80erne
Overlevende stjerner tæt på et sort hul

Generelt om 80erne

NOTE: Disse afsnit om 80erne er ind imellem på et meget højt abstraktionsniveau.  Mit råd er at du læser 'igennem' og blot springer alt det over du ikke forstår.
 
I 1982 får Danmark efter flere år med økonomisk krise den første konservativt ledede regering siden 1901. Og kort tid efter får en ny og mere international form for økonomi de økonomiske konjunkturer at vende. Kommunikationssamfundet holder sit indtog på arbejdspladsen. Ekspanderende multinationale selskaber vokser ud over landegrænser og kontinenter i takt med at dos-computere, faxmaskiner og mobiltelefoner erobrer og effektiviserer arbejdslivet. (Først i 90erne udvandrer pc'en og mobiletelefonen til hjemmet.)

Surfende på 80ernes store aktiekursstigninger, grundet den nye globale økonomi, erobrer unge smarte guldflippere børsen fra de gamle og mere langsomme børsjonglører der ikke kan tilpasse sig det nye markeds hastige fluktuationer. Yuppier bliver periodens nyrige gullaschbaroner der viser vej for ny en købedygtig, mærkevarefikseret generations behov for at spejle sig i det nye cafemiljø.
  
Pudsigt nok formulerer den konservative statsminister, Schlüter, med sit udsagn: Ideologier er noget bras den samme hovedtanke nogle af tidens store filosoffer.  80erne slutter næsten symbolsk med Berlinmurens fald i 89. En af verdens mest indflydelsesrige ideologier, kommunismen, går i opløsning
bl.a. gennem de kommunistiske diktaturers manglende evne til at indoptage den ny kommunikations- og computerteknologi.
 
I Danmark er perioden også præget af en intens debat om hvorvidt man skal blive et medlem af den Europæiske Union der i 93 ender med at vi siger ja til Unionen.
  
Med Schlüters ord går det ufattelig godt - faktisk helt frem til 87 hvor alvorlige aktiekrak imidlertid viser at boomet er overophedet. Hjulene kører hurtigt rundt i de smarte 80ere. Det kræver god fitness med aerobics eller hastige penge til hurtige biler at følge med. I 80'erne kommer en ny højrebølge ind over verden med den engelske ærkekonservative statsminister Margaret Thatcher, den amerikanske skuespiller, koldkriger og præsident Ronald Reagan og Poul Schlüter. Konservativ Ungdoms medlemstal vokser støt. Men ikke alle tror på Schlüter, når han siger at der intet er fejet ind under gulvtæppet.
 
IDENTITETSFÆLLESSKABER, KOLLEKTIVE & INDIVIDUELLE OVERLEVELSESSTRATEGIER
Der var nemlig ikke plads til alle unge ved de nyriges festbord. Adgangsbegrænsning på universiteterne, arbejdsløshed eller monotont arbejde i de nye smarte computervirksomheder var med til at skabe en generation X af anonyme unge der i modsætning til 60erne og 70erne siger 'nå' i stedet for at gøre oprør. Hvor modbevægelserne i 70erne  hovedsageligt var politisk forankrede, bliver strømmene i 80erne således mere individuelle og/eller kulturelt orienterede. 80ernes lyriske lotus blomstrede i dette subkulturelle mudder.

En ung og usikker middelklassegeneration

En vifte af mod- og medkulturer
I 60erne eksisterede der stort set kun to ungdomssubkulturer: hippier og rockere. Fra 68 og op gennem 70erne udvidedes kredsen med den politisk aktive venstrefløj der i løbet af kort tid satte dagsordenen i et så stort omfang at de også fik lov til at udforme den kulturelle menu. I 80erne er det først og fremmest venstrefløjens massive ensartethed der går i opløsning. Politiske aktive fra 70erne kigger nu som voksne skeptisk på den nye ungdom der ikke har lyst til at overtage stafetten i det kollektive løb mod det marxistiske tusindårsrige, men i stedet bare siger 'nå'...   I forlængelse heraf døber de ny-gamle den efterfølgende nå-ungdom til generation X.
  
Dele af denne X-ungdom former sig imidlertid i en spraglet vifte af kulturelle mod- og medbevægelser. Andre finder mere individuelle overlevelsesstrategier. 80erne bliver starten på en tid hvor subkulturerne får større betydning i kraft af deres mangfoldighed: BZ-bevægelser, punkere, yuppier, rockere, work outere, nyreligiøse 'new age' tilhængere, hip hoppere, graffiti malere, fredsaktivister, miljøaktivister med Greenpeace, technodansere og discoungdom med Saturday Night Fever (197

Disse subkulturer var internationalt forbundne ligesom de multinationale selskaber. De gik på tværs af landegrænser og var vigtige udslag af det kommunikationssamfund som for alvor fik fart med 60ernes højkonjunktur og hvis kim blev lagt med opfindelsen af telegrafien.  
Disse nye interesse- og identitetsfællesskaber overtog som en art stammefællesskaber en del af de opgaver som kernefamilen før varetog.  
 
Middelklassens oprør
I 1978 udkom en debatbog skrevet af Niels Meyer, Kirsten Helveg Petersen, og Villy Sørensen med den sigende titel Oprør fra Midten.  80ernes modbevægelser var - trods deres venstre eller højreorienterede forklædninger - frem for alt  udtryk for den ekspanderende middelklasse(ungdom)s bestræbelser på at sætte en ny tidssvarende dagsorden for samfundsudviklingen.
  
Homo ludens - det legende menneske
80erne er paradoksalt nok også perioden hvor ungdommen fra at protestere uden for borgmuren får adgang til magtens katedraler. Magtbalancen mellem 'det grå gulds' kvaliteter som f.eks. erfaring forskydes til fordel for ungdommens evne til fleksibel adfærd. Det moderne kommunikationssamfunds computerteknologi viser sig at være en trojansk hest hvor den barnlige sjæl for første gang i historien truer voksenadfærdens magtmonopol i kraft af den legende personligheds intuitive fortrolighed med ny teknologi.  

Unge lyrikere
80ernes begyndelse blev præget af en ungdomskulturel lyrik. Hvor unge yuppier styrede børsen, besatte unge digtere elfenbenstårnet. Vi skal faktisk helt tilbage til de vilde tyvere for at finde en tilsvarende ungdomsdominans på den litterære scene. Dog så de unge digtere tilbage på deres forgængere med stor respekt. Enkelte unge lyrikere havde endog en slags mester-discipel forhold til ældre lyrikere.  
  
Disse kunstneres udprægede udtryksintensitet kunne minde om de unge højromantikeres sturm und drang-udladninger. Inden for malerkunsten talte man i 80erne om de vilde unge. Men selv om kunstnerne delte intensitet med tidligere tiders ekstatiske unge digtere, havde de ikke forgængernes mere positive livssyn. Ej heller kunne de bruge hippiegenerationens fremtidsoptimisme. 
    
Europas storbyer 'rocker'  - outsidernes fællesskab
Rock- og punkmusikken smelter subkulturer i Europas storbyer sammen i en fælles rytme. London er centrum for denne nye undergrundssjæl. Men også Berlin, der på det tidspunkt er en ø i Østtyskland, spiller med bl.a. Nina Hagen med i det nye avantgardistiske ungdomsfællesskab. Michael Strunge og flere andre danske digtere var fascineret af kulturøen Berlin. Berlin blev symbolet på 80erforfatternes længsel efter det ekstreme og de(res) skæves ret til at eksistere.
 
Rockmusikken med David Bovie, Prince og Madonna og dens 'punkede' varianter som Sex Pistols, Sods, No Knox og Lost Kids bliver samlingspunkt for en sort, apokalyptisk, og/eller drømmende, ekstatisk. eksperimenterende og længselsfuld bykultur. 
 
I Danmark får vi bl.a. rockbandet TV2 der med deres kærligt-kritiske tekster spejler en generation født af 68-forældre, der siddende på tomme spejlcafeer forsøger at spille Rigtige mænd og kvinder.
 
Først her i de postmoderne 80ere opdages og indoptages rockkulturens kropslige sanselighed og den moderne storbymedieverden for alvor i den litterære bevidsthed. MTV's hastigt sammenklippede musikvideoer bliver inspirationskilder. Firserne flimrer som stjerner tæt på et sort hul.

Litteraturen 'normaliseres' i 90erne
I 1987 blev den såkaldte Forfatterskole oprettet af Poul Borum og Per Aage Brandt. Den gav en impuls til at litteraturen så at sige blev mere 'normal' i 90erne. En af forfatterskolens argeste modstandere måtte derfor blive Dan Turell. Utilpassede og outsidertyper har en lang tradition for ikke at gennemføre skoleforløb. Kunne man forstille sig Friedrich Nietzsche  eller Herman Bang stå med et diplom fra forfatterskolen?  Kan poesiens blå blomst dyrkes i et drivhus?
   

Fodboldenglen - på vej mod 80ernes postmoderne nihilisme

H. J. Nielsen	I slutningen af 70erne skriver avantgardisten og forfatteren Hans Jørgen Nielsen et epokalt værk, Fodboldenglen (1979). Denne betydningsfulde roman opsamler trådene fra 70erne, og peger samtidig visionært videre ind i 80ernes og 90ernes litteratur. Fodboldenglen er nyrealistisk i sin dokumentariske
detaljerigdom, der rummer både idrætshistoriske og lokalhistoriske indslag. Men romanen foregriber på en måde også 90ernes blanding af realisme og modernisme idet hovedpersonen Franks dagbogskapitler bruger en 'knust' moderne syntaks der så at sige på et lingvistisk niveau spejler hans krisetilstand. Fodboldenglen er ikke frokostlæsning.

Kvinde kontra mande-bevægelser
Som konsekvens af kvindernes frigørelse i 70erne udskilles i slutningen af perioden en ny kriseramt mandebevidsthed. Frands liv i den maskuline fodboldmandeverden går i opløsning da konen i bedste kvindefrigjorte 70erstil forlader ham og tager barnet med. Manden i senhalvfjerdserne får ondt i identiteten i takt med at kvinden vinder en ny selvbevidsthed.
 
70er venstrefløjens dilemma - teori kontra virkelighed
Samtidig står Frands som politisk aktiv venstreorienteret i sin generations store dilemma, salonkommunistens dilemma: de erfaringer og oplevelser man har som privatperson kan ikke forenes med den abstrakte marxistiske teoriverden. 
 
Fodboldenglens delvise bekendelser
Fodboldenglen er kun delvist et bekendelsesværk idet hovedpersonen Frands i sin dagbog til sin tabte søn kun spejler de sider af forfatteren som har litterær interesse. Bogen udnytter imidlertid bekendelsesgenrens selvterapeutiske potentiale.
  
Ground Zero - Hærværk i 30erne kontra Hærværk i 80erne
I 1930 skrev den ekspressionistiske forfatter Tom Kristensen den delvist selvbiografiske totemroman Hærværk. Parallellerne mellem de to romaner rækker imidlertid ud over anvendelsen af den kunstnerisk tøjlede selvbekendelse. Hærværk var for Tom Kristensen et eksistentielt projekt der ligesom Fodboldenglen gør op med ismer, meninger og ideologier. Hovedpersonen i Hærværk, journalisten Jastrau, vrænger af marxisten Sanders (Broby Johansen) forsøg på at omvende ham til Kommunismen.
Kort tid efter beslutter Jastrau sig til at gå bevidst i hundene - at drikke sig ned til et 'nulpunkt'.
Begge romaners hovedpersoner går derefter på smertefulde veje mod det absolutte nihilistiske nulpunkt. (Dette nulpunktslængsel ligner i høj grad generationX-filmen, Fight Club's, ground zero).
 
Men hvor Hærværk begynder første kapitel i verdenslitterær klasse, for derefter at forfalde til triviel tomgangslitteratur, med en Jastrau der i romanens slutning lader læseren i stikken og flygter til udlandet, finder vi i Fodboldenglen en Frands, der kan stå som ikon for 70er generationens kunstneriske død og 80ernes poetiske genfødsel.
I dette nulpunkt "genfødes" Frands i en zen-lignende mystisk erfaring som han i stigende grad oplever under sine intense løbeture:

Sådan kommer jeg i gang med at løbe, bedre end nogensinde tidligere, i højere grad end før løber tilstanden af med mig, jeg mærker dårligt nok det fysiske besvær, da kroppen først har taget over, men løber mig dybere og dybere ind i løbet.... kommer løbende hen ad vejen som en del af alt, at dette "bare", som egentlig skulle gøre mindre, samtidig rummer det hele, det slår sludder for mig, der er ikke mere at sige, udover mærkelige ord som athed: Det er ingenting, jeg får ingenting at vide, samtidig er det ingenting, jeg får at vide, ingenting andet end den blotte væren til, den blottede væren til.

