EFTER ÅR 2000

her og nu seinfeld bliver i dag til welness

Nyhedsmedier: metro og de nye blade

Dybdegående medier : politiken information
moderne polarisering af emneområder

Klement standup entertainer med seriøse emner : edutainment

hub. hvem du kender oh hvad du ved glider sammen
 
Kampen om verdens råstoffer.  
Manuel Castel store politiske konflikter eft 2000 handler om identitet
globale folkevandringer bliver et problem

Efter årtusindskiftet: Hvem er jeg
Men de store politiske konflikter efter 1990 kommer i højere grad end før til at handle om identitet. I en tid hvor alt er i hastig forandring som aldrig før i verdenshistorien spørger indbyggerne i The global Village sig selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?
Et tidligt forvarsel på sammenhæng mellem identitet og terror kommer med The Oklahoma City Bomming i 96.

Angst i modsætning til optimisme

Enden på la belle epoque - Den nye terrorakse efter 11. September
Et brat punktum for de gyldne 90eres uimodsagte globale liberalisme blev sat med Al Qaidas terrorbombning af World Trade Center den 11. September 2001. Efter år 2001 får Vesten således igen akut behov for en stor fortælling - en fortælling der skal genfortælle hvad humanisme og demokrati egentlig er og derigennem kan være med til at trække grænserne mellem de to nye kulturblokke. En ny koldkrigsmur bliver opført -  mellem den vestlige verdens værdier og den islamiske kulturkreds i sin mest radikaliserede form. Man kan anskue denne nye terrorkoldkrig på to måder, der begge tager deres udgangspunkt udviklingen i 90erne.
 
Terrorkoldkrigens nye fortællingsammenstød
1) Frihed, lighed og broderskab - også mellem køn, kulturer, racer og lande. Et humanistisk inspireret samfund med et digitalt free flow of information, hvor den frie tanke og det enkelte individs rettigheder og frihed sættes øverst. Opgør mod alle forældede og slavebindende gamle forestillinger, såvel religiøse som verdslige.

2) Vesten bruger frihedsideologien til at tromle andre landes svages økonomier og kulturer ned.
90ernes nye multinationale selskaber bliver så stærke at de magtmæssigt kan vride armen om på svage lande. Sværvægtsbokseren har ifølge liberal 'teologi' ret til at gå ringen og udbokse fluevægsmodstandere. Samtidig bliver det i det selv samme informationssamfund tydeligere og tydeligere for den tredje verdens lande at der i de lande der eksporterer frihedsideologien er et stadig større gab mellem realitet og ideal. USA samarbejder med det saudiarabiske diktatur og er bedste venner med Pakistans diktator Musharaf, mens de holder taler om at bringe demokrati til det irakiske folk. Samtidig holdes den amerikanske og dermed verdens økonomi på plads af den trilliard narkodollars der hvert år som liquid cash flyder ind i Walls Streets sultne vener. Kokadollars er i modsætning til f. eks. fast ejendom meget lette at bevæge. Uden disse narkopenge ville verdensøkonomien bryde sammen. Og så er pengene fra våbenindustrien slet ikke talt med...

Hvad er nu sandt?
Virkeligheden skjuler sig her bag et ufatteligt komplekst sammenspil af farvetoner - langt fra vore middelalderhjerners behov for at splitte verden op i rent ondt og godt.
 
Efter årtusindskiftet: Hvem er jeg
Men de store politiske konflikter efter 1990 kommer i højere grad end før til at handle om identitet. I en tid hvor alt er i hastig forandring som aldrig før i verdenshistorien spørger indbyggerne i The global Village sig selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?
Et tidligt forvarsel på sammenhæng mellem identitet og terror kommer med The Oklahoma City Bomming i 96.
 
