SYMBOLISMEN - TEKSTER
1890 - 1900

N
O
T
E
R

J. Jørgensen  -  S. Claussen  -  H. Rode  -  J.F. Willumsen  -   L. Feilberg

Symbolisme     af tidsskriftet: Tårnet    1893

Blandt de Påstande, Tårnets Tilsyneladelse har fremlokket i Bladenes Spalter, er den mest vovede maaske den af Politiken hævdede, at "det Ord Symbolisme ... ingen Mening besidder." -.   Politiken forklarer sig det meningsløse Ords Fremkomst gennem en Parallel med Zolas Brug af Etiketten Naturalisme - som var et Skilt, hvormed den franske Skribent i sin Tid duperede Publikum.
 
Nu er det saaledes fat, at ikke Alt i denne Verden kan bringes ind under merkantile (forretningmæssige) Begreber. Det er ikke ubetinget givet, at enhver ny åndelig Bevægelse netop startes af Forretningshensyn.
End ikke det Ord Naturalisme er saa ganske et Forretningsfif, som Zola i et flovt øjeblik vilde bilde Flaubert ind. Ogsaa dette Ord besidder en Mening. Hvilken denne er, kan Politiken erfare, hvis den vil slaa op i Georg Brandes' Bog om Det moderne Gennembruds Mænd og læse Slutstykket. Her defineres Naturalismen klart og skarpt som æstetisk Verdensanskuelse. Doktor Brandes skriver:

"Jeg stræbte i sin Tid at indføre ... Ordet Naturalisme, et meget omfattende Ord ... som kun udtrykker den Begrænsning, at Grundlaget er Naturhengivelse eller Naturstudium, at Standpunktet er taget indenfor Alnaturen."

Som Modstykke til den saaledes definerede Naturalisme omtales en anden Verdensanskuelse, der kaldes Klerikalismen (præstestyre). Denne Klerikalisme er, anderledes sagt, det samme som Troen paa en anden Verden, paa et Hinsides, paa en højere Tilværelse, som giver dette forvirrede Jordeliv sin Mening. Denne Tro er det, Naturalismen forkaster.

Som jeg nylig anden Steds har sagt: "I det sidste halve Hundred år har det af de ledende Ånder været forkyndt som den højeste Visdom, at Menneskeheden burde slå sig til Ro inden for den positive Videns trygge Skranker, og at der med Hensyn til Alt, som derudover maatte befinde sig, kun var et at sige: Ignoramus et ignorabimus.
(Vi er uvidende, og vi vil aldrig få det at vide.)
Som Faust syntes Europa, træt af al den metafysiske Grublen, at udbryde: "Das Droben kann mich wenig kümmern." (Tanker om det hinsides interesserer mig ikke) 

Tanken blev tøjret paa Erfaringens og Sanseindtrykkenes Græsgange, og Følelsen blev højtideligt, i Menneskehedens Navn, kaldt tilbage fra sin forgæves Himmelflugt mod det Hinsides for hernede at trække Humanismens Triumfvogn.

Symbolismen er nemlig - ligesom den tyske Filosofi ved Århundredets Begyndelse - overbevist om Identiteten af Tænken og Væren.
Det Væsen, som aabenbarer sig i Tilværelsens ydre Fænomener, er (ifølge denne Filosofi) det samme, som lever i Menneskets Sjæl. 
Sjæl og Verden er ét.
Det almindelige Menneske erkender ikke dette. Han anser sig for et isoleret Individ, et enligt og særligt Væsen, i en Verden, overfor hvis Uendelighed han føler sig fremmed og forladt.
Kunstneren derimod fatter, instinktmæssigt og intuitivt, Tilværelsens sande Væsen. Han føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig Indfødsret.

Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist. Hans Sjæl genkender bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen. Med Shelley anskuer han Livet som et mangefarvet Glas, hvorigennem det Evig-Enes hvide Lys bryder sig. Virkeligheden bliver for ham kun en højere Verdens Symbol.

