HERETICA
1950

Heretica er kættersk (oprørsk) vendt mod ideologiske holdninger - især 30ernes socialrealistiske, marxistiske, kulturradikale, funktionalistiske og freudianske fornuftsstyrede meninger på samme måde var: Tårnet (1) mod naturalismens videnskabelige/positivistiske overbevisninger. For disse digtere er Europa kastet ud i en dyb kulturkrise, der tager sin begyndelse renæssancens intellektualisering af mennesket og som kulminerer med verdenskrigens og teknologiens ødelæggelser. Overvurderingen af intellektets muligheder forjager, som kulturhistorikeren Wilhelm Grønbech (1873-1948) havde påvist, menneskets evne til at opleve alle tings naturlige sammenhæng. Dette er også temaet i Poul La Cours "Fragmenter af en Dagbog".
For hereticanerne, som har meget tilfælles med de symbolistiske digtere, åbner kunsten nye veje. Dels bestræber den sig på at etablere et nyt troværdigt sprog, og dels bliver den en ny form for erkendelse af tilværelsen. Denne kunstneriske erkendelse kan bringe det enkelte menneske ud af den ensomhed, der er et grundvilkår for den hereticanske digter. (jvf. eksistentialismen) Poesien bliver et medium for en eksistentiel genfødsel i nuet = Du er ikke, hvad din fortid har gjort dig til, men du er, hvad du har valgt. 
Denne adventsholdning resulterer i, at man forlader romanen som genre fordi den , som M.A. Hansen udtrykker det, ikke kan gå dybt nok i sin analyse af den subjektive situation, og endelig fordi den som regel for naturalistisk i sin beskrivelse af virkeligheden, med hensyn til psykologiske årsagsforhold. Disse digtere havde brug for virkeligheden, ikke som virkelighed, men som springbræt til højere verdener. Man benyttede sig især af et bibelsk inspireret sprog i lyrikken eller af myter og eventyr. Tilværelsen sandhed og sammenhæng er transcendent. De fleste digtere forløstes først fra deres ensomhed (digteren på det yderste skær - digteren i elfenbenstårnet) ved mødet med et DU: Enten gennem troen, som f.eks. Ole Wivel i "Fiskens Tegn" eller gennem et andet menneske - en kvinde - som i Sarvigs "Frostsalme for to eller tre." Hereticaneren afviste alle diskussioner om kunstnerens politiske funktion. Han lever for l`art pour l`art holdningen: poesien er en frelsende magt i sig selv. Den skal ikke forstås men leves. 
Dette får bl.a. Erik Knudsen til at forlade tidsskriftet for sammen med andre at etablere

"DIALOG" 

De vigtigste bidragydere til Heretica var:
Stefan George, Rilke, T.S. Eliot, D.H.Lawrence.
Thorkild Bjørnvig 1918
Karen Blixen 1885-1962
Ole Wivel 1921
Martin A. Hansen 1909-1955
Poul La Cour 1902-56
Bjørn Poulsen 1918
Erik Knuden 1922
Frank Jæger 1926-1977
Ole Sarvig 1921-1981
Halfdan Rasmussen 1915

Note 1: "Tårnet" - Johannes Jørgensens symbolistiske tidsskrift fra 1890erne 

Tilbage