NATURALISMEN TEKSTER
1870 - 1890
Det moderne gennembrud

N
O
T
E
R

Christian Hostrup

En Naturforskers Stamtavle - 1871

Min fader var en abekat
med hale naturligviis,
med fire hænder, som godt tog fat
og nu vilde være i pris.
Mest føler jeg tabet af halen,
det tyder på slægtens dalen:
dog den forvisning jeg har,
jeg ligner endnu min far.
  

At sætte Problemer under Debat

 
Byfogden: Du har et utroligt, stridbart, oprørsk sind. Og så din ulyksalige hang til at skrive offentligt om alle mulige og umulige sager. Aldrig så snart får du et indfald, - straks skal du skrive en avisartikel eller en hel brochure om det.

Doktor Stockmann: Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt at meddele sig til almenheden, når han har fanget ny tanke!

Byfogden: Almenheden behøver slet ingen nye tanker. Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode, anerkendte tanker, den allerede har.

Henrik lbsen: af En Folkefjende, 1882

Tilbage
 

Ude og hjemme    Digte 1872

Engelske Socialister   Digte 1872

Skyer - Ilum Galgebakke   1881

Tæt udenfor Landsbyen llum ligger den såkaldte Galgebakke-.
Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og når man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne - til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblå Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjærne.
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller på sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke åer.
Kommer man herop en stille Sommeraften, når den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; når Kirkerne rundt om på Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns; når Piger i store Solhatte kommer gladelig syngende hen ad Markstierne med Mælkeåg over de brede Skuldre og Hænderne støttede på de trinde Hofter; når rundkindede Karle lunter ud fra Byerne på Ryggen af store tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude paa Stortåen; når Moserne begynder at brygge, og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn - - kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt ånder Fred og evig Lykke.
Lige under En ligger llum Sø dybt gemt mellem de afrundede Bakker - så lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad Grød. I Søens østlige Ende spejler Illum By sine mange hvide Gavllænger, og over Stråtagene kigger Kirketårnets røde Nissehue op. Bagved strækker sig en lang Allé af ærværdige Ege helt hen til »Ilumgården«, Byens gamle Arvefjende, de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der ligesom med ond 30 Samvittighed skjuler sig i en tæt og mørk Lund af Bøg Og Gran. Kun en blank Metalkugle af Slottets Tårnspir rager op over de høje Trækroner som et evigt vagtsomt Øje.

I Århundreder har Bondeby og Herregård ligget således over for hinanden, og næsten altid i Krig. Snart var det lejede Landsknægte fra Herregården, der drog ned gennem Alléen med Sværd og lange Landser for at svinebinde Bønderne. Snart var det disse, der ved Nattetid satte over Borggraven med Køller og tunge Øxer for at give Herremanden et velment Tak for sidst.
Thi de allerældste Ilum Bønder var et stridslystent Folkefærd, der levede deres halve Liv som Fiskere ude på Havet, hvorfra de var vant til at brydes, snart med Bølgerne, snart med fremmede Strandhuggere, undertiden også med hinanden indbyrdes. Og Trangen til at kæmpe for deres Selvstændighed tabte sig ikke, når de kom på Landjorden. De havde den Gang hverken Værneforeninger eller Øxe-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Frihedsbegejstring varm. De fandt ganske af sig selv på at sparke fra sig, når nogen trådte dem for hårdt på Foden. Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vågent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller residerer Grundlov eller at rådføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Åg, der blev for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet.
To Gange sved de Ilumgården af, så kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop på Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe så meget Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev så Tungen ud af Halsen på ham, sprættede derpå Maven op, så de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelråb hans bøjadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne. Men de Tider er forlængst - forlængst forbi!
Nu holder de llum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former.
Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner uafhængige Lånekasser, Brandkasser og endnu flere Kasser alt til Frihedens Bevarelse. Men først og sidst afholder de Møder. Overalt og til alle Tider holder de Taler. l store Skarer drager de i bevægede Tider herop på den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelråb først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpå hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig uden Skånsel giver deres Navn og Ære til Pris for sultne Bladreferenter.
Og er da således Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Hånd - og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemål ned over Dalen:

»Vågner, vågner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!«

Henrik Pontoppidan
Tilbage

Ordforklaringer:
Værneforeninger, Øxeklubber: officielt klubber til oplæring i skydefærdighed, men reelt et udtryk for det ulmende oprør mod Estrup.
 

Af: Fru Marie Grubbe - 1876   Uddrag

Indledning.

Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt med sin Svingen.
Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide Sollys. -
Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, Løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved, som man Iøber over en Gaard i Regnvejr. Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers Tid. -
For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten; stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken, lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
"I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem del, kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! - der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ... Nej! Bruhnhylde! - den vilde Hest spraenger afsted ….Bruhnhylde og Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med svære, lange Arme, En som Bertel i Bornhuset, tager i hendes Bælte og rykker det over og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjorlel af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler . . .-
Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring. Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Myrte og Hjærtensfryd og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind i og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret. Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund. Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med et Strøg Alt det bort, der var paa Bordet og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa den var der kort før lndkjørslen til Gaarden et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.
I.P. Jacobsen



Marie Grubbe

Historiske informationer om Marie Grubbe
Marie Grubbe (1643-1718) var en adelig datter af den magtfulde adelsmand Erik Grubbe til Tjele (mellem Viborg og Randers). Hun blev gift tre gange. (efter datidens forhold usædvanligt).

Det første ægteskab med Ulrik Frederik Gyldenløve, en "uægte" søn af Frederik 3 førte hende ind i magtens centrum.

Ulrik Frederik Gyldenløve

Derefter blev hun gift med med adelsmanden Palle Dyre - og efter dette ægteskabs opløsning står den fattige ladefoged Søren Sørensen Møller for tur. Marie Grubbe dør i fattigdom ved et færgested på Falster.



Oplysningsfilosoffen Ludvig Holberg møder Marie Grubbe
 

                                      Den unge Ludvig Holberg og Marie Grubbe

I 1711 kom Holberg til Falster på flugt fra pesten i København. I Borrehuset mødte han den på det tidspunkt 68-årige Marie Grubbe der var blevet gift med den ca. 50-årige Søren Sørensen Møller, engang ladefoged på Tjele - men fra 1706 færgemand ved Grønsund. 
Søren sad i fængsel i Nykøbing eller på Bremerholm. Han havde - i drukkenskab og formentlig af vanvare - dræbt en skipper fra Dragør.
Som tilhænger af fornuftens lys falder det Holberg vanskeligt at forstå hvorledes Marie Grubbe har kunnet fravælge hoflivet til fordel for et liv på samfundets bund.

Marie Grubbes Amor fati - kærlighed til skæbnen
På trods af Marie Grubbes sociale nedtur kan hun som fattig kvinde der bestyrer et færgeleje, stolt sige at: ..hvert menneske lever sit eget liv og dør sin egen død.  

I.P Jacobsens naturalistiske forståelse for Marie Grubbe
Med opdagelsen af det dunkle driftsliv er det lettere for  I.P. Jacobsen at "forstå" Marie Grubbe. Hun har udviklet sig i overensstemmelse med sine drifters tiltrækning til de stærke underklassedyr.

Fordi hun ikke er i konflikt med sin medfødte dyriske seksualitet, er hun lykkelig.
  

Gengangere  1 8 8 1 Henrik Ibsen 

 Til minde om sin afdøde mand har Helene Alving ladet et asyl "Kaptejn Alvings Minde" - opføre. I forbindelse med indvielsen har hun inviteret sin tidligere nære ven pastor Manders, der har været rådgiver på projektet. Fru Alving har sønnen Osvald hjemme på et rekreationophold. Han har levet som kunstner i Paris og Rom, men er blevet syg.

Under sit ophold hos moderen har Osvald forelsket sig i fru Alvings stuepige Regine - uden at vide, at hun er Kaptajn Alvings uægteskabelige barn med en tidligere stuepige, Johanne, som - da hun var gravid - fik en sum penge (300 specier) for at tie om forholdet og rejse bort til byen. Her blev Johanne - ikke mindst på grund af pengene - gift med den fordrukne snedker Engstrand, som også påtog sig faderskabet til Regine. Osvald og Regine er altså uvidende om, at de i virkeligheden er halvsøskende.

Handlingen foregår på fru Alvings landejendom.

