NATURALISMEN

1870 - 90
Det moderne gennembrud

T
E
K
S
T
E
R

  INDTAL TEKSTEN I MP3

BANG : BEVÆGELSES (FØLELSES) IMPRESSIONISME

BRUD I TEKSTEN
 

Naturalisme

I følge den naturalistiske livsanskuelse eksisterer der intet ud over naturens love.

Menneskets ånd er et produkt af arv og miljø
Alle åndelige og sociale fænomener er afhængige og afledte af naturlovene.
Selv menneskets moralske og religiøse liv anses som en blot og bar forlængelse af samspillet mellem det biologiske liv og miljømæssige faktorer.
 
Naturvidenskaben sætter dagsordenen - også i den kulturelle offentlighed
1800-tallets naturvidenskabelige landvindingers betydning for filosofi, litteratur og malerkunst kan ikke overvurderes.
I denne periode udbredte de naturvidenskabelige erkendelser og opdagelser sig nærmest eksplosivt.

I slutningen af 1800-tallet oplevede datidens borger hvorledes den konkrete dagligdag blev ændret på grund af naturvidenskabens formidable evne til at omsætte teoretisk, videnskabelig indsigt til tog, biler, storbyer, fotoapparater, fabrikker, lægemidler, o.s.v.
  

G. Brandes & radikalismen - At sætte problemer under debat

I 1870 var det danske kulturliv på en måde lullet i søvn på en forstenet pude af åndeligt arvegods fra romantikken. Romantikkens oprindeligt dynamiske og revolutionære idegrundlag var efter 70 års gentagelse nedslidt og udvandet til hult klingende fraser ingen alligevel troede på når det kom til stykket.
Romantikkens idealer var blevet reduceret til de herskende klassers foretrukne sminkemiddel når det gjaldt om at opretholde en pæn facade udadtil. Virkeligheden, især den videnskabelige og industrielle, havde for længst overhalet bedsteborgerens forestillinger om ideernes verden inden om.

Det forløsende kejsersnit for den nye naturalistiske periode i Danmark blev faktisk fortaget alene ved en persons radikale indgriben. Aldrig før eller siden er en periode i dansk litteratur i den grad blevet til i kraft af kun en enkelt persons handlinger. 
 
Det moderne gennembrud - Templet stormes af en enkelt mand
Det moderne gennembrud i dansk litteratur introduceredes af Georg Brandes ved en forelæsningsrække ved Københavns Universitet i 1871. Denne forelæsningsrække hed Forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur.
 
Georg Brandes forelæsninger eksploderede som bomber i den danske kulturelle offentlighed. Bragene skabte en enorm opsigt og forårsagede en storm af voldsomme reaktioner - mest imod, men også for.

Georg Brandes var en lidenskabelig og provokerende forelæser. Med sig fra studierejser i det store Europa havde han en helt ny måde at tænke på, som skulle vise sig at fungere som gift for næsten alle de forestillinger den danske kultur havde arvet fra den romantiske periode.  Det nye bestod i muligheden for at overføre den naturalistiske tænkemåde til kunstens verden. En af de vigtigste byggesten i den naturalistiske tankegang var den nye videnskabelige retning, positivismen, der kun anerkender det som eksakt kan måles og vejes.

Den danske offentligheds forestillinger under en kritisk lup
Brandes gjorde op med Danmarks efterhånden udvandede nationalromantiske epigondigtning. Men han holdt sig ikke udelukkende inden for den litterære sfæres rammer.
For den nye litterære videnskabsmand var intet emne eller område på forhånd helligt eller urørligt.
 
Problemer til debat  - problemlitteratur
Brandes gik således langt ud over litteraturens traditionelle grænser og opfordrede til en kritisk undersøgelse af begreber som det nationale, staten, kirken, familien, ægteskabet, den offentlige moral osv.
Han samlede disse kritiske bestræbelser under paraplyen: problemer til debat. 