 
Manuel Castel store politiske konflikter eft 2000 handler om identitet
globale folkevandringer bliver et problem

manuel castel: den 4 verden - overflødige mennesker lige her - globalt også
H. White : historie er litteratur

Identitet og metakoder - citat-koder


Det accelererende vækst og videns-samfund

Det moderne samfunds iboende tendens til accelererende vækstudfoldelse blev allerede tydelig i 20ernes futuristiske ekspressionisme.  I 20erne blev det amerikansk skabte hype- og mediestyrede samfund vi har i dag født. 
I følge medieforskeren og cyberfilosoffen Steven Johnson (Interface Culture 1997) finder vi netop hos futuristen en unik evne til at forstå sig selv og samtiden.  Den forøgede selvbevidsthed og tilhørende mulighed for at reflektere skabes i kraft af selve hastigheden hvormed samfundsændringer sker - for futuristernes vedkommende blev det muligt gennem den amerikanske 20er-økonomis eksplosive udvikling. Jo større hastighed i samfundsændringerne, des større mulighed for at se sin egen tid relativeret i forhold til noget andet. Steven Johnson tager i denne sammenhæng medieforskeren McLuhan:
 
I ingen periode har mennesket forstået de psykiske mekanismer der har været involveret i opfindelser og ny teknologi. I dag er det den lynhurtige hastighed i elektrisk information der for første gang tillader en let genkendelse af mønstre og formale konturer i forandring og udvikling. Hele verden, fortid og nutid åbenbarer nu sig selv for os som en voksende plante i en enormt accelererende film. Elektrisk hastighed er synonymt med lys og med forståelsen af årsager.
 

Teknologisk acceleration bringer selvforståelse
Teknologisk acceleration ville i følge McLuhan ikke bringe tilfredshed, men forståelse.
Steven Johnson sammenligner det moderne teknologiske mediesamfund som en gigantisk accelererende film med en tilhørende accelererende selvforståelse.
Denne accelererende kulturtilstand defineres her på 'da-net' som den postmoderne tilstand.
90erne markerer i denne sammenhæng frem for alt årtiet hvor den eksponentielt accelererende tilstand går mod lodret. Det vestlige 90er menneske lever således for alvor i en tid hvor alle livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes med i hånden på en teenager. Adfærds og -arbejdsformer og forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores forfædre skatmat i ét træk.
De sidste to årtier inden årtusindskiftet står således over for en kardinal udfordring: hvorledes kan mennesket leve og orientere sig i det komplekse, dynamiske og tekniske samfund det selv har skabt?
Kun ved at ændre sig selv i samme tempo som samfundet kan denne udfordring løses.

Således kommer spørgsmålet om identitet - hvem er jeg? - øverst på dagsordenen

Hvem er jeg - Hvad er et jeg i det postmoderne samfund
Filosoffen Manuel Castel spåede at alle store politiske konflikter efter 2000 ville komme til at handle om identitet. Den terrororienterede del af den arabisk muslimske kulturs modreaktion på vestens kultur
bliver i således overvejende til et spørgsmål om identitet. 

 

Identitetsskifte og metabevidsthed

Mennesket er dømt til selvbevidsthed - Sartre

Den tendens til bevidst selviscenesættelse som kom med rockkulturen i 70erne og blev udbredt blandt unge i avangardistiske miljøer i 80erne bliver nu for alvor mainstream. (Jeg anbefaler stærkt at du læser afsnittet om 80erne før du går videre - især afsnittet om 'De postmoderne transformationer'.)
 
Med sociologen Anthony Giddens lever det 'senmoderne' menneske, i det refleksivt moderne.
Den engelske sociolog Anthony Giddens, 1935- , mener, at det moderne menneske er reflekterende. Vi er ikke længere styret af tradition, men alligevel findes der strukturer i samfundet, som vi påvirkes af.
Identitet og selv-skabelse
Individets egen fortælling, selvskabelsesprocessen, er en dynamisk proces. Individet skaber hypoteser om sin fremtid, men de kan ændre sig dag for dag, fordi vi lever i et foranderligt samfund. Det er vigtigt, at vores selvfortælling er sammenhængende. En stabil identitet beskytter nemlig mennesket mod angst. Angsten bunder i en frygt for at miste andre og os selv.

Casper Christensens og Frank Hvams komedieserie "Klovn" var ikke den første serie, hvor hovedpersonerne spiller sig selv i en slags blanding af fiktion og virkelighed.

Medialisering af al kommunikation - mediehype
Men i 90erne  er det medierne der for alvor får magt over menneskesjælen. Al kommunikation bliver så at sige medialiseret i den forstand at massemedierne farver den. Hvis en forfatter bliver interviewet i Se og Hør er vedkommende ret sikker på at hans værk vil sælge. Endnu bedre er det naturligvis at komme i fjernsynet. For så vil Ekstra Bladet den næste dag afsløre en skandale som bladet selv har fundet på der igen vil afstedkomme en ny mediestorm. Når en nyhed bliver til en bordtennisbold mellem forskellige medier, kan man tale om at det oprindelige emne er blevet medialiseret. Man kunne også bruge ordet hype, eller ordet spin, hvis det drejer sig om politiske begivenheder.
 