Pastor Manders: ja, tænke sig bare, - for lumpne hundrede specier at gå hen og la' sig ægtevie til en falden kvinde!
Fru Alving: Hvad siger De da om mig, som gik heri og lod mig ægtevie til en falden mand?
Pastor Manders: Men Gud bevare os vel; - hvad er det, de siger? En falden mand!
Fru Alving: Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var da Engstrand lod sig vie til hende?
Pastor Manders: ja men det er dog så himmelvidt forskellige ting .
Fru Alving: Slet ikke så forskellige endda. Der var rigtignok stor forskel i prisen; - lumpne tre hundrede daler og en hel formue.
Pastor Manders: Men at De kan stille noget så uligt sammen. De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og med Deres pårørende.
Fru Alving (ser ikke på ham): jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.
Pastor Manders (fremmed): Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.
Fru Alving: ja, det står ialfald fast, at med mig selv berådte jeg mig sandelig ikke.
Pastor Manders: Nå så med Deres nærmeste slægt da; således som foreskrevet er; med Deres mor og med begge Deres tanter.
Fru Alving: ja, det er sandt. De tre gjorde op regnestykket for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt de fik ud 1) at det vilde være den rene dårskab at vrage et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen!
Pastor Manders: Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for-. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.
Fru Alving (ved vinduet): ja, dette med lov og orden! jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.
Pastor Manders: Fru Alving, nu forsynder De Dem.
Fru Alving: ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! jeg må arbejde mig ud til frihed.
Pastor Manders: Hvad mener De med det?
Fru Alving (trommer på vinduskarmen):jeg skulle aldrig lagt dølgsmål 2) på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, - ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.
Pastor Manders: Fejg?
Fru Alving: Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.
Pastor Manders: Med en viss ret kunde sådant nok siges.
Fru Alving (ser fast på ham): Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg Osvald for mig og sa': hør, min gut, din far var et forfaldent menneske
Pastor Manders: Men du forbarmende -
Fru Alving: - og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har fortalt Dem, - rub og stub.
Pastor Manders: Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.
Fru Alving: Ja jeg ved det. Jeg ved det jo! jeg oprøres selv ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg er jeg.
Pastor Manders: Og De kalder det fejghed at gøre Deres ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et barn skal agte og elske sin fader og sin moder?
Fru Alving: Lad os ikke ta' det så almindeligt 3). Lad os spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?
Pastor Manders: Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?
Fru Alving: Ja men sandheden da?
Pastor Manders: ja men idealerne da?
Fru Alving: Å - idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som.jeg er!
Pastor Manders: Kast ikke vrag på idealerne, frue, - for det hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald. Osvald har nok ikke ret mange idealer, desværre. Men så meget har jeg kunnet skønne, at hans far står for ham som et sådant ideal,
Fru Alving: Det har De ret i.
Pastor Manders: Og disse hans forestillinger har De selv vakt og næret hos ham gennem Deres breve.
Fru Alving: ja; jeg var under pligten og hensynene; derfor løj jeg for min gut år ud og år ind. Å, hvor fejg, hvor fej jeg har været!
Pastor Manders: De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving, - og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.
Fru Alving: Hm; hvem ved, om det nu er så bra' alligevel. Men noget maskepi 4) med Regine vil jeg ialfald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og gøre den stakkers pige ulykkelig.
Pastor Manders: Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfærdeligt!
Fru Alving: Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og at det vilde bli' til hans lykke -Pastor Manders: Hvorledes? Hvad så?
Fru Alving: Men det vilde der ikke bli'; for Regine er desværre ikke slig.
Pastor Manders: Nå, hvad så? Hvad mener De?
Fru Alving: Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vide jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag.
Pastor Manders; Men du Forbarmende! Et lovformeligt ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt -! Noget så uhørt -
Fru Alving: ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, tror De ikke at der ude omkring i Landet findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?
Pastor Manders: Jeg forstår Dem aldeles ikke.
Fru Alving: Å jo såmæn gør De så.
Pastor Manders: Nå, De tænker Dem det mulige at -. Ja, desværre, familielivet er visseligen ikke rent, som det burde være. Men sådant noget, som de sigter til, kan man jo aldrig vide, - ialfald ikke med bestemthed. Her derimod -; at De, en mor kunde ville tilstæde 5) at Deres -!
Fru Alving: Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne tilstæde det for nogen Pris i verden; det er jo netop det jeg siger.
Pastor Manders: Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem. Men hvis De altså ikke var fejg -! Du min skaber, en så oprørende forbindelse!
Fru Alving: ja, vi stammer nu for resten alle sammen fra den slags forbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det slig her i verden, Pastor Manders?
Pastor Manders: Sådanne spørgsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem-!
Fru Alving: Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det. jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan bli' kvit.
Pastor Manders: Hvad var det De kaldte det?
Fru Alving: Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli' det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde, allesammen.
Pastor Manders: Aha, - der har vi altså udbyttet af Deres læsning. Skønne frugter i sandhed! A disse afskyelige, oprørske, fritænkerske 6) skrifter!
Fru Alving: De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand som fik ægget mig til at tænke; og det skal De ha' tak og pris 7) for.
Pastor Manders: Jeg!
Fru Alving: ja, da De tvang mig ind under det, som De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt 8). Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fået den løst, så rakned det op 9) altsammen. Og så skønte 10) jeg at det var maskinsøm.
Pastor Manders (stille, rystet): Skulde dette være vindingen af mit livs tungeste strid?
Fru Alving: Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.
Pastor Manders: Det var mit livs største sejr, Helene; sejren over mig selv.
Fru Alving: Det var en forbrydelse imod os begge.
Pastor Manders: At jeg bod Dem og sagde: kvinde, gå hjem til Deres lovlige husbond, da De kom til mig forvildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en forbrydelse?
Fru Alving: ja, jeg synes det.
Pastor Manders: Vi to forstår ikke hinanden.
Fru Alving: Ikke nu længer i alfald.
Pastor Manders: Aldrig, - aldrig i mine lønligste 11) tanker engang, har jeg set' Dem anderledes, end som en andens ægtefælle.
Fru Alving: ja - tro det?
Pastor Manders: Helene -
Fru Alving: En går sig selv så let af minde.
Pastor Manders: Ikke jeg. jeg er den samme, som jeg altid var.
Fru Alving (slår om): Ja, ja, ja - lad os ikke tale mere om gamle dage. Nu sidder De til op over ørerne i kommissioner og bestyrelser; og jeg går her og kæmper med gengangere både indvendig og udvendig.
Pastor Manders: De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har
hørt af Dem idag, kan jeg ikke for min samvittighed forsvare at lade en ung ubefæstet 12) pige forblive i Deres hus-
Fru Alving: Synes De ikke det var bedst, om vi kunde få hende forsørget? Jeg mener - sådan godt gift.
Pastor Manders: Utvilsomt. Jeg tror, det vilde være i alle henseender ønskeligt for hende. Regine er jo nu i den alder, da -;ja, jeg forstår mig jo ikke på det, men Fru Alving: Regine blev tidlig voksen.
Pastor Manders: Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig for, at hun var påfaldende stærkt udviklet i legemlig henseende, da jeg forberedte hende til konfirmation.
Men foreløbig må hun i alfald hjem; under sin fars opsigt-. En Engstrand er jo ikke-. At han - at han således fordølge 13) sandheden for mig!