Men det så ud til, at alt hvad der kom under Brandes og hans senere litterære disciples kritiske mikroskop, så betændt ud, og alt hvad der blev set i deres kikkert, smuldrede.
Den danske offentligheds forestillingsliv kunne simplet hen ikke tåle mødet med videnskabsmandens lup.
 
Brandes som tankekanal mellem Europa og Danmark
Brandes fortjeneste er ikke så meget hans litterære indsats. Her overstråles han af periodens talrige andre stjerner. Hans rolle var at være totemfigur og filosofisk talerør for en hel generation af nye forfattere, der tog hans tanker til sig og forvandlede dem til kunst.  Strengt taget var var de nye ideer heller ikke skabt af Brandes. Hans egentlige fortjeneste var at være en kanal for de mægtige nye ideologiske strømninger i Europa.
 
Kulturradikalisme - kulturkamp
At fødselshjælpen og revolten udgik fra universitetsmiljøet er værd at bemærke. 

Generelt om Kunstens og kunstnerens rolle i naturalismen

De digtere, filosoffer, malere og musikere som hidtil havde oplevet sig selv som forkyndere af et åndeligt princips overherredømme, oplevede således nu hvorledes naturvidenskaben uden hjælp fra guddommelige magter og forestillinger revolutionerede verden.  
 
Deres rolle som kustoder i et museum for forstenede romantiske og biedermeierborgerlige idealer blev mere og mere tydelig. De romantiske idealer blev misbrugt af de herskende klasser til at dække over en virkelighed der var anderledes grum. Den poetiske realisme var som teknik blevet degraderet til at sminke en barsk social virkelighed.   

Brandes nye radikale tanker blev derfor grebet af den kunstneriske elite med kyshånd. 


Kunstnerens forvandling fra "præst" til "videnskabsmand"
For de kunstnere som længtes efter luftforandring, blev videnskabsmanden den nye rollemodel. Videnskabens metoder og fremgangsmåder blev den nye målestok for litteraturfrembringelse.

Strategien i denne krig mod forældede idealer og tanker blev at sætte problemer under debat. 

1. Den kølige videnskabelige forfatter
Det positivistiske videnskabssyn overførtes som arbejdsmetode for forfatterens virke. Litteraturen begyndte at "måle og veje" verden. Litteraturens opgave blev at skabe afdækningskunst: den fandt forklaringer i årsagssammenhænge og søgte med videnskabelig akkuratesse efter disse årsagssammenhænge i menneskets biologiske arv og indvirkningerne fra dets miljø.
Forfatteridealet blev den objektivt, kølige iagttagende, "videnskabelige" iagttager, der uden moraliserende stillingtagen i form af alvidende forfatterkommentarer kunne stille den rette diagnose.
I naturlig forlængelse heraf blev romanen naturalisternes foretrukne genre.

2. Den sandhedssøgende, oprørske forfatter
Det moderne gennembruds kunst blev imidlertid også et nyt og farligt kulturpolitisk våben.  
Dette fornuftens våben blev først og fremmest rettet mod den foregående periodes antikverede åndelige og moralske forestillinger.

Kunstneren blev således ikke blot en kølig objektiv videnskabsmand.
Han blev også en provokatør, oprører og samfundsomstyrter. Som i Drachmanns programdigt Ude og hjemme bryder den oprørske kunstner ud gennem vinduet - ud af intimsfærens nationalborgerlige drivhusmiljø. Den ny tids kunstner orienterer sig mod revolutionernes og omvæltningernes Europa som litterær legeplads. 
Drachmann bruger imidlertid i den sidste strofe ordet derude frem for herude, hvilket afslører hans revolutionsromantiske skrivebordsretorik.
 
At udfordre de etablerede holdninger krævede dog undertiden et stort personligt mod.   Nordmanden Henrik Ibsen (1828-1906) skrev under indtryk af de stærke negative reaktioner hans kunst affødte: Tag ikke livsløgnen fra hverdagsmennesket. Ikke desto mindre fortsatte han i sin litteratur ufortrødent at revse borgerskabet med sin nådesløse sandhedssøgende kunst.

