T
E
K
S
T
E
R

Slutningen af 1700-tallet - Den florissante periode & nedturen

Det rige Danmark
I slutningen af 1700-tallet var det krigsneutrale Danmark i besiddelse af en af verdens største handelsflåder. I denne blomstrende (florissante) periode nåede hidtil usete velstandsbølgr fra nær og fjern de danske kyster.

& Danmarks nedtur - 1801 til 1820
Slaget på Reden i 1801 hvor englænderne angreb København, indledte imidlertid en byge af ulykker der i løbet af få år fratog Danmark dets økonomiske velstand og samtidig sendte os på en arealmæssig slankekur:
I 1807 tabte vi vores stolte verdensflåde til Englænderne, i 1813 gik staten bankerot og i 1814 tabte vi Norge til Sverige. Opløsningen af tvillingeriget Danmark-Norge medførte at Danmark nu heller ikke længere havde let adgang til råstoffer fra Norge.

Hvorledes reagerede nu det lille Danmark der var tilbage på denne "udfordring"?

Problemet blev tacklet på to tilsyneladende uforenelige måder:

1) Udvikling af moderne teknik og nye industrielle produktionsformer

2) Opkomsten af en romantisk "nyreligiøs" kultur med rødder i græsk filosofi og middelaldermystik
 

Moderne teknik og nye industrielle produktionsformer

DAMP PÅ DANMARK
Danmark fik sin første dampmaskine allerede i 1795. Den gik imidlertid i stå efter syv år på grund af manglende vedligeholdelse. Imens kørte dampkedlerne  på fuldt tryk ude i det store Europa. 
Men i begyndelsen af 1800-tallet lærte "nød nøgen kvinde at spinde". Katastroferne tvang Danskerne til nytænkning og anvendelse af ny teknik.  
Fra 1820´erne begyndte flere danske fabrikanter at anvende dampkraft i deres produktion.

Danmark var hastigt på vej ind i en tid med gennemgribende samfundsmæssige forandringer i et hidtil
uset tempo.

Transportnettet udvikles med stormskridt
Dampkraften kom også til at spille en rolle i den gennemgribende udvikling af transportnettet som fandt sted i samme periode. Dampskibe krydsede for første gang Storebælt i 1828 og der blev oprettet en damprute mellem København og Holsten. Den efter vore dages målestok klodsede og uproduktive dampmaskine var også forudsætningen for det jernbanenet der afløste hestevognen som den tids hovedtransportmiddel.
 
Landboreformer og opkomsten af den velhavende danske gårdmandsstand
Danmark skulle dog i mange år fremover stadig være et landbrugsland.  Den nye teknik og de nye produktionsformer blev kreativt taget i anvendelse af bønderne. De gamle landbrugsredskaber og forældede produktionsmåder blev udskiftede.

Først og fremmest N. F. S Grundtvig "opdagede" denne nye gårdmandsstand. Han blev en totemfigur i udformningen af selvejerbondens nye kultur. Højskolebevægelsen og det tilhørende begreb "folkeoplysning" har sine historiske rødder her.

Den dynamiske romantik - en generel beskrivelse

FØLELSE OG INTUITION mod 1700-tallets fornuftsideal
Romantikken var en kunstnerisk bevægelse i Europa med udgangspunkt i Tyskland  i første halvdel af 1800- tallet. Den understregede fantasiens - intuitionens  - anelsens og følelsernes forret 
i reaktion mod  1700-tallets fornuftsdyrkelse.   
 
UNG TYSK UNIVERSALFILOSOFI bliver til danske guldhorn
En enkelt ekstatisk samtale i 1802 (på 16 timer!) mellem den filosofistuderende Heinrich Steffens og den unge digter, Adam Oehlenschläger, førte gnisten der skulle tænde et bål i Danmark. Steffens var lige kommet hjem fra en dannelsesrejse i Tyskland hvor han var blevet optændt af samtaler med de førende tyske romantikere, herunder især Schelling.
Efter samtalen med fætteren Steffens gik Oehlenschläger hjem og skrev på ganske kort tid Danmarks mest berømte romantiske digt Guldhornene.

I mange litteraturhistorier reduceres den danske romantik til en reaktionær virkelighedsflugt:

    Oplevelsen af økonomisk og moralsk opløsning er altså den konkrete baggrund for den
  nationalromantiske digtning. Angsten for nutidens uoverskuelighed resulterede i en flugt til en
    storslået fortid eller til en drøm om et fremtidigt tusindsårsrige. (s.78 Fra Runer til graffiti)

Men den romantiske kultur, især i 1800-tallets begyndelse, demonstrerede også en bemærkelsesværdig og i vidt omfang undervurderet evne til kreativ nytænkning!

DEN GENIALE ENER - en forløber for vore dages individualisme
I romantikken blev det muligt, uanset om man havde adeligt blåt blod i årerne eller ej, gennem kunsten i et nu at hæve sig over mængden og den sociale arv. Arketypen den guddommelige ener blev født i den romantiske periode. Den geniale ener kunne fortage klassespringet fra fattigdom til rigdom og laurbær.
H. C. Andersen er nok det mest kendte eksempel på dette fænomen, men også bl.a. Louise Heiberg kom fra lave sociale kår.

Den romantiske kunstner tiltog sig en "guddommelig" ret til at skabe nye kunstværker og kunstformer på tværs af normer og gamle traditionelle mønstre.

Dynamisk kreativitet
Derigennem blev den romantiske kunstner også en aktiv fødselshjælper for periodens gennemgribende teknologiske og produktionsmæssige omstillinger.
Digterne, malerne, komponisterne og billedhuggerne blev periodens fakkelbærere og fællessymboler for alle de der turde nytænke og realisere et mere moderne Danmark. Se også Form under Højromantikken.

Kunsten som skjult bærer af dristige politiske holdninger - poesi som politisk stedfortræder
Frem for alt var det højromantikkens kunstnerne der havde det profetiske mod til at gøre op med de statisk antikverede og enevældige tankesystemer.
Fra 1770 1799 havde Danmark under den liberalt sindede kongelige stedfortræder, Struense, haft en meget fri presselov.
Men i 1799, under indtryk af de truende borgerlige revolutioner ude i Europa, skærpedes censurbestemmelserne i den danske presselov.
Eftersom direkte politiske ytringer nu var forbudte, måtte de nye politiske tanker finde andre
måder at udtrykke sig på.
Kunsten blev dette indirekte politiske talerør.
Kunsten blev en lille, men vigtig murbrækker der aktivt kunne bidrage til at bane vejen for nødvendige forandringer i samfundet.

Rebelsk "nyreligiøsitet" & begejstring for videnskabens landvindinger
De romantiske kunstnere indeholdt også en dynamisk cocktail blandet af lige dele rebelsk universalreligiøsitet og interesse for de naturvidenskabelige landvindinger og teknologiske fremskidt.

Især H.C. Andersen var en begejstret tilhænger af moderne teknologi. Her er et citat fra en beskrivelse af en togrejse i Tyskland:

  Vor magiske hest spænder vi for vognen, og rummet forsvinder; vi flyver som skyerne i storm,
  som trækfuglene flyver.

Denne eventyrlige beskrivelse leder tankerne hen på en flyrejse. Selv det at det skulle blive muligt for mennesket at flyve har H.C. Andersen forudset i sit visionære eventyr: Om Årtusinder.
Men at der kun ville gå mindre end 100 år før det første menneske lettede fra jorden i et fly havde selv ikke H.C.A. evnet at forestille sig!  Virkeligheden overhalede selv den romantiske fantasi.

ÅNDEN I NATUREN - digterens og videnskabsmandens fælles projekt
Hvordan kunne det nu lade sig gøre både at være skeptisk over for fornuften og samtidig være tilhænger af videnskaben?
Selvom denne kabale vistnok aldrig går helt op, vil et svar være at både 1800-tallets kunstner og  forsker i videnskabens stræben så et guddommeligt projekt.
De kræfter som videnskaben søgte at kortlægge var grundliggende åndelige fænomener. 

Heroverfor havde de fornuftsdyrkende oplysningsfilosoffer i 1700-tallet søgt at adskille fornuft og følelse - videnskab og Gud.    