"I visse næsten overnaturlige Sjælstilstande" (har Baudelaire sagt) "åbenbarer Livets Dybde sig i det tilfældige Skue, man har for øje - det være så hverdags, det vil. Virkeligheden forvandles til et Symbol."

Disse Sjælstilstande er de kunstneriske øjeblikke, dem, enhver ægte Begavelse kender. Det er de øjeblikke, da den evige Virkelighed bag Tingene synes pas Nippet til at sprænge den illusoriske Realitets Ham; det er de Timer, da vore Sansers og vor Fornufts stadige Bedrag er nær ved at briste, og kun et tyndt Slør af Illusion, af Maja, skiller os fra at erkende den evige Verdensjæl, at se Gud.

(Schopenhauer 1788-1860 havde oversat de indiske skrifter, Upanishaderne: Verden er en drøm, verden er Maya).

Disse extatiske øjeblikkes Syner er det, Kunsten søger at gengive. Den bliver således et Billedsprog, som i jordiske Hieroglyfer vil udsige det Evige. Og her udspringer al Kunstnerens Utilfredshed, al hans Følelse af, at han kun ufuldkomment kan gengive sin Anskuelses Herlighed, at han kun kan fremstamme, hvad han vilde forme klart. Thi Kunsten er en Erkendelse "i Gåder og i et dunkelt Spejl."

"Taarnet" 1893-94. I det franskpåvirkede maanedsskrift, "Taarnet", angribes naturalismen og en symbolistisk nyromantik forkyndes. Af medarbejdere havde J. f. eks. Stuckenberg, Sophus Claussen, Miehaelis, Thor Lange og maleren Willumsen.

Morgen  -    1892

1. 
Jeg aabner mit friske øje blidt,
min Sjæl er ej længer blind.
Og i et Nu er Alverdens Lys
med Jubelmagt vældet derind.

2. 
Jeg skuer ud i den klare Dag.
og højt og muntert jeg ler,
just som det lille henrykte Barn,
der vaagner og Gudsolen ser.

3. 
Der strømmer Fryd gennem Sjæl og Krop,
en stærk en brusende Flod.
Ja jeg vil ud. Til min Verden ud
Det synger det lystige Blod.

4. Atter en Dag i min stolte Kraft.
Atter en Dag af mit Liv.
Atter jeg øver min Trolddomamagt,
som Skaberen byder jeg: Bliv.

5. 
Der svulmer Magt gennem Sjæl og Krop.
0 Lykke, der er mig hændt.
Alverden breder sig for mit Blik,
den glødende Sol har jeg tændt.

6. 
Der sitrer Lys gennem Sjæl og Krop.
Hvo (hvem) kan vel min Lykke naa.
Mit Himmelfeldt har jeg farvet blaat,
min Sol har jeg stillet derpaa.

7. 
Af Luft og Lys har jeg Vinger skabt,
dem til mine Skuldre spændt.
Flyv ud min Tanke. I Rummet ud!
En Vidunder-Lykke er hændt.

8. 
Ufattelig Fryd. Mit Liv! Mit Liv!
O Stolthed, der blev mig forundt.
Seks Dage Gud Herren med Verden stred.
Jeg skaber den i et Sekund.

Helge Rode fra: "Hvide Blomster" Digte (1892)

Maj 1891 Lillehammer:
En uimodståelig autoritet havde nu givet mig vished for Livets inderste Værdi.
Jeg var i Sjælens Vold. Jeg levede på tærsklen til Mystikernes og Yogiernes paradis 
og var ofte dybt inde i det. (H.Rode)

"Once born – twice born " 
William James

Tilbage

På Havet ved Nat    1892

1. 
Jeg er fjernt fra Livets Lande.
Ude på de sorte Vande
står jeg paa min egen Grav.
Himlen hviler paa dens Pande
mørk og tung og mørk og lav.
øde, golde, sorte Vande!
Er I selve Himlens Grav?
En Gang spejled I Guds Pande,
den, der Lyset, Livet gav.
En Gang svævede Guds Aande
over disse sorte Vande,
over denne tavse Grav.