Tilbage

Noter - norsk tekst
1) »Hvor grejt de fik ud«:  hvor klart de fik vist. –
2) Skjul –
3) Alment, -
4) Hemmelig forståelse. –
5) Gå med til. –
6) Som ikke bygger på religiøse forudsætninger. De naturalistiske forfattere.
7) Ros, lovprisning. –
8) Afskyeligt.
9) Blev det trævlet op. –
10) Forstod. –
11) Hemmeligste. –
12) Som let kan rokkes i sine overbevisninger. –
13) Skjule
 

Hr. Baronen havde med stor og ædel Harme læst i "Livsslaven" (Jonas Lie 1883), hvordan Overklassens Børn vilde gå til grunde, hvis de ikke tog Modermælken fra Underklassens Børn. Han havde også læst sin Darwin, og han troede, han havde forstået, at Adelsbørn gennem den naturlige Udvælgelse var blevet højere Udviklingsstadier af slægten Menneske. Men læren om Arveligheden havde givet ham en stærk Modvilje mod brugen af Ammer, fordi der muligvis, når Underklassens blod kom ind i adelige Årer, også kunde indføres visse Begreber, Forestillinger og Intentioner, som hørte Underklassen til. Han havde derfor det Princip, at hans Hustru skulde amme selv, og hvis hun ikke kunde, skulde Barnet opfødes med Flaske. At tage Mælken fra Køerne var hans ret, da Køerne åd hans eget Hø, - og Barnet ellers måtte sulte ihjel.
Og så blev Barnet født.
Det var en Søn! Hr. Baronen havde været lidt urolig før Svangerskabet blev konstateret, for han var en fattig Fyr, og hans Hustru var meget rig. Hendes Rigdom kunde han dog ikke få nogen Glæde af, hvis deres Ægteskab ikke blev velsignet med en, ifølge Arvelovens 00te Kapitel, 00te Paragraf, lovlig Arving. Glæden var derfor stor og oprigtig.
Sønnen var en et lille, gennemsigtigt Fuldblodsvæsen, med blå Årer under Huden. Men blodet var ikke desto mindre tyndt. Moderen var en engleagtig Skikkelse, opfødt med udsøgte Næringsmidler, beskyttet af Pelsværk mod Klimaets ugunstige Indflydelse, og med denne fornemme Bleghed, der tydede på, at hun var af høj Byrd.
Hun gav selv sit Barn Die, og nu behøvede man da ikke malke Bønder for at få den Ære at leve! det var Fabler altsammen.
Barnet diede og skreg i fjorten Dage. Alle Børn skriger, så det betød ingenting. Men Barnet blev magert. Det blev aldeles forfærdeligt magert. Lægen blev tilkaldt. I en hemmelig Samtale med Baronen forklarede han, at Barnet måtte dø, hvis dets Moder blev ved at give det Die, for dels var hun nervøs, dels havde hun ikke noget at give af. Ja, han gjorde en kvantitativ Analyse af Mælken og viste ved hjælp af Beregninger, at barnet måtte sulte ihjel, hvis man blev ved på denne Måde. Hvad skulde man så gøre,- for Barnet måtte ikke dø? Amme eller Flaske? Amme var der ikke tale om, ikke på nogen Betingelse. Nå, så prøver vi med Flaske!
Det blev flaske. Den bedste hollandske Ko, der havde fået Guldmedalje ved den sidste Landbrugsudstilling, blev sat på Foder med Hø. Tørt Hårdbundshø. Lægen analyserede Mælken, og alt var godt. Det var så nemt med den flaske! At man dog ikke var kommet på den Tanke før! Og så blive fri for Ammen - en Hustyran, en snavs Person, som skulde fedes og forkæles og så måske oven i Købet havde en eller anden smitsom Sygdom!
Men Barnet blev alligevel mere og mere magert, og det skreg Nat og Dag! Det havde øjensynligt ondt i Maven. En ny Ko og en ny Analyse. Mælken spædtes op med Karlsbadervand, men Barnet skreg alligevel.
- Der er ikke andet for end at tage en Amme, sagde Lægen.
Nej, det vilde man ikke:
Man vilde ikke tage fra andre Børn, det var unaturligt, -
og man var ikke sikker på de nedarvede Egenskaber.
Eftersom Baronen talte om Natur og Unatur, kunde Lægen oplyse Baronen om, at hvis Naturen fik Lov at gå sin Gang, vilde alle adelige Slægter dø ud, og deres Ejendomme gå til Kronen. Så vist havde Naturen indrettet det, og den menneskelige Kultur var kun en tåbelig Kamp mod Naturen - her måtte Menneskene tilsidst gå under.
Hr. Baronens Race var dømt til Undergang; det viste sig derved, at hans Hustru ikke havde tilstrækkelig Næring til sit Barn; for at leve måtte man derfor røve andre Hunners Mælk. Racen levede af rov - ud i de mindste Enkeltheder.
- Var det også Rov, når man købte Mælken? Købte den?
- Ja, for Pengene, som man købte Folkets Modermælk med, var jo et Produkt af et Arbejde. Men hvis Arbejde? Folkets! For Adelen arbejder jo ikke.
- Doktoren er Socialist!
- Nej, han var Darwinist. Men havde iøvrigt ikke noget imod at blive kaldt Socialist, det var ham aldeles det samme.
- Nå, - men røvede man, når man købte? Det var hårdt!
- Ja, når man købte med Penge, som man ikke havde arbejdet sammen.
- Arbejdet med sit legeme, altså?
-Ja!
- Men så var Doktoren jo selv en Røver!