Oplysningstiden
Jeg tænker - altså er jeg

80erne
Jeg sanser - altså er jeg

90erne
Jeg er 'på' - altså er jeg
og
Jeg bryder sammen - altså er jeg


HYPE
Hype er en forkortelse af ordet hyperbole der betyder overdrivelse. Ordet associerer også meningsfuldt  til hysteri.
 
Hype bliver som begreb brugt til at beskrive en medieskabt planlagt, pludselig og voldsom interesse i de brede masser for et som regel overfladisk fænomen. Hype lever kun i nuet.
 
Hype og PR
Medieforskeren Marshall Mc Luhan sagde allerede i sentressene: Mediet er budskabet. 
Forudsætningen for hype blev  skabt allerede i de vilde 20ere, hvor man i USA begyndte den praksis at investere penge i public relations for at skabe offentlig interesse for f. eks. en ny film eller en ny kunstner. Otto Gelsteds visionære digt, Reklameskibet, kan læses som en kritik af denne tidlige amerikanske hypekultur.  Hype blev senere i 60ernes sensationspresse til en naturlig del af nyhedsformidlingen.  I dag er stort set al nyhedsformidling 'hypet'.
 
Hype og  spin
Når en nyhed bliver hypet er det vanskeligt at skelne mellem underholdning og nyhedsformidling.
Hype er i dag ikke kun en PR-teknik til at promovere nye massekulturelle produkter. Hype har efterhånden overtaget hele den offentlige sfære og nu også gjort politiske mærkesager til underholdning. Politiske spindoktorers fornemste opgave er at hype deres arbejdsgivere og deres mærkesager. Spin er et ord beslægtet med hype. Spindoktorererne er moderne eventyrfortællere, der formulerer politiske hookline-fortællinger og derefter giver dem videre til medierne serveret på en sådan måde at medierne indbyrdes går i selvsving. 
Det svarer billedligt talt til at holde en mikrofon tæt på en højttaler. Når mikrofonen kommer tilstrækkeligt tæt på, vil den begynde at forstærke sit eget signal i en eksponentiel kurve. Den derpå uundgåelige hyletone er analog til selvreferentiel hype. Selvreferentiel hype er hype der føder på sig selv.

Selvreferentiel hype i de traditionelle medier - en nyhed bliver til en nyhed bliver til en nyhed
Moderne hype skabes således ud af en slags feedback mekanisme hvor medier i stigende grad indbyrdes refererer til hinanden i kappestriden om massernes gunst. Aviser, TV, radioer og internet hyper hinandens nyheder i et submiljø hvor en nyhed bliver til en nyhed bliver til en nyhed. Her formes eller skabes nyheden i mediernes indbyrdes feed back mekanismer. Nyheden behøver ikke engang at være fra den virkelige verden. Det kunne lige så godt være en nyhed fra en film.
Som eksempel kan man tage  reality serien Big Brother. Her skabes faktive nyheder i og af et medie, der efterfølgende bliver kommenteret af f.eks. Ekstrabladet og Billedbladet på en måde der igen påvirker de aktuelle begivenheder i episoderne i de næste afsnit.
 
Det hyperreelle rum bliver i stadig stigende grad selvrefererende: en avisnyhed refererer til en TV-serie, der er skabt på baggrund af en bog, der blev lavet ud fra en filmstjernes oplevelser da han surfede på internet:
 
There was a photographer taking pictures of journalist who were being filmed by a TV crew as they reported on a PR event, and there was me writing about it.
Victor Lewis Smith - Grasping the Zeitgeist with the ace fashionistas 2007
  
Forfatterfilosoffen Umberto Eco gør opmærksom på, at det er uhyre vigtigt intellektuelt at gennemskue dette hyperrum for ikke at blive en fange i dets uvirkelige virkelighed. Med Disneyland som metafor for og eksempel på hyperealitet skriver han følgende:
   
Disneyland ikke bare producerer illusion, men stimulerer i sin tilståelse af det behovet for den.....Disneyland fortæller os at teknologi kan give os mere virkelighed end naturen kan.
    
