Fra 58 til 68 - Modernismen

Højkonjunktur og mellemlag

 
En højkonjunktur med en vækstrate uden sidestykke i historien sætter ind i slutningen af 50´erne. Med en grundliggende socialdemokratisk politik administreret selv af partier til højre for midten, vokser den offentlige sektor i et eksponentielt tempo. Som nævnt tidligere bliver Danmark i disse år i forlængelse heraf til et mellemlagssamfund.

Den kolde krig afløses af forårsvinde med den russiske præsident Khrustjovs opgør med Stalintiden.

Mellemlag og masseproduktion
Mellemlagets massive fremgang er imidlertid kun mulig takket være masseproduktionens "forbandede" velsignelse.

Industriel masseproduktion af ensartet boligbyggeri gror om kap med den offentlige sektors udvidelser. Funktionalistiske højhusblokke og ensartet parcelhusbyggeri ændrer Danmarks geografi og sociale bevidsthed. 

Det normale mellemlag 
Det fremvoksende mellemlag flytter fra slutningen af 50´erne ind i ensartede betonfunkisboliger eller parcelhusrædsler. Fra 1960 til 1979 bygges der 915.000 huse i Danmark! Heraf er 450.000 parcelhuse.
PHs funktionalisme bliver forvandlet til en "bolig-golem" i byplanlæggernes hænder! Et problem ved middelstandens fremgang er at den kanaliseres ind på et ensartet, fordistisk samlebånd. Parcelhuse og de middelstandsmennesker der lever der, synes som klonede ud af den samme Hr. Petersen fra Middelkøping..

Industriarbejdet bliver tilsvarende intensiveret og rationaliseret efter internationale normer. Med lønforhøjelser til de lavest lønnende udviskes skellet mellem arbejderklasse og mellemlag. 
 

Familien, staten og overskudskulturen

Far og mor stat - socialstaten afløser den liberale stat
Den offentlige sektor, staten, overtager gennem udbygningen af social og sundhedssektoren en del af de opgaver som før var familiens. 
Staten bliver danskernes far og mor. Den blander sig tilsvarende i områder der før hørte under familiens intimsfære. Statens vækst og tilhørende aktive offentlige indgriben financeres gennem velstandsstigningen der giver plads til et højere skattetryk.

Fra storfamilie og slægt til kernefamilie
I et samfund uden et statsligt, socialt sikkerhedsnet er det familiens/slægtens opgave at sørge for at tage sig af syge, gamle og i det hele taget familiemedlemmer med problemer. En funktionel velfærdsstat overtager nu med en generel udbygning af omsorgsfunktioner en stor del af storfamiliens opgaver. 

Det offentlige socialstatssprog
Alderdomsforsorg, socialhjælp, hospitalsvæsen osv. bliver nu overtaget af  et teknokrati der behandler alt som offentlige funktioner frem for som menneskelige relationer. Vendinger som et højt socialt service-niveau viser hvorledes det ny offentlige socialstatssprog overtager omsorgsfunktioner der før var individuelle og var iklædt et privat, Intimt og ofte religiøst farvet sprog. 

KERNEFAMILIEN
I takt med at socialstaten overtager vitale familiefunktioner fremstår de barberede rester som kernefamilien. (Kun kernen er tilbage)
Kernefamilien er fortsat centrum for børneopdragelsen, dog nu i samarbejde med vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler. 

Bedsteforældregenerationen på aftægt
Samtidig fyres bedsteforældrene som børneopdragere. Bedsteforældregenerationen sendes i stedet på plejehjem eller har i kraft af den forbedrede økonomi råd til at bo for sig selv. At bedsteforældregenerationen ikke længere kan bruges som opdragere skyldes imidlertid ikke blot rene økonomiske faktorer, men er også et udtryk for et samfund i udvikling fra et relativt statisk landbrugssamfund til et dynamisk, kaospræget industrisamfund. I statiske samfund dyrkes forfædrene og familiens ældste. Deres akkumulerede livsvisdom er livsvigtig for den kommende generation af skomagere der skal lave sko beregnet til at træde de samme traditionens stier. I et dynamisk industrisamfund skiftes livserfaring og tradition ud med kompetence. Kompetence er et ord der dækker over omstillingsevne og orienteringsevne i kaos, netop den evne der først forsvinder med alderen. Bedsteforældregenerationens erfaring bliver således i bedste fald unødvendig i børnesocialiseringsprocessen. I takt med samfundets forandringshastighed stiger, bliver også forældrenes erfaring til en hæmsko for kaosvækstens iboende krav. Børnesocialiseringen overtages således på langt sigt af computere og forskellige netværkssammenhænge og tværgående interessefællesskaber såsom venner, musikindustri, sportsklubber osv.

