Et filosofisk blik - fra 80erne til 2000-tiden 
DET POSTMODERNE GENNEMBRUD  

GÅ TIL FØLGENDE LINK
 

Under udarbejdelse - GÅ TIL FØLGENDE LINK
 

Postmodernismen i 80erne har samme epokale betydning som det moderne gennembrud i 1870. At indsnævre postmodernismen til et enkelt årti ville være bekvemt, men desværre ukorrekt. Den filosofiske dimension i det postmoderne gennembrud vil derfor blive beskrevet med brede penselsstrøg der rækker helt op til i dag.

I det omfang modernismen defineres indholdsmæssigt og ikke som en sproglig teknik, begynder den med "Guds død" i slutningen af 1800-tallet. For modernistiske menneske, er jeg´et fremmedgjort - både over for sig selv og over for omverdenen. 
 

Lyotards store og små  fortællinger

Postmodernismen er mest kendt på den franske postmodernist J. F. Lyotards hovedtanke: Lyotard argumenterer for at de "tre store fortællingers" tid er forbi.
De tre store fortællinger er kristendommen nationalismen og marxismen.
En stor fortælling er en kollektiv historisk arvet forståelsesramme der er skal tilfredsstille det enkelte individs grundliggende spørgsmål: Hvem er jeg? Forældrene fortæller til barnet: Du er kristen eller du er kommunist.
Disse fortællinger bryder i følge Lyotard sammen i vor tid. Ingen overordnede totalitære ideologier, filosofier eller livssyn kan længere bruges. Hegel, Marx eller Freud - alle systemer der forsøger at forklare livet ud fra  en totalitetforståelse bryder sammen og river bl.a. Berlinmuren med sig.

I stedet for disse overordnede kollektive mytiske rammer for det enkelte individs forståelse af sig selv ind i en større (social) sammenhæng, har man i den postmoderne tid kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling - vælge sin egen livshistorie. 
  

Hvad er postmodernisme?

Lad os stille den postmoderne anskuelse op over for den moderne. 
Verden er fragmenteret - også før Lyotards betragtninger. Siden det Moderne gennembrud i 1870 har kunstneren erstattet drømmen om guddommelig enhed og harmoni med "tilværelsen barske realiteter".
Men modernisten har stadig en forestilling om det harmoniske menneske - en næsten fortrængt guldalderdrøm om det gode, det sande og det skønne slumrer i baghovedet. Og netop det at blive vækket fra drømmen - vågne til en moderne fragmenteret verden, skaber en dissonant understrøm af skuffelse i det modernistiske værk. 
 
Lyotard citerer i sit værk Det postmoderne fortalt for børn den amerikanske arkitekt-filosof Barnett Newman. Newman udgiver en artikel allerede i 1940erne hvor han meget præcist definerer forskellen på amerikansk og europæisk kultur. 
I følge Barnett Newman er den moderne europæiske kunst stagneret i begrædelsen tabet af "den græske søjles skønhed". Amerikanerne har aldrig haft disse antikke lig med i lasten og har derfor kunne skabe frit ud fra det sublime NU uden først at skulle forholde sig til en kulturtraditions snærende bånd. 
 
Kort sagt: amerikanerne er postmodernister - europæerne er (sen) modernister.
  
Så her er det første bud på grundliggende forskelle mellem modernisme og postmodernisme: 
 
Modernisten indser verdens kaos. 
Men han begræder samtidig tabet af verdens oprindelige antikke skønhed. 
Hans kunst skabes i dette spændingsfelt og kan herfra pege i to retninger:
 
1) Kunsten og kunstneren fortager en nøgtern, ærlig, alvorlig, vred, lidenskabelig og ofte vanskelig tilgængelig beskrivelse/afsløring af fremmedgørelsen former.
 
2) Kunstværket "kæmper" sig frem til en helhed.  Kunstværket er selv denne helhed.
Men selv når det således glimtvis lykkes for modernismen at fastholde en lille stjerne af mening i kaos bliver det altid til en "lille" helhed, et lille skrøbeligt Credo: Jeg tror, med en rystende klode som underlag. (Credo 1952? - Erik Knudsen)
 
Forestillingen om kunstværkets iboende "mening" er hentet via symbolismen fra romantikkens univers. For romantikeren er kunstværket, som Guldhornene,  en koncentreret manifestation af Guddommelighed i en dualistisk verden.

Den modernistiske kunstner har også arvet den elitære forestilling om kunstnerens udvalgthed, hans "guddommelighed". Denne selvforståelse som udvalgt talerør for indsigt bliver i den moderne verden til avant garde eller kulturadikalisme. Kunstneren ser sig selv som en seer, en rishi, der ser længere frem, dybere bagved end "det almindelige menneske" kan. Som avantgardist er han ligeglad med eller hånlig, provokerende over for et potentielt publikum. Som kulturradikal ser hans sig som de lærde i oplysningstiden hildet til at oplyse folket. 
 
Modernismen er i sit væsen elitær og udemokratisk. Den er en mere eller mindre skjult stafetbærer for en overleveret åndsaristokratisk tradition der er tæt knyttet sammen med en klassisk borgerlig overklasses selvforståelse i et stærkt polariseret klassesamfund. 
Denne nationallokale og elitære 1800-tals forståelse af kunst ligger som et dominant gen i begrebet dannelse. At være dannet er et gammelborgerligt adgangspas til de fine borgerlige saloner. 
Uden dannelse er man ikke salonfähig. Kunst er for de sjælne få, som vor gave forstå. (Guldhornene 1803) 
 
Heroverfor står postmodernismen som det nutidige globale demokratis, mellemlagets og det multikulturelle, multiracielle samfunds talerør. 
Postmodernismen kan i denne forstand kaldes mellemlagsmodernisme.  
En avantgardist ville nok lidt ironisk foretrække betegnelsen discountmodernisme. 
 
Postmodernisten ser verdens kaos.
Men han har intet overordnet transcendentalt eller historisk overleveret skønhedsbillede at holde kaos op overfor. Hvor det modernistiske individ er fremmedgjort over for sig selv og verden, er det postmoderne menneske "lykkeligt" fragmenteret. Der ingen totalfilosofi eller etik til at slå tomheden i hovedet med. Fremmedgørelsen - både i eksistentiel og marxistisk forstand eksisterer således ikke mere. Der er ikke længere nogen kerne der kan fremmedgøres. 
 