- Vist så! Men det var ikke nogen Hinder for, at han talte sandt! Kunde Baronen ikke huske den bodfærdige Røver - så sandt som han talte?
Samtalen blev afbrudt, og der blev sendt Bud efter Professoren.
Professoren kaldte Baronen for en Morder, at han ikke allerede havde fået fat på en Amme.
Baronen måtte overtale sin Frue. Han måtte rive hele sit foregående Bevis ned og holde det enkelte Faktum frem: Kærligheden til sit barn (jævnført med Arveloven!)
Men hvor skulde man få en Amme fra? I byen kunde der ikke være tale om at få fat på nogen, for der var jo alle Mennesker rådne! Nej, en Landsbypige måtte det være. Men Fruen vilde ikke ha nogen ugift Pige, - for en ugift Pige, der havde Børn, var jo en usædelig Skabning, og tænk om Sønnen kunde få nogen arvelige Anlæg fra hende!
Lægen sagde, at alle Ammer var ugifte, og hvis den unge Baron skulde arve Tilbøjeligheder til at gå til Pigebørn, så viste det blot, at han var en dygtig Karl, og den Slags Tilbøjeligheder skulde man vogte over. En Bondes Hustru fik man bestemt ikke til det, for den, der havde Jord, vilde have Børn selv.
- Nå, men kunde man ikke gifte en Pige med en ung Karl?
- Så måtte man vente i ni Måneder.
- Kunde man da ikke gifte en Pige, der allerede havde et Barn?
- Det var en ide!
Baronen kendte en Pige, der havde et tre Måneder gammelt Barn. Han kendte hende alt for godt, - for hans Forlovelsestid havde varet i tre År, og Lægen havde tilsidst måttet ordinere ham at være sin Forlovede utro. Han gik selv ned til Pigen og spurgte sig for. Hun skulde få et Husmandslod til sig selv, hvis hun vilde gifte sig med Anders i Stalden og blive Amme på Herregården. Ja, det var jo klart, at det vilde hun hellere end at gå omkring med sin Skam. Der skulde lyses første, anden og tredie Gang næste Søndag, og Anders skulde rejse bort i to Måneder.
Baronen så på hendes Barn med en underlig Følelse af Misundelse. det var et stort, stærkt Bæst. Smuk var han ikke, men han kunde vist leve videre i mange Slægtled. Han var født til at leve, var han,- man det var Baronen vist ikke. Anna græd, da Drengen blev bragt til Børnehospitalet, men den gode Kost på Herregården trøstede hende efterhånden: Hun spiste Herskabets egen Mad og fik så megen Vin og Porter, som hun kunde drikke. Hun kom ud at køre i den store Kalechevogn med en Tjener på Kuskesædet.
Og hun fik Tusind og én Nat at læse i. Aldrig var hun blevet så godt behandlet før.
Men efter to Måneders Forløb kom Anders hjem. Han havde været i Besøg hos sine Forældre. Han havde spist og drukket og havde fået sig hvilet ud. Han tog den nye Husmandslod i Besiddelse, men begyndte at længes efter sin Anna. Kunde han ikke få Lov til at hilse på hende i det mindste? Nej, det vilde Fruen ikke ha,- den slags Ting vil vi ikke vide noget af!
Anna begyndte at blive svagere, og den lille Baron skreg.
Lægen blev rådspurgt.
- Lad dem komme sammen, sagde han.
- Er det mon ikke skadeligt?
- Tværtimod. Men Anders skulde "analyseres" først.
Det vilde Anders ikke.
Anders fik et Par Får - og så blev han analyseret.
Den lille Baron skreg ikke mere.
Men så kom der Bud fra Børnehospitalet, at Annas lille Dreng var død af Difteritis. Anna blev så dårlig, at hun mistede al sin Mælk, og den lille baron skreg aldeles forfærdeligt. Anna måtte afskediges, hun kom hjem til Anders, og en ny Amme blev antaget. Anders var glad ved at blive rigtig gift, men Anna havde fået fine Vaner: Hun kunde ikke drikke brasiliansk Kaffe, hun måtte have Java.
Og hendes Helbred forbød hende at spise Sild (proletariatets hovedernæringsmiddel GM) seks gange om Ugen. Hun kunde heller ikke banke Tørv, og derfor blev det knapt med Brød i Huset.
Et År efter måtte Anders gå fra Gården, men Baronen var ham venligsindet og gav ham Arbejde.
Også Anna gjorde Arbejde på Herregården, og hun så tit den lille Baron men han kendte hende ikke igen, og godt var det. Han havde dog leget med hendes Bryst. Og hun havde frelst hans Liv og givet sin Søns i Stedet for. Men hun var frugtbar og fik flere Sønner, der blev Husmænd, Jernbanearbejdere,- en blev endogså Fange på Fæstningen.
Men den gamle Baron så med Uro hen til den Dag da den unge Baron skulde gifte sig og få Arvinger. Han så ikke stærk ud! Han vilde have været roligere, hvis den anden lille Baron,- han, der døde på Børnehospitalet, - havde siddet på Herregården. Og når han læste om "Livsslaven", måtte han indrømme, at Overklassen levede på Underklassens Nåde, og Når han læste i Darwin, kunde han ikke nægte, at sådan som den naturlige Udvælgelse nu var, var den alt andet end naturlig. Men sådan var det nu engang, og det kunde ikke forandres - Doktoren og Socialisterne kunde sige, hvad de vilde.