Da Gengangere blev uropført blev publikum så rasende, at intet teater efterfølgende turde opføre stykket. Publikum råbte rasende: Nihilist! Nihilist!
Ibsen skrev efterfølgende til Brandes: Hvad det gælder er menneskeåndens revoltering!

Samfundslægen stiller diagnosen
Han opfattede sig selv som: Den samvittighedsfulde samfundslæge som har påvist løgnens og ansvarsløshedens gift i  den kilde, hvoraf godtfolk (almindelige mennesker) tror at øse helsedrik. (1882)

Det ovenstående citat af Ibsen viser også hvorledes den skandinaviske naturalisme bliver inspireret af de større udenlandske strømninger. Hos den franske teoretiske totemfigur og romanforfatter Emile Zola er det netop lægens diagnose der som metafor bliver brugt til at beskrive forfatterens opgave. 
 
3. Den detektiviske forfatter - afslørings og optrevlingskunst
Den naturalistiske forfatter optræder også som en slags detektiv. Han skaber afsløringskunst. Som Fru Alving i Ibsens Gengangere "optrevles" facadens pænt broderede overflade for i sandhedens tjeneste at afsløre råddenskaben under overfladen.


4. Den ensomme forfatter - outsideren
Det siger sig selv at forfatteren ikke just får medaljer af det borgerskab hvis dobbeltmoral han afslører. Forfatteren oplever derfor i den naturalistiske periode ofte sig selv som fremmed over for det samfund han skriver om. Han er ikke en del af det liv han skildrer, men står på sidelinien

a) enten stolt, arrogant med ideologiske saltvandsindsprøjtninger fra Nietzsches overmennesketeorier. H. Drachmann, G. Brandes

b) eller passivt, lidende og medfølende med de stille eksistensers mangel på evne til at leve et meningsfuldt liv i nuet.    H. Bang
  

Emner

1) Problemlitteratur - samtiden
"At sætte problemer under debat" (G. Brandes):
Samfundets indretning, ægteskabet, religionen,
Gøre op med forældede romantiske biedermeier-forestillinger
Mennesket har ingen guddommelig sjæl.
Virkeligheden er her og nu! - Den er ofte styg.

2) Psykologiske portrætter - Freud før Freud

Genrer

Romanen & den videnskabelige forfatter
Det uendeligt små og det uendeligt store i poesien  -  G. Brandes

Forfatterens rolle som litterær videnskabsmand, der indsamler sit materiale om menneskets psykologi og samfundsforhold får  genremæssige konsekvenser.
Romanen er nemlig via sit omfang velegnet til videnskabeligt at afdække hvorledes arv og miljø former menneskets adfærd.
Hvor lyrikken egner sig godt til at beskrive sjælelige tilstande og antyde deres transcendentale kontekst bliver den realistiske roman naturalisternes fortrukne genre.

I sit værk forsøger forfatteren at træde tilbage for at give læseren en fornemmelse (en illusion) af at hans "dokument om menneskene" er et objektivt virkelighedsbillede.

Novellen & antydningskunsten
Især de impressionistiske forfattere anvender ud over romanen også novellens kortere form, idet denne form egner sig fint til impressionismens antydningskunst.

Dramaet og den betændte intimsfære - intimsfæren som teaterscene
Dramaet/skuespillet er en genre der egner sig glimrende til at afdække tidens officielle moral som dobbelt moral. En stor det af det af borgerskabet praktiserede hykleri foregik efter naturalisternes mening inden for hjemmets fire vægge - i intimsfæren. Hvis man piller den ene væg ned, har man en perfekt teaterscene. Publikum har nu fri adgang til at se sig selv fremstillet, "optrevlet" og afsløret.   
 