Det hyperreelle selvrefererende medierum krummer sig således ind i sig selv. 
Mediernes virkelighed bliver mere 'wwwirkelig' end virkeligheden.
 
Hyperrealisme er virkeliggjort fiktion og fiktionsgjort virkelighed
Det bliver i dette rum stigende grad vanskeligt at skelne mellem hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Vi har her et vigtigt element i beskrivelsen af hvad hyperrealisme er:
Hyperrealisme er virkeliggjort fiktion og fiktionsgjort virkelighed
  
Homer Simpson eksisterer!
Tegneseriernes antihelt, Homer Simpson fra The Simpsons har slået Abraham Lincoln og andre berømtheder i en internetafstemning i 2003 i USA om den største amerikaner nogensinde. Borgerretsforkæmperen Martin Luther King, tidligere præsident George Washington, præsident Kennedy,  Musikeren Bob Dylan blev overhalet af Homer, der fik over halvdelen af stemmerne.
Den amerikanske simulacrapersonlighed Homer Simpsons plads i verdenssamfundet er i hvert fald i internettets bevidsthedsfelt udiskuteret!
  
Lara Crofts fødsel i det hyperrelle rum
Lara Croft figuren optrådte første gang i en roman i 80erne. Derefter blev hun gjort til hovedperson i computerspillet Thomb Raider. For utallige mænd var hendes sexede og joystick-kontrollerbare udseende på skærmen mere ufarlig, ophidsende og virkelig end en "farlig", ukontrollerbar og uberegnelig kvinde i kød og blod. Da Thomb Raider efterfølgende blev filmatiseret med Angelina Jolie i hovedrollen gik der for alvor selvsving i medierne: Angelina Jolie/Lara Croft i aviser, Angelina Jolie/Lara Croft i ugeblade, på flere film, på tusinder af PCer og endelig finalen: tusinder af Angelina Croft-kloner på catwalk i storbyernes gågader efter at de har tvangssultet sig selv, workoutet og fået et par nye over D-imensionerede silikonebryster.  
 
Hyperrealiteten er immateriel. Som modvægt mod denne ikke-fysiskhed fokuserer den postmoderne kultur i ekstrem grad på kroppen. Men Angelina Jolie eksisterer ikke - Som Lara Croft er hun ren hypersexualitet.
 
Længsel efter krop - længsel efter virkelighed - længsel efter katastrofer.
Disse 3 indbyrdes tæt forbundne overskrifter tegner i høj grad billedet i 90erne og op til i dag.
Disse mekanismer kan meningsfuldt ses i lyset af den franske postmoderne filosof Baudrillards begreb: simulacra. Herom i et senere afsnit.
 
Lady Diana - hype, paparazzier og død
At medierne i 90erne

15 minutters berømmelse til folket - Andy warhol
Andy Warhols berømte profeti fra 60erne om at ethvert almindeligt menneske er sikret 15 minutters berømmelse bliver til virkelighed i 90erne.  Den danske TV­kultur kommer tættere på det almindelige menneskes erfaringer,  især gennem de nye reality-former der udgør det næste skridt på vejen mod det almindelige menneskes erobring af mediestjernestatus.
 
Produceret virkelighed - hyperrealisme

BB fremstiller en ren intimsfære samtidig med at den opløser den

Live ness i stedet for live TV    restyling of the real - Nuets tid -
Det virkeliges fascinationskraft - det er for let med moderne teknologi at fremstille traditionel filmisk virkelighed.
reality TV - tættere på det almindelige menneskes erfaringer
Reality  Live ness - alive ness - iscenesat autencitet
Også dogme reglerne er med til at give simulacra intensitet
Hvor kameraets meta gøren opmærksom på sig selv ville bryde fornemmelsen af virkelighed skaber det i 90erne den modsatte effekt: det skaber en fornemmelese af dokumenteret realitet: seerne bliver øjenvidner til til virkeligheden.
 
Robinson, Big Brother , Villa Medusa, Hjælp, vi skal giftes.
 