Ånden i naturen var den "Hellige Gral" for både kunstneren og videnskabsmanden i den romantiske periode.

Intetsteds kommer denne vistnok særligt danske romantik tydeligere til udtryk end i H. C. Andersens eventyr, Klokken.   Det er de to H.C.´er der i skøn forening finder eventyrets guddommelige klokke - nemlig fysikeren H.C. Ørsted og digteren H.C. Andersen. De beundrede hinanden og udforskede hver på sin måde det dynamisk nye og ukendte: en tilsyneladende universel kraft som bandt alle fænomener sammen.

RELIGIØSE FORESTILLINGER
Højromantikken blev i begyndelsen via den tyske inspireret af den græske mytologi og middelalderens mystik.

Organismetanken
Med inspiration fra den tyske naturfilosof Schelling ses alle fænomener som udsprunget af Den Universelle Ånd. Derfor forsøger de samme kræfter gennem en form for åndelig evolution at hæve sig tilbage mod deres guddommelige ophav:

Den universelle ånd, der slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret,
 bliver sig bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren.
(F. Schelling)

Den tankegang at den guddommelige universelle bevidsthed styrer udviklingen fra sten til engel/kunstner/visionær, er en grundsten i  Organismetanken. Ofte finder vi i de romantiske digte hentydninger til at alt hænger sammen i en bagvedliggende enhed, en organisme. Den religiøsitet vi finder i organismetanken er endvidere dynamisk i modsætning til den officielle statskirkes statiske syn.

Jvf. Guldhornene, hvor en sagte torden dundrer i samme øjeblik guldhornene opdages.

Jvf.  digtet Simon Peder : Alt eet Sprog kun maler, taler  (str. 7)

Organismetankegangen har i vore dage en interessant parallel i forskningsarbejdet i CERN, hvor videnskabsmænd fra hele verden netop i disse dage arbejder på at finde en "simpel" enhedsteori for alle kvantepartikler.
Forskerne på CERN opfandt i øvrigt WWW - world wide web - den digitale organisme der i dag forbinder hele verden.

NYPLATONISME & PLATONISME
Via den tyske romantiks digtere og filosoffer fik Platons lære en renæssance omkring 1800.
Især den universalromantiske digter Schack Staffeldt var påvirket af tyske nyplatonisme. Men også hos Oehlenschläger finder vi platonistisk tankegods. 

Dualisme
Den græske filosof og elev af Sokrates, Platon, forstiller sig en dualistisk opdeling af tilværelsen i to poler.
Der er i virkeligheden to verdener:  
                                                             
                                 ideernes verden - den højere åndelige verden
                                                         og
                                fænomenernes verden - den materielle verden

Alt eksisterer på forhånd i ideernes verden, men den er skjult for det blotte øjes erkendelse i den uperfekte materielle verden. Men mennesket - i nyplatonismens forståelsesramme især kunstneren - kan med sin sjæl kommunikere med ideernes verden.  Kunst, men for den sags skyld også matematik, skabes ikke - den opdages af  den beåndede person der kan indstille sin "radiomodtager" til at op-fange det i ideernes verden allerede eksisterende kunstværk eller den allerede eksisterende matematiske ligning.

Den materielle verden - fænomenernes verden - er en uperfekt afglans af ideernes verden.
Kun kunstneren kan i  nyplatonismens regi  overskride barrieren mellem de to verdener.

Monisme
Ind imellem lykkes det at forene de to poler. Dette kaldes for monisme.
Denne forening er som regel kun af en flygtig karakter ligesom i Guldhornene, hvor selve de af digteren guddommeliggjorte guldhorn kun er i stand til at være på jorden i kort tid.

Den monistiske forening eksisterer også  i det sunde, glade, (forelskede) unge menneske eller geniale individ og endelig  i selve kunstværket. 

Eros
Denne stræben efter at nå tilbage til idealtilstanden sker via menneskets kærlighedslængsel, via menneskets eros.

Agape
Agape er et oldgræsk ord. Det betyder "guddommelig kærlighed". 

RELIGIØSE FORESTILLINGER
Højromantikken var Inspireret af den græske mytologi og middelalderens mystik.

PANTEISMEN
panteisme   (pan= allestedsnærværende  theos =gud)
Gud / det Guddommelige i Naturen - det Guddommelige findes i (bag) alt.
Tilværelsen er gennemsyret af det guddommelige selv om det almindelige menneske til daglig er blindt. Opfattelsen er at der i naturen og  mennesket, i filosofien og videnskaben, i historien og kunsten gør sig en guddommelig kraft gældende.

Intuitionen - fornemmelsen - den sjette sans: en guddommelig radar
Denne kraft kan ikke i sin helhed fattes med forstanden, men må først og fremmest føles. Denne oversanselige intuition eller sjette bliver ofte i de romantiske digte betegnet med ordet: Anelse
 
De guddommelige muser - inspiration fra oven
Præcis som i Staffeldts digt Indvielsen bliver kunstnerens anelse ofte "tændt" af en kvindelig energi. Denne platonisk-erotiske inspirationskilde betegnes som en muse. I følge den græske mytologi findes der 9 muser. Disse smukke døtre af guden Zeus besjæler den lidenskabelige kunstner og giver ham inspiration til at "opdage" sit kunstværk.

Fra græske guder til barske danske vikinger
I den universalromantiske periode var den gyldne fortid identisk med den græske oldtid og den europæiske middelalder.

Men med nationalromantikken blev den græske mytologi udskiftet med den nordiske mytologi:

                     I gamle hensvundne dage! da det strålede i Norden" (Guldhornene)

I nationalromantikken finder vi også eksperimenterende sammenblandinger af religioner: græsk mytologi, kristendom, naturreligion, mystik og asatro. Denne sammentænkning er en naturlig konsekvens af organismetanken.

I Guldhornene bliver hornenes offerblodsritual sidestillet med den kristne nadver.
Denne poetiske flirt med asatroen og i øvrigt grænseoverskridende nyreligiøse sammenblanding stod i modsætning til den officielle kristendom.

GULDALDERTANKEN & den gyldne begrebsforvirring
Guldalderen er bredt accepteret som en betegnelse for romantikken i perioden 1800 - 1850.
Dette viser vor tids nostalgiske længsel efter den romantiske periode.
Guldalderbegrebet optræder derfor med to modsatrettede betydninger.
For romantikerne selv oplevede ikke deres egen tid som en guldalder - tværtimod!
De så deres nutid som et fald fra tidligere tiders storhed.
Mere specifikt kan romantikernes egen guldalderforestilling derfor beskrives som periodens egen længsel efter en gloriøs fortid.

Intet er nyt under solen - heller ikke guldaldermyten
Vor egen stolte vikingetid blev altså det nye store område for romantisk nostalgisk gendigtning.
Selvom guldalderforestillingen således blev "nationaliseret" af Oehlenschläger, stammer selve forestillingen fra den tyske romantik. I følgende citat af Schegel kan man let genkende de af Guderne og Oehlenschläger udvalgte findere af Guldhornene:   

At have GENI er menneskets naturlige tilstand. Sund måtte han komme af naturens hånd, og da kærlighed er for kvinderne hvad geni er for manden, så må vi tænke os guldalderen som den tid da kærlighed og geni var almindelige.    (Fr. Schegel,  1772 -1829)

Forestillingen om et fald fra en gylden fortid lånte tyskerne fra den græske filosofi. Grækerne har videre hentet guldaldertanken fra det gamle Indiens forstillinger om Kali-Yug. Biblens syndefaldsmyte kan også spores tilbage til samme den samme kilde. Kali-Yug er hos den mytiske vismand Manu den onde nu-tidsalder der igen i fremtiden skal afløses af fortidens idealtilstand. Kali-Yug myten peger her mod  fortiden, men også mod fremtiden der med længsel ses som forløsningstiden. Kun nutiden er ikke god nok!

Guldalderforestillingens statiske tilbagesyn og dynamiske fremsyn
Guldaldertanken indeholder således allerede i sit allerældste udspring også en dynamisk fremtidsvision.
Interessant er det at se hvorledes den overlever helt op til den danske guldalder:
           
                 "Den straalende Top, hvorfra vi er siunken og atter skal op"
                                                                                               (Oehlensch.)