Naturalisme & Impressionisme

1. NATURALISTISK FORTÆLLETEKNIK

Skabelsen af den naturalistiske skrivemåde - indsamling af detaljer
I begyndelsen af den naturalistiske periode er forfatterne stadig afhængige af de romantiske forgængeres sprog, stil og teknik.
I I.P. Jacobsens værk Marie Grubbe finder vi i indledningen af romanen en naturbeskrivelse der minder om poetisk realisme fra romantikken. Men den uhyre detaljerede beskrivelse vi finder af naturen i dette indledningsafsnit peger derimod bort fra romantikken. Det er naturalisten og botanikeren I.P. Jacobsen der på videnskabelig vis indsamler og beskriver detaljer for netop gennem detaljerne at vise et videnskabeligt funderet helhedsbillede.

Men der er ingen tvivl om at I.P. Jacobsens overordnede hensigt med romanen er rent naturalistisk.
 

2. IMPRESSIONISTISK FORTÆLLETEKNIK

Impressionisme - kunstnerisk gennemført naturalistisk fortælleteknik.
Efterhånden finder den naturalistiske filosofi vej helt ud i syntaksen, hvor den aflejrer sig i form af en ny kunstnerisk fortælleteknik, impressionismen.
Impressionismen fastholder naturalismens interesse for detaljen, men lader kun punktvis
læseren opleve detaljen. Resten skæres bort.
Indtrykkene gengives mere skitseagtigt - uforarbejdede af intellektet - og antydningsvist.
Som læser bliver man således inviteret til at lade indtrykkene at komme til sig, forholdende sig passivt iagttagende.

Læserens fantasi stimuleres
Den impressionistiske fortællekunst overlader derfor - netop gennem det den ikke siger - et langt større ansvar til læseren selv til gennem sin forestillingsevne at "færdiggøre" det samlede billede.

Denne underdrevne fortælleteknik minder også om sagaernes fortælleteknik.

Det impressionistiske sprog
Den impressionistiske forfatter Herman Bang var selv meget bevidst om sin egen litterære teknik:
Lad forfatterne sammenhobe sætninger, lad dem ødsle med ord og lad dem udelade verber; lad dem i susende hast kæde punktummer sammen og derpå atter hvile i rytmisk, sagte musik. Vi opgiver lovene, tillader lovløshed og forkaster mange regler.
 - H. Bang

Herman bang var også klar over denne litterære tekniks taknemmelighedsgæld til malerkunsten:

                               At stilen skal kunne male - H. Bang

Sproget bliver på en måde "opløst" - Ingen lange akademiske sætninger. I stedet ser vi korte sideordnede sætninger uden konjunktioner og relativord.

Dialogen, oftest i form af dækket direkte tale, erstatter det fortællende. Formen nærmer sig derfor ofte dramaet.
 
Øjebliksfremstillingen og fotografiet
Impressionismen er en Indtrykskunst.  Den består af øjebliksfremstillinger.
Denne orientering mod en fremstilling af øjeblikket er uden tvivl inspireret af fotografiet, som netop blev mere alment tilgængeligt i samme periode. 
 
Følsom skildring af de stille eksistenser
Der er i impressionismen en tendens til at lade beretning/handling glide i baggrund til fordel for en personlig/subjektiv og følsom beskrivelse af sjælelige tilstande.

Antydningens kunst
Den "antyder" frem for at sige tingene lige ud i form af forfatterkommentarer. Den gammeldags alvidende fortæller er allerede begravet med den naturalistiske kunst. Fortælleren skjuler sig tit bag en fiktiv person og dialoger. Det episke forløb opløser sig i situationer, scener.
Forfatteren anvender kun sjældent en indre synsvinkel, men lader læseren fornemme sig frem til det indre liv gennem ydre handling:

       Kun den i Handlen omsatte tanke kan følges af en iagttager. - H.Bang

Når Herman Bang alligevel ind imellem spartansk anvender den indre synsvinkel er den udelukkende reserveret den eller de personer han sympatiserer med.