Postmodernisten oplever ikke at paradiset som fødselsret er blevet frarøvet ham.  
Rockbandet Talking heads synger med glade korstemmer: We´re on the road to nowhere. (= now-here eller som et postmoderne reklameslogan for en tøjbutik: no-where)
 
Han kan derfor frit skabe  kunst ud fra det materiale som nu´et tilbyder. Som i afsnittet om 70ernes attituderelativisme skelnes der i postmodernismen ikke mellem høj og lav kunst - alle ytringer og tegn er principielt lige-gyldige og tilgængelige for en kunstnerisk bearbejdelse.
Alle tegn i en demokratisk multikulturel informationsverden kan bruges og sættes sammen på nye måder. Verden er med et udtryk fra den moderne digitale lydtekniks verden, en åben fælles bank af samples - Postkunstneren kan respektløs sample fra alle livssfærer, uden at skelne til hverken historisk korrekthed eller gøre knæfald for avant gardens kunstidealer.
  

Middelklasser i alle lande - forener eder

Middelklasser i alle lande - forener eder on the world wide web! (Marx duoble code)

Nye lavprisrejsemuligheder gør forskelle mellem lande mindre. Charterturister, backpackers og forretningsfolk dækker jorden som afrikanske græshoppesværme. 
 
Lige nu skriver jeg dette på en bærbar computer på en restaurant i Prag der ligger i et byggeri der er fuldstændig mage til Fisketorvet i København. 
Men Hans Jørgen Nielsen skrev allerede i 1969:
 
I telefonen taler jeg med en ven i New York og samtidig overværer jeg TV krigen i Vietnam, mens min kone skramler i køkkenet og linie 10 kører forbi nede på gaden. 
(Cit fra Fra Runer til Grafiti)
 
De ovenstående linier af H.J.Nielsen er ud over dets reelle indhold der peger på kommunikationsglobaliseringen, faktisk et lille stykke postmoderne lyrik der legende eklektisk samskaber fire uafhængige verdner til én. 

Hvor det højborgerlige dannelseideal er nationalt forankret, er den nydannede middelklasse globalt forbundet. Som i citatet samskabes den globale enhedsverden først og fremmest gennem kommunikation. Forskellene mellem et middelklasseliv i New York, New Delhi og København bliver dag for dag mindre. F.eks. skaber kabel og sattelit-TV et forum af fælles erfaringer på tværs af landegrænser. Konsumption af de samme produkter skaber også en fælles adfærdssplatform: middelstandsbørn fra Karachi til New Mexico drikker Coca Cola og spiser burgere mens de spiller computerspil. 
 

Middelklassens bevidsthed organiseres i ikoner

Introduktionen af Windows 95 platformen indeholder også en ganske bestemt måde at organisere og se verden på. Mange af verdens største begivenheder får lov til at passere næsten usynligt. Selv om indførelsen af Windows 95 platformen selvfølgelig er en stor mediebegivenhed, kan man nok ikke overvurdere den ufattelige ensrettende betydning denne platforms tilsyneladende uskyldige navigationslogik har på verdens kollektive bevidsthed. 
Det næste trin i oprettelsen af klodens neuronale net bliver standardiseringen af browsere.
En browser er ikke bare en browser. Den er en trojansk hest fuld af hellige krigere der kæmper for udbredelsen af et specifikt og standardiseret klikbart virkelighedsbillede.
  
Via WWW oprettes utallige kommunikationslinier: Informationssamfundet muliggør en helt ufattelig detaljeret integration af middelklasseoplevelser på kryds og tværs af kloden: se min kat i Karachi! Send den en e-mail, en SMS eller en kattekiks on-line.
  

Trans- og Multinationale beslutningsprocesser

Hinsides alle demokratiske beslutningsprocesser udbreder multinationale virksomheder deres egne sociale platforme i pakkeform til alle de lande de åbner filialer i. En multinational virksomhedskultur kan indeholde en tilstrækkelig dosis coca-kulturel informationsvirus til at få et helt ulands skrøbelige kulturelle immunforsvar til at bryde sammen. 
Under en tur på motorcykel gennem Nepal slog det undertegnede hvorledes der var kæmpereklamer for Carlsberg overalt på backpackerruterne. Carlsbergs kulturelle voldtægt af Nepal er en større forbrydelse end årtiers samlede grafitiangreb på DSB. 
90ernes politiske modbevægelser er i forlængelse heraf først og fremmest rette mod den økonomiske globalisering.
 

Det multi - racielle og kulturelle globalsamfund

I USA er der tradition for at kæde postmodernismen sammen med feminismen - og videre med det multikulturelle samfund:
Postmodernism is associated much more strongly than modernism with the discourses of feminism, multiculturalism and postcolonialism.  Paul Michael Lützeler

Musikvideotegnefilmen med Bart Simpson, der dansede med en neger, en hvid og en asiat, og til sidst dansede hele verden rundt, fra Champs Elyses til den Himmelske Freds Plads.
Ingen "meninger" kan forbinde de mange kulturer og racer. Barts "budskab" er, at det eneste der kan forene de forskellige kulturer  er: Kroppen...og dansen. 

Postmodernisterne, bl.a. Lyotard taler om det postfordistiske samfund. Masseproduktionens fader Henry Fords ideal er at alle racer blandes så slutproduktet bliver lige så homogent som en Fordbil. Heroverfor står det postmoderne ideal som det Amerikas sorte 80er præsidentkandidat Jesse Jackson har kaldt Salatblandingskulturen. 

De bestående af mange forskellige racer og kulturer.
I salatblandingen bliver de enkelte grøntsager ikke moset sammen til en ensfarvet enssmagende masse, men hver grøntsag bevarer dens egen individualitet
 
Mange firmaer har i deres reklamer salatblandingskulturen som trend: F.eks United Colours of Benneton. 
 
Skønhedsracismen
Postmodernismen ophæver de gamle raceskel, men indfører selv en ny form form racisme: skønhedsracismen. Skønhedsracismen skelner ikke mellem sorte eller hvide gener. Så længe du er smuk som Naomi Campbell er det ligegyldigt hvilken race der har leveret din gen-pool. Den nye raceunderklasse er alle os fede og grimme, der bliver nødt til at købe aflad i alt fra fedtsugninger til genterapi for at have en acceptabel identitet - både i samfundets og psykens øjne.
 

