Kap.1

Det er morgen. Idet hun passerer køkkenvinduet, der vender mod øst, standser hun. Herfra er der vidt udsyn over engene, der gennemskæres af åen. Ovre på den anden side, ikke så langt fra skovbrynet, går en omkring, som om han leder efter nogen. Hun ser ham imod morgensolen, og det får hans krop til at fremstå som en skygge, mens lyset brydes i konturen af ham. Han går lidt frem og tilbage, tilsyneladende planløst, ender flere gange på omtrent samme sted, hvor han standser og ser sig om, for så straks at fortsætte sin søgen, eller hvad det nu er, han gør. En påfaldende høj og tynd mand.

Fra den anden side hører hun rutebilen køre forbi uden at standse ved kirken. Vinden får haspen til at banke mod rammen i det åbentstående vindue, og børnene høres nede fra haven. Nu var det Jørgen, der råbte og nu Christa.

Ovre på engen vandrer manden hen langs åen med store, klodsede skridt. Så drejer han mod solen og begynder at gå op til skoven.

Pludselig holder hun sig for munden, ser sig forvirret omkring i køkkenet og skynder sig så ud i entreen, hvor hun tager frakke og tørklæde på, åbner døren og løber hen langs huset, frem til den lille sti, der fører ned mod åen.

Netop da hun igen får øje på skikkelsen derovre på engen, støder hendes fod mod en sten, og hun falder. Jorden er drivvåd. Hun rejser sig på knæ, ser op og skygger med hånden. En bevægelse henne ved skovbrynet, det kunne være ham; men det er svært at skelne noget inde i skyggen.

Så kommer hun på benene igen, når ned til åen og løber langs bredden hen til den smalle, faldefærdige træbro. Standser og hiver efter vejret, ser tilbage mod huset, overvejer at opgive, men fortsætter så op til skoven.

Der går lidt tid, inden hun vænner sig til mørket. Træerne står så tæt, og selv om de endnu ikke er sprunget ud, trænger lyset kun her og dér ned i skrå kiler. Hun lytter med tilbageholdt åndedræt, fuglene kalder fra alle kanter med klare stemmer; men hun lytter efter skridt og afsøger skovens fjernest synlige områder med øjnene.

Længst ude mod nordøst er en lysning, som hun går hen til. Solen står så blændende ned her, at alt omkring er kulsort, mens skovbunden lyser hvidt. Et insekt flakser forbi ude i den ene side af lysningen, og dér hvor granskoven bag ved står mørk og dyb rammes et stort spindelvæv af solen.

Hun træder ind i lysningen og mærker varmen. Undrer sig over, at der kan være en sådan forskel på lys og skygge, men stiller sig så med lukkede øjnene og lytter. Hun smiler og ryster lidt på hovedet.

Pludselig hører hun skridt. Langsomme, tøvende - fra den sydlige kant træder en høj skikkelse ind i lysningen og stiller sig med front mod hende, men så meget op mod solen, at hun kun kan se omridset af ham. De står længe overfor hinanden. Så slår han ligesom beklagende ud med hænderne, vender sig og går ind i mørket.

Først løber hun i modsat retning, hjem, men standser brat og ser tilbage mod stedet, hvor han stod. Holder sig igen for munden og begynder at gå efter ham, hele tiden med hænderne presset mod kinder og læber.

Syd for lysningen begynder granskoven, hvor grunden er blød som et tæppe. Lyset trænger ned i syletynde baner og skaber et uvirkeligt skær.

Hun standser, spejdende til alle sider. Med ét hører hun sig selv kalde. Det lyder spinkelt og forskræmt. Jo. det er hende, der kalder. Hun står stille, tager hænderne fra ansigtet, ser op. En fugl letter fra en af trætoppene, dens vinger klasker mod hinanden. Hun når lige at få øje på den, da hun bliver grebet bag fra og holdt fast indtil en krop. Hun prøver at skrige, men kan ikke. Armene strammer deres greb om hende, så roder den ene hånd efter noget, løfter en kniv op foran hendes ansigt, drejer den lidt, hvorefter hun bliver tvunget i knæ og lagt på maven. Mærker de tørre og stive grannåle mod sit ansigt. Knivsspidsen holdes ind til hendes venstre øre, hvor den flere gange stikker hende under de manøvrer, som nu foregår, og som hun må lade ske. Hun bliver klædt af, og der bliver rodet voldsomt med hende.

Han løfter hende lidt op fra jorden og trænger ind i hende. Hun skriger, men lyden opsluges næsten fuldstændig af grannålene, som hun får i munden og hoster og spytter. Kniven snitter hendes kind flere gange. Så lægger han den fra sig, griber hårdt med begge hænder om hendes hofter og gennemfører sit forehavende.

Lige så klodset som han klædte hende af, får han tøjet på hende igen, trækker nederdelen ned over benene og glatter frakken på plads. Hun bliver bare liggende, og lader det ske. Så tager han kniven, der endnu er tæt ved hendes kind, rejser sig, står og venter, hvorpå han fjerner sig.

Efter et øjeblik sætter hun sig op, trækker benene ind til sig og holder armene stramt omkring, idet hun presser panden mod knæene. Et væld af lyde når hende fra alle kanter. Fuglene fortsat, en gøg langt derfra og så er vinden begyndt at ruske i trætoppene. Hun ser op. Ovre i lysningen bevæger løvet sig, idet to dådyr træder ind i hjertet af det åbne område. Det ene rækker hals og stirrer i retning af, hvor hun sidder. De store ører stritter i vejret, og mens det andet går omkring og græsser, bliver det første ved med at have sin opmærksomhed rettet mod hende.

Så rejser hun sig langsomt, dyrene springer af sted, og hun går ud mod skovbrynet i retning af åen.

Midt på engen standser hun. Herfra er der udsyn over byen, hvor facaderne og ikke mindst den hvide kirke står skarpt i morgensolen. Hun kan se børnene lege for enden af den lange, smalle græsplæne. Christas lyse kjole er let at få øje på. Deres råb når hende, men som fra et helt andet verdenshjørne. Som om det, hun hører, ikke har noget at gøre med, hvad hun ser. Så går hun hjem.

Alt er stille i huset. Han sover nok stadig. Hun går ud på badeværelset, tager tøjet af og finder en ren vaskeklud i et af overskabene. I går tog hun hul på et nyt stykke sæbe, så den dufter stærkt og friskt, da hun får den til at skumme. Hele kroppen bliver sæbet ind i hidsige bevægelser, hun fylder vaskefadet, træder hen på risten og skyller sig i det iskolde vand.

Vinduet står på klem. Solen spiller i de matterede ruder, karmen er skinnende hvid, mens himlens blå anes i baggrunden. Gråden er ved at overmande hende, så fylder hun fadet igen og hælder vandet ud over hovedet.

Der er rødt på kanten af vasken. I spejlet kan hun se, at hele venstre kind er smurt ind i blod. Med vaskekluden dupper hun på såret lige ud for øret, og skyller efter et par gange ved at holde kinden under hanen. Det standser tilsyneladende blødningen noget. Hun finder plaster frem og prøver at få det til at sidde på den fugtige hud.

"Mor, er det dig?"

Hun farer sammen. Christa står lige neden for vinduet.

"Ja, Chris - det er mig!"

Stemmen lyder skarp og anspændt. Pigen står et øjeblik og lytter, men løber så ned til de andre igen.

Hun går hen til vinduet. I den smalle åbning ser hun ud på engen. Endnu lysende mod skoven bag ved. De høje siv langs åen svajer for vinden. Så tager hun tøj på og går ind i stuen.

"Gabriel - ?"

Hun står i døren til soveværelset -

" - Gabriel! Sover du - ?"

Henne i sengen bliver dynen heftigt bevæget. Gabriel sætter sig op og ser søvndrukkent frem for sig -

" - puh, jeg drømte - sikke noget!"

Han ser på hende og rækker hånden ud -

"Go’ mor’n, kære! Men hva’ har du dog gjort ved …?"

Han svinger de små, tykke ben ud over sengekanten og går hen til hende -

" - du bløder jo, Nethe!"

Hun tager sig hurtigt til kinden og mærker, hvor meget det er løbet ud. Fingrene bliver oversmurt. Hendes blik flakker mellem Gabriel og hånden.

"Hva’ er der sket?"

Hun trækker på skuldrene som til undskyldning -

" - åhr, det var bare brødkniven …"

"Brødkniven?!"

Han holder hende ud fra sig og betragter -

" - hvordan ku’ det gå til? Helt oppe ved øret - ?"

Nethe skjuler ansigtet i hænderne og græder.

"Men kæreste - !"

Han tager hende ind til sig -

" - og her ligger jeg bare og sover, mens du kommer galt af sted. Åh nej! Hvorfor kaldte du ikke på mig? Ved du hvad, det sølle plaster dér …"

Han piller ved det.

"Av!"

"Såh - jamen, der er jo en hel flænge, kære! Vi må ned til doktor Simonsen. Jeg skynder mig lige i tøjet. Gå ud og vask det! Og tag noget vat - plaster duer ikke!"

Han hjælper hende hen til badeværelset og flagrer tilbage for at tage tøj på -

" - han er nok i konsultationen nu, Simonsen, klokken er lidt over otte!"

De kører gennem bygaden. Gabriel på sin knallert og Nethe på cykel. Hun styrer med den ene hånd og holder en tyk klump vat på såret.

Solen har stor magt nu, og dens lys brydes i alle hustagene. Det er en smuk dag i det tidlige forår. Gabriel hilser, idet de kører forbi en mor, der kommer gående med sit barn. Hun standser og ser efter dem, siger noget til barnet, ryster så på hovedet og fortsætter.

"Doktor Simonsen er blevet forsinket. Vær så god at tage plads."

Sekretæren ser ikke på dem, mens hun taler. Fra pladsen bag skrivebordet peger hun på døren ind til venteværelset.

En lille kone sidder sammenkrøbet i et hjørne. Da hun ser Gabriel, rejser hun sig og hilser, mens hun støtter sig til sin stok -

" - go’ mor’n, pastor Zukunft!"

"Go’ mor’n, fru Nielsen - go’ mor’n!"

Han nikker kort til hende og hjælper Nethe ned på en stol. Vattet, som hun holder på såret, er gennemblødt, og han går ud til sekretæren, der finder et kompresbind frem.