Der er næsten ingen overledning fra scene til scene.

Realisme

At skildre virkeligheden så nøjagtig og naturtro som muligt, bl.a. ved mange små hverdagsdetaljer. At gøre digtningen levende og konkret, ikke abstrakt.
 

Den tidlige naturalisme (ca. 1870-80)

Optimistisk, tro på fremskridtet
 

Den sene naturalisme (ca. 1880-90)

Pessimistisk - deterministisk
Når menneskenes skæbne er determineret af arv og miljø, kan de kun forholde sig passivt lidende til virkeligheden. (H. Bang)
Eks: Huus og Katinka i Ved Vejen
 

VIDENSKAB & FILOSOFISKE TILVÆRELSESTOLKNINGER

Positivisme

Kun hvad der kan måles og vejes eksisterer
Positivismen var en metodelære udviklet af franskmanden Auguste Comte allerede i 1830erne. Også englænderen Hume bør nævnes.

I positivismen bygger man udelukkende på det, der kan iagttages og måles videnskabeligt: De positive kendsgerninger.

De ufejlbarlige måleinstrumenter
De store tekniske landvindinger i 1800-tallet havde medført nye generationer af langt mere teknisk avancerede måleapparater. Begejstringen over de nye måleapparater "forledte" forskerne til at tro, at man kunne minimere forskernes egen subjektive farvning og indflydelse på de videnskabelige resultater ved at skyde de avancerede måleinstrumenter ind mellem videnskabsmanden og hans undersøgelsesobjekt. Den eksakte, objektive erkendelse var nu inden for forskernes rækkevidde!
 
Som et billede på et efter datidens opfattelse præcist måleinstrument kan man tage fotoapparatet, der netop revolutionerede verden i denne periode. På samme måde som positivismen troede man kunne nå frem til en fuldkommen objektiv videnskab, kaldte man kameraets linse for et objektiv. Et fotografi ansås på dette tidspunkt i modsætning til et maleri for at være et udtryk for et 100% objektivt og sandfærdigt billede.
I vore dage ved selv et barn at intet kan være mere manipulerende og subjektivt end et fotografi.
 
Positivismens tro på (foto)apparaters ufejlbarlighed fik uheldige konsekvenser i adskillige år efter. Totalitære regimer som Hitlers og Stalins kunne udnytte den efterhånden folkeejede tro på fotografiets objektivitet til at skabe let fordøjelige, grove fotomanipulationer. 
 
Positivismen er en materialistisk teori
Positivismen er derfor i høj grad en materialistisk teori, idet den går ud fra at alt, selv åndelige fænomener, kan føres tilbage til fysiske og kemiske fænomener.

Det siger sig selv at guddommelige forestillinger ikke var i høj kurs hos positivisterne eftersom man ikke var i stand til at veje Gud.

Positivismen er en deterministisk teori
Det siger sig selv at positivismen i sin yderste konsekvens fører til en deterministisk opfattelse af verden. I et mekanisk univers hvor alt er en konsekvens af fysisk-kemiske årsagskæder er der ikke plads til tilfældigheder. Alt må derfor være fysisk forudbestemt. 


Alt er relativt - Ein stein i det positivistiske apparatur 
Positivismens tro på en objektiv, ufejlbarlig instrumental videnskab fik et afgørende dødsstød med kvantefysikkens og relativitetsteoriens erkendelse af at måleapparaterne og forsøgsopstillingen er med til at påvirke selve forsøgsresultatet.
 



 

Ateisme & kritik af kristendommen

Et af naturalismens vigtigste slag rettes mod kristendommen og religiøse forestillinger i det hele taget. 
 
Allerede fra omkring 1830 er der sat en radikal kritik af biblen i gang af filosofferne Strauss og  Feuerbach:

Jesus er ikke Guds søn, men en historisk forklarbar morallærer.