Christiansborgs Brand
Reportage af Herman Bang i Nationaltidende  3.10.1884

Klokken halvsyv bragtes mig budet. Der blev en urolig støj paa Gaden, og mens jeg styrtede ud, samlede Folk sig i Portene, udenfor Husene; der paakom En dump Angst som overfor et sig nærmende Jordskælv. Himlen flammede, og man saa allerede Lyshavet ligesom en Purpurstrøm isprængt med mørk Røg. 
Ved Frue Kirke faldt Funklerne som en Regn. Men endnu vidste ingen, hvor ilden var. Man raabte "Kristiansborg". Jeg hørte, mens jeg løb, da flammerne rødt steg op over Sidegaden, et langt Kvindeskrig. Det var en ung Pige, som faldt forlæns om på jorden.

Tilbage
  

Den sidste balkjole - 1887

se noter
 

Hvor flinkt de flittige hænder flyver frem mellem alle de skyer af plisseer og volanter (flæser) Og mens Antonie syer, bøjer moder og søster Emma sig frem og ser til. De snakker alle, med ansigterne ind mod lampen.

- Ja - så skulle der da endelig danses en gang igen - på et rigtigt bal. Gud skulle vide - det var såmænd også længe nok siden. Egnen var jo som uddød, siden pastor Wibergs tog derfra. . . Bare det ene julegilde på møllen med de evige pantelege, altid det samme - med brønd og tiggergang... og så fødselsdagen i præstegården, hvor man havde håndarbejde med og hørte til, mens guvernanten og fru Hansen spillede sonater - firhændigt. . .

   - Og ellers ikke det mindste - ikke så meget som et skovbal en gang. . . Nej - de sidste par år havde været drøje for unge piger.

"De sidste par år" var egentlig otte-ti.

Men når dagene går som for enkefruen og hendes døtre – mærker man slet ikke, hvor hurtigt de løber, og hvor hastigt de bliver til år.

Når foråret kom, plantede Emma og Antonie stuepotternes planter ud i havebedene, og de to kirsebærtræer på plænen stod i blomst, og dagens store spørgsmål var, om man vel  kunne vente mange moreller i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet.

Ude på markerne havde de travlt - fuldt op at gøre: sognefogden og mølleren kørte allerede hø ind:
- At det allerede var så vidt på sommeren - - Ja Ja - tiden går. .
   Sommeren gik hedt. De sidste asters slog stormen ned på plænen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til kakkelovnens pynt i den lange vinter.

Efteråret var jo ikke så rart. Med dets evige regn og tågen, så tyk, at man ikke en gang kunne se så langt som op til møllen. Men vejen kunne man dog altid Se fra vinduet, hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde på forhøjningen.