Zen og kunsten skabe en fodboldengel
Hans Jørgen Nielsen er i Fodboldenglen tydeligt inspireret af den japanske Zen Buddhisme.
Allerede i 1965 oversætter han de japanske haiku-digte der ikke kan læses uden om Zen-traditionen.
I Zen filosofiens religiøse ateisme finder forfatteren den gødning der kunstnerisk set lader hans fodboldengel vokse ud over den rene nihilismes impotens hvad angår kunstnerisk holdbare slutninger.
Den rene nihilisme er som kunstnerisk projekt kun frugtbar på vej mod nulpunktet. Dette projekt kan kun beskrive vejen mod opløsningsprocessen. Selve nulpunktet bliver uinteressant på samme måde som de sidste kapitler i Hærværk bliver til dårlig kunst. Den finlitterære nihilisme er allerede i 30erne udbrændt som kunstnerisk projekt. I modsætning hertil løber 80er-Frands i sin hverdags-satori sig ud af nihilismens kunstneriske dilemma. 
 
Stjerner tæt på et sort hul
80ernes nulpunktsfølelse var dog som hovedregel ikke direkte positiv. Paradokset i 80pessimismens
kunst er imidlertid at den ofte udtrykker livsintensitet og livsglæde. Dødens nærhed er, med middelalderens pesttog som billede, ofte ledsaget af en ekstatisk livsfølelse.
 
Som en særlig type stjerner der er i stand til at trodse gravitationen fra et sort hul og leve tæt  ogpå det, udfoldede 80erne en vifte af nye kreative og kunstneriske undvigelseseksperimenter. Fodboldenglens poetiske stjernemål var kun et blandt mange:

80erne udfolder således en hel regnbue af nye kunstneriske overlevelsesstrategier.
 

Opgøret med 70erne - de "rigtige meningers" periode

Opgøret med de rigtige meninger

Der er sket en forskydning fra samfund til individ og eksistens. Vi vil hverken
frelse eller omvende ... illusionen om at digtet er en politisk-social magtfaktor
har vi ikke. Et digt skaber en forandring i og med at det bliver til (og bliver læst),
men rokke ved en samfundsindretning kan det næppe.
Pia Tafdrup Transformationer 1985

70erne var det årti hvor forfatterne hovedsageligt tematiserede mellemlagets hverdagsproblemer. Dette årti med letforståelig realistisk prosa så det ofte som sin opgave at opdrage sit publikum. Hvad enten det var bekendende kvinde-knækprosa, miljødigtning eller venstreorienterede romanføljetoner, så havde forfatteren et ønske om at vise læseren hvordan verden er skruet sammen og hvorledes man bør forholde sig til den. I dette meningsklima blev litteraturen politiseret. Det var ikke op til læseren selv at skabe sine egne meninger i forbindelse med læsningen. Den nye middelklasse fik gennem litteraturen både sin livsindsigt og de tilhørende holdninger serveret på en enkel og letfordøjelig måde. Mellemlagets selvforståelse blev fremavlet som samlebåndslitteratur der ville moralisere eller servere ideologiske færdigretter.
Denne meningskunst tager 80generationens nye unge digterkuld afstand fra. 80er forfatteren Bo Green Jensen går endog så vidt som at kalde 70ernes litteratur for en illusorisk pseudo-demokratisering af poesien.  
 
Det ovenstående afsnit er nok lidt firkantet i sin bedømmelse af 70ernes litterære arv.
Men således så det unge kuld af 80er storbypoeter tilbage på deres forgængere. 
 
Poesiens brølende skønhed til magten! 
I stedet for meningskunsten sættes det poetiske liv. Selve det at skrive lyrisk bliver identisk med opgøret mod især Marxismen med dens forkærlighed for (social)realisme og tilhørende nedgøring af lyrik som en forførerisk variant af det religiøse opium for folket:

 ...tegn jer selv som fine stjerner drys jeres glasur fra husene og syng livet ind i en ring,
nægt de politiske systemer nægt religion og overdrev nægt den sidste times ret og vis sygdommen frem i al sin brølende skønhed, løft sygdommen helt op til sin redning som en klar firserengel nu.

I de ovenstående linier af F. P. Jac er den sygdom der skal vises frem i al sin brølende skønhed netop lyrikken. Lyrik blev af de marxistiske ideologer set som en borgerlig sygdom.
'Sygdommen' er også digteren selv når han glemmer traktorrealismen og i stedet følger sin egen ensomme vej. F.P Jac opfatter digteren som en outsider. Bo Green Jensen kalder ham 'seende'.   
  

Den  Postmoderne  stil- og  genresammenblanding

Postmodernismen i 80erne har samme epokale betydning som det moderne gennembrud i 1870. At indsnævre postmodernismen til et enkelt årti ville være bekvemt, men desværre ukorrekt. Den filosofiske dimension i det postmoderne gennembrud vil derfor blive beskrevet med brede penselstrøg der rækker helt op til i dag.
    
Litteraturhistorien er et supermarked med frit valg fra alle hylder
Michael Strunge sagde allerede i begyndelsen af 80erne at litteraturhistorien var at betragte som et
stort supermarked hvor der er frit valg fra alle hylder. Denne supermarkedsfilosofi kendetegner en vigtig del af den kulturtilstand der betegnes som postmodernisme.
 
Beatles var verdens første postmodernister
Allerede så tidligt som i 1967 udgav The Beatles Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band.
Sgt. Pepper var måske det første egentlige postmoderne kunstværk i den forstand at det respektløst skabte musik ud fra flere musikalske stilarter og kulturer der aldrig før havde delt koncertsal. Den collageagtige sammenblandingsteknik kunne også tydeligt ses på Sgt. Peppers LP-cover:

Arbejderklasserødderne fra Liverpool skabte i deres cross-over samarbejde med den mere finkulturelt orienterede George Martin ikke blot nye musikformer, men også en ny respektløs måde at skabe kunst og være kunstner på. Deres drengede og uhøjtideligt legende selviscenesættelse og kollektive arbejdsproces lå også langt fra tidligere tiders forestillinger om kunstneren som en 'ophøjet' og/eller gal/genial ener.
 
World music
I 1980 grundlagde multikunstneren og opfinderen af den interaktive CD-rom, Peter Gabriel, WOMAD. WOMAD samlede i en serie af internationale festivaler bands der bestod af en etnisk vifte af musikere, kunstnere og dansere fra alle egne af kloden. Peter Gabriel kaldte den nye etnisk sammenblandede musik for World Music. Det blev nu muligt at opleve f.eks. en etnisk fløjtespiller fra Sahara i et kunstnerisk møde med en jazztrommeslager fra England og en guitarist fra Brasilien.

Arkitekturens Double code og Charles Jencks
I 80erne blev det imidlertid først og fremmest arkitekterne der satte dagsordenen for den nye postmodernisme. Den amerikanske filosofarkitekt Charles Jencks forsvarede i The Language of Post-modern Architechture (1978) en ny form for stilsammenblanding hvor man, som vist på det nedenstående billede af et moderne beboelseskvarter, kunne genbruge tidligere perioders arkitektur.

Marne-la-Vallée, 1978-82

Forskellige stilarter, kulturer og historiske epoker kunne nu med god samvittighed blandes sammen. Kunstneren kunne (gen)bruge og frit sammensætte sit kunstværk af alle de 'byggeklodser' historien og verdenskulturen havde efterladt. 
Den nye respektløse 'historieløshed' var på en måde et barn af den amerikanske kulturs mangel på historie i forhold til f.eks. den europæiske. Hvad amerikansk kultur i kraft af dens mangel på gamle bygningsværker på en måde havde været tvunget til at gøre, blev i 80erne til en global dyd.
Jencks kaldte denne sammenblandingsteknik for Double code. Double code hentyder til det postmoderne menneskes mulighed for at skabe og eksistere på flere (kulturelle og historiske) planer samtidig.
Med arkitekterne som frontløbere spredtes postmodernismen for alvor ud som trendsætter for andre kunstarter såsom litteratur, malerkunst, film og musik. De franske filosoffer havde dog også en finger 'med i' pulsen.

Den postmoderne kunstner stiger ned fra soklen
I postmodernismens respektløse eklektiske genbrug af citater og tegn fra alle historiske perioder og kulturer forstærkes double code-tilstanden rent teknisk via den moderne computerteknologis evne til  at mangfoldiggøre programmer, dokumenter, billeder - i det hele taget alle slags filer i et i princippet uendeligt antal kopier.  
I det digitale univers er der ikke forskel på en original og en kopi. Forestillingen om kunstneren og kunstværket som noget unikt gives op til fordel for en mere respektløs legende attitude.
Hvor den modernistiske kunstner er omgærdet af voksen seriøsitet, er den postmoderne kunstner mere som et ungdommeligt legebarn. Hun kan bare trykke på delete-knappen eller mere radikalt, control-alt-delete (hvilken poesi i denne sætning!) for at starte på en frisk. Hun skaber i nuet og den kunstneriske proces tager ikke ret lang tid. Muligheder for skabende leg med et uendeligt forråd at samples på en fælles platform er postkunstnerens nye arbejdsmiljø. Mange musikhits er blevet skabt alene ved hjælp af samples.
 
Før postmodernismen havde kunsten er aura af originalitet, noget unikt. Denne aura dør med gentagelsen. Inden for en klassisk kunstforståelse - l´art pour l´art - må kunsten derfor hele tiden overskride sig selv for at kunne fastholde det unikke.
Den postmoderne kunst behøver ingen aura - den er ubekymret klonkunst. 
Walter Benjamin har påpeget hvorledes den moderne teknologi demystificerer kunsten. Før postmodernismen er der forskel på en original og kopierne. Med fotografiet og filmen - ja faktisk allerede med bogtrykkerkunsten - mister originalen sin betydning. I middelalderen var en bog ufattelig kostbar. Men i 'samplingtiden' bliver de perfekte kopier næsten gratis og ophæver derved originalens værdi.
 
Techno-'kunstnerens' postmoderne anonymitet
Technomusikken illustrerer radikalt den nye postmoderne kreativitet. Techno er en elektronisk fremstillet musik der opstod i Detroit omkring 84, men også havde rødder i Tyskland med først og fremmest bandet Kraftwerk.  Senere 'udvandrede' technomusikken til Goa og Israel i form af techno-raves hvor indtagelsen af psykedeliske stoffer blev en del af danseritualet. Publikum i denne dance-kultur udtrykker en form for anonymt fravær i den kollektive selvforglemmelse skabt technoens tranceskabende puls og mantralignende bas-ostinater. Anonymiteten gælder imidlertid også selve skaberen af technomusikken. Han kaldes ikke en artist, men derimod en producer. Technokomponisten er ikke genstand for en kunstnerkultisk ophøjelse eller anerkendelse. Ofte cirkulerede technonumrene uden man vidste hvem der havde skabt dem. 
 
Graffitimalere er et andet eksempel på den anonyme kunstudøver.

Den postmoderne kunstner har ingen helgenglorie og ingen mission, hverken som kulturradikal missionær eller som åndsaristokratisk avantgardist. Han er et barn af det nye mellemlag og den samme globale middelklasses uhøjtidelige talerør. Måske kunne man sige at kunstneren igen er blevet til den 'håndværker' han var før den romantiske periode guddommeliggjorde ham.
 
Postmodernismen udtrykker en multikulturel global middelklasses kultur
Postmodernismen har været kendt som teoretisk begreb i USA siden 60erne. I 60erne kritiserede Leslie Fiedler og Susan Sontag den moderne kunsts dogmeagtige ophøjede indelukkethed og fremmedhed over for den almindelige hverdagsverden. Popkunsten og de populære kunster bliver taget i forsvar. De første skridt tages til at nedbryde skellet mellem den elitære kunst og massekulturen.
Postmodernismen bliver i denne sammenhæng til middelklassens kultur over for modernismen som en videreførelse af den tidligere borgerklasses mere elitært orienterede kultur.  
 
Postmodernisterne, bl.a. Lyotard taler om det postfordistiske samfund. Masseproduktionens fader Henry Fords ideal var at alle racer blev blandet så slutproduktet blev lige så homogent som en Fordbil.
 
Heroverfor står det postmoderne ideal som det Amerikas sorte 80er præsidentkandidat Jesse Jackson har kaldt Salatblandingskulturen. I salatblandingen bliver de enkelte grøntsager ikke moset sammen til en ensfarvet ens smagende masse - i stedet bevares hver enkelt grøntsags 'individualitet'.

I USA er der tradition for at kæde postmodernismen sammen med feminismen - og videre med det multikulturelle samfund:

Postmodernism is associated much more strongly than modernism with the discourses of feminism, multiculturalism and postcolonialism.  Paul Michael Lützeler
 
Postmodernismen inkluderer modernismen - det postmoderne floddelta
Den postmoderne kunstner i sin rendyrkede form er dog kun til stede i 80erne som en tendens. I gennemgangen af periodens kan vi derfor ikke automatisk gå ud fra at digterne og deres værker er postmoderne. Oftest vil vi i perioden finde en blanding af det moderne og det postmoderne.
Et eksempel herpå er Michael Strunge der med sin næsten gammelromantiske kunstneraura ligger langt fra post-kunstnerens position, mens hans digte rent indholdsmæssigt har postmoderne træk.
 
