Dér er kirken, siger hun til sig selv og mærker glæde over gensynet. Rutebilen er netop drejet fra landevejen og er nået op på bakken med den vide udsigt over området ved Bynkel. Og dér er skoven og Silkeåen. Hun har sat sig frem på sædet, næsten stakåndet.

Lyset har stor magt denne forårsdag, og set fra bakken forekommer husene at ligge på et særlig begunstiget sted under solen. Tagene skinner, og vejen, der deler byen, ligger hvid som på en vinterdag efter snefald. Det er ikke muligt at se åens vand østpå; men sivene ved bredden markerer lysende dens løb. Og skoven bag ved er nyudsprungen lysegrøn.

Da rutebilen holder ind ved kirken, glemmer hun først at stå af, for dér er præstegården med pladsen foran og det runde blomsterbed midt i. Fyldt af blomstrende tulipaner, røde og gule mellem hinanden. Ruderne er blanke, mørke. Et sted står vinduet åbent og gardinet hænger udenfor.

"Sku’ De ikke af her i Bynkel?"

Chaufføren har rejst sig fra sædet. Nethe springer op og smiler undskyldende til ham.

"Nu ska’ jeg ta’ Deres bagage."

Han går med ud, åbner lemmen i siden og stiller kufferten foran hende -

" - ska’ De langt?"

"Nåhr …"

"Den vejer sgu godt til."

Hun nikker, siger tak for hjælpen og bliver stående til rutebilen er kørt.

Udsynet åbner til præstegården. En Folkevogn holder til højre for indgangen, og henne ved trappen står en trehjulet barnecykel.

Hoveddøren går op, en arm stikkes ud og ryster en klud. Idet der lukkes igen, bliver gardinet henne i det åbentstående vindue suget ind.

Der er stille et kort øjeblik, så kommer en motorcykel larmende gennem gaden og forbi Nethe, der hanker op i sin kuffert og begynder at gå.

Ude ved forsamlingshuset i den modsatte ende af byen er parkeringspladsen fyldt op af biler - flere store lastbiler, der dårligt kan være der og mange personbiler, der holder mere eller mindre tilfældigt parkerede. En del folk står rundt om, og midt i indkørselen har to slået klapstole op og sidder og snakker.

Nethe åbner sin taske, tager en seddel frem og går hen til dem. Da hun spørger efter en bestemt person, rejser den ene sig og beder hende følge med.

Bag ved forsamlingshuset kalder han på en, der er på vej hen mod idrætspladsen, viser ham Nethes seddel og peger på hende. Manden går tilbage -

"Dav og velkommen, fru Källström! Ole Fensborg."

Han giver hånd -

" - var det svært at finde?"

"Næh - "

- Nethe smiler -

" - det er bare at stå på den rigtige bus."

"Ja, naturligvis. De kommer fra Odense?"

Hun nikker.

"Og bor dér?"

"Ja."

"Så er der jo ikke så langt hjem. Selv om det måske nok bli’r så som så med fridage i den nærmeste tid."

En mand kommer gående med et stort filmmagasin under armen. Han undskylder over for Nethe, idet han afbryder, taler lidt med den anden, der slår op i en mappe og peger et eller andet ud for ham, hvorpå han skynder sig videre.

"Nu ska’ De se, vi stiller Deres kuffert herind i forsamlingshuset. Det er vores kontor. Hjernen, som folkene kalder det. De ynder at gi’ alting kælenavne. Av, den er ellers tung - måtte De gå langt med den?"

Nethe ryster på hovedet.

"Vi får Ben til at hjælpe Dem senere. I ska’ nemlig bo samme sted. I en gæstefløj til præstegården deroppe. De har været så venlige at stille den til rådighed for den del af personalet, som ikke er direkte involveret i filmen. Og så har de også givet lov til at filme indendørs. Vi rykker ind allerede i aften.

Kroen er helt optaget af kernen, skuespillerne og instruktøren og teknikerne. Og, ja, jeg bor der også, uden at jeg vil mænge mig med stjernerne. Praktisk gris - det er mig!"

Han fører hende med -

" - ska’ vi prøve at finde Ben - eller Benjamin, som han hedder. Han har været så spændt på at møde Dem - eller dig, hvis jeg må …"

"Naturligvis - "

- svarer Nethe og får i det samme øje på kantinevognen, der står ved siden af målet nede i den anden ende af fodboldbanen. Op til de høje piletræer på langsiden er et stort, åbent telt med borde og stole opstillet.

"Vi begynder at optage allerede i aften, om alt går vel; men ellers går det først rigtig løs i morgen. Mogens Leddiche, den ene af hovedrollerne, som du måske ved, ku’ først være her fredag."

De når ned midt på banen. Nethe ser sig om og spørger:

"Hvor mange er her?"

"Åhr, et halvt hundrede stykker. Der bli’r god brug for din assistance.

De når frem til kantinevognen.

"Nå, Ben, så lykkedes det - "

Der står en med ryggen til og skærer noget ud.

"Hvad lykkedes - ?"

- spørger han uden at vende sig.

"Ja, din medhjælper er her."

"Øh, medhjælper - ?"

"Ben - for helvede!"

Manden vender sig med en klodset bevægelse og prøver at se forbavset ud. Ole peger på Nethe -

" - du har sgu da ikke talt om andet de sidste dage!"

Ben træder frem mod skranken og vipper kniven mellem to fingre -

" - ikke talt om andet? Hvornår har jeg tid til at sige noget overhovedet. Hvornår får jeg et ord indført?"

Han ryster på hovedet, vender sig igen og fortsætter med at skære ud. Kniven knalder i skærebrædtet som et maskingevær.

Nethe træder op ad trappen til vognen og nikker til sin ledsager, der åbner og holder døren for hende. Hun sender ham et fortroligt blik. Det her skal hun nok klare.

"Ska’ jeg ordne grønsager?"

Hun peger på et bord, hvor de ligger i kasser. Først får hun intet svar; men da hun gentager spørgsmålet, standser han den heftige udskæring, peger med kniven på kasserne og siger:

"Tja - hvorfor ikke?"

Nethe begynder at skylle, idet hun siger:

"Jeg hedder Nethe - Nethe Källström."

I det samme standser han og kommer hen -

" - Benjamin Malakias Pedersen. Min far var præst."

Han holder kniven formanende løftet. Nethe griner.

"Hva’ er det, der er så morsomt?"

Ben prøver at se fornærmet ud; men det lykkes ikke. Hans øjne er rare og levende.

"Malakias var profet og Benjamin yngst. Jeg er ingen af delene!"

Han stikker knivsspidsen ned i kødbrædtet og støtter sig til skaftet -

" - jeg er ældst i en børneflok på tolv. Fik De det, fru Källström? Tolv! Og har aldrig sagt ét begavet ord. Men mine hænder!"

Han kysser sig selv på håndryggen -

" - mine hænder skaber kulinariske mesterværker!"

Med en elegant bevægelse stikker han kniven i et fad fyldt med små frikadeller og rækker en til Nethe -

" - velkommen, fru Källström, eller hvis jeg må være så fri: Nethe - ?"

Hun smiler til svar, tørrer sine hænder og tager frikadellen. Ben følger hende intenst -

" - som vor mors, ikke sandt?"

Nethe nikker, mens hun gumler.

"Skønt jeg si’r nu altid: som Vorherres!"

Han vender sig med en stolt mine mod kødbrædtet og skal til at genoptage udskæringen, da Nethe siger:

"Jeg foretrækker nu revne løg i farsen, frem for hakkede."

Ben standser, står som lammet i nogen tid. Nethe bemærker, hvor stramt hans kittel sidder om skuldre og ryg. Så vender han sig og kommer hen, idet han forgæves prøver at se truende ud -

" - ingen kender løget, før sol går ned! Og hvem kom først: løget eller frikadellen? Hmm - ? Riv, hak, mas, flå, kog, steg eller sylt det. Det bli’r dog det samme. Deller med løg, løg med deller - det er smagen, der tæller! Alt andet er l-ø-g-n!"

Han slår en høj, skingrende latter op og fortsætter med hovedet tæt ind på hende:

"Tak, fordi du gik i rette med min kunst! Det var en prøve, ska’ jeg sige dig. Og du bestod! Jeg tåler nemlig ikke hakkede løg i frikadeller!!"

Han råber det ud over idrætspladsen. Nogle folk i nærheden vender sig og ryster på hovedet.

Så griber han fadet med frikadeller, åbner for skraldespanden og lader dem trille ned.

Nethe prøver uden held at forhindre ham.

"Hvornår lærer jeg mon at holde mund?"

"Forhåbentlig aldrig!"

- svarer han og skyller kniven.

"Jo men, hva’ nu - ?"

"Hva’ nu? Nu er nu og kun et lille øjeblik. Øjeblikket er lidt længere end nu, ja, det rummer såmænd evigheden, hvorfor evigheden er kortere end øjeblikket og næsten så langt som nu. Altså: evigheden er nu!"

Han smiler triumferende.

"Jeg synes, du sagde, du aldrig havde sagt et begavet ord?"

"Præcis! Men nu - lige nu har jeg altså sagt et."

Han løfter begge hænder og kysser dem -

" - tilgiv mig, mine juveler! Jeg skal aldrig glemme jer - for ordet! Nå, men til arbejdet - deller med løg, revne!"

"Ska’ du ikke vaske hænder først?"

- bemærker Nethe.

"Det var satans …!"

Han ser på hende, lægger hovedet på skrå og står og spiller med fingrene i luften. Så går han hen og vasker dem.

Mørket er ved at falde på, da de går gennem byen og op mod præstegården. Nethe og et par til skal indlogeres, og Ben, der allerede har overnattet dér et par gange, leder selskabet og bærer kufferten for hende.

Himlen er klar. De første stjerne kommer til syne, og månen er i tiltagende, et fint, tyndt segl.

Henne ved kroen står en del og snakker, mest unge med deres cykler og knallerter. Bygningen må være renoveret for nylig, den har fået gul facade, der i lyset fra en neonlampe, opsat over indgangsdøren, bliver til en ætsende kulør.

"Undskyld, men er I ikke med på filmholdet?"

To piger kommer hen, idet de går forbi. Ben svarer bekræftende.

"Ku’ I så ikke skaffe os et par autografer?"

"Så gerne!"

Ben griber til inderlommen og holder en fyldepen demonstrativt frem. Pigernes øjne flakker -

" - jo, men er I også skuespillere?"

"Nej, men mindst lige så vigtige - alt taget i betragtning."

Han fortrækker ikke en mine. Nethe begynder at grine og pigerne følger -

" - nej, men vi vil så gerne ha’ Edith Agerschous autograf!"

"Ja - og ham den højes! Jan Pelstrups."

- tilføjer den anden -

" - ham med solbrillerne!"

Ben strækker hænderne beroligende frem -

" - jeg ta’r lige en snak med Edith og Jan. Men i morgen. Er det i orden?"

De nikker -

" - I ka’ bare finde os her."

"Altid?"

"Jah, så længe I filmer!"

"Det bli’r sgu en lang sommer for jer!"

Ben blinker til Nethe, idet de går videre. Længere fremme ser hun tilbage. Pigerne står og forklarer for de andre, der har slået kreds omkring dem. En af drengene starter knallerten og stryger forbi de gående, mens luften forpestes af benzinos.

På et tidspunkt sakker Nethe bag ud. Det er ved et hus med fremskudt placering. Gavlen ligger helt ud til gaden, og man kan kun passere det en ad gangen på fortovet. Hun standser ved hushjørnet og går ned mod indgangsdøren. Helt henne ved bøjer hun sig ned og læser på dørskiltet.

"Nethe, hva’ laver du?"

Ben er gået tilbage. Hun kommer straks hen, hovedrystende.

"Kender du nogen her?"

"Nej - nej - jeg blev bare nysgerrig!"

"Nå - nå …"

"Ska’ jeg ikke ta’ den lidt?"

Hun peger på kufferten i hans hånd.

"Det ku’ lige passe!"