Det postmoderne samfundsudvikling kan måske i endnu højere grad end tidligere tiders samfund lignes ved et billede der maler sig selv. Demokratiet er måske i denne sammenhæng kun en fernis der abra cadabra simulacra giver masserne en subjektiv følelse af eksistentiel og politisk kontrol.
Hvilken demokratisk debat har der været om hvorvidt vi skulle have internet eller ej? 

En dialektisk bagside ved denne fælles kulturplatform er den kolossale ensretning den medfører. Et paradoks ved den postmoderne kultur er at den både bevæger verden hen imod en uendelig kreativ mangfoldighed, og på samme tid skaber en næsten totalitær SevenElevenMcBurgerCola ensretning. 
  

Charles Jenks og the Double code

Postmodernistens ubekymrede historieløshed kommer tydeligst til udtryk i den amerikanske arkitektfilosof Charles Jenks tanker. 
I det banebrydende værk  What Is postmodernism? (197?) sætter arkitekten Jenks gammelgotiske spir på nye glasbetonhuse: Forskellige stilarter, kulturer og historiske epoker blandes sammen. Hvad den amerikanske arkitektur på en måde altid har gjort, bliver nu til en generel trend. Jenks kalder denne sammenblandingsteknik for Double code. 
I postmodernismens respektløse eklektiske genbrug af citater og tegn fra alle historiske perioder og kulturer forstærkes mulighederne for double code rent teknisk via de moderne computerprogrammers evne til at sample. Mange musikhits er blevet skabt alene ved hjælp af samples. 
Muligheder for skabende leg med et uendeligt forråd at samples på en fælles platform er postkunstnerens arbejdsbetingelser. 
Men gennem billigere og bedre computere og computerprogrammer bliver denne kreative og uendelige arbejdsproces også tilgængelig for masserne. Med Photoshop, Cubase, Flash osv er det legende let at skabe nye virkeligheder ved hjælp af byggesten fra Keops til Kronborg.
 
Hvor den modernistiske kunstner er omgærdet af voksen seriøsitet er den postmoderne kunstner mere som et ungdommeligt legebarn. Hun kan bare trykke på deleteknappen eller mere radikalt, control-alt-delete (hvilken poesi i denne sætning!) for at starte på en frisk. Hun skaber i nuet og den kunstneriske process tager ikke ret lang tid.
 
Før postmodernismen har kunsten er aura af originalitet, noget unikt. Denne aura dør med gentagelsen. Inden for en klassisk kunstforståelse - l´art pour l´art - må kunsten derfor hele tiden overskride sig selv for at kunne fastholde det unikke.
Den postmoderne kunst behøver ingen aura - den er ubekymret klonkunst. 
Walter Benjamin har påpeget hvorledes den moderne teknologi demystificerer kunsten. Før postmodernismen er der forskel på en original og kopierne. Med fotografiet og filmen - ja faktisk allerede med bogtrykkerkunsten - mister originalen sin betydning. I middelalderen var en bog ufattelig kostbar. Men i samplingtiden bliver de perfekte kopier næsten gratis og ophæver derved originalens værdi.
Musikindustriens krise er et tydeligt eksempel på denne udvikling. Hvorfor købe en CD, når musikken er gratis at downloade?

Postmodernisten har derfor ingen helgenglorie og ingen mission, hverken som kulturradikal missionær eller som åndsaristokratisk avantgardist. Hun er et barn af det nye mellemlag og det samme globale mellemlags uhøjtidelige talerør. 
Der er ingen konflikt mellem den postmoderne kunstner og hendes publikum.
 
Den postmoderne kunst skabes heller ikke ud fra den højborgerlige kunstforståelse, der siger at kunsten skal være grænseoverskride. Selve grænseoverskridelsen kan i vor tid ikke være et kunstnerisk projekt i sig selv eftersom vor tid kan defineres som en tid hvor alle grænser er overskredet. Grænseoverskridelsen bliver blot et tegn, en kunstnerisk mulighed blandt mange.
     

Den nye mellemlagsdannelse - musee imaginaire i  hyperspace

 Kunstkritikeren Clement Greenberg definerer i 79 postmodernismen som antitesen til alt det han holder af. Han ser postmodernismen som en sænkning af kunstens æstetiske niveau. Denne forfladigelse skyldes i følge ham den demokratiske industrikultur. 
Greenbergs analyse er faktisk meget præcis, men hans finkulturelle målestok er ikke i stand til at registrere at at mellemlaget faktisk har flyttet sig.
Det globale mellemlag har gennem 60erne og 70erne gennemgået sin egen dannelsesproces. Denne dannelse er radikalt forskellig fra 1800-tallets højborgerlige dannelsesforståelse. Mellemlagets muser holder ikke til på Helikonbjerget i det antikke Grækenland. De surfer i hvad den franske filosoffen Baudrillard  kalder hyperrealiteten. 
Hyperrealiteten skabes i den globale sammenbinding via TV-og bladmedier, bøger, interaktive computerspil og www i det hele taget. 
 
One postmodern writer, Charles Jenks has suggested that all of us carry around with us a musee imaginaire in our minds drawn from experience of other places and knowledge culled from films, television, exhibitions and popular magazines. It is inevitable, he says, that all these get run together. Why, if one can afford to live in different ages and cultures, restrict oneself to present locale?  Eclecticism is the natural evolution of a culture with choise.  (Sarup Madan, 1996 Identity, culture and the postmodern world) 
 
Den skaber mulighed for en kolossal verdensbank af tegn - et nærmest uendeligt forråd af  bogstaver, ord, citater, samples, billeder, filmklip hvormed postkunstneren kan digte bestandig ny kunst.    

Jenks´ musee imaginaire er det galaktiske centrum i verdens nye tidløse dannelsesrum.
 
Selvdannelse i  musee imaginaire
I Politikens kronik (19.2.03) Fra Emma Gad til Big Brother kalder kultursociolog Dorte Odde Sørensen den nye postdannelse for selvdannelse.  Selvdannelsen lægger i følge hende vægt på dyrkelsen af det sociale for det sociales egen skyld. Kroniken fortsætter med følgende betragtning: 
I det moderne samfund af selvdannende individer kan man grundlæggende ikke løse sociale problemer ved brug af tidligere tiders etikette.

