -
det er sémænd Jens vejmand,
som endnu sidder dér.

5.
Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det ler mod julen,
da sagde armen nej;
det var såmænd Jens vejmand,
han tabte hamren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.

6.
Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens vejmand.
Hans liv var fuldt at sten,
men på hans grav - i døden,
man gav ham aldrig én.

1906