Stærke kvinder fra hjem til arbejde
Opdragelsessamarbejdet mellem stat og kernefamilie gør det også muligt for højkonjunkturen at dække manglen på arbejdskraft ved at indkalde den kvindelige reserve. 
Når ca. 300.000 kvinder i tresserne kan flyttes fra intimsfærearbejdet i hjemmet til arbejdsmarkedet så skyldes det først og fremmest den udbyggede offentlige børneforsorg. En anden vigtig faktor der gør det muligt at frisætte den kvindelige arbejdskraft er støvsugerens, køleskabets, elkomfuret og vaskemaskinens indtog i det funkisprægede parcelhus - alle industriprodukter af den øgede velstand.
Kvindernes nyerhvervede økonomi giver også kraft til det kvindeoprør som sker fra slutningen af tresserne. Økonomisk selvstændighed er det samme som magt.

Fra kernefamile til den nye storpapfamilie - fra 60erne til i dag
Kernefamilen er på en måde et overgangsfænomen. På længere sigt gynger grunden under forestillingen om ægteskabets hellige ukrænkelighed. Væksten i antallet af skilsmisser viser at begge forældres udearbejde sammen med den nyvundne økonomiske frihed til at realisere sig selv truer kerneidyllen.
Og med ægteskabets ophævelse som livsvigtig institution er grunden lagt til at kernefamilen kan morphe til alle de papir-og papversioner vi kender her i 2000-tiden. Kernefamilien er igen blevet til en storfamile - nu med far og mor 1, 2 og 3.

Fra arbejdsfællesskab til fritids- og forbrugerfællesskab - et bredt penselsstrøg op til og forbi 60erne
Den oprindeligt agrare storfamilies hjemlige samvær udspringer af et arbejdsfællesskab. Intimsfæren og socialssfæren (produktionsfæren)  glider over i hinanden. 
I 60ernes kernefamilie starter for alvor en opsplitning mellem hjem og arbejde, mellem intimsfære og socialssfære. Arbejdsintensiveringen af produktionen medfører at der bliver økonomisk overskud til indførelse af mere fritid. Indførelsen af femdages ugen og ferieudvidelse fra to til fire uger giver plads til et nyt abstrakt fælles familierum. Familien er nu ikke længere samlet omkring et arbejdsfællesskab. Kernefamiliens samlingspunkt er fritiden. Den med lørdag forlængede weekend bliver centrum for rekreative fritids- og forbrugsinteresser. Behovet og muligheden for et rekreativt forbrug vokser i takt med den øgede velstand. De oprindeligt funkisinspirerede hjem fyldes i løbet af kort tid op med nyerhvervede klunker i form af pladespillere, båndoptagere, radioer og fjernsyn, mens fritiden uden for hjemmets fire vægge kan udfyldes med biografture, biler og nye hastigt voksende charterrejseformer. Intimsfærens arbejdsprocesser såsom madlavning, rengøring og vedligeholdelse tager tilsvarende mindre tid med moderne støvsugere, vaskemaskiner og nye køkkenmiljøer. Indkøbstiden nedsættes gennem nye rationelt opbyggede  supermarkeder og selve købesituationen bliver gjort til en æstetisk fornøjelse:

Ny gift

Med vore nygifte næser
trykket mod alle butiksruder
går vi på indkøb.

Rokkende af indeklemt fryd
ligner vi bagfra pingviner
luffe i luffe.

Skælvende vrager vi mellem
40 og 60 watt.
Salig fryd når en prop er sprunget
i den elektriske måler.

Blomster vokser frem af håret på damen
der sælger os tandbørster.
Vi køber kysk to.

Hvad er et hjem uden trykkoger?
Aldrig vil dens eksplosion
kunne overdøve vores kys.

Du i blondeforklæde!
Man må råbe:
Oma! Oma!

Angst for at bevægelsen
skal overmande mig
træder jeg et skridt tilbage
mens du køber et halvt kilo
skært oksekød.

af: Under vejr med mig selv - Rifbjerg

Reklamen
Reklamen bliver tidens nye kunstart der kæder forbrug af varer sammen med sikkerhed, erotisk succes og ønskedrømme i det hele taget. 

Fritids og forbrugersamfundet er født. 

Overskudskulturen
Denne nye amerikanske samfundsform er først og fremmest kendetegnet ved hvad man abstrakt kunne definere som "overskud". For første gang i verdenshistorien deltager mellemklassen i det overskud, den "overskudstidsfest" som før kun var forbeholdt en snæver overklasse.
Livet er nu for den største del af befolkningen ikke kun et spørgsmål om at overleve - der er tid - overskudstid til at realisere sig selv.
 
