NOTER TIL OPLYSNINGSTIDEN  
1700-tallet

T
E
K
S
T
E
R

Troen på den menneskelige fornuft.

Oplysningstiden bekender sig først og fremmest til den menneskelige fornuft. Med fornuften som våben bekæmper oplysningstiden enhver form for irrationalisme, dvs. overtro, mystik og mangel på logisk tænkning. 
  

Den latterlige ufornuft

Den stille latter over tidligere tiders irrationelle tankemåder er et kendetegn for især Holberg. Han gør bl.a. grin med de middelalderlige skolastikere (filosoffer) der  kunne finde på at skrive et 400-siders værk om, hvor mange engle der kan sidde på spidsen af en nål. Han morede sig også over en Kirkestrid i England hvor munkene kom op at slås i et kirkebibliotek - bøgerne blev brugt som kasteskyts. Striden gik på hvorvidt man skulle korse sig med to eller tre fingre. 

I Holbergs komedier får vi som publikum lov til at le med. Men det er faktisk os selv vi ler af når Jean de France tager jakken omvendt på, eller Den Stundesløse har så travlt at han intet når.
  

Den gyldne middelvej og ekstremerne

I følge Holberg er menneskets natur "barokt". 
Vore følelser, emotioner, affekter pendulerer mellem ekstreme tilstande. 
Når fanden er syg vil han være munk. Når en syg mand har feber, pendulerer han mellem hede og kulde.
I det ene øjeblik er vi fulde af kærlighed - i det næste øjeblik slås vi til døden.
Det er Holbergs grundforståelse af menneskets inderste væsen.

Oplysningstidens filosofi er at den fornuftige løsning altid findes på middelvejen.


   

Den pragmatiske fornuft

Oplysningsfilosoffen er ikke blot en luftig teoretiker. Der hører altid en praktisk løsning med. Holberg finder altid en pragmatisk løsning på tingene. Det er godt nok Erasmus Montanus der har ret når han hævder at jorden er rund, men det er Erasmus bror, bonden Jacob, der sørger for at maden kan komme på bordet. Dermed har han Holbergs sympati frem for en teoretiker, der egoistisk og arrogant bruger fornuften til at fremme sine egne formål.

Tibage

Fra mæcenatsforhold til fri kunstner

Oplysningsfilosoffen kæmper for tros-tænke og talefrihed. Han tror på humanitet, tolerance og talefrihed. Midlet til at gøre disse idealer til virkelighed får man med med de nye tekniske muligheder for at masseudgive litteratur. Der bliver udgivet en stor mængde populærvidenskabelige tidsskrifter. Den "kræmmer"-adlede Baron Holberg udgiver selv sine egne værker (komedier, filosofiske værker m.m.) og bliver faktisk på grund af det til en velhavende mand.
Indtil oplysningstiden havde kunsten fortrinsvist været styret af mæcener, dvs. kunsten var et bestillings- og lejlighedsarbejde. Arbejdsgiverne var hofferne (kongen/adlen) og kirken.

Nu bliver det muligt at producere og sælge "kunst" til et abstrakt publikum. Med abstrakt forstås et publikum der ikke er bestemt ud fra klasser eller institutioner, men i praksis enhver som har råd til at købe et kunstværk eller en bog. Dette nye publikum skaber en ny form for offentlighed hvor indgangsbilletten ikke er blåt blod, men penge.

Denne nye markedsstyrede offentlighedstype er et produkt af pengeøkonomiens og borgerklassens fremgang. Vi kan kalde den en "borgerlig offentlighed" i modsætning til 
hoffet og kirkens "repræsentative offentlighed"

Tibage

Oplysningtidens idealer & menneskeopfattelse

Oplysningstiden  og rationalismen  er måske den vigtigste fase i humanismens historie.  Den er mod  dogmatisk tænkning - bekæmper den kristne forestilling om menneskets syndighed (arvesynden) - tror på frihed og lighed for alle mennesker.
Oplysningstidens humanisme er stadig levende i dag i den vestlige kulturkreds.