Den nye mellemlagsdannelse udfoldes i et socioøkonomisk cyberklima hvor vejforholdene selv i morgen er uforudsigelige. En ledende amerikansk erhvervsleder (Citeret efter hukommelsen 2001) udtaler til Newsweek at han ikke ville være i stand til at forudsige indholdet af sit nuværende job blot et år tidligere! 
Vi lever i en ekstrem omskiftelig tid - og det er ikke blot en kliché!
På længere sigt er det spørgsmålet om der overhovedet vil blive brug for et skolesystem som det vi kender til i dag. En hypermobil og fleksibel dannelse sker måske allerede i en nær fremtid som selvdannelse i projektorienterede netværk i symbiotisk samarbejde med cyberspace. Ægte læring vil spontant opstå - og ofte på tværs af institutionelle planer.
 

Selvreferentialiteten og medierne

Dette hyperreelle rum bliver imidlertid i stadig stigende grad selvrefererende: en avisnyhed refererer til en TV-serie, der er skabt på baggrund af en bog, der blev lavet ud fra en filmstjernes oplevelser da han surfede på internet:

There was a photographer taking pictures of journalist who were being filmed by a TV crew as they reported on a PR event, and there was me writing about it. (Victor Lewis Smith - Grasping the Zeitgeist with the ace fashionistas 2007)

Dette hyperrum er intimt beslægtet med fænomenet hype.
 
Umberto Eco gør opmærksom på at det er uhyre vigtigt intellektuelt at gennemskue dette hyperrum for ikke at blive en fange i dets uvirkelige virkelighed. Med Disneyland som metafor for og eksempel på hyperealitet skriver han følgende:
 
Disneyland ikke bare producerer illusion, men stimulerer i sin tilståelse af det behovet for den.....Disneyland fortæller os at teknologi kan give os mere virkelighed end naturen kan.
  
Det hyperreelle selvrefererende medierum krummer sig ind i sig selv. 
Mediernes virkelighed bliver mere wwwirkelig end virkeligheden!
 

Europæisk kontra amerikansk postmodernistisk filosofi

Både Baudrillard, Eco og Lyotard er europæiske senmodernister, der gennem deres spekulativ forfinede indsigter giver os et kritisk, men præcist billede af den postmoderne periode. Heroverfor står undertegnede sammen med den "grove" amerikanske filosofi der med med Jenks i spidsen er mere solidarisk over for postmodernismen. Grunden til amerikanernes større åbenhed og europæernes relative skepsis over for postmodernismen er faktisk ret enkel at få øje på: Man kan stort set sætte et lighedstegn mellem amerikansk mellemlagskultur og postmodernisme.
Det er dog interessant at den senmodernistiske position stadig er så teoretisk potent. 
Det lader til at postmodernismen inkluderer modernismen - dog kun som et tegn blandt mange andre.
  

Baudrillards simulacra  

Den mavesurt nihilististiske, men blændende skarpe filosofhjerne Baudrillard, bruger begrebet hyperrealitet. Baudrillards analyser er fra før internettets tidsalder, men wwwirkeligheden har blot aktualiseret hans analyser.
Den følgende redegørelse for Baudrillards tanker er ikke en 100% korrekt gengivelse, idet den bl.a. søger at indreflektere www.virkelighed.com og 2000-tiden. 
 
Dog tages der her ikke højde for den skelsættende 11. September. Dette vil blive behandlet i afsnittet om 2000-tiden.  
 
I følge Baudrillard er den traditionelle klassekamp forsvundet til fordel for en tranceagtig opslugthed i det underholdende hyperspace.
 
Den vestlige Kapitalistiske kultur er før hypertiden mest optaget af at fremstille forbrugsgoder. 
Forbrugskulturen som går forud for den postmoderne kultur, når sit zenit i 60erne. Her opdrages masserne til at deltage i masseforbruget. At være en kvalificeret forbruger kræver i følge Baudrillard et enormt arbejde af det enkelte individ: Man skal arbejde for at tjene pengene til forbrugsgoderne. Derefter skal de sætte sig ind i hvordan forbrugsgoderne virker for at kunne betjene dem så fritiden kan blive ordentligt fyldt ud med dem. At være forbruger kræver således både anstrengelse og uddannelse. 
Det enkelte individ kan heller ikke uden videre undslippe forbrugerkulturens iboende tvang fordi forbrugsmentaliteten er blevet til en normativ adfærd. At melde sig ud af forbrugerkulturen er det samme som at give afkald på social accept.
Måske skulle vi her lige hente Svend Åge Madsen frem:
 
Uden "social position", "familiær placering", "reglementeret kostumering" ville man være identitetsløse. Tugt og utugt fra mellemtiden (1976)
 
Baudrillard ville her tilføje: uden forbrug er man uden identitet i forbrugersamfundet.
 
Det meste af det 20. århundredes vestlige historie handler om den materielle forbrugskulturs eksplosive udvikling: explosition of commodifications

Heroverfor står postmodernismen som den tid hvor alt imploderer: forskellen mellem lande mellem klasser, mellem racer, mellem fortid og nutid, mellem høj og lav, mellem mand og kvinde, mellem fritid og arbejde, mellem virkeligt og uvirkeligt, mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem dybt og overfladisk, mellem fremtrædelse og væsen: implosion of all boundaries.
På en måde er rockstjernen Michael Jackson i 80erne et eksempel på hvorledes en imploderet grænseløshed kan gestalte sig: Han er hverken hvid eller sort, mand eller kvinde, ung eller gammel. 
 
I denne imploderede tilstand viger den materielle forbrugskultur for en immateriel informationskultur der i følge Baudrillard hovedsageligt fremstiller tegn. 
Det imploderede informationssamfunds hyperrealitet handler om produktion af immaterielle forbrugsgoder såsom mediefaktion, film, computerspil, www osv. 
 
Baudrillard har skabt begrebet simulacrum som en betegnelse for den illusoriske tilstand hvor tegn i hyperrealiteten bliver mere virkelige end virkeligheden selv. 
Der er ikke længere nogen direkte forbindelse mellem et tegn i hyperrealiteten og virkeligheden. Navlestrengen er kappet over og tegnet lever lever nu en parallelverden til
virkeligheden. Baudrillard definerer simulacrum som the generation of models of a real without origin or reality. (Baudrillard in Ward 1997) 
Baudrillards teorier er skabt lang tid før før vore dages computerspil. Ikke desto mindre er Lara Croft det perfekte billede på et simulacrum. For utallige mænd er hendes sexede og joystick-kontrollerbare fremtræden og adfærd på skærmen mere ufarlig, ophidsende og virkelig end en "farlig", ukontrollerbar og uberegnelig kvinde i kød og blod. Lara Croft i aviser, Lara Croft i ugeblade, Lara Crofts på film, Lara Croft på tusinder af PCer og endelig finalen: tusinder af Lara Croftkloner på catwalk i storbyernes gågader efter at de har tvangssultet sig selv, workoutet og fået et par nye over D-imensionerede silikonebryster.  