De når op til de andre, der står og venter. Rutebilen kører forbi i det samme. Tom. Bag ved en havelåge står en puddelhund og skælder ud.

Endelig når de frem til kirken, som næsten kun ses i silhuet. Himlen er endnu lys ude i vest og det røde tegltag er tydeligt.

Overfor er der lys i alle præstegårdens vinduer, hoveddøren står åben, og man kan se lige ind i stuen. Ben beder dem vente udenfor, mens han springer op ad trappen og ind.

Lidt efter kommer han tilbage i følge med en yngre kvinde.

"Fru Kabell, præstefruen!"

- præsenterer han med en stor armbevægelse. I lyset fra vinduerne, kan de skelne hendes ansigt.

"Nu ska’ jeg vise jer værelserne."

Idet de går ind i annekset, spørger Nethe uden at se direkte på hende:

"Hvor mange er der?"

"Værelser - ?"

"Hmm …"

"Seks foruden et meget lille et, som vi bruger til pulterrum."

"Her bor jeg!"

Ben virker meget stor i døren -

" - og Nethe dér ved siden af, så hun ka’ holde et vågent øje med chefkokken. Han ska’ nemlig passe sin søvn!"

Der er ikke megen plads, og sengen er elendig. Nethe ser sig om i værelset. Ved væggen på den ene langside står et lille bord og en stol med afskallet maling. Ovenover hænger et billede af to mænd på en vej. Den forreste vender sig og løfter næven truende mod sin ledsager.

Hun kan høre, at Ben sætter sig på sengen inde ved siden af. Det knager forfærdeligt. Så banker det forsigtigt på døren, som hun endnu ikke har lukket helt. Fru Kabell stikker hovedet ind -

" - undskyld, jeg spørger, men har vi to ikke truffet hinanden før?"

"Næh, det tror jeg ikke - "

- svarer Nethe og rødmer.

"Nåhr - nej, det ka’ godt være, jeg forveksler Dem med en anden. Vi møder jo så mange her …"

Hun ser på Nethe og spørger:

"De så, hvor toilettet var - ?"

"Ja, tak!"

"Jamen, så - godnat …"

"Godnat!"

Fru Kabell ser undersøgende på hende, lukker døren og går.

Nethe slukker lyset og stiller sig henne ved vinduet. Der er livlig aktivitet i og omkring præsteboligen. Hoveddøren står stadig åben, og folk går ud og ind. Fra en varevogn, der i mellemtiden er kørt ind bæres kasser, stativer og projektører.

Fru Kabell når op ad trappen, hvor hun standser og gør plads for et par af flyttefolkene. En mand tiltaler hende nede fra bilens førerum, og hun råber noget tilbage, vinker og går ind.

Nethe tænder lyset igen, tager toilettasken i kufferten og går ned for enden af anneksets gang. Det store vaskerum er indrettet med WC’er og tre håndvaske i et bord midt i rummet.

En anden af de logerende er netop på vej ud. Han er i undertrøje og har hængt håndklædet om halsen. Idet Nethe træder ind, siger han noget til hende, som hun imidlertid ikke hører og svarer med et undskyldende smil.

Da hun har vasket sig og børstet tænder, ser hun sig lidt om. I rummets fjerneste hjørne er en dør. Hun går hen og tager i håndtaget. Den er ikke låst. En lugt af pulterkammer slår hende imøde. Hun tænder en pære i loftet. Her er kasser, lidt møbler og et par sammenrullede tæpper. I en reol er der gamle bøger og bunker af aviser. Hun står og kigger lidt på dem, skal til at gå igen, da hun får øje på en tøjposer på nederste hylde. Hun stivner pludselig og holder sig for munden; men tager den så frem lidt efter. Den er jordslået og falmet. Midt på er broderet: Christa. Hun åbner den og tager en tøjdukke op. Den smiler bredt og har kæmpeøjne, som stirrer ud til siden, væk fra betragteren. Det øvrige indhold er forskelligt tøj til dukken og en lille krans af hønseringe.

Døren til baderummet går op. Hun skynder sig at lægge dukken tilbage, står lidt med hønseringene, som hun vælger at beholde og går ud. Personen, der kom ind, er gået på WC. Så hun sniger sig ubemærket ud og hen til sit værelse, hvor hun sætter sig på sengekanten og stirrer på hønseringene. De er slidte i kanten. Hun knuger dem et øjeblik og lægger dem så ned i sin kuffert.

Lidt efter slukker hun og går i seng. Ben snorker inde ved siden af, ude fra pladsen lyder stadig stemmer og trin. Det sidste, hun hører, inden hun falder i søvn, er nogen, der kalder nede fra indkørselen.
.

Næste morgen er hun tidligt på færde. De skal have kaffe og brød klar, når folk møder op. Skuespillerne og instruktøren får morgenmad på kroen. Hun har forgæves prøvet at vække Ben, men kun fået en fjern grynten til svar.

Vaskerummet henligger i blåt og her er koldt. Der er store søer omkring håndvaskene, og lyset fra vinduet spejles i overfladen.

Det var lidt over midnat, da hun vågnede efter at have drømt. Nogen kaldte, vist nok i drømmen, men hun var ikke sikker. Nogen kaldte et navn, hun kendte så godt, men atter har glemt, og det var ikke hendes eget. Så var hun stået op og gået hen til vinduet. Der var mørkt i præsteboligen på nær et vindue, hvorfra et svagt lysskær slap ud i natten. Hun havde klædt sig på og var gået ud. Helt hen under vinduet. Alt syntes så hvidt i lokalet derinde, selv i det ret sparsomme lys. Pludselig var en skygge kommet til syne i vindueskarmen, hun trådte ind til huset og klemte sig op ad muren. Vinduet blev åbnet ovenover. Hun kunne høre nogen rumstere, åbne et skab og lukke igen, en pibe blev banket ud i et askebæger, og lidt senere var der en, der rømmede sig, samtidig med at vinduet blev lukket igen.

Så var hun gået ud mod indkørselen og havde set tilbage. En sad ved et bord derinde bøjet over noget. En hund gøede ustandselig i det fjerne, mens en bil nærmede sig med stor fart. Hun trådte ind bag træet i indkørselen. Bilen kørte gennem byen og sænkede farten ud for præstegården. Et vindue blev rullet ned. Hun kunne høre nogen snakke med hinanden. "Det er jo ikke til at vide! Men det var sgu da her!" Så kunne hun ikke opfatte mere, snart blev ruden rullet op, og bilen kørte videre. Hun fulgte længe de røde lygter ud i landskabet.

Da hun gik tilbage til annekset var lyset i mellemtiden blevet slukket inde i præstens arbejdsværelse. Stjernerne lyste så klart, og ude i øst anede man et ganske svagt skær af den kommende dag.

Så havde hun lagt sig igen, hendes krop var blevet tung som bly.

Der går stadig en sti fra sydsiden af præstegården ned mod engen. Hun har lovet Ben, som hun omsider fik vækket, at gå ud og begynde. Det må fortsat være muligt at skyde en genvej langs åen.

Stien er gjort bredere og asfalteret på det første stræk, og der er opført et helt parcelhuskvarter her omkring. På vejen møder hun en del folk, der er ude for at lufte hunde. Solen varmer allerede godt, og det glimter i åens vand. Engen på den anden side ligger uberørt som før, og også skoven ligner sig selv. Den kaster en mørk skygge, som af og til brydes, når fuglene flyver derindefra ud i solen.

Broen over åen er faldefærdig og kun nødtørftigt holdt sammen af brædder, der er sømmet på, mens der er viklet reb om gelænderet.

Hun overvejer at gå over. Det er, som om landet på den anden side rummer så meget af det, hun har mistet. Så uberørt og intakt virker det. Så smukt oplyst i morgensolen.

Men da kommer hun i tanke om arbejdet, skynder sig videre og kan snart skimte idrætspladsen bag de høje træer.

Det lykkes hende at få gang i kaffemaskinen efter Bens instruktion i går. Kopper, tallerkner og servietter bliver fordelt på bordene, og snart bliver de første, der møder på arbejdet mødt af lugten af frisk kaffe.

Ben kommer kørende sammen med bageren, som han mødte på vejen. Brødet bæres ind i kantinevognen, skæres op og fordeles på fade sammen med smør, ost og marmelade.

Første arbejdsdag er godt i gang for Nethe.

"Og så er der herskaberne! Efter få dage har de allerede deres vaner."

"Du mener: skuespillerne?"

"Nemlig - og Vorherre selvanden: instruktøren og produceren."

Ben er ved at feje krummer af bordet. Der er ryddet op efter morgenmåltidet, og filmholdet er så småt ved at gøre klar til at optage nede ved åen.

"Når herskaberne ankommer …!"

Han gør en lang kunstpause. Nethe siger:

"Men de har jo spist på kroen. Og der er the klokken halv elleve - ?"

"Præcis - igen! Men stjerner har jo små behov - og store. Højst individuelle. Vi starter med solbrillerne: Hr. Jan Pelstrup. Sjus klokken kvarter i ti. Tynd og stærk. Masser af vand, masser af whisky. Primadonnanykker, men sådan er og bli’r det! For slet ikke at nævne Edith Agerschou! Stjernen uden skin - uden -d!"

Han ruller med øjnene -

" - Edith Agerschou, et glas vand på omtrent samme tid."

"Det var beskedent - "

- siger Nethe.

"Vand fra Griesbach!"

Nethe ser på ham.

"Det er i Harzen. Fraülein Agerschou drikker kun sydtysk kurvand, bragt herop i et stort anker."

Han går hen i hjørnet af vognen og banker med kniven på en grå cylinder.

"Altid?"

"Spørg hende selv. De kommer dér."

En ti-tolv personer er på vej ind over pladsen. Ben træder hen ved siden af Nethe, bøjer sig ned og støtter albuerne på bordet -

" - Solbrillerne ka’ du jo nok se. Højt, lyst sommerhår og ved nærmere øjesyn: store, følsomme læber. Og så er der frøkenen ved siden af. Se - se, de går arm i arm! Men der er sikkert også noget at varme op til hen ad vejen!"

"Hvad?"

Nethe ser ned på ham. Han ser op -

" - du kender ikke handlingen?"

"Næh, ikke så meget. Jeg har hørt, at det skal være sket i virkeligheden."

"Og her! Lige her i denne virkelighed! På dette gudsforladte sted."

Han retter sig op, mens han vedbliver at se over på selskabet -

" - en præstekone fra selvsamme hus, hvor vi bor, stak af fra mand og fem børn med en elsker."

"Der var nu kun tre - "

- lyder det spagt, men omgående fra Nethe.

"Tre?"

"Hmm …"

"Kender du historien?"

"Nej, men det var der nogen, der sagde …"

"Aha, så si’r vi tre, men det er lige godt tre for meget. For slet ikke at tale om manden. Præsten."

"Er det nu så usædvanligt?"

Spørger hun, mens Ben stiller et par ting ind i skabet.

"Jeg mener: til at filme - ?"

"Det er da et drama, der vil noget!"

"Jo, bevar’s, men ligefrem sensationelt. I øvrigt er den film da lavet de første hundrede gange."

Nethe begynder at skære wienerstænger ud og lægge på fade. Ben kommer hen -

" - der er noget ved den historie, fru Källström. Der er!"

"Kald mig dog Nethe!"

"Ikke når alvor taler …"

"Hva’ mener du?"

"De vil ikke røbe handlingen. Men jeg har presset dem lidt på min egen måde. Vejen til hjertet går jo gennem maven."

"Nå, og så - ?"

"Såh - ja, jeg ved snart ikke …"

Han ser på hende med et lumsk udtryk. Nethe skynder sig at svare:

"Det er også lige meget!"

Hun smiler til en ung mand, der er kommet hen til vognen -

" - De ønsker?"

Han spørger, om der er mere morgenmad, han nåede ikke frem i tide. Nethe arrangerer en bakke og skænker kaffe, mens Ben står skuffet og betragter hende.

"Hva’ er der?"

- spørger hun lidt efter.