 

ROMANTIKKENS PERIODER

Højromantik 1800 - 1830        

Det ekstatiske -  det ungdommelige
Kunstneren søgte her i begyndelsen af den romantiske periode den ekstreme livsudfoldelse/oplevelse. Selv om den geniale engelske poet William Blake ikke direkte har påvirket den danske højromantik, beskriver følgende citat perioden ganske godt.  

                  The Road of excess leads to the Palace of Wisdom. (W.Blake)

Sturm und Drang - En tysk Prometeus
Rent faktisk var det tyskerne, i verdens måske første ungdomsoprør, der tændte den romantiske ild. Sturm und Drang  hed denne korte periode (1769-86) , og den skabtes ud af en gruppe unge radikale digteres stormangreb på oplysningstidens foruftsdyrkelse. Dyrkelsen af eneren og geniet blev født, og den nye helt i litteraturen blev den stærke, sunde, umiddelbare, kompromisløse, ærlige, ædle og følelsesmæssigt grænseoverskridende unge mand.  Han fejede rokokoens ideal, den forfinede adelsmand, af banen.
 
Litterære  eksempler er bl.a. Goethes: Den unge Werthers lidelser. (1774)  Den unge Werther begår selvmord p.g.a. ulykkelig kærlighed, og flere unge læsere i Tyskland følger Werthers tragiske eksempel. 
Som hos grungerockens totemfigur Kurt Cobain slår den ekstreme og ungdommeligt ukontrollable livsfølelse over i selvdestruktion. 

Den ungdommelige pendulfart mellem ekstase og nedtur kan også ses i Schack Staffeldts digt Indvielsen.
 
Form
Højromantikken blev i forlængelse heraf til et opgør med klassicismens/oplysningstidens strenge regler for digtekunsten. Man troede nu ikke længere på eviggyldige statiske normer for kunsten. Kunstneren blev til et originalt skabende geni, der selv skabte sine normer. Derfor havde han "lov til" at sammenblande genrer som han fandt det for godt.
Han tog f.eks. nye ikke-klassiske genrer op, f.eks. folkeviser og gammelnordiske digtformer.

I dramaet blev den "uklassiske" Sheakespeare et forbillede med sin blanding af virkelighed og fantasi, af høj og lav stil, tragik og komik og mere sideordnede handlingsforløb.

Digtet  Simon Peder er et tydeligt eksempel på Oehlenschlägers digteriske formoprør idet lyrik og filosofisk prosa sammenblandes.

Stil
Stilen er den Idealiserende, fordi det er den ideelle mennesketype, der skildres - ikke den individuelle.

Stof
Nordisk Oldtid, Middelalderen, det fjerne østen

Genrer
Lyrik og drama 

1: Universalromantikken 1800-1807

2: Nationalromantikken 1803-1830 &  (48 -75)
 

Universalromantikken 1800-1807 
Staffeldt er nok den eneste repræsentant for en rendyrket universalromantik i Danmark. Hans bånd til Tyskland og manglende perfekte mundtlige beherskelse af det danske sprog kom imidlertid på tværs af tidens begyndende nationale orientering. Oehlenschläger løb med laurbærrene og Staffeldt fik aldrig den anerkendelse han længtes efter. Ikke desto mindre var Staffeldt en fremragende digter.
Det der gør Staffeldts digtning interessant er at hans filosofiske forståelse mødes og smelter sammen med hans egne oplevelser og erfaringer.
I digtet Indvielsen fortæller han om sin egen oplevelse af en solnedgang ved havet. Staffeldt får pludselig og uventet en mystikerpræget oplevelse af enhed med alt(et).  Denne for ham voldsomme og spontane oplevelse sættets i digtet ind i en platonistisk begrebsramme.

Kunstnerens digteriske udtryk er "universelt" : en universel - ofte mystikerpræget- religiøsitet i parløb med den græske platonisme har erstattet kristendommen. Jvf. Staffeldts Indvielsen - hvor den unge digter taler med "Ånder" í modsætning til Oehlenschlägers mere kristeligt orienterede Simon Peder
Der er heller ikke elementer af vor nationale fortid i lyrikken. 

Flere tyske romantikere er inspireret af middelalderens mystik.

Universalromantikken henter digterisk inspiration fra den græske mytologi.

Nationalromantikken 1803-1830 & (48-75)
Nationalromantikken kan som før nævnt ses i forlængelse af de økonomiske-historiske forhold: Efter 1700-tallets økonomiske blomstring, får vi nedadgående konjunkturer under Napoleonskrigene.

Dette inspirerer den romantiske kunstner til at søge tilbage til den fjerne gloriøse NATIONALE fortid. Kunstneren føler det som sin opgave at hæve nutiden op i den strålende fortids plan ved at digte om denne. Oehlenschläger: At digte om: "den strålende top, hvorfra vi er siunken og atter skal op."

Digteren føler det som sin opgave at fremtrylle den guddommelige højere verden, som han gennem sin fantasi kan ane bag det dagligdags og prosaiske. Han digter om det guddommelige i naturen (Panteisme.)

Nationalromantikken henter digterisk inspiration fra den nordiske mytologi.

Poetisk realisme & Biedermeier 1825-1845 & op til den brølende kronhjort

Kunstneren nærmer sig virkeligheden og nutiden - men altid iført poesiens fløjshandsker
Begrebet Poetisk realisme har en dobbeltbetydning.
Dels er det en periodebetegnelse, dels dækker det mere generelt et kunstnerisk behov for at skildre virkeligheden smukkere end den egentlig er.

Lokalkolorit
Typiske detaljer, der gør miljøskildringen realistisk, modsat højromantikkens abstrakte rum.

Flere genrer inddrages
Den poetiske realisme inddrager nu i et større omfang novellen og romanen som genreformer. Højromantikkens foretrukne genre var lyrikken.

En altid dybblå himmel med cumulusskyer og skønne møer med poetisk mascara
Den poetiske realisme vidner først og fremmest om kunstnerens længsel efter at udtrykke det gode, det sande og det skønne. For netop derigennem afslørede den bagvedliggende organismeenhed sig.
Guldalderkunstens mål blev derfor at skildre himlen lidt mere blå, træerne lidt mere grønne, mændene som naturlige unge kraftkarle og kvinderne som evige skønhedsåbenbaringer.

Et tidligt eksempel på denne tendens kan ses i Guldhornenes fremstilling af den af guderne udvalgte bondepige. Det har ved gud ikke været en dans på roser at være Kirsten Svensdatter i 1639. Men under Oehlenschlägers pen forvandles hun til noget der leder tanken hen på Disneys version af Bambi på isen. (Stofe 7)


Kunstneren som fødselshjælper for publikums erkendelse af den åndelige enhed
Gennem guldalderbilledets ideale skønhed og poesiens besyngelse af et evigt forår i den danske natur blev det muligt for betragteren af kunstværket at de den guddommelig ånds tilstedeværelse i naturen og "det naturlige".
Kunstneren var således en formidler, en pædagogisk forkynder, der stod som et talerør mellem den universelle harmoni og et publikum der ikke kunne "se lyset" uden kunsten og kunstneren som fødselshjælper.  Ud fra en platonistisk vinkel kan man sige at Idealverdenen så at sige males/digtes ind i virkelighedens verden.

Den poetiske realismes hyggelige slagside: biedermeierkulturen
Men hvornår bliver den poetiske realismes trang til at udtrykke det gode, det sande og det skønne til tryghedsnarkomani og flugt fra livets grimme skyggesider?   Grænsen er flydende.
 
Sociale og politiske problemer fortrænges
I Christian Winthers digt Hans og Grethe træder herremanden ind som den frelsende engel i slutningen af digtet.  (In deus ex machina: en udefra kommende guddommelig frelsende kraft)
Herremænd har som datidens enevældige herskere i deres landområde bestemt ikke været hellige mænd. Sociale og politiske problemer blev med andre ord lette ofre når virkeligheden blev filtreret gennem poesiens filter.
Når fattigdommen endelig skildres, bliver den idealiseret, så den ses som en dyd hos det fattige men moralsk oprigtige og hårdtarbejdende menneske. Eller også arrangeres den som f. eks. i Peters Jul, så den kan vise mere velhavende personers næstekærlighed og godgørenhed. Fattigdommen skildres således kun ud fra enkelttilfælde og med en heldig lykkelig slutning der kun gælder for Peter, men ikke indeholder noget svar på fattigdommens problem som sådan.
 