"Det ser da ikke godt ud, hva´ fru Zukunft?"

Nethe smiler bedrøvet, mens Gabriel slår beklagende ud med hænderne og siger:

"Ja, hva’ man dog ka’ gøre med en brødkniv!"

Han griner fjollet og klapper Nethe på armen, mens Fru Nielsen ser forundret på dem.

Ude på gaden passerer en traktor larmende forbi og fortsætter ned gennem byen. Den høres længe. Værelset har østvinduer, og solen rammer gulvet, så at alting oplyses nedefra i et jævnt, blødt skær.

Nethe er ligbleg nu, og Gabriel sidder uroligt på stolen uden at kunne gøre noget.

"Det er ikke sådan, når man har en ung kone, hva’ hr pastor?"

Fru Nielsen kniber øjnene sammen. Gabriel ser på hende -

" - hva’ mener De …?"

"Åhr, jeg ved ikke - bare pjat!"

Hun lægger begge hænder på stokken og ser sig om i venteværelset. Gabriel sidder helt stille og stirrer -

" - hva’ har min kones uheld med hendes alder at gøre?"

"Nåhr, såmænd ikke andet, end at ungdommen jo er mere sprælsk, ikke sandt, pastor Zukunft! Se nu bare til doktor Simonsen - han ka’ åbenbart ikke passe at være her til tiden. Den gik da ikke i vores ungdom, - vel pastor?"

Nethe vender sig mod den talende -

"Doktor Simonsen er på sygebesøg!"

Pludselig krummer hun sig sammen og skærer en grimasse. Gabriel rejser sig -

"Så, lille Nethe - vil du ikke ligge ned. Jeg spørger lige sekretæren …"

"Nej tak - nej - !"

Hun ser bedende op på ham. I det samme åbnes og lukkes en dør ude i forværelset. De kan høre sekretærens stemme, mens der bliver rumsteret inde i konsultationen. Et øjeblik efter kommer han til syne i døren -

" - go’ mor’n - !"

Gabriel rejser sig og nikker, fru Nielsen undlader at hilse, mens Nethe kigger ned. Han går hen til hende -

" - jeg må vist hellere ta’ Dem først …"

Idet han ser spørgende over på fru Nielsen, vinker hun som tegn på, at hun sagtens kan vente. Gabriel tager Nethe under armen og følger hende hen, men standser ved døren til konsultationsværelset og overlader hende til doktoren med en beklagende mine.

"Ja, jeg burde jo være med - jeg burde …!"

Han sætter sig på stolen igen og smiler undskyldende til fru Nielsen, der siger trøstende:

"Deres kone er i gode hænder, pastor Zukunft. Hold De Dem blot til Guds ord!"

Gabriel folder uvilkårligt hænderne, men giver sig så til febrilsk at lede efter et lommetørklæde. Så tørrer han panden, sukker dybt og læner sig tilbage. Fru Nielsen hvisker:

"Doktor Simonsen skulle nu se sig om efter en hustru! Hva’ mener De, pastor?"

Gabriel hører ikke. Ind imellem skotter han over til døren, rejser sig og går omkring, som om han ventede på, at Nethe skulle nedkomme.

Fru Nielsen fortsætter:

"Hvordan går det med fotograferingen, pastor Zukunft?"

Han ser på hende -

" - hvilket?"

Hun gentager, og han siger, idet han sætter sig igen:

"Åhr tak - godt - godt …"

"De er kasserer i foreningen, ikke sandt?"

"Jo, det stemmer."

"Jeg har en nevø, der er begyndt at interessere sig for fotografi. Han fik et apparat i konfirmationsgave."

Gabriel nikker til hende og smiler.

"Hva’ er det nu foreningen kalder sig?"

Han rejser sig igen og slår ud med hånden -

Fru Nielsen skal til at spørge igen, men undlader. Gabriel står henne ved vinduet med front mod konsultationen.

"Tror De, han ku’ blive medlem, pastor?"

"Ja, naturligvis, alle med interesse for foto er velkomne!"

Gabriel stiller sig ud midt på gulvet. Sollyset afslører, hvor snavsede hans sko er.

"Det var dog mærkeligt, så længe det varer!"

"De må væbne Dem med tålmodighed, kære pastor!"

"Ja, naturligvis, De har ret …"

Han tager brillerne af og gnider øjnene. I det samme går døren op, og doktoren kommer ud alene -

" - jeg har syet flængen med to sting, hr. Zukunft. Og så har jeg givet Deres kone en beroligende indsprøjtning. Hun virkede en smule eksalteret."

"Ja så! Eksalteret …?"

Gabriel træder lidt til side og kigger ind i konsultationsværelset.

"Vi får sekretæren til at ringe efter en hyrevogn. Fruen er ikke i stand til at cykle hjem - eller gå for den sags skyld."

Doktoren åbner ud til forværelset og giver besked.

"De ka’ jo bare vente her!"

Et øjeblik efter kommer han med Nethe. Hun synes ikke at bemærke nogen eller noget, heller ikke da Gabriel giver hende et kys på kinden.

"Rigtig go’ bedring, fru Zukunft!"

Fru Nielsen går forbi. Gabriel ser op. Doktor Simonsen står et øjeblik og betragter dem, så nikker han og lukker døren efter sig.
.

2

Gabriel står og venter ved busstoppestedet. Han har sin fototaske over skulderen og det lille, sammenklappelige stativ i hånden. Der skal være klubaften i Sydfyns Kamera -Piktorialister, en længe, med spænding imødeset aften.

Han går uroligt frem og tilbage. Alt er stille. Overfor rammer solen et gavlvindue og blænder voldsomt. I det fjerne høres en motor, det er rutebilen på vej.

Gabriel trækker alpehuen lidt ned i den ene side, taskeremmen skubbes på plads, og han folder hænderne om stativet.

To stiger af, en ung, høj pige og fru Nielsen.

"Og hvordan har konen det, pastor Zukunft?"

"Jo tak, fru Nielsen, glimrende - glimrende!"

Den unge pige ser på Gabriel, smiler og stiller sig hen ved siden af ham. Han nikker til hende. Fru Nielsen fortsætter:

"Men jeg spekulerer stadig på hendes uheld. Hvordan bærer man sig ad med at skære sig selv med en brødkniv helt oppe ved øret - ?!"

"Ja, det har jeg også tænkt en hel del over, fru Nielsen. Jeg lå nemlig i min sødeste søvn, den morgen, det skete."

Gabriel vender sig mod den unge pige og giver hende hånden -

" - det var godt, De kom - var det svært at finde?"

Hun smiler og ryster på hovedet -

" - næ, bussen kender såmænd vejen!"

"Åhr jo, naturligvis …"

Gabriel rødmer og slår ud med hånden, hvorpå han hanker op i sit udstyr.

"Ska’ jeg hjælpe - ?"

"Næ, nej tak! Ikke tale om!"

De kommer et stykke væk fra busstoppestedet.

"Farvel, pastor Zukunft! Og hils Deres frue!"

Der er magt i fru Nielsens stemme. Gabriel vender sig. Den lille kone står med begge hænder på stokken. Hun siger noget mere, men rutebilen kører i det samme videre, så han hører ikke. Nikker blot og letter på alpehuen.

Da de er kommet helt ned for enden af bygaden, vender han sig igen. Fru Nielsen står stadig ubevægelig ud for stoppestedet og ser efter dem.

"Ja, men så vil jeg gerne byde velkommen til denne klubaften. Og en særlig velkomst til frk. Vang - Lilian Vang - der, som I ved, er elev på Odense Teater. Min gode bekendte Claes Greindel, der er ansat samme sted, har været så elskværdig at arrangere, og vi er glade for, at De ville komme her i aften, frk. Vang."

Gabriel ser på hende, og hun smiler.

Deltagerne, der tæller over halvtreds af Sydfyns ivrigste fotoamatører, står klemt sammen ovre i et hjørne af forsamlingshuset. De begynder at tale dæmpet i munden på hinanden. Det er, som om ingen samtale vil lykkes denne aften. Så snart en starter på en bemærkning, svarer den anden, før den første er færdig. Der er en uafbrudt mumlen, fortrolige blikke, højrøstet latter og slåen på skuldre.

Forsamlingshusets pedel kaster flere koks i kakkelovnen -

" - hva’ si’r De til temperaturen i lokalet, lille frøken?"

Han nærmer sig den unge pige, der vender sig og svarer:

"Jo tak, den er tilpas!"

"Ja, for selv om vi er indendøre og foråret er på vej - jeg mener: når nu De skal …"

Han går i stå, men tilføjer så:

"Sådan i et par timer, ikke sandt - ?"

"Jo vist, men det går an!"

Gabriel siger til pedellen:

"Pedersen! Vil De vise frk. Vang omklædningsværelset?"

Pedersen bukker dybt og slår ud med den barkede næve, mens hun svanser forbi.

Så ka’ I godt komme i stilling, drenge!"

Han er nu så fri, mejeristen, der går og gør klar. En briks med tykke tæpper og en høj taburet, hvor han anbringer en gylden silkepude, sikkert en hjemme fra sofaen, giver den et lille dask og går hen efter sit kamera.

Sigurd Knarreborg, fodermester ved egnens største landbrug, er uddannet elektriker, så det er ham betroet at tage sig af lyslægningen. Han stiller to ætsende skarpe lamper op, som henlægger rummet i et spøgelsesagtigt skær.

Pludselig går et gys gennem selskabet, døren til omklædningsrummet åbnes og frk Vang viser sig iført morgenkåbe. Hun ser spørgende på forsamlingen, idet hun træder ind i lyset af de kraftige lamper. Alle, på nær Gabriel og mejeristen, vender sig som på et givet tegn og står med ryggen til hende, begravede i deres fototasker. Der sættes film i, linser på, lysmålere justeres, hvis ikke de roder i en af de utallige lommer, som en sådan taske er forsynet med til filtre, mellemringe og ekstra søgere.

"Ja værs’ go’, frk. Vang!"

Gabriel peger på taburetten, mens den unge pige lægger morgenkåben og spørger:

"Hvordan vil De ha’, at jeg skal …?"