Iscenesættelser af virkelighedseffekter - virkeligheden bliver til en oplevelse af virkelighed
Reality TV - hyperrealitet - restyling of the real (Caldwell) -
Reality TV er ikke det samme som faktion - faktion forsøger at viderebringe et dokumentarisk indhold ved hjælp af fiktionens virkemidler
At det håndholdte camera i den grad kan NU kan være med tilat skabe realitet skyldes også at
der fra 80erne og fremefter er fremstillet billegere og billeigere videocameraer så enhver Tom dick and harry blandt publikum nu kender fornemmelsen af det ryste camera fra egen erfaring. Uden denne publikums egen erfaring vil dogme og realityserier ikke kunne anvende disse teknikker. Disse publikumserfaringer medfører at dårlig billedkvalitet og håndholdning bliver et udtryk for virkelighed.
 

Hjemmevideokulturen ændrer film og TVmediet
Fra interessen for kroppen videre ind i kroppen som katastrofens skueplads i form af død eller opløsning. Stenalderdrifternes genkomst via den moderne teknologi - samme i computerspil og Internet. Adrenalinproducerende 'intensiteter'
Realiteten bliver forankret, bundet til sanserne.


Konstrueret virkelighed - potensere den affektive uforudsigelighed


Det bliver i stigende grad vanskeligt at finde ud af hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed - oftest i den forstand at fiktion iklæder sig fakta. Sen-80ernes historiske biografier er kun et eksempel på denne tendens. 
Virkelighed bliver til reality.

Jeg er på, altså er jeg
I Robinson Ekspeditionen er kameraet usynligt tilstede, og ekspeditionsdeltagerne tematiserer det ikke. De foregiver, at der aldrig spilles for kameraet, at de aldrig poserer; de er ”sig selv”, som de igen og igen bedyrer. I Big Brother er de 26 overvågningskameraer, placeret i faste positioner, en del af beboernes virkelighed, som de ikke gør noget for at se bort fra. Når de således ”spiller op” til kameraet, koket betror sig til det (f.eks. på badeværelset) eller bruger det til på skrømt at kommunikere med seerne, er der i virkeligheden tale om en anden måde at skabe autenticitet på.

Den opreklamerede ”totale overvågning” er den virkelighed, de gebærder sig i. At tematisere kameraerne er at spille et vilkår – ”sandheden”, ”virkeligheden” – ud som levet virkelighed. ”Jeg er på, altså er jeg mig selv,” synes at være formlen for autenticitet i Big Brother. For konceptets hovedidé er, at man altid er på, også når man ikke laver noget som helst. Men omvendt kunne man også sige, at sætningen ”jeg er på, altså er jeg” kunne sammenfatte Big Brother som et tidstypisk kulturudtryk. For programmet er i potenseret form en miniaturemodel af et samfund, hvor medier er allestedsnærværende, hvor vi hele tiden interagerer med og ved hjælp af medier, og hvor vi både i konkret og i overført forstand hele tiden er på – når vi bliver overvåget fra butikshjørner og i offentlige bygninger, eller når vi opstter web-cams i vores private hjem og sende det trivielle dagligliv ud over Internettet alle døgnets timer. Som Christian sagde det så viist til Pil i starten af april: ”Det her har jo handlet om fra starten at være anti-skuespiller. Det er jo det samme udenfor.”

Glimt af kollapset tv-station
Medieforskeren Ole Prehn har udtalt, at påskens dramatiske udvandringer fra huset blot var et tegn på, at Big Brother ikke er virkelighed. Men man kunne også hævde det modsatte, og som Pil på et tidspunkt sagde til Jill: ”Jeg ved godt, det her både er spil og virkelighed.” Netop fordi der er tale om produktion af virkelighed kunne Pil, Christian og Søren forlade Big Brother-huset med det resultat, at programmet nogle dage i træk sikrede sig det største antal seere, det nogensinde havde haft, mere end 400.000. For her var præcis tale om det, som reality-tv hele tiden søger efter og giver lovning på, det uforudsigelige, det ikke på forhånd scriptede, billeder af mennesker i affekt, intensitet og dramatik med almindelige unge mennesker som aktører.

Som et udtryk for den præcise, men understatede medierefleksivitet, som nogle af Big Brother-husets beboere har udtrykt, sagde Søren malende midt i marts: ”Jeg er desperat. Desperate mennesker onanerer for åben skærm.” Hermed udtrykte han klarsynet hele ideen i dette koncept. Men det interessante er, at der – fuldskab eller ej, klare intentioner eller ej – udspillede sig et helt anderledes interessant menneskeligt drama, et nutidsdrama om mennesker og medier, på taget af og foran Big Brother-huset.