"Nåhr, ingenting …"

- siger han tvært, vender ryggen til og begynder at arbejde.

"Man kan se åen herfra!"

Ben har lige åbnet kantinevognens nordvendte luge udefra og kommer ind igen. Idrætspladsen ligger på et ret højt plateau, og det er muligt at følge åløbet langt mod nord, ligesom at overskue engen og skovbrynet i øst.

"Har du set - ?"

"Hmm …"

"Er du sur?"

"Næh …"

Han ligner en forurettet dreng, idet han larmende åbner poserne med krydderboller.

De er i gang med at filme ikke så langt derfra, i nærheden af broen. Holdet står bag ved kameraet, der er vendt mod nord, og længere ude kommer en skikkelse gående hen imod dem.

Nethe glemmer alt om arbejde, og hun fortaber sig på et øjeblik helt i, hvad hun ser.

Skikkelsen - det er Agnes Agerschou - nærmer sig langsomt. Hun har en lys frakke på og tørklæde om hovedet, og mens hun går, ser hun med jævne mellemrum over mod skoven. Så bliver der råbt nede fra holdet, og hun giver sig til at løbe det sidste stykke hen til broen, hvor hun standser, tager sig til hovedet, går lidt væk fra den og tilbage, så væk igen, hvorpå hun løber over.

Instruktøren rejser sig og råber noget. Hun standser, kommer tilbage til holdet og giver sig i snak med dem.

Nethe føler sig pludselig så mat og fryser. Hun prøver at forestille sig det, hun lige har set. Kvinden gående langs åen og ved broen, som hun efter et øjebliks betænkningstid passerer. Hun griber til bordkanten; men hånden har ikke kræfter til at holde fast. Den vil slet ikke gribe. Altså hvad var det nu? Kvinden gående , nej, løbende langs åen. Der er med ét ingen lyde mere. Men dér er Ben pludselig, oven over hende. Han ser dog så trist ud og så fjern.

Hun bliver båret og lagt på en briks. To kigger bekymrede på hende. Hun nikker til Ben og smiler lidt.

"Går det bedre - ?"

- spørger han. Hun nikker og lukker øjnene. Hører ham sige:

"Vi har sendt bud efter lægen. Han bor lige herhenne."

Nethe rejser sig straks på albuerne -

" - det er ikke nødvendigt! Jeg blev bare lidt svimmel!"

Ben skubber hende blidt ned og ryster på hovedet. Hun føler sig stadig tung og bliver liggende.

Hvor lang tid der går, finder hun ikke ud af. Hun er vist igen væk et kort øjeblik. Føler sig som i en anden verden. Eller snarere mellem to: både her og dér. Kendt og fremmed. Hjemme og ude.

Der er stemmer udenfor -

" - ja, det er så fru Källström …"

- siger en. Hun åbner øjnene og genkender ham straks. Doktor Simonsen. Han ligner sig selv, men ældre naturligvis.

"Goddag, fru Källström! De blev pludselig sløj - ?"

Nethe nikker og undlader at se på ham.

"Lider De af epilepsi?"

"Nej."

"Heller ikke andre kroniske sygdomme?"

Hun ryster på hovedet med lukkede øjne. Så sætter han sig og tager hendes puls. Det lette tryk af fingeren mod håndleddet føles lammende. Hun giver sig lidt og drejer hovedet.

"Hvor har De ondt?"

"Jeg har ikke ondt - "

- hvisker hun anstrengt. Han giver sig til at trykke hende på maven, mumler noget og åbner sin taske -

" - hold Dem i ro resten af dagen. De er sikkert allerede ovenpå i morgen."

Nethe nikker fortsat med øjnene lukkede og ansigtet vendt væk fra ham og opdager det således for sent. Et prik i armen.

"Hva’ gør De?!"

"Gi’r Dem noget beroligende, frue. De er lidt eksalteret, så det vil bekomme Dem vel. God bedring!"

Han lukker tasken, veklser et par ord med en af de tilstedeværende og siger farvel.

Dér er Bens bekymrede ansigt igen. Hun vil sige noget, men opgiver og lægger hånden på hans arm.

Kort efter hjælper han hende hen i en af selskabets biler og kører op til præstegården, hvor hun straks går i seng og sover til næste morgen.
.

Man er ved at klæbe vinduerne til med rød celofan. De fire sydligste vinduer. Også arbejdsværelset. Nethe standser midt på pladsen. Manden, der står på stigen, løfter kasketten, da han ser hende -

" - go’ mor’n! Hva’ bli’r menuen i dag?"

"Spørg Ben, jeg ka’ ikke lige huske det."

Han nikker og banker klæbestrimmelen fast med hånden. Nethe begynder at gå.

"Er De frisk igen, fru Källström?"

Nethe ser op. Præstefruen er kommet ud og står øverst på trappen -

" - Ben fortalte, at De besvimede i går."

Hun kommer ned -

" - men det ser ud, som om det går godt igen - ?"

Nethe nikker; men undlader at se på hende -

" - hva’ ska’ der ske?"

Hun peger på de tilklæbede vinduer.

"De begynder at filme indenfor i dag. Dagslyset skal nok dæmpes, eller ha’ en bestemt kulør, jeg ved det ikke."

"Roder det - ?"

"Om det gør! Alt er møbleret om."

"Er det virkelig nødvendigt?"

"Åbenbart. Det gælder vist om at genskabe det oprindelige miljø."

"Oprindelige - ?"

"Ja, fra den tid hvor handlingen udspilles. Hør, vil De ikke ha’ en kop kaffe? Vi sidder i køkkenet."

"Nej tak, jeg har faktisk travlt. Holdet møder om tre kvarter."

Hun begynder at gå.

"Så finder vi et andet tidspunkt, ikke sandt?"

- råber præstefruen, idet hun ser efter Nethe, der går ud på vejen, forbi kirken og ind gennem byen.

Omtrent midtvejs i byen fører en sti til højre op langs en række lave, gamle huse. I et af dem boede fru Nielsen. Nu er det malet i en fersk, grøn farve, og vinduerne er dækkede af lukkede persienner. Ved siden af sælger de æg, som det fremgår af et skilt nede på hjørnet. En tyk kone lukker op, og Nethe siger, hvad hun skal have.

"Hvis De ta’r den ene bakke med nu, ka’ min søn køre ned med de andre, når han engang får øjne. Det er til filmholdet, ikke sandt?"

"Ja, kantinevognen, i den fjerneste ende af fodboldbanen. Jeg betaler for det hele nu."

"Tak!"

Hun ser nysgerrigt på Nethe -

" - er det ikke spændende at være med?"

"Vi står jo i køkkenet."

"Nåhr ja, selvfølgelig. Men tænk engang, at man vil filme sådan noget - "

"Hva’ mener De?"

"Ja, noget så forfærdeligt!"

Nethe lader, som om hun forstår. Den anden fortsætter:

"Det var med blandede følelser, vi hørte om, at det sku’ filmes her, hvor det skete. Altså vi der kender historien. På en måde synes jeg, det er fejt af lægen."

"Lægen?"

"Ja, det er byens læge, der har skrevet manuskriptet. I hvert fald har han fortalt, hvad han ved. Når man nu ta’r i betragtning, at pressen faktisk ikke skrev ret meget om det dengang. Jeg mener: lidt hensyntagen til de pårørende, ikke sandt? Skønt jeg ved ikke, hvor mange der er tilbage af den nærmeste familie. I hvert fald kun et af børnene, og hvor hun er henne i verden, må guderne vide - "

Der lyder et bump. Nethe har tabt æggebakken; men den landede så heldigt, at kun et par af æggene er gået i stykker.

"Pyt med det! Vi bytter dem bare. Øjeblik!"

Konen er væk i nogen tid. Tre drenge løber råbende forbi og ned mod bygaden. Nethe finder penge frem og betaler, da hun kommer tilbage.

Så går hun hurtigt ud for at gøre morgenmaden klar.

"Jeg må vel ikke be’ om en skive brød. Frue?"

Nethe står med ryggen til den spørgende, der er kommet hen til vognen, uden at hun har bemærket ham. Det giver et sæt i hende, kniven, hun er ved at skære ud med, smutter og snitter hendes finger.

"Åh nej, jeg forskrækkede Dem - om forladelse!"

Han kommer op. Nethe står og sutter på fingeren.

"Er det slemt? Det er jeg virkelig ked af!"

Hun ser på ham og ryster på hovedet. Det er en stor, ret kraftig mand vel omtrent på hendes egen alder.

Ska’ jeg skaffe et plaster? Må jeg se engang …!"

Han griber om hendes håndled -

" - hmm, nej plaster duer ikke her. Den ska’ forbindes. Vent!"

Da han kommer udenfor, vender han sig mod hende og smiler bredt -

" - bare rolig, frue! Jeg blev uddannet samariter under krigen!"

Han løber op mod forsamlingshuset. På trods af den noget klodsede skikkelse virker hans bevægelser adrætte, og han forcerer strækningen på kort tid og forsvinder ind i bygningen.

Samtidig kommer Ben op -

" - hva’ nu!"

Han går hen til hende og peger på hånden. Hun tager fingeren ud, vil til at forklare, men ordene vil ligesom ikke ud. Han står et øjeblik rådvild, men lægger så armen trøstende om hende. Hun siger:

"Jeg har været her et par dage og kun til besvær! Se nu her, hvad der skete!"

Ben træder et skridt baglæns, griber et salathoved i grøntsagskassen og holder det frem foran sig -

" - at ske eller ikke ske! Hvad der sker nu, sker ikke i morgen. Hvad der kunne være sket i morgen, sker måske i dag. Måske alt det, der sker i dag, bliver alt, hvad der kunne være sket i morgen, således at det, der skal ske, sker nu. Thi sket er sket, og det sker vel, at der sker mere, men aldrig at det, der er sket, sker igen. Altså: det sker, at noget sker, når det sker. Derfor: lad ske, hvad der sker!"

Han kaster salathovedet tilbage mod kassen. Det lander på gulvet med et klask. Nethe griner, han åbner armene med beklagende mine og giver hende et stort knus -

" - som du hører, fru Källström: siden du dukkede op i mit hjertes kantine, har jeg været filosofisk - og - i det bedst tænkelige faglige lune. Hør aftenens menu: fersk makrel i iskold hvidvinsgelé, dækket af kapers, citron og overtrukket med friskrørt mayonnaise, belagt med smilende hønseæg, som du netop har bragt sikkert i hus!"

Nethe ser på ham -

" - sikkert og sikkert, det lykkedes mig også at tabe bakken - "

"Åhr undskyld!"

- lyder det henne fra døren -

" - jeg forstyrrer vist …"

Ben fjerner armene fra Nethe og træder til side. Manden står med forbindingskassen og ser fra den ene til den anden. Ben slår ud med hånden -

" - Mogens, må jeg præsenterer: fru kantinemedhjælperske Nethe Källström! Nethe: Kgl. Skuespiller hr. Mogens Leddiche!"

"Goddag, ja, vi fik jo ikke hilst på hinanden - "

- han går hen imod hende -

" - og nu kan vi ikke engang gi’ hånd!"

Nethe prøver at smile med fingeren i munden. Leddiche roder i forbindingskassen.

"Altid den brave ridder Leddiche!"

"Hold kæft, Ben!"

Han ser straks undskyldende på Nethe -

" - Ben og jeg har kendt hinanden i et par år. Det er gerne et af de første krav, når der filmes udendørs i Danmark - Bens kantine!""

Nethe vasker såret og tørrer hænderne i en serviet. Med sikker hånd lægger han forbinding om fingeren og fæstner ved håndleddet -

" - sådan! Nu er De så godt som klar igen!"

"Tak, ska’ De ha’!"

"Det manglede bare! Det var jo min skyld. Sig til, når De vil ha’ det skiftet."

"Mon der dog bli’r tid til det, min gode mand?"

Ben ser formanende på ham.

"Åhr, jeg trænger til at glemme rollen engang imellem."