Negative eller ekstreme følelsestilstande fortrænges eller glattes ud.
Voldsomme følelsesudbrud findes ikke i den poetiske realismes vokabularium.
På samme måde undgås en umaskeret berøring af eksistensens uløselige problemer, som f. eks den angst der kan opstå når mennesket ser, at det er et dødeligt væsen.
Et digt som Aarestrups, Angst, ville være utænkeligt i denne sammenhæng. 
 
Biedermeier - embedsborgeren & den ny intimsfærehygge
Den poetiske realismes publikum er det man lidt ondt har kaldt Biedermeierborgeren. Biedermeierborgeren er spidsborgeren, embedsborgeren, hvor orden og tryghed går forud for modig erkendelse og farlige synspunkter. Biedermeierkulturens centrum er hjemmet - intimsfæren. Når døren til stuen lukkes er den som en borgport ud mod verdens kaos. Her bør selv døden banke pænt på først.
Biedermeierkulturen undgår ekstremer af en hver art - familiefreden skal bevares.
Verdensåndens højromantiske vingesus er blevet stækket og tilpasset til de unge frøkeners klaverøvelser og digtoplæsninger foran kaminen i embedsborgerens hjem.

Intimsfæren 
Intimsfæren, som totalt adskilt fra socialssfæren, er en ny konstruktion skabt af den industrielle revolution. Borgerens hjem bliver nu det sted hvor man trækker sig tilbage i sin fri tid: fritiden opfindes som modpol til til arbejdstiden. I fritiden hviler manden ud og lader op, så han med fornyet styrke kan gå på arbejde i  Socialsfæren.  Socialsfæren og Intimsfæren bliver i løbet af 1800-tallet i de større byer til stærkt adskilte zoner. (Læs mere om denne sfæreopdeling af samfundet her.)

I intimsfærens private rum kan man være "natur-lig", den eneste dør der står på klem er den ud til den lille haves arrangerede naturlighed.
Intimsfæren er hjemmets og familiens private helle. Her opdrages børn natur-ligt, her kan man drøfte livets mening, udveksle intimitet, studere kunst, spille musik, være selskabelig..osv.

En ny kvindekønsrolle: idealkvinden som kanariefugl i intimsfæreburet
Kvinden er i borgerhjemmets frisat for alt arbejde ud over børnepasning.
Men hun er samtidig i fare for som i Chr. Winters digt Min Skat at blive til en pyntegenstand i intimsfæren.

Dannelsesbegrebet
Gennem alle disse aktiviteter gennemgår det enkelte individ en dannelse. Dannelse er det mere forfinede og humane sidestykke til ud-dannelse. Dannelse kan ikke opnås på skolebænken alene, men skabes i intimsfærens naturlige rum.  
Hvor drenge både fik dannelse og uddannelse, måtte de unge piger ofte hente deres uddannelse udelukkende gennem dannelse. Pigens dannelsesproces skete i intimsfæren og hørte som regel op når hun blev gift. Dannelsesprocesssen var på en måde hendes træning i at blive den ideelle kulturelle vært og inspirerende kulturelle muse, når der var fest eller selskabelige arrangementer. Gennem sit dannelsesniveau spejlede fruen i huset sin mands plads på den sociale rangstige.

Dannelsen er også borgerens måde at (re)-præsentere sig på i de offentlige rum. Før borgeren fik sit
eget dannelsesideal, kopierede han fødselsadelens aparte og forfinede hofadfærd.

Dannelsesrejser
Mænds dannelse skabtes også i intimsfæren, men også gennem de såkaldte dannelsesrejser. Det var i 1700-1800 tallet normalt at en håndværker blev fuldt udlært inden for sit fag ved at besøge forskellige håndværksmestre rundt omkring i Europa. Denne ud-dannelsesmodel blev overtaget af de romantiske kunstnere og filosoffer. 
Netop Steffens har været på en sådan dannelsesrejse lige før han inspirerede Oehlenschläger. 

Den klassiske dannelsesroman
Dannelsesromanen er en treleddet romanform der kan opdeles i følgende faser:

                                                        Hjem - hjemløs - hjem

Den vægtigste (1500 sider!) danske dannelsesroman er romanen Hjemløs (1853-57) der med inspiration fra Goethe er skrevet af  Meir Aron Goldschmidt. Hovedpersonen, Otto Krøyer, gennemgår i romanens tre faser  hjem - hjemløs - hjem en dannelsesproces.

I det klassiske dannelsesforløb modnes individet af den modgang det kommer ud for.
Det kan fremstilles skematisk på følgende måde:
 

HJEM	HJEMLØS	HJEM
Barndommen	Ungdommen	Manddommen
Det naturlige intimsfære-individ	krise	Det "dannede" individ
Hovedpersonen vokser op i intimsfærens beskyttende og paradislignende naturlighed.	Hovedpersonen bliver som voksen konfronteret med den kaotiske verden uden for intimsfærens beskyttende vægge. Han fortager en dannelsesrejse hvor han bliver  bliver konfronteret med både indre og ydre dæmoner.	Hovedpersonen er gennem sine klogt overvundne kriser blevet til et voksent og dannet menneske. Han er nu i stand til selv at stifte sin egen familie.

Denne optimistiske tro på menneskets individuelle og sjælelige udvikling kan også ses i den wienerklassiske klassiske musiks måske vigtigste form, sonatesatsformen:
 

HJEM	HJEMLØS	HJEM
Ekspositionsdel	Gennemføringsdel	Reprise
To temaer introduceres efter fastlagte regler i et ordnet musikalsk univers.	Der eksperimenters med temaerne fra ekspositionsdelen. De gennemgår en musikalsk rejse i forskellige tonearter.	Ekspositionsdelen gentages. Gennemføringsdelens kaos er igen erstattet af orden.

Biedermeierkulturens toneangivende totemfigur - Johan Ludvig Heiberg
Johan Ludvig Heiberg og  var i perioden 1825 - 1850 en absolut enevældig hersker over det danske kulturliv. Sin filosofiske inspiration fandt Heiberg først og fremmest i den tyske filosof Hegels dialektik.

Sammen med den kreds af kunstnere og borgere han samlede omkring sig blev højromantikkens ideal om det det gode, det sande og det skønne overført og brugt som målestok i udformningen af den danske velstandsborgers hverdagsliv.

Hverdagslivet som kunstværk - biedermeiertidens Feng Shui
Alt lige fra ægteskab og børneopdragelse til boligindretning blev genstand for Heibergkredsens ideale længsel efter den guddommelige harmoni. På en måde kan man sige at det nye hos Heiberg var at han overførte den højromantiske forestilling om det unikke kunstværk, som en perfekt manifestation i den uperfekte fænomenverden, til også at gælde indretningen af hverdagslivet:

Heiberg skriver at de som ikke har forstået det skønne i hverdagslivet ikke har sans for kunst og poesi, hvor det samme fremtræder i højere former;-  thi det er det samme skønne, der går igennem alt, men man har ikke opfattet det i det daglige liv, så vil man endnu mindre forstå det i den æstetiske (kunstens) verden.(Heiberg om boligindretning)

Således kom især intimsfærens område i Heibergs "guddommelige" søgelys. Hvor det perfekte kunstværk for en Oehlenschläger var de af guderne sendte Guldhorn, kunne det perfekte kunstværk for Heiberg også findes i den måde man indrettede sit hjem på eller den måde man talte til sin kone på.

Første scene af Heibergs skuespil Aprilsnarrene eller Intriguen i skolen (1826) handler udelukkende om boligindretning:

CONSTANCE
Tante, hvorfor skal Bænkene ud af Stuen?