Feuerbach ville enhver metafysisk forestilling om Gud til livs.   Mennesket skaber i sin afmægtighed en almægtig og al-kærlig Gud. Mennesket fordobler så at sige sig selv.
Religionskritikkens opgave er at lede energien, som rettes mod en imaginær himmel, tilbage til jorden.
Feuerbach link


Nihilisme
Nihil betyder: jeg nægter. Nihilisme er en betegnelse for det ikke at tro på noget som helst.
 

Marx

Senere følger Marx /Engels: Religion er opium for folket.

Det kommunistiske manifest 1848

Karl Marx (1818-83) opfatter samfundet som klassedelt. Den herskende klasse er
kapitalisterne/industriejerne= borgerskabet som udbytter/udnytter arbejderklassen.
Arbejderklassen bør starte en revolution (blodsudgydelse er tilladt - målet helliger midlet)
hvor de overtager kontrollen med produktionsmidlerne og dermed baner vejen for det kommunistiske klasseløse samfund hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.


Marx link
 

Darwin

Arternes oprindelse - 1856
Forfatteren og botanikeren I.P. Jacobsen oversatte i 1871 Darwins banebrydende værk Origin of Species (1856).

Mennesket er et dyr
I følge Darwin adskiller mennesket sig ikke væsentligt fra dyrene. Vi står blot på et højere trin i udviklingen, men er ligesom dyrene behersket af vores instinkter.
Hvad der især chokerede datidens mennesker var påstanden om at mennesket nedstammede fra aberne.

De guddommelige skabelsesteorier forkastes: survival of the fittest
Denne udvikling er ikke, som romantikerne antog, skabt via en guddommelig indgriben.
Udviklingen af "højere" former for liv skyldes derimod en evolution sat i gang af det simple faktum. at det hele tiden er de stærkeste og mest tilpasningsdygtige eksemplarer af en race der overlever. Den stærkeste overlever er den der får lov til at parre sig. Dermed  føres stærkeste gener videre til næste generation.

Darwin link
 

Nietzsche

Slave- og herremoral
Nietzsche tror på overmenneskets ret til at herske over undermennesket. Overmennesket er kendetegnet ved sin vilje til magt.

Opgør med kristendommens ydmyghedsidealer
Den stærke ener, overmennesket, bliver imidlertid bundet af kristendommen, der er undermenneskets opfindelse og middel til at holde overmennesket i skak. I kristendommen forkyndes nemlig at ydmyghed og fattigdom er efterstræbelsesværdige moralske kvaliteter. Hvis man bliver udsat for aggression og fysisk vold: slået på den ene kind, bør man I følge kristendommen skal man vende den anden kind til. Overmennesket derimod bør i følge Nietzsche gøre sig fri fra disse kristne moralbegreber og have styrke og mod til at herske - om nødvendigt ved hjælp af vold.

Gud er død
Som profeten Zarathustra i Also sprach Zarathustra kendetegnes overmennesket ved modet til at erkende at Gud er død.

Danske forfatterflirter med overmennesket
Flere af periodens forfattere og for den sags skyld forfattere fra de efterfølgende perioder
er på forskellig vis blevet dybt påvirket af Nietzsche.



Nietzsche link

Nietzsche - aforismer

 

Utilarisme

Utilarismen
Der er kun denne jordiske verden og det gælder om at gøre den så god for mennesket som muligt.

Stuart Mill: "Størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker."

Dyret i mennesket

Den seksuelle arv styrer mennesket
I.P. Jacobsens overordnede hensigt med romanen, Marie Grubbe, var rent naturalistisk. Han ønsker med detaljer som bevismateriale i sin naturretsag at vise hvorledes Marie Grubbe er styret af sit arvelige driftsliv. Dette driftsliv fører hende i samspil med hendes opvækstmiljø ned på samfundets absolutte bund. Hendes første mand er en kongesøn - Ulrik Gyldenløve. Hendes sidste mand er staldkarl og tugthusfange.