Litteraturen er måske sammen med den klassiske musik og malerkunsten en af de kunstarter hvor gammelromantiske kunstnerforestillinger og attituder overvintrer i længst tid. Den nye postmoderne
kunstnerrolle findes således først i alle de nye og ikke traditionelt anerkendte kunstformer så som tegneserier, graffiti, rock, punk og technomusik,  
 
Postmodernismen bliver i forlængelse heraf som et floddelta - en tidsophævende forgrening af sameksisterende, men ofte modsatrettede tendenser. I floddeltaet er der også småløb der løber i den modsatte retning, eller på tværs af den oprindelige hovedstrøm.
Det kan derfor ofte give mening at se en forfatter og hendes litterære produktion i spændingsfeltet mellem modernisme og postmodernisme.
  
Fra og med 80erne bliver det i stigende grad vanskeligt entydigt at navngive en litterær periode.
 

 Mere om 80ernes litteratur

 
80ernes litteratur kan groft set anskues ud fra tre synsvinkler:
 
1) Lyrisk modernisme
En ny, indholdsmæssig oprørsk, lyrisk modernisme fik lov til at indlede den nye periode. I den
sidste halvdel af årtiet forgrenes det litterære stamtræ ud i mange langt mere individualiserede forfatterpositioner hvor også prosaen bl.a. med Jens Christian Grønfeldt, Astrid Salbach, Morti Vizki
og Juliane Preisler igen kommer til orde.
   
2) Biografier, historiske romaner, slægtsromaner og rejseskildringer
Biografisk materiale i form af kendte historiske personers liv dukker op fra midten af firserne.
    
3) Nye eksperimenterende fortælleformer
Den lyriske start på perioden var faktisk formmæssigt forbavsende konservativ i sin videreførelse af en modernistisk litterær tradition. Kun indholdet er grænseoverskridende. Denne periodestart er i øvrigt typisk for flere andre litterære perioder, f.eks. Naturalismen. Men da prosaen især efter midten af 80erne igen får blæk i pennen er lysten til at eksperimentere formmæssigt meget stor.
  
Poesien fra sidegaderne - Den nye lyriske modernisme
De unge digtere søgte symbolsk væk fra Københavns strøg der for dem var forbrugerismens nye pilgrimsrute.  I stedet søgte digterne ud i sidegaderne og beskød herfra litterært en mainstreamgeneration der med en whopper i hånden var på jagt efter kapitalkulturens billede af ungdom. (Sidegaden 1981)
 
I 1981 blev tidsskriftet Sidegaden oprettet som en slags sjælelig og kunstnerisk overvintringslejr:
Enkelte søger væk fra strømmen af penge, søger ud, søger ud i sidegaderne. Her er andre lyde og danse... (Sidegaden 1981)
 
I denne nye poetiske tids begyndelse kunne man stadig høre fragmenter fra 70ernes marxistiske retorik som f.eks. ordet kapitalkultur, eller fornemme lånte ord fra en 1. Maj demonstration som i Michael Strunges Vi folder drømmens faner ud. Men disse ordlån kom hurtigt til at virke som huer fra den røde hær på et turisthoved efter murens fald. Poesiens brølende skønhed var på vej til magten.
  
Denne nye 80er-lyrik stod formmæssigt i gæld til en perlekæde af indbyrdes forbundne perioder der rakte fra romantikken til symbolismen til ekspressionismen til Hereticanerne og videre op til 60ernes modernisme. Fælles for disse perioder var at de overvejende brugte lyrikken som kunstnerisk udtryksmiddel.  Den nye poesi hentede også frisk inspiration fra rocklyrikken, en lyrikform der respektløst digtede på tværs af de traditionelle litterære traditioner.
Indhold
Indholdsmæssigt blev lyrikken først og fremmest næret af 80ernes globaliserede ungdoms- og storbykultur. Men symbolistiske forfatteres indflydelse kan også spores i både temavalg og i vinkling.
 
Elfenbenstårne i storbyens sidegader

Med det kraftfulde afsæt i kritikken af 70ernes meninglitteratur vendte den unge forfattergeneration på en måde tilbage til det elitære elfenbenstårn. Litteraturen blev renset for 'korrekte' politiske holdninger og bekymrede sig ikke længere i samme grad om sit publikumstække. Glemte franske symbolistiske totemforfattere som Baudelaire og Mallarmé blev genopdaget - kunsten blev igen til l´art pour lárt - der blev igen plads til dristige eksperimenter og grænseoverskridende billeddannelser.

Men elfenbenstårnet blev aldrig helt det samme efter at 80er poeterne 'BZatte' det og overmalede det med graffiti. Hvor det før havde været den ensomme digters afsondrede klosterhjem, blev det nu i højere grad en platform for subkulturernes kollektive 'vi'.
Elfenbenstårnet blev samtidig flyttet fra 'de yderste skær' ind i den pulserende storbys sidegader og om natten genlød dets gange af rockmusik. Og på gulvene flød det med underground tegneserier fra især USA. 80erne oplevede et veritabelt tegneserieboom.
 
Selvfølgelig var punk og BZ ikke den direkte årsag til lyrikken i 80erne. Men periodens modbevægelser har været gode til at tegne enkle overskrifter for tidens strømninger.
   
For(brug af) massekultur
Massekultur i form af film, TV, rockmusik, sport, graffiti, reklamer og ugeblade kom således ind og fik plads i elfenbenstårnets bibliotek der ellers havde været forbeholdt til finlitterære værker - Alle de nye såkaldt 'lavere' genrer blev nu hver betragtet som en verden med særlige spilleregler der stod til rådighed for kunstnerisk udfoldelse og/eller sammenblanding. Hans Jørgen Nielsen, Dan Turell og flere andre kunstnere slog dørene op og lod den friske luft komme ind i parnasset. Dan Turell genanvendte f.eks. krimigenren tilsat buddhistiske blå toner. 
 
Også dansk film vågner med Lars Von Triers skæve filmunivers, Gabriel Aksels Babettes Gæstebud og Bille Augusts Pelle Erobreren.

Genbrug af historiske genrer , finkultur og international litteratur - The cultural pouchers
80erlyrikken gjorde i logisk forlængelse af muligheden for at sample, op med tidligere tiders avantgardistiske forestilling om at kunst per definition skulle bryde med tidligere tiders æstetiske normer og ideer. Hvorfor ikke i stedet stykvis genbruge fortidens litteratur eller historiske episoder? En hvilken som helst genre, f.eks. et hyldestdigt fra Barokken, kunne nu bevidst bruges, måske i en helt anden sammenhæng. Benny Andersen skrev f.eks. oder  inspireret af spanske digtere.
 
Eller sammenblanding af genrer
Kirsten Thorups roman, Himmel og helvede, udkom i 1982. Dette tobindsværk var  en hybrid der i bedste postmoderne stil blandede flere genrer sammen såsom elementer fra kollektivromanen, udviklingsromanen den socialrealistiske roman, den magiske realisme og dagbogsformen.
 
The global village & den postmoderne vifte af nye litterære 'overlevelsesstrategier'
Fodboldenglens inspiration fra Zen-buddhismen viser den nye forfattergenerations globale orientering. På en måde fulgtes kunstnerne med tidens internationale økonomiske strømme. At forfattere og filosoffer fra hele verden har læst og citeret hinanden er der ikke noget nyt i. Det nye består i at denne globale orientering nu rækker langt ud over den finlitterære institutions internationale, men isolerede kommunikationskanaler. Forfattere fra firserne og fremefter lader sig inspirere af alle den globale verdens kulturelle tilbud - fra tegneserier til Zen.
 
Hans Jørgen Nielsen pegede allerede i 1969 på denne kommunikationsglobalisering:
  
I telefonen taler jeg med en ven i New York og samtidig overværer jeg TV krigen i Vietnam, mens min kone skramler i køkkenet og linie 10 kører forbi nede på gaden. 
  
De ovenstående linier er faktisk et lille stykke postmoderne lyrik der legende samskaber fire uafhængige verdner til én. På samme måde opstår der i den globale grønsagsret nye opskrifter for hvorledes en Frands kan tackle og overleve sit værdisammenbrud. Selve denne mulighed - at den globale verden serverer afprøvede menneskelige overlevelsesstrategier fra alle dele af kloden på det litterære sølvfad skaber i 80erne hidtil uanede kunstneriske muligheder. I Fodboldenglen åbner inspiration fra den Japanske Zen-Buddhisme for muligheden af at tolke sammenbruddet positivt. Hvor Hærværk ender i gold nihilisme løber Fodboldenglen ind i et positivt oplevet nulpunkt.
 
Flyvende dannelsesrejser og muligheden for at digte kulturer sammen på tværs af kloden
Den globale udvidelse af forfatternes dannelsesrum skyldes ikke blot kommunikationssamfundets ekspanderede adgang til alverdens kulturelle produkter. Flytrafikken bliver i stigende grad tilgængelig for middelklassen og forfatterne kunne nu gentage romantikkens dannelsesrejser på et nyt plan med hele verden som en global village. 
Selv om forfatteres rejselyst alle dage har været stor, så er villigheden til at til at indoptage nye kulturers vinkling af menneskehedens store spørgsmål meget større i 80erne.
Tom Kristensens rejse til Kina i 20erne blev for ham mere en anledning til at udtrykke et dansk-ekspressionstisk farveorgie end en lejlighed til at sætte sig ind i fremmede tænkemåder. 

Ib Michaels postmoderne mytologi
I 1984 udgiver Ib Michael Romanen Rejsen til det grønne firben der handler om hans oplevelser med indianerne i Amazonas' jungler, deres dagligdag, deres ritualer og deres rige, mytologiske og magiske forestillingsverden.  Vi får her et hidtil uset solidarisk og detaljeret indblik i en eksotisk kulturverden.
I Kejserfortællinger fra 1981 sammentænker Ib Michael Sydamerikanske indianeres filosofi med elementer fra ældre kinesisk filosofi.
 
Ib Michael er den eneste i perioden der skriver inspireret af den sydamerikanske magiske realisme.
Her skaber han sin egen mytologi ved at blande eventyret, det fantastiske og det groteske.
Ib Michaels værker er aldrig rigtig blevet anerkendt af de den litterære kritik. Til gengæld har publikum taget godt imod ham. Dette hænger bl.a. sammen med at han på mange måder er et godt eksempel på den postmoderne kunstner, der nedsteget til et u-selvhøjtideligt litterært virke har efterladt kunstnerauraen oppe på soklen. Her genbruger han respektløst 'samples' alverdens myter og genrer og skaber derigennem sine egne små fortællinger.  
 
Rejsehippien Troels Kløvedal begyndte at udgive bøger om sine togter til eksotiske rejsemål med sit sejlskib. Hvor H.C. Andersens dannelsesrejser gik til Sydeuropa, kan forfatterne i 80erne
nu skabe hidtil usete kunstneriske fusioner skabt af rejsestof fra hele kloden.
  
Sport er kunst
På samme måde som massemedier udvidede det litterære univers, åbnedes også op for at nye områder af samfundslivet som hidtil ikke havde haft kunstens interesse, blev poetisk synliggjorte. Et eksempel herpå er endnu en gang Fodboldenglen. Her gør Hans Jørgen Nielsen opmærksom på den æstetiske og kunstneriske skønhed selv i almindelig fodbold. At sport kunne betragtes som noget smukt, ja næsten poetisk, kunne man senere i årtiet se både i mediernes øgede offentliggørelse af æstetisk smukke sportsbilleder og i det elitært intellektuelle dagblad Informations nye interesse for fodbold. Sportsbegivenheder blev til kunst i 80erne.
 
Punk og den ekstatiske pessimisme

KUN ET PAR GADER DERFRA STÅR POETERNES ALLIEREDE, SKRIGERNE!,
MED DERES MANGEFARVEDE HÅR STRITTENDE MOD HIMLENS MULIGHEDER
OVER DERES KROPPES COLLAGER. "VI VIL FANME IKKE VÆRE MED,"
VRÆNGER DE OG SPYTTER VILDE SLAGORD MOD DE BLINDE FORBIPASSERENDE.
FÅ HØRER DEM, MEN INGEN LYTTER, SELV OM DE PÅ DEN ANDEN SIDE AF HAVET
HAR MANGE SØSKENDE. DE HOPPER STÆDIGT OP OG NED, SÅ ASFALTEN KRAKELERER
Strunge, NAT I ELECTRI-CITY 1979

80er-lyrikken var som de punkede 'SKRIGERE' i det ovenstående digt ofte sort, men samtidig 'strittende' op mod himlens muligheder. Undergangsfølelsen svingede undertiden over i en ekstatisk tilstand der kan minde om de unge 20er-futuristiske ekspressionisters besyngelse af katastrofens æstetiske skønhed. 
 