Hun ser på hele den rygvendte forsamling og så på Gabriel, der slår opgivende ud med hænderne. Mejeristen lægger hovedet lidt på skrå og spidser munden, mens han med hænderne forsøger at angive, hvordan frk. Vang eventuelt kunne sidde.

"Kom så, for helvede!"

Han stiller sig op foran de andre og sætter hænderne i siden. De ser på ham, der arbejdes ellers intenst med lysmåling og indstilling af blænde.

Lorenzen er den første, der vover sig hen og giver sig til at betragte frk. Vang fra forskellige vinkler. Det får de andre ud af starthullerne, og snart summer det af fotografisk aktivitet omkring den nøgne pige.

Så ubesværet og legende let udvikler hele seancen sig, at det til sidst end ikke skorter på fantasifulde forslag til nye stillinger, som hun kan indtage foran de umættelige fotoentusiaster.

Det bliver ret sent. Frk. Vang fryser, og eksponeringerne må standse. Da hun har trukket sig tilbage til omklædningsrummet, koger lokalet af opstemt snak og befriende latter. At den unge pige bagefter bliver budt på kaffe og blødt brød, er kun en selvfølge; men hun undskylder sig med, at der den følgende dag bliver anstrengende prøver på teatret, så hun må se at komme af sted.

"Jeg ka’ da køre Dem, frøken!"

Det er Lorenzen, der igen demonstrerer sit mod. Men frøkenen siger nej tak og gør klar til at lade sig følge hen til busstoppestedet af Gabriel.

Hele flokken går med udenfor og vinker farvel, mens de to begynder at gå. Det er en kold aften og stjerneklart. Kun få steder i byen er der endnu lys i vinduerne. Efter nogen tid rømmer Gabriel sig og spørger:

"Har De prøvet det?"

Frk. Vang ser forbløffet på ham.

"Hvilket …?"

"Ja - altså sådan at sidde model?"

"Nåhr jo da, flere gange! Men aldrig for fotografer. Det har været til tegning."

Han ser på hende -

" - jeg håber, at De synes - hvordan ska’ jeg sige det - jeg håber ikke, det var for besværligt her i aften …"

"Besværligt - ?"

"Ja, jeg mener: vi arme fotoamatører og så en køn, ung pige, som Dem …"

Hun standser -

" - pastor Zukunft …"

Han vender sig -

" - ja?"

"Det er længe siden, jeg har oplevet så dejlig en aften!"

"Dejlig - ?!"

"Nu må De ikke misforstå - og jeg ved i grunden heller ikke hvorfor, men sådan er det!"

Gabriel kan se, at hun har blanke øjne. Pludselig går hun helt hen til ham -

" - og tro nu ikke, at det er noget med at ynke jer eller en eller anden form for mild overbærenhed. Jeg ved kun, Zukunft, at denne aften skal jeg aldrig glemme - aldrig!"

Hun går hurtigt forbi ham og videre. Gabriel får travlt, men når først op på siden af hende ved stoppestedet.

De taler ikke rigtig sammen mere. Gabriel prøver med lidt høflig konversation; men hun svarer meget kort og tilsyneladende uinteresseret, og lidt efter kommer rutebilen.

"Godnat, hr. Zukunft, og tak for i aften!"

"Selv tak!"

"Må jeg være så fri at spørge, hvad Deres kone hedder? For De er vel gift?"

"Jo da! Hun hedder Nethe!"

Frk. Vang smiler, giver ham hånden og stiger op. Gabriel tilføjer:

"Og børnene hedder Jørgen, Christa og Ellen - lille Ellen!"

Hun vinker tilbage og synes at sige navnene for sig selv. Bussen lægger en tyk os omkring ham og forsvinder ud ad vejen. De røde lygter stråler oppe fra bakketoppen ved skolen.

Da den for længst er ude af syne, tager han sig selv i fortsat at stå og vinke. Han ryster på hovedet og skynder sig hjem.

Der holder en bil i indkørslen, og da han går op til hoveddøren, møder han doktoren på vej ud.

"Go’ aften, hr. Zukunft! Deres kone var blevet lidt sløj og ringede; men ingen grund til bekymring. Hun bli’r klar i løbet af et par dage."

Han rækker Gabriel hånden og fortsætter ned ad trappen. Ved det nederste trin standser han og vender sig -

" - ja, forresten, fru Zukunft var lidt eksalteret, så jeg skønnede det nødvendigt at give hende lidt beroligende. Go’ nat!"

Gabriel vinker åndsfraværende, men skynder sig så ind.

Nethe sover fast, som det var at vente og børnene heldigvis ligeså. Han gør klar til at gå i seng, tager tøjet af og pyjamasen på og går ud i badeværelset.

Mens han børster tænder, falder hans blik ved et tilfælde på spejlets nederste kant. Lige over vasken sidder en lille klat sæbeskum. Han bøjer sig ned og kniber øjnene tæt sammen. Den har en mærkelig gulbrun kulør. Så river han et stykke toiletpapir af og fjerner den.

Kort efter kryber han i seng, kysser Nethe på kinden og lægger sig til at sove.
.

3

"Gabriel!"

Nethe står ved fodenden af hans seng -

" - ska’ du ligge og snue hele dagen?!"

Han ser op på hende.

"Gabriel, du må ikke se så bedrøvet ud!"

Hun sætter sig på sengegærdet ved siden af ham, tager om hans hoved med begge hænder og kysser ham på panden -

" - børnene er ude. Det bliver vist lunt i dag."

Gabriel lægger sig om på siden og støtter på albuen. Hun piller ved hans natskjorte -

" - du er blevet sådan en syvsover på det sidste - "

Han ryster på hovedet -

" - jeg sov ikke. Jeg sover næsten aldrig!"

"Hva’ i alverden laver du så?!"

Han svarer ikke, men betragter hende nøje. Så mærker han på hendes kind -

" - du undgår nok ikke at få et ar …"

Hun smiler bedrøvet og ryster på hovedet. Han lægger sig på ryggen og sukker.

"Du er da vel ikke syg, Gabriel?"

Han svarer ikke.

"Hva’ - er du?"

"Nej - nej - bare rolig!"

Så forlader hun soveværelset. I det samme springer han op af sengen og stiller sig bag døren -

" - du - Nethe …?"

Hun kommer tilbage -

" - Gabriel …?"

Han sniger sig ind på hende bagfra og lægger hænderne på hendes hofter. 
Med et lille skrig springer hun omkring og ind i favnen på ham -

" - åhr - din …!"

Hun tjatter ham på kinden.

"Kom så ikke og sig, at din Gabriel sover i timen!"

Hun smiler og kysser ham. Så gør hun sig fri -

" - hvornår sku’ I mødes i dag?"

"Hvilket? Nå - rådet! Tja, i eftermiddag engang. Hvorfor det?"

"Ikke for noget …"

Hun går hen til vinduet og holder gardinet lidt til side med den ene hånd.

"Stop - !"

Gabriel fægter -

" - hold den, Nethe! Hold den!"

"Nej, ikke nu igen, Gabriel!"

Han løber gennem stuerne og ind på sit kontor, hvor han tager en notesblok og skynder sig tilbage.

"Aldrig - aldrig er lyset faldet smukkere ind på dig!"

Han giver sig til at skrive på blokken -

" - lad mig nu se: soveværelset ved vinduet. Morgen i april. Jævnt lysindfald fra overskyet himmel. Fordeler sig i ansigtet med optimale højlys på isse, pande og kinder. Skyggerne tiltager fra omkring øret ud til nakken, hvor det bliver mørkt. Og hvad mere - ? Jo, øjnene skinnende klare. Sådan!"

Nethe slipper gardinet -

" - var det ikke nemmere, om du bare tog det billede, du går og drømmer om?"

Gabriel slår ud med armene -

" - vil du bilde mig ind, at du endnu ikke har forstået, hvad det er, jeg vil?!"

"Åhr - det er så småt ved at trænge ind, søde Gabriel, efter at du i et halvt år stort set ikke har bestilt andet end at ‘notere lyset’, som du kalder det."

Hun ryster opgivende på hovedet og ser ud af vinduet.

"Men når det nu er det, det drejer sig om, kære - !"

"Og det vil du skrive en bog om, si’r du?"

"Måske - "

"Du er tosset!"

"Sikkert - "

Han gør et sidste notat.

"Gabriel - ?"

"Hmm …"

"Du er præst!"

"Ja - hvorfor i alverden fortæller du mig det …?"

"Og 64 år."

"Nå - ?"

"Og far til tre."

"Ja - og gift med den smukkeste kvinde på Fyn!"

"Nå - mindre ku’ vel gøre det …"

Han tager hende ind til sig og knuger hende, idet han siger:

"Og som ikke engang er halvt så gammel som mig selv. Ja, Nethe, jeg har travlt!"

"Med hvad - ?"

"Dig!"

"Det var nu noget andet, jeg tænkte på …"

"Nå - ?"

Hun piller ved hans krave -

"Børnene siger de bli’r drillet …"

"Nå - ja, hvem bli’r ikke det før eller siden? Så må de lære at …"

Hun afbryder ham:

"Men når drilleriet gælder deres far …"

"Hvem - mig?"

"Ja, er du i tvivl om det?"

"Nå - nej, men flere af de andre har da også gamle forældre. Her er det da kun mig."

"Det er slet ikke det, Gabriel …"

Hun gør sig fri af ham og går hen til vinduet igen.

"Hva’ så - ?"

"Børn tror blindt på, hvad deres forældre siger - "

"Jo vist …"

"De mener præcist det samme som dem …"

"Ja - men hvad?!"

"At du er en dårlig præst!"

Han kommer hen til hende -

" - og hvornår har folk været tilfredse med deres præst, ka’ du sige mig det - ?"

"Jeg ka’ i hvert fald sige, at denne menighed har været tilfredse - og lidt til …"

Han ser ud af vinduet. Hun går tæt ind til ham og lægger hånden på hans skulder -

" - jeg bli’r nødt til at sige det, Gabriel. Vi holder jo alle så meget af dig - ja, hvordan ska’ jeg - dine prædikener, Gabriel - dem!"

Hun træder et skridt baglæns.

"Hvad med mine prædikener - hmm?!"

"Ka’ du ikke bare gøre, som du plejer. Altså holde en normal en …?"

"Normal - hva’ mener du?"