"Mogens spiller præsten - "

- siger Ben til Nethe, der svarer:

"Ja, jeg ved det."

"Den rolle er så tragisk - "

- siger han og lukker forbindingskassen, tager den under armen og går ud -

" - på gensyn!"

"Sku’ De ikke ha’ en skive brød?"

Han standser neden for trappen og vender sig -

" - åhr jo, det er sandt!"

Hun skærer en skive franskbrød og giver ham.

"Tak, det var godt, De huskede det! For blodsukkeret, ser De, lægepåbud: brød mindst én gang hver anden time!"

Han gumler og ser på hende et øjeblik, inden han begynder at gå over plænen.

- vrænger Ben -

" - det ord får mig til at miste appetitten!"

Han er ved at undersøge citronerne. Nethe pakker brødet ind, hun lige har skåret af, idet hun følger Leddiche med øjnene.

Halvvejs oppe mod forsamlingshuset, vender han sig og ser tilbage.
.

Alt er som dengang. Alt. Bort set fra rodet bag kameraet og langs den side af væggen, som åbenbart ikke skal med i billedet. Nethe er kommet op til præstegården med forfriskninger.

"Stil det bare ud i køkkenet!"

Fru Kabell tager imod hende og medhjælperen, der kørte bilen.

Skabene har andre farver herude; men ellers er der ikke ændret på ret meget. Hun stiller bakken og går hen til vinduet.

"Flot udsigt, ikke sandt?"

Fru Kabell kommer hen og står ved siden af. Nethe bekræfter.

"Der er jo bygget en hel del hernede til højre i de senere år, det må have været et helt panorama før."

Nethe bekræfter igen, vender sig mod medhjælperen og siger, at han godt kan tage tilbage, så skal hun sørge for serveringen.

"Det holdt hårdt at få lov til i det mindste at lave kaffe og the til folk. Alt har I med!"

Hun åbner et af køkkenskabene. Dér havde Nethe også sine kaffebønner og theblade stående. Hun siger lavt:

"Det er jo det samme …"

"Hvilket?"

Fru Kabell ser på hende. Nethe rødmer, peger ind mod stuen og tilføjer:

"Ja, jeg har hørt, at stuen skal være genskabt helt som dengang."

"Åhr, jo vist! Det siger de i hvert fald. Byens læge er konsulent. Han kom ofte her i hjemmet."

Hun er gået hen til bordet ved vinduet -

" - tænk, at ulykken kan ramme en familie så hårdt. Det var jo vanvid!"

Hun ser ud. Lyset falder jævnt på hendes ansigt, og først nu ser Nethe hende rigtigt. Der er stille i nogen tid, inde fra stuen lyder konstant stemmer og aktivitet. Fru Kabell åbner thebøtten, men stopper igen og ser ud. Hendes øjne skinner, så visker hun en tåre væk og giver sig til at skylle kanderne.

Thebollerne ordnes på fade. Nogle uden smør, men med marmelade, andre kun med smør, de fleste med begge dele. Småkager i skåle, sukker, mælk og fløde. En hel stribe glas med saftevand, som de fleste på holdet sætter pris på og et enkelt glas sydtysk kurvand.

Fru Kabell er inde i stuen med the og kaffe, Nethe er ved at lukke dunken med saft, da hun vender sig, ser op og udbryder:

"Det er altså ikke, fordi jeg nyder at skræmme Dem! Men - ja - nu er den gal igen: en skive brød, hvis De vil være så venlig."

Mogens Leddiche er kommet ind i køkkenet, sminket og i sit filmtøj. Hans øjne flakker, og han virker distræt.

"De ka’ da bare få en af klemmerne her …"

Nethe roder ved bakkerne, mens hun prøver at komme sig over forskrækkelsen.

"Nej tak, kun en bar skive - helst rugbrød!"

Uvilkårligt åbner hun overskabet nærmest gasbordet. Dér er rugbrødet. Først da hun har fået det ned på skærebrættet, opdager hun, at brødet åbenbart opbevares dér, hvor det altid har været opbevaret.

Lediche begynder at spise, og fru Kabell kommer tilbage -

" - nå, I fandt det!"

Hun peger på rugbrødet, som Nethe pakker ned igen, idet hun af og til skæver hen til Leddiche. Han virker fraværende, engang imellem standser han med at tygge, siger noget for sig selv og dirigerer med den ene hånd. Pludselig retter han sig op, knipser med fingeren og går tilbage til stuen uden at ænse dem.

"Klar til optagelse! Ro! Og vær’s go’ - !"

Det rumsterer ude i entreen, hun kommer ind i stuen, pressende et stort blodrødt lommetørklæde mod tindingen. Flagrer febrilsk omkring og holder sig for munden med den frie hånd. Ved tilsyneladende ikke, om hun skal gå til den ene eller den anden side, bliver stående, hvorefter han kommer ind lige så oprørt og pustende af udmattelse -

" - kæreste, tilgiv! Jeg aner ikke, hvad jeg gør. Du må bare ikke forlade mig, hører du? Du må ikke!!"

Hun har sat sig i hjørnet af sofaen og krummer sig sammen. Da han prøver at rører ved hende, skubber hun ham væk. Han slår ud med armene, ligner en vild og råber: "Tænk dog på børnene!!"

"Ja tak!"

Instruktøren rejser sig og går hen til dem. Han taler lavmælt, men af hans armbevægelser ser det ud, som om han vil have manden til at udtrykker sig endnu stærkere. Mogens Leddiche nikker, og hans medspillerske, Edith Agerschou, tager en serviet fra en bakkerne, tørrer hans pande og klapper ham blidt på kinden. Så går de begge ud i entreen igen, og scenen gentages. Det bliver den adskillige gange.

Nethe lister ud i køkkenet til fru Kabell. De hvisker lidt sammen.

"De spiller godt, ikke?"

"Joh …"

"Eller hvad?"

"Jo vist!"

Nethe ser væk og giver sig til at samle de ting, hun skal have med tilbage.

I et ophold mellem optagelserne smutter hun ud af hoveddøren og får lige et glimt med af Leddiche, der står med ryggen til vinduet, mens en sminkøse er ved at pudre hans kinder.

Ben er i sit es. Han renser fisk, synger, vrøvler, jonglerer, mens han synes at have et grænseløst overblik over, hvad der sker rundt om i lejren.

"Nå, nu kommer børnene!"

Han peger ud. Nethe beder ham gentage, hun er ved at piske æg.

"Børnene! Dem der skal spille præstens børn!"

- råber han. Nethe standser piskeren og ser ud.

De følges med nogle voksne, hvoraf den ene viser rundt, hvilket tilsyneladende ikke interesserer dem. Der er en halvstor dreng, en pige med fletninger og så en helt lille pige, der holder en kvinde i hånden.

"Søde - ikke?"

Nethe svarer ja og går tilbage til røreskålen.

"Vi har da vel husblas - ?"

Ben stritter med fingrene, mens han ser sig om. Hun nikker til ham -

" - det var med fra Lauritsen."

I det samme kommer de med børnene.

"Og her, kære venner, har I vores allesammens kok - Ben!"

Han lægger kniven, bukker dybt mod dem og siger:

"Mig en ære at hilse på de unge stjerner!"

Kvinden, der holder den mindste i hånden, peger pludselig på Nethe, der straks genkender hende -

"Lilian!"

De står et øjeblik forbløffede, mens de andre ser på dem. Så går Nethe ud og hilser. Lilian har sluppet den lilles hånd -

" - nu er det mig, der har glemt dit navn!"

"Nethe …"

- svarer hun og smiler. Lilian peger -

" - mine teaterbørn! Jeg er i personaleafdelingen nu på teatret."

"Og har det godt - ?"

"Åhr jo, for det meste. Men du forduftede bare - og fandt dig selv, så vidt jeg forstod af dit brev - ?"

Nethe nikker og undlader at se på hende.

"Ja, for politiet fandt dig jo ikke!"

De bliver opmærksomme på, at de andre lytter.

"Er de ikke kære?"

- spørger Lilian, stadig henvendt til Nethe, der bekræfter.

"Det er Palle, Kirsten og lille Inga. Ja, jeg ka’ ikke huske jeres filmnavne. Hva’ hedder du i filmen, Palle?"

"Jørgen - "

- svarer han.

"Og jeg hedder Christa!"

- tilføjer pigen med fletninger og knikser.

"Og hva’ med dig, Inga, hva’ er det nu, du ska’ hedde - ?"

Lilian bøjer sig ned til den lille pige, der stikker fingeren i munden og ryster på hovedet. Oppe fra kantinen siger Ben:

"Jo, kom nu, la’ os høre!"

Der går lang tid.

"Ellen …"

- lyder det, ikke fra pigen, men fra Nethe, der står og betragter hende. Den lille nikker og ser lettet op på Nethe.

"Nå ja, du må vel også være lidt inde i det …"

- kommenterer Lilian -

" - går du med?"

"Nej, vi har travlt!"

"Jamen, vi ser måske nok hinanden før eller siden."

Nethe er allerede på vej tilbage og stiller sig med ryggen til uden at hilse. Lilian står et øjeblik, som om hun undrer sig, så tager hun den mindste i hånden igen og går med dem.

Midt ude på engen står en hejre. Grå og uanselig i fjerdragten, men kroppen fra hoved til halespids tegner sig kantskarp mod baggrunden. Nethe standser. Hun er på vej hen til præstegården med forsyninger pakket i to store kurve. Ben har prøvet gentagne gange at overtale hende til at lade sig køre derhen, men uden held. Hun går. I hvert fald med de varer, der lader sig bære. På en måde er det blevet uundværligt for filmholdet, at forfriskningerne bringes af Nethe. Når den lille, spinkle kvinde dukker op på vejen eller i døråbningen med kurvene, føles det som et kærligt indslag midt i arbejdet.

Hejren drejer hovedet, spreder den ene vinge og ordner sine fjer. Skoven bagved virker tættere end ellers. Hun har allerede flere gange overvejet at gå en tur derover; men det er blevet ved overvejelserne, og så har hun jo travlt. I hvert fald bilder hun sig ind, at hun har det, skønt der alt i alt er ganske mange ophold på en dag.

Pludselig sætter hejren af og letter. Dens vinger forekommer lysende mod skovbrynet. Der er magt i slagene, mens resten af kroppen, de tynde ben og den lange, bøjede hals tager sig komisk ud.

Hun følger den, mens den svæver omkring. Et par gange ser det ud, som om den vil væk fra området; men så drejer den ind i en stor bue og lander omtrent på samme sted.

Da hun bøjer sig og hanker op i kurvene, ser hun, at der kommer en gående. Øjeblikket efter genkender hun byens læge. Han går og ser ned i jorden og opdager hende først lige, da de passerer hinanden. Nethe lader som ingenting, men er kun nået et par skridt længere frem, da hun hører ham sige:

"Åhr, goddag! Hvordan går det?"

Hun standser, drejer blot hovedet en anelse og svarer, at det går godt.

"Ja, for der kan jo være så mange grunde til, at man sådan uden varsel mister bevidstheden."

Nethe vender sig mod ham og nikker. Han kommer helt hen, og de står lidt uden at sige noget. Det er, som om han både ser og ikke ser på hende. Pludselig løfter han hånden og rører ved hendes tinding.

"La’ vær’!!"

- udbryder hun vredt og træder et skridt baglæns. Han sænker armen -

" - undskyld …"

vender sig og går. Nethe bliver stående.

Længere nede ad stien standser han, sikkert for at se tilbage; men han står blot lidt, drejer hovedet til siden og fortsætter så.

I det samme kommer hejren flyvende hen over åen og fortsætter ind mod byen.

Drengen kommer løbende oppe fra huset. Forfærdelsen står malet i hans ansigt, og han strækker armene frem, som var der hjælp i den tomme luft foran. Pludselig standser han, tøver et øjeblik, ser sig tilbage, hvorefter han skjuler sig i buskadset, der grænser op til haven. I det samme dukker manden op og løber i zig-zag ned over plænen. Han kalder hele tiden, standser undervejs og lytter. Når til sidst frem til busken, hvor han står søgende, mens han hiver efter vejret. Han ser uhyggelig ud, vildt stirrende blik, stramme læber og frisuren i uorden.