Fritidsfælleskabets atomisering af kernefamilien - slægtsfælleskabet viger til fordel for interessefælleskabet
Det ligger i sagens natur at et fritidsfællesskab ikke har den samme form for livsnødvendige holdbarhed som et arbejdsfællesskab. På lang sigt spalter fritidslivet kernefamilien. Atomiseringen skyldes  at fritidslivet grundliggende er styret af interessefællesskab og ikke af slægtsfællesskab. 

Fra 60er fjernsynets monoteisme til 80er gadgettidens polyteisme
I 60erne indtager fjernsynet pladsen som kernefamiliens nyeste, eneste og vigtigste husalter. Kun én statsstyret TV-kanal er tilgængelig og alle familiemedlemmer er henvist til at dyrke den samme religion. Hele familens samles i fælles bøn omkring nyhederne, der bliver en moderne form for ritual. TV-avisens vigtigste sekundærfunktion bliver at skabe ritualiseret tryghed i en verden på vej mod nye kaosteorier. Det samme nyhedsoplæseransigt med den samme præsteagtige alvor med den samme kendingsmelodi på det samme tidspunkt hver dag. Undersøgelser har vist at de fleste seere rent faktisk ikke kan huske de konkrete nyheder selv umiddelbart efter programmets slutning. 

Med indførelsen af flere kanaler, plus TV i alle børneværelser, sattelit-TV, videomaskiner, computere, spillekonsoller og internet bliver familiens efterhånden eneste samlingspunkt aftensmaden. 
Men selv aftensmadsritualet er nu truet af fastfoodkulturen i form af pizzaer og coke bragt ud til børneværelserne.
  

Hvad dækker ordet  Modernisme?

Modernisme, det moderne og den nyere tid er de danske litteraturhåndbøgers mest forslidte begreber - måske på nær ordene post eller krise. Man kan faktisk læse litteraturhåndbøger og forfatterbiografier som præcise beskrivelse af skribenternes eget sjæleliv. Tilfældige nedslag i vilkårlige litteraturhåndbøger vil vise en næsten mantrisk brug af de ovenstående ord. Lige siden folkeviserne og op til i dag er omkvædet: Danmark i værdikrise og på vej mod det moderne "sammenbrud". 

Tit dukker disse ord op som en erstatning for mere præcise beskrivelser: Periodeafsnittet indledes med en detaljeret beskrivelse af kartoffelhøsten i 18hundredeoghvidkål hvorefter
vi får at vide at kulturlivet gennemlever en værdikrise. Selvfølgelig kan man i litteraturhistorien og kulturhistorien med stor mening tale om værdikriser, men det bliver først meningsfuldt som et inflationsfrit begreb og interessant når man får noget at vide om hvordan og hvorledes værditabet udtrykker sig. Her hjælper kartoffelhøstafsnitttet ofte kun på bogens vægt. 

I det følgende vil der blive skelnet mellem to "moderne" kategorier:

1) DET MODERNE GENNEMBRUD 1870 - en specifik litteraturhistorisk periode. 
Gud er død. Forestillingen om at menneskets udvikling og adfærd er styret af ånd opgives.

2) MODERNISME - en bestemt skriveform som opstår i midten af 50´erne, men som kan findes i kimform hos symbolisterne og ekspressionisterne. Foreløbere herhjemme er Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Broby Johansen og Sophus Claussen 

Modernismen kan kun rummes i et knust sprog.
Modernismen som form er den sproglige syntaktiske konsekvens af det moderne gennembrud erkendelser og Guds død.
Hvis verden er uden mening, bør denne indsigt aflejres helt ned sprogets mindste syntaktiske led. Man kan kun beskrive en knust verden med en knust syntaks. 
En organiseret velopbygget syntaks er på samme måde som en wienerklassisk sonatesatsform i sig selv en spejling af troen på en guddommelig orden i kosmos.
 
Modernismen bliver i forlængelse heraf først og fremmest et sprogligt projekt.
Sproget indeholder i sig selv erkendelser som kan udforskes.

Litteraturteoriens frygt for kaos
Paradoksalt nok opgiver litteraturhistorien ikke den "guddommelige ordens" syntaks når den beskriver modernismen.
Det vidner om litteraturhistoriens grundliggende frygt for kaos. Analyse bærer i sig selv et ønske om kontrol og orden: ved at beskrive og analysere kaos opstår orden. Hvert periodes nye kaosforståelse bliver pænt puttet ind i systematiske skuffer.  Litteraturhistoriens beskrivelse af modernismen er således en negation af selve modernismens væsen. 
Litteraturhistorien og for den sags skyld også mange forfattere lider af intellektualitis. Symptomerne på intellektualitis kan genkendes i tvangsmæssige analytiske besværgelse af kaos. 
Forfatteren skriver først et modernistisk værk. Derefter skriver han en logisk opbygget afhandling om sit digt. Villy Sørensen skriver  det modernistiske værk Sære fortællinger (53) . Efterfølgende i Digtere og dæmoner (59) forklarer og forsvarer han sine sære fortællinger.
Men rent faktisk er analysen ikke en stræben efter en metaorden i kaos? 
Gud er måske alligevel ikke helt død!
   