Mennesket er i besiddelse af

a)  en medfødt sund fornuft
b) en medfødt moral, der er ens hos alle mennesker
c) en fri vilje og en udødelig sjæl - i modsætning til dyrene

Dets natur er ikke syndig som i den kirkelige opfattelse. De menneskelige laster beror ikke på arvesynden, men skyldes en midlertidig formørkelse af det menneskelige "fornuftens lys"
Menneskets inderste natur er godt.
Denne menneskeopfattelse stammer grundliggende fra Aristoteles som siger, 
at mennesket er et "Zoon politikon" - mennesket er et samfundsvæsen. Fornuftens lys er et udtryk Holberg har fra Aristoteles.

Det er den gode oplysningsfilosofs opgave gennem  bogudgivelser at opdrage og belære. Men disse demokratiske og oplyste tanker skal offentliggøres i en tid med en autokratisk styreform. Kun Holbergs sans for pragmatik gør det muligt for ham at finde en middelvej mellem demokrati og enevælde.

Tibage

Oplysningstidens forudsætninger

Indholdet i oplysningsfilosofiens tanker er ikke nyt. Det er  i stort omfang tankegods der kan føres helt tilbage til renæssancen, der blot nu i populariseret form bliver tilgængelig for et større publikum.
Oplysningtidens filosoffiske forudsætninger tager udgangspunkt i de store naturvidenskabelige landvindinger i 1500- og 1600-tallet. Parallelt til den naturalistiske periode er det videnskabens fremskridt og erkendelsesmæssige gennembrud der fascinerer de "oplyste" forfattere og filosoffer i 1700-tallet. Det er ikke så underligt at Georg Brandes er dybt fascineret af oplysningtiden.

Newton (1643- 1727), Decartes ( -1650) og flere andre videnskabmænds banebrydende forskningsresultater resulterer i en optimistisk tro på at den menneskelige fornuft kan gennemskue verden.
Filosofferne lægger sig i den naturvidenskabelige slipstrøm. Leibnitz (1646-1716) fremfører i sin "Theodicée" (forsvar for Gud) at vor verden er den bedste af alle verdener.

Centralt for oplysningstidens filosofiske omtolkning af verden står naturretten.
Naturretten beskæftiger sig med de grundlæggende filosofiske spørgsmål. Bl. a. overvejer Holberg et sted i sin Naturret hvad man bør gøre når man står over for valget mellem to onder. Han konkluderer at man må vælge det mindste onde. Kun en tid med dramatiske ideologiske paradigmeskift vil stille sådanne "banale" spørgsmål. 

Vigtige naturretsfilosoffer er Hugo Grotius, Thomas Hobbes, Thomasius og Pufendorf.
Holbergs Naturret er et ungdomsværk der stort set er en afskrift af Pufendorfs naturret.
Men ikke desto mindre er naturretten centralt for forståelsen af hele resten af Holbergs forfatterskab.

Oplysningsfilosofiens religiøse opfattelse: Deismen & Rationalismen

Selv om fornuften vinder frem, er Gud endnu ikke "død".  Oplysningfilosoffien bekender sig til Deismen. Deismen tror på at der findes en Gud, en højere intelligens, hvilket bevises af at universet i sin lovmæssighed og fornuftige opbygning ikke kan være opstået af sig selv. Men efter skabelsen griber Gud ikke ind i verdensordenen - f.eks. ved undere eller lignende. Dette ville være et brud på Guds egen logiske verdensorden.
Religion er ikke et mystisk anliggende, men et moralsk. At dyrke Gud på den rette måde, er at føre et moralsk og fornuftigt liv.

Omkring 1770 udvikles som en konsekvens af oplysningstiden idealer Rationalismen, en kirkelig retning der lader fornuften og ikke følelsen være afgørende i religiøse spørgsmål. Fornuften er i rationalismen den vigtigste kilde til erkendelse - også om Gud.