Hun sætter sig på sengen -

" - vil du bilde mig ind, at du ikke aner, at du gør noget andet nu end tidligere …?"

"Andet - jamen, Nethe, jeg …"

Han går i stå. Hun ser på ham -

" - så vidt jeg ved skal en præst forkynde. Ikke digte - eller hvad det nu er, du prøver på."

Hun rejser sig og går hen til ham -

" - men jeg indrømmer, at det af og til lyder næsten smukt …"

"Næsten - !"

"Du er præst - ikke digter! I hvert fald ikke på prædikestolen!"

"Jo men …"

Hun slår hånden i vindueskarmen -

" - spil dog ikke dum, Gabriel!! Tror du vi ska’ høre om, at Jesus på vej ind til byen standser ved synet af en eller anden tilfældigt blomstrende busk og begynder at snuse til den, plukke en buket og række dem til de andre - hvor står det, spø’r jeg - mens solen fylder - altid fylder - solen fylder her og fylder dér! Hva’ vil du dog med det? Du når aldrig at blive færdig - aldrig at få sagt det, du skal!"

"Nå - skal og skal …"

"Ja, skal - og det behøver jeg ikke at fortælle dig!"

Hun ser opgivende på ham, der stirrer ud af vinduet.

"Gabriel - "

- hun går helt hen til ham -

" - din drømmer!"

Først lidt efter opdager han, at hun står dér lige foran. Et næppe hørligt ‘men’ kommer over hans læber, så lukker hun hans mund med hånden og trykker sig ind til ham -

" - du er blevet så mærkelig og fjern …"

De står i nogen tid. Så holder han hende ud fra sig og ser på hende -

" - Nethe, jeg har aldrig følt mig mere klar. Aldrig set så skarpt før, tænkt så klart og haft så fin en næse!"

"Såh - for hvad dog?!"

Han lader pludselig hænderne lukke om hendes hals, glide ud over skuldrene og ned over brysterne -

" - hele dig! Ja - og be’var’s så osse lidt andet …"

Hun ser ham i øjnene og hvisker:

"Ka’ du så ikke lade det ‘lidt andet’ være og nøjes med mig?"

"Nøjes - ?!"

"Hmm …"

"Du er alt!"

"Underligt, jeg ikke mærker det mere …"

Gabriel drejer hende omkring, stikker hånden inden for hendes bluse og trykker blidt på maven.

"Ka’ du mærke det?"

"Hmm - selvfølgelig …"

"Jeg mener: rigtig mærke!"

"Hvad?"

"At Gabriel er rundhåndet. Med sådan en kone bli’r man generøs!"

Nethe lægger hovedet tilbage og lader det hvile mod hans kind. Hun lukker øjnene og hvisker:

"Stands!"

"Hva’ nu - ?!"

"Nej - nej ikke noget, kære, jeg mente bare - nej - lige meget …"

Han begynder at klæde hende af. Roder med at få kjolen over hovedet på hende. Et spænde er genstridigt, en knap filtrer sig ind i hendes hår -

" - av!"

Han glatter efter med hånden. Hun er nøgen nu. Så træder han et skridt baglæns og ser på hende. Lyset falder blødt på hendes hud. Den er kridhvid. Han går i stå.

"Gabriel - ?"

"Ja - ja - her er jeg, kære!"

Han træder febrilsk hen, trækker hende ind til sig -

" - nok røre - ikke se!"

Hun ler og begynder at knappe hans natskjorte op. Pludselig standser hun og ser mod vinduet -

" - ved Gud, om vi ikke har gjort det igen!"

"Hvilket?"

"Valgt det forkerte tidspunkt."

"Nåhr, vi låser bare herind til, så går de igen …"

"Det er ikke børnene!"

"Hvem så?"

"Ja, hvor sku’ jeg vide det fra; men der er lige kørt en bil ind."

Hun skynder sig at komme i tøjet. Gabriel står og lytter i nogen tid, så tager han sig pludselig til hovedet -

" - åhr, for pokker! Jeg aftalte jo med Claes og Henning, at de sku’ komme her til formiddag, så jeg kunne vise dem kirken! De er tidlig på den."

"Hvem er Henning …?"

Nethes stemme lyder usikker, hun står henne ved spejlet og ordner håret.

"Henning Nielsen. Han er en ung fotograf. Ka’ du ikke huske, vi så nogle af hans billeder på en udstilling sidste år? Du har da hilst på ham, mener jeg."

"Næh - åhr jo! Nu husker jeg …"

"Nå, men gå nu ud og ta’ imod dem!"

Gabriel trækker bukserne op og kludrer med selerne, mens han fortsætter:

"Han er afatiker - "

"Hvad er han?"

Nethe har gjort sig færdig og hjælper ham med skjorten.

"Ja, gå nu! Afatiker! De står ude ved døren! Han har mistet evnen til at tale - ved en ulykke. Så - af sted med dig!"

"Ja - ja - hvem har måske inviteret dem?"

Han kysser hende på kinden.

"Hva’ ska’ jeg sige?"

"Sige - ? Det sørger Claes for! Det ved du da!"

Hun forlader soveværelset, mens Gabriel leder efter noget.

"Husets frue ta’r imod! Tak og lov og pris!!"

Nethe træder et skridt baglæns ind i gangen, mens den talende fylder døråbningen og rækker en kæmpe blomsterbuket frem mod hende -

"Vær’sgo’!"

"Tak!"

Hun ser lille ud med den i favnen.

"Nå, hvad synes du - ?"

"De er smukke - !"

"Nethe, må jeg præsentere: Henning Nielsen, fotograf ved Kunstmuseet - "

Han peger på ledsageren, der træder ind. Først ser hun ham kun i silhuet mod dagslyset.

Claes er allerede inde i stuen, hvor han hilser højrøstet på Gabriel. Nethe smiler til den anden, der er blevet stående -

" - kom ind!"

Han bukker lidt mod hende og følger opfordringen. Idet han passerer hende, rækker hun hånden frem og berører let hans arm.

"Nå, hva’ nyt fra Norge?"

Gabriel står foran Claes, der har sat sig i sofahjørnet.

"Ikke noget særligt, Gabriel - åh jo, brev fra Frederik og så fra mor, naturligvis. Ikke noget at skrive hjem om!"

Han griner og rækker hånden ud mod sin ledsager -

" - sæt dig, Henning!"

Gabriel hilser på ham, og han sætter sig i det andet sofahjørne. Claes spørger:

"Hvornår får man så æren af at spille for jer - ?"

Gabriel svarer, idet han skæver hen til Nethe, der står med buketten ved siden af ham:

"Ja, nu må vi se - det er ikke lysten, det skorter på; men du ved: så ska’ børnene passes og det ene med det andet …"

"Jeg glæder mig!"

- siger Nethe og ser på Claes, der smiler og strækker hånden frem mod hende; men hun tager den ikke.

"Hvor længe spiller I?"

Gabriel sætter sig i lænestolen overfor.

"Den 16. maj er sidste gang - "

- Claes ser efter Nethe, der forlader stuen -

- så der sku’ være muligheder nok, Gabriel!"

Han nikker og betragter den tavse gæst, der sidder og ser sig om.

Et af børnene kommer løbende -

" - hvor er mor?"

Gabriel peger mod køkkenet, og pigen går derud.

"Var det Ellen?"

"Christa!"

"Nåhr - hvordan er det nu - Jørgen er ældst og så kommer Ellen - ?"

"Nej, Jørgen, Christa og Ellen."

"Nå, sådan! De herlige unger!"

Gabriel smiler. Claes læner sig frem og spørger dæmpet:

"Gik det så godt i klubben, den aften med frk. Vang?"

"Jo vist, udmærket!"

Gabriel ser i retning af døren, mens Claes fortsætter:

"Har du nogle billeder, vi ka’ se?"

"Næ du, jeg må nok indrømme, at det ikke rigtig blev til noget med mig …"

"Hva’?! Gabriel - din slapsvans!"

Claes læner sig tilbage og ryster på hovedet -

" - tsk - tsk, gamle ven! Og her har man skaffet en ung skønhed …!"

Gabriel smiler og slår opgivende ud med armene.

"Frk. Vang bedyrede for øvrigt, at hun selv var meget glad for den aften. Hvad man dog ikke kan udrette med et kamera!"

Gabriel retter sig og ser på Claes -

" - men du havde altså regnet med at se billeder her i dag?"

"Ja - såmænd …"

Claes ser skuffet ud, idet Gabriel tilføjer:

"Men nu får du og Henning en rundvisning i kirken i stedet for."

"Åhr ja, men det har vi skam glædet os til!"

"Sikkert!"

- siger Gabriel og trommer på bordet. Claes ser på sin ledsager -

" - synes du ikke, her er rart, Henning?"

Den anden nikker uden at fortrække en mine.

"Ja, hvad er det nu, han hedder, maleren - Bynkelmesteren?"

"Træskomaleren …"

"Træskomaleren - det var satans!"

"Han har malet træsko i hvælvingerne i nogle af kirkerne. Det er vist hans bomærke."

"Nå, sådan! Har du for resten set Hennings billeder?"

"Ja, en hel del - "

Gabriel smiler til den tavse, der stirrer på ham.

"Jeg mener: de sidste nye - ?"

"Nåhr, facaderne?"

"Hmm - "

"Nej, jeg har ikke været i Odense længe …"

"Udstillingen skal omkring i landet - skal den ikke, Henning?"

Den tavse nikker og sætter sig tilbage. Ind til nu har han siddet yderligt - ligesom på spring. Claes fortsætter:

"En herlig idé: at fotografere husfacader. De er som ansigter, hver med sit liv. Ikke noget man bemærker til daglig, vel?"

Gabriel ryster på hovedet og vender sig mod Nethe, der kommer ind med blomsterne i en vase -

" - vil I ha’ kaffe før eller efter, at I har været derovre?"

"Tja, det skader vel aldrig at have noget godt i sigte - vel, Henning?"

Claes rejser sig og ser på ledsageren -

" - hal-lo, hr Nielsen! Hvor er De henne?"

Nethe sætter blomsterne på et lille bord ved vinduet og kommer hen. Claes ser på hende og bemærker:

"Nå, dér er du!"

Nethe rødmer og smiler usikkert -

" - ja - ?"

