SILKEÅEN 2002
CYBERROMAN AF BO REINHOLDT

 

 

Museumsdirektør
Matthias Faerber

ReKtor 
Jens Per Nielsen

Kajbjerg Skov Kunstmuseum

Voluspa

John 
Ogdon

Om forfatteren Bo Reinholdt



Bo Reinholdt er født 1948. Han debuterede i 1983 med novellesamlingen Akefalens vidnesbyrd og har udgivet en række romaner og fortællinger.
Senest er kommet Klipperen og fotografen (Centrum 1999)


Anmelderne skrev bl.a.:

”Bo Reinholdt skriver originalt …og skaber smukke, lysrige billeder af steder og landskaber.” 
(Thomas Harder, Politiken)

Kajbjerg Skov Kunstmuseum

”Ingen læser lades i tvivl om originaliteten hos Bo Reinholdt. Hver gang han udgiver en ny roman, tilføjer han nemlig litteraturen noget kvalitativt nyt, noget ingen før har set.” (Erik Skyum-Nielsen, Information)

 

Voluspa

I en samtale med Kjell Jonsted i det norske litteraturtidsskrift Voluspa (3. årg. nr. 2 2002) fortæller Bo Reinholdt bl.a. om sit arbejde med romanen Silkeåen:
”I mange folkeeventyr findes varianter af beretningen om et menneske, der forlader sin bopæl for et kort øjeblik; men da vedkommende vender tilbage, er der gået 100 år. I Silkeåen krydser adskillige spor ind over denne fantastiske beretning. Således min egen tilknytning til det østfynske landskab med en fascination af filmarbejde on location, hvor et provinsielt miljø i slutningen af 1960’erne konfronteres med skuespillere og teknikere fra hovedstaden. Dertil kommer en mangeårig beundring for en svensk fotograf, som netop i de år skabte nogle bogstavelig talt blændende billeder af helleristninger optaget om natten i ætsende halogenlys i dybe skove.”
 

John Ogdon

Om et nyt projekt siger Reinholdt: ”For tiden skriver jeg på en selvbiografisk bog med erindringer bl.a. om den engelske pianist og komponist John Ogdon, som jeg i en alder af nitten år ved tilfældighedernes spil stiftede bekendtskab med i Danmark. Handlingen implicerer også min morbror, der var kunsthistoriker og viede sit liv til studier af - eller rettere: fortolkninger af billedskæreren Claus Bergs værker. Endelig er en kvindelig pressefotograf involveret. Hun blev min første store forelskelse …”
  

 

Museumsdirektør Matthias Faerber, Kunstmuseet Kajbjerg Skov


Matthias Faerber
Foto: Torben Fogh- Kristensen


Video 
Matthias Faerber
introducerer
Bo Reinholdt

Matthias Faerber

Født 1947 i Altona ved Hamburg.
Bosat i Danmark siden 1962,
hvor faderen Anton Faerber blev direktør for det nyindviede kunstmuseum Kajbjerg Skov ved Nyborg.

Magister i kunsthistorie 1975.
Dr. phil. 1984.
Flere afhandlinger om skandinavisk kunst.
1993 direktør for Kajbjerg Skov museet.


Jens Per Nielsen
om Matthias Faerber


Rektor ved 
Espergærde

Gymnasium 
og HF




Matthias Faerber om Bo Reinholdt 
Vi var to ’vrede’ unge mænd, Bo Reinholdt og jeg, med enorme intellektuelle ambitioner. Jeg nærede et ønske om at lave skulptur, og Bo ville revolutionere selve det fotografiske medium. Intet mindre. Begge drømte vi om at lave film.

Vi gik i realskolen og gymnasiet sammen, og han tog ofte med mig her hjem til Kajbjerg ved Nyborg efter skoletid, også i week-end’en færdedes vi sammen på, hvad vi selv - og jo med nogen ret - fandt var kunstens parnas. Der skete så meget interessant i slutningen af 1960’erne, så mange nye tiltag. Og det var så at sige i dette miljø, at han begyndte at skrive. Først lidt lyrik, som vist ikke rigtig ville gå, så prosa som blev hans foretrukne medium. Han har altid generøst indviet mig i sine ideer og planer i, hvad der fra øjeblik til øjeblik satte gang i en fortælling eller måske en hel roman.