FRUEN
Jo; thi her skal de Fremmede forsamle sig, fordi dette
Værelse er nærmest ved Forstuen. I den store Sal
skal Bænkene stilles op i Rækker, for at de Fremmede
kan sidde på dem og høre på Concerten. Når den
er ude, så går de Fremmede herind, og vente så
længe, til vi har fået dækket Bord i Salen, og dertil
bruge vi også Bænkene.

Husets frue, fru Bittermandel, er genstand for Heibergs satiriske pen fordi hun ikke forstår sig på
at arrangere en fest i overensstemmelse med den højere harmoni. Hun er u-dannet.
Lidt senere i stykket har det borgerlige publikum sikkert leet højt over den fine fru Zierlich
der ikke er (ud)dannet  i blomsterindretningens guddommelige kunstart:

CONSTANCE
Jo, for han har sådanne smukke Mimoser.

ZIERLICH
Moser?

CONSTANCE
Mimoser. Således hedder denne Plante.

ZIERLICH
Den der? Jeg troede, det var et simpelt Græs.

CONSTANCE
O ingenlunde! Seer De,
når jeg rører den med min Finger,
så trækker den sine Blade sammen.
Det er en Blomst, som har Følelse.

ZIERLICH
Ja så? Og derover blev De så forskrækket?

CONSTANCE
O nei! det var ikke Skræk, det var Glæde.
Det er min Yndlingsblomst, skal De vide.

ZIERLICH
Nå, den følende Blomst er Deres Yndling? Ha ha ha!

CONSTANCE
Undskyld, jeg går et Øieblik ind i mit Kammer,
for at sætte de smukke Blomster i Vand.

Stykkets Constance er datidens kvindeideal. Hun er den intuitive og forfinede romantiske kvinde, så følsom at hun selv er i stand til at kommunikere med blomster. Denne kvinde forstår at indrette et hjem så det bliver til et åndeligt kunstværk. Hun vil helt sikkert blive godt gift.

Godt gift blev Heiberg i øvrigt selv med  Johanne Louise Heiberg - arketypen på den romantiske idealkvinde.


Kritik af biedermeierkulturen bagside
Faktisk findes de bedste kritiske beskrivelser af biedermeierkulturens spidsborgerlige hygge og tragiske (kvinde)skæbner i den efterfølgende periode, naturalismen 1870-90. Den verdensberømte impressionist, Herman Bang, skildrer de stille eksistenser. Det blev til medfølende portrætter af kvinder der enten aldrig blev gift, men stille måtte hensygne som peberjomfruer - Den sidste balkjole.
Men det kunne også være skildringer af ulykkelige kvinder der resignerede i ægteskaber uden kærlighed fra deres ufølsomme bordelglade mænd - Ved vejen.
 
Ude eller hjemme
Også den naturalistiske digter Holger Drachmann har en spids pen når det gælder skildringen biedermeierhyggen:

Hjemme var der saa lunt og godt,
Themaskinen snurred sin Vise;
Der læstes højt baade stort og smaat
I det sidste Arkiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Them'er (temaer) ,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.

(Ude og hjemme)
 

Men faktisk begyndte kritikken af biedermeieridyllen allerede i den efterfølgende periode: romantismen

 

Romantisme 1830 - 1850

Fra 1830`erne. Historisk baggrund: revolutioner i Europa 1830 og 1848.
Enevælden er ved at opløses og demokratiske ideer trænger nu for alvor frem: De rådgivende stænderforsamlinger i 1834. Junigrundloven 1848.

Det falder denne generation af kunstnere og poeter sværere at forsone idé og virkelighed.
Det er det tvetydiges og de splittede personligheders tid. 
Interessen rettes mod selve den kunstneriske form.
 
Angsten træder ind i stedet for troen på vores ekstatiske rejse mod gudemennesket:
Emil Aarestrups digt "Angst"  
og Kierkegaards beskrivelse af digteren i "Enten - Eller"
 
Det dæmoniske i mennesket (Jvf. skyggen) opdages bl.a.  i "Paa Sneen."
Interessen for kødelig erotik erstatter platonisk kærlighed: "Paa Sneen."
 
Ironi
især kritisk rettet mod Biedermeier-idyl - bliver almindeligt.
Det kan vi bl.a. se i H.C.Andersens "Klokken" hvor biedermeierborgerskabets længsel efter den guddommelige klokke bliver tilfredsstillet af wienerbrød.
 
H.C.Andersens: "Hist hvor vejen slår en bugt", hvor sidste verselinie i 1.strofe siger:",solen synker og så vidre".  (underforstået: fri mig for mere poetisk sludder)

Digteren opfatter ikke længere sig selv som guddommelig.
Idealerne, visionerne om det guddommeliges betydning har lidt nederlag. Skuffelsen træder i stedet. Men skuffelsen indeholder også en begrædelse over de skønne tabte idealer. Jvf. E. Aarestrups "Drømmeverdnen"
 
Kunstnerne kritiserer borgerskabet.
Skrækromantik
 

Kritisk Idealisme 1845-1855

Kunstnerne kritiserer borgerskabet og kirken.
Især Søren Kierkegaard forstår at svinge pisken.
 

Nationalromantisk Epigondigtning 1848 -1864 (75)

DEMOKRATI & NATIONALFØLELSE

Nationalfølelsen fødes - Folkesjæl i stedet for kongemagt
Hos de fleste  europæiske befolkninger skete der op mod midten af århundredet et radikalt  identitetsskifte.
Der er en stor forskel i indholdet af den troskabsed der synges allerede i første verselinie i de to danske nationalsange af samme navn:

                                   Kong Kristian stod ved højen mast   (Ewald 1778)
                                                    og
                                        Der er et yndigt land   (Oehlenschläger 1819)

I den første nationalsang er den enevældige Konge det maskulint falliske omdrejningspunkt. I den efterfølgende er det det feminint beskrevne sjællandske landskab der står i centrum.  

Følelsen af troskab flyttede sig fra den svækkede kongemagt til folket selv og det land de levede i.
Folkesjælen, som den tyske digterfilosof Fichte kaldte det, betød at fællesskabsfølelsen fik sit centrum i folket, det fælles sprog, den fælles kultur og den fælles historie.
Forståelsen og oplevelsen af "det nationale" som vi svagt kender det i dag, havde sit udgangspunkt her.
De mange Europæiske territorialkrige i begyndelsen af århundredet pustede folkesjælenes nationale sejl op. For Danmarks vedkommende var nederlagene til England og tabet af Norge afgørende.

Enevælden afskaffes 1849
I 1849 blev enevælden afskaffet. Under indtryk af de blodige begivenheder i især Frankrig skulle der ikke megen overtalelse til fra de Nationalliberales side før Kongen frivilligt gav afkald på sin magt. Demokratiet blev indført med fløjlshandsker og den demokratiske nationalsjæl var nu Danmarks nye samlingspunkt.

Overalt i Europa samledes sindene under nationale flag: fælles historie - fælles land - fælles sprog - fælles kultur.
Det arealmæssigt lille Danmark stod i fare for at blive yderligere reduceret idet hertugdømmet Slesvig-Holsten også blev opflammet af den nationale lemmingmarch. I 1848 krævede hertugdømmet national selvstændighed hvilket udløste en krig mod Danmark der varede tre år. Oprøret blev slået ned akkompagneret af stadigt højere dansknationale toner. Danmark var på druk i nationaldragter. Søren Mørch ikke national for den menige mand, der var roehakker og.
Der blev her god (gen)brug for den nationalromantiske digtning.

Ægte venner kan ej købes for guld - romantik på udsalg i digternes genbrugsbutikker
En epigon er en efterligning. Romantikken var efterhånden ved at blive en gammel og stiv, men krigsgal herre. Kreativitet og dynamik blev erstattet af genbrug af nationalromantiske metaforer og billeder fra periodens begyndelse. 
Det nationalromantiske billed- og metaforsprog var nu i fare for at udvande til klicheer i det nationalt agiterende krigskor. Digtere som Carl Ploug, Carit Etlar og HF Ewald leverede det litterære skyts.