Hyperrealiteten er immateriel. Som modvægt mod denne ikke-fysiskhed fokuserer den postmoderne kultur i ekstrem grad på kroppen. Lara Croft eksisterer ikke - Lara Croft er ren hypersexualiseret kvindekrop. (Lara udlever dog i modsætning til "søster" postikonet Madonna ikke sin sekxualitet for åben skærm.)
WWW indeholder den samme paradoksale polarisering mellem krop og sanselighed: WWW er immaterielt - WWW handler mest om cybersex.

Catwalk-kvinde-Croft klonerne understøtter Baudrillards næste påstand: Hyperrealiteten så at sige opsluger, imploderer ind i  den virkelige verden så den til sidst helt forsvinder. Hver eneste kvinde vil efterhånden være en kopi af simulacra - en kopi af en kopi - en illusion af en illusion. 

Undertegnede har selv en tankevækkenede oplevelse med et computerspil med det meget sigende navn Unreal. For tre år siden spillede jeg Unreal uafbrudt i ca. to måneder. I dag når jeg spørger min hukommelse hvor jeg har rejst hen i mit liv, så vil hukommelsen svare: Du har været mange steder - især har du rejst i Sydeuropa, Indien og Unreal!

Baudrillard ser en dyster vison for sig: Det postmoderne samfund bevæger sig som universet via inertiens lov mod kuldedøden: De tavse masser bliver som enkelte isolerede individer fanget foran TV- eller ITskærmen i en verden af simulacra. 

Massernes instinktive reaktion på virkelighedens implosion ind i hyperrealitetens sorte hul er I følge Baudrillard panik! I takt med at den virkelige verden forvinder vil længslen og desperationen efter at få den tilbage  få os til at fremstille fetisher der skal udgøre det for virkelighed. Det er også i denne forstand ordet hyperrealitet skal forstås - hyper = mere virkelig end virkeligheden: 
It is no longer a question of limitation, nor of reduplication, nor even parody. It is rather a question of substituting signs of the real for the real itself. (Baudrillard in Ward 1997) 

Det er i denne sammenhæng interessant at de nye fjernsynsgenrer såsom Robinson, Big Brother og Temptation Island kaldes for reality-serier! De er 2000-tidens hyperrealistiske genrer. Man skulle tro konceptets opfindere har læst Baudrillards værker - eller måske netop ikke! 

Massernes længsel efter realisme behøver ikke kun at give sig udtryk inden for hyperrealistiske genrer. Den skaber nærmere - i øvrigt også i takt med Lyotards tre store fortællingers død - et behov for nye store fiktive fortællinger, helst i form af  mytologiske skabelsesberetninger, der på ny kan fortælle os hvor vi "virkeligt" hører til. 
 

Den nye store hyperfortælling

Den store hyperfortælling træder ind og fylder hullet op efter de tre gamle fortællinger. Georg Lucas Stjernekrige i 80erne er det første vigtige eksempel på en stor hyperfortælling. 
2000-tidens helt store cyberfortælling er filmatiseringen af Tolkiens Eventyret om ringen. 
I anden del, De to tårne, er det bemærkelsesværdigt at Lara Croft som simulacrum bliver totalt overhalet af filmens version af væsnet Gollum. Cyber-Gollum har ingen krop i virkeligheden - ud over den skuespiller som i to år kravlede rundt på gulvet med ledninger strittende ud til alle sider. Ikke desto mindre har Gollum/Smeagol fået en kardinalrolle i filmens version. Som den nordiske mytologis Loke er han langt mere interessant og menneskelig tvetydig dyb end de endimensionelle og kedelige gode Guder. Hvor er Aragorn Mortensen dog kedelig!
En cyberfigur er nu mere virkelig end en films skuespillere! 
Hyperspacet bevæger sig selv og resten af verden mod immaterialitet - hyperspacet har ingen krop.
  

Hyperrealitet og medienarcissisme

I hyperrealiteten, i www eksisterer Danmark ikke. Og dog! Lad os ikke glemme de gode gamle danske nationalsange som Big Brother, Robinson og Temptation Island. 
 
Glemte jeg kvindehåndboldens i Danmark verdensberømte overintime medieselvsving?
 
Hyperrealitetens  hype og massernes narcissistiske længsel efter at blive til som individer i lyset af Big Brothers projektørøje skaber som en cyklon et centrum. Den der står i dette centrum, får magt. Som nævnt før er medieadrenalin vor tids nye hårde valuta. 
Thomas Mygind fra realityserien Robinson siger i Ekstra Bladet:

Da jeg var helt ung, drømte jeg om at blive brandmand eller læge eller sådan noget. Nu om dage vil mange unge bare være kendte. (EB 21.2.03)
     
At blive kendis er i dag også ensbetydende med at være eller at blive rig. Anna Nicole Smith er et godt eksempel på det. Hendes vej til magtens tinder er foregået helt uden selvkontrol. I hendes dekonstruktivistiske realityshows fjerner hun målbevidst de sidste rester af over-jeg. Freuds teori om superegoet som både kulturens byrde og dens forudsætning passer lissom ikke rigtig på hende. 
I Danmark har vi den Freudløse kultur repræsenteret ved pæne pige Katja x og Suzanne Bjerrehus. 
Den postmoderne kultur tilfredsstiller alle id-behov her og nu i den tid Focault betegner som de talende skamlæbers kultur.
 
Vi kan her tage fremtidsbriller på: Hvad sker der med Baudrillards simulacra, når virtual reality bliver tilgængeligt for masserne? ... Virtual Royality!
  
Den tilsyneladende nye trend hvor også helt almindelige veltilpassede unge er weekendnarkomaner på ecstasy og svampe, hjælper også simulacrum på vej mod det totale verdensherredømme.

I denne virkelighed har hverken marxismens, freudianismens eller eksistentialismens teorier gyldighed. 
 