2. 
Sorgfuld bøjer jeg min Pande,
og jeg skriger i min Vaande:
Aa, Guds Ånd, hvor blev du af?
Og jeg skriger i min Vånde (smerte): -
Hvor er Fredens lyse Strande?
Er Alverden da en Grav?
Hvo vil tage os ved Hånde,
give os en Støttestav,
saa at vi med hævet Pande
kan som han; der Løftet gav,
vandre paa De sorte Vande.

Helge Rode fra: "Hvide Blomster" Digte (1892)

Tilbage

Bekendelse   1894

1.
Den halve Maane sank bag sorte Træer
og glimted gylden mellem mørke Blade.
To Røster hørte jeg, én fjærn, én nær.

2.
Musik til Dans langt borte i en Gade,
Musik af vege, elskovssyge Strænge –
mit Legems Røst, som mine Tanker hade.

3.
Men nær  mig suste Løvet blødt og læng
- et Sus som Havet og de tunge Skove,
et Sus fra Himlens stjærnestrøede Enge.

4.
leg standsed, hviled, kunde ikke sove.
og mens mit Blik den fjærne Maane søgte,
jeg bares vidt paa Evighedens Vove.

5.
Oh Evighed, hvi vil fra dig vi flygte?
De bryndesyge Violiner tier,
og Festen slukker snart sin sidste Lygte.

6.
Men dine evighøje Melodier
som Solskin Sjæl og Sind og Sanser bærer -
0 Evighed! Forløser og Befrier!

7.
Som Maanelys igennem Mulm sig skærer
den søde Sang om sommerhede Synder,
vor Hjærne frygter, men vort Blod begærer.

8.
Men som et Hav i Fred du sagte nynner,
og som en stor og stille Skov du suser,
o Tempel, i hvis Port vort Liv hegynder!

9.
Om Jordens Kyst din Stjærne-Brænding bruser,
og Livet nærer du af dunkle Strømme -
o Afrundsdyb, der ængster og beruser!

10.
Hvor skal, O Evighed, fra dig vi rømme?
I Dyrets Puls dit store Hjærte banker;
du higer gennem gyldne Plantedrømme

11.
mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender,
og hvor mit Legem gennem Natten vanker,

O Evighed! jeg er i dine Hænder!

1894   Johannes Jørgensen

Bekendelse 1894:
I sonnetkransen "Kaldæa" forlader J. det panteistiske livssyn. – I 1894 stod han uden støtte af litterære autoriteter, hertil kom økonomiske og ægteskabelige sorger. Med sin religiøse følelse vakt blev han under disse forhold meget modtagelig for den påvirkning, som konvertitten Mogens Ballin udøvede på ham. I de foregående år havde J. læst kristeligt farvede forfattere, nu stiftede han bekendtskab med de nykatolske forfattere Léon BIoy og Ernest Hello, som begge blev ham personlige forbilleder. I foråret 1894 gennemlevede han så en religiøs krise, hvorefter han og hans familie måtte bryde op fra København og vende tilbage til det gamle hjem i Svendborg, da han ikke kunne forsørge sin familie. I sin fødebys forårsnatur oplevede han et sjæleligt gennembrud. Hans katolske venner skaffede ham penge til en udenlandsrejse, og på den blev et ophold i Assisi af afgørende betydning.

Tilbage

Imperia      1909 

1.
Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,
Urstærk som Kulden der blunder i Bjergenes Skød,
Mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død.

2.
Pragt er min higen. Jeg kender ej Mildhed.
Jeg er den golde Natur, det udyrkede Øde
som giver stene for brød, og som nægter at føde

3.
Ingen kan vække mig uden min Elsker,
Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold
saa at jeg røres til Afgrundens dybeste fold.

4.
Alt er unyttigt undtagen vor Skælven.
Alt, hvad trives og pletter som Skimmel min Hud
ryster jeg bort i et Møde med Jordskælvets Gud.

5.
Under den Græstørv, som vendes af ploven,
Hviler mit jernfaste Indre unærmeligt frit.
Hver, som er gold i sit hjerte, har noget af mit.