Mod denne opfattelse reagerer senere Grundtvig

Tibage

Borgerskabet mellem demokrati og autokrati

Kulturlivets dominerende sociale klasse er sammen med enevælden det fremrykkende borgerskab. I 1500 og 1600-tallet var det  adelen, gejstligheden og de lærde der havde magten. Alliancen, fornuftsægteskabet mellem konge og borgerskab resulterer i den oplyste enevælde. 
Majestætens subjektive voluntas er hævet over den positive ret: Den oplyste Konges magt er grundliggende hævet over loven. Borgerskabet har endnu ikke magt nok til at "fyre" kongen. Kongen er stadig en værdifuld partner bl.a. i kampen mod adelen. Kongen er enevældig, men pålægges af borgerskabet at handle "oplyst" ,dvs. fornuftigt. Han kan i Oplysningstiden ikke længere erklære krig fordi han tabte i kortspil til naborigets konge.

Holberg er på en måde i klemme mellem på den ene side sin tro på mennesket som det fornuftige samfundsvæsen og på den anden side sin fulde tro og støtte til enevælden.
Problemet er at hvis mennesket virkelig er så godt begavet som allerede Aristoteles og de græske demokrater mente, så er der ikke rigtig nogen grund til at have enevælde!

Derfor kan vi allerede i det andet kapitel af Holbergs Naturret se et helt andet pessimistisk og "dyrisk" menneskesyn der kalder på en stærk statsmagts indgriben. 
I Thomas Hobbes forsvar for enevælden, "Leviathan" bliver mennesket ikke defineret som et lyst samfundvæsen, men som "Homini Lupini" - et blodtørstigt ulvemenneske. I følge Hobbes vil det "ene menneske opsluge det andet" hvis ikke der er en stærk konge som ikke er bange for at piske sine undersåtter på plads. "Med Capsun og Tøyel" (pisk og bidsel), som Holberg kalder det. Her kan mennesket ikke selv finde frem til fornuftige løsninger på sameksistens - det skal og bør tæves ind på middelvejen. Det ideologiske forsvar for enevælden er således på plads.

I Holbergs forfatterskab kan vi således finde to forskellige middelveje. Den ene er den demokratiske middelvej hvor mennesket via sin lysende fornuft selv er i stand til at løse sociale problemer. Den anden er den autokratiske middelvej hvor de "Hobske" ulvemenneske kun kan sameksistere under en stærk enevældig statsmagts voldsmonopol.



 

Tibage

Litterære genrer

Oplysningsforfatternes middel til at vække "det naturlige lys" er ud over de før nævnte filosofiske og populærvidenskabelige skrifter, satiren.

I Holbergs komedier har hovedpersonerne én gennemgående last eller dårskab. Denne karakteregenskab karikeres altid som ekstrem. Og gennem latteren ser folk "sig selv i et spejl." Middelvejen findes ved list og intriger, oftest iscenesat af Holbergs "darling", tjenestepigen Pernille. Men middelvejen kan også som i Erasmus Montanus findes ved hjælp af Enevældens forlængede arm, en løjtnant i militæret, der narrer og banker Erasmus ind på middelvejen. Erasmus får bank af Holberg og Kongen, ikke fordi han har de forkerte synspunkter, men fordi han ikke er pragmatiker. Med sin hensynsløse brug af de rigtige meninger er han også et egoistisk "ulvemenneske", der får sin fortjente afretning.

I den satiriske roman Niels Klims underjordiske rejse skildrer Holberg forskellige fantasiriger, hvor indbyggerne i hvert rige lider af en fremtrædende vildfarelse, eller statsforholdene er så tåbelige, at læseren må le af det. Men efter latteren kommer eftertanken.
Et af de riger Niels Klim gennemrejser, er et i et idealland, landet Petu. (jvf. Thomas Moores Utopia) Statsforfatningen er her oplyst enevælde, religionen er deisme, og menneskene tolerante over for anderledes tænkende og troende. Niels Klim er indbegrebet af den dumme europæer der er begravet i sine egne fordomme. Der sker dog en positiv udvikling med ham undervejs. 