Som nævnt før er Baudrillard en mavesur senmodernistisk ronkedor med en hyperhjerne.
Andre filosoffer som f.eks Alison Landsberg ser langt mere positivt på det postmoderne samfunds muligheder.
 

Citationstegnets kardinalbetydning i  musee imaginaire

Umberto Eco skriver med den syndefaldsmytologisk inspirerede titel Om den tabte uskyld:
Der kommer et tidspunkt, hvor avantgarden (det moderne) ikke kan nå længere, fordi den i mellemtiden har skabt et metasprog, der taler ud af dens umulige tekster (concept art). Det postmodernistiske svar på det moderne består i en anerkendelse af, at fortiden, som altså ikke kan ødelægges, da dens ødelæggelse blot fører til tavshed, må omvurderes: med ironi og uden uskyld. Jeg forestiller mig den post-modernistiske indstilling som hos den mand, der elsker en meget belæst kvinde og ved, at han ikke kan sige til hende: »Jeg elsker dig afsindigt«, fordi han ved, at hun ved (at hun ved, at han ved) at disse ord allerede er skrevet af Liala. Alligevel findes der en løsning: Han kan sige: »Som Liala ville sige, jeg elsker dig afsindigt.« Efter således at have indgået den falske uskyld, efter klart at have sagt, at man ikke længere kan udtrykke sig uskyldigt, er det alligevel lykkedes ham at sige det han ville: at han elsker hende, men at han elsker hende i en tid, hvor uskylden er gået tabt. Går hun med på legen, har hun alligevel fået sin kærlighedserklæring. Ingen af de to samtalepartnere behøver at føle sig naive, begge har accepteret fortidens udfordring, det allerede sagte, som ikke kan elimineres, begge spiller bevidst og med fornøjelse på ironien, og for begge er det lykkedes endnu engang at tale om kærlighed.
 
Ovenstående betragtninger af Umberto Eco giver en af de vigtigste hjørnesten til forståelsen af den postmoderne tilstand. 
Eco fortæller her om det moderne menneskes forhold til det naivt romantiske udsagn :"jeg elsker dig." Det er ikke muligt at sige i vor tid uden at blive til grin. Men det postmoderne menneske kan bevidst lege med sin fordobling, double codet i et klassisk, romantisk "Jeg elsker dig", og et modernistisk fremmedgjort intellekt. Der eksisterer altså en mulighed for en åbenhed over for "det naive", blot man samtidig er klar over, at man på en måde spiller skuespil. Man iscenesætter sig selv i en "kærlig" ironisk fordobling. Man græder ikke længere over jeg-tabet, men leger/eksperimenterer i stedet med det.

Men lad os gå videre et skridt videre med afsæt i citatet.

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at et uendeligt antal tegn, ytringer, meninger tilsyneladende sameksisterer i hyperrealitetens kollektive musee imaginaire? Hvorfor neutraliserer ytringerne ikke hinanden: Jeg elsker dig, jeg hader dig, jeg tror på hellig krig, jeg er tilhænger af kristendom....hvid kultur, sort kultur, skinhead & black power....

Før et tegn, en mening, en ytring kan indføres i hyperrealiteten og blive en del af musee imaginaires tegn-pool forsynes den med citationstegn.
 
Med citationstegn omkring "jeg hader dig" skabes en ironisk fordobling i udsagnet. Denne postmoderne ironi er på en måde en venlig ironi - den vender sig ikke kritisk mod sig selv, men skaber en distance til sig selv. Denne double code er samtidig en distance til den virkelige verden udsagnet oprindeligt kom fra. Uden citationstegnene er faren for at udsagnet jeg hader dig udløser en slåskamp, større. Med citationstegnene er udsagnet klar til at optages i den totaldemokratiske ytringsfrie hyperrealitet hvor alle udsagn er lige-gyldige. Udsagnet er beskyttet mod konflikt med andre udsagn via citationstegnenes bolværk. 
"Jeg hader dig" mister i hyperspacet sin forankring i virkeligheden og får i stedet sin betydning som en ytring inden for hyperspacet. Alle udsagn forholder sig her til hyperrealitetens eget rum og ikke til en forankring i en fysisk virkelighed. Et udsagn i hyperspacet er hverken virkeligt eller fiktivt. Tegnet  "Jeg hader dig" er nu et virkeligt, uvirkeligt udsagn der blot eksisterer som en dråbe i havet af tegn. "Jeg hader dig" er her hverken fiktion eller realitet. Om det er dig der siger det til din kæreste eller det foregår i en film, en bog eller sendes via SMS er lige - gyldigt. Hyperrealiteten er amoralsk, men er samtidig den ultimative konsekvens af ytringsfriheden og demokratiet.
Frihed, lighed og broderskab erstattes i hyperrealiteten af frihed, diversitet og tolerance. 

En anden virkning af citationstegnsdåben er at udsagnet bliver forvandlet til ren intensitet. Tegn i hyperspace er rene intensiteter. Intensitet giver et kick - den postmoderne kultur er en ungdoms-kickkultur - den intense her og nu livsfølelse leger i hyperspace med alle livsytringer fra mord til evig kærlighed - det vigtige bliver hvor meget
kick-værdi, hvor meget intensitet der kan "destilleres" ud af tegnet, efter at det er blevet forsynet med citationstegn. American Psyko (1987), Fight Club og Hannibal the Cannibal er gode eksempler på hvorledes ekstrem vold som simulacra bliver til cybernektar. 

Den evige søgen efter intensiteter, efter stadig større doser medieadrenalin som substitut for oplevelse af virkelighed, er en af de primære motorer bag den permanente flytning af de nu næsten cyberopløste grænser. I Thorsen og tv-grænserne (Nina Kragh, Politiken 19.2.03) diskuteres reaktionerne på straffefangen Thorsens debut som studievært. professor i strafferet ved Aarhus Universitet Gorm Toftegaard er forarget på tv-stationernes jagt på seere:
Det, at Kurt Thorsen sidder i fængsel, øger selvfølgelig interessen. Tv-stationerne jager hele tiden noget uetisk, for grunden til, at nye tv-fænomener ikke er brugt før, er ofte, at man hidtil har betragtet dem som uetiske.