 Modernismens lyriske form

Modernismens accept af verdens absurditet
I modsætning til tidligere tiders retninger accepterer modernismen verden som absurd. Denne absurditet får lov til eksistere uden forsøg på at podning med hverken eksistentiel eller religiøs mening. 

Modernismen - den sentimentale nihilisme
Dog kan man med amerikaneren Barnett Newmans ord i den europæiske modernisme se en begrædelse af tabet af den græske søjles skønhed. Accepten af det meningsløse bæres af en svag understrøm af skuffelse over tabet af det gode, det sande og det skønne. Denne skuffelse er som regels ikke udtalt direkte, men fornemmes i modernismens ironiske, usentimentale og "rå" stil. 

Postmodernismen - den glade nihilisme - igen et lille fremtidskig
Først med postmodernismen i 80´erne accepteres nihilismen fuldt ud som et grundvilkår.
Dette nulpunkt i nulpunktet bliver centrum for en uhøjtidelig legende kunstnerisk skabelsesproces. Attituderelativismen, teoretisk formuleret af Hans Jørgen Nielsen er det første tegn på postmodernisme i Danmark. 

FORM - STRUKTUR
Den modernistiske digter søger gennem formen frem til en oplevelse der er af en sådan art at en logisk syntaks og billedbrug ikke dækker hvad han vil sige.
Modernismen udtrykker en holdning eller en ide udelukkende ved hjælp af formen. Alt ligger i klangen, synsbilledet, rytmen, sansningen, associationsforløbene, sætningsforløbet.

Sprog - Verden er kaotisk beskrevet i et kaotisk sprog
Modernismens første projekt bliver at nedbryde overleverede sprogforestillinger.
Første angreb sætter ind med brud på syntaksen - den logiske ordfølge ofres til fordel for andre usynlige sammenhænge, af f.eks. rent lydlige eller følelsesmæssig art.
Først når sprogets forblindende traditionsbundne klicheer er fjernet, kan man bryde igennem til verden - se den med fysiske øjne.

Sproget bliver således  frit - det er ikke bundet af konventioner.

Digtet skal appellere til læsernes sanser. 

Alle ord er lige streg gyldige - konfrontationsdigtning
Forestillingen om at nogle ord er mere poetiske end andre opgives. Den lyriske sprogsfære 
udvides til horisonten. Rosenkinder er ikke bedre end bildæk. Udvidelsen af det poetiske ordforråd ses tydeligt i programdigtet Terminologi fra Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation (1960) I første blok af digtet konfronteres ord fra den konventionelle poetisk romantiske sprogsfære med en rå og sanselig virkelighed. En Trompet er forblæst, en Skov er vissen. Det højtideligt religiøse ord Halleluja får Rifbjerg til at vrænge med et ræb og endelig minder den hellige Poesi ham om sit brokbind. Ord som brokbind og ræb entrer i modernismen den lyriske sprogsfære og bruges bl.a. til at nedbryde overleverede poetiske klicheer. I den anden og sidste blok "vågner" digtet og digteren fra sin hidtidige komatilstand. Han genfødes så at sige i en ny moderne poesiverden hvor Udflod er smag og et Pessar er virkelighed. Sidste bloklinie lader programmatisk lyrikken gå mod nedtælling til nul. Ud fra dette nulpunkt genopstår den modernistiske lyrik - befriet fra fortidens snærende klicheer. 

Strofer, verselinier og rimstrukturer opløses 
Oftest kan man finde frie prosavers uden rim og fast metrum. 
Andre strukturer opsøges i stedet, f.eks. kontrapunktteknik, varierede gentagelser, mønstre af visse syntakstyper osv. 
Endvidere opgiver man undertiden skilletegn og naturlige linieudgange for at aktivere sproget til større selvstændigt udtryk, således at et negativt træk paradoksalt nok kan blive til et strukturfænomen. 

Allusionsteknik
Allusionsteknik anvendes også - dvs. fri ikke ordret brug af citater eller hentydninger til en anden digtning for at skabe associationspunkter til fantasien og intellektet.
 
Rå sandhed frem for poesi
"Sandhed" er vigtigere end vedtagen skønhed. Billedet bliver det centrale udtryksmiddel, og der stræbes efter en suggestiv flertydighed. Billedelementerne hentes ofte fra vidt forskellige virkelighedsplaner. Det ene plan er ikke billede på det andet, men i deres spænding udtrykker de komplicerede følelser. Det vil sige at symbolrammen bliver meget vid, så den utrænede læser kan tro at diget falder fra hinanden.