Endnu en nedtur med opvågning til tømmermænd  - krigen i 64 & et glimt op til i dag
I 1864 forsøgte lille Danmark - optændt af sejren treårskrigen mod det endnu mindre Slesvig-Holsten - at indlemme Slesvig i den danske stat. Danmark ville have sin sydlige grænse til at gå ved floden Ejderen. Dette ville det magtfulde Tyskland imidlertid ikke gå med til og med de moderne tyske bagladergeværer mod de gammeldags danske forladergeværer blev den danske grænse lagt ved Kongeåen. Nederlaget kom som et chok for danskerne og den national stolthed og identitet fik et alvorligt knæk. Danmarks nationale identitetsfølelse fortsatte imidlertid grundliggende usvækket og i 1920 fik vi Sønderjylland tilbage ved en demokratisk afstemning. Nationalfølelsen som kollektivt symbol vandede efterhånden ud - især efter 60-ernes højkonjunktur, men har nu igen fået en renæssance med den nye konfliktakse mellem den arabiske verden og den vestlige verden efter 11. Septemberkatastrofen.
 

N.F.S Grundtvig, statskirken & den nye gårdmandsstand

Statskirken som Kongens talerør
I tiden efter reformationen i 1536 og især efter enevældens indførelse i 1660 fungerede de danske kirker som platforme for statsmagtens dekreter. Eftersom Kongen under enevælden var guds repræsentant på jorden var det kun naturligt at anvende statskirkens infrastruktur til at få budskaber hurtigt ud til lokalbefolkningerne. I en tid uden kommunikationsmidler, som f. eks. aviser, radio eller TV, var  prædikestolene effektive talerør der hurtigt kunne få nye budskaber og forordninger ud til lokalsamfundene.

Statskirken som opdragelsesanstalt
En gudsfrygtig (land)befolkning var mere tilbøjelig til at rette sig efter lovforordningerne når de blev serveret af Guds tjenere: At trodse lovene kunne nedkalde både Kongens og Guds vrede!  Hertil kom at præsterne skulle udfærdige skattelister, overvåge sognets fattigvæsen og føre tilsyn med at alt gik rigtig for sig i skolerne. Kirken havde således en betydelig opdragende funktion i de enkelte lokalsamfund.
Denne sharialignende sammenblanding af religion og statsmagt blev imidlertid fra slutningen af 1700-tallet vanskelig at fordøje for en mere og mere selvbevidst bondestand.

Den danske selvejerbonde
I 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Det banede vejen for en langsom overgang fra det gamle landsbyfællesskab til en unik dansk selvejerbondekultur. I 1820´erne begyndte priserne og efterspørgslen på korn igen at stige. Dette gjorde det muligt for den nye danske selvejerbonde gennem flid og opfindsomhed at nå en ny økonomisk selvbevidsthed.

De åndelige vækkelser på kollisionskurs med statskirken
Den nye velhavende bondes frihedstrang kom efterhånden på kollisionskurs med statskirkens religiøse selvforståelse. Hans åndelige selvforståelse kunne ikke længere rummes inden for kirkemurene. Da Kingos gamle salmer per dekret blev udskiftet med en ny salmebog i 1798, reagerede folk ved simpelthen at blive væk fra gudstjenesterne. I stedet begyndte man at følge vækkelsesprædikanter, lægmænd uden formel uddannelse der rejste fra sogn til sogn og med lidenskab gjorde op mod statskirkens eneret på at fortolke Gud. De åndelige vækkelsers budskab var at vejen til Gud fandtes i det enkelte individs hjerte.  Det var heller ikke nødvendigt med præster som mellemmænd i det enkelte menneskes forhold til Gud.  
De nye åndelige bevægelser var således også indirekte politiske protestbevægelser rettet mod kirken og derigennem kongens autoritet. Besynderligt nok var bønderne på samme tid meget kongetro - måske fordi Kongen fra gammel tid ofte havde været deres eneste værn mod urimelige herremænd.

N. S. F. Grundtvig - Menneske først! kristen så  (så=bagefter, i anden række)
Kun en enkelt mand inden for den forstenede statskirkes egne rækker havde mod til at gøre op med statens religiøse fortolkningsmonopol. I 1830´erne begyndte præsten Grundtvig gennem sin utrolige personlige karisma at kæmpe for en mere rummelig kirke. En ny kirkelig frihed skulle i følge Grundtvig være i stand til at rumme både det gamle kirkesyn og et mere moderne. Det lykkedes således Grundtvig at reformere kirken, "rummeliggøre" den, og derved tage noget af "gassen" ud af de mere anarkistiske vækkelsesbevægelser. Grundtvigs kristendom var i modsætning til de pietistiske vækkelsesbevægelsers længsel efter et liv efter døden mere interesseret i at undersøge om der var et liv før døden. Hans kristendomsopfattelse var monistisk i den forstand at han så menneskelivet med alt hvad det indebar som centrum for et religiøst liv. 

I De levendes land forkynder Grundtvig at det er muligt gennem dåben og troen at  leve et himmelsk liv på jorden. I modsætning til salmedigteren Kingos dualistiske drøm om et fjernt paradis
opfordrer Grundtvig os til at komme lidt ned på jorden og se at selve dette menneskeliv kan være
kan være lykkeligt. I De levendes land skriver han:

Sid lavere hos mig, du højbårne Gjæst! (kom ned på jorden)
Det huger (Klæder) dig bedst.

Selv sang og dans, som af de gudelige bevægelser sås som satans værk, var for Grundtvig
vigtige bestanddele i et lykkeligt hverdagsliv.

Joke - hørt af en grundtvigiansk præst: Tante Erna som var stærkt indremissionsk udtalte sig i voldsomme vendinger
mod det stående samleje: det kunne jo udarte sig til dans!

Grundtvig - folkeoplysning og højskolebevægelsen


Grundsvigs frie og jordnære kristendomsopfattelse er, hvad enten man kender Grundtvig eller ej, i dag en integral del af den danske kulturs selvforståelse.

 

DEN ROMANTISKE KUNSTNER
fra guddommeligt klarsyn til tvivl

Kunstnerrollen i de forskellige romantiske perioder

Højromantikken
Kunstneren er et GENI med de særlige gaver: Fantasi og intuition. Han er et SPEJL - en kanal, der modtager den guddommelige inspiration fra oven. Gennem kunstværket giver han inspirationen videre til
en mindre modtagelig modtagergruppe: publikum.

(Jvf Platon Ideernes verden).
"De sjældne få som vor gave forstå" - (Cit Guldhornene)

Kunstneren søger erkendelsen gennem ekstreme erfaringer.
W.Blake: "The road of exaggeration leads to the Palace of wisdom" 
Jfv. de tyske digteres "Sturm und Drang" og Goethes "Den unge Werthers lidelser." Den højromantiske kunstner er ung. Ungdommens vildskab og livskraft præger periodens digte. 

Måske har vi her foreløberne for en egentlig ungdomskultur, som den der kom i 50erne og 60 erne. Parallellerne mellem hippietiden/ungdomsoprøret i 60erne og 18oo-tallets højromantikere er påfaldende: Grænseoverskridende bevidsthedstilstande - kærlighed - lev stærkt, dø ung osv.

Poetisk realisme


Romantisme


Kritisk idealisme


Epigondigtningen

Generelle betragtninger over den romantiske kunstner

DEN FRI KUNSTNER OVER FOR MÆCENATSFORHOLDET

Det feudale mæcenatsforhold
Før den romantiske periode var kunstneren "ansat" af en fyrste, en konge, eller af kirken. Dette kaldes for et mæcenatsforhold.
En mæcen er en "velgører".
Han betaler håndværkskunstneren for at udføre et job.
Et mæcenatsforhold betød reelt at kunstneren var ansat af Fyrsten, kongen eller kirken. Kunstneren var en slags håndværker, og det var hans opgave at hylde den evige, uforanderlige (statiske) verdensorden, der sikrede hans arbejdsgivere magten. Dette betød i praksis at kunstværket - musikstykket, digtet eller maleriet enten direkte eller indirekte glorificerede (hyldede) arbejdsgiveren / mæcenen. Hans opgave var i forlængelse  i kunstnerisk form at legitimere overklassens magt.