Så opdager han drengen -

" - nå, dér er du!"

Med en voldsom bevægelse skiller han grenene på busken, haler ham ud og kaster ham ned, idet han han tager et tørklæde op af lommen og stopper det i hans mund.

"Tak!"

På én gang afløses anspændelsen af ro og munterhed. Ikke bare hos de agerende, men hos hele filmholdet.

"Det var godt! Tid til en kort kop kaffe!"

- råber en, mens Leddiche rejser drengen op og lægger armen om hans skulder.

"Hvor fa’en blev Nethe af?"

- spørger en anden henne ved de to kurve, der står lyse på den mørke plæne.

"Hun var her lige før!"

"Mon ikke vi for en gangs skyld kan skænke selv?"

- de begynder at pakke ud.

"Det er sgu da ikke det samme! Uden vor mor!"

Leddiche kommer hen. Han får en kop i hånden, men står og ser sig om. En af teknikerne skænker op til ham, de veksler et par ord, hvorpå han går uden for haven og ned til åen. Nethe står lidt derfra. Leddiche rømmer sig højt og kalder hendes navn. Hun vender sig og vinker.

"Jeg ville ikke forskrække Dem endnu engang."

Han kommer hen, og hun smiler til ham.

"De er savnet ved madkurvene."

Hun nikker og ser ud over åen. Han rører ved hendes arm og drejer hende om mod sig -

" - hør, hvad er det? De har jo grædt!"

Nethe svarer ikke.

"Er der noget i vejen? Sig til, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe."

Nethe ryster på hovedet.

"Jo! Jeg mener det!"

Hun ser kort på ham og smiler. Oppe fra haven kalder de.

"Det er ikke ligefrem lange pauser, de under os!"

Han begynder at gå derop, men vender pludselig om -

" - jeg har ikke glemt forleden dag oppe i køkkenet. Det er noget, jeg har tænkt over siden. De sagde pludselig mit filmnavn, uden at tænke over det. Det er jeg sikker på. Først om aftenen da jeg lå i min seng, opdagede jeg det egentlig. Sig mig: kendte De den ulykkelige familie?"

Nethe ser over mod engen uden at svare. Han kommer helt hen igen -

" - De ved måske, hvad der skete?"

Nethe vender sig, ser på ham og svarer:

"Nej, det aner jeg virkelig ikke!"

"Nå, så må De undskylde - jeg tænkte bare, at det kunne jo være …"

"Leddiche! Kommer De?!"

Han slår beklagende ud med armene og går tilbage.

Nu er de et par. To hejrer vader omkring på den lyse eng som passende baggrund for et andet par, der mødes på stien langs Silkeåen.

"Kære …"

- hvisker hun, og han lukker hænderne om hendes hoved og kysser hende. Hun stirrer på hans krave, ordner lidt ved den og løfter blikket mod hans -

" - jeg ta’r med dig!"

- siger hun beslutsomt og nikker. Han smiler -

" - og jeg får assistance."

"Hva’ mener du?"

"Til at finde de skjulte billeder."

"Nåhr, ligefrem skjulte …"

"Jo, netop skjulte! Skjulte i dig!"

De står lidt og ser hinanden i øjnene. Så siger hun:

"Jeg har mine grunde …"

"Hmm - ? Hvilke?"

Hun rører ved hans læber, tager om hans nakke og kysser ham -

" - dem …"

- svarer hun og træder et skridt baglæns.

"Ja tak!"

Instruktøren rejser sig -

" - Edith, lige det øjeblik du si’r: "Jeg har mine grunde", ka’ du så ikke se lidt forlegen ud? Det er jo første gang, hun virkelig erklærer ham sin kærlighed. La’ øjnene flakke, vær lidt mere nervøs …"

Skuespillerinden nikker, mens kollegaen tager solbriller på og lægger armene over kors.

"Hva’ mener du om lyset nu, Karsten?"

Fotografen, der arbejder med indstillingen, ser op, siger, at det er godt nok og peger over på engen -

" - har du osse instrueret dem?"

Hejren gør kur til sin mage. Filmfolkene griner.

"Ikke nu, Lars!"

- protesterer Edith -

" - det er for meget!"

Solen bryder i det samme gennem skydækket. Det er, som om tæppet trækkes fra en scene dér, hvor åen skiller. Engen bliver lysende hvid og skoven endnu mørkere.

"Vi ta’r det i modlys!"

- råber instruktøren begejstret, og scenen gentages.

Lyset brydes i de agerendes hår, og da en tekniker samtidig holder en refleksskærm op mod dem, fremstår de i det smukkest tænkelige skær. Det understreger ikke kun deres følelser, men tilføjer stemningen et eller andet forjættende.

Lige det lys. Den retning op mod morgensolen. Alt omfattet af stråleglans. Alt nyt og håb. Nu ved hun det. Nu er hun i det mindste sikker i den sag. Hun elskede ham grænseløst.

Nethe samler tingene i sine kurve og går tilbage til kantinen.

De slås. Standerlampen ved siden af sofaen vælter med et brag. Han skubber hende ned over bordet, hun skriger, rammer blomstervasen, der falder på gulvet og knuses. Manden råber:

"Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis du forlader os! Hører du: jeg ved ikke, hvad der kan ske!"

Pigen med fletningerne kommer farende ind og hen til sin mor, som knuger hende ind til sig.

Lidt efter bliver de standset. Edith Agerschou ømmer sig.

"Slog du dig?"

Leddiche rækker hende hånden. Hun ryster på hovedet og ser hen på pigen, der er gået over bag kameraet, hvor Nethe har stillet et fad med frugt.

"Må jeg godt ta’ - ?"

"Ja, vær’sgo’!"

- svarer Nethe, mens pigen knikser og holder koket ud i kjolen. Instruktørassistenten kommer hen -

" - du må vente med det dér. Vi skal videre!"

"Åhr - hvad …!"

Nethe ser bebrejdende på ham.

"Ja tak, fru Källström, det er vist nok for denne gang! Vi ta’r selv, når der bliver en pause."

Han fører pigen ind i stuen igen, mens Nethe går ud.

De tætte skyer, som har dækket himlen fra morgenstunden, er blevet spredt af tiltagende blæst, og her og dér skimtes det blå. Lige over kirken er det særlig klart. Hun står lidt og betragter dens nye, røde tag, så ser hun sig om og går derover.

Oppe i koret under billedet af den tronende Kristus ved hun sig nu sikker på to ting. Det var her, han fotograferede hende, hvorpå hun gik ud igen.

Det andet, som hun har været klar over i nogen tid, er, at hun elskede ham grænseløst.

Der sidder nogle teknikere og snakker uden for forsamlingshuset. De hilser på Nethe, da hun passerer med to fyldte indkøbsnet.

"Som du dog altid slæber!"

En af dem rejser sig og aflaster hende -

" - ska’ det bare ned i vognen?"

Hun nikker -

" - ja tak! Ben er der."

I det samme ser hun Lilian nærme sig med den mindste af børnene. Nethe går dem glad i møde, begynder allerede at sige noget, da hun bemærker, at den anden ser væk og skynder sig forbi hende uden at hilse. Den lille ser spørgende på Nethe, der går efter dem -

" - hva’ er der galt? Kender du mig ikke?!"

Lilian standser og vender sig. Hendes blik er hadefuldt -

" - jo, men jeg skammer mig over det! Fy for pokker!!"

Hun går et par skridt videre og vender sig så igen -

" - og så er du så kynisk, at du bare er med her! Sig mig: nyder du det?!"

Nethe står lamslået et øjeblik, men får så spurgt:

"Hvad er det?!"

Lilian vender sig ikke mere, råber blot tilbage:

"Vi har en fælles bekendt - Claes Greindel!"

Kort efter går de ud på vejen og væk fra forsamlingshuset, mens Nethe ser chokeret efter dem.

Teknikeren, der bar varerne for hende, kommer tilbage. Hun hvisker et ’tak’, idet han går forbi.

Ben rister bacon. Han står nærmest og danser ved komfuret, mens han omhyggeligt vender skiverne. Nethe besvarer ikke hans hilsen, men giver sig til at pakke ud.

"Åhr - fru Källström - ?"

Han har stillet sig ved siden af hende.

"Ja …?"

Hun ser ikke op.

"Jeg har hørt en lille fugl synge om, at du går og ser så trist ud. Og ærlig talt, når jeg selv skal sige det - jo, der er noget om snakken. Er det for hårdt?"

Han peger ud over køkkenet. Hun ser op og ryster på hovedet.

"Nå, men så …"

Han trækker på skuldrene og vender sig mod komfuret igen.

"Ben!"

"Ja?"

"Det er ikke for hårdt!"

"Godt!"

- svarer han, men når ikke videre, da hun pludselig kommer hen -

" - Ben, sig mig: hvordan er det med den film?"

"Hvad mener du?"

"For nogen tid siden ville du fortælle mig noget om den …"

"Ja …"

Han tøver, men kommer straks i tanker om det -

" - nåhr jo! Jeg nåede det jo aldrig!"

Hun nikker, og han slukker under bradepanden.

"Selskabet søger at holde det hemmeligt ind til premieren. Kun noget af handlingen står i pressemeddelelsen. Du ved: det lokker altid med lidt mystik omkring en film."

"Mystik?"

"Tja, hvor mystisk det er, ved jeg ikke. Det er sgu tragisk! Men, jo, når man tænker nærmere over det, så er det nu alligevel lidt af en gåde."

Han ser ud over idrætspladsen. Hun læner sig frem -

" - hvad?"

"Nu går du ikke videre med det, vel? For det sku’ jo gerne …"

"Stoler du ikke på mig?"

Ben løfter hånden beroligende og bøjer sig mod hende -

" - ser du, præstefruen stak af med sin elsker …"

Han gør en kunstpause og løfter brynene.

"Ja, det har jeg fattet."

"Godt! Præsten blev fortvivlet, hvilket ikke er så mærkeligt - "

"Nej."

"Hør så her: på et tidspunkt sendte han nogle breve til hustruen, der nu opholdt sig i Sverige. Han fik deres adresse, spørg mig ikke hvor. I de breve tryglede han hende om at komme tilbage. Eller: først tryglede han hende, siden truede; men hun reagerede ikke!"

Ben lægger armene over kors og stikker næsen i vejret.

"Hvordan truede?"

"Ja, se det er egentlig tragedien."

Ben læner sig frem igen -

" - han skrev til sidst, at hvis hun ikke kom tilbage inden en vis tid, ville han gøre en ulykke på børnene og sig selv. Og tror du, den mær reagerede? Hun valgte elskeren!"

"Nå …"

"Nå?! Forstår du det ikke? Hun ofrede børnene for sin kærlighed!!"

Bens stemme smælder skarpt. Nethe ser på ham og nikker. Hun forstår og går tilbage til bordet, hvor hun var ved at pakke varer ud. Han fortsætter lavt:

"Det er det, filmen kommer til at handle om. Hvor langt mennesker vil gå i blind kærlighed. Eller mennesker - kvinder!"

Han tænder for gassen og skramler med panden. Idet han tørre den af, kommer han hen mod hende -

"Nej, det var selvfølgelig ikke rigtig sagt - ikke kvinder, men den kvinde! Gid fanden ville ta’ hende!"

Han lægger hånden på hendes skulder og ser alvorligt på hende -

" - ikke sandt?"

Hun nikker og taber en tomat på gulvet
.

Hejreparret står ubevægelige som pyntefigurer i en have. Hun ser over mod skoven en tidlig morgen på vej hen til kantinen. Solen er endnu ikke stået op over trækronerne, så engen ligger i det ejendommelige skær, hun kender så godt. Den afgiver mange flere farver, end når solen er på. Her og dér stærke udslag på baggrund af det tynde dække, der rækker fra lilla helt ovre ved brynet til sarte, næsten rødlige nuancer hen mod åen.