Stil
Modernismens stil er nøgtern, usentimental og ironisk. Den undgår også - med en kærlig hilsen til Heretica - dybsindighed, med Ernst Blochs ord: Verfläching durch tiefe.
Modernismen er også berømt og berygtet for sin sværhed - den stiller store krav til sin læser og fremstår derved ofte som utilnærmelig og/eller elitær. 

Holdning - mål: at se verden gennem sansing
Udforskende - at registrere indtryk - at konfrontere sig med tingenes verden.
At give den vedholdende læser mulighed for at sprænge sit konventionelle sproglige og bevidsthedsmæssige univers for derigennem at nå frem til en ny klichéfri nærsansning af virkeligheden. Modernismen tror på en slags sansningens naturlove - at det kan lade sig gøre at sprogsanse verden før værdisystemer har omklamret den.
Modernismen indeholder imidlertid ingen nye værdisystemer til erstatning for de gamle. Fremmedgørelse, tingsliggørelse og absurditet står tilbage sammen med den nye nærsansning af virkeligheden:

Tom, tom, tom - saligt tom 
er verden for andet end ting 

Af: Konfrontationer, Frihavnen 1960 Rifbjerg

Japansk haikudigtning som inspirationskilde
Her et lille digt af den japanske Haikudigter Basho (1600-tallet):

En dam
frø
plask

En haikudigt består af i alt 17 stavelser (på japansk) fordelt på tre verselinier

5
7
5

Et haikudigt skal derudover indeholde allusioner til en af de fire årstider - f. eks en kirsebærblomst.   

I Haikudigtningen ser modernisterne et forbillede for hvordan man med en ultraspartansk og minimalistisk ordanvendelse kan opnå et præcist sansebillede.
Modernisterne inspireres dog af Haikudigtene uden hensyntagen til den Zen-buddhistiske tradition de indgik i.
 
Klassisk metaforbrug      )(
De to planer har en vis logisk traditionel forbindelse til hinanden eller logiske fællespunkter - ud fra vedtagne sprog - og associationskonventioner.

eks: Ny gift     

Modernistiske metaforbrug   )     (
De to planer har ingen traditionelle fællespunkter. Læseren må selv associere sig frem til en ny, åben og ofte kompleks sammenhæng. 

eks: Ny   gift

Modernismen bliver også kaldt for metaforpoesi.
    

Den modernistiske metaforbrug har faktisk rødder helt tilbage til Symbolismen og til den senere Ekspressionisme.
I Foråret kommer til cafeen af Rudolf Broby Johansen ser vi hvorledes billedplanet gøres flertydigt bl.a. ved hjælp af typografi:

DØR    HYLER

Ingen forankring i tid og sted
Den modernistiske digtning  har ofte intet anker i tid og sted, men udfolder sig i stedet i et abstrakt rum.
 

Klaus Rifbjerg

Moderne hverdagssprog typisk for Rifbjerg
Overdrivelser over for banalitet

Bevidsthedens møde med omverdenen - konkrete fysiske sansninger og fornemmelser. Ikke sjælens dybe rørelser. Det kropslige frem for det sjælelige. Ting, genstande  og fysiologi. - mange ulogiske fremmedord: medicinsk og teknisk fagsprog og slang eller helt jævnt dagligsprog bruges hyppigt. Digtet Nultime er et godt eksempel på ovennævnte karakteristika.
   

Den fantastiske fortælling - Prosamodernisme

 
Modernismen bryder ud med fuld styrke i begyndelsen af 60´erne og udbygger den modernisme der voksede frem i midten af 50´erne, bl.a. med Sære Fortællinger af Villy Sørensen i 1953. Fremmedgørelsen - eksistentiel, mellem mennesker og mellem mennesket og dets bolig eller dets arbejde - er et af den fantastiske fortællings allervigtigste emner. Den fantastiske fortælling  er en moderne mytisk eventyrnovelle fortalt med moderne symboler og psykologiske indsigt.

Spiontemaet - forfatterens/ individets rolle
Ofte er hovedpersonen til stede som en outsider. Han er som individ fremmedgjort over for
det normale. Ofte bliver han også mistænkeliggjort af det normales repræsentanter.

Hullet
Eftersøgningen (1962) af Peter Seeberg skildrer forstadslivets absurde og perspektivløse familieliv. I den fantastiske fortælling Hullet (1962) skildrer Seeberg humoristisk absurd 

Den fantastiske fortælling er modernistisk først og fremmest i sin beskrivelse af verden som absurd. 
 