Claes kysser hende på hånden -

"Kaffe efter kirke, hvis den unge frue vil være så elskværdig - ?"

Hun trækker Christa, der er fulgt med, i den ene fletning -

" - av, mor!"

"Nå - nå …"

Nethe tager hende ind til sig og ser på Gabriel, der smiler til dem -

" - jeg finder lige nøglen, hvis Thomsen ikke allerede har åbnet derovre …"

Nethe følger dem hen til entredøren. Der går nogen tid. Claes vender sig mod stuen -

" - det sku’ da vel aldrig være muligt, at hr. pastoren ikke kan finde nøglen til sin kirke - ?!"

De venter. Inde fra kontoret kan de høre ham sige noget.

"Ska’ jeg hjælpe - ?"

- råber Nethe og smiler til de to.

Henning Nielsen står på samme sted, som da de ankom. Ansigtet får påfaldende dybe skygger selv i det ret sparsomme dagslys, og øjnene har en ejendommeligt stærk glans. Nethe ser på ham, men så flakker hans blik, og han træder udenfor på trappeafsatsen og stiller sig med ryggen mod døren.

Gabriel kommer flagrende -

" - meget ka’ man beskylde mig for; men ordenssans, den lider jeg ikke af!"

Han holder nøglen triumferende i vejret, tager jakke på og forlader huset sammen med de to andre.

Inde i stuen kommer Christa hen til sin mor -

" - ska’ vi så ha’ kage?"

Nethe står og piller blade af en plante.

"Ska’ vi - ?"

"Hvad?"

"Ska’ vi ha’ kage?"

"Kage - ?"

"Til kaffen, mor!"

"Nåhr, det - næh - eller jo, selvfølgelig!"

Hun går ud i køkkenet. Christa følger -

" - hvem var ham manden?"

"Hvilken mand?"

Nethe larmer med noget service.

"Ham den anden - ?"

"Den anden …?"

"Altså, mor!"

"Nåhr, ham! Det er bare en, Claes kender."

Christa stiller sig hen ved siden af sin mor, der lægger sig på knæ og leder efter noget i et af de nederste skabe.

"Han er grim!"

Pigen træder et skridt baglæns. Nethe standser og ser på hende -

" - Christa! Sådan si’r man ikke!"

Hun står og ser ned i gulvet.

"Hvorfor synes du, han er grim?"

"Det er han!"

- svarer hun og ser på sin mor.

"Gå nu ud til de andre! Jeg har travlt …"

Christa går hen til køkkenvinduet og ser ud.

"Hører du?"

Nethe rejser sig og går hen til hende. Så bøjer hun sig ned og lægger armene om hende. De står og rokker lidt frem og tilbage.

"Tror du ikke, de andre savner dig?"

"Næh …"

"Du går så meget for dig selv."

"Hmm - "

Hun ser op på moderen -

" - hvornår går de?"

"Går hvem - ?"

"Claes og ham."

"Ja, det ved jeg ikke - når de har drukket kaffe. Ka’ det ikke være lige meget?"

"Nej!"

Christa gør sig fri af moderens greb og forlader køkkenet. Nethe råber efter hende:

"Du plejer da ellers at være så glad for Claes - ?"

Der kommer intet svar; men kort efter smækker hoveddøren, og der høres trin i løb over gruset.

"Det må være et barn, der har tegnet det!"

Claes rækker begge hænder op mod hvælvingen, hvor det vrimler med kalkmalerier. Dyr, mennesker, blomster, redskaber, labyrinter og dekorationer i en stor, forvirrende blanding.

"Hvad har han dog tænkt på - ?"

Gabriel svarer ikke, men peger på tegningen af en træsko -

" - deraf hans navn - "

"Ja, så …"

- svarer Claes og nikker -

" - godt, jeg ikke skal gå med den! Gu’ ved, hvad meningen er - ?"

Han driver lidt omkring. Gabriel siger:

"De fleste hævder bare, at han må ha’ været tosset."

"Det er rigtigt!"

"Det er det nemmeste at sige."

"Jo vist, men hvordan - ka’ du forklare?"

"Næh …"

Gabriel ser på Henning Nielsen, der står med ryggen til dem og betragter et motiv. Claes går hen til ham -

" - finder du noget interessant? Du godeste, hvad sker der?!"

Han skæver til Gabriel. I et af hvælvingens hjørner er en stor djævel. Bag ved står en kvinde og stikker en kniv i rumpen på ham, mens hun holder en kande under.

"Gabriel, nej nu …!"

"Tja, man har også overvejet at kalke det over."

"Har du?"

"Nej, rådet. Det pynter jo heller ikke ligefrem."

"Jeg er sgu ikke sart, men i en kirke! Hva’ er det, hun gør? Samler lortet op?"

Gabriel slår ud med armene og smiler usikkert. Claes ser på Henning, der stadig betragter billedet -

" - ska’ det med?"

Henning ser på ham.

"Nå, ja, det ska’ det hele vel. Du ved, Gabriel, at Kunstmuseet samler billeder fra alle landets kirker i disse år. Og Henning ta’r sig af de fynske."

Claes og Gabriel begynder at gå ned mod udgangen. Henning bliver stående.

"Kommer du - ?"

- spørger Claes; men den anden rører sig ikke.

"Hva’ - ?"

Han bliver stående, og de to andre går ud. Claes ryster på hovedet -

" - somme tider er han sgu mærkelig. Men jeg holder så meget af ham."

"Hvordan blev han stum?"

Gabriel lukker til kirken.

"Det var en ulykke."

"Ja, det sagde du; men …"

"Ingen ved noget bestemt. Han var ved at fotografere et sted i Sverige. Jeg ved ikke: kender du noget til helleristninger?"

"Nej, ikke jeg; men spørg Nethe. Hendes far havde noget med dem at gøre."

Nåhr ja, han var svensker, ikke?"

"Jo."

"Men altså de fandt Henning om morgenen."

"Var han faldet - ?"

Gabriel åbner kirkegårdslågen.

"Det er vist den forklaring, man gi’r. Selv ved han intet; men det er jo almindeligt ved den slags ulykker."

"Hvordan kommunikerer I egentlig?"

"Skriver! Små breve. Eller rettere: han har en notesbog - det kan såmænd gå ganske stærkt. Men det er stort set kun, når han er på to-mands-hånd med en."

Claes vender sig mod kirken -

"Gu’ ved, hva’ der egentlig - nå, han forbereder sig vel. Faktisk tror jeg, at han regner med at komme til Bynkel allerede i næste måned."

"Vi ska’ nok ta’ godt imod ham."

De når frem til præstegården. Inden de går ind, spørger Gabriel:

"Skal jeg ikke gå over efter ham?"

"Nej - nej! Forstyr endelig ikke hans cirkler!"

Claes byder Gabriel indenfor, som om han var vært -

" - din smukke hustru venter vist med kaffen - "

- han vejrer -

" - jo, tænkte jeg det ikke nok!"

Inden han lukker døren, ser han undersøgende over mod kirken.
.

4

" - ‘Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted’ - ja, mere behøver vi ikke at høre af denne søndags hellige evangelium. Jeg skulle egentlig have læst endnu en halv snes linier; men de er uden betydning målt imod det, jeg lige læste …"

Folk nede i kirken ser i vildrede på hinanden, nogle sætter sig, andre bliver stående, enkelte med blikket bestemt rettet mod Gabriel oppe på prædikestolen, som for at tvinge ham til at fortsætte.

"Ikke sandt? Vi ser det for os, så let som ingenting - ‘og da de nærmede sig Jerusalem’ - i de ord ligger et mirakel, tiden står simpelt hen stille i dem - en kraft større end alle udtalte profetier. Vi må ikke glemme synet for ordet, som vi hører og som vi, siden Luther, har holdt os til. Det er en begrænsning af troslivet! Men så se det dog for jer!"

Gabriel holder en lang pause og slår ud med hånden. Nethe, der sidder på stolerækken lige under sammen med børnene, hoster kraftigt. Christa ser på hende. Gabriel fortsætter:

"De nærmede sig Jerusalem. I den sætning rummes mere, end noget dogme kan udtrykke. Naturligvis med den væsentlige tilføjelse, at det var ham, der nærmede sig byen sammen med disciplene. Summen af alt hvad han fastslog efter indtoget i Jerusalen, af hvad han velsignede og fordømte, kan ikke opvejes af, hvad man så ham gøre - hans nærmeste, byens befolkning - alle. Og de korte beskrivelser, der prøver at gengive hans adfærd - det sete - overgås af intet andet i evangelierne. ‘De nærmede sig Jerusalem’ - standser Jesus mon pludselig op, stirrer frem for sig, mens de andre med nogen ængstelse betragter ham? Er der noget galt? Men de er vant til, at han kan falde i staver. Så venter de naturligvis bare. Ofte er han kun fraværende et øjeblik, så ser han på dem - mest mildt og kærligt, men somme tider anstrengt, ja, vredt, hvorefter han gerne delagtiggør dem i sine spekulationer og belærer dem.

Men denne dag da de nærmer sig Jerusalem. Denne dag er noget helt særligt. Er det lyset og luften? Er det lydene? Et vindstød rusker i Jesu hår, og kjortelen lægger sig tæt ind til hans lemmer. Og hvor mærkeligt det end kan lyde: det er, som om disciplene første gang ser ham - ja, bogstavelig talt får øje på ham - fødderne, de magre arme med de smalle hænder, som næsten aldrig er i ro og ansigtet, som alene ved sit udtryk formår at tale til dem. Men det, de ser denne dag før ankomsten til Jerusalem er ham. Ikke hans udstråling. Det er Jesus, de ser. Med nye, friske øjne ser de ham, som han er! Amen."

Først på vej ned fra prædikestolen kommer Gabriel i tanker om, at han har glemt bønnen. Han skynder sig tilbage og bliver færdig.

En lavine af hosten bryder ud bagefter, og de fleste skotter over til øverste bænkerække, hvor provsten sidder.

Der er blevet klaget over Gabriel, eller over hans måde at prædike på. Men denne søndag skulle ikke blive nogen undtagelse fra de andre.

Nethe har siddet og kigget ned i gulvet under det meste af prædikenen; men nu ser hun på Gabriel, mens han forestår resten af gudstjenesten.