Artiklen referer videre et lignende amerikansk reality-show, Confessions, hvor USAs hårdeste kriminelle udfoldelse sig inden for bekendelsesgenren. Showet bliver omgående stoppet, men "i følge professor Robert Thompson fra Syracuse University for the study of Popular Televison ville programmet formentlig overleve i dag, netop, fordi grænserne har rykket sig."
Nu er Thorsen jo ikke en ekstrem storkriminel. Men måske er han netop derfor endnu mere interessant som et et menneskeligt barometer for klimaet i det stadigt større postmoderne grænseland mellem u- og amoral. Rigtig mange danskere synes at Thorsen er rigtig sej.
 
På en måde er der ikke noget nyt i anvendelsen af citationstegn. Enhver teaterscene leger med citationstegnets muligheder. Pointen er bare at postteateret bevæger sig grænselandet mellem realitet og skuespil. 
 
Et hjørne i hyperrealiteten er forbeholdt Post-Forum Romanum. American psyko handler om hvorledes jagten på større og større Kick ender i horror. Megavoldelige computerspil med stadig mere realistisk grafik og navigation gør grænserne mellem virkeligheder flydende og sender selv skolebørn på amokkurs med skydevåben. Snuffilm er også et skyggefænomen der sniger sig frem i 80erne.
 
Verden er som på Solkongens tid blevet til et teater.
 
Den postmoderne ironiske fordobling - double code - fødes i hyperspacet. Men derfra  smitter den via mediepersoner af på adfærden uden for hyperspace. Så lad os prøve for et øjeblik at forlade hyperrealiteten - se på "virkeligheden".
 

Eksempler på moralske reaktioner på  postmoderne citationsteknik

Berlinmuren og den røde stjerne
Da Berlinmuren og dermed Sovjetkommunismen faldt i 89 blev det populært at gå med emblemer fra den røde hær. Den røde stjerne taget fra en officersuniform fik en renæssance i vesten. Mange tidligere DDR-borgere blev meget oprørte over dette. Deres hjerner var endnu ikke opdaterede til at se citationstegnene omkring Den røde stjerne. 

United coulours of Bennetons reklamer "citerer" vietnamesiske bådflygtninge og andre begivenheder der set i deres oprindelige sammenhæng, er alt for frygtelige til at bruges i reklameøjemed. De seneste reklamer udstiller sultofre i Bennetontøj. Kritikken er massiv. Benneton forsvarer sig med at de tager moralske emner op til debat. Men set i et postmoderne lys kommer et andet motiv til syne: den uddestillerede kickværdi er alle reklamekronerne værd! Når sultofrene citeres inden for rammerne af  den postmoderne Double code, overføres energien i den instinktivt medfølende indentifikation til købelyst. 

Avant rap - Eminem and the F-word - 
Lige nu, dvs. 02.03 er der på nettet en voldsom debat om Eminems bøssehadske lyrik i forbindelse med hans turne til UK. www.mediawacth.com/declarke_eminem.html kritiserer Eminems udfald mod minoritetsgrupper. Nogle erklærer at Eminem er Satan selv og vil have hans tekster gjort ulovlige. Medierne stormer. Dr. Gary Slipper fra Director of the Open University Law programme skriver i The Independent: 
  
Why is Eminem allowed to incite hatred and to make violence against women and gay men sound cool?
 
Det interessante er at Eminem imidlertid også synger duet med bøssen Elton John!
 
Flere læserbreve i den engelske udgave af METRO kommer Eminem til undsætning.
her er et af de mere spændende:
Being british and, therefore, equipped to understand irony, we should surely understand Eminem is just taking the mickey...He´s actually an intelligent chap and, if you listen to what he is saying, rather that what people are saying about him, you will find he is...being ironic. 

Ja! Eminem er ironisk, men ikke i den gammeldags forstand. Eminems postmoderne ironiske attitude har netop den double code der gør det muligt for ham rent faktisk at mene det han rapper, uden at mene det. 
Eminem "hader bøsser" og er "gode venner med Elton John". 

Eminem er et ægte barn cyberspace. 
Og en ægte cyber Eminem-fan kunne ikke drømme om at angribe homoseksuelle. 
Problemet er bare at der altid vil være nogle der ikke har fattet Charles Jenks!

"Jeppesen" 


En verdensnyhed er et tegn på linie med en citat fra en filmpremiere.

Postmodernismen efter d.11 september

 den muslimske verdens forståelse af ord er endnu forankret uden for hyperspace. der for tager de ord for pålydende og bliver vrede hvis man fornærmer deres religion og kultur.

Hvorledes ser det postmoderne "jeg" ud?

I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være anvendelige og derfor toneangivende.
I informationssamfundet foregår forandringerne så hurtigt, at det ikke er muligt i samme grad at lære af overleverede er faringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og kreativitet i nuet bliver derimod de højst prioriterede kultur og virksomheds bærende egenskaber.
Ungdomskulturen bliver elitekulturen - gamle forsøger at efterligne unge (C. Lasch).
Ungdomskulturen får sin egen selvrefererende institution hvor al ungdomskultur fra James Dean og Elvis Presleys og frem til i dag

Selvreferentialitet - såvel i postmoderne kunst - litteratur og i identitetsforståelse. at træde i karakterer

Naturligt næste trin indsigten at verden er en konstruktion : konstruktivisme  
Først plastiske operationer, dernæst genteknologi tager os til det næste trin i den menneskelige morphningsproces.

Cultural pouchers . eksisterer i en tidsophævende kollage. Fra denne kollage kan man frit genbruge/opdatere
attituder, holdninger til at forstå sig selv: Små grupper eller enkelte individers små fortællinger. Attituderelativisme : Du vælger selv om du vil ligne James Dean eller Don Martin. Du vælger selv om du vil være kristen i dag eller muslim i morgen.
Multiple on- line identities: på nette chatsforums osv socialiseres vi i flydende identiter.

companion species" (such as quasi-alive virtual pets, digital dolls, and robot nurses
Ramona http://www.kurzweilai.net    real-time virtual personality transformation

Rockkulturen & postmodernismen

Perniolas monader: Uoverskueligt antal selvrefererende  
enheder - virksomheder - institutioner – kommunikationslinier,
der blot inden for deres egen pragmatiske logik skal fungere.
enheder - virksomheder - institutioner – kommunikationslinier,
der blot inden for deres egen pragmatiske logik skal fungere.
Hvilke sammenhænge eller mangel på sammenhænge eller dissonnante sammenhænge de skaber indbyrdes eller på et overordnet globalt plan, er uden for deres interesse. (Sammenlign med Pia Tafdrups indledning til "Transformationer".)