I den romantiske periode opstår for første gang for alvor ideen om den fri kunstner. Han handler og tænker frit - følger først og fremmest sin intuition på tværs af magtforholdene, traditionerne og i øvrigt hvad "andre"  mener eller traditionen tænker . 

Den romantiske kunstners krav om "naturlighed" i modsætning til "det kunstige", passede perfekt til ind i borgernes ønske om at handelen skulle være "naturlig". En naturlig handel var for dem den fri handel:
(Adam Smith= laisser faire...liberalisme i modsætning til merkantilisme)
(Frihed, lighed og broderskab i modsætning til enevældens diktatur.)

En fri handel kunne kun foregå uden told og indgreb fra staten.
Staten var på dette tidspunkt "Kongens legeme" = enevældig. Borgerne, som levede af handel og industriel produktion, mente at deres produktionsmåde var "naturlig" i forhold til den gamle FEUDALE landbrugsproduktion, som efter deres mening var stiv og kontrolleret. Også Adelskulturen, som borgerne på Holbergs tid beundrede og kopierede, afvises som unaturlig, i takt med at borgerne kan stå på egne ben. Adelen havde nemlig i sit desperate forsøg på at distancere sig fra de opkommende borgere udviklet "finere og finere" former for adfærd, som borgerne hurtigt kopierede. Resultatet blev et bizart kapløb, hvor det "sidste skrig fra Paris" blev mere og mere absurd: adfærden ved solkongens hof ændredes til sidst fra måned til måned. Hvad der i adelige kredse var "in" i sidste måned, afvises i denne måned som vulgært og primitivt.

Når Jean de France ( fra komedien af samme navn) vender hjem fra Paris, gør Holberg ham til en nar ved at lade ham tage sin jakke omvendt på i den tro, at det nu er moden i Paris. Holberg oplyser altså borgeren om, at han skal være fornuftig i stedet for at jagte de adelige modeskygger.

Romantiske nøglebegreber som det naturlige, det spontane og anelsen kan ses som en reaktion mod den kunstige adelige nattergal. (Jvf eventyret af H.C. Andersen)
Den borgerlige svinedreng (naturligvis en forklædt prins) gider efterhånden ikke længere bejle til den adelige prinsesse.
Hun er for opstyltet og kunstig.

Kunstneren i det borgerlige samfund
I den romantiske periode "aner" kunstneren, at en ny samfundsorden er på vej. Det ny borgerlige samfund er dynamisk, fremadrettet. Denne dynamik opfanges først af kunstnerne. Gamle regler og normer såvel for digtekunst som for samfundslivet i det hele taget, tages ikke længere alvorligt. 
Det gamle feudalsamfund var statisk. Kunstens rolle var her at hylde det evige for derigennem at cementere det uforanderlige i de gamle magtstrukturer.
Når Oehlenschläger digtede Jesu Christi gentagne liv i årstidernes vekslen, var det en dynamisk måde at opleve Jesus på, der i høj grad var nytænkende i forhold til den officielle kirkes statiske Jesusbillede.

(Lyt til Beethoven. Han var borgerlig, revolutionær, genial kunstner. Hans musik vil hele tiden "fremad" - den er dynamisk. Lyt til Bach. Han var den musikalske kulmination på den gamle tid. Hans musik er "evig", statisk. Han blev i øvrigt ikke som Beethoven hyldet som et geni. Han afleverede på bestilling en kantate til hver søndag. Ikke noget med at sidde og vente på den guddommelige inspiration)

Borgerskabet kunne bruge kunstneren i den politiske kamp mod det gamle landbrugssamfund magtstrukturer.
Men dette parforhold mellem borgerne og kunstneren var kun et fornuftsægteskab. Borgerne "fyrede" kunstneren som talerør for deres ideologi i samme øjeblik de havde økonomisk og politisk magt til at klare sig selv. (=Romantisme, kritisk idealisme : kunstneren i opposition til borgerskabet) Kierkegaards bestemmelse af kunstneren i "Enten-Eller" kan ses i lyset heraf. Man kan også anskue det "omvendt" således, at kunstneren efterhånden indså at borgerskabets politiske parole: FRIHED, LIGHED OG BRODERSKAB ikke blev til virkelighed. Således voksede Europas industriproletariat i løbet af det 19.årh. til et omfang, der gjorde selv tidligere tiders landproletariat til skamme. Hvor selv de fattigste fæstebønder havde visse rettigheder i forhold til deres herre og samtidig før reformationen blev beskyttet af den katolske kirkes omfattende "socialforsorg", havde det nye industriproletariat ingen rettigheder overhovedet.
(Børnearbejde, 16 timers arbejdsdag osv.).
 

den guddommelige ener eller den gale særling - kunstneren mellem laurbær og latter
 

Den romantiske opfattelse af naturen og "det naturlige"

I oplysningstiden (1700-tallet) var naturen noget, der skulle bekæmpes og beherskes. Dette gjaldt både menneskets indre natur, der var "ulveagtig" (Th Hobbes: Leviathan) og kun kunne styres af en stærk og snedig hersker (enevælden) og den ydre natur, der blev friseret og underlagt de rette liniers strenge fornuft i barokbyernes arkitektur.
(Dansk oplysningsfilosof og forfatter: Ludvig Holberg)
På sin rejse til Italien var Holberg nødt til at opholde sig i Alpernes vilde og uberørte natur. Han hadede det inderligt og åndede lettet op, da han kom til de store Italienske barokbyer med deres rette linier og orden.
Men den industrielle revolution skabte større og større byer. Og disse store bykulturer skabte længsel efter deres modsætning: naturen. Længslen efter naturen og "det naturlige" begyndte således i slutningen af 1700-tallet. Vore dages naturideal indeholder en forestilling om uberørthed.
Der må helst ikke være spor af den moderne civilisation i vores naturbilleder.
Vi har efterhånden asfalteret det  meste af verden og har set, hvor hurtigt og let mennesket kan forstyrre naturens "egen orden". Det er som om, det moderne menneske kun kan opfatte  sig som en del af en natur som det
samtidig ødelægger.
Sådan var det ikke for de gamle romantikere.Deres naturideal var ofte (dog ikke altid!) den kultiverede natur. Når "Simon Peder" får sin vision af Jesus, (i digtet af Oehlenschläger) så bruger han haveblomster, kulturblomster : tulipaner, roser aurikler, liljer osv. til at beskrive Jesus i naturen.
Ohlenschläger søger tilbage til naturen (Rosseau), men  det er ikke Norges barske fjelde, der lokker.  Det er derimod Dyrehavsbakken, "hvor Ludvig skal skue sin elskede" (Sct Hans Aftenspil, Oeh.)
Bemærk også "københavnerdrengens" idylliserede beskrivelse af bondepigen i "Guldhornene"
Dette naturbillede viser indirekte en tro på, at også mennesket er "naturligt" dvs., at det kan være en harmonisk del af naturen.
Det romantiske naturideal genspejles perfekt i den engelske havestils parklignende idyl. I modsætning hertil har vi oplysningstidens franske havestil, hvor naturen blev friseret og tvunget til at følge symmetriske linier og mønstre. (Jvf indledningen i "De Uanstændige"(Panduro))

Romantikkens naturideal bærer en drøm i sig om det perfekte og naturlige samarbejde mellem mennesket og naturen.
 

Kunstværket og oplevelsen af det Guddommelige

Det guddommelige er også i KUNSTVÆRKET og i nydelsen af kunst: "Vel lindrer vel Anelse, drøm og sang Hjertet sin længsel"(Cit. Staffeldt, Indvielsen) Kunstværket er på en måde lige som Guldhornene var det for Oehlenschl.,  noget perfekt i en uperfekt dualistisk verden.

FILOSOFISKE OG RELIGIØSE SAMMENHÆNGE

Platonismen

Platonisme - opkaldt efter Platon (427-347 f.Kr.)).
er second to none den filosof, der har sat de dybeste spor i den europæiske kultur og dens forestillinger om sandhed, retfærdighed, moral, kunst û og om filosofien selv.