6.
Af mine Kullags og Malmåerers Gifie
blåner den Vaarsæd, som yder det nærende Mel.
Vantrives Markerne - min er den vantrevne Del.

7.
Hver, som er ustemt og ikke faar Tone
efter en Sang, som man synger i Klynge og Kor–
hver, som er ustemt, er Jord af min Jord.

8.
Kold for de levendes Optog og Danse
Drømmer jeg evig om Urelementets Musik
Slaa dem med Lynild og Jordskælv og byd dem at standse!

Af: Om størst Udbytte af Sjælsevner

En mand er en Vinterdag i Tusmørket ad Gothersgade naaet Kongens Nytorv, hvor han sætter Kurs midt ud over Torvet. Den, der vil lægge mærke til sig selv, vil ofte kunne iagttage, hvorledes tilsyneladende smaa Forandringer i Omgivelser kunne medføre betydelige Stemningsskifter, således F. Eks. her Overgangen fra den skidne Gade med generende Færdsel, med Snesjap, Raaben og Vognrummel til den store rolige Plads, hvor Larmen høres paa afstand, hvor Huse og Lygter ligesom vige tilbage. Det er, som man fik Ro til at udvide og samle sig, til at se paa Vejret og Himlen. Vor mand følte sig friere til Mode; uvilkaarlig gik han langsommere. Dagskær fra Vest lysnede hen ad torvet. En stor Stjerne glimtede over Theatret; usædvanlig rene Pytter mellem brosten, der begyndte at tørres, mindede om Frost. Stundom spejledes i en vis Retning langs de våde Sporvejsskinner et underligt blaaligt og roligt Skær, der slet ikke lignede Lygternes røde hvirrende Lys. Han saa i Vejret. Der sad en Halvmåne i tiltagende i Færd med at bemægtige sig Herredømmet over belysningen. Ét Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendommelig Styrke, at det vakte hams Opmærksomhed, "Det er dog underligt", tænkte han, "saadan var det ogsaa i Morges, da jeg stod ved Stensætningen i botanisk Have og saa´paa Solstrålernes Spillen i Vanddråberne paa Brombærbusken. Hvilken sær Rigdom er der ikke i Dag! Det er, som man saa´ mere end ellers. Til andre Tider lever man i Måneder uden saa meget som en Følelse. Hvordan kan det være?" Han huskede sig om. Hvor havde han været? Hvad havde han taget sig for? Ja, om Gårsdagen havde han gaaet en lang Fodtur langs Strandvejen til Helsingør. Det kunde rigtignok gjærne være, at det var Grunden; thi nu mindedes han, at han paa Slutningen af denne Tur havde bemærket ganske lignende stærke Følelsesblink f.eks. oppe ved Humlebæksbugten, hvor Fiskerne satte Næt ud efter Solnedgang. Man hørte deres Tale og Årernes forskjellige Lyd saa klart hen over den stille Vandflade, hvori røde Aftenskyer spejlede sig. Det Indtryk var saa forunderligt. Ligesaa var det, da han gik igjennem Snekkersten By, hvor Fiskerne stode i Smaagrupper uden for Husene, snakkende og rygende Tobak i Aftenstunden. Det forekom ham saa ejendommelig hyggeligt, mindede ham saa sært om hans Barndom. Men hvorledes skulde saadan en Tur kunne have den Virkning? Var det altid Tilfældet, maatte alle Folk, der rejste eller gik meget, være lykkelige Mennesker. Han vidste ikke ret , hvad han skulde tænke. Imidlertid vedvarede de forholdsvis hyppige Blink af fyldig Følelse og Tankeklarhed næsten en hel Måned, en December af sjælden rigt Indhold, hvori mange af hans bedste Erindringer fik hjemme. Hvor var det ønskeligt at kjende Betingelserne for og Grunden til slig Opvækkelsesperiode! Han spurgte, læste og talte med alle forstandige Mennesker, med hvem han kom i Berøring, om Sagen.

Ludvig Feilberg (1849-1912) 
Af:"Om størst Udbytte af Sjælsevner. 
Bidrag til praktisk Psykologi"(1881)7f. (2.udg.afSV)