Og da Big Brother lukkede for billede og lyd på Internettet og senere sendte den stærkt redigerede 35-minutters version af begivenheder kunne det betragtes fra to vinkler, Gazans ord om at beskytte beboerne ufortalt. Dels som et udtryk for at reality-tv aldrig satser noget som helst – ud over reklamekroner – og at nu’ets intensitet kun iscenesættes, for så vidt som det kan gå ind i velkendte (genre)formler. Dels som et kort glimt af en kollapset tv-station, af magtforhold der pludselig blev vendt om. Den sorte computerskærm, fraværet af billede, ville da i denne fortolkning blive det ultimative tegn på nu’ets intensitet og realiteten.

Berømt for at være berømt
Big Brother er fascinerende nutids-tv, fordi det giver indblik i den unge generations evne til konstant at reflektere over sig selv som individ og social rolle. De tager ikke sig selv og deres roller for givne. De har selvfølgelig heller ikke andet at lave i huset, kunne man sige – men alligevel! Jeg kan som tilhørende en anden generation finde deres energiske selvrefleksivitet imponerende. I den forstand er programmet et barn af sin tid.

Big Brother er samtidig et drevent medieprodukt, der skal sælge digital medieteknologi for fremtidens tv. Endelig er det en medietekst, der skal sælge medietekster. Midt i marts konstaterede Jill, at ”man er kendt, bare fordi man har siddet her og kedet røven ud af bukserne, mand”. Og præcis det er naturligvis en yderligere sidegevinst ved Big Brother. Både de bortløbne og de tilbageværende deltagere er blevet medieberømtheder, som for et stykke tid skal fylde den tabloide ugepresse med fyld. De er den moderne mediekulturs stjerner.

”A celebrity is famous for being a celebrity,” konstaterede en amerikaner i Hollywood i starten af 1990’erne. Berømmelse handler ikke om kunnen, men om væren. Berømmelse er at have været længe nok på til at blive husket for en stund. På alle mulige niveauer har Big Brother i Danmark altså vist sig at være et kolossalt indflydelsesrigt program


Kopi original ingen forskel i den digitale verden
Kopien forsøger også at blive en original gennem bedre og bedre kunstforfalskninger.
trangen til at besidde en original får større betydning



Den fejlagtige diagnose: narcissime
narcissisme er en fejlagtig diagnose - det drejer sig  i virkeligheden om metabevidsthed
sartre: det moderne menneske er dømt til selvbevidsthed
 
BAUDRILLARD OG HYPERREALITETEN

Hyperrealitet og simulacrum
Som allerede den kontroversielle filosof Baudrillard slog fast i 80erne, handler det i det postmoderne samfund ikke længere om at producere forbrugsgoder. I den postmoderne tilstand viger den materielle forbrugskultur for en immateriel informationskultur der i følge Baudrillard hovedsageligt fremstiller tegn. Det Baudrillard kalder det imploderede informationssamfund, producerer først og fremmest immaterielle underholdende forbrugsgoder såsom film, computerspil osv. Www er i forbavsende grad en platform for manifestation af det Baudrillard kaldte simulacra eller den ikke reelt eksisterende hyperrealitet. Baudrillard har skabt begrebet simulacrum som en betegnelse for den illusoriske tilstand hvor tegn i hyperrealiteten bliver mere virkelige end virkeligheden selv. 
Der er i hyperrealiteten ikke længere nogen direkte forbindelse mellem et tegn og virkeligheden. Navlestrengen er kappet over og tegnet lever lever nu en parallelverden til
virkeligheden. Baudrillard definerer simulacrum som the generation of models of a real without origin or reality. (Baudrillard in Ward 1997) 

Den medieskabte hyperrealitet
Filosoffen Baudrillard forudså allerede i 70erne denne udvikling. Han kaldte den nye medieskabte virkelighed for hyperrealiteten. Medierne begynder for første gang selv aktivt at skabe 'virkelighed' bl.a. i og med at de refererer til hinandens historier og således hyper dem. Der optræder således en form for medie feed back svarende til at man holder en mikrofon for tæt på en højttaler. 
  
Længslen efter 'virkelighed'
I følge Baudrillard ville denne medieskabte hyperrealitet i takt med sin udbredelse af fiktiv uvirkelighed skabe en voksende længsel i masserne efter realitet og realisme.
  