De kendte hvert køretøj i egnen: forpagterens sorte og sognefogdens to brune og doktorens enspænder med Lise.
Og mens de alle kørte forbi på vejen, sagde de hver dag næsten de samme sætninger om de samme mennesker.
Det bliver nær jul - julen med alle sine små hemmeligheder og glæder - og det ny år kommer: den hvide sne ligger strålende over markerne, dagene bliver længere og længere. . . Og så er det igen forår. . .
    Ja - skulle man vel tro det? At det virkelig snart kan blive tredive år siden enkefruen med sine to småpiger flyttede ind i det lille hus - ­seks og tyve år er det akkurart.

    Emma var otte år den gang, og lille Antonie var knap fire.

De havde gået i skole i præstegården hos Wibergs guvernante. Så blev Emma konfirmeret og så en smuk dag kom raden også til Antonie - til »den lille«, og de var begge »voksne« -­
Det var lystige dage - den gang.
Når studenterne kom hjem til jul og sommerferien, var det som
I en tummel af baller og skovture og spillen komedie og lystighed.
   Og det kan jo nok være, at nøddegangen i præstegårds baghaven kunne have et og andet at fortælle; om et kys, så hastigt røvet, og et par ord, hviskede med bevægede stemmer, og om to hænder, som tøvende havde søgt hinanden.

Så kom de en vinterdag ned i præstegården til fru Wiberg som var rent ude af sig selv af glæde og bød på vin og kager - for det måtte der da drikkes på . . .

        Endelig kom præstefruen da til orde:

      - Den lykke - den nyhed, at tænke sig: Vores Otto har forlovet sig... Og et parti... men, lille frøken Emma dog, en kage- ja, ja. . . et parti. . . tresindstyvetusinde siger Wiberg, har konsulen om året.
            Emma spildte lidt af sin vin, da hun skulle klinke; og hun og Antonie blev ikke længe. De gik stille hjemad, ved siden af hinanden, uden at tale. Men da de nåede korsvejen, hvor gærdet skjulte dem, satte Emma sig ned på en sten ved vejen og hulkede sagte.

Antonie knælede ned på den frosne jord, tog søsterens hoved mellem sine hænder og græd - hun også; for trøst vidste hun ikke.

Længe hulkede Emma krampagtigt; så betvang hun sig og stod op: - Antonie, sagde hun, sig det ikke til mor. . . Hun behøver ikke at vide det. . . hvorfor skal man gøre hende sorg?

Antonie bøjede stille hovedet, og de to søstre gik hjem.
    Fra den dag drejede alt sig om Antonie - om ”den lille”, som hun blev kaldt endnu bestandig. Det var, som om også Emma var blevet hendes moder, og hver sparet skilling blev kun givet ud for Antonie; om hendes fremtid talte de altid.
 - Ja - når ”den lille” får hus og hjem. . . og når ”den lille” gifter sig, sagde de.               

 Moderen skulle bo hos ”den lille” og have de så godt og blive plejet tidlig og silde. . . Men Emma ville ”tage ud” . . . som husbesty­rerinde eller som lærerinde for mindre børn
(man behøver jo ikke at kunne så meget for at lære sådan småt kræ at stave og tabellen) . . .
   Men i ferien ville hun komme på besøg.        .
Nej, nej - altid bo der, ville hun ikke. . . en mand gifter sig ikke med hele familien. . . Men i ferierne ville hun komme. . .

Sådan talte de og lagde de planer. . .

Og årene gik. . .

Antonies balkjole var færdig. Så let og så luftig lå den med alle sine garneringer (pynt) inde på sengen.

Men det var dog mærkeligt, at hun ikke var bedt! De vidste jo dog bestemt, at Antonie skulle med. Hver eftermiddag sad de og spejdede på forhøjningen, om doktorens unge frue ikke kom.

Og så kom hun endelig - to dage kun før ballet. .

   Antonie fik helt hjertebanken, da hun så hende komme opad vejen.

Doktorfruen kom ind og fik tøjet af og snakkede både hist op og her ned - om det og det - kun ikke om ballet. .
- Om de havde hørt, at forpagteren havde købt en landauer? - Jo, de havde set den fra vinduet. . .
- Ja - de folk vidste da ikke, hvordan de skulle få ende på den smule penge. . .'
Og doktorfruen snakkede, mens de andre blot sad beklemte og ventede på ”ballet”.                                   .
Hun ville allerede til at tage tøjet på igen, da hun pludselig sagde:

    - Men - Gud, står jeg her og snakker og glemmer, hvad jeg kom for. . . De har vel hørt, at de unge skal danse lidt nede hos os på lørdag - Herren ved, de trænger til at få benene rørt - -
og så tænkte vi, det kunne måske nok more Dem, frøken Antonie, at komme ned og se på - - ­
- Danse blir der vel ikke tale om - - vi er ude over de år. Vores kavalerer er blevet for stivbenede. . . Og doktorfruen lo.