Modernisten og digter-førerhunden Per Højholdt kaldte den nye generations lyrik for 'katastrofal' i den forstand at den havde undergangsstemningen som en grundliggende tilstand.   
80erlyrikkens blå blomst vokser som punken og de andre subkulturelle planter i storbyernes centrum.   

STORBYEN  

Det nedenstående digt, Hver dag, er i sin by-ensomhed både langt fra 70ernes politiske 'vi'  og langt fra Strunges ekstatisk vrede punker-'vi'. Vi'et i dette digt er passivt, usynligt svævende og anonymt.Hvor vi'et er mest fremherskende i begyndelsen af digtet finder vi i slutningen af digtet et ensomt, fragmentarisk 'jeg' der aldrig mere skal på arbejde.

Hver dag
Teenagere glimter langs motorgaderne.
Huse tæt på og fjernt fra.

Samme digt hver dag.
En kvinde sover med ansigtet ind mod væggen.
Bilernes lysmur.

Det slidte fortov.
Samme digt hver dag.
Ordene nægter at forlade billederne, byerne.
City slang.

Blå rum mellem murene. Nat.
Samme digt hver dag.
S-togets hule kile skydes ind under byen.
Vi svæver på trapperne.

Samme digt hver dag.
En mand forsvinder i sidegader.
Min krop i glasset.

Containerne gaber i baggården.
Vi sidder i portene.
Samme digt hver dag.
De brugte støvler, den gamle jakke.
Jeg kalder på ordene

og går aldrig mere på arbejde.
Jeg åbner vinduet.
Samme digt hver dag.
City slang.
Samme digt igen i dag.

Hver dag det samme digt... De enkelte strofer skildrer imidlertid vidt forskellige episoder i byens liv. Deres ensartethed opstår i deres lige gyldighed.
 
På vej ind i 'det åndelige riges skumringstime' - l´heur bleu.
Digtets hovedtema, den evige gentagelse, i form af bylivets monotoni iklædes dog et forsonende poetisk realistisk skær. Digteren forvandler som en sort bluesmusiker byens Blå Rum til musik. Thomsen skriver kun i overskriften: Hver dag. I løbet af digtet bliver gentagelsen udholdelig idet den bliver til det samme digt hver dag. Den sidste verselinie slutter med at gøre nuet 'i dag' til et digt. Den evige gentagelse åbner døren til nihilismens tomme rum.  Hver dag gentages det samme digt. Men det er dog stadig et digt og ikke leverpostej!
Digtet balancerer i en art vågen drøm mellem mellem lige gyldighed og ligegyldighed. Digtet fører sin læser ind i l´heur bleu.
 
Den symbolistiske lampes lys - 80er digterens rolle

Den romantiske digter var i besiddelse af et 'spejlteleskop'. Han opfandt ikke selv stjernerne, men var blot er i stand til at se dem tydeligere end sit publikum. For 80erdigterne er det ikke kun et spørgsmål om at spejle verden sensitivt.  Med inspiration fra symbolismen er de, parallelt til kvantefysikkens videnskabsmand der med sin tilstedeværelse påvirker sit undersøgelsesresultat, en aktiv skabende del af deres eget værk. 80erdigteren følger inspirationens muse i kraft af lyset fra sin 'lampe'.

Romantikerne var i stand til at få øje på en allerede given orden. Hvad det gælder om i dag, er momentvis at skabe orden i kaos, for en helhed er ikke længere indlysende. Pia Tafdrup  Poetik 1991
 
De svævende stemningsbilleder i Thomsens lyrik er skabt i den samme tomhedsby som Strunges mere ekspressionistisk følelsesladede lyrik. Men hvor Strunges poesi har sit udspring i punk-SKRIGERNES vrængen, ser man Thomsens digter-jeg i svævende, sejlende, drømmeagtige, næsten hypnotiske billedsekvenser. En subtil symbolistisk fremmanet skønhedstrance omgør så sige byens på forhånd givne tomhed. 
Thomsen, Strunge og flere andre 80er-digtere har et fælles projekt: nemlig aktivt skabende at give poetisk mening til den storby de bor i. I dette projekt er arven fra symbolismen tydelig. Som hos symbolisterne bliver selve digtet i skabelsesprocessen (og under oplæsningen for ligesindede) til en nøgle der suggestivt åbner døren ind til en form for åndelig tilstand.
 
Thomsens digtning henter eklektisk næring i såvel Charles Baudelaires kalejdoskopiske bybilledunivers
som i MTVs revolutionære, nye hastige klippeteknik i rockmusikvideoer:

BY
Som et skaldyr står den gamle mand på apotekets trappe.
Om natten er radioen tændt i undergrundsbanens billetkontor.
Bunker af gammelt tøj i forretningens høje ruder.
Søvn bag øjnene.
I vinger af støv går en pige i sidegaden. Eftermiddag.
Teenagere glider som vand gennem glasgadens lys.
I en anden lejlighed ringer telefonen. Det regner.
Ved havnen: Olietønder og tilgroede jernbanespor.
Flasker og flyvende tomme cigaretpakker.
Afspærrede veje.
I nat ligger parkernes sorte æsker glemt mellem husene.
Grinende skubber den gamle kælling barnevognen.
Optog af busser.

Fraværet af et 'jeg' eller 'vi' forstærker følelsen af nattebyens tomhed. Digtet er opbygget af indbyrdes uafhængige verselinier der hver viser et ultrakort 'klip' af byens liv der ligeledes som øer står alene og uden sammenhæng med helheden. Digtet kunne være et script til en af 80ernes nye hastigt sammenklippede musikvideoer produceret af MTV, men allerede i symbolisten Baudelaires digte kan vi finde en MTV-lignende klippeteknik.
Digtet fremstiller byens samlede 'arkitektur' som summen af de indbyrdes uafhængige og meningsløse episoder og billedsekvenser. Storbyen, bestående af tilfældige bygninger fra forskellige tidsperioder i forskellige stilarter, forskellige etniske kulturer og tilfældige menneskelige handlinger, kommer tæt på et meningsløst kaos.

At digte et bygningsværk
Når postmodernisterne med Jencks sætter et gotisk spir på et glashus, gør de på en måde et enkelt bygningsværk til et metaforisk billede på en hel bys sammensathed. Søren Ulrik Thomsens
digt BY gør det samme. Først i den proces hvor arkitekten tegner huset og digteren skriver diget, opstår der en 'mening'. I BY bliver storbyens sammensathed til en sindstilstand, absurditeten forvandles til en polyfon symfoni. Hver enkelt verselinie bliver i denne sammenhæng til et billede der peger ud over sig selv. Den første verseline starter med en sammenligning: Som et skaldyr står den gamle mand på apotekets trappe. Konjunktionen som får en hovedrolle som digtets første ord og forvandler derigennem de efterfølgende storbyklip til sindsbilleder.

TOSOMHED, KÆRLIGHED OG SEX I 80ERNE
Selv om den del af 80ernes ungdom der vågnede op fra 'nå' ikke kunne bruge 60er generationens hippieoptimisme til noget, var der dog tre ting fra denne generation de ivrigt førte videre:
sex, drugs and rock'n roll.

Stofkulturen har haft en stor kunstnerisk indflydelse på kunsten fra 60erne og helt op til i dag, om ikke direkte så indirekte, idet det meste af rockmusikken enten er skrevet, opført eller indspillet under indflydelse af stoffer.
At beruselsen som tema farver firserne kan også skyldes litterær inspiration fra symbolismen.
 
Hippetidens seksuelle frigørelse - make love not war - fortsatte ind i 80erne, selv om frygten for AIDS efterhånden lagde en dæmper på trangen til at eksperimentere.

Der fandtes således håb i den nære sanselige kærlighed - en kærlighed der dog lå langt fra de indledende forberedelser til stiftelsen en ny kernefamilie :

Med ungdommens knitrende liderlighed
anlægger vi haver til adspredelse
for alle aldre.
Drømmens faner - Michael Strunge fra:
VI FOLDER DRØMMENS FANER UD 1981

En kærlighedens tosomhed - på trods af eller i skjul for en rystende klode som underlag (Credo 1947 - Erik Knudsen) er et motiv der er typisk for flere af tidens digtere:

Det er helt overflødigt
men strengt nødvendigt
at holde en vågen åben i isen,
at krybe i skjul og kysse hinanden -
Søren Ulrik Thomsen 1987

Med en flygtig erotisk tosomhed som en paradisø, en helle i storbyens kaos bliver kroppens liv en vigtig del af 80ernes liv.

Kroppen i 80erne - Kroppen som den "menings-løse" sandheds sted
Fodboldenglen foregriber her endnu engang et centralt 80er og 90ertema: Under Franks løbetur bliver kroppen til sandhedens sted. Kroppen bliver den menings-løse sandheds sted:

Sådan kommer jeg i gang med at løbe, bedre end nogensinde tidligere, i højere grad end før løber tilstanden af med mig, jeg mærker dårligt nok det fysiske besvær, da kroppen først har taget over, men løber mig dybere og dybere ind i løbet. Mens jeg kommer længere og længere ud af ringvejen føler jeg mig overhovedet ikke træt, den løber i og gennem mig, ude ved det kryds, hvor jeg plejer at vende om, har jeg slet ikke tid eller lyst til at gøre det, drejer i stedet ned ad en anden vej, i vag forventning om længere fremme at kunne finde en vej tilbage igen, og så går det fremad og videre ad den nye vej, jeg slet ikke kender.

I kroppens virkelighed er der ikke plads til 'meninger'. Franks erfaringer som krop opløser hans politiske meningsperson og lader kroppen som metafor for litteraturen finde nye veje han ikke kender.
 
Den 'glade' nihilisme - We are on the road to nowhere  - Talking Heads

Interessen for kroppen førte også til de første work-out og fitness bølger. Skuespilleren Jane Fonda
markedsførte i 80erne arobics gennem Tv og det nye tekniskse vidunder: videobåndet. Den unge krop bliver med ungdomskulturen trendsætter for ældre kroppe der fra og med 80erne indgår i et race for at bevarede den eftertragtede ungdommelige krop så længe som muligt.
 
Kropsmodernisme - kroppen som ordenes katedral

Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst,
affekt og tanke, sprog og tavshed.
Af: Over vandet går jeg. Skitse til en poetik 1991 - Pia Tafdrup

Pia Tafdrups kropsmodernisme er som ordet katedral antyder, ofte på spring ind i en religionsfri religiøs verden. Men lad os først se på hvorledes den nye vej 'løber' ind i kroppen.

Finder hjem
uanset landet
uanset luften
uanset havet
finder hjem til kroppen
uanset årstiden
genfinder en tilstand
under mørket
genfinder alle vegne mørket
der udvisker
grænserne mellem
landet
og luften
og havet
genfinder overalt veje
der fører til kroppen
finder tilbage altid
som til det man ikke forstår.
Intetfang 1982

I sin poetik fra 1991 taler hun generelt om digtningens forhold til det 'uforståelige':

I digtet undersøges grænserne for det uudsigelige. Det er ikke alt, der skal synliggøres,
for når hemmeligheden forsvinder, sætter gennemskueligheden og det endimensionale ind.
Af: Over vandet går jeg. Skitse til en poetik

I digtets mono sætningsløb er der hverken plads til tegnsætning eller et 'jeg'. Digtet bør i forlængelse heraf læses op i kun en enkelt udånding, der gør at diget 'udånder' i den sidste linie med det man ikke forstår. Digets lille død i den sidste verselinie bliver således identisk med erkendelsen af at kroppen er et mysterium der ikke kan forstås. Den er derimod et mysterium som kan leves, når mørket, i videre forstand døden, bliver identisk med livet. (Jeg kan ikke lade være med at associere til Red Hot Chili Peppers: Die 2 live.)

60ernes seksuelle frigørelse og 80ernes udforskning af kroppens rum
Hverken storbyen eller i videre forstand civilisationen er synlig i det ovenstående digt. Digtet udfolder sig i en svævende, luftig og tidløs natur. Ikke desto mindre er digtet og forfatteren stadig i høj grad et lyrisk barn af sin tid i den forstand at denne udforskning af kroppens indre energetisk seksuelle rum
hidtil historisk set har været umulig. Der skulle et ungdomsoprør plus en god dosis kvindefrigørelse til før skam, moral og flere hundrede års gammelkatolsk ragelse kunne muges ud. Ikke før denne  oprydning fandt sted, ikke før Freuds super ego mistede sin betydning til fordel for den id-styrede kultur, kunne denne udforskning af kroppens seksuelle rum finde sted her i vesten.

Måske intet i morgen
og alligevel altid
længslen efter det øjeblik
hvor kroppene giver efter.