Ifølge Platon har individets sjæl eksisteret i idéverdenen før legemets fødsel; når man gennem intuitiv tænkning fatter en idé, opnår man en erkendelse, som man havde i præeksistensen; derfor er al erkendelse erindren, og den rette undervisningsmetode er den sokratiske, hvorigennem læreren gennem sine spørgsmål vækker elevens viden. Højest af alle ideer er det godes idé; mangel på moral beror ifølge Platon på mangel på indsigt i idéverdenen

Platonismens grundlæggende holdning er, at alt eksisterer uafhængigt af mennesket i

                                                        idéernes verdenen

 og formerne kun kan ses gennem deres refleksioner i de partikulære tilfælde i fænomenverdenen. Platon anså læren om matematikken som vejen til at opnå indsigt i idéverdenen.
I relation til moderne matematikfilosofi refererer Platonisme til det ontologiske standpunkt, at matematiske størrelser eksisterer uafhængigt af menneskets bevidsthed og standpunktet er således synonymt med realisme – matematik opfindes ikke, den opdages.

At der findes objektiv erkendelse er for Platon indiskutabelt; matematik og håndværk (græsk technê) er eksempler på faktiske vidensformer. Viden forudsætter imidlertid, at verden grundlæggende er ordnet - ikke et ustruktureret kaos. Denne orden ser Platon som et idealtmønster af uforanderlige og uforgængelige almene enheder, ideer, som de enkelte fænomener på forskellig og varierende vis har del i. At verden fremtræder foranderlig og forgængelig gør ikke erkendelse umulig; der er en bagvedliggende fast struktur, som kan erkendes; den er den sande virkelighed.

 hvori han med Sokrates som talerør udvikler sin filosofi. Dennes kerne er idélæren, ifølge hvilken sanseverdenen kun er en ufuldkommen afskygning af en hinsidig virkelig verden, i hvilken ideerne eller almenbegreberne eksisterer som evige og uforanderlige. Således er begrebet "hest" noget, der findes i idéverdenen, mens de enkelte heste i sanseverdenen er ufuldkomne afbilleder af begrebet. Her er Platon inspireret af matematikken, idet dennes sætninger omhandler uanskuelige emner, f.eks. punkter uden udstrækning, der kun kan tænkes, ikke sanses. Ifølge Platon har individets sjæl eksisteret i idéverdenen før legemets fødsel; når man gennem intuitiv tænkning fatter en idé, opnår man en erkendelse, som man havde i præeksistensen; derfor er al erkendelse erindren, og den rette undervisningsmetode er den sokratiske, hvorigennem læreren gennem sine spørgsmål vækker elevens viden. Højest af alle ideer er det godes idé;

Platons hulebillede
Man må forestille sig en flok fanger, der har været lænket fast dybt inde i en hule siden deres barndom. Ikke kun deres lemmer, men også deres hoveder er fastholdt af lænkerne, så deres øjne er rettet fast mod bagvæggen. Bag fangerne er der et enormt bål. Mellem bålet og fangerne er der en hævet vej, og hen ad den bærer nogle mænd figurer af forskellige dyr, planter og andre ting. På bagvæggen danner figurerne skygger, som fangerne er intenst optaget af. Det er også sådan, at når én af figurbærerne taler, så får ekkoet fra bagvæggen fangerne til at tro, at ordene kommer fra skyggerne. Fangerne er optaget af noget, der kunne ligne en leg, set fra vores synspunkt, nemlig at give figurerne navne, efterhånden som de passerer. Det er imidlertid den eneste virkelighed, de kender, selv om de blot ser på skygger af billeder.

Antag nu, at en af fangerne bliver frigivet og tvunget til at rejse sig og vende sig om. Hans øje vil blive blændet af lyset fra bålet, og figurerne, der passerer forbi, vil se mindre virkelige ud end deres skygger på bagvæggen. Det går på samme måde, hvis han bliver trukket ud af hulen til sollyset, hvor hans øjne vil blive blændet i en grad, så han intet kan se. Først vil han blive i stand til at se de mørkeste former, som f.eks. skygger, og først derefter vil han kunne se lysere og klarere genstande. Det sidste, han vil kunne se, er solen, og han vil først med tiden forstå, at

dette er den, der skaber årstiderne og årets gang, som hersker over alle synlige ting, og som på en vis måde er årsagen til alle de ting, de har set. (“Staten” bog VII) Denne del af lignelsen svarer nøje til Platons sollignelse, der findes tæt på slutningen af “Staten”.

Den således oplyste, frigivne fange vil uden tvivl ønske at kunne vende tilbage til hulen for at befri sine medfanger. Problemet er dog, at de ikke har lyst til at blive befriet. Når han stiger ned i hulen igen, må hans øjne først tilpasse sig, og for en tid vil han være dårligere til den latterlige leg med at genkende formerne på bagvæggen. Dette vil gøre hans medfanger mordlystne overfor enhver, som ville forøge at befri dem.

Ordet mystik kommer af det græske ord myein,der betyder at lukke øjnene. Mystikere i alle kulturer og tider har hævdet, at det er muligt at nå erfaringen af at blive ét med det Guddommelige/ Det Absolutte. Denne erkendelse kan enten komme uventet, pludseligt eller gennem lang tids forberedelse gennem meditation eller bøn eller afsondret levevis.
Mystikerens oplevelse er den direkte, (og af organiserede religioner) uformidlede forening med den Guddommelige kerne  i mennesket. 
(Lat. Unio Mystica).

Denne enhedsoplevelse  kan hos de fleste Mystikere kun  opleves gennem en ikke-sanselig intuitiv skuen/"væren" indad.
Oplevelsen er ikke fuldt tilgængelig for fornuften.

Se europæisk mystik (engelsk)

Se også Symbolismen

Schelling / Rumi -  tyveri fra den arabiske kulturkreds?

De tyske filosoffer, i dette tilfælde Schelling, fik en meget stor betydning for udformningen af den europæiske og dermed danske romantik: 

Den universelle ånd,
der slumrer i stenen, drømmer i planten,
vågner i dyret, bliver sig bevidst i mennesket
og når sin højeste udfoldelse i kunstneren.
(F. Schelling)
 

Det er dog tvivlsomt om denne epokegørende filosofiske nytænkning er Schellings egen.
Omkring slutningen af 1700 tallet blev såvel de muslimske sufi-mystikeres skrifter oversat til tysk. 
Se her et digt fra arabiske mystiker Rumi, der levede i begyndelsen af 1200- tallet:

Originally, you were clay.
From being mineral, you becamet vegetable.
From vegetable you became animal, and from animal, man. 
During these periods man did not know where he was going, 
but he was being taken on a long journey nonetheless.  
And you have to go through a hundred different worlds yet. 
I died from minerality and became vegetable; 
And from vegetativeness I died and became animal. 
I died from animality and became man. 
Then why fear disapearance through death? 
Next time I shall die Bringing forth wings and feathers like Angels. 
After soaring higher than angels- 
You cannot imagine.
I shall be that.

Det er ironisk at tænke på hvorledes noget af det mest nationale vi danskere overhovedet har, nemlig digtet, Guldhornene, ville være utænkeligt uden tyveri fra den arabiske kultur. Guldhornene uden organismetankegang ville være lige så blodfattigt som Nørrebro uden Shawarmaer.
At der er tale om tyveri hænger sammen med den tyske romantiks manglende kildeangivelse.
 

 


 

STIKORD

OVERGANGSSITUATION:
DAGGRY SOLOPGANG- SKUMRING SOLNEDGANG INDRE YDRE NATUR

 

H.C. Andersen - en uægte søn af Christian den 8.?

Kong Christian d.8. havde som ung en kort affære med en Komtesse. Frugten af dette forhold blev en dreng som blev anbragt i pleje hos en ukendt fattig familie.

Som barn legede H.C.A. med Kongens søn selv om han voksede op i fattigdom.

Hele livet blev H.C.A. støttet økonomisk af en ukendt velgører.

Eventyrdigterens eget royale eventyr har kan også med kun en lille smule god vilje læses i et af H.C.A. skrevet personligt brev.

"Den grimme Ælling" og "Klokken" kan let læses ved dette lys.

Kilder: "H.C.Andersen - en sand myte"  - Jens Jørgensen
         "Paradisbarnet"                        - Rolf Dorset