     - Tak - ja, naturligvis, sagde de andre, alle tre - det ville være Antonie en fornøjelse. .     
     Doktorfruen gik; moderen og Emma fulgte hende ud.
Antonie blev stående midt i stuen - det var, som om hun slet ikke havde forstået. . .

      Så gik hun langsomt hen til sovekammerdøren og åbnede den: der lå den - fin og køn - hendes balkjole.
Og med hovedet ned i det hvide tæppe græd hun så bitterligt, så bitterligt - - over den ungdom, der var forbi.

Tilbage
 

Af: Les Origines de la France contemporaine  (1875-1894)

Hippolyte Taine  1828-1893

Menneskets tankeprocesser domineres af dets humør, legemlige behov, dyriske instinkter, sociale fordomme, indbildninger som ofte er dets dominerende lidenskab, men især egeninteressen, samt familiens, kasten, gruppen, partiets eller nationens særinteresser.

Vi ville begå en alvorlig fejl om vi ville formode at vi fra naturens side var gode, rundhåndede, velmenende, eller i hvert fald blot skikkelige, føjelige og villige til at ofre os for samfundet eller for andre mennesker.

Der er mange mennesker, og blandt dem de mest magtfulde som, om de får lov, kun forårsager ravage.

Og derfor er det først og fremmest sådan, at selv om man ikke vil tro på at mennesket er beslægtet abens, så er det dog sikkert at det i sin bygning er et dyr, som er nært beslægtet med denne, udstyret som det er med hjørnetænder, og således kødædende, en forhenværende kannibal, og derfor jæger og af voldsomme og ødelæggende instinkter, hvortil må lægges, om han er fransk, af munterhed, latter og en mærkværdig tilbøjelighed til at boltre sig og opføre sig helt vanvittigt midt i al den ødelæggelse han har frembragt.

For det andet, så kastede hans struktur ham til at begynde med nøgen og fattig ud på en utaknemlig jord, hvor det var vanskeligt at klare sig, hvor, med risiko for at dø, han var tvunget til at samle, spare og gemme. Derfor en konstant bekymring og den rodfæstede ide om at skrabe samen, besidde og eje, især hos den klasse (bønderne) som igennem 60 generationer har måttet sulte og lide for at forsørge andre klasser, og hvis krogede fingre altid har været udstrakt for at bearbejde den jord, som de derved fik til at yde afgrøder. Vi skal se i det følgende se denne klasse folde sig ud.

Endeligt, så gør hans fintfølende centralnervesystem ham fra hans tidligste dage til en fantasifuld skabning hvis sværmende dagdrømme og forestillinger udvikler sig til grænseløse, uhyrlige hjernespind fulde af håb, frygt og begær. Derfor et overskud af følsomhed, pludselige udbrud af følelser, smittende bevægelse, uimodståelige strømme af lidenskab, anfald af lettroenhed eller mistænksomhed, kort sagt, entusiasme og panik, og især om han er fransk, let at ophidse, meget talende, let til at bringe ud af ligevægt, og derfor hastig til at lade sig påvirke, og således mangler den naturlige ballast i form af et flegmatisk temperament og den koncentration af selvstændig tankevirksomhed som hans tyske og latinske naboer har. Alt dette skal vi komme til at opleve.

Disse er nogle af de brutale kræfter som kontrollerer menneskenes liv. Almindeligvis tager vi os ikke af dem; da de er under kontrol, forekommer de os ikke betydningsfulde. Vi tager det for givet at de er afdæmpede og fredelige; vi komplimenterer sig os over at den disciplin vi har underkastet dem nu også har civiliseret dem, og at deres stærke strøm ved således ved at flyde indenfor dæmninger har slået sig til ro i deres vante lejer.

Sandheden er at disse strømme, ligesom alle voldsomme kræfter, ligesom en flodbølge, kun forbliver i deres leje under tvang; for det er diget som, på grund af sin modstand, der skaber dette mådehold ved at skabe en modkraft stærkere end deres kapacitet for udbrud og ødelæggelser, afpasset til deres kræfter, stærkere og mere fast alt efter som de bliver mere truende, despotisk om nødvendigt imod deres despoti, under alle omstændigheder hæmmende og undertrykkende. Først var det måske i form af en stammehøvding, senere en kommanderende general, altid i form af en valgt eller nedarvet bevæbnet hersker, med et vågent øje, som, med slag og pisk skaber frygt og, igennem frygten, skaber fred. For at regulere og begrænse lederens udfoldelser anvendtes forskellige midler, så som en grundlov, en opdeling af regeringsmagten, af et system af love, af domstole og juridiske formaliteter. Som det egentlige grundlag, som alle disse mekanismer og tandhjuls grundlag ligger den sidste vægtstang, det nødvendige og effektive redskab, nemlig den bevæbnede vægter, politi og soldater, som beskytter samfundet mod vildmanden, røveren og den vanvittige, som hvert eneste mennesker gemmer, sovende eller lænket, men altid i live, skjult i sit eget bryst.”