Med ét tager hun en beslutning, ser sig om, som var hun i færd med at gøre noget ulovligt og går så ud på broen, som hun netop tøvede ud for. Den svajer med hende, og hun griber til gelænderet, der næppe er i stand til at yde nogen sikkerhed; men hun når over og begynder at gå op mod skoven, idet de våde siv smyger om hendes ben.

Meget er ændret; men i det store og hele kan hun genkende stederne. Både stierne og de mere åbne partier mellem bøgetræerne. Og lysningen øverst på højderyggen ser ud som for mange år siden, morgensolen sender det første lys ind mellem stammerne og indgår i et fantastisk spil med disen. Hun står stille og lytter til fuglene. En solsort kalder med sin klare stemme gennem alle de andre sammenflydende. Langt borte høres en bilmotor.

Noget af granskoven står endnu. Hun går lidt om mellem de høje stammer og mærker den bløde bund. Længere vestpå er der ryddet, og det tillader solen at slippe ind til bøgeskoven så meget tidligere i dens bane.

Hun standser. Det var her lige ved stien, det skete. Nu husker hun overfaldet den morgen. Ikke at det nu kommer over hende som en pludselig chokerende opdagelse; men det dukker frem fra et indre, hun ikke mere ved af eller vil vide af, men som hun kan kalde frem ved at være dér, hvor det skete.

I det samme kommer nogen gående, hun træder uvilkårligt ind i det buskads, der har bredt sig, hvor der før var træer og lægger sig på knæ. Helt i skjul, men med overblik over stien. Den gående kommer i rask tempo. Det er byens læge på sin morgentur. Han har en grå vindjakke på, mørke bukser og kasket. Lige ud for hvor Nethe sidder i skjul, standser han og går ind mellem granerne på modsatte side, står dér hvor hun stod lige før og ser sig omkring. Hans ansigt virker oppustet og rødt; men det kan være, at lyset gør sit til at forstærke indtrykket. Så hoster han anstrengt, går ud på stien igen og fortsætter sin vandring.

Nethe venter længe, inden hun strækker benene og ømmer sig. Ovre ved stedet er der spor efter både hvor hun har trådt, og hvor han lige har. Solen varmer godt nu. Hun bemærker, at fuglesangen er aftaget noget, så begiver hun sig tilbage til byen.

Idet hun passerer Silkeåen, standser hun midt på broen, der svajer med hende. Et øjeblik føler hun sig næsten vægtløs. Til med forekommer vandet helt uvirkeligt, nu hvor solen har fået magt, og hvor strømmen bestandig fremkalder nye brydninger i lyset. Som kom det op til overfladen fra uudtømmelige forråd.

Hver eftermiddag, når hun har pause, går hun en tur ind i kirken. De er omtrent midtvejs med optagelserne, og alt er endnu forløbet planmæssigt; men hun er holdt op med selv at bringe forfriskningerne hen til holdet, skønt de fleste har givet udtryk for, at de savner hende med de fyldte kurve.

Hun sætter sig på rækken under prædikestolen, mærker stilheden og den lidt klamme luft, der er herinde også om sommeren. Efter nogle dage med sol er det blevet lidt skyet, og rummet har fået endnu et særpræg af det indfaldende lys. Gartneren kører med motorklipperen et sted ude på kirkegården. I et af nordvinduerne står en lille rude åben, der fra tid til anden klaprer i vinden.

Måske er det den lyd, der starter det, eller også er det et øjebliks lille forandring i lyset. Solen titter nemlig frem og danner skygger på væggen overfor. De sorte sprosser tegner et skævt mønster. Hun rejser sig og går derover. De lyse felter sitrer uroligt, og hun står i nogen tid og betragter det.

Så kigger hun sig omkring, får pludselig åndenød, udbryder et ’nej’ og begynder at løbe ned mod indgangen, idet hun flere gange ser sig tilbage, som om hun var forfulgt.

Solen slår imod hende fra sydvest. Hun drejer rundt, pejler i alle retninger. Alt er vist, som det skal være. Eller alt er, som det er nu og ikke dengang før nu, der er så uendelig længe efter, hvad hun kan mindes. Men så med ét husker hun faktisk noget. Små dele af et stort eventyr langt hjemmefra. En stue, mørket udenfor, uendelige skove og de flade, glatte klippefelter med sværme af figurer. Ætsende projektører, der lagde skarpe skygger ind over billederne og skænkede til overflod af kraften fra krigere, bådsmænd, heste og myriader af himmeltegn. Et tørklæde glemt i natten atter fundet efter lang tids stædig søgen. Hænder famlende, kærtegn på kærtegn, kys efter kys.

De er ved at filme i indkørselen til præstegården. Nethe går ud af kirkegårdslågen og ser straks, at Mogens Leddiche står øverst på trappen og læner sig mod gelænderet. Nedenfor er kameraet og nogle store projektører opstillet. De sender et blåligt skær op mod indgangen. Der er pause i optagelserne. Instruktøren taler til en flok statister, der har taget opstilling på området ved trappen. Det er vist folk fra byen. Nethe genkender brugsuddeleren og hans kone, skolelærerinden samt nogle af de unge, der hver aften står uden for kroen.

Mogens Leddiche får øje på Nethe, vinker ivrigt til hende, idet han siger noget til instruktøren.

"Fru Källström! Vi ska’ bruge nogle flere statister - kom!"

Det er assistenten, der kalder på hende. Nethe vinker afværgende og skal til at gå igen.

"Åhr - jo, Nethe! Vær nu sød!"

Leddiche er på vej ned ad trappen. Hun standser. Han ligner virkelig Gabriel. Uden at tænke videre over det, går hun derhen og er snart med.

Han kommer ud inde fra huset. Bevæger sig uendelig langsomt, stirrer frem for sig med åbentstående mund og hænderne løftede som til velsignelse -

"Nu gør jeg det!"

- råber han afsindigt -

" - jeg gør det!! Gud tilgive mig og min hustru!"

Så vender han sig og begynder at gå ind, da der i det samme lyder et skrig nede fra flokken af statister -

" - nej! La’ være!"

Leddiche standser og vender sig forbløffet. Instruktørassistenten råber ’stop!’, mens alle kigger hen på Nethe, der står og holder sig for munden. Så slår hun beklagende ud med armene, siger ’undskyld’ og begynder at gå.

"Hov - bliv!"

Instruktøren kommer hen sammen med assistenten -

" - det var ganske vist ikke meningen; men det virkede sgu rigtig godt! Helt naturligt! Vi ta’r det igen!"

Han fører hende tilbage, og hun får ikke protesteret.

"Hør her - "

- forsætter han, idet han kalder en mandlig skuespiller hen -

" - lige før du, Ole, løber op ad trappen for at bremse præsten, skal De skrige, som De gjorde, fru Källström. Hva’ var det nu, De sagde?"

Nethe får hvisket:

"Nej - la’ være …"

"Ok! Vi ta’r det. Klar til optagelse!"

De filmer scenen en halv snes gange, og Nethes stemme er nedslidt allerede efter de fem. Hvad hun slet ikke har nået at forudse, er, at de også skal have det i næroptagelse.

Hun bliver sminket og får ordnet håret af en konstant snakkende sminkøse. Og så står hun der pludselig foran projektørerne. Verden ligger i mørke bag ved kameraet. Hun skimter konturerne af filmholdet og hører instruktørens stemme:

"Prøv at lyde mere forskrækket, fru Källström - meget mere, lige som første gang!"

På et tidspunkt kommer han hen -

" - la’ mig gi’ Dem et lille trick, som skuespillere gerne benytter: tænk på noget forfærdeligt, noget helt forfærdeligt, De har oplevet. Det har vi alle, og De er sikkert ingen undtagelse - og så skrig ordene - skrig!!"

Nethe skriger. Den sidste gang bliver hun stående sanseløs, og da de slukker lyset, kan hun først intet se.

"Tak for hjælpen! Er De all right?"

Assistenten rører ved hendes arm. Hun nikker og begynder langsomt at gå. Blander sig med mængden og når ud på gaden, da hun bliver indhentet -

" - tillykke, Nethe!"

Det er Mogens Leddiche. Hun standser og ser forvirret på ham -

" - med hvad?"

"Debut’en!"

Hun ser ned og smiler skævt.

"Jeg stod bag ved og lurede Dem. Slet ikke dårligt. Er De ikke glad?"

"Åhr, jeg ved ikke …"

"Ikke det! Nej, hør nu! Enhver anden ville ikke være til at købe efter det her. Være med i en film! Hva’?"

Nethe nikker, løfter hånden til hilsen og begynder at gå.

Åhr - for resten …"

Han kommer hen, ser med ét forlegen ud og står lidt og rokker på fødderne. Netop da er der et umiskendeligt træk af den person, han spiller. Det er både Gabriel og Mogens.

"Ja - ?"

Nethe ser bestemt på ham. Pludselig stærk.

"Hvad er der?"

"Jo, ser De, det ka’ godt være, jeg er lidt for fri; men jeg ville høre, om De eventuelt ville med en tur på Kajbjerg i overmorgen. De ved: kunstmuseet oppe ved Holckenhavn - ?"

Nethe svarer ikke, og han fortsætter:

"Der er vist nok en særudstilling for tiden - og så selvfølgelig den faste samling. Men jeg synes nu, at bygningen i sig selv er et besøg værd. Har De været der?"

Nethe ryster på hovedet.

"Den er jo heller ikke mere end et års tid."

I det samme tager han sig til nakken -

" - av for pokker! Ja, man er ikke atten år mere! Han tog sgu da også så hårdt fat, Ole, selv om det jo ikke lykkedes ham at forhindre tragedien. Jeg fatter altså stadig ikke, at nogen ka’ få sig selv til at - og så en præst!"

"Han var desperat."

Nethe lyder rolig.

"Ta’r De ham i forsvar?"

Hun ser op og trækker på skuldrene. Leddiche tager hånden fra nakken og stirrer på hende -

"Hva’ - gør De?!"

"Næh …"

"De forbløffer mig!"

I det samme passerer rutebilen. Nethe begynder at gå.

"Hov, De svarede mig ikke!"

Hun ser træt på ham -

" - jeg ved det virkelig ikke!"

"Men jeg mener - min invitation …"

"Nåhr den! Joh tak - "

"Det lyder ikke ligefrem overbevisende …"

"Jo, men jeg si’r tak."

"Godt! Altså på torsdag ved 10-tiden. Jeg ska’ nok lige snakke med Ben, ikke?. Vi kører i min bil."

Nethe nikker, samtidig med at der bliver kaldt oppe fra trappen. Han ser usikkert på hende, hilser og flagrer tilbage.

Hen under aften da holdet har spist, og der er ryddet væk og vasket op, skynder Nethe sig tilbage til annekset. Hun er umådelig træt og har tænkt sig at gå tidligt i seng. Det er begyndt at regne. En ganske fin, tæt nedbør, der får tagene til at skinne, mens resten af husene - de ellers så iøjenfaldende gavle og facader - næsten forsvinder.

På vej ind ad indkørselen ser hun over mod kirken. Inde på kirkegården står en med en stor, sort paraply. Først tager hun ikke særlig notits af det, er ved at åbne døren for at gå ind, da hun pludselig standser og går derover.

Hun stiller sig ved tårnhjørnet, skjult for manden med paraplyen, der imidlertid er nået ned til gærdet mod syd. Han standser ud for en grav her og står i nogen tid. Så ser han sig om, Nethe træder ind i skjul og håber på, at han ikke nåede at se hende.

Lidt efter hører hun skridtene på grusgangen, kirkegårdslågen smækker og regnen, der i mellemtiden er taget til, lyder voldsom i sit nedslag.

Hun ser sig om og går ned, omtrent hvor han stod. Her er en høj gravsten over landinspektør Hoedt og hans familie og dér ved siden af - dér - hun holder vejret og stirrer. To små sten og en større. Der står: ’Jørgen’ og ’Sov sødt, lille Ellen’ på de små og på den store: ’Pastor Gabriel Zukunft’.