Simulacra - erstatning for virkelighed
Men virkeligheden bliver i følge Baudrillard i hyperrealiteten blot erstattet af kulturprodukter som udgiver sig for at være virkelige. Baudrillard kalder disse erstatningsprodukter for simulacra. Simulacra er som en dietcoke der smager sødt som en 'ægte' coke.
  
Hyperrealitetens litterære simulacra bliver hyperrealismen. Hyperealismen er et kulturprodukt der giver sig ud for at være virkelighed, men i virkeligheden er virkelighedens modpol.
Baudrillards analyser er fra før internettets tid, men cybertidsalderen har blot aktualiseret hans tanker.
 
Klassekampen er forsvundet
I følge Baudrillard er den traditionelle klassekamp forsvundet til fordel for en tranceagtig opslugthed i det underholdende hyperspace.
 
Produktion af forbrugsgoder
Den vestlige Kapitalistiske kultur er før hypertiden mest optaget af at fremstille forbrugsgoder. 
Forbrugskulturen som går forud for den postmoderne kultur, når sit zenit i 60erne. Her opdrages masserne til at deltage i masseforbruget. At være en kvalificeret forbruger kræver i følge Baudrillard et enormt arbejde af det enkelte individ: Man skal arbejde for at tjene pengene til forbrugsgoderne. Derefter skal de sætte sig ind i hvordan forbrugsgoderne virker for at kunne betjene dem så fritiden kan blive ordentligt fyldt ud med dem. At være forbruger kræver således både anstrengelse og uddannelse.  
 
Det enkelte individ kan heller ikke uden videre undslippe forbrugerkulturens iboende tvang fordi forbrugsmentaliteten er blevet til en normativ adfærd. At melde sig ud af forbrugerkulturen er det samme som at give afkald på social accept.

Svend Åge Madsen skriver: Uden "social position", "familiær placering", "reglementeret kostumering" ville man være identitetsløse. Tugt og utugt fra mellemtiden (1976)
Baudrillard ville her tilføje: uden forbrug er man uden identitet i forbrugersamfundet.
  
Det meste af det 20. århundredes vestlige historie handler om den materielle forbrugskulturs eksplosive udvikling: explosition of commodifications
 
Den postmoderne implosion of all boundaries
Heroverfor står postmodernismen som den tid hvor alt imploderer: forskellen mellem lande, mellem klasser, mellem racer, mellem fortid og nutid, mellem høj og lav, mellem mand og kvinde, mellem fritid og arbejde, mellem virkeligt og uvirkeligt, mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem dybt og overfladisk, mellem fremtrædelse og væsen. Den samme tendens gentager sig i de mange grænseoverskidende og sammenblandene formeksperimenter i perioden.

Michael Jackson er et tidligt eksempel på hvorledes en imploderet grænseløshed kan gestalte sig. Han var i slutningen af 80erne hverken hvid eller sort, mand eller kvinde, ung eller gammel. 
 Den postmoderne tilstand har mange (og ofte indbyrdes modstridende) karakteristika.
Implosion of all boundaries en af de vigtigste og går hånd i hånd med Lyotards filosofiske beskrivelse af de store ideologiske fortællingers ophør.  

Denne implosions udbredelse er midlertidigt sat delvis i stå af den 'store muslimske fortællings' radikale genkomst. Baudrillard har i forlængelse heraf overraskende forsvaret den muslimske kulturs radikale sider. Han ser terror som den arabiske kulturs modstand mod at blive opslugt af hyperrealiteten.  
 
Den materielle forbrugskultur viger til fordel for produktion af tegn
I denne imploderede tilstand viger den materielle forbrugskultur for en immateriel informationskultur der i følge Baudrillard hovedsageligt fremstiller tegn. 
Det imploderede informationssamfunds hyperrealitet handler om således produktion af immaterielle forbrugsgoder såsom mediefaktion, film, computerspil, www osv. 
  
Tegn i hyperrealiteten bliver mere virkelige end virkeligheden selv. 
Baudrillard begreb simulacrum betegner den illusoriske tilstand hvor tegn i hyperrealiteten bliver mere virkelige end virkeligheden selv. 
Der er ikke længere nogen direkte forbindelse mellem et tegn i hyperrealiteten og virkeligheden. Navlestrengen er kappet over og tegnet lever lever nu en parallelverden til virkeligheden. Baudrillard definerer simulacrum som the generation of models of a real without origin or reality.
 