Som i komedierne er det Holbergs mening at læseren skal genkende sig selv i ham.

ANDRE STRØMNINGER

Pietismen

Pietismen - I kontrast til rationalismen får  1700-tallet også en religiøs vækkelse. Pietisterne og rationalisterne er enige om at forkaste 1600-tallets stive ortodoksi. De  tager også begge udgangspunkt i det enkelte menneskes personlige forhold til Gud. 
Men med pietismen er det stærke følelsesliv i centrum.
Pietismen bliver med sin følelsesdyrkning en forløber for romantikken.

Pietismen står I modsætning til Kingos bodskristne salmedigtning, der koncentrerer sig om at advare mod jordelivets farer og fristelser. Hengivelsen i Pietismen til Jesus har omvendelseskarakter og er præget af en næsten erotisk metaforik. Brorsons salmer søger at forføre den ellers fortabte synder til et ekstatisk liv med Jesus:

O hav mig, tag mig ganske hen,
dig har jeg mig hengivet

Tibage

Rokkoen

Sideløbende med oplysning og pietisme fortsætter lejlighedsdigtningen og den verdslige hyrdedigtning i forfinet form. Barokkens bombastiske stil forvandles i rokokoen til style elegante, en dekorativ sirlig og forfinet stil. Rokokoens lette og mere underholdende form henvender sig til det adelige, aristokratiske hofmiljø. Denne stil opstår i følge Norbert Elias som en følge af konkurrenceforholdet mellem kræmmeradelen (baroner og grever) og fødselsadelen. I det desperate forsøg på at distancere sig fra den opkommende kræmmeradel udvikler fødselsadelen stadigt mere forfinede former for adfærd. "Det sidste skrig fra Paris" som kan høres helt op til vore dages modeverden, høres første gang i forbindelse med dette kapløb. Fødselsadelen opfinder nye "rokokko-manerer" som straks efterlignes af borger-kræmmeradelen. Fødselsadelen forarges over den primitive nyriges vulgære forsøg på efterligning - men efterhånden som fødselsadelens forfinede adfærd bliver kopieret, tvinges den ud i nye adfærdsudtryk i forfinet elegance, der kan legitimere og repræsentere dens magt i offentlig sammenhæng. Det blå blod er i sig selv ikke længere nok.

Det er i denne sammenhæng værd at nævne Filosoffen J. Habermas begreb, "repræsentativ offentlighed". Aristokratiet demonstrerer/legitimerer dets magt over for folket gennem sofistikeret og elegant adfærd. Hoflivet er et offentligt skuespil.

I komedien "Jean de France"  udstiller Holberg  den unge borgersøn, der blindt følger den adelige mode fra Solkongens strålende by, Paris. Holbergs siger med denne komedie til borgerne at de kun gør sig til grin ved at efterligne adelens manerer. 

På overfladen er rokokkodigtningen munter og erotisk livsnydende.
Ofte finder man dog en trængt fødselsadels livstræthed mellem og bag linierne.
Holberg kommenterer et sted i en af sine Epistler (breve) med ironisk adresse til den dekadente rokokkoadel: De gamle romere begik - midt i deres orgier - selvmord af kedsomhed. (frit citeret efter hukommelsen GM)

Digteren/kunstneren indgår her i et mæcenatsforhold, dvs. han er ansat af en adelsmand som "eventmaker".  Hans opgave er - ud over at kaste glans over sin arbejdsgiver - at sørge for uforpligtende underholdning ved højtidelige eller selskabelige lejligheder.

Ambrosius Stub (1705 -1758) er Danmarks vigtigste rokokkodigter.
Hans legende og lette stil er henvendt til et livsnydende aristokrati, der ikke har synderlig lyst til at se ud over kavalerstilen.
 

Norbert Elias:
"Über den Prozess der Zivilization"

Tibage