Vi gik i realskolen og gymnasiet sammen, og han tog ofte med mig her hjem til Kajbjerg ved Nyborg efter skoletid, også i week-end’en færdedes vi sammen på, hvad vi selv - og jo med nogen ret - fandt var kunstens parnas. Der skete så meget interessant i slutningen af 1960’erne, så mange nye tiltag. Og det var så at sige i dette miljø, at han begyndte at skrive. Først lidt lyrik, som vist ikke rigtig ville gå, så prosa som blev hans foretrukne medium. Han har altid generøst indviet mig i sine ideer og planer i, hvad der fra øjeblik til øjeblik satte gang i en fortælling eller måske en hel roman.

Da han ikke selv har lyst til offentligt at fortælle, hvad der satte gang i skriveriet, men på den anden side heller ikke har noget imod, at jeg, hans nære ven, gør det, vil jeg her knytte et par personlige kommentarer til romanen Silkeåen.

Romanen er bygget over nogle hændelser, som virkelig skete i og omkring landsbyen Bynkel, der ligger ikke så langt her fra Kajbjerg-museet. På den anden side Kogsbølle bakke. Det var en frygtelig tragedie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her; men i den forbindelse nævne, at Nordisk film faktisk lavede en spillefilm om den, optaget for en stor del on location og med kendte skuespillere i rollerne. Bl.a. Mogens Wieth og Inga Lund. Filmen, som svarede til den genre, man betegner film noir, altså et fuldkomment trøstesløst handlingsforløb, blev imidlertid aldrig færdig. Hvad der i grunden skete, har romanen sin forklaring på; men den er næppe helt i overensstemmelse med sandheden. Hvor om alting er: et eller andet sted på lager ligger en masse spoler uredigeret film, som nok dengang i færdig stand ville kunne gøre sig gældende på internationalt plan.

En anden begivenheder, ved jeg fra Reinholdt selv, spiller ind som tidlig inspiration for Silkeåen. Allerede fra de første år arrangeredes en lang række koncerter her på Kajbjerg museet. En tradition som vi siden har holdt i hævd. Det var en koncert i serien Lørdags musik, hvor en ung, lovende britisk pianist John Ogdon gav en solokoncert med et usædvanligt program: Messiaens Vingt Regards sur l’enfant-Jesus. Det er krævende musik ikke alene for den udøvende, men sandelig også for tilhørerne. Bo og jeg sad det igennem, om jeg så må sige. Vi var da netop begyndt at lytte til klassisk musik, men selv sagt mere Bach og Beethoven end samtidige komponister. Det var imidlertid ved soire’en samme aften, at min ven kom på det første spor af sin roman. John Ogdon var naturligvis til stede sammen med andre musikere, en række af tidens intellektuelle samt nogle ansatte ved Odense Teater, bl.a. digteren og skuespilleren Claes Gill, som kendte Ogdon personligt. Endvidere var der folk fra egnen indbudt, museets ledelse og så os to vrede, unge mænd.

På et tidspunkt opfordrede man ikke uventet dagens solist til at give et nummer, og han spillede gavmildt et udvalg af Rachmaninofs præludier. Ved sidste nummer rejste Claes Gill sig, gik hen til klaveret og reciterede et af sine mest gribende ungdomsdigte Flygtende ungdom. Vist nok noget han og Ogdon havde aftalt, hvis sidstnævnte altså skulle blive opfordret til at spille.

Jeg husker, at Gill hurtigt gik tilbage til sin plads ved bordet, Ogdon tøvede og spurgte ud over forsamlingen, om der var nogen, der ønskede at høre noget bestemt. Der var stille i nogen tid, hvorpå præstefruen fra Bynkel, der også var inviteret, rejste sig og bad om et præludium fra Bachs Veltempererede klaver. Ogdon kvitterede, og her begyndte egentlig Bos arbejde med romanen Silkeåen, også selv om der skulle gå 35 år, før den blev færdig.

Han var dybt grebet bag efter - "så du hendes ansigt?!" Men jeg havde fulgt løven ved klaveret. "Så du hende?!" blev han ved, og fablede om hende den følgende tid. Men først for nylig kom jeg i tanker om denne aften og kunne sætte den i forbindelse med skildringen af hovedpersonen Nethe i Silkeåen.