Der er langt fra Tafdrup til Harald Kiddes roman Helten (1912) hvor stykkets 'helt' ser et nøgent kvindebryst i et vindue og derefter i skam forsager verden og og flytter til øen Anholt.
Det er ikke noget tilfælde at 80erne bliver til kroppens årti.
Det over-jegs frie forhold til kroppens driftsliv og en tilhørende tradition for rejser ind i denne del af menneskelivet har i årtusinder været kendt i den Indiske tantra-tradition. I tantras univers anvendes
seksualiteten bevidst som et springbræt til at udforske religiøsitet.

Men Pia Tafdrup har højst sandsynlig ikke ladet sig inspirere af tantra-traditionen. Hendes digte står først og fremmest solidt forankrede i hendes egen autentiske oplevelses- tanke- og billedverden.

80ernes No future - her i rummet - nu

Måske intet i morgen
og alligevel altid

Den uvisse fremtid som fødselshjælper for 'nuet' kan også ses som en tidstypisk problematik. 80ernes følelse af no future er med til at skabe både generation X og mangfoldigheden af de intense her og nu-orienterede livsytringer - lige fra Punk til Pias eksistentielle lyrik.

Fra angst til krop til religiøsitet
Når et 'jeg' og et 'du' mødes i en erotisk selvforglemmende forening, kan der hos Pia Tafdrup gå hul på en engel så en religiøs længsel får lov til at slippe ud:

det er
når du sletter dig selv
det er
når du hugger dit billede ind
at jeg gemmer ansigtet bort

det er da
jeg længes efter
at stige op over sensommerskyerne
og røre ved stjernerne
før de slukkes.

Jeg gemmer ansigtet bort 
Pia Tafdrup - fra digtsamlingen
Når der går hul på en engel (1981)

Den 'punkterede' engels paradoksale forkyndelse er at først, når uskylden går tabt idet der går hul på englen, kan der gå hul på en engel i den forstand at englens 'essens' frigøres. Den abstrakte religiøse længsel efter at røre ved stjernerne udfoldes samtidig med en næsten smertelig bevidsthed om altings forgængelighed: før de slukkes (stjernerne). Den selvforglemmende 'tosomme' kærlighed - det er når du sletter dig selv - udgør selve brændstoffet i denne  længsel. Diget leder tankerne hen på Emil Aarestrups fremragende digt, Angst, der deler de ovenstående karakteristika:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
endnu har blod og varme

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som bærrene på hækken;
Om lidt  er vi forsvundne
Som Boblerne i bækken.
1837 

I begge digtene eksisterer kun nutiden som brændpunkt for en intens livsfølelse der forstærkes af en fremtid der slukker stjerner og lader bobler forsvinde. Forskellen mellem de to digte er imidlertid mindst lige så vigtig. Hvor Aarestup tidstypisk aldrig kommer længere end en til at omfavne den elskede, en dødssyg Adelsdame han som læge passede og samtidig platonisk forelskede sig i, så mærker man i Tafdrups digte en lige så tidstypisk fuldbyrdet forening mellem mand og kvinde.
Tafdrup kan således i modsætning til Aarestrup 'synge' med på følgende linier af Otto Mortensen:

Den der har levet tør høre,
suset af høst i sit øre.

Dermed ikke være sagt at den eksistentielle angst er overvundet i Pia Tafdrups forfatterskab.
Den tomhed der omgiver jeg'et du'et eller vi'et er gennem hele forfatterskabet aktivt med til at forstærke den erotiske intensitet:

Måske intet i morgen
og alligevel altid
længslen efter det øjeblik
hvor kroppene giver efter

Den ofte af symbolisterne anvendte synæstetiske sammenblanding af sanser skaber en skrøbelig bro der fører fra den erotiske sanseverden over i en åndelig verden hvor stilheden opleves positivt: 

og vi lader os bære
gennem rum af uendeligheden
disse sekunder
hvor vi smager lyden
af stilhed.
Pia Tafdrup - Springflod 1987

Aarestrups digtning har som Tafdrups, kroppes sanselighed som udgangspunkt for en livsfølelse, der undertiden bliver så intens at den bliver religiøs. Måske var Aarestrup den første danske digter der udforskede dette område: Kroppen(e) - her i rummet - nu

Intetfang - at fange 'alt'
Psykologisk set er det at fange intet det samme som at fange alt. I følge psykologen C. G. Jung taler alle absolutte ordpolariter som alt-intet, højest-lavest, endelighed-uendelighed til vores fælles, kollektive religiøse psyke. Ord der så at sige der befinder sig på middelvejen taler i modsætning hertil til vores personlighed.  Intetfang er i denne sammenhæng et religiøst ladet billede. Vores personlighed vil hellere 'fange' noget, gribe ud efter et objekt - eller som de siger i Jylland om det at 'fange intet': De ka jovæ møj godt, men hva sga et bruges te?
DET SOM KOMMER  er altså 'intet'. Men det er ikke kommet endnu. Den religiøse oplevelse modtages i en ventende position. Hereticadigterne kaldte denne stemning for advendtsholdningen. I advendtstiden venter man på Jesu føsel.

DET SOM KOMMER
Bytter fuglene ud med skyerne
skyerne med stjernerne
bytter én himmel ud
med en anden
- ikke nødvendigvis smukkere himmel
dag med nat

det som findes omkring
rykker ind i lyset
og betragtes

alt det som kommer tilhører mig
 et øjeblik
fuglene skyerne og stjernerne
alt det som kommer
er netop hvad jeg søger

det som én gang fandtes
kommer ikke mere
derfor griber jeg himlen bag himlen nu

og det lys de har fanget, mine øjne
gør mit blod så levende
alt andet har jeg glemt.
Intetfang - Digte 1982

Dette Intetfangsdigt leder tankerne hen på følgende linier af Søren Kierkegaard. Den indholdsmæssige lighed er påfaldende.

Naar da alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Højeste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed.
Søren Kierkegaard (SV II,160) Assessor Wilhelm

Hvad Kierkegaard og Tafdrup her skildrer kommer tæt på hvad man kunne kalde en mystisk religiøs oplevelse. En digter er imidlertid ikke det samme som en mystiker selv om de forholder sig til de samme kollektive religionsfri religiøse erfaringer. Hvor mystikeren stræber efter en total ophævelse af sig selv som individ, en total opløsning ind i det absolutte, fastholder den visionære digter jeg'ets betydning i forhold til dette 'ukendte'. I både Kierkegaards og Tafdrups tilfælde er der en tilbagevenden til det 'personlige': I Kierkegaardteksten til en adlet personlighed - i Tafdrups digt til en krop der føles endnu mere levende efter mødet med lyset.

Disse religiøse erfaringer kan selvfølgelig ses som 'produkter' af deres tid. Men der vil altid være en mere tidløs, historieløs dimension knyttet til dem.

Jeg er ret sikker på at Kierkegaard ville nikke genkendende til det Pia Tafdrups digt og derefter selv ville nikke bifaldende til de følgende linier skrevet af ham selv:

... har derfor en Mystiker ikke saa stor Betydning for den larmende Samtid 
som efter Tidens Forløb i Historiens Stilhed for den lyttende Aandsbeslægtede.
Søren Kierkegaard (Pap.III A70)

BIOGRAFIERNE - INTERESSEN FOR 'VIRKELIGHEDEN' OG 'DET LEVEDE LIV'
Fra midten af 80erne dukker en række af biografisk-historiske romaner op skrevet overvejende af
kvindelige forfattere. På en måde er det 70ernes kvindebekendelseslitteratur der her går igen i
80erne. Men den intime selvbekendelse er nu blevet erstattet af en mere distanceret holdning hvor
interessante historiske personers liv bliver dissekeret i stedet. Dog spejler beskrivelsen af de historiske hovedpersoners liv ofte vor tid eller træk fra forfatterens eget liv.
De historiske romaner blev modtaget godt af såvel publikum som kritikere. Den historiske roman hører til blandt de bedst sælgende genrer.
 
Kvindeidentitet gennem historiens store kvinder
I 1985 udgav Helle Stangerup hovedværket Christine, en roman der handlede om Christian II's yngste datter. Med den europæiske renæssance som kulisse skildrer Helle Stangerup hovedpersonen Christine som en stærk og intelligent kvinde. 
I 1989 udkom Helle Stangerups næste historiske roman Spardame der skildrede Kong Christian IV's datter Leonora Christine. Spardame fletter sig ind i Leonora Christines selvbiografiske skildring af hendes 23 års fængselsophold i Blåtårn i København, Jammersminde (1673-74). Historien ses med indre synsvinkel gennem fem kvindelige hovedpersoner.  80ernes stærke kvinder kan således spejle sig i både Christine og Spardame.   
  
Samme dialog mellem kvinder i fortid og nutid finder vi i Anne Marie Ejrnæs Kvindernes nat (1988) og Sneglehuset (1991). Den moderne, stærke, men splittede kvinde ser og forstår sig selv psykologisk i en af kvinder omskrevet historiebog - en bog der før næsten udelukkende handlede om mænd og var skrevet af mænd.
   
Kvindeidentiteten, tydeliggjort gennem ekstreme situationer, er også et gennemgående tema i Mette Winges forfatterskab. I Skriverjomfruen (1988) der handler om 1700-talsforfatterinden Dorothea Biehls liv. Den store publikumssucces vidner om 80erkvindens behov for at spejle sin nyvundne frihed - ikke gennem 70erpolitiske pegefingerparoler eller gennem problemfikseret selvbekendelse - men gennem individualiserede rollemodeller, gennem historisk levet liv.
 
Faktion - på vej mod hyperrealismen
De ovennævnte romaner er langt fra den traditionelle historiske biografis ønske om at gengive den historiske virkelighed som korrekt som muligt. De er nærmere udtryk for et postmoderne genbrug af fortiden med henblik på at skabe en kollage af sammenflettet historisk og moderne virkelighed. Midtfirsernes biografier er således med til at bane vejen for faktionen forstået som blandingen af fakta og fiktion.
 

Mere om den postmoderne tilstand

 
De tre store fortællinger
Postmodernismen er filosofisk bedst kendt gennem den franske postmodernist J. F. Lyotard, selv om
også andre, især franske og amerikanske filosoffer, formulerer banebrydende filosofiske erkendelser i det samme tidsrum. Selv om Lyotards filosofi først bliver alment kendte i Danmark i midten af 80erne og således ikke udgør en direkte inspirationskilde for de unge 80erlyrikere, udgør Lyotards postmoderne filosofi en god overordnet forståelsesramme for opgøret med de rigtige meninger.
 
Jean-François Lyotard  argumenterer i La Condition Postmoderne (1979) for at de "tre store fortællingers" tid er forbi.

De tre store fortællinger er kristendommen, nationalismen og marxismen.

Hvad er en stor fortælling?
En stor fortælling er en kollektiv historisk arvet forståelsesramme der er skal tilfredsstille det enkelte individs grundliggende spørgsmål: Hvem er jeg? Forældrene/samfundet "fortæller" barnet: Du er kristen, du er kommunist eller dansker.
Disse fortællinger bryder i følge Lyotard sammen i 80erne. Ingen overordnede totalitære ideologier, filosofier eller livssyn kan længere bruges. Hegel, Marx eller Freud - alle systemer der forsøger at forklare livet ud fra en totalitetsforståelse, bryder sammen.
I følge Lyotard har det først og fremmest været et statsanliggende at administrere de store fortællinger. Magtmonopoler udvides og/eller bevares gennem retten til af forme de store fortællinger.
  
I stedet for disse overordnede kollektive rammer for det enkelte individs forståelse af sig selv ind i en større (social) sammenhæng, har man i den postmoderne tid kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ selv at skabe sin egen lille livsfortælling - vælge sin egen livshistorie. Lyotard ser denne mangfoldighed af små fortællinger som et værn mod totalitære ideologier. Han er en varm fortaler for det anderledes - gerne hørt som en kakofoni af ukontrollable og modsigende stemmer. I det postmoderne fravær af et centralt perspektiv er alle disse ytringer lige streg gyldige.
 
I indledningen til digtantologien Transformationer (1985) skriver Pia Tafdrup:

 -- Alt flyder. -- Alt er i forvandling. -- Intet er mere gyldigt end noget andet. -- Alt er virkelighed.
 
Små lyriske livsfortællinger
At skabe sin egen lille livsfortælling bliver netop 80ernes litterære projekt. Hvor prosa egner sig bedst til at udtrykke store fortællinger, så egner den lyriske form sig godt til det lille livsfortællingsprojekt. Lyrikken kommer, hvis vi fraregner knækprosaen, igen ind i varmen. 80erne bliver således til lyrikkens årti.
 