Da han ikke selv har lyst til offentligt at fortælle, hvad der satte gang i skriveriet, men på den anden side heller ikke har noget imod, at jeg, hans nære ven, gør det, vil jeg her knytte et par personlige kommentarer til romanen Silkeåen.

Romanen er bygget over nogle hændelser, som virkelig skete i og omkring landsbyen Bynkel, der ligger ikke så langt her fra Kajbjerg-museet. På den anden side Kogsbølle bakke. Det var en frygtelig tragedie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her; men i den forbindelse nævne, at Nordisk film faktisk lavede en spillefilm om den, optaget for en stor del on location og med kendte skuespillere i rollerne. Bl.a. Mogens Wieth og Inga Lund. Filmen, som svarede til den genre, man betegner film noir, altså et fuldkomment trøstesløst handlingsforløb, blev imidlertid aldrig færdig. Hvad der i grunden skete, har romanen sin forklaring på; men den er næppe helt i overensstemmelse med sandheden. Hvor om alting er: et eller andet sted på lager ligger en masse spoler uredigeret film, som nok dengang i færdig stand ville kunne gøre sig gældende på internationalt plan.

En anden begivenheder, ved jeg fra Reinholdt selv, spiller ind som tidlig inspiration for Silkeåen. Allerede fra de første år arrangeredes en lang række koncerter her på Kajbjerg museet. En tradition som vi siden har holdt i hævd. Det var en koncert i serien Lørdags musik, hvor en ung, lovende britisk pianist John Ogdon gav en solokoncert med et usædvanligt program: Messiaens Vingt Regards sur l’enfant-Jesus. Det er krævende musik ikke alene for den udøvende, men sandelig også for tilhørerne. Bo og jeg sad det igennem, om jeg så må sige. Vi var da netop begyndt at lytte til klassisk musik, men selv sagt mere Bach og Beethoven end samtidige komponister. Det var imidlertid ved soire’en samme aften, at min ven kom på det første spor af sin roman. John Ogdon var naturligvis til stede sammen med andre musikere, en række af tidens intellektuelle samt nogle ansatte ved Odense Teater, bl.a. digteren og skuespilleren Claes Gill, som kendte Ogdon personligt. Endvidere var der folk fra egnen indbudt, museets ledelse og så os to vrede, unge mænd.

På et tidspunkt opfordrede man ikke uventet dagens solist til at give et nummer, og han spillede gavmildt et udvalg af Rachmaninofs præludier. Ved sidste nummer rejste Claes Gill sig, gik hen til klaveret og reciterede et af sine mest gribende ungdomsdigte Flygtende ungdom. Vist nok noget han og Ogdon havde aftalt, hvis sidstnævnte altså skulle blive opfordret til at spille.

Jeg husker, at Gill hurtigt gik tilbage til sin plads ved bordet, Ogdon tøvede og spurgte ud over forsamlingen, om der var nogen, der ønskede at høre noget bestemt. Der var stille i nogen tid, hvorpå præstefruen fra Bynkel, der også var inviteret, rejste sig og bad om et præludium fra Bachs Veltempererede klaver. Ogdon kvitterede, og her begyndte egentlig Bos arbejde med romanen Silkeåen, også selv om der skulle gå 35 år, før den blev færdig.

Han var dybt grebet bag efter - "så du hendes ansigt?!" Men jeg havde fulgt løven ved klaveret. " du hende?!" blev han ved, og fablede om hende den følgende tid. Men først for nylig kom jeg i tanker om denne aften og kunne sætte den i forbindelse med skildringen af hovedpersonen Nethe i Silkeåen.

I så lang tid har romanen åbenbart ligget i kim i hans bevidsthed, og først for nogle år tilbage begyndte han det research-arbejde, der skulle resultere i en delvis dokumentarisk korrekt fremstilling af de dramatiske begivenheder.