Han synes ikke at være berørt af situationen, tværtimod, når han vender sig mod menigheden, kan hun se det udtryk i ansigtet, som han får, når noget lige akkurat synes at være gået op for ham, en barnlig forventningsglæde, der gør hans bevægelser ukontrollable og pludselige og talen stakåndet.

Da han siger farvel til menigheden bagefter ude i våbenhuset, står hun ved siden af ham. Provsten venter inde i kirken, der skal være møde i præstegården.

Ingen af kirkegængerne ser på Gabriel, enten flakker deres blikke, eller de ser helt væk; men for ham synes intet usædvanligt på færde, hvorfor han tager afsked lige så hjerteligt og muntert, som han plejer. En lille bemærkning til fodemesteren, et "vi mødes på onsdag i foreningen" til mejeristen, tak for sidst til skolelæreren og så et stort smil til fru Jørgensen, der som den eneste ser på ham med en blanding af forargelse og medlidenhed.

"Men hvornår kommer far?"

Christa står i køkkenet sammen med sin mor, der imidlertid beder datteren om at gå ud at lege igen.

Nethe går lidt omkring herude. Kaffen har været klar længe, bordet er dækket, wienerbrødet skåret ud og småkagerne anbragt i den høje skål. Men det trækker ud. Engang imellem har hun været inde i stuen og foretaget endnu et par helt unødvendige omrokeringer ved opdækningen. Måske hun kunne fange lidt af samtalen fra kontoret, spore stemningen, måske ligefrem Gabriels latter; men der er stille - hele huset er stille, kun afbrudt af Christas utålmodige entré fra tid til anden. Når Nethe er bekymret, er Christa i nærheden.

Hun ser ud af køkkenvinduet og bemærker en flok fugle nede ved åbredden. Så går hun hen til døren og linder på den. Var det Gabriels stemme? En stol bliver skubbet hen over gulvet, og hun skynder sig at lukke igen.

Nede ved åen er fuglene blevet uolige. Hun kan høre dem skrige. Et par af dem letter og cirkler over de andre. Det er, som om de prøver at få dem med sig, men må opgive, hvorpå de lander og forsvinder i flokken.

Det er overskyet og lyset brydes jævnt hen over engen. Skovens kroner er tykke og bristefærdige, og der er et fint, grønt skær ved enkelte af dem.

Så bliver døren til kontoret åbnet, hurtige trin hen over stuegulvet, yderdøren smækker, og kort efter starter en bil og kører væk.

"Gabriel - ?"

Nethe står midt i stuen og ser mod den åbenstående dør ind til kontoret. Hendes fingre løfter et hjørne af dugen på det dækkede kaffebord. Så går hun derind.

Han sidder bag skrivebordet og ser ud i lokalet, ikke på noget bestemt, men med det fredfyldte, troskyldige ansigtsudtryk, som han også viste ovre i kirken.

Da hun har sat sig over for ham, ser han direkte på hende og nikker tilfreds. Hun spørger:

"Nå? Blev I så enige om noget?"

"Enige! Det var synd at sige!"

Han rejser sig, står med ryggen til og ser ud af vinduet.

"Jamen, hvad så?"

"Så ikke andet end at jeg er færdig som sognepræst her -

- han vender sig mod hende, tager hænderne op af lommen og fortsætter:

"Nu er jeg mere præst end nogensinde, Nethe!"

Hun har rejst sig halvt fra stolen og synker langsomt ned igen, idet hun holder hænderne for ørerne, som ville hun prøve at undgå at høre, hvad han netop har sagt.

"Men de ka’ da ikke sådan bare fyre dig?!"

"Nej, sikkert ikke; men jeg bad altså om at blive det."

"Gabriel - nej - nej…!"

Hun fortsætter med at sige det, mens hun stirrer frem for sig. Han går hen og tager hendes hænder -

" - prøv nu at forstå, Nethe!"

Hun ser op på ham -

" - jeg har stort set ikke bestilt andet, siden vi mødtes i sin tid. Prøvet …!!"

"Nej, jeg ved godt, det kan være svært - "

" - svært!! Siger du: svært?! Men Gabriel, hvad vil du dog ha’, vi ska’ leve af fra nu af?!"

Han ser med et overrasket ud.

"Du er far til tre børn, Gabriel, tre ret små børn! Skal jeg virkelig minde dig om det den ene gang efter den anden?!"

Han ser forlegent på hende. Tavsheden fra hans side giver pludselig hendes stemme styrke -

" - ved du, hvad der går op for mig i dette hellige øjeblik, Gabriel, hva’? Ved du?!"

"Næh …"

Det kommer næppe hørligt over hans læber.

"At sandheden om dig er, at du er syg! Sindssyg!"

Hun går ud af kontoret, gennem stuen og ud i køkkenet, hvor hun stiller sig ved køkkenbordet og ser ud.

Kort efter er Christa der -

" - mor?"

Nethe, der stadig står vendt mod vinduet, lukker øjnene og svarer. Christa fortsætter:

"Hvor ska’ far hen?"

"Det ved jeg ikke."

"Men han har ikke sin hat på - !"

"Nej."

"Og han gik ikke over i kirken …"

"Nej."

Christa går hen til Nethe og læner sig op ad hende.

"Gå nu ud og leg!"

Men hun kan selv høre, at det ikke lyder overbevisende.

"Skal der så ikke være kaffebord?"

"Næ …"

"Men hva’ så?"

"Ja, så ikke noget."

De står tavse i nogen tid. Så kommer Jørgen ind med Ellen -

" - må vi få et stykke kage?"

Nethe vender sig og nikker og tager den med ind i stuen, hvor de sætter sig ved bordet, som om intet var hændt.

"Kommer far?"

"Nej, Christa, la’ nu far være!"

Børnene ser på hinanden og begynder at spise. Nethe skænker kaffe til sig selv, sidder og kigger lidt ned i bordet, men bliver så nærværende og ser på børnene -

" - far kommer nok snart!"

Hun nikker til dem og smiler.

Da hun noget efter er ude i køkkenet, ser hun fra vinduet, at Gabriel går ovre på den anden side af åen på vej hen mod træbroen.

"Jeg tror, far kommer om lidt - "

- siger hun og skyller kaffekoppen, men ser i det samme, at han drejer væk og går op mod skoven. Da han når omtrent midt ud på engen, standser han og ser sig om. Hans skikkelse er påfaldende synlig, næsten abnormt stor. Måske er det lyset, der gør det, sådan som det omgiver ham på alle sider i et ensartet, stærkt genskær fra grunden. Nethe træder et skridt væk fra vinduet, som var hun bange for noget. Så ser hun, at han går videre over mod skoven i sin karakteristiske, lidt rokkende gang.

"Jeg løber lige, børn!"

Hun står inde ved spisebordet og binder sit tørklæde -

" - det varer kun et øjeblik!"

I det samme ringer det på døren.

"Åbner du lige, Christa?!"

Nethe er tilbage i køkkenet for at hente sin frakke, der ligger over ryglænet på stolen. Henne i døren løber Christa ind i hende.

"Jamen, Chris, hva’ er der?!"

Pigen trykker sig ind til hende. De to andre har rejst sig og kommer hen, mens de skotter ud til entreen.

"Hvem er det?"

- spørger Nethe og griner, idet hun ryster på hovedet ad dem.

"Hvem er det?!"

Hendes stemme ryster lidt. Hun bøjer sig ned til pigen, der putter fingeren i munden og ser forskræmt på sin mor.

"Pjathoved - !"

Jørgen går hen til spisebordet og læner sig ind over det for at se derud, så går han tilbage til de andre.

"Nå, hvem er det?"

Drengen trækker på skuldrene og stikker hænderne i lommen. Nethe gør sig fri af dem.

"Nej, mor!"

Christa ser på hende.

"Jamen, jeg må da lige …"

Det varer lidt, inden hun får vænnet øjnene til lyset. Skikkelsen fylder godt ud i døråbningen. Pludselig tager hun hånden op til hovedet -

" - åh, er det Dem!"

Han træder et skridt baglæns og vender siden til, som om han ville invitere hende ud. Nethe peger ind mod stuen -

" - kom indenfor! Gabriel er lige ude i et ærinde, han er snart tilbage."

Manden peger over mod kirken og ser bestemt på hende.

"Ja - De skal jo fotografere, ikke sandt?"

Han nikker, og hun fortsætter:

"Det klarer jeg - øjeblik!"

Hun skynder sig ind i Gabriels kontor og finder nøglerne. Går hen forbi vinduerne, der vender mod øst ned mod åen; men Gabriel er ikke at se.

"En trappestige? Ja, vent lidt, altså vi har ikke nogen her, men mon ikke Thomsen …?"

Hun rækker notesblokken tilbage til ham og smiler usikkert, idet hun tager frakken og sit tørklæde ned fra knagen og følger med ham over.

Han tager lange skridt, og gruset larmer under ham.

"Har De så været i gang hele ugen?"

Hun ser nøje på ham. Han nikker og rækker armen op som tegn til, at hun skal standse. De står ud for hans bil, og han åbner til bagagerummet. Et øjeblik bakser han med et stativ, stiller en taske og en metalkuffert på jorden, lukker og låser.

"La’ mig ta’ tasken dér!"

Nethe bøjer sig ned for at tage den op; men han standser hende og vinker afværgende.

"Jo, selvfølgelig, det manglede bare!"

Hun ser fast på ham. Han tøver, men nikker så til hende, idet han slår opgivende ud med armene.

Da de når frem til kirkegårdslågen, ser hun tilbage. Ovre ved hjørnet af huset står Christa og ser efter dem. Nethe vinker til hende; men hun rører sig ikke.

"Kom!"

Hun prøver forgæves at få hende med. Pludselig drejer pigen omkring hushjørnet og løber. Nethe ryster opgivende på hovedet og går hen og låser op.
.

5

Vejret har ændret sig væsentligt i løbet af den sidste halve time. Det er blæst op, og solen skinner nu fra en klar himmel. Så snart de er kommet ind i kirken, begynder han at pakke udstyr ud, idet han ind imellem ser sig omkring og synes at tage bestik af rummet.

Nethe har stillet sig i midtergangen og ser på kalmalerierne. Solen står ind ad sydvinduerne, rammer den hvide væg overfor og tilføjer hele rummet et smukt og dækkende lys.