Dette kan bl.a. ses som en konsekvens af computersamfundets oprettelse af utalige kommunikationslinier: Informationssamfundet – IT.

Musikvideoer

Det franske og især amerikanske multiracielle og kulturelle samfund spiller også en afgørende rolle.

Ungdomskulturen som elitekulturen.
Bykulturen – Michael Stunge

Baudrillard og Matrix

Hofkulturen en gang til.
"Kroppen her i rummet, Nu" (Pia Tafdrup) - På vej mod 90ernes minimalisme først i musikvideoerne - Hurtige klip i musikvideoerne, frem for lange episke forløb. Intensiteter, fremfor sammenhænge - æstetik fremfor etik –
Sammenlign med Ekspressionismen i 20erne.
"Den glade nihilisme" (F.eks. Øb og Bøv)

Den postmoderne "romantik."
En atituderelativ holdning til holdninger, kan imidlertid kun lade sig gøre, ved tilsvarende løsrivelse fra de enkelte holdninger.
Den "dobbeltholdning" til ens egen holdning kan forstås ud fra C.Jenks "double code" og i forlængelse heraf 

Dette postmoderne træk - f.  eks genspejlet Paris arkitektur, eller i storbyen New York mange forskellige kvarterer står i modsætning til

Popmusik og det banale 

Genren ligner sig selv - 50 for 40 år siden. Det samme gør holdningen til den.
Carsten Michael Laursen er dog fortrøstningsfuld. Han mener tiden er med danskpopmusikken. 
Hvis man et øjeblik kigger bagud på folks holdning til revy-sangene, har den ændret sig markant. Da de var store i 192Oerne, blev de udsat for samme form for "kulturfascisme" og latente had-kærlighed. Nogle af de sange var da noget værre møg, men med tiden har de fået deres blå stempel fordi de er en del af vores kulturarv som vi dag ser på med kærlige øjne. Måske skyldes det at pinligheden med tiden får et andet skær, men også at holdningen til det sentimentale er ved at ændre sig.

Vi lever i en tid hvor det bliver mere og mere tilladt igen at lukke følelsesværdierne ind, og hvor vi langsomt godt tør bekende os til den alment sete dårlige smag hvis blot den spiller på nogle sentimentale strenge i os. Og det gør danskpop. Tag for eksempel sangen "Kære lille mormor", den er da pisse usmagelig, men den er rørende og en sand genistreg fordi den indeholder drivende sentimentalitet. Det må vi godt føle så længe vi også viser at vi er bevidste om hvad der er kunst og hvad der ikke er. Vi må med andre ord godt nippe til den kulturelle slikskål uden den store næring. så længe vi også spiser vores økologiske salat op.

Citater fra litteraturhåndbøger

Mange af de problemer, som man ser skildret i .....tekster, har at gøre med mennesker der føler sig angste og usikre. Mennesker der søger efter sig selv og kæmper med en følelse af kronisk tomhed. (LH 339)

Litteraturen er ikke længere det sted, hvor verden står endnu. Erindringen kan give en midlertidig fornemmelse af overblik, men væsentligt er det at litteraturen afspejler en usikkerhed over for  virkeligheden og menneskets placering i en sammenhæng.....Fortælleren er usikker, som læseren er det : Hvad er det, der sker? Hvad kan vi vide om det der sker? Hvad kan vi vide om mennesker der passerer forbi, på gaden - i litteraturen. Vi spejler vores egen hjælpeløshed i jeg-fortællerens manglende greb om sig selv, sit liv og sin fortælling.
 
En nærliggende reaktion på hjemløsheden og ensomheden i storbyen er fortvivlelse, men det overfølsomme jeg kan også reagere med selvhævdelse, trods og foragt. (Frtg 147)

Det var derfor ikke længere muligt at forskanse sig i idyllen, og det stod klart at den gamle verden var brudt sammen. (Frtg 174)

Alfa og omega er, at det er umuligt at sige, hvor det hele fører hen. Den uvished har mange - særligt voksne - svært ved at affinde sig med. (Ankomster 13)

Tegneseriernes antihelt, Homer Simpson fra The Simpsons har slået Abraham Lincoln og andre berømtheder i en internetafstemning i 2003 i USA om den største amerikaner nogensinde. Borgerretsforkæmperen Martin Luther King, tidligere præsident George Washington,præsident Kennedy,  Musikeren Bob Dylan blev overhaælet af Homer, der fik over halvdelen af stemmerne.
Den amerikanske simullacrapersonlighed Homer Simpsons plads i verdenssamfundet er i hvert fald i internettets bevidstehedsfelt udiskusteret!
 

Holywoods treminator Arnold Schwarzenegger opstiller til guvernørvalget i Califiornien.

Ronald Regan om hvorvidt jhan kunne blive en god guvernør i Californien: " I don´t know. I´ve never played a govenor" 

Omkring en trediedel af amerikanske erhvervsledere udviser tegn på psykopati. En psykopat er i sine handlinger ikke bundet af moralske følelser. Et menneske med homeopatiske overdoser psykopati bliver fremtidens succesfulde mennesketype. Psykopaten har bestemt gode evner som navigatør i cyberspace. 

NOTER


Frankfurterfilosoffen Jürgen Habermas har i værket Borgerlig offentlighed (1968?) beskrevet den klassiske borgerlige offentligheds struktur.



Dette begreb, dual and multi-level codification, har han faktisk lånt fra litteraturteoretikeren Ihab Hassan. 
 

Mobilsektoren har det rigtig skidt i Tyskland. Tyskerne lægger grundige planer et år frem i tiden - men inden der er gået et kvartal har mobilsektoren skiftet kurs. 
Uddannelsessektoren er i kraft af sin ufleksibilitet og inerti skabt til at løse fortidens problemer - dens kompetenceskabende ud-dannere går med skoene sat bagvendt på.

Dette faktum tror jeg er gået op for selv den søvnigste gymnasieelev, eller har fået det kvikkeste gym-hoved til at falde i søvn, idet dette mantra ordret ledsager alle periodebeskrivelser i litteraturhåndbøger fra 1870 op til i dag. Der er altid krise og mennesket er fremmedgjort. Det kunne være spændende at lave en psykoanalytisk inspireret tekstanalyse af klicheaffaldsbunkerne i litteraturhåndbøger.