Hyperrealiteten er immateriel. Som modvægt mod denne ikke-fysiskhed fokuserer den postmoderne kultur i ekstrem grad på kroppen.
 
Panisk Længsel efter virkelighed - Simulacrakulturen
Massernes instinktive reaktion på virkelighedens implosion ind i hyperrealitetens sorte hul er I følge Baudrillard panik! I takt med at den virkelige verden forvinder vil længslen og desperationen efter at få den tilbage  få os til at fremstille fetisher, simulacra, der skal udgøre det for virkelighed. Det er også i denne forstand ordet hyperrealitet skal forstås: mere virkelig end virkeligheden: 

It is no longer a question of limitation, nor of reduplication, nor even parody.
It is rather a question of substituting signs of the real for the real itself. (Baudrillard)

 
Kuldedøden i hyperrealiteten
Baudrillard ser en dyster vison for sig: Det postmoderne samfund bevæger sig som universet via inertiens lov mod kuldedøden: De tavse masser bliver som enkelte isolerede individer fanget foran TV- eller IT-skærmen i en verden af forførende simulacra. Man behøver imidlertid ikke nødvendigvis dele Baudrillards sortsyn for at lade sig inspirere af hans tanker. Man kunne også anskue hyperrealiteten positivt som en gigantisk legeplads hvor en frisat fantasi kan boltre sig i et digitalt metaunivers bestående af nuller og ettaller.
 

Avant rap - Eminem and the F-word - 
Lige nu, dvs. 02.03 er der på nettet en voldsom debat om Eminems bøssehadske lyrik i forbindelse med hans turne til UK. www.mediawacth.com/declarke_eminem.html kritiserer Eminems udfald mod minoritetsgrupper. Nogle erklærer at Eminem er Satan selv og vil have hans tekster gjort ulovlige. Medierne stormer. Dr. Gary Slipper fra Director of the Open University Law programme skriver i The Independent: 
  
Why is Eminem allowed to incite hatred and to make violence against women and gay men sound cool?
 
Det interessante er at Eminem imidlertid også synger duet med bøssen Elton John!
 
Flere læserbreve i den engelske udgave af METRO kommer Eminem til undsætning.
her er et af de mere spændende:
Being british and, therefore, equipped to understand irony, we should surely understand Eminem is just taking the mickey...He´s actually an intelligent chap and, if you listen to what he is saying, rather that what people are saying about him, you will find he is...being ironic. 

Ja! Eminem er ironisk, men ikke i den gammeldags forstand. Eminems postmoderne ironiske attitude har netop den double code der gør det muligt for ham rent faktisk at mene det han rapper, uden at mene det. 
Eminem "hader bøsser" og er "gode venner med Elton John". 
 
Eminem er et ægte barn cyberspace. 
Og en ægte cyber Eminem-fan kunne ikke drømme om at angribe homoseksuelle. 
Problemet er bare at der altid vil være nogle der ikke har fattet Charles Jenks!
 
Hyperrealitet hyperrealisme
Lara Croft
Steven Seagall anerkendes som tibetansk lama - Tibets historie omskrives via talrige Holywoodfilm.
I Dharamsala sælger Tibetanerne nu deres egen nyfortolkede historie historie på DVD: Seven yeras in Tibet med Bratt Pitt osv... Disse film er blevet en integral del af Tibetanernes fortælling om sig selv.
 
The Sopranos og Godfather former mafiaen i filmmytologiens billede... John Gotti
 
 

Tegneseriernes antihelt, Homer Simpson fra The Simpsons har slået Abraham Lincoln og andre berømtheder i en internetafstemning i 2003 i USA om den største amerikaner nogensinde. Borgerretsforkæmperen Martin Luther King, tidligere præsident George Washington,præsident Kennedy,  Musikeren Bob Dylan blev overhaælet af Homer, der fik over halvdelen af stemmerne.
Den amerikanske simullacrapersonlighed Homer Simpsons plads i verdenssamfundet er i hvert fald i internettets bevidstehedsfelt udiskusteret!

Holywoods treminator Arnold Schwarzenegger opstiller til guvernørvalget i Califiornien.