Lyotards store fortællinger kontra litteraturens
At være en god forfatter betyder nødvendigvis ikke at man er en god filosof og omvendt.
Fra firserne og op til i dag har det flere gange været hævdet at nu var romanen, netop fordi den var en stor fortælling død. Men om en fortælling kvantitativt er stor som en roman eller minimalistisk som i 90ernes litteratur har intet med Lyotards forestilling om store fortællinger at gøre. Hos Lyotard er den store fortælling knyttet til magtinstitutioners brug af dem for at være i stand til via dem at udøve magt. Denne komiske misforståelse; at en stor fortælling er ensbetydende med en stor episk fortælling som f.eks. en roman, har imidlertid været med til at skabe nye spændende litteraturformer. 
 
Det postmoderne samfunds selverkendelse
I de Europæiske storbyer vokser en middelklasseungdom op med fælles livserfaringer. Bylivet i 80erne er dybt præget af en højteknologisk civilisations bevægelse bort fra naturen. Et storbymenneske er mere end nogen sinde tidligere så at sige pakket ind i lag af civilisation i form af TV, aviser, biler, husholdningsredskaber og industrielt produceret tøj, mad og kosmetik. 
Dette samfund var skabt af den teknologiske fremtidsoptimisme hvis kim kan findes i Oplysningstiden, og  derfra fik yderligere medvind gennem de teknologiske gennembrud i 1800-tallet.
 
Forstærket yderligere af det moderne Gennembruds begejstrede videnskabsdyrkelse har der i statsapparatet hersket en næsten blind tro på at positivismen, videnskaben og det tilhørende tekniske fremskidt kunne vejlede os der hvor romantikkens religiøse tro på det gode, det sande og det skønne havde fejlet.
  
I Danmark var man allerede allerede i begyndelsen af 60erne opmærksom på bl.a. forurening af de indre åløb. Men problemet blev anskuet rent teknisk: Hvis det bare kunne lykkes at transportere det forurenede vand sikkert ud i havet - ja så var problemet løst! Teknikken var universalmedicinen, selv til at fjerne de små problemer der tilsyneladende ind imellem opstod. Disse problemer opstod i grunden kun fordi man endnu ikke havde fundet den rigtige tekniske løsning.
  
Men overalt ses de arbejdende og deres vanvidsværk - Strunge, Fremtidsminder 1980
Det postmoderne livssyn ser imidlertid ikke længere fornuften, videnskaben og det teknologiske fremskridt som et universalmiddel til helbredelse af alle sociale onder. I det postmoderne lys ses den teknologiske udvikling derimod som en del af selve samfundsproblemet. Det teknologiske fremskridt afslører således i 80erne for alvor sin bagside, bl.a. i form af global forurening.
  
Kort om Bart Simpson 
Tegneseriernes antihelt, Homer Simpson fra The Simpsons slog i 2003 Abraham Lincoln og andre berømtheder i en internetafstemning i USA om den største amerikaner nogensinde. Internetafstemningen gør Bart til et faktivt eksempel på simulacra i en postmoderne middelklassekultur  .

I en musikvideotegnefilm fra slutningen af 80erne følger vi først Barts far på hans arbejde på et atomkraftværk. Et mindre uheld sker med noget radioaktivt materiale og i et kort sekund ser vi faderens skelet gennemlyst af strålingen. Faderen og filmen arbejder imidlertid ubekymret videre. Det moderne samfunds slagger vises i et galgenhumoristisk lys. I løbet af filmens første minut vises det teknologiske samfunds absurde slagger.  I dette samfund uden større mening begynder Bart, næsten ufrivilligt, at danse. Hans dans er så smittende at selv den mumielignende direktør for atomkraftværket ikke kan lade være med at danse med. Barts dansende krop bliver nu til filmens menings-løse mening, der forener verden hinsides fortællinger i et hav af dansende kroppe fra USA til den Himmelske Freds Plads. Bart danser med sorte, hvide og asiater på sin vej verden rundt og udtrykker således det samme postmoderne budskab som vi finder i United Colours of Benneton.
 
Strunges double code  - at være dobbelt til stede under plasticsolens lys

Nu vil jeg skeje ud så meget som muligt.
Hvorfor? Jeg vil være digter,
og jeg vil arbejde på at blive seende.
Rimbaud

Rimbaud selv stod i gæld til præromantikeren William Blake:
 
The Road of excess leads to the Palace of Wisdom.
Blake

Strunge drak højst sandsynlig selv den cola han i sin digtning kaldte CancerCola. Og han ville sikkert give Baudelaire ret i at:

  Intet er så opflammende for den kunstneriske fantasi som et møde med hæsligheden.
Baudelaire

På samme måde lever og ånder han ekstatisk i den dunkle belysning skabt af stjerneknapper og måneskærme:

Langsomt oplades natten af byens lys.
Stjerneknapperne blinker
og på måneskærmen ses de første billeder.
Åh, jeg vugges som på en damper,
et tungt exprestog gennem mørket,
flyver højt i natmaskinen.
Skyerne af drømmedamp
hvisker hvidt til jorden.
Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle.
Mørket fyldes tæt af en summen af energi…

Denne "evne" til på en og samme tid at være positivt til stede i den moderne civilisation, samtidig med den smertelige bevidsthed om dens skyggesider er et typisk postmoderne træk.
Den amerikanske postmoderne filosof Charles Jencks kalder denne sameksistens af to (eller flere) planer for double code.
 
For Strunge bliver det en digterisk udfordring at leve i double code tilstanden. På en måde er Strunges egen maniodepressive tilstand et rammende billede på double code.
  
Han har selv sagt, at livet består af iscenesættelser af det virkelige. Det ovenstående digt kan i forlængelse heraf godt læses som hans poetiske iscenesættelse af et besøg på punk spillestedet Rockmaskinen. For digteren bliver det kun muligt at rumme dobbeltbevidsthedens modstridende planer, når de samles og forsones af måneskærmens metaforiske kraft. Digtningen skaber aktivt en poetisk virkelighed - her og nu - et projekt der i høj grad minder om Symbolistenes. Men i Strunges tilfælde rækker iscenesættelsen af det virkelige ud over over kunstværket til også at omfatte kunstneren selv. Michael Strunge blev som Dan Turrel og Zuzanne Brøgger en kultfigur der selv blev en del af kunstværket.
 
Strunges postmoderne ironi
Strunge er gennem sit metaforbrug ironisk distanceret fra det liv han beskriver. En stjerneknap er bestemt ingen romantisk metafor, men på den anden side mærker man stadig en kærlighed til
stjernen selv om den er blevet gjort til en teknisk dippedut. Den kunstige måneskærm indeholder ligeledes en usvækket tro på månens magi. Selv om stjernen og månen er blevet gjort til banale objekter er deres lys stadig i stand til at lede jeg-personen ind i natmaskinens forløsende opløsning af jeg´et. Det at kunne være banal og samtidig være bevidst om det banales tabte uskyld er blevet kaldet for den postmoderne ironi.  
 
Strunge er bevidst uskyldig bevidst om sin uskyldighed. Denne postmoderne metatilstand beskriver forfatteren og filosoffen Umberto Eco således:

Der kommer et tidspunkt, hvor avantgarden (det moderne) ikke kan nå længere,
fordi den i mellemtiden har skabt et metasprog, der taler ud af dens umulige tekster
(concept art). Det postmodernistiske svar på det moderne består i en anerkendelse af,
at fortiden, som altså ikke kan ødelægges, da dens ødelæggelse blot fører til tavshed, må omvurderes: med ironi og uden uskyld. Jeg forestiller mig den post-modernistiske indstilling
som hos den mand, der elsker en meget belæst kvinde og ved, at han ikke kan sige til hende:
 »Jeg elsker dig afsindigt«, fordi han ved, at hun ved (at hun ved, at han ved) at disse ord
allerede er skrevet af Liala. Alligevel findes der en løsning: Han kan sige: »Som Liala ville sige,
 jeg elsker dig afsindigt.« Efter således at have indgået den falske uskyld, efter klart at have
sagt, at man ikke længere kan udtrykke sig uskyldigt, er det alligevel lykkedes ham at sige
det han ville: at han elsker hende, men at han elsker hende i en tid, hvor uskylden er gået
tabt. Går hun med på legen, har hun alligevel fået sin kærlighedserklæring. Ingen af de to samtalepartnere behøver at føle sig naive, begge har accepteret fortidens udfordring,
det allerede sagte, som ikke kan elimineres, begge spiller bevidst og med fornøjelse på
ironien, og for begge er det lykkedes endnu engang at tale om kærlighed.
UMBERTO ECO - Om den tabte uskyld

Selbevidsthed og uskyldighed
Den postmoderne ironi bliver i Strunges digt Vær min Kamæleon til en selvbevidst leg mellem jeg´et og du´et. Jeg´ets selvbevidste poetiske reflektion interagerer med du´et i en muntert forsøg på at invitere du´et inden for i kamæleonens billedverden. Digtet handler stort set udelukkende om en selvbevidst leg med kamæleon billeder. Men trods den høje grad af selvbevidsthed bevarer digtet sin følelsesfulde friskhed og muntre uskyldighed. Kun en postmoderne hjerne evner det trick at være skyldig og uskyldig - bevidst og ubevidst - på en og samme tid.

Vær min kamæleon, min elskede søster
skift farver efter din egen vilje.
En modig kamæleon, min egen
camoufler dig ikke.
Vær mit livs kontrast
stå i modsætning til linien
der ligger foran os
og gerne vil pege os af sted.
 
Se med dine store øjne
hvordan jeg hele tiden skifter farve for dig, min øgle
så grim og smuk.
 
Vi danner harmoniske kontraster
(når jeg er blå
- vil du ikke være gul?)
der hele tiden changerer
i alle kombinationer af toner
og bliver musik.
Din tunge spiller -
skræm mine identitetskriser og identiteter
der svirrer rundt om mig
og jeg vil skræmme dine.
Vær min kamæleon -  fra Livets hastighed, 1978

De postmoderne transformationer - jeg'ets leg med de små fortællinger
Digtet foregriber også i høj grad et af 80ernes hovedtemaer: legen med jeg-identiten.
Denne identitetsleg er iscenesat og underlagt jeg´ets eksistentielle vilje: - vil du ikke være gul?
Utvivlsomt har punkkulturen med dens meget selvbevidste selviscenesættelse inspireret Strunge til sin ovenstående kamæleonleg. Men frem for alt var rockkunstneren David Bowies intelligente identitetsskift med til  påvirke en hel generations selvopfattelse(r).

Pia Tafdrup skriver i indledningen til antologien Transformationer 1985 om 80ernes identitets transformationer. Som eksempel nævner hun multirockkunstneren Nina Hagen:

Transformationstemaet som er gennemgående i perioden, viser i hvor høj grad forfatterne lod sig inspirere af rockkulturen der allerede med Beatles i 60erne begyndte at lege med identitetsskift som en del af deres performance. Skuespilleren Ronald Reagan, der blev USA's præsident i 1981 svarede følgende på spørgsmålet om han kunne blive en god guvernør i Californien: I don´t know. I´ve never played a govenor.
 
Madonna har som få netop brugt transformationen som et middel til at holde sin karriere på toppen: 

Den metroseksuelle byboer bruger netop som rollemodellen Madonna forvandlinger i form af hyppige job- og partnerskifte som et middel til at holde karrieren og livet i omdrejninger.
Det moderne arbejdsliv er nemlig selv under permanent dynamisk forvandling og kræver det samme af sine ansatte.
I dag er transformationstemaet via kirugernes skalpeller mere aktuelt end nogen sinde. Nutidens metroseksuelle kultur står således i gæld til Michael Jacksons  kirurgisk eksperimenterende ansigtsmorhpninger. Det nye kamæleonagtige jeg muligheder for at skabe sin egen eksistensstil rækker i betydning således langt ud over den underholdende rocksceneleg.

Postmodernismen er blevet sammenlignet med barokkens hofkultur. Hofmiljøet var overfladisk set en selviscenesættende skuespilscene på linie med den moderne mediehypede popkulturs.
Begge kulturer er forstillelseskulturer.
 
Storbyen og identitetslegen
At mulighederne for denne identitetsleg er intimt kædet sammen med storbyen som bevidsthedsform ses tydeligt i Thomas Bobergs digt Centrum:

Nu er jeg igen blevet spurgt om vejen til centrum
vanskeligt at forklare at vores by er uden midtpunkt
mit centrum er flydende og spejler sig i dig
din stemme rødt kobber i solen…

At fortælle menneskene
Sven Åge Madsens tanker om rolle-mennesket ligger på linie med Hans Jørgen Nielsens attituderelativisme og Lyotards postmodernistiske filosofi.
For Svend Åge Madsen er begrebet identitet grundlaget for den menneskelige eksistens. Først i det øjeblik et menneske fortæller en historie om sig selv bliver det til som individ. Denne tanke er i sig selv ikke ny, men Madsen skaber med  inspiration fra både H. C. Andersens eventyr og Peter Seebergs fantastiske fortælling et sit eget fortælleunivers.
Den strøm af oplevelser et menneske oplever gennem livet sættes sammen til en fortælling der igen står som garant for hvem det er. Svend Åge Madsens roman, At fortælle menneskene, (1989) er en kæmperoman med et persongalleri på 126 personer hvis fortællinger krydser klinger på kryds og tværs.