Regnen gør stenene blanke, og de spejler det svage skær fra skyerne. Nethe står meget længe. Først da en knallert kører forbi ude på vejen, får hun tvunget sig ud af stillingen og begynder at gå op mod kirkegårdslågen, som hun åbner og lukker med besvær på grund af det tunge håndtag.

"Go’ aften, fru Zukunft!"

Hun farer sammen. Han står bag ved kapellet, der ligger ud til vejen lige ved lågen. Manden med paraplyen. Det er doktor Simonsen, der kommer hen -

" - nå, man mindes nok de kære …"

Regnvandet drypper fra paraplyen.

"Hva’ vil De mig?!"

Nethe undlader at se på ham. Idet han træder et skridt nærmere, svarer han:

"Åhr, jeg gør mig blot visse tanker, fru Zukunft."

De står lidt uden at sige noget. Regnen vælter ned nu.

"Vil De ikke …?"

Han holder paraplyen frem mod hende.

"Nej tak!"

Han smiler og fortsætter:

"Ja, var det ikke for arret i Deres tinding, havde jeg nok ikke genkendt Dem. Men vi læger har nu en ganske god evne til at husker de sår, vi selv har læget - "

"Vil De mig noget?"

Hun ser vredt på ham.

"Nej - nej, blot hilse på en god, gammel bekendt. Er der noget ondt i det måske?"

Nethe begynder at gå over gaden, da han fortsætter med at sige:

"Og så undrer det mig, at nogen er i stand til at mobilisere en sådan kynisme."

Hun standser og ser hen imod, hvor han står -

" - De mener?"

"Ja, at vende tilbage til det sted, hvor man har forvoldt så megen ulykke."

Nethe går helt hen til ham. Hendes stemme er hæs:

"Jeg har ikke dræbt mine børn!!"

Han betragter hende roligt, spidser munden og siger:

"Fra et juridisk synspunkt - nej!"

Hun begynder at græde, men får sagt:

"Havde jeg vidst, hvordan det var fat, var jeg kommet omgående! Hører De: så var jeg kommet!!"

"Løgner!"

Hans stemme er forandret, og han gentager:

"Løgner!! Gabriel skrev til Dem flere gange!"

"Og hvor ved De det fra?"

Han lader paraplyen hvile på skulderen og ænser tilsyneladende ikke regnen nu -

"Sagt i al beskedenhed, prøvede jeg at støtte Gabriel til det sidste og opfordrede ham til at skrive til Dem. At han også gik med de frygtelige planer, som snart skulle vise sig, havde jeg naturligvis ingen anelse om."

"Jeg fik intet brev!"

"Nu vel, så si’r vi det …"

Nethe træder et par skridt væk og ryster på hovedet -

"De er jo sindssyg! Det har De altid været. Sindssyg!!"

Hun begynder at gå baglæns ud på vejen, idet hun flere gange standser og slynger det sidste ord mod ham.

Han bliver stående uden at fortrække en mine, så løber hun over til annekset.
.

De kører ad landevejen nordpå. Leddiche styrer med én hånd på rattet, mens han støtter albuen på karmen og gestikulerer med den frie. Han er i godt humør, snakker løs, griner og udgør med sin lette, lyse påklædning næsten et billede på foråret, der denne dag for alvor synes at skulle slå igennem. I hvert fald set på baggrund af de seneste dages grå, triste lys.

"Trækker det - ?"

Han ser på Nethe, der ryster på hovedet.

"Jeg tænkte, at vi først kunne gøre holdt ved Kogsbølle bakke. Det er lige over for Kajbjerg Skov, og der skal være en pragtfuld udsigt over Nyborg Fjord. Jeg har forhørt mig hos en lokalkendt."

"Det lyder godt."

- svarer Nethe så stille, at hun må gentage.

Bilen spinder og fjedrer blidt. Den kører som en drøm, og sammen med indtrykket af landskabet, der ligger badet i sol, føler hun, at verden er blevet en anden, og at hun, selv på baggrund af de seneste dages hændelser, tør håbe noget godt for fremtiden. Nærmere hvad kan hun af gode grunde ikke gøre sig forestilling om; men hun afviser enhver spekulation lige nu og samler sig om at være på udflugt med en kendt skuespiller i hans imponerende bil.

Hun ser ud over en spirende, grøn mark, som de passerer. Farven er overalt så jævn, at det forekommer uvirkeligt. Leddiche spørger:

"Hva’ tænker De på?"

"Ingenting."

"Er humøret bedre i dag?"

Hun nikker.

"Jeg spørger nok for meget. Men jeg ved ikke, De gør mig nysgerrig af en eller anden grund."

"Nåh …"

"De er fynbo?"

"Ja."

"Men Källström - ?"

"Min far var svensk."

"Ja så - er De gift?"

"Ikke mere."

"Og børn …?"

"Jeg er alene."

"Nå, mon ikke jeg sku’ indstille forhøret?"

"Det gør ikke noget."

"Nej, De har næppe noget at skjule …"

Han griner og rører ved hendes arm. Hun ser på ham -

" - ligner jeg sådan en?"

Han slår ud med hånden, pludselig forlegen og får ikke svaret.

Lidt efter drejer de mod vest, kører gennem en lund og når op på toppen af den høje bakke ved Kogsbølle, hvor de standser.

"Hva’ gi’r De?!"

Leddiche står med udbredte arme og ser ud mod bæltet. Længst ude skimtes horisonten kun lige i den kraftige sol, som smelter vand og himmel sammen. To færger passerer hinanden, dér hvor fjorden drejer ind mod Nyborg.

Nethe stiller sig ved siden af ham. En lærke stiger i vejret tæt ved. Han peger -

" - nede bag den skov lige ud til fjorden ligger museet. Hele østfacaden er glas, og det gi’r et fantastisk lys indenfor. Glæd dig! Ja, nu si’r jeg altså ’du’ …"

Hun nikker til ham.

"Jeg mener: vi er på tur sammen, ikke?"

"Det er i orden."

Han vender sig -

" - og så ligger ellers hele Fyn for vore fødder. Se: to kirker så tæt ved hinanden!"

Han peger og fortsætter:

"Er det nu ikke underligt, at i sådanne små samfund ka’ så store tragedier udspilles?"

Hun nikker igen og vender sig mod øst. Han går lidt væk og ser på hende.

"Hvad er der?"

"Åhr, ikke noget - jeg sku’ bare lige se …"

"Mig bagfra?"

"Dig i modlys!"

Hun ryster på hovedet og smiler. Han går helt hen til hende -

" - jeg ville gerne stå bag kameraet engang. Fange det rette lys!"

"Næppe med mig …"

"Nå, hvorfor dog ikke?"

Han lægger armen om hendes skulder, idet han atter ser ud mod bæltet. Hun føler sig pludselig tung, lukker øjnene og trykker sig ind til ham. Han presser læberne mod hendes isse, og hun mærker hans åndedrag. Så retter han sig og hvisker:

" - se færgerne …"

Hun åbner øjnene og nikker. Den, der er på vej ind i havnen, skinner hvidt mod det blå vand, mens den på vej ud er ved at forsvinde i lyset.

"Og hør - !"

- han lægger nakken tilbage. Der er flere lærker i luften nu.

Kort efter, da de sætter sig ind i bilen igen, læner han sig over imod Nethe, stryger hende over håret, trykker håndfladen mod hendes øre og kysser hende. Nede fra foden af bakken hører de en bil, der arbejder sig op.

Han betragter hendes ansigt nøje. Hun ser på ham -

" - noget galt?"

"Nej - nej!"

Han smiler.

"Du ser sådan på mig …"

"Ja!"

- siger han, klemmer hendes hånd og starter.

Vejen ned ad bakken mod Kajbjerg skov føles som en endeløs slædetur. Midtvejs slukker Leddiche for motoren, griber hende om nakken og kysser hendes kind.

"Pas dog på!!"

Hun presser hænderne mod instrumentbrættet, og han fortsætter med at styre, idet han giver sig til at fløjte. Hjulene synger, og solen funkler mod køleren.

Først ved indkørslen til kunstmuseets område, hvor grusbelægningen larmer, tænder han motoren igen og parkerer på pladsen ved bygningens sydside.

"Næh - goddag, goddag, hr. Leddiche!"

En høj, slank mand i mørkt tøj træder uden for skranken ved billetsalget og rækker hånden frem mod skuespilleren -

" - sikken overraskelse! Velkommen!"

Leddiche besvarer hans hilsen. Manden skæver hen til Nethe, undlader at hilse på hende og fortsætter:

"De har ikke Deres hustru med? Nej, men det har strejfet mig et par gange, om Deres vej mon skulle falde forbi, når De nu arbejder her i nærheden. Jeg kender Deres passion for ny kunst. Har fruen det ellers godt?"

Leddiche bekræfter.

"Vi har, som De sikkert ved, netop åbnet en særudstilling med nordiske fotografer, som sikkert vil interessere Dem. Denne vej, Leddiche!"

Han har tilsyneladende intet valg, står lidt og leder efter ordene, idet han skæver til Nethe, der er ved at købe billet. Så følger han manden.

"Vi mødes derinde!"

Han slår beklagende ud med hænderne, Nethe nikker til ham, tager sin billet og begynder at gå omkring i hall’en.

Et usædvanlig blødt og altdækkende lys fylder rummet gennem den store glasvæg. Etagerne er opført som åbne planer i det ene rum, der udgør bygningen, og så diskrete og lette forekommer de bærende konstruktioner, at de synes at svæve.

Hun går hen til vinduet. Udenfor strækker en græsplæne sig helt ned til vandet. Der er opstillet flere skulpturer, og området begrænses til begge sider af høje træer. De er næsten udsprungne og brydes i middagssolen med et fint, grønt skær.

En stor måge har slået sig ned på skulpturen nærmest bygningen. Den står ubevægelig, men letter på et tidspunkt så brat, at Nethe bliver forskrækket. De spidse vinger har et vældigt omfang, den flyver op over trækronerne, jager derpå ned over vandet i en stor bue og forsvinder i retning af byen.

Hun ser sig om i stueetagen. En masse små skulpturer står på slanke piedestaler. Nogle forekommer lette og luftige sammensvejset af tynde jernstænger, andre er tunge og uigennemtrængelige.

Idet hun begynder at gå op ad trappen til næste repos, strejfer hendes blik en plakat på væggen. "Nordisk fotografi". Hun standser pludselig, går ned igen og hen til den. En lang række små billeder udgør hele fladen, og dér midt i - hun går nærmere - dér et af en helleristning. Hun så det vist straks fra trappen, så det ud af øjenkrogen, hvor lille det end er. Fotografiet af den store kriger, der løfter sit våben over et skib. Og dér blandt mange andre navne: Henning Nielsen.

De er ophængt på første etage i museets nordvestlige del. Hun har skyndt sig derop og står forpustet foran de store forstørrelser. Der er i alt en ti-femten stykker. Et øjeblik må hun hen og støtte sig til gelænderet, billederne gør hende svimmel. Så store og skarpe. Deres umådelige stoflighed, slagskyggerne, der lader tegningerne springe frem af klipperne, som var de modellerede på fladen snarere end udhuggede, og så det, der berører hende mest: skoven i baggrunden, stammer på rad og række med et dybt natmørke imellem sig. Hun tvinger sig hen foran dem og standser ud for hver enkelt. Krigere, heste, skibe og processioner af folk. Høvdinge eller guder eller begge dele i samme skikkelse med strittende lem og løftede arme, hvor hænderne er på størrelse med deres hoveder.