"Det er længe siden, jeg har kigget på malerierne. Ja, det lyder måske mærkeligt, for vi kommer her jo så tit, min mand og jeg og børnene; men De kender det sikkert godt: det man er så vant til at se, bli’r man efterhånden næsten blind for."

Han ser på hende og nikker, idet han trækker benene ud på fotostativet. Nethe fortsætter:

"Det er altså noget besynderligt noget!"

Hun ryster på hovedet -

" - nå, men jeg skal ikke forstyrre …"

Deres øjne mødes, hun smiler og går. Når helt ud i våbenhuset, da han indhenter hende. Så kommer hun i tanker om det -

" - åh ja, jeg glemmer helt - trappestigen!"

Men han ryster på hovedet og løfter hånden som tegn på, at hun skal vente. Tager notesblokken frem, giver sig til at skrive og rækker hende den. Nethe ser op på ham -

" - fotografere mig?!"

Han ser på hende og nikker.

"Jo, men jeg ved ikke …"

Han peger på det, han har skrevet.

"Lyset er godt. Ja, men hvis De virkelig synes …"

Hun griner genert og begynder at gå tilbage.

Da de er kommet op i koret, vender hun sig og siger:

"Så kan Gabriel måske endelig få et billede af mig! Det har han altid ønsket sig, ska’ jeg sige Dem. Men tror De, at han ka’ ta’ sig sammen til selv at ta’ et?"

Han trækker en høj stol, der står ude i den ene side af korbuen, hen til nordvæggen, stiller den lige på grænsen mellem sol og skygge og beder hende med en stor armbevægelse om at sætte sig.

"Synes De virkelig … ? Jo, men så. Hva’ ska’ jeg lægge tørklædet?"

Han nikker og rører ved hendes arm. Det bløde genskær fra væggen oplyser hende. Hun sidder med rank ryg og hænderne i skødet og følger hans forberedelser.

"Skal De rundt i hele landet - eller er det kun på Fyn?"

Han peger ned i gulvet med begge hænder, og hun fortsætter:

"Altså kun Fyn?"

Han nikker og ser længe på hende. Så anbringer han stativ og kamera foran hende, rækker en grå papskive hen og viser, at hun skal holde den op til hovedet. Derpå måler han lyset på pladen, så på hendes ansigt og igen på pladen. Hun følger hans bevægelser med øjnene og sidder uden at røre sig. Så tager han papskiven og giver sig til at eksponere.

"Sidder jeg rigtigt?"

- spørger hun lidt efter. Han retter sig op og ser opmærksomt på hende.

"Hvad det er for en ulykke, De har været ude for?"

Han bliver stående og betragter hende.

"Nej, jeg ved godt - det er måske nok uforskammet af mig …"

Hun sender ham et beklagende blik; men han tager notesblokken frem og skriver.

"I Sverige? Såh, hvor henne?"

Han skriver på ny.

"Bohuslen! Men dog! Og helleristninger!"

Hun griner -

" - min far boede i Bohuslen. I nærheden af Tanum. Ja, dér er der helleristninger! Egentlig er jeg halvt svensk. Mor er her fra Fyn. Hun flyttede til Sverige, da hun havde mødt far; men kort efter min fødsel blev de skilt, og hun flyttede med mig til Odense. Hvor hun giftede sig igen nogle år efter. Jeg har tit været i Bohuslen. Som barn var jeg på ferie deroppe hver sommer."

Hun tager sig med ét til hovedet -

" - men Gud, hvor jeg dog snakker!"

Han er begyndt at skrive igen. Hun smiler, da han rækker hende blokken.

"Hvad? Jamen hvordan? Hvad mener De?"

Han peger på det skrevne, lukker øjnene og nikker.

"Men fortælle om mig selv - hvorfor dog det?"

Han går helt hen ved siden af hende og udpeger et ord, idet han lægger den anden hånd på hendes skulder.

"Hvilket? Ja, noget om mig selv, det ka’ jeg forstå; men sku´ det mon gi´ bedre billeder?"

Hun ler. Han slår ud med armene, som for at antyde, at det faktisk godt kunne være tilfældet.

"Nå ja, måske …"

Hendes blik flakker, men falder så til ro på ham, og hun fortsætter:

"Tja, jeg ved snart ikke, når vi nu taler om helleristninger og Bohuslen og noget, jeg har oplevet. Der var en sommer …"

Hun ryster på hovedet -

" - nej, jeg sku´ måske nok lade være! Men forstår De, det er noget, jeg har tænkt en del over siden. Men det går ikke. Det ka´ man ikke sidde og fortælle til andre - og så her oppe i koret!"

Hun trækker skuldrene op og laver en grimasse. Han er begyndt at eksponere igen og betragter hende kun gennem søgeren. Hun føler sig helt mat, næsten tung. Følger hans arbejde uden mere at tænke over, at det er hende, der bliver fotograferet.

Solen brydes nu stærkt imod nordvæggen. Skyggen af vinduessprosserne er en skarp kontrast, de spidse vinkler er lidt forskudte og skæve, og i nogle af de belyste partier flimrer det af varmen fra kirkerummet.

"Jeg var femten år den sommer, da jeg som sædvanlig var på ferie hos far. Han var en slags altmuligmand på stedet, og tog sig af de turister, der havde vovet sig frem for at se helleristningerne. Det var nok hans vigtigste funktion, og det blev da også et helt kald for ham efterhånden. Da han blev begravet - det er knap ti år siden - mødte der faktisk en hel del op, som han engang havde ført omkring og vist billeder. De stod i stor gæld til ham, sagde de.

Men jeg kendte selvfølgelig alle stederne og færdedes hjemmevant i skovene dér omkring. Og så havde jeg endda mine egne billeder, som ingen anden vidste af. Heller ikke far. Sådan bildte jeg mig i hvert fald ind; men jeg var jo osse bare en stor pige med hang til drømme. Og så er der vel nok nogen, der har fundet dem siden. Ja, hvem ved, måske De vil finde dem en dag …"

Hun smiler og ser på ham. Han trækker på skuldrene, skæver hen til hende; men giver sig så til at stille på kameralinsen.

"Det var den sommer. Jeg havde hørte de voksne tale om problemer med afgrøderne på de jordbrug, der stødte op til skovene. Der var misvækst, vist nok på tredje sommer i træk. Det var en katastrofe. Men det var selvfølgelig ikke noget, der ligefrem bekymrede en forkælet feriepige.

Så en lørdag oppe i skoven ved mit hemmelige sted. Jeg sad og dagdrømte på den klippe, hvor der er billeder af skibe og mennesker. De kom sydfra, en flok på ti-femten stykker og gik ind i en lysning ikke så langt væk. Jeg sneg mig nærmere. Nu er lysningerne - som De må vide - i de svenske skove jo meget lyse på grund af de tætte grantræer. Det var som en teaterscene i projektørlys. Først da jeg kom nærmere kunne jeg se dem rigtigt. De var alle sammen mænd på nær én - en pige vel omtrent på min egen alder. Jeg kendte hende fra landsbyen. Man sagde, hun var sinke; men ellers vidste jeg ikke noget om hende. Af de andre genkendte jeg kun et par - de var bønder fra egnen. Stort set jævnaldrende alle sammen, det vil sige på fars alder; men en af dem var en ung mand, som jeg ikke havde set før. Meget smuk.

Nogle havde riskviste i hænderne, og de gav sig til at slå på den unge pige og mand, tilsyneladende ikke hårdt, for de så ikke ud, som om de led under det. Tværtimod vil jeg næsten sige, for med ét klædte den unge mand sig af for øjnene af de andre, nærmede sig pigen og hviskede hende noget i øret, hvorefter hun også lagde tøjet. Dér stod de - to hvide kroppe i lyset …"

Nethe ser op -

" - så ka’ De måske regne ud, hvad der skete. De lagde sig ned og elskede, mens de andre så til. Nogle vedblev at slå dem let med kvistene; men efterhånden holdt de op og trak sig tilbage. Stod blot i baggrunden som tilskuere. Jeg forstod naturligvis ikke meget af det, jeg så. Ja, jeg har vist i grunden aldrig forstået det, selv om jeg jo nok siden kunne regne ud, at man forsøgte at efterligne et gammelt, primitivt ritual; men helt ærlig: i vores tidsalder! Så være afgrøderne nok så længe mislykkede."

Han har taget apparatet af stativet og er ved at skifte film. Med hånden rakt frem mod hende, opfordrer han hende til at fortsætte. Hun ser frem for sig -

" - ja, på en måde er historien ikke længere, og alligevel er den det. Et par dage efter hændelsen spurgte jeg min far, om den unge pige var forlovet; men han sagde, at jeg nok måtte kunne regne ud, at ingen ville have sådan en sinke. Så beskæftigede jeg mig ikke mere med den hændelse, ind til jeg en dag - det var den sidste ferieuge hos far - var gået til købmanden for at købe ind. Da får jeg øje på den unge mand, der går til hånde med at bære varer fra lageret til butikken. Jeg stod og ventede på, at det skulle blive min tur. Han stillede nogle kasser ved siden af disken og så et øjeblik på mig, der omgående rødmede. Hvad han jo nok havde sin egen selvsikre forklaring på. At det skyldtes noget ganske andet, kunne han jo ikke vide; men hvorom alting er: jeg faldt lige på stedet for den lange fyr med de kønne øjne. Og de sidste feriedage sværmede jeg håbløst forelsket omkring købmandsboden, glemte stort set alt om mit hemmelige sted med helleristningerne og havde kun ham i hovedet. At han bemærkede min kærlighed kan der næppe være tvivl om, jeg opnåede endda den korte lykke, at han smilte til mig, det var vist den sidste aften lige efter lukketid, da han cyklede hjem. Hvilket naturligvis ikke gjorde min afrejse fra Bohuslen nemmere. Jeg sad fortvivlet i rutebilen, og da den startede, glemte jeg næsten at vinke farvel til far. Sådan var min første hemmelige kærlighed.

Året efter måtte jeg se forgæves efter ham. Han var rejst til Stockholm, sagde man. Og mere fik jeg aldrig at vide om ham. Men - ja, det lyder jo fjollet, selv om jeg på det punkt næppe er nogen undtagelse - glemme ham har jeg aldrig kunnet. Aldrig!"