Attituderelativismen - den første danske postmodernisme
I Hans Jørgen Nielsens programskrift Nielsen og den hvide verden  introduceredes så imponerende langt tilbage som i 1968 begrebet attituderelativisme. I lyset af dette begreb bliver verden ikke ligegyldig som i modernismens forståelse, men i stedet lige - gyldig. Attituderelativismen opgiver forestillingen om det hele menneske og mindst lige så vigtigt: gråden over tabet af det hele menneske stilnes også. Både verden og menneske er totalt fragmenteret, verden flimrer uden enhed eller fast perspektiv og det er OK! 

Attituderelativismen og double code
Attituderelativisten kan som Hans Jørgen Nielsen selv eksistere på flere forskellige planer samtidig: Han kan være 'primitiv' forboldfan eller nyde en B-film det ene øjeblik og være superintellektuel og på metaplan forklare at det er ok at se b-film det næste øjeblik. Menneskets identitet tager i stedet som en kamæleon farve efter hver enkelt situation i livet. Og livet er i følge Nielsen ganske enkelt det der foreligger horisonten rundt. H. J. Nielsens attituderelativisme viser en ny måde at forholde sig til 'tomheden' på der kan betegnes som glad nihilisme.
Hovedpersonen Frands i Fodboldenglen ender med i romanens slutning at blive en arketypisk attituderelativist uden at man dog kan tale om at Fodboldenglen er en dannelsesroman med den tilhørende lykkelige slutning. I vor tid er en attituderelativistisk holdning den bedste måde at tackle tilværelsen på.
 
Gittes Monologer og den glade nihilisme
 I 1984 skrev Per Højholdt Gittes monologer, et fiktivt bekendelsesværk der består af 18 monologer.
Her får vi et muntert, men kærligt, solidarisk indblik i Gittes provinsielle og småborgerlige indre verden. Højholdt kloner Gittes smådumme østjyske dialekt, men skaber også nærhed mellem hende og læseren. Identifikationen med hende forstærkes yderligere gennem hendes naive afmontering af gængse hverdagsholdninger. Latteren over Gitte vendes og bliver til latteren over vores egne og samfundets fordomme og levemåder. Vi ler af Gitte samtidig med vi føler os solidariske med hende og os selv.
Det kunne umiddelbart ligne en komedie af Holberg, hvor vi ler af den ekstremiserede nar, men hos Højholdt er narren altså også helten.
Denne evne til at være både med Gitte og tage afstand fra hende kan læses som et udtryk for double code. Den postmoderne tilstand indebærer evnen til at kunne være på flere modstridende planer samtidig uden at disse planer indbyrdes bekæmper hinanden. Gittes monologer kunne i denne forstand ikke være skrevet i 70erne eller i tidligere perioder. De er henvendt til den glade nihilist.
 
Det moderne kontra det postmoderne i et nyt lys
Med udgangspunkt i den glade nihilisme kan vi stille den postmoderne anskuelse op over for den moderne på en ny måde.
Den moderne verden er fragmenteret. Den moderne kunstner har især efter Nietzsche og det Moderne gennembrud i 1870 i forlængelse af denne erkendelse erstattet drømmen om guddommelig enhed og harmoni med 'tilværelsen barske realiteter'.
 
Selv om den postmoderne periode startede i 60erne og brød igennem i 80erne, giver det mening at
se den første kim til postmodernismen i det moderne gennembruds tankeverden. Her fortolker kunsteliten for første gang det moderne samfunds slagger i form af social ulighed osv. Der er dog stadig en udpræget tro på at dette 'slagger' skyldes mangel på fornuft. 
 
Men den moderne kunstner har trods sin videnskabelige indstilling stadig en forestilling om det harmoniske menneske: en næsten fortrængt guldalderdrøm om det gode, det sande og det skønne slumrer i hans baghoved.  
Og netop det at blive vækket fra drømmen - vågne til en moderne fragmenteret verden, skaber en dissonant understrøm af skuffelse i det modernistiske værk. 
  
Lyotard citerer i sit værk Det postmoderne fortalt for børn den amerikanske arkitekt-filosof Barnett Newman. Newman udgiver en artikel allerede i 1940erne hvor han meget præcist definerer forskellen på amerikansk og europæisk kultur. 
I følge Barnett Newman er den moderne europæiske kunst stagneret i begrædelsen tabet af den græske søjles skønhed.  Amerikanerne har aldrig haft disse antikke lig med i lasten og har derfor kunne skabe frit ud fra det sublime NU uden først at skulle forholde sig til en kulturtraditions snærende bånd. 
 
Kort sagt: Amerikanerne er postmodernister - Europæerne er sen-modernister. I forlængelse heraf kan der opstilles en grundliggende forskel mellem sen-modernisme og postmodernisme: 
  
Sen-modernisten indser verdens kaos. 
Men han begræder samtidig tabet af verdens oprindelige antikke skønhed. 
Hans kunst skabes i dette spændingsfelt og kan herfra pege i to retninger:
 
1) Kunsten og kunstneren fortager en nøgtern, ærlig, alvorlig, vred, lidenskabelig og ofte vanskelig tilgængelig beskrivelse/afsløring af fremmedgørelsen former.
 
2) Kunstværket 'kæmper' sig frem til en helhed - eller måske rettere: Kunstværket er selv denne helhed. Men selv når det således glimtvis lykkes for modernismen at fastholde en lille stjerne af mening i kaos bliver det altid til en "lille" helhed, et lille skrøbeligt Credo: Jeg tror, med en rystende klode som underlag. (Credo 1947 - Erik Knudsen)
 
Forestillingen om kunstværkets iboende "mening" er hentet via symbolismen fra romantikkens univers. For romantikeren er kunstværket, som Guldhornene,  en koncentreret manifestation af Guddommelighed i en dualistisk verden.

Den moderne kunstner
Den modernistiske kunstner har også arvet den elitære forestilling om kunstnerens udvalgthed, hans "guddommelighed". Denne selvforståelse som udvalgt talerør for indsigt bliver i den moderne verden til avant garde eller kulturadikalisme. Kunstneren ser sig selv som en seer, en rishi, der ser længere frem, dybere bagved end "det almindelige menneske" kan. Som avantgardist er han ligeglad med eller hånlig, provokerende over for et potentielt publikum. Som kulturradikal ser hans sig som de lærde i Oplysningstiden hildet til at oplyse folket. 
 
Modernismen er i sit væsen elitær og udemokratisk. Den er en mere eller mindre skjult stafetbærer for en overleveret åndsaristokratisk tradition der er tæt knyttet sammen med en klassisk borgerlig overklasses selvforståelse i et stærkt polariseret klassesamfund. 
Denne nationallokale og elitære 1800-tals forståelse af kunst ligger som et dominant gen i begrebet dannelse. At være dannet er et gammelborgerligt adgangspas til de fine borgerlige saloner. 
Uden dannelse er man ikke salonfähig. Kunst er for de sjælne få, som vor gave forstå. (Guldhornene 1803) 
 
Den postmoderne kunstner
Heroverfor står postmodernismen som det nutidige globale demokratis, mellemlagets og det multikulturelle, multiracielle samfunds talerør. Postmodernismen kan i denne forstand kaldes mellemlagsmodernisme.  En avantgardist ville nok lidt ironisk foretrække betegnelsen discountmodernisme. 
 
Postmodernisten ser verdens kaos.
Postmodernisten oplever ikke at paradiset som fødselsret er blevet frarøvet ham. Han har intet overordnet transcendentalt eller historisk overleveret skønhedsbillede at holde kaos op overfor. Hvor det modernistiske individ er fremmedgjort over for sig selv og verden, er det postmoderne menneske "lykkeligt" fragmenteret. Der ingen totalfilosofi eller etik til at slå tomheden i hovedet med. Fremmedgørelsen - både i eksistentiel og marxistisk forstand eksisterer således ikke mere. Der er ikke længere nogen kerne der kan fremmedgøres. 
 
Hvem er nu postmoderne og hvem er senmoderne?
Fra 80erne og op til i dag eksisterer det senmoderne side om side med det postmoderne. Vi kan finde senmoderne træk i postmoderne kunstnere og omvendt. Et eksempel på senmodernitet er Strunge, Thomsens og Tafdrups kunstneriske bestræbelser på (som symbolisterne) at digte mening ind i en på forhånd tom (by)verden. Verden tomhed er således ikke fuldt accepteret på linie med f.eks. Nielsen postmoderne forståelse af  livet som det der foreligger horisonten rundt.
Et andet eksempel på hvad man kunne kalde senmoderne digtning er Henrik Norbrandts mørke, dystre og smukke digtning i perioden.
 

Kort om jeg-identitetens historie

 
I vikingetiden havde kun en høvding et ego, en jeg-identitet. At 'producere' flere 'jeg-er' kræver et stort samfundsmæssigt overskud der ikke var til stede på dette tidspunkt. Høvdingens undersåtter levede i en form for kollektiv identitet man lidt forenklet kunne kalde et 'flokdyrs-jeg'.
  
Senere med opkomsten af middelalderens adelssamfund bliver det samfundsmæssige overskud så stort at en hel klasse af adelsherskere kommer i besiddelse af noget man kunne kalde en jeg-identitet.
 
Med oplysningstiden og den efterfølgende opkomst af det borgerlige, pengeøkonomiske samfund 'opdages' og skabes det individ vi kender i dag. Det bliver opfattet som en næsten hellig ukrænkelig enhed. Dette "jeg" er skabt som en afgrænsning over for et ikke-jeg. Proletariatet udgør i 1800-tallet og i første halvdel af 1900-tallet dette ikke-jeg.
Samtidig begynder kunstavantgarden at opdage de følgesygdomme som det giver at have et veludviklet jeg i form af fremmedgørelse, angst og ensomhed. 
Dette kendetegner den moderne tilstand.
 
Med den fænomenale velstandsstigning efter 2. Verdenskrig og igen i 60erne vokser en ny middelklasse frem der især i Skandinavien næsten fjerner under og overklassen. Der er nu samfundsoverskud til at producere et middelklasse-jeg. Dette lidt discountagtige og "støjende" middelklasse-jeg, der definerer sig selv gennem piercinger, ringetoner og tatoveringer får betegnelsen narcissist af det gamle af den borgerlige kultur definerede 'jeg'.
Dette kendetegner den postmoderne periode.
   
Jegets livshistorie
I begyndelsen af jegets relativt korte livshistorie var dets identitet fra fødsel til død fastlagt på forhånd: En gang skomager, altid skomager. Men med opkomsten af det borgerlige samfund bliver det nødvendigt med muligheden for i det mindste et identitetsskifte, nemlig identitetsskiftet fra fattig til rig. Det bliver nu muligt at vokse op i en andegård og alligevel ende som en svane. Det bliver muligt at hedde Schumacher og alligevel køre formel 1. Den amerikanske avissælgerdrengsmyte udrykker denne sociale drøm om et nyt rigt jeg.    
 
Fra og med ungdomsoprørets rockkultur i 60ernen går identitetsdannelsen ind i en ny fase hvor det at skifte identitet bliver lige så almindeligt som at skifte jakkesæt. Denne evne til at forvandle sin identitet bliver senere i 80erne en nødvendig overlevelsesstrategi for mennesket, idet det postmoderne samfund  bliver et samfund i konstant forandring - et samfund i flux. Pia Tafdrup udtrykte det således i sit digt Epoke fra 1985

.... aldrig før
har omskiftelserne været så mange
så hastige så uforudsigelige
aldrig før
har vor viden i den grad
bestået af brudstykker flager af aske
...

Statiske samfund kontra samfund i dynamisk flow
Opkomsten af det dynamisk legende, men rastløse samfund vi kender i dag kan høres mellem noderne allerede i Beethovens Skæbnesymfoni. Beethoven selv var så rastløs at han gennem hele sit liv fyrede sine kokke og tjenere med i gennemsnit 14 dages mellemrum.
 
I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være de bedst anvendelige og derfor toneangivende. Fra slutningen af 70erne foregår de samfundsmæssige forandringer imidlertid så hurtigt, at det ikke er muligt i samme grad at lære af overleverede erfaringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og kreativitet i nuet bliver derfor de højst prioriterede kultur og virksomheds bærende egenskaber. Hele uddannelsessystemet skifter følgelig fra indlæring til læring.
     

Generation X

Manglen på nærvær mellem forældre og børn og mellem de frigjorte men fortravlede mødre og deres svækkede fædre kompenseres gennem forbrug af varer og oplevelser.