Det er som inde i kirken forleden. Tydeligere og tydeligere, i stadig længere sekvenser passerer det revue. Alt det hun har glemt eller mistet eller hvad det hele nu kan være. Det er ikke så meget stederne som deres samvær, heller ikke så meget opstillingen af udstyr - kamera, lamper og den fræsende generator, som det er et kys nu og da under det natlige arbejde, et lille strejf, en hånd på hendes nakke. En tøven fra hans side. Han forlod pludselig arbejdet, slukkede lyset, skabte stilhed omkring dem i den uendelige skov. Det var hans stilhed og stumme sprog, der forstærkede berøringen, hans magiske kærtegn, der slog en tryllekreds om hendes krop, og hun hengav sig med ubeskrivelig, selvforglemmende glæde til hans bevægelser. Hun råbte hans navn igen og igen, som var han lysår borte; men han var lige dér over hende og i hende. Og hun ønskede at åndemaneren på klippen under dem ville forlænge natten uendeligt.

Nu råber nogen hendes navn. Langt derfra for længe siden. Nethe. Nej, det er her og nu.

"Nethe!"

Leddiche bøjer ned i knæ -

" - hallo! Hvor er du henne?"

Hun ser op fra sofaen, hvor hun har sat sig for længe siden, eller også var det lige før. Men hvordan hun er kommet fra første etage og ned i hall’en, kan hun ikke huske.

"Ja!"

Hun springer op og smiler genert, som om det bare var en ubetydelig distraktion, et harmløst minde, der netop havde opholdt hende i kort tid. Uendelig kort.

"Ja, så er jeg her!"

- siger hun forvirret.

"Hva’ mener du? Det er da mig, der har været væk. Mig der svigtede!"

Han tager hende på armen -

" - på grund af den nar!"

Han ser sig hurtigt om.

"Har du ventet længe?"

"Nej!"

"Du vil måske helst gå lidt omkring alene?"

"Nej!"

"Din tale skal være ’ja-ja’ og ’nej-nej’. Nethe, du siger næsten intet!"

Han står med skrævende ben midt i rummet. Ovre ved vinduet stikker et par af museumsgæsterne hovederne sammen og ser hen på ham.

"Hør, lad os gå op i kantinen, så må kunsten vente!"

Han byder hende armen, men standser på vej op ad trappen -

"- nej, du skal lige se nogle store fotografier, der hænger heroppe. Helleristninger! Ved du, hvad det er?"

"Jah - men sku’ vi ikke hellere - jeg trænger til en kop kaffe!"

"Nej, jeg er benhård: du kommer med! Det er for øvrigt på vej hen til kantinen."

For anden gang denne dag bliver Nethe konfronteret med fotografierne. Endnu engang passerer hun rækken af krigere, dyr, tegn og skovmørket i randen af motivet. Leddiche fører begejstret an, holder hende mellem sig og billederne, konstant talende, beskrivende det, de ser, spørgende og undrende sig, mens hun følger.

"Det er sådan noget, han fotograferer, ham elskeren i filmen, da han har bortført præstefruen. Tilbage til naturen, hva’ behar’?!"

Han peger på en potent kriger og ser på Nethe, der forsøger et smil.

"Er du vred på mig?"

"Nej, hvorfor …?"

"Fordi jeg skred med direktøren."

Nethe benægter -

" - du har jo dit at passe."

"Ja, men ikke ham!"

De når frem til kantinen. En af damerne kommer med en bakke brugt service. Da hun ser dem stiller hun omgående tingene fra sig og anviser et bord ved vinduet -

" - værs’go’! Den bedste udsigt!"

Hun smiler til Leddiche.

"Gi’ mig et glas øl, frk.! Hva’ med dig, Nethe?"

"En kop kaffe, tak!"

De sidder lidt uden at sige noget. Nethe ser ud, Leddiche ser på hende. Han griner -

" - Ben var ellers ikke meget for at gi’ dig fri."

"Såh? Han beklagede sig ikke, da jeg spurgte."

"Nej, det tror jeg gerne!"

Hun ser ud igen. Der går to nede på plænen. En ung mand, høj og ranglet og så en kvinde på hendes egen alder. De standser ud for en skulptur, peger og siger noget til hinanden.

"Nethe - ?"

Han lægger hånden på hendes og knuger den. Hun ser på ham.

"Hvad er det, der trykker dig? Spyt ud!"

Hun retter sig, skal til at sige noget, da ekspeditricen i det samme kommer med det bestilte. Leddiche trækker hånden til sig.

"Er jeg for fri?"

- spørger han, da hun er gået igen. Nethe benægter og ser på ham -

" - nej, slet ikke!"

- gentager hun og bemærker i det samme et ægtepar, der kommer hen -

" - om forladelse, hr. Leddiche; men vi måtte vel ikke bede Dem om Deres autograf? Min mand og jeg er store beundrere af Deres kunst!"

Han tager papiret, hun rækker hen og finder sin fyldepen. Damen fortsætter:

"Vi så Dem i ’Lazaronen’ her i sidste uge. Mageløst! Og så læste vi om det, De er i gang med. Noget ganske andet, ska’ jeg love for. Men tragedien mestrer De jo også, hr. Leddiche!"

Hun tager imod seddelen med hans autograf -

" - og ved De hvad: vi kender tilfældigvis lidt til den forfærdelige historie, som filmen bygger på. Min mand er læge i Odense og var en overgang kollega med doktor Simonsen, der har været med til at skrive manuskriptet. Tænk engang, hvad blind kærlighed kan udrette af ondt. Ét er, at præsten gik fra forstanden; men at fruen ikke besvarede hans mange bønfaldende breve - jamen, det er så frygteligt!"

"Hvilke breve?"

De kigger alle forbløffede på Nethe, der spurgte. Damen fortsætter:

"Ja, det var Simonsen, der fortalte, hvor meget pastor Zukunft gjorde for at komme i kontakt med fruen. Hun var i Sverige på det tidspunkt med elskeren. Hvilken kynisme! Det er sin sag, at hun var ham utro og svigtede familien. Men det! Nej …! Stod det til Simonsen, blev hun hængt i nærmeste lygtepæl. Hvor hun så end måtte være henne i verden."

Hun retter sig og bliver fjern i blikket -

" - han hadede det kvindemenneske også før ulykken. Præsten var hans bedste ven."

Hun ser på Leddiche, takker for autografen og trækker sig tilbage sammen med manden.

Leddiche når ikke at genoptage samtalen med Nethe, da hun undskylder sig, tager sin taske og forlader bordet.

Han sidder og nipper til sin øl. En færge er på vej ud af fjorden. Solen rammer noget blankt på øverste dæk, og det formår et øjeblik næsten at blænde for hele synet.

Da han har siddet et kvarter, rejser han sig, betaler og skynder sig ned i hall’en. Venter nogle minutter ved toiletterne, hvorefter han løber ud til bilen, idet han bestandig ser sig omkring.

Hun er nået over dæmningen ved Holckenhavn og passerer husene i Nyborgs sydlige kvarter. Leddiche kører langsomt ind til fortovet, hvor hun går -

" - Nethe!"

Han har rullet vinduet ned og kalder dæmpet; men hun fortsætter. Da han har stillet bilen og indhentet hende til fods, standser hun og siger:

"Jeg er ikke mig selv, Leddiche!"

Han prøver at fange hendes blik -

" - hvem så?!"

Hun ryster på hovedet, samtidig med at han tager hende ind til sig og holder om hende. De står længe. En gammel mand med hund i snor går forbi dem. Hunden letter ben ved en mast ud for, mens han glor på dem.

"Kom!"

De sætter sig ind i bilen og kører ned mod færgehavnen. Nethe finder et lommetørklæde i tasken og pudser næse. Leddiche er tavs.

Ude på molen slår vinden ind fra syd. Solen har varmet bolværket, og forskellige lugte frigøres fra tid til anden. Lidt råddent fra det stillestående vand i færgelejet, tjære, fisk som atter renses af en frisk brise.

"Det er jo sommer!"

Leddiche rækker hende hånden, og hun sætter sig ved siden af ham yderst på molen. En færge er på vej ind med åben bovport.

"Hør her: jeg lover dig ikke at spørge om noget mere, som ikke angår mig. Du er den, du er. Færdig!"

Hun ser bestemt på ham, og han fortsætter:

"Men jeg elsker gåder!"

De griner. Han trykker hende ind til sig og kysser hende. I det samme tuder færgen, og det giver et sæt i dem begge.

"Det er sgu da ikke nemt!"

Han sætter sig bedre til rette. Færgen glider tyst ind i lejet, kun kølvandets bevægelser høres; men den virker mægtig og henlægger molen i skygge.

"Om to uger begynder vi optagelserne ovre i kirken. Men jeg synes den er for tam, den prædiken Verner har skrevet."

Hun ser på ham -

" - hvordan ’tam’?"

"Ja, det ved jeg jo dårlig nok. Det er en fornemmelse, jeg har. Men de vil ikke ændre på noget. Han henviser til lægen, du ved, som hun osse skvadrede om deroppe. Men selv om det hele bygger på noget, der er sket, er der vel intet til hinder for at lave lidt om på det. Det er ikke en dokumentarfilm."

"Jeg har hørt ham prædike."

Hun ser over på færgen, mens hun siger det.

"Nå -? Men så kendte du ham?"

Hun trækker på skuldrene og fortsætter:

"Jeg ved, at han ikke var nogen helt almindelig præst. Når han prædikede, var det, som om han så det hele for sig."

"Visioner - ?"

"Nej, tværtimod! Han så det bare. Men det kostede ham stillingen."

"Nå, hvordan ku’ det gå til?"

"Det ved jeg ikke. Sådan var det."

"Ka’ du huske, hvad han sagde?"

"Ikke andet end at han beskrev, hvor de stod og gik. Jesus og disciplene. Det var vist det, det hele gik ud på for ham. En lille oplysning i Testamentet om, at de gik ned til den eller den by, så penslede han det ud. Det var meget levende, men jo ingen prædiken."

"Hvad ved du egentlig om hans kone?"

"Alt for lidt."

"Du vil gerne kende hende?"

"Måske …"

Leddiche nikker og ser efter en kutter på vej ud -

" - ku’ du ikke fortælle holdet om hans prædiken?"

"Nej."

Hun ser ned i vandet, hvor en plamage af vandmænd skvulper i overfladen. Så rejser hun sig. Nogen tømmer en spand ud over færgens bagstavn, mens mågerne flokkes om stedet.

"Vil du godt tilbage?"

Han kommer hen. Hun ser på ham -

" - jeg er vist ikke videre selskabelig …"

"Hvis du vidste, hvor jeg nyder det!"

"Virkelig?"

Han træder ind foran hende, vil sige noget, da hun pludselig knuger sig ind til ham.

I det samme kører toget ud af færgen, mens det hviner fra skinnerne.

Langt derfra. Men det høres tydeligt i natten. En hund gør. Ude på vejen kører en knallert forbi.

Alt hvad de har brug for er lige omkring dem. Alt og ingenting. Intet ord, ingen tanke, men alt hvad de kan komme på af det gode, de gerne vil hinanden. Lige dér og dér. Overalt og intetsteds. Det er der, det er der ikke. Det er netop alt og intet.

Tørrer fingerpuder stryger mod hendes hud. Kredsende. Både sikkert og famlende. Hun gyser uden at vide for hvad. Jo, et eller andet fjernt truende. Men lige nu er tanken forment adgang, lige nu gælder det hans hvisken og kærtegn. Der er hele tiden to navne i spil mellem to kroppe. Det er summen af deres øjeblikkelige kærlighed. Kroppene og deres navne.

De har lejet sig ind på et motel uden for Odense, og dér et sted mellem den gamle og ny bopæl lykkes det hende for en enkelt nat at frigøre sig fra sine mareridt og hengive sig til manden, hun både kender og ikke kender, og som får hende til på én gang at huske og glemme.

Tidligt om morgenen rumsterer det; men han vågner kun halvt og sover ind igen. Det er så småt ved at lysne. Der lyder et lille klik, døren åbnes og lukkes; men det indgår blot i periferien af hans drømme.

Et par timer senere løber han ud til bilen med tøjet i uorden, håret strittende. Han pejler ud i landskabet, starter og kører østpå.

Men denne gang lykkes det ham ikke at indhente den kvinde, det hele nu gælder, og som han desperat og for enhver pris vil finde igen.
.