Meningen er at der ikke er nogen mening
Her er inspirationen hentet fra den franske eksistentialist Sartre og forfatteren Camus.
Her er en kort gengivelse af Camus' essay Sisifos-myten:

SISIFOS MYTEN - mødet med det absurde - at finde sin "personlighed"
I den fantastiske fortælling forekommer der ofte et møde med det absurde
Det kan medføre følgende udvikling:

1) Rationaliseringsproces - hvor der forekommer forsøg på at indskrive det absurde i en rationel begrebsramme.

Camus har læst sin Kierkegaard. Rationaliseringsprocessen kan samstilles med Kierkegraards etiker . Etikeren forsøger netop at se sit liv i en større logisk sammenhæng.
 
2) Projektion - Efter at forsøget på at tolke absurditeten logisk er fejlet reageres der med frustration, vrede. Det absurde ses som noget udefrakommende - som et uretfærdigt overgreb udefra.
Projektionsfasen  kan sammenlignes med Kierkegaards meget konsekvent brugte udtryk: forargelse. Kierkegaards Sygdommen til døden beskæftiger sig med det faktum at vi ikke vil være os selv og den dertilhørende smerte.

3) At træde i karakter - absurditeten accepteres som et eksistentielt grundvilkår - individet accepterer dette grundvilkår og ser derigennem verden som den er: absurd
Denne erkendelse kan medføre
a) at man vælger en ny - oftest stærkt individuel - måde at handle og leve på i verden
b) at man vælger at leve som man altid har gjort.

Her adskiller Camus sig fra Kierkegaard idet Kierkegaard kun har én løsning og det er troen - troen på Kristus - Gud.


C.G Jung  kalder denne proces: Individuation

 
Hullet
I Hullet ses denne splittelse både som et eksistentielt grundvilkår og som et produkt af 60er samfundets fremmedgjorte livsvilkår og absurd moderne rationelle arbejdsprocesser. 
At absurditeten er et eviggyldigt menneskeligt grundvilkår pointeres gennem det mytiske lag i den fantastiske fortælling. Myten bekymrer sig i sit væsen ikke om små historiske bølgeskvulp men har altid sit Horusøje fæstnet på den tidløse, transhistoriske horisont af den almenmenneskelige væren. Hullet der skal graves helt ned til kineserne af en flok arbejdere med skovle, er til alle tider - fra stenalder til atomalder - et absurd projekt. 
Men Seeberg fokuserer ikke kun på det mytiske. Et historisk lag af 60er-kritik lader sig let læse ind i teksten. Hullets omgivelser er af Seeberg valgt til at være 60ernes umenneskelige forstads betonbyggerier. Arbejderne har alle, på nær den gode gamle og gammeldags arbejder Herbert, smarte effektive amerikansk klingende navne. Arbejdslederen dumsmarte og uigennemskuelige facon er sammen med hele det absurde gravearbejde en parodi på det moderne industriarbejdes fortravlet fremmedgørende væsen. 
Efterhånden som fortællingen skrider frem bliver læseren opmærksom på at han ikke befinder sig i et ydre og realistisk genkendeligt rum, men at han befinder sig i Hullet på vej mod kineserne i et symbolsk og drillende ironisk rum. Absurditeten kalder i den fantastiske fortælling på smilet frem for gråden.

Det eksistentielle hul - Sisyfos på vej ned i stedet for op
50ernes eksistentialisme er også på besøg i teksten. Arbejderen Jes træder eksistentielt i karakter med bemærkningen om at hullet tilhører arbejderne. Med ham vælger og ser arbejderne hullets Sisyfos-lignende karakter og vælger nu bevidst i stedet at drikke øl og kigge på forstadsfruer. Men i samme øjeblik friheden er bevidst valgt kommer arbejdslederen løbende og tvinger arbejderne ned i hullets absurditet igen. Seeberg peger med dette novelleeventyr både på hullets evige tilstedeværelse og på 60er samfundets moderne industriarbejde der påtvinger det enkelte individ fremmedgørelse og absurditet.  

Her er Seeberg, bevidst eller ubevidst, på linie med den ældre Sartre der forsøgte at sammentænke den marxistiske kulturkritik med eksistentialismen.
   

Den ny-naturalistiske roman - mellemlagets ungdom

 
Hvor den fantastiske fortælling skriver problemerne ind i et mytisk filosofisk univers, behandles de samme problemstillinger også inden for den mere realistiske tradition i romanform. 
Den ny-naturalistiske roman - især i Panduros regi - viser hvordan billedlig set et tilsyneladende normalt hul bliver til den rene galskab.

Panduros frygt for det normale og normerne er tæt forbundet med den nye alt for ensartede discountarkitektur og kultur. For ham er det normale menneske i det normale boligbyggeri det samme som ren galskab. 