Hun smiler. Han er imidlertid begyndt at fotografere igen.

"Hør, hvor mange billeder ta’r De?"

I det samme rejser hun sig -

" - åh nej! Jeg glemmer børnene! Hvor ku’ det dog …?!"

Hun tager sit tørklæde og går hurtigt forbi ham med en beklagende gestus -

" - jeg tør ikke lade dem være alene længere. De er jo ikke så gamle."

Nede ved døren ud til våbenhuset standser hun og råber tilbage:

"De er nok rar at låse, når De går. Og så bare komme med nøglen ikke sandt?"

Han står med ryggen til, da hun siger det.

"Farvel, så længe!"

Men han vender sig ikke om. Står i skarp kontur mod det oplyste felt på nordvæggen. Hun vil gå tilbage til ham, men kommer så atter i tanke om børnene og forlader kirken.
.

6

Har hun mon bare taget et par skridt til, da hun standser og ser på bygningen? Der er noget galt. Helt galt. Det er nedløbsrøret mellem apsis og skibet. Funklende nyt. Hun følger det med øjnene op til taget, der ser lige så nyt ud af skinnende rødt tegl.

Langsomt begynder hun at se sig omkring, idet hun samtidig bliver opmærksom på lugten. Den virker skarp. Nogen må have tømt et eller andet ud. I morges var det ajle. Nu er det ikke til at sige, hvad det er. Er Thomsen mon blevet helt fra den? Han har på det seneste haft det med at foretage sig de særeste ting.

Udsynet nede ved kirkegårdslågen. Der er så lyst og åbent. Nethe holder sig pludselig for munden - de høje træer er væk. Hun lukker øjnene. Kun lytte. Alt er da vist, som det skal være. Spurvene pipper i nærheden, og dér en eller anden larmende fugl, en allike, jo, den er god nok, en allike.

Nethe begynder at tænke: hun har lige været inde i kirken for at hjælpe ham med at komme i gang. Og så blev hun endda selv fotograferet, nå ja, og fortalte den dér fjollede historie. Hvad pokker, han bad jo selv om det, og det skete for så længe siden. Og nu over til børnene, som hun var nær ved at glemme for det pjat.

Hun åbner øjnene og tager et par skridt. Standser og holder vejret. Det er rigtigt nok. Altså at alt er forkert. Dér er den, præstegården. Det er den - og er det alligevel ikke. Præstegården. Sådan plejer hun ikke at kalde den, hverken for sig selv eller andre. Præstegården er meget lysere, end da hun forlod den for lidt siden. Eller for lidt siden - en time kan der måske nok være gået. En time - mere end rigeligt, for hun har svigtet børnene. De stod jo tilbage, eller Christa gjorde i hvert fald lige ovre ved hushjørnet. Christa, Jørgen og Ellen. Lille Ellen.

Hun begynder at løbe. Dér er nabohuset. Godt nok. Men de har besøg, for der holder en bil udenfor..

Kirkegårdslågen hviner ikke mere. Endelig, Thomsen, endelig fik han taget sig sammen til at give den smørelse. Åh, bare han var her lige nu, det dovne skvat! Bare han dog gik omkring ved gravene og lavede sin sædvanlige forestilling af at være travlt optaget.

Hun kommer ind på pladsen foran huset. Buskene er fjernet, og der er småsten overalt.

"Chris! Chri-is …!"

Hun standser og lytter -

"Chris! Det er mor!"

Ja, hvem ellers? Hun smiler ad sig selv. Haven. De er deromme.

Haven er en stor plæne. Trimmet og mørkegrøn. Birken er væk, det store pæretræ også.

Hun begynder at løbe igen. Standser og ånder et øjeblik lettet op, for dér er jo åen - Silkeåen og dér er engen. Den ligner helt sig selv og dér i baggrunden skoven. Så kan hun jo bare gå derover. Intet er forandret, bort set fra at alt alligevel er det.

"Jørgen og Ellen! Hallo - hvor er I? Chris! Gabriel - er du der?!"

Hun standser, tager sig til hovedet og udstøder et lille skrig, idet hun falder tungt ned på knæ og slår sig; men det gør kun godt lige nu at mærke sig selv. Vidunderlige smerte.

Hun vælter om på siden og trækker knæene ind til sig. Kniber øjnene hårdt i. Kun lytte, ørerne er da til at stole på. Lytte. Spurvene igen, hele tiden de vidunderlige spurve pippende. Det buldrer i det fjerne, torden måske; men det forsvinder snart. To biler kører forbi oppe på vejen - tre, nej fire - fem er der. Sikken trafik. Hun må indenfor og se at få styr på det hele. De er vel derinde, børnene, de var jo så urolige, da hun forlod dem.

Hun kommer på benene, men det bliver ikke bedre af den grund. Tværtimod hun er både hjemme og et andet sted. Og hvad er det for køkkengardiner? I hendes vindue, med hendes udsigt. Hun småløber op mod huset. Standser. Redskabsskuret er væk, men - åh, gud ske lov - fliserne ligger der endnu. Det er dem. Og dér - ja, dér! Hun lægger sig på alle fire og lader fingerspidserne føle hen over den ru flade. Dér er oliepletterne fra Gabriels knallert. Ganske vist næsten udviskede, men dog synlige. Den altid stinkende knallert.

I det samme hører hun fordøren og trin på trappen. Hun kommer på benene. Henne ved hjørnet får hun et glimt af en dreng på vej ud. Så bliver der råbt oppe fra døren:

"Jens!"

Drengen standser og ser tilbage.

"Du ska’ komme hjem om en times tid, ikke? Mormor kommer!"

Drengen vinker og løber ned ad vejen. Imidlertid er Nethe gået ud på pladsen, hvor hun vender sig mod den, der råbte. Det er en yngre kvinde, vel på hendes egen alder, der ser forbavset på hende -

" - søger De nogen?"

Den spørgende træder ud, og da Nethe ikke svarer, gentager hun spørgsmålet. Nethe bliver stående. Så kommer kvinden ned og går hen til hende -

" - er der noget, jeg ka’ hjælpe Dem med?"

Hun smiler prøvende, tager Nethe på armen og fortsætter:

"Er De skidt til pas? De er så bleg. Vil De ikke ind og ligge lidt ned?"

Nethe ryster forskræmt på hovedet og begynder at gå baglæns ud mod vejen. Kvinden går efter hende, men standser midt på pladsen og råber:

"De må ikke være bange, frue! Jeg vil kun hjælpe Dem!"

Kort efter lyder et forfærdeligt hvin efterfulgt af en lang tuden. Nethe står midt på vejen, to meter fra en bil. En mand åbner døren:

"Hva’ helvede! Ka’ De ikke se Dem for?!"

Han kommer hen. Det er en ret ung mand. Nethe kan ikke mindes, at hun har set så højt et menneske før.

"Hva’ er meningen - træde lige ud på vejen uden at se sig for? Vær De glad for, at jeg har go’e bremser!"

Han banker med knoerne på køleren. Nethe begynder at græde. Kvinden fra huset kommer løbende -

" - der skete vel ikke noget?"

Hun lægger armen om hende -

" - kom nu hellere med mig ind!"

Nethe ser fra den ene til den anden, river sig pludselig løs og løber op til kirken.

Døren står på klem. Hun lukkede den ellers, da hun gik.

Han er der imidlertid ikke, så må han jo være gået, lige efter at hun havde forladt kirken. Var det nu også for dumt, at hun snakkede så meget? Skønt hvad skulle det kunne gøre?

Hun ser i det samme, at kalkmalerierne tager sig anderledes ud. Det er dem, og er det alligevel ikke. Som med alting udenfor. De fremstår med klare, stærke farver, og den hvide kalkbund er virkelig kridhvid.

Den store, mørke fugtplet over prædikestolen er helt væk, og lige over alteret er der kommet et billede af Kristus; men det er meget svagt i farverne.

Midtergangens løber ser ny ud, og hvad er det? Et mærkeligt orgel i lyst træ står opstillet på gulvet i vestenden.

Hun begynder at græde igen, synker fortvivlet ned på den forreste bænkerække og skjuler ansigtet i hænderne. Så rejser hun sig, går hen til knæfaldet og knæler. Gelænderet, som hun støtter underarmene på, er det, hun kender fra altergangen. Samme højde, samme støtte. Og alteret ligner sig selv; men ellers er stort set alt andet forandret.

Hun beder et Fadervor og prøver at tænke tingene igennem. Solen står skråt ind gennem nordvinduerne og rammer alteret og apsisbuen med et gulligt skær. Det må være blevet sidst på dagen. En solsort synger ude på kirkegården, samtidig lægger hun mærke til, hvor livlig trafikken er ude på vejen.

Der er kommet lidt ro over hende, men kun ganske kort tid, så begynder hun at gå op og ned ad gangen.

Hun har passeret den et par gange: tavlen med fortegnelsen over kirkens præster. Går hen og ser det omgående nede på listen:

Hovedrystende giver hun sig atter til at gå frem og tilbage - småtudende, snakkende og spørgende, ind til hun gennem den åbentstående dør ud til våbenhuset ser, at der ligger nogle tidsskrifter på bænken. Der er en mindre bunke, "Bynkel Sogns Kirkeblad" og dér lige under titelen: "April 1966".

Bladet falder ud af hendes hånd og ned på gulvet. 1966. Det går kun langsomt op for hende. Et usandsynligt tal. Hun regner lidt. Sytten - sytten år. Sytten år gået. Hun siger børnenes navne højt flere gange, siger sit eget og Gabriels, vil gå ind i kirken igen, da hun i det samme opdager sig selv i spejlet, der hænger ved siden af knagerækken.

Omkring solnedgang er der opløb ved kirkegårdslågen til Bynkel kirke. Der holder en patruljevogn, folk fra byen står og snakker, og efter nogen tid kommer de gående deroppefra. Pastor Kabell og hans hustru, graveren og to betjente, af hvilke den ene har lagt armen trøstende om skuldrene på en lille, midaldrende kvinde, der går med et lommetørklæde presset mod munden. De får hende sat ind bag i bilen, nikker farvel til præsten og kører ud af byen
.

Gå videre til  afsnit II