 

Determinisme

Dyrisk determinisme - Den seksuelle arv styrer menneskets skæbne
Menneskets skæbne er bestemt af dets arvelige anlæg og det miljø, det er vokset op i.
I litteraturen afspejles dette i udførlige redegørelser for hovedpersoners forældre, for slægtens egenskaber og for barndomsmiljøet.

Marie Grubbes Amor fati - kærlighed til skæbnen
Men på trods af Marie Grubbes sociale nedtur kan hun som fattig kvinde der bestyrer et færgeleje stolt sige at: ..hvert menneske lever sit eget liv og dør sin egen død.  
Marie Grubbe har udviklet sig i overensstemmelse med sit driftslivs tiltrækning til "stærke underklassedyr" frem for den svage "adeligt indavlede" kongesøn.
Fordi hun ikke er i konflikt med sin dyriske seksualitet, er hun lykkelig.
 

Kønsroller - sædelighedsfejden

 
Videnskaben opdager den kvindelige ægcelle
I følge datidens syn på kvinder havde de ingen seksuelle følelser. Det var forbeholdt mænd. Man havde også den tro at kvindens underliv blot var en rugekasse for mandens sæd. Det var således alene mandens sæd der var byggestenen i det menneskelige liv. Først så sent som i 1872 kunne videnskabelige undersøgelser imidlertid slå fast at graviditeten var et produkt af sammensmeltningen af den kvindelige ægcelle og den mandlige sædcelle. Det syntes som naturen selv tildelte kvinder og mænd lige roller. Og det virkede som om videnskaben var i en sammensværgelse med det moderne gennembruds mænd og kvinder.
 
Kvindesyn & stilling omkring 1870 
Kvinder havde næsten ingen juridiske rettigheder - ej heller ved en skilsmisse. Først så sent som i 1915 får kvinderne stemmeret og først i 1920erne får kvinderne rettigheder der sikrer dem myndighed over deres børn i tilfælde af skilsmisse !
Arven fra Biedermeierkulturen var for den borgerlige kvindes vedkommende at hun i sin ungdom udelukkende skulle danne sig til at blive en repræsentabel hustru i sin mands hjem. Et godt ægteskab, helst inden hun var fyldt 25 år, var livsmålet for hendes stræben. Hvis hun ikke blev gift/afsat inden hun var fyldt 30, var hendes karrieremuligheder meget små. Peberjomfruer kunne til meget lave lønninger blive til husbestyrerinder, guvernanter og lærerinder. Husmoderskolerne er en aflægger af denne tendens.
Ugifte kvinder risikerede at blive delvist udstødt af samfundet.
Forfatteren Herman Bang er en af de impressionistiske forfattere der med sympati har skildret kvinder der enten levede i ulykkelige, kærlighedsløse fornuftsægteskaber eller peberjomfruer der som i romanen Ved Vejen (1880) kaster al deres kærlighed på en overfodret skødehund.
I novellen Den sidste balkjole (1887) følger vi med sympati to søstres mislykkede forsøg på at blive afsat på ægteskabsmarkedet.

Disse kvinder er hvad Herman Bang kalder: de stille eksistenser.
 
Mændenes stilling
Som tidligere nævnt var det tidens opfattelse at kun mænd havde seksuelle følelser.
Tidens, af naturalisterne stærk kritiserede dobbeltmoral, tillod derfor ofte mænd at have seksuelt samkvem med andre kvinder før ægteskabet. Også efter at ægteskabet var indgået, var det ikke usædvanligt at der bag tidens størknede romantiske idealfacade, var en skjult mandeverden af sidespring. Ofte var tjenestepigen et let offer for husets Herre.
 
SÆDELIGHEDSFEJDEN
Sædelighedsfejden blev også kaldet den store nordiske krig om seksualmoralen.
Denne krigs front var imidlertid ikke først og fremmest vendt mod samfundet. Det var nærmere en form for borgerkrig, hvor det moderne gennembruds mænd og kvinder dystede mod hinanden.
 