De Uanstændige - norm, galskab og oprør - Leif Panduro 
I Leif Panduros  De uanstændige (1960) er normen og det normale gjort til galskab i pubertetshovedpersonen Thomas autoritære far og neurotiske mor. Men hvor absurditeten
i den fantastiske fortælling netop på grund af sin mytiske iklædning bliver uforanderlig og eviggyldig, ligger der i den naturalistiske romanform en latent mulighed for oprør. 

Således kan man i Rend mig i traditionerne (1958) og De uanstændige finde et homeopatisk doseret ungdomsoprør. Netop det homeopatiske aspekt gør at Panduros medicin kan fordøjes af de fleste "normale" danskere. I De uanstændige skrives Danmarkshistoriens første fiktive hippier, Mick og Topsy, ind i en freudiansk forståelsesmodel. Deres uansvarligt frie adfærd og sexliv er med  en næsten lærebogsagtig skematik rubriceret som idets adfærd. Bogens hovedperson Thomas er det stakkels freudiansk plagede ego der skal finde den umulige vej mellem idets seksuelle tiltrækning til Mick og Topsy og superegoets, faderens normer og påbud.
For den sene 50´er generation, Panduro og Freud er denne konflikt uløselig. Som Freud formulerer det, så bliver super-egoet både til kulturens forudsætning og dens forbandelse. Parallelt til den unge amerikanske vrede kan hovedpersonen Thomas ikke slippe sit forbudte begær fri. Han reagerer i stedet aggressivt  og eliminerer objektet for sit syndige begær: Mick bliver skudt i en kaotisk befrielsesscene og romanen slutter med en grå livløs virkelighed der kaldes for fremtiden. Den frustrerede "abe" er tilbage i læseren der jo ikke engang som Thomas kan skyde sig ud af konflikten.

Historiens bagkloge indsigter
Hvad der er imidlertid er tydeligt at se i historiens bagkloge lys er at de normer som Panduro så inderligt hader, ikke er kulturens forudsætning, men faktisk er en direkte hindring for kulturens fortsatte udvikling! Som før nævnt skifter samfundsudviklingen fundamentalt karakter i 50´ernes USA. Den industrielle udvikling kræver i stigende grad et samfund der kvalitativt er i stand til at ændre sig i et stadigt hurtigere tempo. I denne sammenhæng er Freuds træge super-ego med sine usamtidige normer den største hindring for at kulturen kan opdatere sig selv. Uvidende har Panduro med sin pinagtige skildring af det neurotiske 60´er-øglemenneske  (Øgledage, 1961) været med til at gøre den unge mellemlagsdansker mere bevidst om den konflikt han faktisk stod i: det enkelte individ i kampzonen mellem et relativt statisk industrisamfund og et kommende ultradynamisk.

Pubertetsromanerne - den nynaturalistiske udviklingsroman
Klaus Rifbjergs Den Kroniske uskyld (1958) har som i Panduros romaner den unge frustrerede mand som omdrejningspunkt. At der ikke er nogen løsning på den grundliggende Ødipuskonflikt i hovedpersonernes liv gør at romanerne genremæssigt lader sig beskrive som udviklingsromaner. (Udviklingsromaner: hjem - hjemløs / dannelsesromaner: hjem - hjemløs - hjem)
 
Benny Andersen:
Alkoholiseret, men har en tør plet hvorfra han kan skrive

  

Nyradikalismen - Frihed og/eller menneskelig ensretning

 
Formyndersamfundet
Alene titlen i Willy Sørensens Formynderfortællinger viser at statens rolle som frihedsberøver og formynder bliver et vigtigt emne for den kritiske litteratur. 
Finlitteraturen viser sig at være et uhyre fint registrerende seismometer når bagsiden af det nye mellemlags levevilkår skal skildres. Men hvor Panduro altid kritiserer mellemlaget på  en så solidarisk måde at han bliver mellemlagets forfatterhelt, svinges pisken anderledes hårdt ud fra den mere ensomme kulturradikale position.

De Fremmedgjorte
I Digtet De fremmedgjorte (1970) af Ivan Mallinovski er afstanden mellem det kritiserende kulturradikale digter-jeg og de fremmedgjorte masser oceanisk. Digtet taler om dem og om at ingen rigtig har tillid til dem. Der levnes ikke meget håb for de fremmedgjorte masser i Mallinovskis univers.
Samme revsende position indtager Fjord Jensen i sin bog Homo Manipulatus, det manipulerede menneske. Her ses masserne som ofre for kapitalisternes bevidste manipulation. Over for denne manipulation står i følge Fjord Jensen både venstrefløjen og modernisterne. Netop konfrontationselementet i den lyriske modernisme ses i Homo Manipulatus som et nyradikalistisk træk.   
I Willy Sørensen og Klaus Rifbjergs tidskrift Vindrosen formuleres den nyradikale kritik af det moderne samfund. Især massemedierne og underholdningsindustrien står for skud.
   