I historisk sammenhæng ser vi her igen hvorledes store betydningsfulde fremskridt altid betales med en høj pris. Friheden til både at gøre og mene hvad man har lyst til er en naturlig konsekvens af demokratiets væsen og et af menneskehedens vigtigste mål.
Men enhver nyskabelse indeholder med usvigelig Hegelsk dialektik sin egen skygge: Når alt bliver tilladt og alle holdninger er lige - gyldige bliver reaktionen på dem til sidst ligegyldighed.
 

Nihilismen er følgelig demokratiets slagger. Et befriende paradoks ved nå-generationen var imidlertid at mange af dem faktisk, som Holger Danske vågnede op til dåd. Med mure som adgangsbegrænsning til universiteterne og arbejdsløshed skabte mange af dem i stedet selv aktivt deres egen lille overlevelsesstrategiske fortælling: Yuppier, punkere, workoutere og Fodboldengle - alle kan ses som oprørske reaktioner på ligegyldigheden. Det underlige ved generation X er faktisk, som forsiden af Times her antyder, at den er sin egen modsætning.

80ernes X-files åbnes først i 90erne
Generation X  historie fortælles først i 90erne. Det mest betydningsfulde værk blev Douglas Couplands Generation X - Tales for an Accelerated Culture (1991), hvor forfatteren bl.a. filosoferer over begrebet to have a life i dets mange varianter. Gen x identitetstab er selvfølgelig et aspekt, men Coupland henviser også til det moderne computernørd arbejde der begynder at bryde væggen ind til intimsfæren ned. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at holde kommunikationssamfundet uden for privatssfæren. Allerede med 80erne begynder den udvikling at du kan kontaktes hvor som helst af hvem som helst. To have a life betyder i denne sammenhæng at have et privatliv.
 
Senere kom romanen  og filmen Fight Club (Roman: Chuck Palahniuk, 1996 Film: David Fincher, 1999) hvor hovedpersonen Tylor siger: Vi er en generation opfostret af kvinder. Fadertabet – længslen efter en fader og hadet mod den svigtende fader er en af filmens gennemgående temaer.
Generation X bliver til en Peter Pan generation, eller med Jungs begreb en Puer Eternus. Filmens anden hovedperson Jack siger om sig selv: Jeg er en 30 år gammel dreng.
Gen X har svært ved at stifte familie. I Fight Club bliver mændenes overlevelsesstrategi parallelt til punkerkulturen at søge tilbage til en arkaisk stammerituel aggressiv adfærd.
 
GenX manden bliver på denne måde til en umulig konstruktion, en mand der forsøger at vende tilbage til fortidens stammeliv, men som en håbløs Peter Pan ender med at lege indianerlege i sandkassen med vores danske fjols Carl Mar.

BØRNENE ER BLEVET VOXNE, OG BØRNENE NU ER SMERTELIGT VOXNE.
 Strunge - Skrigerne, 1979
 

Punkkulturen

 
Tabet af den klassiske faderfigur og svækkelsen af moderrollen
Betydningen af kvindernes frigørelse kan ikke overvurderes eller reduceres til et lille 60er-periodisk bølgeskvulp. Magtbalancen mellem kønnene rykkes her for første gang for alvor i de brede masser siden broncealderen. Kvindens nødvendige frisættelse er imidlertid ikke uden omkostninger. Hun er ikke længere i samme omfang til rådighed som moder i intimsfærens sikre havn. Men den største pris for "løskøbelsen" af kvinden betales med tabet af den autoritære faderfigur. Manden som familiens overhoved, som det sikre omdrejningspunkt forsvinder til fordel for en flydende situation hvor rollefordelingen mellem kønnene konstant er til forhandling og omvurdering.
 
Tabet af den klassiske kernefamilies faderfigur har fået stor tematisk betydning for kulturelle produkter lige fra tegneserier til film fra 80erne og op til i dag.
 
The Wall - Fra rockkultur til punkkultur
 

Rockgruppen Pink Floyds sorte kultfilm The Wall (1979) kan i denne sammenhæng ses som et profetisk katalog over dette fænomen. Hovedpersonen, præ-punkeren Pink, har mistet sin fader under 2. Verdenskrig. Hans efterfølgende usunde moderbinding gør at han ikke kan finde fodfæste i et voksenliv, men i stedet i en uansvarlig materialistisk verden med sex og stoffer sidder fast i en skyggeverden mellem barn og voksen.

Filmen ender i en surrealistisk retssag i tegnefilmsform, hvor en usympatisk faderfigur i form af en dommer i bedste freudianske super-ego stil anklager Pink for sin uansvarlighed over for samfundet. I denne konfrontation med pligt-samfundets, med dinosaursamfundets voksenliv, går Pink til grunde. The Wall fortæller ikke blot historien om gruppemedlemmet Sid Barrets tragiske skæbne. Gennem især Roger Waters indflydelse er projektet først og fremmest et bud på en eksistentiel civilisationskritik af et krakelerende faderautoritært og materialistisk samfund der kompenserer sin tomhed ved overforbrug af sex, varer og ekstreme oplevelser.
 
Punkkulturen og vreden mod staten

The Wall udtrykker talrige steder en markant vrede mod samfundets autoriteter i form af lærere, politi og dommervæsen. Filmens apokalyptiske stemningsskift mellem selvdestruktion og/eller vrede mod staten spejler et afgørende karaktertræk i den senere punkkulturs selvforståelse. I forlængelse af faderautoritetstabet taber en del af den unge generation respekten for samfundsautoriteterne.

Staten har gennem sin førdemokratiske forhistorie arvet træk fra den enevældige stat. Den enevældige monark er en maskulin og straffende faderfigur. At overtræde landets love sås i 1700 tallet som en personlig fornærmelse mod kongen, landsfaderen. På denne måde bliver staten gennem sin historiske arv et oplagt mål for vreden over fadertabet.
At staten samtidig fra midten af 60erne overtager en del af de ansvarsfunktioner som før tilhørte kernefamilien medfører en intensivering af konflikten. Faderstatens store fortælling om hvorledes verden ser ud, kommer under pres.
  
Denne følelsesmæssige mistro og tilhørende kamp mod staten/samfundet fortsætter fra 80ernes BZ-bevægelse helt op til kampen om Faderhuset i 2006. Set i dette lys er det en historisk ironi at BZættelsens centrum netop hedder fader-huset.
 
Stammefælleskab som erstatning for familiefælleskab
Punkkulturen former med udgangspunkt i vilde anarkistiske garage-udgaver af rockkulturen et erstatningsfællesskab, der i den ekstatiske undergangsdyrkelse af No future opvejer tabet af kernefamiliefællesskabet. Stammefællesskabet bliver i stedet det nye familiesammenhold der erstatter den kriseramte kernefamilie. Dette er en medvirkende årsag til opkomsten af de mange øvrige subkulturer i 80erne. De bliver til erstatningsfællesskaber for den tabte kernefamilieidentitet.
Punksubkulturen og de forhold der førte til den, er vigtig for forståelsen 80ernes katastrofe-lyrik, især Michael Strunges.
 
Dokumentarfilm fra 1984 om den sorte punk-undergrund i København:
 

Totem 1

Totem 2

Totem 3

Totem 4

Yuppiekulturen

 

I begyndelsen af 80erne opstod der med udgangspunkt i USA en subkultur af unge der som overlevelsesstrategi valgte en retning der næsten kunne defineres som punkkulturens modsætning. Yuppie er en forkortelse af Young Urban Professional. Yuppiernes omdrejningspunkt blev en version af den lille historie kogt ned til overskriften enhver er sig selv nærmest.  Yuppierne gik målrettet efter succes på arbejdsmarkedet. Men denne succes var i sig selv ikke målet. Lynkarrieren var midlet til et liv i overhalingsbanen med dyrt modetøj, lejligheder, aktier, high tech, der igen var adgangsbilletten til at blive spejlet i 80ernes nye cafeliv. Her kom folk for at se sig selv og blive set af andre. 80erne er blevet kaldt for narcissismens årti. Måske er 80erne også det årti hvor narcissismen fra at være en set som en patologisk tilstand i stedet bliver en accepteret del af den moderne personlighedsstruktur.

Yuppiekulturen kan ses som et udtryk for det tab af samfundssolidaritet der sker sammen med tabet af de store fortællinger. Uden overordnede fortællinger som f.eks. kristendommen eller nationalismen som socialt bindemiddel forsvinder en del af den ansvarlighed et individ føler over for det større fællesskab. Yuppien gifter sig heller ikke, der er ikke tid til at stifte familie. Han bliver i stedet som en herreløs samurai på forbrugstogt gennem metropolerne. 
   
Det id-styrede postmoderne samfund
Samfundsansvarligheden før den postmoderne tid hang intimt sammen med hvad man kunne kalde en samfundssamvittighed eller med udgangspunkt i Freud et samfunds-superego. Dette overjeg satte naturligt nogle grænser for det enkelte individs handlinger i forhold til samfundets institutioner.
Det postmoderne samfund kan i denne sammenhæng defineres som et id-styret samfund. Den sociale motor styres ikke længere af samvittighed men af (forbrugs)lyst. Den postmoderne kapitalisme i 80erne markerer overgangen fra superegoets: spar op og forbrug senere til det id-styrede: lån penge og forbrug her og nu.
 
Klaus Riskjær Petersen - Krepco Less than Zero
Det bedste hjemlige eksempel på 80ernes omslag til den id-styrede sociale adfærd leverer Klaus Riskjær Petersen. Klaus var i sin studentertid politisk aktiv på venstrefløjen. Men den store marxistiske fortælling holdt som Riskjær selv ikke længe i byretten. Med sin karriere der startede i 1979 med investeringsselskabet Krepco og sluttede i 2007 da han blev kendt skyldig i bedrageri, underslæb og mandatsvig, har Riskjær Petersen leveret et skoleeksempel på Yupiearketypen i sin rendyrkede form.

Uden faderstatens overjeg og dets tilhørende ret til at fortælle dets undersåtter hvilken sammenhæng de bør indgå i, slår det samvittigheds-frie id sig løs i en konsum- og arbejdsrus der låner karaktertræk
	fra psykopaten. Forfatteren Bret Easton Ellis udgav i 1985 romanen Less than Zero. Bogen er et udtryk for årtiets voksende interesse for det samvittigheds-frie menneske. Psykopaten - eller narcissisten med den højt udviklede intelligens, men følelsesmæssigt forstyrrede psyke, er faktisk den bedste til at fortælle sin egen fortælling, eftersom denne fortælling ikke tager hensyn til andre fortællinger. Ellis følger op på succesen med  American Psycho  i 1987, der vel nok blev 80ernes mest diskuterede roman.

Det postmoderne dilemma: alle meninger er lige - gyldige

Den ansvars-løse Yuppie afslører således i sin 'Riskjærske' form det postmoderne frihedsprojekts dilemma: I en  'gennemdemokratiseret' samfundstilstand er alle meninger/fortællinger er lige - gyldige. Der kan i princippet ikke være et hierarki, hvor nogle holdninger står over andre. I denne samfundshorisontale tilstand er der heller ingen værdiforskel på Biblen og American Psycho - eller på Krepco og A. P. Møller.   Værdifuld viden, overgivet i et lærer-elevforhold fra generation til generation, risikerer også at gå tabt.   Dette dilemma er lige så aktuelt her i 2007 (hvor en Bjarne Riis står frem og tilstår sit dopingmisbrug uden samvittighed) som det var i begyndelsen af 80erne.

Fra Yuppie til Euroman - fra X til Y

At Riskjær Petersen først bliver dømt så sent som i 2007 viser også hvor lang tid det tog at tøjle og forvandle Yuppien til Euroman-arketypen. Som navnet antyder er Euroman en mere internationalt tilskåret udgave af Yuppien. Hvor Yuppien definerede sig gennem sit forbrug, definerer Euromanden sig gennem sit arbejde. Euroman er også i stand til at tage sig af sine børn, ofte som ansvarlig papfar. Han er i stand til at orientere sig i double code tilstanden.

Euroman sidder som Yuppien på cafe; han vil som sin forgænger gerne ses spejlet i sit rolexur, men han har sin Wi-Fi laptop med. Hans arbejdstid er hans fritid og omvendt. Hvor Yuppien var et af de mange børn fra generation X, er Euroman et udtryk for generation Y. Mere om det i afsnittet om tiden efter år 2000

Copyright Gunnar Mühlmann - Lektor

Noter
Selv benægtede Hans Jørgen Nielsen at han var mystiker. (Enhver genuin mystiker ville gøre det samme.)  Mystikere og kunstnere er på trods af en stor fælles delmængde to forskellige 'racer'. Den store sufi-digter Kahlil Gibran drak sig ihjel. Kunstnere er kan med ord beskrive det transcendentale - måske netop fordi de ikke er i stand til at leve deres egne digte. Mystikere kan ofte ikke beskrive deres egen tilstand - fordi de lever den.