Både kvinder og mænd bør have seksuel frihed før ægteskabet:  Brandeskredsen
Med naturalisternes korstog mod tidens dobbeltmoral under fanen: Problemer til debat,
mente de fleste mandlige naturalister, herunder Georg Brandes at kvinder burde have de samme seksuelle rettigheder som mænd. Med udgangspunkt i Darwin og naturvidenskaben syntes det direkte unaturligt at udskyde den seksuelle debut til ægteskabet. Kvinder og mænd burde derfor have lige muligheder for at have et frit sexliv både før og efter ægteskabet.
 
Mænd bør være seksuelt kyske på samme måde som kvinder: Dansk kvindesamfund
Brandeskredsens syn på seksualitet faldt ikke i god jord blandt tidens kulturelt ledende kvinder. Dansk Kvindesamfund mente at mænd skulle være dydige på samme måde som kvinder og dermed afholde sig fra sex uden for og før ægteskabet. Flere kvindeforfattere, bl.a. Amalie Skram, angreb mændene for deres eftergivenhed over for de seksuelle lyster.
Handskemoralen
Kvindernes synspunkt gik under betegnelsen handskemoralen efter den norske digter Bjørnstjerne Bjørnsons (1883- 1910) skuespil En handske (1883). Her kaster stykkets kvindelige hovedperson en handske i  hovedet på sin forlovede, da hun opdager, at han har været hende utro. Bjørnsons teaterstykket blev startskuddet for sædelighedsfejden.

 

Politiske forhold

J.B.S. Estrup – Diktatur 1875 -1894
I tiden fra 1870 op til århundredskiftet spiller socialdemokratiet kun en lille rolle. Det er kampen mellem partierne Venstre og Højre, der er i centrum.
Bøndernes parti er Venstre – godsejernes byborgerskabets og embedsstandens parti er Højre.
Folketing og Landsting
Efter grundloven i 1849 indførtes et tokammerstyre. Der var således både et folketing og et landsting. I landstinget fandt den endelige godkendelse af et lovforslag sted. Til landstinget kunne man kun vælges som stor skatteyder eller som stor jordbesidder.
Landstinget var således mere reaktionært.
Venstre, bøndernes parti stiller kravet om fri parlamentarisme. Det betyder at landstinget, de riges platform, skal rette sig efter folketingets og dermed flertallets afgørelser
Og flertallet, ja det er Venstres efter deres sejr i folketinget i 1872.
Dette krav bliver totalt afvist af godsejeren Estrup, der som leder af regeringen fra 1875 til 1894 totalt afviser Venstres krav om demokrati.
Ved hjælp af en snedig udnyttelse af en nødparagraf i Grundloven indfører Estrup en form for diktatur. Han udsteder de såkaldte provisoriske love. Provisoriske love er foreløbige love. De provisoriske/foreløbige love skal ikke vedtages af folketinget.

Estrups gendarmer
Estrup har også en lydig hærenhed, et gendarmkorps.
Dette militærpolitis opgave er at holde de ophidsede venstrefolk på pinden.
Ytringsfriheden bliver også stækket. (censur)
Først i 1901 bliver de parlamantarisk demokratiske principper indført i praksis.

Grundtvigs folkeoplyste venstrebønder er rasende – de laver en form for modstandsbevægelse – de såkaldte riffelforeninger.

Pontoppidan og Grundtvigianismen
Pontoppidans mening om bøndernes kamp mod estrup kommer klart til udtryk i  "Skyer"
Han mener at Grundtvigianismen har forvandlet bønderne til overvelnærede og magelige flok der taler frem for at handle. Heroverfor hylder han feudaltidens fæstebønder i hvem han med sine naturalistiske briller ser et endnu vågent dyrisk frihedsinstinkt.