Kunstfonddebatten - 1965

Den socialdemokratiske velfærdsstat beslutter sig i 65 for at 
  

Massemedierne

60´erne og det udvidede tekstbegreb

Eftersom tresserperioden har samme epokale betydning som Det moderne gennembrud, vil nogle af de samfundsbeskrivende afsnit gå langt ud over hvad der er relevant i forhold til rørelserne i den finlitterære institution.

Men hvor det moderne gennembrud rent faktisk blev fakkelbåret af litteraturen, har tressernes store paradigmedrama kun litteraturen med som anden violinist.

Finlitteraturen mister betydning i takt med de næste 40 års eksplosive udvikling af andre fora og medier der fuldt ud på linie med parnasset kan udtrykke "poesi".

Musik, film, multimedier og internet med alle deres utallige underforgreninger giver rig lejlighed for den skabende, kreative, originalt verbale, men relativt lille danske talentmasse at udtrykke sig gennem alt andet end ren litteratur. På Oehlenschlägers tid var valgmulighederne ikke så store - i dag vil det af Gud benådede Geni måske hellere være dogmefilmsinstruktør. Eller hvad ville Lars Von Trier have lavet i 1803?

Undertegnede vil i forlængelse heraf vove den grove generalisering at der er langt mellem snapsene i nyere dansk litteratur. Talentmassen er simpelthen fortyndet og hvad der er tilbage, smager tit af usundt litterært selvsving med undervisningsinstitutionerne. Nyere dansk litteratur er ofte "gymnasialt" tilpasset og har på samme måde som koralharmonisering i musikundervisningen kun få berøringspunkter med virkelighedens koraler. Pia Tafdrup skriver i et pænt forståeligt gymnasiedansk om postmodernismen (faktisk slet ikke dårligt...til gymnasiebrug) - derefter digter hun pænt om at der er engle i hendes kop - nå ja, tænker læseren - vi er jo nu igen i en periode hvor man godt må skrive om engle. 
Undervisningsinstitutionernes indkøb af en digtsamling fylder sikkert en god andel af det samlede oplag den bliver udgivet i. En litteraturhistorie skrevet af gymnasielærere der omtaler den samme digtsamling er lige på trapperne.  Undertegnede kan som dansklærer gennem tyve år alt for tit genkende gymnasieundervisningen i de nye unge skribenters skriblerier. Det er pænt arbejde - jeg giver karakteren 10 for det fine, men lidt rutineprægede arbejde.

En flok på 15 unge forblæste digtere stod ved Rundetårn på Købmagergade en kold efterårsdag i 2002. De skiftedes til at træde frem foran en mikrofon for at læse deres digte op for folk der passerede forbi. At ingen af de forbipasserende lyttede til digtene var forudsigeligt og sikkert med til at befæste de unge digters identitet som pionerer på det yderste skær. Hvor neodepressionistsk banebrydende nytænkt!
Men i de ca. 20 minutter jeg stod der var det interessant at iagttage at ingen af de unge digtere lyttede til andet end deres egen digtoplæsning. Deres kollektive lyttersolidaritet veg for indbyrdes flirteri plus de sædvanlige adspredte aflusningsritualer man altfor godt kender fra gymnasiet - vel at mærke efter at timen er startet.
Jeg følte en dyb solidaritet med de unge digtere...En pil op på 10-talspræstationen på grund af det.  

Det udvidede tekstbegreb
Med tresserne er tiden således så småt kommet til at anvende det udvidede tekstbegreb: Alle kulturfænomener lige fra Mac Donald til Maersk Møller kan analyseres og fortolkes.
Men i første omgang kunne man måske nøjes med blot at inddrage danske dogmefilm, danske rock, hiphop og raptekster  i et langt større omfang.
I næste runde vil det som en naturlig følge af globaliseringen være naturligt at se sig omkring i verden for at finde kvalitetslitteratur. Hellere Salman Rusdie frem for en fortænkt Christina Hesselholdts splatteragtige fremstilling af et anatomisk mord på kæresten, hvor hjertet rent fysisk skæres ud. NÅ, ja...vi er jo den periode hvor forfatterne interesserer sig for kroppen helt ned på det anatomiske plan. Hesselholdt skynder sig hjem for at skrive bogen. Jeg nægter at tro på at den er skrevet ud af ægte hjerteblod!

Ægte, autentisk forfatterblod  - hvad med Kærlighed og Mørke af Isabel Allende?

Overfiskningen i den lille hjemlige andedams fortyndede vande smager også af en usamtidig nationalforståelse der mest af alt hører hjemme i dansk folkeparti.

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor